300 år gamle velbevarede vrag fundet i Østersøen

Skrevet af David Gregory og Anne Marie Høier Eriksen, Miljøarkæologi og Materialeforskning, Nationalmuseet

I slutningen af oktober 2022 stævnede et hold af knap 30 specialister bestående af bl.a. forskere, journalister, dokumentarister og søfolk ud fra Västervik i Østsverige for at tage på vragjagt øst for Gotland. I forbindelse med etableringen af North Stream gasledningerne havde det danske dykkerfirma JD-Contractor, som også var initiativtager, arrangør og sponsor af turen, fundet nogle vrag, som nu endeligt skulle undersøges nærmere. Med ombord var seniorforsker David Gregory og forsker Anne Marie Eriksen fra Nationalmuseet, som havde til opgave at undersøge vragenes bevaringstilstand. Generelt er Østersøen kendt for at huse ekstremt velbevarede skibsvrag af træ.

Grunden til den gode bevaringstilstand af træ i Østersøen, er det lave saltindhold, som gør, at den ellers meget destruktive pæleorm ikke kan leve i området. Vi var derfor meget spændte på vragenes tilstand, og hvilke vrag der var tale om. Til at hjælpe med at besvare sidstnævnte spørgsmål deltog skibsarkitekt og marinarkæolog Christian Lemee. Hans kendskab til skibsbygning og -konstruktion kunne bidrage til en nøjere identifikation af vragene.

Da alle vragene lå på 150-170 meters vanddybde blev der ikke sendt dykkere, men ubemandede ubåde (såkaldte ROV’er) udstyret med avanceret kamera- og scanningsudstyr ned til vragene. En specialiseret ’ROV-pilot’ kunne fra overfladen styre ubåden hele vejen rundt om og over vraget, mens der blev taget i tusindvis af billeder. Billeder som efterfølgende kunne stykkes sammen til 3D modeller af skibene (Fig. 5). Disse 3D-fotometriske modeller vil blive vist i Sea War Museums nye udstillingscenter i Thyborøn i 2023/24.

3D-model af Kanonvraget – et af de tre vrag vi besøgte på ekspeditionen. Vraget menes at være fra 1600-tallet. Model: Oceans Discovery

Det var en fantastisk oplevelse, når ROV’en sendte de første live videoer op fra et ukendt vrag, der havde ligget i mørke 170 meter under havoverfladen i hundredevis af år. Bevaringstilstanden var lige så ekstraordinær, som vi havde håbet på, og de tre vrag vi undersøgte stod oprejst på havbunden, som om de var blevet placeret der. I nogle tilfælde var der reb, flasker, kanoner, galionsfigurer og møbler bevaret. De ødelagte redningsbåde, der lå omkring vragene, vidner om den menneskelige tragedie, der har gået forud for det vi kunne iagttage, og i flere tilfælde blev der helt stille omkring skærmene, hvor vi kunne følge med, mens ROV’en bevægede sig rundt om vragene.

Fra et af vragene lykkes det at optage et stykke løst liggende tømmer, der var revet af skibet (Fig. 6). Dette træstykke har vi taget med tilbage til laboratoriet, hvor vi er ved at undersøge bevaringstilstanden blandt andet ved hjælp af DNA af de bakterier, der nedbryder træet. Herudover skal træstykket søges dateret og proveniensbestemmes ved hjælp af dendrokonologi. Undersøgelserne sker i et fortsat samarbejde med JD Contractor og Sea War Museum i regi af ERC projektet ENDURE. Alt sammen for at blive klogere på vragenes helt specielle bevaringstilstand.

Hele ekspeditionen blev filmet og vil blive offentliggjort i 2023. 

Udgivet i Bevaring, Pæleorm, Skibe, Vragdel | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Marie Krøyers møbler fra hjemmet i Skagen gøres klar til udstilling

Skrevet af Bodil Stauning. Foto: Nationalmuseet, Niels Almer

I Brede gøres et helt særligt sæt møbler klar for at kunne kaste nyt lys over kendt kunstners virke.

