Haralds runesten ude i Friheden (Hvidovre)

Skrevet af Susanne Trudsø

En kopi af Haralds store runesten, der står i Friheden i Hvidovre, undergår i disse uger en markant forandring og bliver fremover en farverig oplevelse.

Haralds originale runesten står selvfølgelig fortsat på sin plads i Jelling, hvor den står godt beskyttet mod det danske, omskiftelige vejr i sin montre, ligesom at Gorms lille runesten også står godt og trygt i sin montre. Bevaringsforholdene for de to runesten er således optimale, og sådan har det været siden 2012, hvor de to montrer blev etableret. Men i årtierne forinden har man med mellemrum været bekymret for de to runestens bevaringstilstand, og derfor fik man tilbage i 1933 lavet en 1:1 kopi af Haralds runesten. Kopien blev støbt i beton og blev opstillet i Nationalmuseets palæhave. Også i 1983 fik museet udført kopier; denne gang af begge runesten og samtidig meget præcise kopier, så da Nationalmuseet blev ombygget først i 1990’erne, ville man gerne afhænde den ældre betonkopi. Derved kom den ældre runestenskopi til Hvidovre, hvor den står på en mindre græsplæne tilhørende Boligselskabet Friheden.

Mens kopien endnu stod på Nationalmuseet blev den bemalet af kunsthistorikeren Broby-Johansen, som tog udgangspunkt i de farvespor fra vikingetiden, som man dengang i 1940’erne kendte til via fundne arkæologiske genstande. Sidenhen er flere genstande med farvespor dukket op, og for et par år siden samlede Nationalmuseets laboratorium, hvad der findes af analyser af pigmenter og bindemidler fra alle de danske fundne, bemalede genstande fra vikingetiden. Resultaterne mundede ud i en rekonstruktion af vikingetidens farvepalet.

I Boligselskabet Friheden var man opmærksom på, at runestenskopien efterhånden var i en noget sørgelig tilstand. Farverne skallede af, graffiti var stødt til, og overfladen var grøn af mos og lav. Særlig begroningen betød, at det efterhånden var svært at aflæse både motiverne og teksten. Nationalmuseets konservatorer blev derfor bedt om at tage hånd om kopien og male den op på ny; og gerne i en ny farvesætning baseret på den nyeste forskning i vikingetidens farver.

På Haralds runesten i Jelling er der ingen spor af farver, så en ny farvesætning er et kvalificeret gæt. Først måtte betonoverfladen dog afrenses for begroningen. Et træ, som skyggede ind over kopien, blev fældet, og i løbet af sommeren er mossen tørret ind, hvorefter det meste mos og lav kunne børstes af med en stiv børste. Bagefter blev overfladen afrenset med 80°C varmt vand, og et latexaftræk fik de sidste rester af mos og lav trukket af.

I disse uger males kopien op påny, og den nye farvesætning tager udgangspunkt i de seneste forskningsresultater De enkelte farvers placering tager udgangspunkt i andre af vikingetidens genstande med farvespor. Udtrykket Hvide Krist har forbindelse til den hvide kjortel, som er knyttet til dåben. Derfor er Kristi kjortel i den nye farvesætning hvid. Da Kristus er placeret i livets træ, bliver dette rankeværk malet grønt. På enkelte runesten er der fundet farvespor i selve runerne, og da disse er røde, bliver alle runerne i farvesætningen derfor røde. Fra bl.a. Hørningplanken ved vi, at ormen er gul med røde øjne og ører, og at vikinger ofte malede en baggrund sort. Også dette har vi valgt at lade gå igen i vores farvesætning af runestenskopien i Friheden, Hvidovre.

Arbejdet ventes at være færdigt omkring efterårsferien 🙂

Udgivet i Bevaring, Jelling monumenter, Skulptur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Én udfordring kommer sjældent alene

Skrevet af Susanne Ørum.

Et lille nyhedsbrev fra stilladset i Kongsted Kirke

Nationalmuseet er i gang med en restaurering af enkelte af kalkmalerierne i Kongsted kirke. Formålet er bl.a. at teste et helt behandlingsforløb, så man kan tage erfaringerne med sig videre til en komplet istandsættelse af kirkens omfattende og særdeles bevaringsværdige udsmykning.

Vi er i gang i skibets 4. fag. Kalkmalerierne i dette fag er i stort omfang dækket af et tæt, slørende lag af støv indeholdende diverse skimmelsvampe. Heldigvis er laget ikke i sig selv svært at fjerne – men det gør det unægtelig vanskeligt at se, hvad det er for motiver man renser på.

Nedenfor ses den afdøde Marias hellige sjæl, som modtages af en apostelskare. Området er kun afbørstet med en blød pensel, som et indledende skridt i afrensningen, og viser den store kontrast til den snavsede overflade.

Der er en grund til denne forsigtige fremgangsmåde, udover at fjerne det tykke støvlag. Kalkmalerierne i skibets 2.- 4. fag er nemlig malet omkring år 1500 af Faxe-værkstedet en del årtier efter kirkens første kalkmalede udsmykning, fra første halvdel af 1400-tallet, som ses i koret og skibets 1. fag. Før Faxe-værkstedet malede sin udsmykning, blev bunden forberedt med et nyt kalklag, og det hænger desværre rigtig dårligt fast. Det er også en af grundene til, at kalkmalerierne i denne del af kirken nogle steder er meget fragmentarisk bevaret.

Ovenfor ses et par indledende forsøg med at afprøve hydrogeler som metode til at rense kalkmalerierne. Selvom de indledende forsøg var lovende, har gelerne bl.a. vist sig at udgøre en risiko for den dårligt vedhæftede overflade. De har en let klæbende effekt, som på de skrøbeligste steder kan trække overfladen med af, når de fjernes fra overfladen. Derudover har vi heller ikke været tilfredse med jævnheden i afrensningen. Lige nu er vi derfor i gang med at rense malerierne med forskellige rensesvampe, primært PU-svampe (kemisk inerte polyurethan-svampe), som i bund og grund er små make-up svampe. Vi kan lykkeligvis rapportere, at resultatet er både skånsomt og tilfredsstillende.

Behandlingen går altså i høj grad også ud på at sikre de resterende områder af oprindeligt kalkmaleri. Der eksperimenteres p.t. med forskellige måder til fastlægning og konsolidering.

Først herefter kan der renses helt færdig. Heller ikke den proces er lige ud ad landevejen, da overfladen flere steder fremstår meget uensartet efter afrensning. Bl.a. er den lim, der ved afdækningen af malerierne i 1961 blev brugt til at fæstne/sikre kanterne af det skrøbelige kalklag, blevet mørk med tiden, og fremstår derfor flere steder som brungrå rande langs brudkanterne. Limen fluorescerer tydeligt i ultraviolet lys, se de næste to fotos.

Ved hjælp af kompresser bestående af hydrogeler ladet med enzymer kan den misfarvede lim fjernes (se nedenfor). Vi tester tre forskellige enzymer, som venligst er givet til projektet af Novozymes.

Når malerierne er renset og sikret, skal nogle områder udbedres og styrkes med farve for at skabe en visuel sammenhæng i fragmenterne af originalmaleriet.

Kalkmalerierne i Kongsted Kirke blev sidst restaureret i 1961.

  • Ligger du inde med fotografier af kalkmalerierne i Kongsted Kirke fra 1960’erne, 1970’erne eller 1980’erne?
  • Og kunne du forestille dig at dele dem med Nationalmuseet?

Så skriv til Susanne Ørum på susanne.oerum@natmus.dk.

Det er særligt fotografier af Faxe-værkstedets kalkmalerier, vi søger (tidligere identificeret som Brarup-værkstedet).

Udgivet i Bevaring, Bygningsdekoration, Kalkmaleri | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Spændende indblik i maleren Jens Birkholms arbejde

Skrevet af Nina W. Køie. Foto: Nationalmuseet, Anja Liss Petersen og Nina W. Køie

På Nationalmuseets maleriværksted i Brede er vi for tiden i gang med et spændende projekt – vi skal restaurere 24 malerier for Faaborg Museum, alle af kunstneren Jens Birkholm. Malerierne skal udstilles på Faaborg Museum til november og skal i den forbindelse restaureres og klargøres til udstilling. Det er sjældent, at man har så mange malerier af den samme kunstner at arbejde med på samme tid, derfor er det en helt unik mulighed for at få et indgående kendskab og et godt indblik i Jens Birkholms arbejde.

Projektet er finansieret af Slots- og kulturstyrelsens pulje til museernes samlingsvaretagelse.

Jens Birkholm (1869-1915) er født i Faaborg og var med i den gruppe malere, der kaldes Fynboerne. Hans arbejde spænder over både lyse og mørke toner, og malerierne er meget forskelligartede i deres udtryk. Birkholms landskabsmalerier skildrer området omkring Faaborg, især Svanningeegnen, hvorimod mange af hans mest ansete malerier, hvor han skildrede mennesker i armod og social nød, blev udført, mens han boede i Berlin i 1890’erne.

Malerierne, som vi restaurerer denne sommer, er i meget forskellig stand, da de alle har hver deres historie. Der er således ikke to malerier, som skal have samme behandling – ved hvert maleri bliver det overvejet og besluttet, hvad der er den rigtige behandling for lige netop det værk.

’Sækkelappersker’ fra 1894 er et af de malerier, som har fået den mest omfattende restaurering, da maleriet bærer præg af at have haft en lidt hård historik. Maleriet har blandt andet ved en tidligere behandling fået en ny pryd- og blændramme, og var derfor blevet forstørret på en sådan måde, at maleriets tidligere ombukningskanter nu er blevet en integreret del af maleriets motiv. Lærredet er også ved en tidligere behandling blevet dubleret (dvs. fået et nyt, ekstra lærred limet fast bag på det originale lærred) med et lærred i polypropylenvæv. Dette lærred var allerede stærkt nedbrudt efter få årtier og måtte derfor fjernes og erstattes af et nyt lærred i hør, som vi har erfaring med kan holde i mange år. Maleriet er blevet renset for gamle udkitninger og overmalinger, nydubleret, opspændt på blændrammen og ferniseret – og skal nu retoucheres, før det er færdigt og kan monteres i sin prydramme.

’Sneklædt eng, Faaborg’ fra 1912, et af Jens Birkholms fine vinterlandskaber, er en helt anden type maleri, og har også budt på andre restaurerings-problematikker. Maleriet har på et tidspunkt fået nogle flænger i lærredet, som tidligere er blevet behandlet. Man har ved den lejlighed anvendt en kraftig lim til at lime nogle lærredslapper på bagsiden. Limen har imidlertid været påført i et ganske tykt lag, som har skabt nogle spændinger i lærred og farvelag. Derfor var det nødvendigt at fjerne de gamle reparationer, inden vi selv behandlede skaden.

Maleriets bagside og forside blev renset for gamle reparationer, overmalinger og gulnet fernis, hvorefter maleriet blev dubleret, således at maleriets lærred blev stabiliseret. Skaderne er bagefter blevet udkittet og fik en overfladestruktur, der ligner det omkringliggende farvelag, og efterfølgende retoucheret, så de ikke er synlige længere.

En stor del af vores arbejde med de mange Jens Birkholm-værker har også været at restaurere maleriernes prydrammer. Det har været vigtigt, fordi værkerne som et hele på den måde fremstår smukke og homogene. Beskadigede rammer kan nemt tage fokus fra malerierne, så det er vigtigt, at de også bliver sat i stand.

Projektet med Jens Birkholms værker er færdigt til oktober. Derefter kan man se dem indgå med andre af kunstnerens værker på udstillingen om Jens Birkholm på Faaborg Museum fra november. God fornøjelse 🙂

Udgivet i Bevaring, Maleri | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Herregårdenes dag

Nationalmuseets konservatorer arbejder jævnligt på de danske herregårde. Vi udfører farvearkæologiske undersøgelser for at finde frem til tidligere tiders farvesætning af facader og interiører, og vi konserverer og restaurerer eksempelvis malede og dekorerede interiører, inventar, malerier og gobeliner. Det er en stor glæde at være med til at bevare den levende kulturarv.

Ud over ovenstående, så udarbejder Nationalmuseet også bevaringsplaner for såvel store som små samlinger af kulturarv, og dette kan omfatte både interiør såvel som eksteriør.

De farvearkæologiske undersøgelser kan hjælpe med til at rekonstruere en tidligere periodes smukke måde at anvende kulører på, f.eks. ved en restaurering af facader eller interiører. De kan også være med til at fortælle om bygningers skiftende, farvemæssige udseender gennem tiden. De kan kort sagt være med til at fortælle herregårdenes farvehistorie. Og da netop herregårdene langt op i tid var de toneangivende i samfundet, kan deres historie være med til at fortælle om vores fælles historie, hvad angår skiftende tiders boligmode.

Nationalmuseets konservatorer restaurerer endvidere malede og dekorerede udsmykninger i de danske herregårdsinteriører. Vi kan reparere puds og lærred, rense malede overflader og lime farvelag fast, der gennem tiden har løsnet sig. Vi kan således være med til at passe på de eksisterende dekorationer, så de kan se velbevarede ud i flere generationer frem.

Ud over ovennævnte, så konserverer Nationalmuseets konservatorer malerier, som jo ofte også er en stor del af interiøret på en herregård.

Nyligt havde vi 8 portrætmalerier af Jens Juul på værkstedet i Brede. Malerierne kom fra en herregård på Sjælland, og både malerier og de forgyldte rammer blev konserveret og restaureret. Formålet med denne konservering var at få malerier og rammer til at fremstå med en ensartet fremtoning, hvorfor der blev foretaget en så minimal behandling som muligt af de forholdsvis uberørte malerier.

Gobeliner og vævede tapeter udgør endvidere ofte en del af de dekorative elementer på de danske herregårde. Navnet gobelin er egentlig knyttet til vævede tapeter fra værkstedet ”les Gobelins” i Paris. Vævede tapeter er især fremstillet i Frankrig, Flandern og Italien, men også i Danmark har der været en fornem tradition.

Vævede tapeter er som regel vævet på en trend af uld med det mønsterdannende islæt af uld og silke, men begge materialer er desværre også foretrukken føde for skadedyr som møl og klannere, så på Nationalmuseet konserverer vi derfor også vævede tapeter og gobeliner.

Vævede tapeter er ofte store og tunge, og den tråd, der er anvendt til sammensyning af de spalter, som opstår ved farveskift i vævningen i mønstret, kan være mørnet og bristet. Jo flere åbne spalter og jo flere partier der er spist af møl, jo mere bliver tyngden af tapetet fordelt skævt med yderligere nedbrydning til følge.

Mange vævede tapeter har en anseelig alder, og århundredes støv og røg fra opvarmning og cigarer sætter sig i tekstilfibrenes åbne struktur og ender med at skjule de fine farvernuancer og detaljer i tapetet. Derudover kan støv indeholde nedbrydende stoffer for tapeterne.

Ligeledes kan tapeternes egen vægt være en medvirkende årsag til nedbrydning, da tyngden, især foroven, belaster tekstilfibrene, så de kan briste over længere tid. En montering med velcrobånd i stedet for søm eller store trykknapper kan derfor anbefales. Herved bliver tapetets vægt fordelt, og tapetet vil kunne komme hurtigt ned fra væggen i tilfælde af vandskade, brand eller større mølangreb.

En typisk konservering indeholder frysning (for at stoppe et eventuelt skadedyrsangreb), afmontering af gammelt ophæng, en grundig støvsugning på for og bagside, en skånsom vask, en stabiliserende konservering på et nyt støttestof og en ny montering til ophæng.

En konservering af et vævet tapet vil, ved vask samt nedsyning til støttestof, sikre de svage partier, og sammen med et nyt ophæng vil det forbedre tapetets bevaringstilstand og dermed medvirke til forlængelse af tapetets levetid.

Herunder ses nogle konserveringseksempler fra gobelinerne fra Borreby Gods.

Udgivet i Bevaring, Bygningsbevaring, Bygningsdekoration, Interiør, Slotte og herregårde | Tagget , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Genforening med Niels Lergaards smukke farvepalet

Skrevet af Mikala Bagge og Signe Kokholm Eskildsen

I perioden maj til juli måned 2020 arbejdede Nationalmuseets konservatorer Mikala Bagge, Lis Sejr Eriksen og Signe Kokholm Eskildsen på istandsættelsen af Niels Lergaards store vægmaleri i festsalen på UC Syd i Haderslev.

Maleriet dækker med sine 3 x 9 meter hele salens bagvæg og er rummets væsentligste dekorationselement, og på grund af sin størrelse er konserveringen udført på stedet.

Det farvestrålende maleri er udført i olie på lærred og har titlen: Familien, Oplysning, Forskning og Poesien. Maleriets titel og motiv refererer direkte til bygningens daværende brug som Statsseminarium.

Ny Carlsbergfondet har gennem hele 1900-tallet arbejdet på at bringe anerkendt dansk kunst ud til det danske folk, hvilket denne udsmykning i Haderslevs tidligere Statsseminarium, er et meget fornemt eksempel på.

Maleriets giver, Ny Carlsbergfondet, har i samarbejde med Nationalmuseet gennemgået og besigtiget en del af de stedsspecifikke kunstværker, som Ny Carlsbergfondet har givet til offentlige institutioner i perioden omkring 1920-1960. På baggrund af dette maleris høje kunstneriske kvalitet og dets bevaringstilstand besluttede Ny Carlsbergfondets bestyrelse, at den ville bevillige midler til en tiltrængt konservering af maleriet.

