Vi er nu gået i gang med anden del af vores plast-rensningsforsøg. Som beskrevet i et tidligere blogindlæg, studerede vi i første omgang effekten af 21 forskellige redskaber til rensning. Det var bl.a. klude, svampe, pensler og støvkoste. Størstedelen var produkter, som man kunne forvente at finde på et almindeligt konserveringsværksted og/ eller i husholdningen.
Af de 21 forskellige redskaber har vi nu udvalgt de 10 produkter, som viste de bedste resultater i forsøget med tør-rensning. De 10 udvalgte redskaber vil vi nu teste i kombination med vandige opløsningsmidler. Udover destilleret vand, tester vi blandt andet effekten af forskellige an- og nonioniske sæber og syntetisk saliva.
I denne del af rensningsforsøget står vores partnere i POPART for at udføre nogle af de praktiske forsøg. På Nationalmuseets Bevaringsafdelingen koncentrerer vi os derfor udelukkende om rensning af polymethylmetakrylat (plexiglas) og polyvinylklorid (PVC). Plexiglas bruges bl.a. til fremstilling af skilte og kontaktlinser, mens man fremstiller bruseforhæng og kabelisolering af PVC.
For at kunne sammenligne vores resultater senere hen, anvendes den samme forsøgs opstilling på samtlige institutioner. Det vil sige, at alle partnere anvender de sammen 10 udvalgte redskaber til rensning og tester de sammen vandige opløsningsmidler. For at dokumentere, hvilken effekt de vandige opløsninger har haft på vores plastprøver, måler vi ændringer i kontaktvinkel og glans før og efter rensning. Desuden udregner vi, hvor mange ridser per areal der er opstået som følge af behandlingen. Endelig kigger vi selvfølgelig på om man rent visuelt kan se en forskel. Indtil videre har forskellene dog været så små, at de ofte kun er synlige i mikroskop. Selvom skaderne umiddelbart syner minimale, kan de forskellige behandlinger på sigt dog vise sig at have en negativ effekt på plastmaterialet. Som en del af forsøget vil vi derfor udsætte vores plastprøver for kunstig ældning.
Efter planen mødes alle partnere i midten af maj for at sammenligne resultater. Herefter skal vi i gang med at teste effekten af solventbaserede opløsningsmidler.