En røntgenscanning har netop afsløret, at to blomstermalerier på Kronborg Slot gemte gamle motiver af præster under overfladen. En særlig blå farve vakte mistanken.
Skrevet af Miriam Hindsgaul og Mikala Bagge
To slidte blomstermalerier på Kronborg Slot viste sig at gemme på en hemmelighed, da Nationalmuseets konservator Mikala Bagge fik dem mellem hænderne til konservering.
”Ved første blik ligner det jo 1600-tals malerier fra Holland, men noget var ikke helt rigtigt. Det var blandt andet penselføringen, detaljernes manglende tydelighed og så især de blå blomster, der sprang i øjnene, farvetonen minder meget om det blå pigment berlinerblå, der først blev opfundet i 1707. Derfor var jeg spændt på, hvad undersøgelsen og restaureringen ville vise,” forklarer hun.
”Malerierne var meget snavsede, og under rensningen viste den mørke baggrundsfarve sig at være let opløselig, hvilket kan være et tegn på, at der kunne være tale om en overmaling og ikke et originalt lag. Under den mørke farve kom der sorte bogstaver frem på hvid baggrund med årstallet 1607. Jeg rensede lidt mere i baggrundsfarven langs kanten, hvor der ikke var noget motiv, og pludselig dukkede en velbevaret hånd frem i maleriets venstre side. Vi besluttede at ”smugkigge” ved hjælp af røntgenoptagelser af begge malerier udført af Michelle Taube. Metoden gør det muligt at bevare blomstermotiverne og samtidig finde ud af, hvilke andre motiver der kan gemme sig under blomsterne. Pludselig dukkede to mandsportrætter op på skærmen,” forklarer konservator Mikala Bagge.
Mikala Bagge har efterfølgende fundet en portrætserie med kobberstik af Jesuitterpræster på National Portrait Gallery i London, der er dateret til 1607. Maleriernes motiver har en høj lighed med kobberstikserien. I National Portrait Gallery findes flere kobberstikserier med lignende portrætter, der formentlig har været brugt som forlæg til eksempelvis kirkekunst i katolske kirker.
”Præsteportrætterne på de to Kronborg-malerier er således malet efter 1607 – vi ved ikke hvornår, men vi antager, at det er i løbet af 1600-tallet. Siden er de malet over med blomstermotiverne – formentlig i løbet af 1720’erne,” siger Mikala Bagge.
Hvor er det cool!