Fra maj og mere end et år frem, skal møblerne på rejse til hhv. Skagens Museum, Den Hirschsprungske Samling og Waldemarsudde i Sverige. De tre museer er gået sammen om den første forskningsbaserede udstilling om multikunstneren Marie Krøyer.

Med udstillingen ønsker museerne at sætte et fokus på Maria Krøyers kunstneriske produktion mere end den fortælling om hendes to ulykkelige ægteskaber med P.S. Krøyer og Hugo Alfvén, der dominerer fortællingen om hendes liv og levned.

Møblementet har stået på magasin i Brede, og det er første gang møblerne kommer ud, siden de i 1984 blev købt af Ny Carlsbergfondet og givet som gave til Nationalmuseet. Nu skal de gøres klar til at kunne blive transporteret og udstillet. Magasinstøvet skal pustes af dem.

På bænken er noget knækket bagpå, og skal bringes i orden.

Nu er konserveringstekniker Bodil Stauning i gang med at gøre de fem møbler udstillingsklar. Hun renser, fjerner lim og limer de steder, hvor der er nødvendigt.

”Jeg skal sørge for at de skader, der er, ikke bliver værre, og at møblerne kan tåle udstilling og transport. Men det er ikke målet, at møblerne skal fremstå som nye. Puderne af skind er for eksempel for sårbare til at kunne renses,” siger Bodil Stauning.

”I møbler med kulturhistorisk værdi er sliddet også en del af historien. Et slidmærke fra Marie Krøyer har stor historisk værdi.”

Når møblerne indgår i den nye udstilling, kommer de til at fortælle historien om multikunstneren Marie Krøyer, hvis virke tager form i udveksling med et dynamisk og frugtbart kunstnerisk miljø omkring århundredskiftet, og hendes design og talent for indretning danner mode blandt flere af periodens meningsdannere.​​​​​​​

Møblerne viser Krøyers inspiration fra den engelske arts and crafts bevægelse, der har bidraget til hendes alsidighed som multikunstner, herunder indretningsarkitekt. Møbler som disse kom til at danne inspiration for den store danske møbelguldalder og er en skarp kontrast til det samtidige møblement, som Nationalmuseet viser frem i Klunkehjemmet.

Udgivet i Bevaring, Interiør, Møbler | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Aben på badeværelset

Skrevet af John Fhær Engedal Nissen. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

Nu reddes et af landets første moderne badeværelser fra at gå tabt i Nationalmuseets Klunkehjem.

Efter 30 års ventetid restaureres badeværelset nu for at redde en enestående kulturarv fra at forfalde, men opgaven er kompliceret.

Et af Danmarks første moderne badeværelser med rindende varmt vand står i dag næsten uændret som for 130 år siden. Men ikke meget længere, for de smukt dekorerede badeværelsesvægge, i det ellers meget velbevarede ’Klunkehjemmet’ i København, er meget tæt på at forfalde.

Nu begynder et omfattende og kompliceret konserveringsarbejde for at redde Klunkehjemmets badeværelse, der hvert år besøges af op mod 8.000 gæster. Det er et enestående eksempel på moderne kropshygiejnes indtog i Danmark i årene omkring år 1890, hvor ikke engang de kongelige på Amalienborg kunne prale af et så moderne badeværelse med rindende vand. I Klunkehjemmet blev vandet til det fritstående badekar og bruser tilmed opvarmet med gas.

Det var i det hele taget nyt på den tid at have et selvstændigt badeværelse. Det er derfor en usammenlignelig del af vores kulturarv, der nu skal reddes til eftertiden.

Nationalmuseet har ønsket at restaurere det særlige badeværelse i mere end 30 år. At det nu er lykkedes at finansiere projektet, er museumsinspektør Anne-Mette Marchen Andersen svært begejstret for:

”Badeværelset er et fantastisk vidnesbyrd om den spæde begyndelse af moderne kropshygiejne i Danmark, som kommer snigende i slutningen af 1800-tallet i de øvre samfundslag, efter at man i Europa har opdaget eksistensen af bakterier. Man begynder at forstå vigtigheden af at vaske sig for at undgå sygdom, men forståelsen kommer gradvist og udbredes de følgende årtier,” siger hun.

“Det kan være svært for os at forstå i dag, hvor det er en næsten gudgiven selvfølge at tage jævnlige bad og vaske vores hænder efter at have været på toilettet, eller at bruge toiletpapir. De hygiejnevaner, vi i dag tager for givet, udvikles i netop denne periode. Dengang havde de jo ikke blød Lambi-toiletpapir, men begynder i byerne at bruge gamle aviser eller andet groft papir til at tørre sig med bagi”.

“Badeværelset er indrettet i 1890, og først i 1902 bliver der i et tilstødende lokale installeret wc. Uden håndvask. Men til gengæld med toiletskyl, der udløses med et ultramoderne træk-og-slip håndtag.”

“Alt i lejligheden står næsten fuldkommen uændret, siden det blev indrettet tilbage i 1890. Det udgør en helt utrolig og meget autentisk tidslomme, der stort set ikke eksisterer andre steder. Det er en fantastisk del af vores kulturarv, som opleves meget håndgribelig og stemningsfyldt, når man står i badeværelset og i resten af lejligheden,” siger Anne-Mette Marchen Andersen.

Konserveringen varer frem til jul og er usædvanlig kompliceret, forklarer konserveringstekniker Nina Wajnman:

”Vi er nødt til at udvikle nye teknikker og tænke kreativt i alle processer for at finde de rigtige løsninger til først at konservere alt fra bunden og derefter give det en omfattende restaurering. Badeværelset er oprindelig tænkt lyst og luftigt som i en italiensk villa, men er i dag endt mørkt, gråt og snusket. Vores opgave er at få det til igen at se friskt og indbydende ud, ligesom det oprindelig var tænkt, og det skal nok lykkes,” siger Nina Wajnman.

Det indebærer blandt andet en besværlig manøvre, hvor det gamle, dekorerede tapet skal løsnes fra væggen i ét stort stykke, uden at gå i stykker, for derefter at holdes udstrakt, mens væggen bagved repareres og pudses op, inden det skrøbelige tapet limes tilbage på væggen. På den måde bevares mest mulig af det oprindelige materiale.

Udgivet i Bevaring, Bygningsdekoration, Ikke kategoriseret, Interiør | Tagget , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Edgar Degas “Lille danserinde, 14 år”

Skrevet af Eva Lilja Jensen. Foto: Glyptoteket, Ana Cecilia Gonzalez.

På Glyptoteket findes skulpturen, Lille danserinde, 14 år. Degas skabte skulpturen i voks med menneskehår og silkeskørt i 1881. Den vakte furore, da den blev udstillet, idet mange mente den var grim. Efter Degas død blev der i 1921 støbt ca. 30 eksemplarer i bronze, men med skørt og hårsløjfe af tekstil. Med tiden er tekstilerne blevet skiftet ud, og har nu mange forskellige udtryk fra hvid over rosa til olivengrøn. Hvis man søger på skulpturen på Google, kan man få et indtryk af, hvor forskelligt den fremstår i dag. Skørtets materiale varierer også fra silketyl til bomuldslærred. Hver gang et museum har fornyet et skørt, har det medført diskussioner.

Skulpturen er støbt i bronze, men har et skørt af olivengrønt bomuld. Skørtet har tidligere været konserveret, men var nu i så dårlig stand, at Glyptoteket har valgt, at der skal laves et nyt. Det er næppe heller det første skørt. Skulpturen findes i ca. 25 udgaver rundt om i verden, og ingen af dem har det samme skørt. Skørterne varierer i farve, materiale og udførelse, så der var mange ting at tage stilling til.

Glyptoteket valgte at samle en række fagfolk, så der kunne tages en beslutning på et oplyst grundlag. På Glyptoteket var vi derfor både skulptur- og tekstilkonservatorer, samt kostumedesignere fra den Kgl. Ballet. Vi valgte at sy et skørt i et åbent vævet bomuldsstof, til trods for at et originalt nok har været af silke, men silke er meget lysfølsomt og bliver hurtigt nedbrudt. Derfor valgte vi at bruge ubleget bomuld, da der ikke var noget belæg for, at den originale skulpturs skørt var farvet. Vi stivede stoffet, da det er en traditionel måde at få skørter til at strutte. Glyptoteket vil lave en udstilling om skørtets historie og fremstilling, da man er forberedt på, at der kan opstå diskussioner om nogle af vores beslutninger. Der er også syet et ekstra skørt, således at man kan udskifte, når der bliver behov for det.

Se udstillingen: Kunsten at bevare et mesterværk

Udgivet i Bevaring | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Nationalmuseets papirkonservator redder juleplakat

Skrevet af Mette Humle Jørgensen og foto af samme.

Nationalmuseets papirkonservering er i år kommet tidligt i julehumør under konserveringen af en juleplakat.

Juleplakaten er tegnet af Erik Pålsson (1918-1994), som benyttede signaturen ”Påls”, der står i nederste højre hjørne.

Han var uddannet reklametegner, men startede som freelancetegner under anden Verdenskrig, fordi reklametegnere fik færre opgaver. Det blev til en omfattende produktion af kort, julekalendere, kravlenisser, julepapirposer og så videre…

I ejerens familie har det altid været en tradition at hænge juleplakaten op til jul og opbevare den rullet sammen resten af året. Den har været hængt op enkelte gange med tegnestifter og virkelig mange gange med tape. De mange lag tape i hjørnerne har skadet papiret og hevet trykket af.

Der var ganske få revner i papiret, men det var tyndt og efterhånden ret sprødt. For at sikre at familiens tradition kan forsætte, måtte plakaten konserveres.

Tapen er blevet renset af, og papiret blev klæbet til et støttepapir af kozofibre med hvedestivelsesklister. Huller blev fyldt ud med nyt papir, og hjørnerne blev retoucheret let. Plakaten blev monteret på en pap, hvorpå der er to øskner, så det er let at hænge plakaten op til jul og tage den ned igen.

Nu er plakaten hjemme hos familien igen og pynter i juletiden. Resten af året kan plakaten ligge trygt og sikkert i en speciallavet mappe.

Kilde til tegneren Erik Pålsson

Rigtig glædelig jul 🙂

Udgivet i Bevaring, Papir | Tagget , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Arkitekten Einar Ørnsholts egen villa i Nakskov undersøges

Skrevet af Line Bregnhøi. Foto: Nationalmuseet, Line Bregnhøi og Johanne B. Mogensen

Nationalmuseets konservatorer har i foråret udført en farvearkæologisk undersøgelse af arkitekten Einar Ørnsholts egen villa i Nakskov. Einar Ørnsholt tegnede og opførte villaen i 1918 og anvendte en række kulører til sit hus. Facaderne var rosa med hvidt og blåt træværk.

Interiørerne var farvesat med kulører på både træværk og vægge. Udover at farver tydeligvis har spillet en særlig rolle i Ørnsholts arkitektur, er den oprindelige farvesætning i Ørnsholts villa også repræsentativ for, hvordan arkitekturen i øvrigt blev farvesat i sidste del af 1910´erne og begyndelsen af 1920´erne. Fra århundredeskiftet og frem havde mange arkitekter fulgt tidens modetendenser og fået malet træværket hvidt og vægfladerne i afdæmpede kulører. I 1910´erne, formentlig påvirket af de nyklassicistiske tendenser i arkitekturen og under inspirationen fra de pompejanske interiører, vendte mange arkitekter tilbage til farvekraftige farvesætninger. De farvestærke kulører er ikke kun fundet i Ørnsholts arkitektur, men er dokumenteret og registreret i flere samtidige interiører fra 1910´erne og frem. En medårsag til en udbredt anvendelse af mere stærke farver er formentlig opfindelsen af flere nye, farvekraftige og forholdsvist billige, syntetisk organiske pigmenter. Vi vurderer dog de fleste oprindeligt anvendte pigmenter i Ørnsholts villa til fortsat at have været traditionelle uorganiske pigmenter, der også var tilgængelige i 1800-tallet.

Undersøgelsen er udført for Realdania By & Byg, der købte ejendommen som dødsbo, og nu skal i gang med en større, tiltrængt istandsættelse af det fine hus. Realdania ønsker, i samarbejde med H+ARKITEKTER, ved restaureringen at rekonstruere villaens oprindeligt anvendte farvepalet.

Udgivet i Bevaring, Bygningsbevaring, Bygningsdekoration, Farvearkæologisk undersøgelse | Tagget , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Bogen Malet blev udgivet 4. maj 2022

Skrevet af Johanne Bornemann Mogensen

Viden om udviklingen af malematerialer og maleteknikker anvendt i arkitekturen er vigtig kulturarv og afgørende for vores oplevelse af arkitektur. Johanne Bornemann Mogensen, konservator ved Nationalmuseet, har gravet sig ned i de seneste hundrede års udvikling inden for malematerialer og -teknikker og har skrevet en bog om emnet. Det er første gang, at 1900-tallets skelsættende teknologiske udvikling af malematerialer og teknikker anvendt i arkitekturen undersøges som et samlet hele.

Selv om vi har viden om, at vi mennesker har malet og dekoreret vores bygninger langt tilbage i historien, så har den teknologiske udvikling i de sidste 100 år været afgørende for udfoldelsesmulighederne. Udviklingen inden for malematerialer og -teknikker er kommet til at sætte et meget tydeligt præg på erhvervsejendomme, offentlige bygninger og private boliger i Danmark.

I bogen ’Malet’ undersøges et repræsentativt udvalg af danske bygningers oprindelige farvesætninger og dekorerede overflader, og de anvendte malematerialers teknologiske udvikling og teknikker beskrives og analyseres i lyset af stilhistorien, den samfundsmæssige udvikling og danske maleres arbejdsforhold i perioden.

Bogen kan læses i forlængelse af konservator Line Bregnhøis undersøgelser og publicering om 1800-tallets maleteknikker i ’Det malede rum’ (2010, ny udgave 2017). 

’Malet’ er rigt illustreret med nye flotte arkitekturfotos af Roberto Fortuna.​​​​​​​

Bogen udkommer netop i år på Gads forlag i anledning af Københavns Malerlaugs 400-års jubilæum og giver som den første i en dansk sammenhæng et samlet bud på anvendelsen af malematerialer og teknikker i det 20. århundredes arkitektur.​​​​​​​

Bogen er blevet til med støtte fra Augustinus Fonden, Bergiafonden, Kirsten & Freddy Johansens Fond, Th. P. Stillinges Fond, Realdania og Varelotteriet.

Læs mere på forlagets hjemmeside: https://gad.dk/malet


Udgivet i Bevaring, Bygningsbevaring, Bygningsdekoration, Interiør | Tagget , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Kampen mod skadedyr i Klunkehjemmet

Skrevet af Anette Hjelm Petersen og Anne Lisbeth Schmidt

Klunkehjemmet, et af Nationalmuseets udstillingssteder i det centrale København, er virkelig værd at besøge. Lejligheden blev indrettet i 1890 og står med sit originale, overvældende klunketidsinventar: ægte tæpper af uld, tunge overpolstrede møbler betrukket med silkestof, broderede puder i mængder, malerier, nips og meget, meget mere. Desværre har lejligheden i mere end tyve år været plaget af insektskadedyr.

Siden 1999 er især brun pelsklanner (Attagenus smirnovi) og smal frøklanner (Trogoderma angustum) blevet påvist i de 45 klisterfælder, der er systematisk opsat i lejligheden. Disse insekter lever af animalsk og vegetabilsk materiale, som findes i rigelige mængder i inventaret.

I årevis har vi forsøgt at bekæmpe de aktive skadedyrsangreb med jævnlig støvsugning og en årlig hovedrengøring samt frysning og karantæne af de ramte effekter. Efter et gedigent angreb så vi os nødsaget til at gøre noget andet og mere effektivt.

Nationalmuseets skadedyrspolitik er at undgå anvendelse af pesticider og giftstoffer, fordi det er skadeligt for både mennesker og museumsgenstande. Derfor ansøgte vi Miljøstyrelsen i 2016 om dispensation til at behandle lokalerne med diatoméjord, et kiselholdigt middel, som vi tidligere havde haft held med til bekæmpelse af skadedyr – men som for tiden desværre ikke er tilladt at anvende i Danmark.

Udlægning af diatoméjord under paneler blev foretaget af professionelt skadedyrsbekæmpelsesfirma. Foto: Karl-Martin Vagn Jensen.

I vores nye artikel “The battle against pests in a Victorian Home. A case study of the effect of diatomaceous earth”, som netop er publiceret i tidsskriftet Studies in Conservation, redegør vi for, at udlægning af diatoméjord under gulvtæpper og paneler i Klunkelejligheden har reduceret antallet af skadevoldende insekter mærkbart. Men diatoméjord er ikke et kvikfix. Forudsætningen for at holde insektskadedyr under kontrol i Klunkelejligheden er et konstant opsyn med insektfælderne, jævnlig omhyggelig rengøring samt gentaget udlægning af diatoméjord, hvor der måtte komme nye angreb. Nu håber vi, at diatoméjord kan blive anerkendt af Miljøstyrelsen som et effektivt middel mod kravlende og krybende insekter.

Udgivet i Bevaring, Skadedyr | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Tillykke med fødselsdagen 5. maj, Søren Kierkegaard

Skrevet af Susanne Trudsø. Fotos: Nationalmuseet, Susanne Trudsø

Citatet: ”Den evige fred findes kun på kirkegården” er skrevet af Søren Kierkegaard. Nyligt er hans gravsted blevet restaureret, og efter at der blev rumsteret en hel del på gravstedet, kan den evige fred nu fortsætte i lang tid fremover.

I mere end 250 år har københavnerne begravet deres døde – kendte som ukendte – på Assistens Kirkegård. I dag er kirkegården bag de gule mure et af Nørrebros frodige grønne områder, hvor både lokale og turister søger hen dagligt og især, når solen skinner. Stedet emmer af både den store og de små historier, som de døde repræsenterer.

Søren Kierkegaards gravsted befinder sig på kirkegårdens ældste del, kaldet afdeling A, og er et af de mest kendte og allermest besøgte gravsteder. Gravstedet blev restaureret af Nationalmuseets konservatorer i 2021.

Gravstedet kom i familien Kierkegaards eje i 1796, da Søren Kierkegaards far, Michael Pedersen Kierkegaard, mistede sin første hustru Kirstine Nielsdatter Kierkegaard, som døde barnløs. For hende blev der rejst en stele (mindesten) i sandsten og med en teksttavle og et øvre kors, begge i hvidt marmor. Gravstedet blev desuden indrammet af et smedejernsgitter monteret i en granitsokkel. Sidenhen kom to marmorplader til. En af marmorpladerne er til minde om faderen og hans anden hustru Ane Sørensdatter Kierkegaard, mens den anden marmorplade er for Søren Aabye Kierkegaard samt to af hans ældre søskende. Først døde broderen Søren Michael Kierkegaard som 12 årig, efter et slag i hovedet pådraget ved leg i skolen, og få år senere døde den ugifte søster Maren Kirstine Kierkegaard som 24 årig. Siden sin død i 1855 som 42 årig har også Søren Aabye Kierkegaard ligget begravet på familiegravstedet.

Dog gik der godt 20 år førend marmorpladen for ham og hans søskende blev udfærdiget. Samtidig blev hele gravstedet omarrangeret ud fra nedskrevne ønsker til udformningen, som Søren Kierkegaard selv havde udtænkt ni år før sin død. I optegnelserne skriver Kierkegaard bl.a., at han kunne tænke sig at gøre gitteret ”smukt i stand” og sætte marmortavler op ad korsstelen, hvoraf én af dem engang også skulle bære hans navn og et vers af Brorson. Han skriver også: ”Hele Gravstedet jævnes saa og besaaes en fiin Art lavt Græs, kun udvises i de 4 Hjørner en ganske lille bitte Plads med bar Jord; og i hvert saadant Hjørne anbringes en lille Busk af tyrkiske Roser troer jeg man kalder dem…”. Og sådan blev det.

Men gravsteder skal jo som bekendt vedligeholdes, og i 1937 blev familien Kierkegaards gravsted overtaget af Københavns Kommune, der da fornyede marmortavlerne. I 1981 blev tavlerne atter fornyet – de originale tavler findes på Københavns Museum. Nu var tiden kommet til en gennemgribende istandsættelse. Ved gravstedet er to meget store hængebøge, og rodnettet fra disse kan meget vel være årsag til, at gitterets sokkel havde sat sig, og at gitteret derfor var vredet. Desuden var gitterets bemaling defekt, korrosion kunne ses mange steder, og lågernes lukkemekanisme var defekt. Derudover var både gravstelen og de to marmorplader begroet af alger, lav og mos, ligesom at sandstenen var partielt smuldrende. Bemalingen i teksterne var ydermere også ved at være slidt.

For at sokkelen kunne genoprettes til vandret, måtte gitteret demonteres, og sokkelstenene måtte løftes af deres fundament, da også dette måtte genoprettes. Mens denne opretning stod på, blev sokkelstenene afrenset, og smedejernsgitteret blev renset for al gammelt maling. Mangler blev derefter udfyldt, og gitterets monteringsben blev af korrosionshensyn udskiftet til nye ben i rustfrit stål. Lukkemekanismen blev også restaureret, så den fungerer igen. Efter den smedemæssige restaurering blev gitteret påført overfladebeskyttelse i form af en metallisering med zink samt en afsluttende malingsbehandling. Den afsluttende farvesætning af gitret er ikke den oprindelige, men er en nutidig fortolkning og er valgt af billedkunstner Maja Lisa Engelhardt i samarbejde med Assistens kirkegårds gravmindeforvaltning.

Både de to marmortavler og stelen skulle afrenses for begroning, og derfor blev overfladerne pakket ind i papirpulp tilsat et biocid. Efter en uges virketid blev pakningerne fjernet, hvorefter en dampafrensning ganske let kunne fjerne den blødgjorte begroning. For også at få de sidste rester af begroning af, blev der ydermere afrenset med et latexaftræk. Derefter blev teksterne genopmalet. Da sandstenen, som nævnt var partielt smuldrende, blev denne ligeledes imprægneret med et vandgennemtrængelig konsolideringsmiddel. Efter afhærdning blev mangler i sandstenens overflade rekonstrueret med en farvetilpasset sandstensmørtel.

På konserveringsværkstedet i Brede genopmales teksterne efter at tavlerne forinden er afrenset

Afslutningsvis er gravstedet beplantet med græs, og orangerøde roser er atter plantet i gravstedets fire hjørner. Landskabsarkitekt Jens Hendeliowitz har stået for denne del af projektet, mens Kierkegaardsforsker, professor emeritus Niels Jørgen Cappelørn har hjulpet Københavns Kirkegårde med forberedelse af projektet. Restaureringsarbejdet er støttet økonomisk af Augustinus Fonden og A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal.

Udgivet i Bevaring, Gravmonument | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Det store springvand i Vigelandsparken – tredie og sidste etape

Skrevet af Louis Lange Wollesen

Dette er sidste del af en følgeton om arbejdet, som Nationalmuseet har været med til at udføre på fontænen i Vigelandsparken.

Vigelandsparken er en af Oslos største turistattraktioner og besøges normalt af op til en million gæster om året.

Gustav Vigeland har, med sine ca. 200 kunstværker i Vigelandsparken, af Oslo Kommune fået mulighed for at vise et helt livs produktion af kunstværker. Oslo Kommune stillede i første del af 1900-tallet en del af Frognerparken til rådighed og byggede samtidig et atelier ved siden af parken, der skulle danne rammen om Gustav Vigelands fremtidige produktion af kunstværker. Atelieret var desuden også bolig for Vigeland og er i dag et smukt museum, som fortæller historien om Gustav Vigeland og hans kunst.

Et af de første kunstværker, der blev skabt til Vigelandsparken, var den store fontæne, eller som man siger på dansk ”det store springvand”.

Fontænen var i første omgang tegnet til at stå foran Stortinget på Eidsvoll Plads i Oslo, men dette blev aldrig til noget. Fontænen blev herefter tænkt ind som en betydelig del i planlægningen af den nye park, hvor fontænen blev midtpunktet i aksen mellem Skulpturbroen og Monolit-søjlen.

Det store springvand er en af de første kunstværker, der påbegyndes, og er derfor ikke unaturligt også en af de kunstværker, der trængte til at blive konserveret.

Konservatorerne i Vigelandsparken havde i en årrække selv overfladerenset og voksbehandlet en af figurgrupperne på fontænen, men fandt ud af at dette arbejde var for stort til, at de selv kunne løfte opgaven. Der blev derfor fundet penge via Kulturetaten i Oslo kommune, og efterfølgende udbudt et konserveringsprojekt, hvor der i en periode på tre år skulle konserveres én hjørnegruppe på fontænen om året.

Nationalmuseets skulpturværksted var så heldige at få denne opgave, og det følgende forår 2018 blev den første skulpturgruppe renset og voksbehandlet. I efteråret 2019 blev det så næste gruppes tur. Se gerne vores tidligere indlæg her i nyhedsbrevet om disse udførte arbejder.

På grund af Covid19-pandemien blev den sidste etape først mulig i efteråret 2021. Her var der en lille periode, hvor restriktionerne var så lempelige, at det kunne lade sig gøre at sende værktøj frem og tilbage, samt selv at tage tre uger til Oslo for i samarbejde med konservatorerne fra Vigelandsmuseet at færdiggøre opgaven. Vi var også denne gang heldige med vejret, og Oslo er skøn, når det ikke regner.

Nationalmuseets skulpturværksted har været glade for at få lov til at være med til at bevare et af Norges fineste kunstværker og samtidig haft mulighed for at udveksle erfaring med gode kolleger på Vigelandsmuseet. Mange interesserede kiggede forbi i de perioder, hvor vi arbejdede på skulpturerne. Det gælder både turister og kolleger fra Norge.

Fotoet viser den færdigkonserverede skulpturgruppe i front. Foto: Ingebjørg Mogstad, Vigelandmuseet.

Vi kan kun opfordre til at tage forbi Vigelandsparken, hvis man er i Oslo, og ved samme lejlighed besøge Vigelandsmuseet, der ligger lige op til parken – begge steder er bestemt et besøg værd.

Udgivet i Bevaring, Bronzeskulptur | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar