Aktuel Bevaring

Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom

Den sidste uge ud af i alt 12 ugers international stenkonserveringskursus er nået, så nu er det tid for evaluering. Både af det udførte arbejde på kirkegården, kursets moduler og den overordnede idé i hele kurset. Derfor starter vi mandag morgen på kirkegården, hvor de seks nu nykonserverede gravsteder bliver evalueret. Hver gruppe fremlægger gravstedets bevaringsmæssige problemstilling, overvejelser samt det praktiske arbejde og de indhøstede erfaringer. Meget lærerigt også at høre om de andres arbejde som en samlet præsentation – i ugen forinden havde vi jo blot ind imellem lidt tid til at kunne følge hinandens praktiske arbejde på sidelinjen.

Hvad angår det russiske gravkors synes jeg bestemt, at vi fik opnået et resultat, som vi kan være bekendt at overdrage. Taget er jo lige en sidste hurdel, som vi ikke fik afsluttet i den forgange uge, men torsdag ofrer vi vores biblioteksdag til fordel for at få afsluttet denne detalje. Og det skulle vise sig ikke at være så let endda, da målene ikke er så præcise som ønsket. Den øverste vinkel er ikke 90 grader, men blot 87 grader. Desuden 1-2 mm i difference både hist og pist, så der må tilsvarende slibes både hist og pist på den nye halvdel af taget. Men det kommer på, vi bliver færdige og gravkorset ser atter helstøbt ud. Dog må vi efterlade korset iført tapestrimler, da epoxyen, der holder tappene på plads, er et døgn om at gennemhærde, og så er det ellers tid til et lille gruppefoto. Og vi får afleveret fotodokumentation og skrevet vores rapport.

Ud over evalueringerne angående kurset er der også et par sidste foredrag. Et desværre temmelig relevant emne, nemlig graffiti. Australske Susan MacDonald, som arbejder for Getty og har fulgt os på kurset i en del uger, lægger ud med et eksempel fra sit hjemland. Graffiti på operahuset i Sydney hvilket kun kan få mig til at tænke på den store runesten i Jelling. Et helt tilsvarende eksempel – et angreb på nationens symbol nummer ét. Dernæst følger hendes fotos ellers slag i slag. Der er jo graffiti her og der og alle egne, og desværre ses der også graffiti på historiske bygninger og kulturhistoriske mindesmærker, hvor udfordringen er at få afrenset igen, så det ikke kan ses efterfølgende. Og det er svært. Der er mange måder at lave graffiti på, mange malingstyper, og man ved sjældent hvilke opløsningsmidler, der har været i de pågældende malingstyper, så test må udføres fra gang til gang. Og skal jeg være ganske ærlig, så undgik jeg da gerne denne andel af stenkonserveringens facetter, men sådan er den virkelige verden jo desværre ikke. Så derfor et par meget relevante og informative foredrag.

I ugens program er der også en sidste udflugt, og denne går til Santa Maria delle Valle. For nyligt er hele kirkens facade blevet afrenset, og det er anden gang på 20 år, at facaden er blevet afrenset. Kritikere vil måske hævde, at kirken nu er for afrenset, men det er måske et spørgsmål om holdning. Arkitekten og konservatoren er i hvert fald meget fornøjet med resultatet, idet de ønskede et ensartet udtryk, og ikke en facade der var mørk forneden og lys forover grundet massiv trafik lige udenfor hoveddøren.

Fredag er det så sidste kursusdag med en formel afslutning i form af en lille højtidelighed. Endnu en medarbejder fra Getty, nemlig vicedirektør Jeanne Marie Teutonico, er med os hele ugen til evalueringerne, og til afslutningen holder hun ligesom direktøren for ICCROM-projekter Joseph King tale for os. Inden vi får overrakt vores fine kursuscertifikater holder også vores kursusledere, Simon Warrack og Kecia Fong, taler. Og dermed bliver vi – hold 17, der nu også har gennemført det internationale kursus i stenkonservering – en del af den store ICCROM-familie, og gruppefotoet af os kommer op på væggen at hænge. Dernæst den sidste fællesspisning, inden vi så småt må til at tage afsked med hinanden for atter at spredes ud til vores respektive 18 lande.

Mærkeligt at skulle skilles efter så intenst forløb. Heldigvis skal flere af os først hjem i morgen, så vi har mulighed for endnu en lun sommeraften i det romerske. Og for mit vedkommende også mulighed for det meste af endnu dag i Rom.

 Senatet, som holder til i Palazzo Madame, kan man besøge den første lørdag i måneden, men man skal være tidlig på færde, da der kun uddeles 40 billetter pr. rundvisning. Jeg er heldig, at erhverve mig en billet og har forinden så god tid at daske rundt i hjertet af byen og tage afsked med diverse monumenter og bygninger. Derfor endnu et kig indenfor i Pantheon og se solens stråler strømme ned gennem hullet i loftet. Også en slentretur hen over Piazza Navona, et kig på Colosseum, en sidste cappuccino på ynglingscaféen, en smuttur indenfor i Palazzo Barberini for endnu engang se de smukke trapperum og så tilbage til Palazzo Madame for at få del i rundvisningen i dette spændende ældre palads, hvor senatet i dag har til huse.

Og så ciao Roma …. tilbage til residensen for at hente min bagage og så hjem til københavnsk skybrud, oversvømmelse i kælderen og et væltet træ, men også til min familie, venner, mine gode kollegaer i Brede og jobbet som stenkonservator på Nationalmuseet.

Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom

Det russiske ægtepar, Julia Biryukova og Dimitri Biryukovy, døde i henholdsvis 1925 og 1928. Parret var formentlig bosatte her i Rom på daværende tidspunkt, og deres sidste hvilested blev derfor her i Rom på den ikke-katolske kirkegård, også kaldet den kristne kirkegård eller den protestantiske kirkegård. Kært barn, mange navne. Kirkegården ligger gemt bag den aureliske bymur og ved foden af Caius Cestius’ pyramide samt hen mod Testaccio, højen der i virkeligheden er en bunke af millionvis af antikke potteskår fra amforaer. Og vel at mærke en ganske stor bunke, da den er ikke mindre end 36 meter høj. På den fredfyldte og skyggefulde kirkegård er der tætpakket med gravsteder, og stedet er derfor opdelt i række zoner. I den sidste og fjerneste zone i forhold til indgangen er der ganske mange russiske gravsteder, og altså også dette for parret Biryukovy. Udformningen af parrets gravkors er typisk russisk med en skråtstillet ekstra tværarm på den nederste lodrette korsarm. Desuden er de øvre tre korsarme forbundet til en trekant, som yderligere er dækket af et tag. Det skal dog indskydes, at den ene halvdel af taget mangler, hvilket har haft betydning for gravstenens bevaringstilstand.

Al denne fortælling om dette russiske gravsted skyldes, at man forud for kurset har udvalgt seks gravsteder med et aktuelt konserveringsbehov, og disse seks gravsteder er i denne uge genstand for al vores opmærksomhed. Med andre ord skal vi arbejde, udføre praktisk konservering og nu omsætte teori til praksis på fem arbejdsdage. Min gruppe består af tre konservatorer, nemlig russiske Svetlana, belgiske Stefaan og så undertegnede. Sammen skal vi finde en konserveringsløsning, som vi alle tre kan stå inde for. Det er klart, at når man kommer med hver sin baggrund og mange års forskellig erfaring plus nu også med den fælles indhøstning af viden fra kurset, bliver det i dagenes løb til megen diskussion frem og tilbage omkring, hvordan vi eksakt løser opgaven. Og det går rigtigt, rigtig fint. Forskellige synspunkter diskuteres, og vi bliver enige. Vi nyder alle samarbejdet og diskussionerne, trækker på egne og hinandens erfaringer. Første tiltag er en behandling med et biocid, som her en uge senere skal det vaskes af igen. Men der er nu stadig meget begroning at se, så vi beslutter os for endnu en behandling. Denne gang et andet biocid og denne gang i en pakning af papirpulp.

Apropos det manglende tag, så har dette, som nævnt haft stor indflydelse på bevaringstilstanden. På den halvdel, hvor taget er væk, kan vi konstatere, at kalkstenen er begyndt at delaminere i dens naturlige lagdeling. Dette er selvsagt ikke specielt godt. Hvor taget er bevaret, er denne lagdeling ikke opstået, men til gengæld har taget virket som en slags paraply og forhindret stenens overflade mod at blive afvasket i regnvejr. Denne paraplyeffekt har tilladt sort hinder af gips og sorte gipsskorper i at opstå. Denne gipsdannelse vil vi selvfølgelig gerne have væk, dog uden at den underliggende patina påvirkes. Hvad vi også gerne ville have væk er en del grønlig misfarvning fra et bronzeelement, som antagelig er rester af en lille lampeholder. Vores valg bliver derfor et helt tag, hvilket vil sige, at vi hos en stenhugger bestiller en spejlvendt kopi af den eksisterende del i samme bjergart. Desuden andre pakninger af papirpulp, men tilsat ammoniumkarbonat. Nu vil nogle af mine kollegaer nok tænke, hvorfor lige det salt? Ja, det er det traditionelle her i Italien og det, som man derfor har indkøbt. Et er teori, noget andet er praksis. Der er således ikke et gigantisk batteri af muligheder og værktøjer, så vores valg måtte derfor også befinde sig indenfor disse rammer. Og testning af 117 forskellige metoder forud for det endelige metodevalg, er således ikke praktisk muligt. Men vi får fjernet gipshinder og gipsskorper, misfarvning fra bronzeelementet, behandet mod begroning og får afsaltet igen efter vores pakninger. Resultatet er blevet ganske tilfredsstillende, dog mangler vi lige den sidste hurdel med taget. Den gode stenhugger kommer nemlig først med taget fredag formiddag og har desuden ikke været helt præcist i sin kopiering, så vi skal have fiflet lidt mere med denne nye del i den kommende sidste uge, inden konserveringen af det russiske gravminde er helt i vinkel.

Som nævnt så ligger den ikke-katolske kirkegård tæt ved Testaccio, som i dag ikke bare er en bunke gamle kedelige potteskår, men derimod et sted fuld af liv og glade dage, nemlig masser af restauranter og natklubber. Og for at undgå at dette glade, muntre liv – og måske berusede liv – skal udfolde sig på kirkegården, aflåses stedet om aftenen og natten. Klokken 16.45 gjalder blød musik derfor ud over kirkegården, mens der på alverdens sprog fortælles, at nu er det tid til at forlade stedet. Det gælder turister, men også konservatorer, så for en gangs skyld er det muligt at slutte dagene tidligt og få kigget lidt mere på Rom. Som sagt, så gjort.

En sen eftermiddag springer jeg derfor på et tog til Monte Mario. Her ligger et hospitalsmuseum for psykisk syge a la det museum på Skt. Hans hospital, om hvilket min gode veninde Anne Dorthe har taget hånd om i mange år. På museet her i Rom afholder de til efteråret en konference om denne specielle museumsform, så jeg har lovet Anne Dorthe at sondere terrænet, hvis muligheden bød sig. Og det gjorde den så. Hospitalsområdet er som i Roskilde landskabeligt med spredte bygninger, og inden døre i museet er det topmoderne. I de første rum skubbes der til sanserne med synsbedrag, susen for ørene med mere. En del patientarbejder, så som malerier og andre kunstneriske udtryk, er ligeledes udstillet. Dertil er der traditionelle udstillingsrum med et apotek, et køkken, et lægeværelse, et værelse til behandling, hvilket vil sige med fikseringsbriks. Med meget er udstillet, ikke som kulturhistoriske genstande, men snarere som kunst. Der er ingen skilte med tekster, men derimod gør man brug af de nyeste digitale muligheder med bøger, der projekteres frem, så man kan bladre i dem. Fotos, der suser rundt, bliver til film og begynder at tale. Glasvægge, hvor skygger af mennesker bevæger sig rundt. Så mon ikke, at efterårets konference bliver ganske spændende.

En anden sen eftersmiddagsstund får jeg på Piazza del Popolo endelig efter flere forgæves forsøg kigget indenfor i tvillingekirkerne Santa Maria in Montesanto og Santa Maria del Miracoli. Det er efter min mening ikke de mest spændende kirker her i Rom, men der er dog en finesse. Kirkerne ligger på hver sit hjørne af Corsoen, og ser planlagt umiddelbar ens ud. Men den ene grund er smallere end den anden, og barokarkitekten Carlo Rainaldi løste det problem ved at gøre den ene kuppel rund (Miracoli) og gøre den anden kuppel (Montesanto) oval. Synsbedraget virker – alt ser ens ud og virker fuldstændig symmetrisk. Men indvendigt ses bedraget! På Popolo-pladsens modsatte side ligger endnu en kirke, nemlig Santa Maria di Popolo. Her er der mange fine sidekapeller med både Cavaggio og Rafael repræsenteret, så kirken en er bestemt et besøg værd.

Her i Rom synger man Sankt Hans-aften af gode grunde ikke Holger Drachmanns midsommervise, og man afbrænder ej heller hekse med det mål at sende dem til Bloksbjerg. Her afholdes Festa di San Giovanni. Med andre ord så fejrer man Johannes Døberens fødselsdag, og det gør med ved og i San Giovanni in Laterano. Det må jeg i mangel af en dansk sandstrand, en liflig kølig brise, et bål og en båltale samt fællessang se, hvad det nu er for noget. Ifølge min guidebog skulle helgenen fejres med snegle i tomatsovs, pattegris, marked og fyrværkeri. Jeg ser nu hverken snegle, tomatsovs, gris eller fyrværkeri, men kun et lukket marked. Men jeg ser Paven knælende foran alteret. Han kommer lige forbi i sit trappegående køretøj med mobilalter og flankerende kardinaler. Foran Paven er et langt syngende optog af præster, biskopper og kardinaler. Først var der gudstjeneste i kirken, dernæst denne procession, hvor man går til Santa Maria Maggiore, kirken med det mirakuløse snefald i august måned. Her skulle bønnen så foregå. Jeg nøjes dog med at se processionen og ser kirken San Giovanni in Laterano bagefter. Og den er stor skal jeg hilse at sige.

Hvad der også er stort, er jo Vatikanmuseet, også nærmest uoverskuelig stort, så man må jo på forhånd bare erkende, at man langt fra kan se alt. Lørdag morgen tropper jeg op iført mine gode travesandaler. Det bliver til den ægyptiske samling, nogle gallerier med klassiske marmorskulpturer og så selvfølgelig Rafael-salene og Det Sixtinske kapel med de rensede malerier. Og det er jo imponerende, men med alt for mange turister, så man står som sild i en tønde. Sidst jeg så det Sixtinske kapel er måske snart 30 år siden, så jeg husker ikke helt, hvor snavsede malerierne var, men for mig virker malerierne ingenlunde overrensede nu, som nogen ellers har hævdet. Og når jeg nu er indenfor i Vatikanstaten skal jeg da også lige indenfor i Peterskirken. Den er altså bare imponerende stor. Kuplen er ikke mindre end 136,5 meter høj, og udsigten fra kuplens top er absolut anstrengelserne værd. Og anstrengelserne er cirka 550 trin såvel op som ned.

I den lune sommeraften tager jeg til en koncert på det spanske akademi. I det åbne gårdrum omgivet af loggiaer er der opstillet en lille scene, og her udspillede musikken sig. Klassiske instrumenter med samtidig elektronisk bearbejdning. Det faldert ikke i alles smag, så nogle udvandrer undervejs. De havde nok forventet noget Mozart eller lignende, men sådan blev det ikke. Anderledes, men ikke så ringe endda.

På Celiohøjen er en ganske dejlig park, og i denne ligger Villa Celimontana, hvor det geografiske selskab holder til. Her får jeg søndag set en fotoudstilling om Romerriget i Tunis. Fotografen Francesco Cabras har haft sin linse rettet mod detaljer i romerske ruiner og med landskab, drivende skyer eller blå himmel som baggrund. Ganske flotte fotografier, og nogle af ruinerne kan jeg pludselig genkende fra Gionato Rizzis forelæsninger. Og genkende hans restaureringer med kulfiberarmering.

Jeg får desuden kigget indenfor til lidt gudstjeneste i Santa Maria in Domnica. Her er der desuden nogle ganske imponerende mosaikker fra 800-tallet; Maria med Kristusbarnet omgivet af disciplene og en knælende pave med firkantet glorie som tegn på, at han var levende. I hvert fald dengang mosaikken blev skabt.

Søndag eftermiddag tilbringer jeg indenfor i det dejligt svale museum Centrale Montemartini. Temperaturen er i disse dage 30-31 grader, så det er ved at være for meget. Museet var et kraftværk, men det lukkede i 1990’erne, hvor man samtidig havde planer om at ombygge de arkæologiske udstillinger på De Capitolinske Museer. Man søgte derfor et sted, hvor man kunne udstille de væsentligste skulpturer under ombygningen frem for blot at sætte alt på magasin. Så her mellem de enorme og kraftfulde generatorer stod så skulpturerne. Ikke uden grund blev dette meget besøgt og populært, hvorfor man valgte at fastholde stedet som museum. Også efter genåbningen af udstillingerne på Capitol. Denne kontrast mellem maskiner og skulpturer er meget effektfuld, så det er absolut et sted, der er værd at se.

Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom

Efter den meget intense studietur er det lidt mærkeligt atter at være tilbage i auditoriet på ICCROM og sidde stille for at lytte til forelæsninger. Men sådan er det, og vi starter ugen med mosaikker som emne. Thomas Ruby, der er The Getty Conservation Intitutes ekspert i konservering af mosaikker, er kommet direkte fra Tunis, hvor han ellers er udsendt på en udgravning og i gang med nogle gulvmosaikker. Da han praktisk talt kommer direkte fra udgravningen og næsten kun lige har børstet ørkenstøvet af sig, er det en forelæsning med en meget praktisk tilgang til emnet, hvilket jeg synes er meget tiltalende. Et meget konkret og praktisk problem er tilgroning på ny efter fund, afdækning og konservering af mosaikker. Derfor bliver det mere og mere almindeligt at tildække mosaikkerne igen med et særligt tekstil og derpå sandsække. Måske med lov til for turister på et specifikt sted at åbne og lukke et lille kighul for trods alt at få et indtryk af herlighederne. Men inden da er der tit forskydninger i undergrunden, der må tages hånd om eller ødelæggelser efter græssende dyr. Hvis eksempelvis en flok får eller geder græsser på områder med mosaikker, trækker de bare til for at få en græstot eller en appetitlig plante fri, og med op rykker de så mosaikstifterne. Og en flok får eller geder kan således blive en udfordring for konservatorerne, der skal genetablere detaljerne. Man må da håbe, at dyrene ikke har tendens til også at spise nogle af mosaikstifterne, lade dem køre gennem deres indre system, og bagefter droppe dem både hist og pist!

Ugens helt store emne er imprægnering, hvilket i stenkonservering generelt også er et meget stort emne, pro et contra. Påføringsteknikker, midler, indtrængning, vejrbestandighed, farve, holdbarhed og sådan kan man blive ved. Og derfor er det også planlagt som et ping-pong mellem tre herrer: David Odgres, som tidligere har undervist på kurset, dertil også tyske Gottfried Hauff samt amerikanske George Wheeler.

Gottfried Hauff kommer fra Potsdam Universitet, hvor han er direktør på instituttet for stenkonservering og derfor også underviser i dette. George Wheeler er fra New York, hvor han har arbejdet i årevis på Metropolitan Museum of Art, men i de sidste fem år har han også været direktør på konserveringsinstitutet på Columbia Universite. Desuden har skrevet han flere bøger om imprægnering af sten og stenkonservering generelt. Med andre ord – en af de store kanoner i dette fag – og så har han også lige værtskabet for den næste internationale stenkonserveringskongres, som afholdes til næste år.

Med disse tre herrer bliver det til fire meget spændende dage i et ping-pong mellem teori, kemi og praktiske erfaringer. Også hvad man har anvendt til imprægnering i tiden løb og fået problemer med, hvilket derfor i dag giver problemer med fjernelse forud for genimprægnering. Egenskaber ved de enkelte produkter, deres samspil med bjergarterne i praksis, ulemper og fordele, kemiske egenskaber, uorganiske konsolidanter og reaktive konsolidanter og så sidste nye udvikling; nanokalkimprægnering. Det er noget, som jeg må teste derhjemme. Så summa summarum er det en meget lærerig uge med imprægneringens mange facetter.

Endelig oprinder pinsen. Min familie er kommet til Rom, og vi skal fejre min datters fødselsdag. Og det er bare så dejligt at se dem, dog må de finde sig i at blive fremvist – jeg har jo fortalt de øvrige kursister om mand og børn, så nu skal de også se dem live. Og så er der ellers dømt frokostpizzaer på et nærliggende pizzeria i Trastevere til alles fulde tilfredshed. Dernæst slentrer vi gennem de små gader, og jeg får fremvist små kuriositeter, så som fontæner, indmurede antikke sarkofagfragmenter og stemningsfulde piazzaer – nu skal jeg jo virkelig bevise, at jeg har lært det romerske gadenet at kende, også uden at skulle tjekke på kortet! Målet er Vittorio Emmanuele-monumentet. Ikke fordi at monumentet er specielt kønt, men fordi at udsigten derfra er famtastisk. Så op med elevatoren, bare kigge ud over hele. Dernæst videre slentretur forbi Pantheon og en isbutik.

Om aftenen fejrer vi fødselsdag i en ældre restaurant i den jødiske ghetto lige ved siden af Octavias søjlegang og Marcellus’ teater. Der sidder vi mellem romerske søjler, solen farver himmelen mere og mere lyserød, og da de øvrige gæster opdager, hvad vi fejrer, bliver der sunget fødselsdagssang på italiensk med tre brummere som kor! En herlig aften ovenpå en herlig dag. Aftenen slutter vi med et smut omkring Trevi-fontænen for at kaste en mønt i bassinet og sikre vores tilbagevenden til den evige stad.

For længst har vi aftalt, at jeg må bestemme, hvad vi skal se i løbet af pinsedagene. Jeg har jo forinden haft små otte uger til at sondere terrænet, og jeg har længe tænkt over, hvad jeg skal vælge at vise frem. Ud af de mange paladser, som jeg har set, har jeg mest nydt Palazzo Doria Pamphilj. Derfor ser vi se det. For mig blev det et glædeligt gensyn plus genhør med ejeren i audioguiden. Og der blev nikket og nydt, kigget og lyttet – også fra de to store teenagere – samt vandret igennem de store sale og lange gallerier fyldt med malerier.

Blandt alle de arkæologiske muligheder er det jo en udfordring at vælge den mest spændende. Da vi engang for flere år siden var i Rom på sommerferie, så vi såvel Colosseum som Forum Romanum, så derfor ville jeg vise et andet forum, nemlig Museo dei Fori Imperiali eller Trajans markeder. Og valget falder i god jord; ikke overrendt af turister, en meget autentisk oplevelse og så ikke alt for stort, hvilket gør det mere overskueligt i den meget bagende sol.

Dernæst et tiltrængt hvil i caféen bag Vittorio Emmanuele-monumentet, hvor der bliver drukket læskende drikke, spist frugtsalat og nydt udsigt til den trajanske markedsplads, inden turen går tilbage til residensen, hvor det lykkes at kreere aftensmad til fire personer på det minimalistiske køkkenbord med bare en kniv, en gryde, en ske osv.

Næste morgen drager vi til Celio-højen, hvor jeg gerne ville fremvise en kirke, nemlig Santo Stefano Rotondo. Uheldigvis for os er der bryllup og derfor ingen adgang, så vi nøjes med at besigtige udefra. Til gengæld kommer vi indenfor i Case Romana del Celio under Santa Giovanni et Paulo. Et par spændende romerske villaer med fine bevarede freskoer. Men så må jeg heller ikke bestemme mere. Min kære familie mener, at det ikke er en rigtig tur til Rom, hvis man ikke besøger Palatiner-højen og Forum Romanum. Og det kan de jo absolut have ret i. Som sagt, så gjort, og vi får kigget os godt mætte i ruiner, søjler og skulpturer.

Tutte le strade portano a Roma – det siges, at alle veje fører til Rom, men går man den anden vej må de jo føre fra Rom – i hvert fald er min lille familie atter draget hen ad vejen, ud til lufthavnen og er kommet godt hjem til København igen.