Pæleormene slår til igen!

Af Anne Marie Eriksen & David Gregory

Et længerevarende forskningsprojekt, støttet af Kulturstyrelsen, omhandlende pæleorms selektive angrebsmønster lakker mod ende. Det der startede som et pilotforsøg i forbindelse med et specialeprojekt (samarbejde mellem Konservatorskolen og Nationalmuseet), er blevet videreundersøgt og er med de seneste resultater nærmere en afslutning.

Pæleormen er en almindelig beboer i de danske farvandes trækonstruktioner, og ikke mindst den marinekulturarv der består af træ. Muslingen lever af cellulosen i træet, som den får adgang til ved at grave gange i træet. Med en max. længde på 60 cm kan den mest almindelige art i Danmark udgøre en stor risiko for bevarelsen af de marinarkæologiske genstande på havbunden.

Projektets formål var at undersøge, hvor meget cellulose, der som minimum skal være bevaret i træet, før pæleorm angriber. Denne hypotese dækker over tidligere observationer af trægenstande liggende ved siden af hinanden på havbunden, hvor den ene har været stærkt angrebet og en anden slet ikke. Og da man ved pæleorm er i stand til at nedbryde cellulose (både selv og ved hjælp af en bakterie i dens gæller), satte vi os for at undersøge om dette selektive angrebsmønster og mængden af bevaret cellulose har en sammenhæng.

For at kunne holde styr på de mange prøver blev de monteret på fire rustfristål stativer (her ses et af disse) og placeret for enden af molen i Lynæs havn for let at kunne få dem op. Lynæs havn har tidligere vist sig at være et yndet pæleormsområde.

For at kunne holde styr på de mange prøver blev de monteret på fire rustfristål stativer (her ses et af disse) og placeret for enden af molen i Lynæs havn for let at kunne få dem op. Lynæs havn har tidligere vist sig at være et yndet pæleormsområde. Foto: Nationalmuseet, Anne Marie Eriksen

Vi satte en stor mængde test-træklodser ned i havet (figur 1) med forskellige densiteter (bevaringstilstande) og tog løbende ud og undersøgte prøverne for angreb. Efter ca. 6 måneder var der tydelige angreb på klodserne (figur 2A,B) og de blev derefter røntgenfotograferet, da pæleorm forer sin gang med en kalkholdigt sekret, som gør at gangene ses tydeligt på røntgenbilleder.

Røntgenfotografi af en prøve i dårlig bevaringstilstand med et lavt indhold af bevaret cellulose. De runde cirkler er rurer på overfladen, ellers kan der ikke ses nogle gange fra pæleorm

Røntgenfotografi af en prøve i dårlig bevaringstilstand med et lavt indhold af bevaret cellulose. De runde cirkler er rurer på overfladen, ellers kan der ikke ses nogle gange fra pæleorm. Foto: Nationalmuseet, Anne Marie Eriksen og Signe Nygaard

Sammen med kemiske undersøgelser af celluloseindholdet kunne vi se en sammenhæng mellem densitet og cellulose, hvor en lav densitet afspejledes i et lavt indhold af cellulose. Desuden kunne vi se, at i træprøver, som havde en lav densitet, var der få eller slet ingen angreb af pæleorm, hvorimod i de velbevarede prøver sås et meget stort angreb af pæleorm.

Røntgenfotografi af en velbevaret prøve hvor prøven er fyldt med gange fra pæleorme. De mindre rundecirkler i enden af gangene er pæleormens skal, som den bruger til at bore med.

Røntgenfotografi af en velbevaret prøve hvor prøven er fyldt med gange fra pæleorme. De mindre rundecirkler i enden af gangene er pæleormens skal, som den bruger til at bore med. Foto: Nationalmuseet, Anne Marie Eriksen og Signe Nygaard

Disse resultater kan have stor indflydelse, når det skal vurderes, i hvor høj grand en trægenstand på havbunden har brug for beskyttelse mod pæleorm eller ej.

Hvis man ønsker at læse mere om projektet og resultaterne se:

Eriksen, A.M.; Gregory, D.; Shashoua, Y. (2015) Selective attack of waterlogged archaeological wood by the shipworm, Teredo navalis and its implications for in situ preservation. Journal of Archaeological Science, 55 p. 9-15

God sommer B-)

Audienshuset på Frederiksborg Slot – råd, svamp og konservering af marmoreret træværk

Skrevet af Kim Hou Alberdi og Birgitte Larsen

Audienssalen og den lange audiensgang, som strækker sig over voldgraven på Frederiksborg Slot, er under gennemgribende istandsættelse. Bygningernes tag og fag samt de fine interiører tegnet af Lambert van Haven i 1680’erne bliver restaureret og konserveret under ledelse af Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Audiensgang før konservering

Frederiksborg Slots Audiensgang før restaureringsprojektet påbegyndes. Det kraftige sollys belaster de marmorerede paneler. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna

Under restaureringsarbejdet i Audiensgangen fandt man i forsommeren 2014 et uventet og omfattende svampeangreb af Ægte Hussvamp og Gul Tømmersvamp.  Angrebet strakte sig fra tagkonstruktion til bjælkekonstruktionerne i vinduesoverlæggere, men også bundremmene og gangens marmorerede paneler var angrebet.