Bygningen hvor maleriet hænger er opført omkring 1920, lige inden Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Den 9. september 2020 afholdes der 100 års jubilæum for uddannelse på stedet, og derfor er Ny Carlsbergfondets donation til konserveringen af Niels Lergaards værk en endnu mere kærkommen gave.

Da konserveringen af maleriet blev påbegyndt i maj 2020, stod det hurtigt klart, at maleriets tilstand ikke var for god, lærredet hang i voldsomme buler, og farven var dækket af et markant gråligt snavslag, så det var svært at genkende Niels Lergaards farvestrålende palet.

Maleriet blev nedtaget fra væggen og lagt med forsiden nedad på et beskyttende underlag på gulvet, hvorefter lærredet blev afmonteret fra blændrammen. Denne blev stabiliseret, så maleriet igen kunne spændes på blændrammen uden at bule.

I juni og juli måned blev maleriet overfladerenset, og det viste sig, at farverne var mere end almindeligt snavsede. Rensningen af maleriet var derfor den primære opgave på dette maleri.

Da maleriet havde hængt i voldsomme buler, havde dette også påvirket farvelaget – primært på maleriets midte. Farvelaget måtte derfor sikres og fastlægges. Derudover havde maleriet buler i overfladen, som formentligt stammer fra stød i lærredet fra forsiden gennem tiden.

Kunstnerens regning på arbejdet, dateret 20/1-1954 er bevaret, og her kan man læse, at Niels Lergaard har malet maleriet i rummet i årene 1954-55, og at maleriets farver er afstemt efter rummets farver.

”Arbejdet vil tage mig ca. to aar at gennemføre, af hensyn til vurderingen af farven i rummet er det nødvendigt at arbejdet udføres paa stedet.”

En lille farveundersøgelse af festsalens vægge, træværk og loft afslørede, at væggene har stået i en lys okkergul farve, træpanelerne har været strøget med en rå umbra, og loftet har stået i en heftig rød farve svarende til moderens kjole i maleriets midte.

Niels Lergaard skriver ligeledes ” ..til udsmykning af Haderslev Statsseminarium, tænkes udført på lærred og blindramme i olie, indsat i fast ramme med paaskruet dækskåle i lyst egetræ i lighed med det øvrige træværk i rummet”.

Med dette menes, at rammelisterne omkring maleriet oprindeligt har fremstået i lyst egetræ, som er valgt af kunstneren, for at det skulle passe til det øvrige træværk i festsalen.

Da Nationalmuseets konservatorer så maleriet første gang, var rammelisterne omkring maleriet malet i en trist grå akrylfarve. Det blev derfor besluttet at føre rammelisterne tilbage til deres oprindelige udseende, så rammerne blev renset for den grå farve og behandlet med naturolie hos en lokal malermester.

Det færdigt restaurerede maleri er nu genmonteret på endevæggen i festsalen og fremstår igen med sin oprindelige klare og strålende farvepragt og med den originale indramning i egetræ, som kunstneren oprindeligt havde ønsket det.

Udgivet i Bevaring, Bygningsdekoration, Maleri | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

BLOGGEN HOLDER FERIE UGE 29 30 31

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Gislingebåden

Skrevet af Anne Moesgaard og Anette Hjelm Petersen

I 1993 fremkom der, ved gravning af vandhul på en privat mark på Gislinge Lammefjord, en båd med skroget næsten intakt – dog manglende den øverste bordgang og masten. Båden var klinkbygget af egetræ og samlet med både træ- og jernnagler, hvad der alt sammen kendetegner både fra 1000-tallet. Der er ingen jernnagler bevaret, men vi ser tydeligt korrosionerne fra dem. Ved en dendrokronologisk undersøgelse blev det bekræftet, at båden blev bygget omkring 1130 AD (tidlig middelalder), men båden har vikingetidens karakteristiske træk; klinkbygget, de trappeformede stævne, spor efter brug af sideror og råsejlsrigning. Udgravningen i 1993 blev foretaget af arkæologer fra det daværende ”Nationalmuseets marinarkæologiske undersøgelser”.

Båden viste sig at være meget slidt, den var lappet ad flere omgange med reparationslapper af bøgetræ. Reparationer fortæller en historie om det levede liv, noget vi holder meget af at se. Det var ikke en højstatus båd, men snarere en hverdagsbåd, som repræsenterede den almindelige befolkning i 1100-tallet. Der er intet der tyder på, at båden sank, men den er sandsynligvis bare efterladt på lavt vand efter ca. 50 års brug.

Fakta om Gislingebåden

  • Datering:        Tidlig middelalder, 1130-1150
  • Type:             Trerumsbåd
  • Ca. 75 % af den oprindelige båd er bevaret
  • Bevaret længde:                    7,50 m
  • Bevaret længde:                    7,50 m
  • Bevaret bredde:                    1,50 m
  • Bevaret højde:                      0,70 m
  • Dybgang:                              0,25 m
  • Lasteevne:                             1 ton (svarer til fire mænd og ti får)
  • Besætning:                            3 mand (ca. tre par årer)
  • Anvendelse:   sandsynligvis fiskeri og transport af mennesker såvel som gods

På Vikingeskibsmuseets (Roskilde) hjemmeside kan man finde alle oplysninger om bådens brug og anvendelse samt se de kopier af Gislingebåden, som deres bådebyggere har arbejdet med indtil videre. Vores viden om, hvordan Gislingebåden skal se ud i en fremtidig udstilling, bygger på deres store arbejde.

Vikingsskibemuseets fakta om Gislingebåden

I ca. 20 år har skibstræet ligget i imprægneringskar på Nationalmuseets konservering i Brede, så vandet, der før fyldte træets celler ud, nu er udskiftet med en vandopløselig voks kaldet PEG (polyethylenglycol). Imprægnering med PEG er nødvendigt, ellers vil træet kollapse og krympe og det oprindelige udseende og faconen på plankerne vil for altid være tabt. Grunden til den lange imprægneringstid skyldes, at der har været meget træ fra andre udgravninger, som var mere efterspurgt, så Gislingebåden er længe kommet bagerst i køen til frysetørring. I den ideelle verden ville imprægneringen kunne være færdig efter 2-4 år. Heldigvis er der ikke umiddelbart sket træet noget ved den usædvanligt lange imprægneringstid.

De sidste par år er plankerne blevet frysetørret i facon, Vikingeskibsmuseet har fremstillet tegninger til os, så vi kan lægge plankerne til tørring i den helt rigtige facon. Plankerne er ret fleksible efter imprægnering, men en hel del mindre efter frysetørring. Plankerne og spanterne fra Gislingebåden har taget 2 gange fyldte frysetørrere at få færdig. Hver frysetørring tager ca. 4-6 måneder.

Båden skal have en montering, et metalstativ som plankerne kan anbringes forsvarligt i. Selvom træet er konserveret, har det langtfra den styrke som frisk træ har, så der skal tages mange hensyn. Indtil nu er vi nået til at få lagt træet op, sådan som det skal ligge i en montering (fig. 3). Vi afrenser træet for overskydende imprægnering og limer alle de løse fragmenter fast, mens vi afventer besøg fra smeden. Han skal fremstille monteringer til plankerne og efterfølgende en montering, så man kan se, hvordan båden fremstod dengang, den var i brug, engang i 1130´erne. Vi glæder os til snart at kunne vise jer det færdige resultat.

Rigtig god sommer 🙂

Udgivet i Bevaring, Vanddrukkent træ | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Mon du bemærket har, hvad der på loftet var…

Registrering af kalkmalerier over hvælv i Vejlby Kirke,Vends Herred, Odense amt.

Skrevet af Anna K. Hansen. Foto: Nationalmuseet, Ida Haslund og Anna K. Hansen

I forbindelse med planlægning af nyt tag på Vejlby Kirke i Middelfart, opdagede man i 2019 rester af kalkmaleri på væggene over kirkens hvælvinger.

Malerierne var ikke registreret i Nationalmuseets database over kalkmalerier i danske kirker og kom derfor som lidt af en overraskelse. De bidrager med væsentlig viden om kirkens tidlige historie og viser blandt andet, at kirken har haft to forskellige kalkmalede udsmykninger på væggene, før hvælvene blev bygget.

Det er en del af Nationalmuseets arbejde at registrere og dokumentere kalkmalerier i danske kirker. Udover at registrere fundet blev fragmenterne i Vejlby Kirke også forsigtigt lagt fast og sikret, så de kan bevares for eftertiden. Arbejdet blev udført af konservatorer fra Nationalmuseets Kalkningstjeneste.

Malerierne i Vejlby Kirke
Den indledende registrering viste, at der var bevaret puds fra fire perioder, med fragmenter af maleri på de to yngste. Der var fragmenter af maleri på væggene over hvælvene i både kor og skib, men kun på nordvæggen og på triumfvæggen mellem kor og skib. Endvidere var der mellem skibets 1. og 2. fag bevaret et oprindelig romansk vindue, hvis smige ligeledes var bemalet.

Ved at undersøge de bevarede fragmenter kunne man bl.a. konstatere, at der var bevaret maleri fra to forskellige perioder. Da det yngste pudslag ikke kunne findes i og omkring vinduessmigen var det som noget særligt sandsynligt, at de to udsmykninger havde stået fremme samtidigt.

Fordi malerierne er fragmentarisk bevaret er det uvist, hvilke motiver der er afbilledet, men der kan bl.a. anes et ansigt, en klædedragt og en del af en indskrift – muligvis et skriftbånd.

Malerier over hvælv.
Mange middelalderkirker er oprindeligt bygget uden hvælv. Hvælvene er bygget til senere. De kalkmalerier, der er bevaret over hvælv, er altså malet før kirkerummet blev overhvælvet og har været en del af udsmykningen af kirkens vægge.

Det formodes, at Vejlby Kirke fik hvælvinger mellem år 1250-1500: http://pastorat.dk/om-kirkerne/vejlby-kirke

Maleriernes behandling
Størstedelen af de kalkmalerier, der udsmykker kirkerummene i de danske kirker, har løbende været restaureret i større eller mindre omfang, i den tid de har stået fremme.  Malerier over hvælv er derfor værdifulde, fordi de som regel hverken har været restaureret eller kalket over, hvilket vil sige, at de kan indeholde en masse information om f.eks. oprindelig maleteknik og malestil.

Til gengæld er de ofte akut behandlingskrævende, primært fordi de befinder sig på et udsat og overset sted. I tilfældet Vejlby kirke havde puds og kalklag løsnet sig så meget fra væggen, at det flere steder var nødvendigt at fastlægge dem. Dette blev gjort punktvist ved hjælp af kanyle med et kalkbaseret fastlægningsmateriale. Der var også nødvendigt at fæstne og sikre løse og ustabile områder langs med fragmenternes kanter med en kalkmørtel.

Når der arbejdes over hvælv er det ofte et beskidt arbejde, med ganske lidt plads, begrænset belysning og besværlig adgang. For eksempel var den eneste adgang til oversiden af korets hvælv gennem en lille åbning midt i triumfvæggen. Foto: Ida Haslund og Anna K. Hansen, 2019.

Kalkmalerier i danske kirker
Registrering og information om alle væg- og hvælvudsmykninger i danske kirker kan findes på Nationalmuseets hjemmeside Kalkmalerier i danske kirker: https://natmus.dk/salg-og-ydelser/museumsfaglige-ydelser/kirker-og-kirkegaarde/kalkmalerier-i-danske-kirker/

Udgivet i Bevaring, Kalkmaleri | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Nationalmuseet arbejder stadig på det store springvand i Vigelandsparken i Oslo

Skrevet af Michel Malfilâtre og Louis Lange Wollesen

Alle kunstværker i Vigelandsparken er udført af August Vigeland. Det store springvand er en del af over 200 kunstværker, som kunstneren gennem hele sit virke har udført. Skulpturerne og reliefferne af bronze på det store springvand viser et romantisk udtryk for livets forskellige faser, der strækker sig fra barndom og ungdom, gennem voksenlivet til alderdom og død. Springvandet er opført i perioden fra 1920, hvor de første skitser til projektet blev tegnet, til ca. 1950. Vigelandsparken er en del af Frognerparken i Oslo, som hvert år besøges af ca. 1 million turister.

Nationalmuseets skulpturværksted blev i 2017 tilbudt at byde på en fantastisk opgave med at overflade-rense og overfladebeskytte figurgrupperne af mandshøje bronzeskulpturer på tre hjørner af det store springvand i Vigelandsparken i Oslo. Vigelandsparkens egne konservatorer havde selv udført opgaven på det første hjørne, men man indså herefter, at opgaven var for stor til, at de selv ville kunne løse opgaven med hele springvandet.

Opgaven blev sat i licitation, som blev vundet af Nationalmuseet, og arbejdet blev startet op i foråret 2018. I både 2018 og 2019 blev der arbejdet på opgaven, så hvis du vil læse mere om opgaven, så læs gerne vores tidligere blogindlæg “En varm hilsen fra Oslo” og “En varm hilsen fra Oslo – del 2”.

Opgaven med mekanisk at afrense bronzeoverfladen og efterfølgende overfladebeskytte den med en dertil egnet voks består af tre etaper (tre år). Det er planlagt, at der skal afrenses og overfladebehandles en skulpturgruppe, der er bestående af fem bronzeskulpturer på hvert hjørne, om året. Det var derfor sidste etape af opgaven, der skulle have været udført her i foråret 2020.

Men som så meget andet, grundet COVID19-pandemien, er det ikke muligt at udføre opgaven i øjeblikket. Den norske og danske stat har indført nationale restriktioner for ind-og udrejse, som gør det næsten umuligt at sende arbejdskraft mellem vores to lande. Desuden er det ikke muligt at opfylde de retningslinjer, der er udstukket i forbindelse med COVID19-pandemien. Så arbejdet med bronzeskulpturerne er desværre udskudt i øjeblikket.

Det er indtil videre planen at afslutte opgaven til efteråret 2020, hvis restriktionerne, afledt af COVID19, bliver lempet, og hvis det lader sig gøre at udføre arbejdet på dette tidspunkt. Alternativt vil opgaven forhåbentlig kunne blive udført foråret 2021.

Vi glæder os og ser frem til at kunne afslutte denne enestående opgave, hvor vi har fået mulighed for at arbejde med konserveringen af nogle af den norske nations fornemmeste bronzeskulpturer.

Hvis man er i Oslo, skal man tage sig tid til at se Vigelandsparken, idet den er enestående, og som et lille gode er det gratis at komme ind 🙂

Udgivet i Bevaring, Bronzeskulptur, Oslo, Skulptur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Kalkmalerierne i Sæby Kirke

Skrevet af Lena Östlund. Foto: Nationalmuseet, Frida Hultin

Ved denne tid for et år siden var jeg sammen med mange af mine kolleger i fuld gang med at restaurere kalkmalerierne i Sæby Kirke.

Dette meget store projekt har strakt sig over et helt år (15. oktober 2018 – 15. oktober 2019) og omfattede alle kalkmalede dekorationer i kirken. Det vil sige, de tre østlige hvælvinger i kirkes skib med dekorationer udført af Sæbyværkstedet i årene 1510 – 1525, ribbedekorationer, topprosetter og vægfragment i skibets øvrige fire hvælvinger samt ornamentale dekorationer fra 1887 i sidekapellets fire hvælvinger.

Kirken og kalkmalerierne, som hører til landsdelens betydeligste, har givet navn til det kalkmalerværksted, Sæbyværkstedet, der har udført kalkmalerierne samt lignende malerier i en række af andre nordjyske kirker.

Dekorationerne i Sæby Kirke blev restaureret fordi kalkmaleriernes overflader var tilsmudsede i så svær grad, at motiverne fremstod mørke og grålige, og farvernes kraft var neddæmpede. Desuden var store dele af hvælvingens puds i 1. fag i kirkens skib og i dele af kirkens sidekapel meget salt-belastet, hvilket havde resulteret i partielt meget omfattende afskalning og pulverisering af kalk- og farvelag. I nogle områder i 1. fag i skibet stod malerierne i øst- og sydkappen næsten helt ulæselige, og på grund af det saltnedbrudte bindemiddel lå farverne i nogle områder som et løst pulver i overfladen.

Nu når malerierne er blevet renset er motivernes farver og kontrast kommet til deres ret igen. Derudover er malerierne blevet sikret, ved at den meget saltbelastede puds, primært i øst- og sydkappen i skibets 1. fag og langs nogle af de tre hvælvingernes ribber, partielt er blevet udskiftet eller fastlagt.

Den store udfordring med restaureringen af kalkmalerierne i Sæby Kirke var, at motivernes bevaringstilstand var meget forskellig, og formålet med vores restaurering blev, så vidt det var muligt, at få en harmonisk helhed i kirkerummet. Der er derfor gjort et stort arbejde for at løfte blandt andet skibets 1. fag, som var det, der var i dårligst bevaringstilstand i forhold til de øvrige hvælvinger. Vi var heldige, at vi fandt gamle fotografier fra efter fritlægningen af malerierne i 1905. På fotografierne kunne man se detaljer i motiverne, som nu var gået tabt, men som vi kunne rekonstruere, blandt andet detaljer i ansigter. I sidekapellet gik meget af dekorationen desværre tabt under rensningen, fordi farvernes pigmenter var løst bundet til overfladen. Ca. 80-90 % af dekorationen i sidekapellet er derfor blevet malet op på ny under restaureringen i 2019.

Udgivet i Bevaring, Kalkmaleri | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar