
Det er med vemod, at vi skal gøre opmærksom på, at højere magter har besluttet at lukke denne bevaringsblog ned. Nedlukningen er et led i en større oprydning, som sker i forbindelse med, at Nationalmuseet inklusive besøgssteder og Bevaringsafdelingen m.m. flyttes til en ny hjemmeside med nyt design. Selve nedlukningen kommer til at ske den 1. januar 2026, så efter denne dato vil det ikke længere være muligt at besøge bloggen Aktuel Bevaring.
Gennem årene har vi delt mange forskellige historier med jer lige fra konservering af en juleplakat til en 3D model af Kanonvraget fra 1600-tallet, til Aben på badeværelset og til Marie Krøyers møbler fra hjemmet i Skagen. Historierne har været mange og mangfoldige og har været skrevet af både Nationalmuseets konservatorer og forskere. Dette har været med til at give denne blog mange forskellige vinkler på de forskellige områder inden for bevaring til lands, til vands og i luften.
Kan I for eksempel huske, dengang vi var i Røros i Norge, eller da der var Rejsebreve fra Rom eller da en af Nationalmuseets forskere var i LA?
Ja, denne blog har bragt mange gode historier, men nu er den æra forbi, og vi takker ydmygt af for denne gang med håbet om, at I har været underholdt godt gennem årene.
Tak for nu…
Hilsen forskere og konservatorer på Nationalmuseet