Istandsættelsen af Audiensgangens raffinerede stuklofter og marmorerede panelværk måtte udvides, og gangen skulle forsegles, indpakkes og opvarmes som led i den omfattende svampebehandling.

For ikke at skade panelernes marmoreringer og træværk ved opvarmningen var det nødvendigt at nedtage og fjerne de i alt 82 brystpaneler, lysningspaneler og kraftige vinduesplader fra Audiensgangen. Nationalmuseets møbelkonservatorer stod for denne opgave, som begyndte med en grundig fotografisk registrering af hver enkelt panelstykke, så det kunne placeres på sin nøjagtige plads efter konserveringsbehandlingen.

De støvede og svampeinficerede paneler blev mærket og taget ned et for et. Før panelerne kunne komme ud af Audiensgangen, måtte de støvsuges og synlige svampeangreb behandles. Herefter kunne de stakkes inde i Audienssalen, hvor de har stået vinteren over.

Voldsomme nedbrydningsskader

Skader efter angreb af ægte hussvamp. Disse dele har været særligt hårdt angrebet, og de har derfor gennemgået varmedesinfektion foruden en standard behandling mod råd, svamp og insekter, som alle de resterende trædele også har fået. Valg af standardbehandling er blevet foretaget ud fra ønsket om, at der opnås en effektiv behandling, som også vil forebygge fremtidige angreb. Samtidig er der taget miljøvenlige hensyn i valget af bekæmpelsesmiddel. Der er blevet penslet i alt 4 gange – to gange mod råd og svamp og to gange mod insekter.  Foto: Nationalmuseet, Kim Hou Alberdi

Da temperaturen i den uopvarmede Audienssal steg en smule i løbet af marts måned, kunne vi begynde på selve konserveringen af panelernes træværk. Der blev oprettet et midlertidigt værksted inde i Audienssalen, hvor vi kunne arbejde i de smukkeste omgivelser med en vidunderlig udsigt over slottets fantastiske barokhave.

Audiensgangens klima har gennem århundrederne udgjort en voldsom belastning for panelernes træværk og deres skrøbelige farvelag. De marmorerede overflader er blevet opvarmet, udtørret og nedbrudt af det kraftige sollys fra gangens vinduer, og træet har været tæt placeret op mod de kolde og fugtige murstensvægge. Derfor har træet arbejdet og trukket sig sammen, hvilket har givet spændinger, som har medført flere brud og skader.

Panelerne var endvidere angrebet af borebiller, hvis angreb var aktive, så træet var under alvorlig nedbrydning.

Flere af panelerne havde omfattende skader efter råd og svamp i de nederste dele ind mod murværk og mod gulvet.

Der var slidskader, stødskader og store dele af panelværket havde tidligere gennemgået omfattende reparationer med gennemgribende udskiftning af træ.

Snedkeren konserverer

Snedkermæssig istandsættelse af lysningspanel fra audiensgangen. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Larsen

Panelernes træværk består derfor i dag af både originale dele fra 1680’erne udført af langsomt voksende, spejlskåret egetræ i god kvalitet og af store dele fyrretræ sikkert fra istandsættelsen efter slottets store brand i 1859. Disse dele er af en mindre god kvalitet. Fyrretræet er planskåret og langt mere modtageligt for ydervæggenes fugt.

Det var her, vi kunne se de mest alvorlige revnedannelser og borebilleangreb.

Panelernes træværk er nu blevet konserveret, og hvert enkelt panelstykke er blevet gennemgået. Revner i fyldninger er blevet limet sammen, og der er limet ekstra trælister på fyldninger. Skrøbelige samlinger og nedbrudt træ er blevet limet og stabiliseret. Korroderede og skadelige søm er blevet fjernet, og de omkring 100 løse profillister er blevet gennemgået, og revner og flækker er blevet limet.

I samarbejde med Hussvamp Laboratoriet ApS er der blevet fastsat en behandlingsprocedure, som skal sikre panelerne mod råd, svamp og borebilleangreb i fremtiden. Hvert enkelt panel og profilliste er herefter blevet behandlet imod de biologiske angreb.

Endelig har en systematisk gennemfotografering og registrering af træsorter, opskæringsmetoder og værktøjsspor på panelernes bagsider skabt overblik over hvilke istandsættelsesfaser panelerne har gennemgået.

Panelerne færdige og stakkede

Panelerne er færdigbehandlede og afventer nu, at der meldes klar til genopsætning. Foto: Nationalmuseet, Kim Hou Alberdi

De mange paneler er nu klar til, at vi kan begynde på genopsætning efter sommerferien, hvor opgaven med reparation af de mange stukarbejder i Audiensgangen afsluttes.

God weekend til alle :-)

Absalons skriftplade i Sorø Klosterkirke

Skrevet af Karen Stemann Petersen

I det følgende berettes om behandling af en meget skrøbelig og fragmentarisk skriftplade af bly, som beskriver ærkebiskop Absalons liv og virke og er forfattet til hans gravlæggelse i år 1201. Absalon har haft stor betydning for Danmarkshistorien, og pladens skriftformer og latinske tekst er væsentlig for studier af skriftens udvikling. En tegning af pladen findes gengivet i Danmarks Kirker, Sorø amt, 1936, s. 81, som kan findes her.

Absalons guldring, sølvkalk med disk i tin, bispestav, gravpladen med indskrift m.m. blev i 1827 taget op af den murede grav i højkorets gulv bag alteret i Sorø Klosterkirke. Omkring 1973 blev der designet en informativ og præsentabel udstilling af fundene i kirken. De var samlet i en stor montre. Indskriftpladen af bly viste sig imidlertid at være ustabil og korroderende under disse forhold, hvorfor der i flere omgange blev undersøgt, behandlet og ændret på opstillingen. Luftfugtigheden i montren var som i øvrige omgivelser ret høj, og der var høje koncentrationer af dampe fra organiske materialer, som er skadelige for bly, så omfattende korrosion på pladen var igen at se i 2012.

Pladen før konservering

Billedet viser et udsnit af pladen før konservering med gråhvide løse korrosinsprodukter. Mulighederne for at skabe de rette udstillingsforhold for blypladen på stedet eksisterede, men det ville blive meget bekosteligt for Stiftelsen Sorø Akademi, som ejer og administrerer hele den gamle klostergrund ved Sorø Sø. I første omgang blev der derfor forhandlet om uddeponering af pladen til Nationalmuseets Middelalder og Renæssancesamling.

Stud.mag. Marie T. Laursen og undertegnede hentede pladen i forsommeren 2013. Ved afhentningen var der lokal pressedækning og snart henvendte en fondsbestyrelse sig til Stiftelsen Sorø Akademi og tilbød at bekoste en egnet montre. Stiftelsen kunne således stå for en ny montre og fandt også midler til konserveringen. Nationalmuseet, Bevaring og Naturvidenskab, foretog både konservering og rådgivning om specifikationer til montren. Pladens korrosion blev behandlet elektrokemisk og behandlingen styret via en referenceelektrode. Herunder ses nogle af fragmenterne under den elektrokemiske reduktion.

Elektrokemisk reduktion

Efter konservering

Helheden ses efter behandling, hvor vor fotograf, Roberto Fortuna har indstillet et sidelys, så pladens graverede tekst i syv linjer træder tydeligt frem.

Pladen kom retur til kirken i sommeren 2014. Grunden til berette om behandling og bevaring nu er, at montren siden har vist sin evne til at holde klimaet stabilt tørt, og at vi derved kan konstatere, at skriftpladen er reddet og samtidigt igen udstillet i tilknytning til gravens øvrige optagne fund.

Se dem i kirken, som er åbent daglig for besøgende.

Mvh. Karen Stemann Petersen, konservator

Swanes malerier på Gl. Hjortespringskole bankes ned…

Forside fra hæftet om Gl. Hjortespring Skole

Forside fra hæftet om Gl. Hjortespringskole. Foto Nationalmuseet, Anja Liss Petersen

Nationalmuseet enhed for Bygning og Inventar er i øjeblikket i gang med en omfattende nedtagning af Sigurd Swanes vægmalerier. Vægmalerierne er placeret i Gl. Hjortespringskoles oprindelige indgangsparti og i et gangareal. Grunden til at malerierne fjernes fra deres oprindelige plads er, at Herlev Kommune skal rive de gamle skolebygninger ned for at få plads til at bygge nye boliger med henblik på salg.

