Uge 20
Den 17. maj er noget helt særligt for den norske befolkning. Selve dens betydning kan sammenlignes med den danske Grundlovsdag, som vi fejrer 5. juni, men også Danmarks befrielse som fejres 5. maj. Den 17. maj 1814 underskrev rigsforsamlingen på Eidsvoll en grundlov, som gjorde Norge til et frit og uafhængigt rige med en fri forfatning. Før 1814 var Norge jo endnu en del af Danmarks enevælde, som forklarer, hvorfor Røros Kirke, der blev bygget i 1780’erne, bærer Kong Chr. VII’s monogram lige over døren. Men selv om vi forsøger at drage paralleller til danske mærkedage, kan dagens følelsesmæssige betydning og opbakning ikke sammenlignes med noget dansk fænomen. Derfor har vi i de sidste uger glædet os til at skulle opleve dagen sammen med de lokale folk i Røros og særligt at se deres smukke bunader.
Og rigtigt nok, byen blev fuldstændig forvandlet med flag og stimevis af både mænd og kvinder i smukke bunader. Men 17. maj er særligt børnenes dag, så vi var specielt betagede af det lange optog med glade børn i fine bunader. De sang og flagede, mens vi så på i vejkanten. Også vi var pyntede med nyindkøbte sløjfer, rosetter og flag.
Lokalområdet var mødt op på malmpladsen i Røros kl. 10.00, hvor der blev holdt taler og gjort klar til optog gennem byens gader. Fire 7. klasseelever holdte sammen en fin tale, hvor de blandt andet påpegede, at dette er dagen, hvor vi viser, at vi er stolte og frie som folk, men også at vi husker på, at selvom vi har det godt i Norge ikke glemmer at tænke på dem, som har det svært.
Dagen bliver fejret sammen som nation, men særligt er det en dag, der skal tilbringes med ens nærmeste med god mad og drikke. Stemningen var følelsesladet og opstemt pga. de mange børn. Tanken om 17. maj som børnenes dag, var oprindeligt Bjørnstjerne Bjørnsons idé, som vi netop i år fejrer 100 året for hans dødsdag d. 26. april 1910. Folkets historie blev ikke mindre følelsesladet af at synge Norges nationalsang “Ja, vi elsker dette landet”, som Bjørnstjerne skrev omkring 1860.
Ingrid på 2 år.
Fotografierne til dette indlæg er taget af Annemarie Juul og Robert Larsen.
Den sorte snavs leder dog uundgåeligt tankerne tilbage til Røros’ historie og minedrift, netop fordi de såkaldte gruber har haft afgørende betydning for Røros som sted og endvidere kirkens opførelse. Vi vil senere fortælle mere om, hvorfor symbolet for Røros Kobberværk også kan ses på Røros kirketårn, samt hvilken betydning værket egentlig har haft for kirkens opførelse. Vi ser stadig levn fra minedriften både gennem byens arkitektur og særligt i området omkring malmpladsen ved smeltehytten. Det er heller ikke tilfældigt, at der løber en elv gennem Røros, for elven har haft afgørende betydning for smeltehytternes placering omkring gruberne. Der findes mange spændende informationer om både minedriften og Kirkens opførelse, som vi løbende vil blogge mere om. Indtil videre vil vi blot vise nogle fotografier af byen og den særlige arkitektur, som vidner om, at der har været kobberminedrift i Røros. Smeltehytten i Røros brændte ned i 1953, men blev genopbygget som museum i 1988 og huser nu Rørosmuseet som blev stiftet i 1990. De sorte bakker kaldes for slaggebjerge og består af affald fra smeltningen i Røros. I 1980 kom Røros på 
Vi er nu gået i gang med anden del af vores plast-rensningsforsøg. Som beskrevet i et tidligere 
For at kunne sammenligne vores resultater senere hen, anvendes den samme forsøgs opstilling på samtlige institutioner. Det vil sige, at alle partnere anvender de sammen 10 udvalgte redskaber til rensning og tester de sammen vandige opløsningsmidler. For at dokumentere, hvilken effekt de vandige opløsninger har haft på vores plastprøver, måler vi ændringer i 
Forberedelserne til dette forsøg startede for et par måneder tid siden. Sammen med en række forskellige plastgenstande, pakkede vi vores seks plastprøver ind i nylonstrømper. Nylonstrømperne skulle sikre, at de mange små prøver ikke blev væk i den maskine, hvor rensningen foregår. Herefter blev strømper med indhold sendt til Kymi Rens, som ligger i Ålborg. Kymi Rens deltager i øjeblikket i 
Vi har nu fået genstandene tilbage fra Kymi Rens. Det stod hurtigt klart, at superkritisk CO2 
Udover at være knækket er polyesterprøven (nr. 3) misfarvet og overfladen virker næsten sandblæst. På plexiglasset (nr. 1) kunne man efter rensning se fænomenet crazing, som er et netværk af krakeleringer. Fotografiet til højre viser overfladen set i mikroskop. Her ses et tydeligt netværk af krakeleringer.
En række andre plastgenstande blev ligeledes forsøgt renset med superkritisk CO2.
Vi kender formentlig alle sammen fornemmelsen af at tage en gammel elastik, som knækker, så snart man forsøger at trække i det. Dette er et af de mange velkendte nedbrydningstegn for gummi. Med tiden mister materialet sin elasticitet og bliver enten stift eller sprødt. Ligeledes dækkes gummioverfladen med et netværk af krakeleringer kaldet crazing. Fotografiet til venstre viser en pose med balloner fra Prinsesse Diana og Prins Charles bryllup i 1981. Som man måske kan se, er ballonerne i dag fuldstændig smuldrede.
AGELESS® ilt absorbant er små poser med jern karbonat, som absorberer luftens ilt. Da tilstedeværelsen af ilt er en væsentlig faktor i en nedbrydningsproces, kan man med fordel forsøge at fjerne den, og dermed skabe et anaerobt miljø. Ved at fjerne ilten i en lufttæt emballage kan man forlænge den indpakkede genstands holdbarhed. De små AGELESS® poser findes ofte sammen med madvarer, sko og andet.
Her ses en afrikansk slangebøsse fra 1984. Fotografiet yderste til venstre er taget i 1995, da man pakkede genstanden ind i en lufttæt Cryovac BDF® pose. I midten ses et fotografi af genstanden, som den så ud, da den var pakket ind sammen med AGELESS® ilt absorbant. Fotografiet yderst højre viser, hvordan slangebøssen ser ud i 2010 efter at have været opbevaret i en iltfri emballage.
Ud over at undersøge hvordan genstandene rent visuelt så ud 15 år senere, foretog man også en lang række andre undersøgelser. F.eks. målte bl.a. iltindholdet og den relative luftfugtighed i de oprindeligt lufttætte poser inden de blev åbnet. Gummioverfladerne blev nærstuderet for at bestemme niveauet af crazing. Desuden foretog man ikke destruktive SEM-undersøgelser. SEM står for scanning electron microscope. Elektronmikroskopet gør det muligt at studere en overfladens topografi og komposition i op til 10.000 gang forstørrelse.
Abbonér på feed