Uge 18
Som nævnt i et tidligere blogindlæg var forskellige fagfolk på besøg i kirken onsdag d. 5. maj. Her blev der holdt et møde om byggesagen, og de skulle efterfølgende besigtige konservatorernes arbejde med at restaurere kirkens inventar.
Her ses arkitekt Jon Hauge fra Byggkontroll AS sammen med konservator Robert Larsen.
Og her igen Jon Hauge forrest til venstre, kirkeværgen fra Røros Kirke Bjørg Helene Skjerdingstad og Riksantikvarens sagsansvarlige Iver Schonhowd.
På næste fotografi ses den lokale presse samt repræsentanter og håndværkere fra Entreprenørfirmaet J. Kjellmark AS og Robert Larsen i baggrunden.
Fotografierne er taget af konservator Torben Ernst, som har indfanget kirkerummet fra et hensigtsmæssigt perspektiv til at beskrive, hvordan det daglige arbejde forgår på et ret omfangsrigt stillads. Her ser det måske lidt kaotisk ud, men det er opbygget således, at konservatorerne kan komme tæt på alle detaljer af inventaret fra loft til gulv. Stilladset er nogle steder højere end tre etager. Ydervendte profiler og fyldninger på pulpiturerne, søjler, prædikestol og orgelfront giver derfor ikke meget plads til højdeskræk.
Pressenyt om restaureringen af Røros Kirke
I blogindlægget fra d. 6. maj er der et link til en avisartikel i Røros lokalavis Fjell-Ljom. Men også et interview til radio og tv skulle være på vej, og vi har desuden fundet artikler om Nationalmuseets restaureringsarbejde i Adresseavisen fra d. 6. maj 2010 og Arbeidets Rett – avisa for fjellregionen fra d. 7. maj 2010, som også var på besøg, da der var besigtigelse i onsdag d. 5. maj. Adresseavisen skriver, at Riksantikvarens sagsansvarlige Iver Schonhowd og projektleder Robert Larsen diskuterer emner som marmoreringer, malerier og bladforgyldninger og at den største udfordring er at blive enige om, hvordan de forskellige detaljer skal se ud. Heldigvis citeres Schonhowd for at sige: ”Vi er veldig enige” i Adresseavisen.
En vigtig faktor er helheden, som Arbeidets Rett skriver: ”Schonhowd er meget fornøyd med arbeidene, som er utført så langt. Han påpeker, at kirkerommet ikke skal glinser av nytt bladgull, når jobbet er gjort. – Vi diskuterer ulike metoder for rensning og tilbakaføring. Det er vigtig å se helheten. En ting er å jobbe isolert med enkelte bygningsdetaljer. Noe anner er å gjøre det i et stort kirkerom som dette. Alt skal være i harmoni, og det er vigtig å få fram fargespillet, for eksempel i marmoreringen, forklarer Schonhowd.” Til dette kan vi tilføje, at netop helheden er en stor udfordring, når 11 konservatorer arbejder med at rense på samme blå marmoreringer, og noget vi derfor er særligt opmærksomme på.
Ældningsgrad og forskel på smudslag er meget varierende, når man sammenligner kirkens inventar. Lyspåvirkning og tidligere restaureringer har gjort noget inventar mere sart i forhold til andet, og inventarets placering kan ligeledes have medført mere eller mindre slitage. Uanset hvordan disse forhold ser ud, skal vi alle ramme samme rensningsniveau, og vi går derfor ofte frem og tilbage og sammenligner fra forskellig afstand for at vurdere, om vores arbejde hænger sammen med resten af kollegaernes arbejde. Det endelige tjek bliver foretaget af Robert Larsen, hvor vi jævnligt diskuterer projektets fremgang. Det er derfor ofte rart at afslutte en sektion med at kalde ”Robert, kommer du lige herop/herned?” for at høre, om man kan gå videre med noget andet eller skal forsætte rensningen med henblik på at få den nødvendige sammenhæng i kirkerummet.
Vi er desuden glade for at læse følgende citat fra artiklen i Adresseavisen ”Skitt og støv er borte, det har kommet frem blåfarger ingen har sett på mange år. Kirka har blitt mye lysere, stråler kirkeværge Bjørg Helene Skjæringstad”. Vi er glade for, at dem som kender og bruger kirken til daglig også følger med i restaureringen og kan se, at rensningen gør en forskel på inventarets udtryk.
Den sorte snavs leder dog uundgåeligt tankerne tilbage til Røros’ historie og minedrift, netop fordi de såkaldte gruber har haft afgørende betydning for Røros som sted og endvidere kirkens opførelse. Vi vil senere fortælle mere om, hvorfor symbolet for Røros Kobberværk også kan ses på Røros kirketårn, samt hvilken betydning værket egentlig har haft for kirkens opførelse. Vi ser stadig levn fra minedriften både gennem byens arkitektur og særligt i området omkring malmpladsen ved smeltehytten. Det er heller ikke tilfældigt, at der løber en elv gennem Røros, for elven har haft afgørende betydning for smeltehytternes placering omkring gruberne. Der findes mange spændende informationer om både minedriften og Kirkens opførelse, som vi løbende vil blogge mere om. Indtil videre vil vi blot vise nogle fotografier af byen og den særlige arkitektur, som vidner om, at der har været kobberminedrift i Røros. Smeltehytten i Røros brændte ned i 1953, men blev genopbygget som museum i 1988 og huser nu Rørosmuseet som blev stiftet i 1990. De sorte bakker kaldes for slaggebjerge og består af affald fra smeltningen i Røros. I 1980 kom Røros på 
Vi er nu gået i gang med anden del af vores plast-rensningsforsøg. Som beskrevet i et tidligere 
For at kunne sammenligne vores resultater senere hen, anvendes den samme forsøgs opstilling på samtlige institutioner. Det vil sige, at alle partnere anvender de sammen 10 udvalgte redskaber til rensning og tester de sammen vandige opløsningsmidler. For at dokumentere, hvilken effekt de vandige opløsninger har haft på vores plastprøver, måler vi ændringer i 
Forberedelserne til dette forsøg startede for et par måneder tid siden. Sammen med en række forskellige plastgenstande, pakkede vi vores seks plastprøver ind i nylonstrømper. Nylonstrømperne skulle sikre, at de mange små prøver ikke blev væk i den maskine, hvor rensningen foregår. Herefter blev strømper med indhold sendt til Kymi Rens, som ligger i Ålborg. Kymi Rens deltager i øjeblikket i 
Vi har nu fået genstandene tilbage fra Kymi Rens. Det stod hurtigt klart, at superkritisk CO2 
Udover at være knækket er polyesterprøven (nr. 3) misfarvet og overfladen virker næsten sandblæst. På plexiglasset (nr. 1) kunne man efter rensning se fænomenet crazing, som er et netværk af krakeleringer. Fotografiet til højre viser overfladen set i mikroskop. Her ses et tydeligt netværk af krakeleringer.
En række andre plastgenstande blev ligeledes forsøgt renset med superkritisk CO2.
Vi kender formentlig alle sammen fornemmelsen af at tage en gammel elastik, som knækker, så snart man forsøger at trække i det. Dette er et af de mange velkendte nedbrydningstegn for gummi. Med tiden mister materialet sin elasticitet og bliver enten stift eller sprødt. Ligeledes dækkes gummioverfladen med et netværk af krakeleringer kaldet crazing. Fotografiet til venstre viser en pose med balloner fra Prinsesse Diana og Prins Charles bryllup i 1981. Som man måske kan se, er ballonerne i dag fuldstændig smuldrede.
AGELESS® ilt absorbant er små poser med jern karbonat, som absorberer luftens ilt. Da tilstedeværelsen af ilt er en væsentlig faktor i en nedbrydningsproces, kan man med fordel forsøge at fjerne den, og dermed skabe et anaerobt miljø. Ved at fjerne ilten i en lufttæt emballage kan man forlænge den indpakkede genstands holdbarhed. De små AGELESS® poser findes ofte sammen med madvarer, sko og andet.
Her ses en afrikansk slangebøsse fra 1984. Fotografiet yderste til venstre er taget i 1995, da man pakkede genstanden ind i en lufttæt Cryovac BDF® pose. I midten ses et fotografi af genstanden, som den så ud, da den var pakket ind sammen med AGELESS® ilt absorbant. Fotografiet yderst højre viser, hvordan slangebøssen ser ud i 2010 efter at have været opbevaret i en iltfri emballage.
Ud over at undersøge hvordan genstandene rent visuelt så ud 15 år senere, foretog man også en lang række andre undersøgelser. F.eks. målte bl.a. iltindholdet og den relative luftfugtighed i de oprindeligt lufttætte poser inden de blev åbnet. Gummioverfladerne blev nærstuderet for at bestemme niveauet af crazing. Desuden foretog man ikke destruktive SEM-undersøgelser. SEM står for scanning electron microscope. Elektronmikroskopet gør det muligt at studere en overfladens topografi og komposition i op til 10.000 gang forstørrelse.
F.eks. er Pollys hat lavet af et målebæger i polystyren. Hendes tunge består af et lille stykke silikone-bageform. Tørklædet, som hun har om halsen, er af PVC, og kroppen er fremstillet af en almindelig vandflaske af polyethylene terephthalate.
Vi holder løbende øje med Polly rundt omkring i verden. Nationalmuseets egen dukke sidder udstillet i et skab i personalets kantine. Udover at tage fotografier af Polly med jævne mellemrum, for at dokumentere eventuelle forandringer, har vi placeret en datalogger ved siden af hende. Dataloggeren registrerer temperatur og relativ luftfugtighed i skabet. Vi har også placeret nogle 
På British Museum i London sidder Polly i laboratoriets vindueskarm sammen med en ældre skulptur af træ. Her får hun dagligt masser af lys. Allerede nu kan man se, at Polly har ændret sig. Hendes ene fod, som er lavet af polyuretan-ether skum, er gulnet meget, hvilket er et typisk nedbrydningstegn. Pollys anden fod er knap så gulnet. Den er lavet af polyuretan-ester skum. 
På Victoria and Albert Museum i London er Polly kommet op at hænge i en lukket glasmontre. Her måles ligeledes temperatur og relativ luftfugtighed, for at man senere kan undersøge det klima, som plastdukken har været udsat for.
Abbonér på feed