Byggeriet af Gl. hjortespring Skole var et lokalt prestigeprojekt. Det smukke skolebyggeri gjorde det muligt, at få både Sigurd Swane og Ny Carlsbergfondet interesseret og inddraget i udsmykningen af skolen – hvad der dengang, som nu, absolut ikke var nogen selvfølge. At det lykkedes Herlev, der i 1929 blot var en lille landkommune, at engagere og skaffe midler til en kunstner af Sigurd Swanes format, må betragtes som intet mindre end en sensation.

Sigurd Swane var en af de betydeligste danske malere i det 20. århundrede. Hans professionelle karriere strakte sig over mere end 70 år. Dermed er Swanes værk ligeledes blevet et af de mest omfattende i det 20. århundredes danske kunst.

Perioden fra slutningen af 1920’erne markerede Sigurd Swanes personlige gennembrud som maler. Her ændredes Swanes farvebrug sig for en periode til det mørkere, og hans værker antog en udpræget nordisk tone, som også kan aflæses i hans udsmykning af Gl. Hjortespring Skole.

Det særegne ved Sigurd Swanes udsmykning af Gl. Hjortespring Skole kan imidlertid ikke blot opsummeres i udsmykningens æstetiske værdi. Værdien af kunstværket består i lige så høj grad i Swanes motivvalg, der er af enestående lokalhistorisk betydning, ligesom Swanes evne til at få kunsten integreret i selve skolebyggeriet, nærmer sig det optimale.

(De fire ovenstående afsnit er direkte afskrevet fra hæftet om ”Gl. Hjortespring Skoles skatte” af Jette Hoffmeyer og Darius Monfared)

Metoden for nedtagning af maleri på puds bygger på den italienske Strappo metode. Der er tre metoder inden for dette begreb, og i den vi anvender, fjerner vi farvelag og det yderste finpudslag.

Det er en langsommelig proces, der går forud for selve nedtagningen af malerierne. Det kræver en helt bestemt opbygning af tyndt japanpapir og en syntetisk voks i pastaform og i filmform (BEVA 371).

Først renses malerioverfladen med en tynd sæbevand, som efterfølgende renses med rent vand. Herefter affedtes overfladen med en benzin (Siedegrenzbenzin 100/140), og når den er tør, pensles den syntetiske vokspasta på. Voksen (BEVA 371) er opløst i Siedegrenzbenzin 100/140 i forhold 1:1. Dagen efter kan man så varme BEVA 371 film på overfladen. Hertil bruges varmepistoler, falseben af silicone og små koste med stive børster.  Det er yderst vigtigt, at BEVA-filmen varmes og bankes helt ind til maleriets overflade. Man skal her huske, at det er en pudset overflade, som ikke er helt glat, hvorfor det er meget vigtigt af få BEVA-filmen til at hæfte over det hele. Det samme gælder for det efterfølgende lag, som er et tyndt japanpapir.

BEVA-film varmes på med varmepistol og en stiv kost/børste

BEVA-film varmes på med varmepistol og en stiv kost/børste. Foto Nationalmuseet, Conny Hansen

 

Japanpapir varmes på med en varmepistol og en stiv kost/børste

Japanpapir varmes på med en varmepistol og en stiv kost/børste. Foto Nationalmuseet, Conny Hansen

Herunder ses den endelige opbygning, inden vi kan banke malerierne ned:

BEVA pasta og Siedegrenzbenzin forhold 1:1

  1. BEVA film
  2. Japanpapir
  3. BEVA film
  4. Japanpapir
  5. BEVA film
  6. BEVA film
  7. BEVA film
  8. Polyester lærred/stof

Det sidste lag BEVA film samt polyesterstoffet kan nu stryges på med et strygejern. Når overfladen er kølet ned, altså dagen efter, kan selve nedtagningen påbegyndes.

Nedtagningen udføres med en almindelig hammer, hvor der er monteret en tynd gummihandske. Dette er for at udjævne hammerens eventuelle spidse kanter. Nu kan man så begynde at slå på maleriet med hammeren. Det skal helst være nogle små bestemte slag, således at man knuser den inderste grove puds, men bibeholder finpudslaget (yderst) og selve oliefarvelaget.

 

 

Det sidste lag er polyesterlærred

Det sidste lag er polyesterlærred. Foto Nationalmuseet, Conny Hansen

 

Maleriet bankes ned med hammer

Maleriet bankes ned med hammer. Foto Nationalmuseet, Conny Hansen

 

Malerier nedtaget og klar til transport

Malerier nedtaget og klar til transport. Malerierne ligger med forsiden nedad og bagsiden op. Foto Nationalmuseet, Conny Hansen

 

Magisk trold får påskeæg af Nationalmuseets forskere i Brede

Skrevet af Yvonne Shashoua

I 1930’erne drejede fisker Thomas Dam den første trold i træ, og han designede den at ligne ham selv.  Thomas Dams familie var fattige og var glade for, at troldene fik meget opmærksomhed.

I 1950’erne erstattede naturgummi træstrukturen, og troldenes krop blev udfyldt med savsmuld.  Håret blev fremstillet af lammeskind, hvilket det også er den dag i dag.

Efter 10 år stiftede familien Dam en fabrik, The Troll Company i Gjøl, for at få salgstallene op i tusindvis.  Midt i 1960’erne blev naturgummi skiftet ud med syntetisk plastic for at benytte de nyeste sprøjtestøbningsmetoder, der gav mulighed for at fremstille hundredvis af troldekroppe dagligt.

Trold efter ophold i kælder med voks og snavs på overfalde

Trold efter ophold i kælder med voks og snavs på overfalde. Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Yvonne Shashoua

Bredes vagtmester Jørgens trold fra 1960’erne har boet i en fugtig kælder i en del år. Trolden var misfarvet, og der var aflejret et hårdt, ujævnt, hvidt lag på overfladen især på benene, på armene og i ansigtet. Trolden skulle ”shines up” til påske og heldigvis havde seniorforsker Yvonne Shashoua tid til at hjælpe Jørgens trold.

En hurtig test med en kobbertråd viste, at trolden var fremstillet af blødt PVC, og at det hvide lag på overfladen indeholdt paraffinvoks. Voksen har været tilsat PVC for at få trolden til at slippe formen under fabrikationen og har efterfølgende migreret ud til overfladen under det fugtige og kolde ophold i kælderen.

Trolden nyder bad på 60 °C med Orvus WA Paste

Trolden nyder bad på 60 °C med Orvus WA Paste. Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Yvonne Shashoua

Erfaring med andre PVC dukker med lignende symptomer viser, at løsningen i dette tilfælde var let – trolden skal tage et varmt bad inden påske! –  Ikke med almindelig skumbad, men Orvus WA Paste, som er et neutralt afspændingsmiddel der, ifølge POPART projektets resultater, ikke skader PVC og er meget effektiv til at rense snavs fra PVC overflader.

Troldens badevand var op til 60 °C, førend voks og snavs begynder at løsne sig fra overfladen.  Efter en times tid i bad fik trolden en skånsom afskrubning med en sminkesvamp, en overskylning med vand og en frottering med et håndklæde og var derefter klar til at fejre påske sammen med Jørgen!

 

Trolden og Jørgen klar til Påskeferie!

Trolden og Jørgen klar til Påskeferie! Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Yvonne Shashoua

Troldens forside efter en tur i bad

Troldens forside efter en tur i bad. Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Yvonne Shashoua

Nursing the Dollhouses

Skrevet af Lis Sejr Eriksen

Rengøring af dukkehuse i Prinsens Palæ

Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Lis Sejr Eriksen.

Så er der gjort hovedrent i Dukkehusene i Prinsens Palæ takket være vore to dygtige og arbejdsomme praktikanter. Hver lille genstand har været taget ud og efter forsigtig afstøvning genplaceret på sin plads. De er blevet befriet for nullermænd, og limet hvor det var nødvendigt – og der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet!

God dag :-)

Brumleby – Lægeforeningens Boliger – som kulturarv i storbyen

Skrevet af Rïkke Bjarnhof, Lykke L. Pedersen og Bodil Holstein

Et større forskningsprojekt og en gennemgribende istandsættelse løber frem til udgangen af 2016 og fornyer Brumleby Museum i Østerbros Husholdningsforenings lokaler

Nationalmuseets seniorforsker Lykke L. Pedersen, der gennem en årrække har forsket i Brumlebys kulturhistorie, står for et forskningsbaseret dokumentations- og restaureringsprojekt sammen med Bestyrelsen for Brumleby Museum, der forankres i Brumlebys aktive lokalmiljø.

Nationalmuseet har været en drivende kraft sammen med lokale beboere i oprettelsen af et museum i bebyggelsen i 1995, hvor den gamle brugsforening – oprettet i 1868 – står stort set urørt. Gennem dagligvarebutik, bibliotek og foreningsliv blev Østerbros Husholdningsforening et slagkraftigt hjælp-til-selvhjælpsprojekt, hvor beboerne hurtigt selv tog magten i foreningen. Foreningens butik lukkede i 1984, men foreningen findes stadig. Museumsprojektet har bidraget til at hørkramkælder, butik, bibliotek, kontor og uddelerlejlighed og karlekammer bevaret som det stod.

Skuffe fra brugsforeningenSkuffedarium fra brugsforeningenI Brumleby Brugsforening er Bjarne og Bodil i øjeblikket ved at nedtage inventaret. Alt er meget slidt efter mange års brug, hvilket også kan ses på denne skuffe og skuffegang.

Istandsættelsen af Brumleby Museum er nu begyndt, og kødmandsbutikkens inventar er blevet sirligt nedtaget, så en renovering af bl.a. de ødelagte gulve og vægge kan igangsættes. Under nedtagningen er konservatorerne gået på opdagelse og har registreret alle historiske farve- og bygningsspor, som kan bidrage til, hvordan husets historie har udviklet sig, og livet er blevet levet af beboerne. Både etnologi, bygningshistorie og konservering inddrages for at samle alle brikkerne til et tværfagligt billede af Brumlebys historie, hvor den forskningsbaserede restaurering vil genskabe og imødekomme, de krav Brumleby Museum stiller til et museums- og aktivitetshus, som ligger i et fredet kulturmiljø af international interesse.

Skuffe med pengekasse

Her ses skuffen med pengekassen… – der har været gang i butikken…

Brumleby er – efter en omskiftelig tilværelse – i dag fredet. Bebyggelsen er opført af arkitekterne Bindesbøll og Klein og er udpeget som et af Danmarks førende industrielle mindesmærker på internationalt niveau af organisationen The International Commitee on the Conservation of the Industrial Heritage og er et af de vigtigste danske industrielle kulturmiljøer. Bebyggelsen er ligeledes præmieret af Europa Nostra 1997, af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse i 1994 og af Københavns Kommune i 1996. Arkitekten M.G.B. Bindesbøll har sat sit særpræg på Brumleby lige fra anlæggets grundplan til farvevalg inde i boligerne, og Brumleby blev en del af Kulturministeriets Kulturkanon i 2004.

Som én af de ældste og bedst bevarede brugsforeninger i Danmark var foreningens lokaler i fare for at blive nedlagt i forbindelse med renoveringen af Lægeforeningens Boliger i 1992. Et samarbejde mellem Brumleby, Skov- og Naturstyrelsen, Nationalmuseet Bevaring og Naturvidenskab og Nationalmuseet Nyere Tid mundede ud i at lokalerne i første omgang blev registreret. Senere lykkedes det at få taget lokalerne ud fra den generelle renovering – som Byfornyelsesselskabet stod for – hvorefter de overgik til et selvstændigt museumsprojekt i 1995, hvor den stiftende generalforsamling blev afholdt for Brumleby Museum.

Projektet er blevet til virkelighed takket være en generøs bevilling fra A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal.

Klimaændringer og kulturminder

Skrevet af Jørgen Hollesen

Klimændringer påvirker i disse år store dele af klodens natur- og kulturarvsområder – desværre ofte med stor negativ effekt. Fra den 12.-19. november var 5000 fagfolk fra mere end 160 nationer samlet i Sydney til den store IUCN World Parks Congres for at sætte fokus på problemet. Jeg selv var med for at præsentere, det arbejde vi udfører i Grønland med at undersøge konsekvensen af klimaændringer for bevaringen af de mange arkæologiske lag og genstande, der stadig ligger in-situ.

IUCN konferencen afholdes kun hvert tiende år, og sidste gang var i Durban Sydafrika, hvor selveste Nelson Mandela var hovedtaler og protektor. Nu ti år senere gav Mandelas oldebarn faklen videre til de australske værter, hvorefter konferencen blev skudt i gang, og de mere end 900 præsentationer og events kunne begynde.

1.1

Figur 1: Konferencen blev afholdt i den Olympiske by i Sydney og var et kæmpe arrangement. Det viste billede er fra åbningsceremonien, hvor både den australske miljøminister samt en repræsentant for områdets aboriginals bød velkommen. Foto: Jørgen Hollesen

Min præsentation var en del af temaet ”Responding to Climate Change”. Her fortalte jeg om vores arbejde i Grønland, og om hvordan klimaændringer påvirker bevaringsforholdende i Grønland. Præsentationen fokuserede især på, det arbejde vi har lavet på Qajaa køkkenmøddingen i verdensarvs området ved Ilulissat isfjord. Vores forskning viser kort fortalt, at hvis de nuværende temperaturstigninger fortsætter, så vil permafrosten tø inden for det næste hundrede år og medføre en markant nedbrydning af de organiske lag, der ellers har ligget beskyttet i permafrosten i mere end 4000 år. Herudover viste jeg eksempler på nogle af de andre trusler vi i øjeblikket ser i Grønland i form af kysterosion, jordskred samt øget vegetationsdække og dybere rødder.

Flere af de andre indlæg på konferencen viste tydeligt, at klimaændringer ikke kun er et problem for bevaringsforholdende i de kolde egne. I USA giver et tørre og varmere klima anledning til flere og større skovbrande, der i første omgang afsvider de arkæologiske konstruktioner og materialer og på længere sigt, på grund af manglen på træer, fører til øget erosion og skredaktivitet, der helt får arkæologien til at forsvinde. Skovbrandende er kun en af mange klimarelaterede trusler man i øjeblikket oplever i USA, og derfor har man nu for første gang lavet en national strategi for klimændringer og kulturminder (se link nedenfor).

I England er antallet af skadedyr eksploderet de senere år – nye arter introduceres og flere arter rykker længere og længere mod nord i trit med at klimaet bliver varmere. Dette ses som en stor trussel mod landets mange historiske bygninger og kulturhistoriske samlinger.

I Skotland har de på grund af flere og kraftigere storme store problemer med kysterosion, der eksponerer og ofte får arkæologiske lokaliteter til helt at styrte i havet. Derfor har man iværksat projektet Scotlands Coastal Heritage at Risk, hvor man især fokuserer på at involvere lokalbefolkningen i arbejdet med at finde nyligt eksponerede lokaliteter, så mest muligt information kan redes inden det helt forsvinder i havet.

Undersøgelser af jordlag

Figur 2: Qajaa er en såkaldt køkkenmødding med op til 4000 år gamle lag af knogler, madrester, opslidt værktøj og andet affald. Forskning fra Nationalmuseet viser, at store dele af disse lag vil kunne gå til inden for de næste 100 år, hvis klimaet i Grønland ændrer sig som forudsagt. Foto: Jesper Stub Johnsen.

De mange interessante mundtlige præsentationer og diskussioner jeg overværede i Sydney giver anledning til en række refleksioner. Hvad end det gælder konservering af natur eller kulturminder, så er det nødvendigt at få overblik over, hvilke trusler der eksisterer, og hvor truslen er størst. I områder som Grønland, hvor nedbrydningen ser ud til at kunne gå meget hurtigt, kan det desuden blive nødvendigt at prioritere mellem truede lokaliteter, så de mest værdifulde områder tilføres midler først. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan en sådan prioritering foretages?

I Danmark har vi allerede lært, at skybrud og vandfyldte kældre er en del af virkeligheden, og vi har set, hvordan den rekordhøje vandstand i Roskilde Fjord sidste år truede med at oversvømme vikingeskibsmuseet. Vi er gradvist ved at vende os til tanken om, at klimændringer ikke kun er noget, der foregår ude i fjerne egne af verden – men er vi klar til at håndtere en fremtid, der udover regn og oversvømmelser også byder på varmere temperaturer, flere stormskader, erosion, jordskred, flere og nye arter af skadedyr, ændret vegetation, algedannelse og øget svampevækst og råd? Der er selvfølgelig ingen grund til at tage sorgerne på forskud, men ud fra det der kom frem på konferencen i Sydney, tror jeg, vi gør klogest i at forberede os på, at vi går en fremtid i møde, hvor det vil kræve en ekstra indsats at sikre fremtidige generationer den samme rige mulighed for at opleve fortiden, som vi har i dag.

Link til USA strategi for klimaændringer og kulturminder

http://www.nps.gov/history/Cultural-Resource-Challenge-Report-Part-I-Nov-8-2013.pdf

http://www.nps.gov/history/Cultural-Resource-Challenge-Action-Plan-Part-II-Dec-3-2013.pdf

Link til Scotlands Coastal Heritage at Risk

http://www.scharp.co.uk/

Loftmaleri i Kongeværelset 1888

LoftmaleriMalerikonservatorerne fra Nationalmuseet Bevaring og Naturvidenskab har netop afsluttet en rensnings- og sikringsopgave af et maleri fra Nyere Tids Samling. Maleriet blev lavet til Kongeværelset  i “Den nordiske industri-, landbrugs- og kunstudstilling i kjøbenhavn 1888″.

Herunder ses en akvarel af I. T. Hansen fra 1890, hvor man tydeligt kan se “vores” maleri i loftet.Kongevaerelset med loftmaleri

Udstillingens hovedbygning blev tegnet af Martin Nyrup og lå fra hjørnet af Vesterbrogade/H. C. Andersens Boulevard og helt ned til Glyptoteket ved Tietgensgade. Martin Nyrup har med disse bygninger ladet sig inspirere af J. D. Heroldts lette støbejernekonstruktion, som vi i dag stadig kan se, på det der før var Københavns Universitets Bibliotek. I dag er Kunstudstillingens bygninger for længst revet ned, og Tivoli benytter pladsen ud til H. C. Andersens Boulevard.

Maleriet er malet med en rask og sikker hånd, og malestilen er let, men præcis med mange fine detaljer i blomster, fugle og værktøjsgrupper. Af værktøjsgrupper ses i alt 6 stk., som hver repræsenterer til et håndværk.

Det er formodentligt dekorationsmaler Carl Frederik Aagaard (1833-95), der har malet billedet, da han nævnes i forbindelse med beskrivelsen af Kongeværelserne i udstillingskataloget på side 21 (oplysning fra registrator Mona Rasmussen, Nationalmuseet).

Den kvindelige hovedfigur henler tankerne til Moder Danmark-figuren, som er et symbol på den danske Nation. Hun fremstilles traditionelt i antik klædedragt med sværd og kranse.

Maleriets farvelag er blevet fastlagt og flænger og huller er limet og planeret. På begge sider af maleriet var der ualmindeligt meget sort snavs. Dette er blevet fjernet ved en støvsugning af bagsiden og en grundig rensning af maleriets farvelag på forsiden. På nedenstående billede ses vores to praktikanter (Signe i brunt og Astrid i sort) i fuld gang med at fjerne skidt og snavs fra maleriets forside.

Astrid og Signe

Nu er maleriet rullet op på et langt paprør med en diameter på 60 cm, og blindrammen er skilt ad og lagt inden i røret, så loftmaleriet er klar til at komme på magasin.

God sommer :-)

 

 

Kalkmaleriet fra Ferring Kirke del 4

Skrevet af Susanne Ørum

Retoucheringen af kalkmaleriaftrækket fra Ferring Kirke er i fuld gang.

Med retouchering menes bl.a. en genetablering af de farvelag, der forsvandt under afrensningen. Hér går vi ind og forstærker de farvesvage områder med ny farve. Til det formål anvender vi gouache (en form for tyk vandfarve på tube). Vi ser også på de oprindelige fotografier af kalkmalerierne fra afdækningen og restaureringen i 1914 for om muligt at genskabe noget de motivdele, der er gået tabt med årene.

Men det, som dette blogindlæg primært skal handle om, er den del af den farvemæssige udbedring, som fylder allermest, men som – forudser jeg – ingen rigtig vil lægge mærke til, når arbejdet er udført. Det er den helt overordnede udligning af aftrækkets meget uensartede udseende.

Fig. 1,4

Fig. 1: Nærbillede af område i dekorationens nederste billedfrise: hér ses, hvor uensartet overfladen er.

Overfladen af aftrækket består kun for en relativt lille dels vedkommende af det oprindelige bemalede kalklag. Resten er sammensat af udkitninger fra de mange tidligere restaureringer og fra selve aftræksprocessen i 1974. Sidstnævnte er typisk karakteriseret ved et tydeligt aftryk af den gaze, der blev limet fast på forsiden af maleriet for at holde sammen på det, mens det blev trukket af væggen. Bagefter var der mange huller i maleriet, som blev kittet ud fra bagsiden, før man fjernede gazen på forsiden. Det er disse områder, som nu fremtræder med tydeligt stofmønster, og som også er en smule højere end den omkringliggende overflade.

Men forskellene i overfladens stoflighed er kun én af de udfordringer, vi står med. De forskellige områder har også forskellige farvenuancer. Det giver en noget forstyrrende synsoplevelse, især i de områder, hvor der ikke rigtig er noget motiv tilbage til at fokusere blikket.

Fig. 2,4Fig. 2: Nærbillede fra dekorationens nederste billedfrise, hvor der ikke er meget motiv tilbage, kun en baggrund, der er meget ujævn i sin farveholdning.

Kun få steder er det muligt at fjerne nogle af misfarvningerne mekanisk. De fleste steder er vi nødt til at dække dem og skabe en ny bund med en jævnere udseende. Men det gælder samtidig om ikke at lave vores arbejde for ensartet, for det skal passe til aftrækkets overordnede udtryk, der er præget af sin dårlige tilstandshistorik. Vigtigst af alt er det at erkende, hvad det er for et objekt, vi arbejder med. Det har rigtig nok engang været et kalkmaleri, men nu er det et aftræk, der kun delvist har bevaret kalkmaleriets karakter – Det hverken kan eller skal vi lave om på.

Fig. 3,4

Fig. 3: Et ujævnt og misfarvet område er blevet dækket, bl.a. med et kalklag, som forberedelse til retouchering.

I næste indlæg fortæller vi mere om retoucheringen af aftrækkets motiver. Følg med hér på bloggen!

God sommer :-)


juli 2015
m ti o to f l s
« jun    
 12345
6789101112
13141516171819
20212223242526
2728293031