Genforening med Niels Lergaards smukke farvepalet

Skrevet af Mikala Bagge og Signe Kokholm Eskildsen

I perioden maj til juli måned 2020 arbejdede Nationalmuseets konservatorer Mikala Bagge, Lis Sejr Eriksen og Signe Kokholm Eskildsen på istandsættelsen af Niels Lergaards store vægmaleri i festsalen på UC Syd i Haderslev.

Maleriet dækker med sine 3 x 9 meter hele salens bagvæg og er rummets væsentligste dekorationselement, og på grund af sin størrelse er konserveringen udført på stedet.

Det farvestrålende maleri er udført i olie på lærred og har titlen: Familien, Oplysning, Forskning og Poesien. Maleriets titel og motiv refererer direkte til bygningens daværende brug som Statsseminarium.

Ny Carlsbergfondet har gennem hele 1900-tallet arbejdet på at bringe anerkendt dansk kunst ud til det danske folk, hvilket denne udsmykning i Haderslevs tidligere Statsseminarium, er et meget fornemt eksempel på.

Maleriets giver, Ny Carlsbergfondet, har i samarbejde med Nationalmuseet gennemgået og besigtiget en del af de stedsspecifikke kunstværker, som Ny Carlsbergfondet har givet til offentlige institutioner i perioden omkring 1920-1960. På baggrund af dette maleris høje kunstneriske kvalitet og dets bevaringstilstand besluttede Ny Carlsbergfondets bestyrelse, at den ville bevillige midler til en tiltrængt konservering af maleriet.

Bygningen hvor maleriet hænger er opført omkring 1920, lige inden Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Den 9. september 2020 afholdes der 100 års jubilæum for uddannelse på stedet, og derfor er Ny Carlsbergfondets donation til konserveringen af Niels Lergaards værk en endnu mere kærkommen gave.

Da konserveringen af maleriet blev påbegyndt i maj 2020, stod det hurtigt klart, at maleriets tilstand ikke var for god, lærredet hang i voldsomme buler, og farven var dækket af et markant gråligt snavslag, så det var svært at genkende Niels Lergaards farvestrålende palet.

Maleriet blev nedtaget fra væggen og lagt med forsiden nedad på et beskyttende underlag på gulvet, hvorefter lærredet blev afmonteret fra blændrammen. Denne blev stabiliseret, så maleriet igen kunne spændes på blændrammen uden at bule.

I juni og juli måned blev maleriet overfladerenset, og det viste sig, at farverne var mere end almindeligt snavsede. Rensningen af maleriet var derfor den primære opgave på dette maleri.

Da maleriet havde hængt i voldsomme buler, havde dette også påvirket farvelaget – primært på maleriets midte. Farvelaget måtte derfor sikres og fastlægges. Derudover havde maleriet buler i overfladen, som formentligt stammer fra stød i lærredet fra forsiden gennem tiden.

Kunstnerens regning på arbejdet, dateret 20/1-1954 er bevaret, og her kan man læse, at Niels Lergaard har malet maleriet i rummet i årene 1954-55, og at maleriets farver er afstemt efter rummets farver.

”Arbejdet vil tage mig ca. to aar at gennemføre, af hensyn til vurderingen af farven i rummet er det nødvendigt at arbejdet udføres paa stedet.”

En lille farveundersøgelse af festsalens vægge, træværk og loft afslørede, at væggene har stået i en lys okkergul farve, træpanelerne har været strøget med en rå umbra, og loftet har stået i en heftig rød farve svarende til moderens kjole i maleriets midte.

Niels Lergaard skriver ligeledes ” ..til udsmykning af Haderslev Statsseminarium, tænkes udført på lærred og blindramme i olie, indsat i fast ramme med paaskruet dækskåle i lyst egetræ i lighed med det øvrige træværk i rummet”.

Med dette menes, at rammelisterne omkring maleriet oprindeligt har fremstået i lyst egetræ, som er valgt af kunstneren, for at det skulle passe til det øvrige træværk i festsalen.

Da Nationalmuseets konservatorer så maleriet første gang, var rammelisterne omkring maleriet malet i en trist grå akrylfarve. Det blev derfor besluttet at føre rammelisterne tilbage til deres oprindelige udseende, så rammerne blev renset for den grå farve og behandlet med naturolie hos en lokal malermester.

Det færdigt restaurerede maleri er nu genmonteret på endevæggen i festsalen og fremstår igen med sin oprindelige klare og strålende farvepragt og med den originale indramning i egetræ, som kunstneren oprindeligt havde ønsket det.

Udgivet i Bevaring, Bygningsdekoration, Maleri | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

BLOGGEN HOLDER FERIE UGE 29 30 31

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Gislingebåden

Skrevet af Anne Moesgaard og Anette Hjelm Petersen

I 1993 fremkom der, ved gravning af vandhul på en privat mark på Gislinge Lammefjord, en båd med skroget næsten intakt – dog manglende den øverste bordgang og masten. Båden var klinkbygget af egetræ og samlet med både træ- og jernnagler, hvad der alt sammen kendetegner både fra 1000-tallet. Der er ingen jernnagler bevaret, men vi ser tydeligt korrosionerne fra dem. Ved en dendrokronologisk undersøgelse blev det bekræftet, at båden blev bygget omkring 1130 AD (tidlig middelalder), men båden har vikingetidens karakteristiske træk; klinkbygget, de trappeformede stævne, spor efter brug af sideror og råsejlsrigning. Udgravningen i 1993 blev foretaget af arkæologer fra det daværende ”Nationalmuseets marinarkæologiske undersøgelser”.

Båden viste sig at være meget slidt, den var lappet ad flere omgange med reparationslapper af bøgetræ. Reparationer fortæller en historie om det levede liv, noget vi holder meget af at se. Det var ikke en højstatus båd, men snarere en hverdagsbåd, som repræsenterede den almindelige befolkning i 1100-tallet. Der er intet der tyder på, at båden sank, men den er sandsynligvis bare efterladt på lavt vand efter ca. 50 års brug.

Fakta om Gislingebåden

  • Datering:        Tidlig middelalder, 1130-1150
  • Type:             Trerumsbåd
  • Ca. 75 % af den oprindelige båd er bevaret
  • Bevaret længde:                    7,50 m
  • Bevaret længde:                    7,50 m
  • Bevaret bredde:                    1,50 m
  • Bevaret højde:                      0,70 m
  • Dybgang:                              0,25 m
  • Lasteevne:                             1 ton (svarer til fire mænd og ti får)
  • Besætning:                            3 mand (ca. tre par årer)
  • Anvendelse:   sandsynligvis fiskeri og transport af mennesker såvel som gods

På Vikingeskibsmuseets (Roskilde) hjemmeside kan man finde alle oplysninger om bådens brug og anvendelse samt se de kopier af Gislingebåden, som deres bådebyggere har arbejdet med indtil videre. Vores viden om, hvordan Gislingebåden skal se ud i en fremtidig udstilling, bygger på deres store arbejde.

Vikingsskibemuseets fakta om Gislingebåden

I ca. 20 år har skibstræet ligget i imprægneringskar på Nationalmuseets konservering i Brede, så vandet, der før fyldte træets celler ud, nu er udskiftet med en vandopløselig voks kaldet PEG (polyethylenglycol). Imprægnering med PEG er nødvendigt, ellers vil træet kollapse og krympe og det oprindelige udseende og faconen på plankerne vil for altid være tabt. Grunden til den lange imprægneringstid skyldes, at der har været meget træ fra andre udgravninger, som var mere efterspurgt, så Gislingebåden er længe kommet bagerst i køen til frysetørring. I den ideelle verden ville imprægneringen kunne være færdig efter 2-4 år. Heldigvis er der ikke umiddelbart sket træet noget ved den usædvanligt lange imprægneringstid.

De sidste par år er plankerne blevet frysetørret i facon, Vikingeskibsmuseet har fremstillet tegninger til os, så vi kan lægge plankerne til tørring i den helt rigtige facon. Plankerne er ret fleksible efter imprægnering, men en hel del mindre efter frysetørring. Plankerne og spanterne fra Gislingebåden har taget 2 gange fyldte frysetørrere at få færdig. Hver frysetørring tager ca. 4-6 måneder.

Båden skal have en montering, et metalstativ som plankerne kan anbringes forsvarligt i. Selvom træet er konserveret, har det langtfra den styrke som frisk træ har, så der skal tages mange hensyn. Indtil nu er vi nået til at få lagt træet op, sådan som det skal ligge i en montering (fig. 3). Vi afrenser træet for overskydende imprægnering og limer alle de løse fragmenter fast, mens vi afventer besøg fra smeden. Han skal fremstille monteringer til plankerne og efterfølgende en montering, så man kan se, hvordan båden fremstod dengang, den var i brug, engang i 1130´erne. Vi glæder os til snart at kunne vise jer det færdige resultat.

Rigtig god sommer 🙂

Udgivet i Bevaring, Vanddrukkent træ | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Mon du bemærket har, hvad der på loftet var…

Registrering af kalkmalerier over hvælv i Vejlby Kirke,Vends Herred, Odense amt.

Skrevet af Anna K. Hansen. Foto: Nationalmuseet, Ida Haslund og Anna K. Hansen

I forbindelse med planlægning af nyt tag på Vejlby Kirke i Middelfart, opdagede man i 2019 rester af kalkmaleri på væggene over kirkens hvælvinger.

Malerierne var ikke registreret i Nationalmuseets database over kalkmalerier i danske kirker og kom derfor som lidt af en overraskelse. De bidrager med væsentlig viden om kirkens tidlige historie og viser blandt andet, at kirken har haft to forskellige kalkmalede udsmykninger på væggene, før hvælvene blev bygget.

Det er en del af Nationalmuseets arbejde at registrere og dokumentere kalkmalerier i danske kirker. Udover at registrere fundet blev fragmenterne i Vejlby Kirke også forsigtigt lagt fast og sikret, så de kan bevares for eftertiden. Arbejdet blev udført af konservatorer fra Nationalmuseets Kalkningstjeneste.

Malerierne i Vejlby Kirke
Den indledende registrering viste, at der var bevaret puds fra fire perioder, med fragmenter af maleri på de to yngste. Der var fragmenter af maleri på væggene over hvælvene i både kor og skib, men kun på nordvæggen og på triumfvæggen mellem kor og skib. Endvidere var der mellem skibets 1. og 2. fag bevaret et oprindelig romansk vindue, hvis smige ligeledes var bemalet.

Ved at undersøge de bevarede fragmenter kunne man bl.a. konstatere, at der var bevaret maleri fra to forskellige perioder. Da det yngste pudslag ikke kunne findes i og omkring vinduessmigen var det som noget særligt sandsynligt, at de to udsmykninger havde stået fremme samtidigt.

Fordi malerierne er fragmentarisk bevaret er det uvist, hvilke motiver der er afbilledet, men der kan bl.a. anes et ansigt, en klædedragt og en del af en indskrift – muligvis et skriftbånd.

Malerier over hvælv.
Mange middelalderkirker er oprindeligt bygget uden hvælv. Hvælvene er bygget til senere. De kalkmalerier, der er bevaret over hvælv, er altså malet før kirkerummet blev overhvælvet og har været en del af udsmykningen af kirkens vægge.

Det formodes, at Vejlby Kirke fik hvælvinger mellem år 1250-1500: http://pastorat.dk/om-kirkerne/vejlby-kirke

Maleriernes behandling
Størstedelen af de kalkmalerier, der udsmykker kirkerummene i de danske kirker, har løbende været restaureret i større eller mindre omfang, i den tid de har stået fremme.  Malerier over hvælv er derfor værdifulde, fordi de som regel hverken har været restaureret eller kalket over, hvilket vil sige, at de kan indeholde en masse information om f.eks. oprindelig maleteknik og malestil.

Til gengæld er de ofte akut behandlingskrævende, primært fordi de befinder sig på et udsat og overset sted. I tilfældet Vejlby kirke havde puds og kalklag løsnet sig så meget fra væggen, at det flere steder var nødvendigt at fastlægge dem. Dette blev gjort punktvist ved hjælp af kanyle med et kalkbaseret fastlægningsmateriale. Der var også nødvendigt at fæstne og sikre løse og ustabile områder langs med fragmenternes kanter med en kalkmørtel.

Når der arbejdes over hvælv er det ofte et beskidt arbejde, med ganske lidt plads, begrænset belysning og besværlig adgang. For eksempel var den eneste adgang til oversiden af korets hvælv gennem en lille åbning midt i triumfvæggen. Foto: Ida Haslund og Anna K. Hansen, 2019.

Kalkmalerier i danske kirker
Registrering og information om alle væg- og hvælvudsmykninger i danske kirker kan findes på Nationalmuseets hjemmeside Kalkmalerier i danske kirker: https://natmus.dk/salg-og-ydelser/museumsfaglige-ydelser/kirker-og-kirkegaarde/kalkmalerier-i-danske-kirker/

Udgivet i Bevaring, Kalkmaleri | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Nationalmuseet arbejder stadig på det store springvand i Vigelandsparken i Oslo

Skrevet af Michel Malfilâtre og Louis Lange Wollesen

Alle kunstværker i Vigelandsparken er udført af August Vigeland. Det store springvand er en del af over 200 kunstværker, som kunstneren gennem hele sit virke har udført. Skulpturerne og reliefferne af bronze på det store springvand viser et romantisk udtryk for livets forskellige faser, der strækker sig fra barndom og ungdom, gennem voksenlivet til alderdom og død. Springvandet er opført i perioden fra 1920, hvor de første skitser til projektet blev tegnet, til ca. 1950. Vigelandsparken er en del af Frognerparken i Oslo, som hvert år besøges af ca. 1 million turister.

Nationalmuseets skulpturværksted blev i 2017 tilbudt at byde på en fantastisk opgave med at overflade-rense og overfladebeskytte figurgrupperne af mandshøje bronzeskulpturer på tre hjørner af det store springvand i Vigelandsparken i Oslo. Vigelandsparkens egne konservatorer havde selv udført opgaven på det første hjørne, men man indså herefter, at opgaven var for stor til, at de selv ville kunne løse opgaven med hele springvandet.

Opgaven blev sat i licitation, som blev vundet af Nationalmuseet, og arbejdet blev startet op i foråret 2018. I både 2018 og 2019 blev der arbejdet på opgaven, så hvis du vil læse mere om opgaven, så læs gerne vores tidligere blogindlæg “En varm hilsen fra Oslo” og “En varm hilsen fra Oslo – del 2”.

Opgaven med mekanisk at afrense bronzeoverfladen og efterfølgende overfladebeskytte den med en dertil egnet voks består af tre etaper (tre år). Det er planlagt, at der skal afrenses og overfladebehandles en skulpturgruppe, der er bestående af fem bronzeskulpturer på hvert hjørne, om året. Det var derfor sidste etape af opgaven, der skulle have været udført her i foråret 2020.

Men som så meget andet, grundet COVID19-pandemien, er det ikke muligt at udføre opgaven i øjeblikket. Den norske og danske stat har indført nationale restriktioner for ind-og udrejse, som gør det næsten umuligt at sende arbejdskraft mellem vores to lande. Desuden er det ikke muligt at opfylde de retningslinjer, der er udstukket i forbindelse med COVID19-pandemien. Så arbejdet med bronzeskulpturerne er desværre udskudt i øjeblikket.

Det er indtil videre planen at afslutte opgaven til efteråret 2020, hvis restriktionerne, afledt af COVID19, bliver lempet, og hvis det lader sig gøre at udføre arbejdet på dette tidspunkt. Alternativt vil opgaven forhåbentlig kunne blive udført foråret 2021.

Vi glæder os og ser frem til at kunne afslutte denne enestående opgave, hvor vi har fået mulighed for at arbejde med konserveringen af nogle af den norske nations fornemmeste bronzeskulpturer.

Hvis man er i Oslo, skal man tage sig tid til at se Vigelandsparken, idet den er enestående, og som et lille gode er det gratis at komme ind 🙂

Udgivet i Bevaring, Bronzeskulptur, Oslo, Skulptur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Kalkmalerierne i Sæby Kirke

Skrevet af Lena Östlund. Foto: Nationalmuseet, Frida Hultin

Ved denne tid for et år siden var jeg sammen med mange af mine kolleger i fuld gang med at restaurere kalkmalerierne i Sæby Kirke.

Dette meget store projekt har strakt sig over et helt år (15. oktober 2018 – 15. oktober 2019) og omfattede alle kalkmalede dekorationer i kirken. Det vil sige, de tre østlige hvælvinger i kirkes skib med dekorationer udført af Sæbyværkstedet i årene 1510 – 1525, ribbedekorationer, topprosetter og vægfragment i skibets øvrige fire hvælvinger samt ornamentale dekorationer fra 1887 i sidekapellets fire hvælvinger.

Kirken og kalkmalerierne, som hører til landsdelens betydeligste, har givet navn til det kalkmalerværksted, Sæbyværkstedet, der har udført kalkmalerierne samt lignende malerier i en række af andre nordjyske kirker.

Dekorationerne i Sæby Kirke blev restaureret fordi kalkmaleriernes overflader var tilsmudsede i så svær grad, at motiverne fremstod mørke og grålige, og farvernes kraft var neddæmpede. Desuden var store dele af hvælvingens puds i 1. fag i kirkens skib og i dele af kirkens sidekapel meget salt-belastet, hvilket havde resulteret i partielt meget omfattende afskalning og pulverisering af kalk- og farvelag. I nogle områder i 1. fag i skibet stod malerierne i øst- og sydkappen næsten helt ulæselige, og på grund af det saltnedbrudte bindemiddel lå farverne i nogle områder som et løst pulver i overfladen.

Nu når malerierne er blevet renset er motivernes farver og kontrast kommet til deres ret igen. Derudover er malerierne blevet sikret, ved at den meget saltbelastede puds, primært i øst- og sydkappen i skibets 1. fag og langs nogle af de tre hvælvingernes ribber, partielt er blevet udskiftet eller fastlagt.

Den store udfordring med restaureringen af kalkmalerierne i Sæby Kirke var, at motivernes bevaringstilstand var meget forskellig, og formålet med vores restaurering blev, så vidt det var muligt, at få en harmonisk helhed i kirkerummet. Der er derfor gjort et stort arbejde for at løfte blandt andet skibets 1. fag, som var det, der var i dårligst bevaringstilstand i forhold til de øvrige hvælvinger. Vi var heldige, at vi fandt gamle fotografier fra efter fritlægningen af malerierne i 1905. På fotografierne kunne man se detaljer i motiverne, som nu var gået tabt, men som vi kunne rekonstruere, blandt andet detaljer i ansigter. I sidekapellet gik meget af dekorationen desværre tabt under rensningen, fordi farvernes pigmenter var løst bundet til overfladen. Ca. 80-90 % af dekorationen i sidekapellet er derfor blevet malet op på ny under restaureringen i 2019.

Udgivet i Bevaring, Kalkmaleri | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Stjålet Nolde-maleri fra Ølstrup Kirke genfundet

Skrevet af Mikala Bagge

I 2018 blev Noldes maleri af Kristus og den sidste nadver genfundet, og menighedsrådet i Ølstrup Kirke kunne ånde lettet op efter en periode på ca. 4 år, hvor de ikke viste, om de nogensinde skulle gense deres maleri. Maleriet havde meget stor betydning for kirken, da Emil Nolde netop havde malet det til Ølstrup Kirke, fordi han var gift med provstens datter.

Det var derfor en glædens dag, da politiet i Tyskland kunne fortælle offentligheden, at maleriet var fundet ved Hamborg sammen med andre tyvekoster efter et internationalt politisamarbejde. Tvmv

På Nationalmuseet, hvor maleriet skulle gennemgås efter tyveriet, var konservatorerne meget spændte på at se det værdifulde maleri, som ankom til værkstederne i Brede med politieskorte.

Malerikonservator Mikala Bagge udtalte ved ankomsten: Vi må håbe på, at tyvene har været forsigtige med dette værdifulde maleri, og at det ikke er kommet væsentligt til skade”, men det skulle desværre vise sig ikke at være tilfældet.

Maleriet var taget ud af altertavlen i kirken med en skruetrækker og hevet ud af blændrammen, hvorefter det var foldet sammen, så det kunne transporteres, uden at man kunne se, at det var et maleri.

Derfor var maleriet også langt mere skadet, end konservatorerne kunne forudse. Der var mange afskalninger i farvelaget, og her kunne maleriets hvide grundering nu ses som reflekspletter i overfladen. Det kraftige farvelags overfladestruktur var brudt, og skaderne var meget synlige.

Konservatorerne måtte derfor være fantasifulde for at genskabe de manglende dele af farvelaget, så det efterfølgende ikke kunne ses med det blotte øje!

Først blev maleriets farvelag renset, inden det blev imprægneret med et nyt bindemiddel fra bagsiden.

Derefter blev maleriet behandlet på et varmebord under tryk, hvorved farvelaget blev limet fast til lærredet igen, og samtidig blev maleriet planeret for alle de ujævnheder, der var opstået i overfladen efter tyvenes hårdhændede behandling af maleriet.

Det var ikke ”bare lige” at genskabe den manglende pastose farve, og konservatorerne måtte udvikle en ny metode for at opnå et fuldkomment resultat.

Overfladen på maleriets kraftige farvelags overflade blev afstøbt med en afstøbningsmasse, som er udviklet til afstøbning af tænder, og er derfor ikke skadelig for farven. Den er desuden ikke giftig og hærder hurtigt. Efter 15 min. kunne der spartles et tyndt lag Golden Acrylic Molding Paste på denne form. Da laget var tørt, kunne det trækkes forsigtigt af som en tynd smidig hinde , og hermed var der skabt et lag gennemsigtigt kopifarve, som havde samme overfladestruktur som Noldes farvelag.

Kopifarvelaget blev lagt over skaderne, og omridset blev tegnet ind og klippet ud med en lille fin broderisaks. Stykkerne blev limet på plads, og herefter kunne de nye farvelagsstykker retoucheres.

Nu var både overfladestrukturen og farven på reparationerne på plads, så nu manglede der kun, at glansen kom på plads. For at opnå samme glans på de reparerede områder som på originalfarven omkring dem, blev glansen på retoucherne justeret med fernis.

I dag er maleriet tilbage i kirken efter en omfattende tyverisikring, og det er ikke til at se, at det har været skadet.

Samtidig kan man også glæde sig over, at Noldes lysende farver er kommet frem igen, da det var ikke muligt at konservere maleriet uden at fjerne de mange års snavs, som dæmpede maleriets farvekraft. Tvmv

Udgivet i Bevaring, Maleri | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Restaurering af en Christian den IV bibel

Skrevet af Mette Humle Jørgensen og Susanne Trudsø. Alle foto: Nationalmuseet, Mette Humle Jørgensen

Mange af Nationalmuseets konservatorer har ikke blot én, men faktisk hele to uddannelser bag sig. Museets papirkonservator har således gennemført både sin akademiske uddannelse på Kunstakademiets Konservatorskole og er uddannet bogbinder. Denne kombination af to uddannelser kom Døllefjelde Kirkes Christian IV-bibel godt til gavn.

Da en Christian IV-bibel var en brugsgenstand, som blev anvendt igen og igen ved gudstjenester og andre kirkelige handlinger, skete der selvsagt også et slid på bogen. Gennem århundreders brug i Døllefjelde Kirke var sider i deres eksemplar af Biblen uundgåeligt blevet krøllet, bogbindet revnet og opspændingssnore til perme var slidt over. Derudover var en del af forperm og fire sider gået tabt. Der var sågar gået insekter i såvel bogbindet som papiret. Konserveringen måtte derfor begynde med en frysedesinficering for at sikre, at der ikke længere var liv i skadedyrene.

Permen, hvilket er de træstykker, der udgør bogbindets indre struktur i forside og bagside, er i bøgetræ. Særligt på bagpermen var borebillerne gået til angreb. Det blev derfor nødvendigt at aftage de fleste af hjørnernes metalbeslag samt løsne indbindingen i kalveskind. På de blotlagte perme blev de smuldrende områder skåret væk og erstattet af nye stykker bøgetræ. Forpermen var desuden flækket på langs ved opspændingshullerne – de huller, hvortil at den hæftede bogbloks opspændingssnore fæstnes – og permens fragmenter manglede. Så også hertil måtte et nyt stykke bøgetræ tildannes.

Kapitælerne, som er ryggens øverste og nederste dele, manglede. Ydermere var kalveskindsbindet i tidens løb krympet, hvilket betød, at Biblen ikke længere kunne lukkes fuldstændigt. Bindet måtte derfor skæres op langs ryggens bagkant, hvorefter at nyt kalveskind blev skærfet til, dels som udfyldning og dels som supplement grundet krympningen. Med en skum af sæbe blev det originale skind afrenset, og efterfølgende blev et blødgørende smørremiddel påført. Desuden blev det nye skind indfarvet med en narvsværte, således at skindets farve fik et ensartet udtryk.

Papiret skulle der også tages hånd om. Revner måtte stabiliseres ved, at kozopapir, der er tyndt, stærkt og transparent, blev klæbet på henover revnerne. Egentlige huller i papiret blev udfyldt med en blanding af kozopapir og papirpulp, ligesom æselører blev rettet ud.

Som nævnt indledningsvis, manglede der også sider i denne Christian IV-bibel. Da Det Kongelige Bibliotek har affotograferet en af deres Christian IV-bibler side for side, var det muligt at rekvirere de manglende fire sider i en printet version, og printet på nyt håndgjort papir, som lignende Biblens øvrige folieark. De nye sider blev hæftet ind i resten af bogblokken, hvor hæftningen og opspændingen ligeledes blev eftergået med nye, bløde hørtråde. Afslutningsvis kunne indbinding og bogblok atter samles ved ansætning til den restaurerede forperm samt indklæbning af nye forsats af håndgjort europæisk papir. Endelig kunne hjørnernes metalbeslag atter sømmes på.

Døllefjelde Kirkes Christian IV-bibel er atter blevet en brugbar bog, hvor det lykkedes at bevare alle de originale dele. Det er dog fortsat en sårbar bog, der skal anvendes med omtanke, og som kun fremtages ved særlige lejligheder. Men det er jo trods alt en snart 400 år gammel bog, som Nationalmuseets papirkonservator med bogbinder-baggrund har haft mellem hænderne.

Såfremt man ikke er helt fortrolig med bogbinderfagets fagtermer, kan det tilføjes, at helbind betyder, at omslaget/bogbindet udgøres af ét stykke skind. Blindtryk betyder, at bogbindets dekoration er presset ind i skindet med stempler og uden anvendelse af guld. Ægte bind betyder, at opspændingssnore ligger oven på bogens ryg. Ansætning er permens fastgørelse på bogblokken. Forsats er de blade, som ved indbindingen hæftes foran og bag i bogen.

Udgivet i Bevaring, Bøger | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Et pragtværk fra barokken

Skrevet af Birgitte Larsen

Nationalmuseets konservatorer har afsluttet konserveringen af billedskæreren Abel Scrøder den Yngres næsten 10 m høje altertavle, der dateres omkring 1664, i Sankt Mortens Kirke i Næstved.

Altertavlen er et pragtværk i rigt udskåret egetræ, og den er et af tidens fornemmeste billedskærerarbejder.

Den komplicerede trækonstruktion var med tiden blevet ustabil i flere bærende samlinger. Derudover var træværkets overflade udtørret, revnet, bleget og skæmmet af nedgroet snavs.

Under den to måneder lange periode, hvor konserveringsarbejdet stod på, blev den bærende konstruktion sikret, så der ikke mere er risiko for udskridning af alteravlen.

Derudover forestod et stort rensningsarbejde af det udpinte og snavsede træværk, før træet igen kunne få en supplerende og beskyttende overfladebehandling.

Filmen er lavet af Birgitte Larsen og mikala Bagge.

Udgivet i Bevaring, Kirkeinventar | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Christian den 9. og den Glücksborgske kongefamilie i Fredensborgsalen på Christiansborg Slot

Skrevet af Mikala Bagge.

I de første måneder af 2020 har Nationalmuseets malerikonservatorer arbejdet på konserveringen af Laurits Tuxens mesterværk, der måler 458 x 666 cm. Det er malet med oliefarver på et grunderet lærred uden sammensyninger og er spændt op på en blændramme.

Slottets opmærksomme rundvisere havde bemærket, at farven var begyndt at skalle af i meget små stykker, så man kunne se maleriets lyse grundering, som små hvide prikker i maleriets farvelag.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at der var mange steder, hvor farvelaget havde løsnet sig fra lærredet. Farven var desuden blændet flere steder, og fernissen oven på farvelaget var blevet mat og nedbrudt. Den meget ujævne påføring af fernis var særdeles tydelig, når maleriet blev eksponeret i UV-belysning.

Filmen er lavet af Christiansborg Slots formidlere i samarbejde med Nationalmuseets fotografer.

Maleriet er ejet af Staten og forvaltes af Slots- og Kulturstyrelsen, og på baggrund af de fundne skader besluttede de i 2019 at lade maleriet konservere.

Konserveringsarbejdet er udført i rummet på Christiansborg Slot, hvor maleriet hænger, for ikke at udsætte det store lærredsmaleri for et anderledes klima under behandlingen. For at mindske bevægelser i lærredet blev det besluttet, at behandlingen skulle udføres i lodret position. Det var imidlertid nødvendigt, at komme til maleriets bagside for at fastlægge farven, hvorfor maleriet blev nedtaget fra bagvæggen, hvor det var monteret over panelerne. Det blev herefter placeret på et stativ foran væggen, således at arbejdet på forsiden kunne udføres fra 2 store rullestilladser. Konserveringsarbejdet på bagsiden kunne udføres fra stige.

Konservatorerne nåede næsten af lægge sidste hånd på værket, inden Coronakrisen gjorde sit indtog.

Udgivet i Bevaring, Maleri, Slotte og herregårde | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar