En varm hilsen fra Oslo – del 2

skrevet af Louis Lange Wollesen

Arbejdet med overfladerensning og efterfølgende voksbehandling på bronzeskulpturgruppen på det ene hjørne af hovedfontænen i Vigelandsparken, er nu kommet ind i den afsluttende fase. Overfladerensningen er næsten færdig, og vi skal så småt til at påføre voks. Der voksbehandles med to lag voks for at give bronzeoverfladen en god beskyttelse mod vejr og vind.

Før overfladerensningEfter mekanisk rensningEfter konservering

 

 

 

 

 

 

Billedet til venstre viser en detalje fra en af skulpturerne, inden der er blevet overfladerenset. Billede i midten viser stadiet efter mekanisk afrensning. Billedet til højre viser samme detalje, hvor der er påført første lag voks. Foto: Nationalmuseet, Anders E. Løkkegaard

Overfladerensningen foregår ved mekanisk bearbejdning. Der arbejdes fortrinsvis med håndbørster og roterende værktøj. Der anvendes ikke kemikalier til afrensningen.

Arbejdet med skulpturerne på fontænen er som tidligere nævnt et samarbejde mellem Vigelandsmuseets konservatorer og Nationalmuseets konservatorer. Vi har med denne opgave derfor fået mulighed for at udveksle erfaringer indenfor konservering af udendørsbronzer. Til eksempel kan nævnes, at vi i fællesskab har besluttet at anvende forskellige typer afsluttende voksbehandling, som begge institutioner benytter til sådanne opgaver. Så kan man ved at sammenligne dem om nogle år bedre udvælge, hvilken type voks der egner sig bedst til overfladebehandlingen af udendørs bronzeskulpturer.

Konservatorerne

Konservatorerne fra Vigelandsmuseet og Nationalmuseet på stilladset som er bygget op omkring Gustav Vigelands bronzeskulpturer, mens vi arbejder med dem. Vi er iført masker med hjælpemotor, idet støvet, der udvikles fra afrensningen, indeholder forskellige giftige partikler. Foto: Gæst på stilladset, Martin Mogstad.

Vigelandsparken er meget besøgt, og der kommer ustandseligt grupper af turister fra hele verdenen forbi for at se på parken. De kommer også forbi vores stillads, som på grund af varmen står med delvis åbne sider. Det giver parkens gæster mulighed for at se, hvad der foregår, og jeg tror denne opgave, er den, hvor vi er blevet fotograferet flest gange.

Stilladset omkring fontænen

Her ses det delvist åbne stillads med en forbipasserende gruppe af turister. Foto: Nationalmuseet, Anders E. Løkkegaard.

Opgaven i Vigelandsparken afsluttes onsdag den 13. juni 2018, hvorefter stilladset fjernes, og der påfyldes vand i fontænen. Så hvis man er i Oslo i sommerens løb, så er Vigelandsparken bestemt et Must see 🙂

Udgivet i Bronzeskulptur, Oslo, Skulptur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

En varm hilsen fra Oslo

Skrevet af Louis Lange Wollesen

Fontæne i Vigelandsparken i OsloFoto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Nationalmuseets skulpturværksted arbejder i øjeblikket med konservering af en bronzeskulpturgruppe på hjørnet af den store fontæne i Vigelandsparken i Oslo. Arbejdet er første del af et større konserveringsprojekt med at konservere Vigelandsparkens fontæne.

Skulpturgruppen, der skal konserveres denne sommer, består af fem mandshøje bronzeskulpturer. Springvandet er, som alle andre kunstværker i Vigelandsparken, skabt af Gustav Vigeland. I perioden 1906-1914 skabte han gipsforlægget til fontænens skulpturer. Fontænen blev færdiggjort og tilført vand i 1947.

Vigelandsparken er Norges mest besøgte turistattraktion med mere end 1 million gæster om året, hvilket vi mærker, idet der hele dagen igennem kommer hobevis af turister forbi og kigger på vores arbejde. Arbejdet var egentlig planlagt til at foregå på et indpakket stillads, men fordi der i øjeblikket er 30 grader i Oslo, har vi været nød til at åbne flere af sider på stilladset, så der kan komme lidt luft ind. Det har derfor også givet mulighed for at turisterne kan se, hvad der foregår.

Mandshøje skulpturer i Vigelandsparken i OsloFoto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Konserveringsarbejdet er et samarbejde mellem Vigelandsmuseet i Oslo og Nationalmuseet i København, hvor konservatorerne fra Nationalmuseet har budt ind på denne opgave og vundet den. Konserveringsopgaven består i mekanisk overfladerensning af bronzeskulpturenes overflader samt efterfølgende overfladebeskyttelse i form af flere lag voks.

To be continued… 🙂

Udgivet i Bronzeskulptur, Oslo, Skulptur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Plastik workshop on tour to Canada

Skrevet af Yvonne Shashoua

Plastics_Science_Museum_Ottawa

Plastics Science Museum Ottawa (Edison, HIS MASTER’S VOICE). Foto: Nationalmuseet: Yvonne Shashoua

Der er bred opfattelse af, at plastik holder evigt, men det er langt fra tilfældet. Undersøgelser viser, at i løbet af 1 til 30 år efter fremstilling begynder en irreversibel nedbrydning, der viser sig ved, at materialet bliver klæbrigt, gulligt og begynder at fragmentere. Den allerførste internationale konference, der fokuserede på de mange udfordringer, der er forbundet med bevaring af museums genstande og kunstværker fremstillet af plastik, foregik på Canadian Conservation Institute i Ottawa, Canada i 1991. Postprints af ‘Saving the Twentieth Century’: the conservation of modern materials’ betragtes den dag i dag som et vigtigt referenceværk.

I januar blev seniorforsker Yvonne Shashoua fra Nationalmuseet Miljøarkæologi og Materialeforskning, inviteret af Canadian Conservation Institute til at undervise på en fire dages ”Advanced Professional Development workshop,Conservation of Plastics”. Invitationen, som var en betalt opgave, kom på baggrund af Yvonnes forskning i nedbrydning, konservering og bevaring af plastik, som har stået på siden 2001. Da de 20 pladser til workshoppen hurtigt blev udsolgt, udbød man endnu en workshop. Begge workshops foregik mellem den 11. og 21. juni med 38 deltagere fra Canada, USA, Australien, Brasilien, Argentina, Kina, Japan, Italien, Spanien og England.

Plastik workshop

Plastik workshop, Canada den 11. og 21. juni 2018. Foto: Nationalmuseet: Yvonne Shashoua

Yvonne undervidste i plastiks historie, identifikation af de forskellige plastmaterialer, årsager til nedbrydning og teknikker til at bremse processerne.

Da tilstandsrapporter fra museer i Europa viser at 75 % af alle plastgenstande har brug for rensning, blev deltagerene glade at kunne afprøve og evaluere forskellige rensningsprodukter, mikrofiberklude og kuldioxid i form af iskrystaller som slibemiddel til hård og blød plastik.

Deltagerene undersøger klistret nedbrydning af PVC

Deltagerene undersøger klistret nedbrydning af PVC. Foto: Nationalmuseet: Yvonne Shashoua

De fleste plastiktyper bliver ætset eller opløst, når de kommer i kontakt med organiske opløsningsmidler, så det var også vigtig at afprøve både vandbaseret lim, som fiskelim og trælim og sammenligne deres effektivitet med epoxy og superlim.

Det var utroligt lærerigt at høre om de forskellige udfordringer, deltagerne var oppe imod på deres forskellige museer.  Langtidsopbevaring af plastikgenstande ved indendørs temperaturer, der svinger fra 10°C til 40°C på museer i ørkenen og ved relativ fugtighed på op til 90 % i regneskov, forkorter plastikkens levetid kraftigt.

Nedbrudt skumNedbrudt polyurethanskum. Foto: Nationalmuseet, Yvonne Shashoua

Evalueringsskemaer udfyldt af deltagerne efter begge workshops indikerer, at de efter workshoppen har fulgt sig bedre rustet til at tackle udfordringerne med at bevare plastgenstande for fremtiden!

Derudover blev Yvonne inviteret til at gentage workshoppen i Lissabon og Tokyo i 2019.

Udgivet i Bevaring, Gummi, Plast | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Sjældne, nyerhververede butiksskodder fra 1800-tallet klar til at blive udstillet

Skrevet af museumsinspektør Anne-Mette Marchen Andersen og konservator Lis Sejr Eriksen,  Nationalmuseet 

Butiksskodde_EB_SalomonButiksskodde_EB_Salomon

Butiksskodde med butiksinteriør og gadebillede før istandsættelse. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

Butiksskodderne, der viser varer, butiksinteriør, gadebillede og bærer navnet E.B. Salomon, er malet i 1845 og er tilskrevet den jødiske maler og kobberstikker Joel Ballin (1822-1885). Fra skodderne kan læses fantastiske historier om varer og handel i midten af 1800-tallet. Her er en overflod af druer, citroner, ost, the, sæbe, spændende glas, hvor man kan ane indhold, og flasker og tønder med alskens herligheder. I butikken fristes en ung kvinde med en appelsin, mens andre kunder ser på og får vejet varer på butikkens vægt. I gaden er der liv med flere herrer, der spadserer, og en rytter, og dertil kommer illustrationen af kunder, der kommer ud af the-handlen med de flotte skodder. I baggrunden anes kirketårnet fra Nikolaj Kirke.

Emanuel Bendix Salomon grundlagde i 1841 en forretning, der handlede med kolonialvarer en detail, og etablerede i 1845 en thehandel. Forretningen lå på Vimmelskaftet 34, på et tidspunkt hvor gaden så meget anderledes ud end den gør nu. – Skodderne er senere blevet flyttet med forretningen til Adelgade 113, hvor ”Vimmelskaftets Thehus” fik en filial. Allerede i 1889 holdt man op med at sælge kolonialvarer, men fokuserede på salg af the. Firmaet blev i familien Salomon til 1927, hvorefter forretningen blev solgt flere gange. I 1971 lukkede thehandelen.

Nationalmuseet fik i 2017 mulighed for at erhverve skoddene ved hjælp fra Robert og Erna Nielsens Fond.

Butiksskodderne er generelt meget velbevarede, men bærer naturligvis præg af de mange års brug og at have været udsat for al slags vind og vejr. Således er der svindrevner mellem plankerne, sår efter mekaniske skader i træet og optørringsskader i farvelaget. Desuden har skodderne været ferniseret og malet delvis op flere gange… Alt sammen vidnesbyrd, der beretter om butiksskoddernes alder.

Lis Sejr Eriksen konserverer

Butiksskodde med gadebillede under rensning for gulnet fernis og genererende overmalinger. Foto: Nationalmuseet, Anna Kathrine Hansen.

Det har ved istandsættelsen været vigtigt at synliggøre de fremmedartede varer, der var at købe hos Salomon, og samtidig bevare informationer om butiksskoddernes alder og brug samt at fremhæve de malemæssige kvaliteter de exceptionelle gamle skodder har…

Butiksskodde_EB_SalomonButiksskodde_EB_Salomon

Butiksskodde med butiksinteriør og gadebillede efter istandsættelse. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

Skæmmende gulnet fernis er derfor renset af, mens svindrevner mellem plankerne ikke er samlet, og lige-ledes er optørringsskader og skader efter sollys bevaret. Gamle, stabile kitninger er bevaret – kun suppleret enkelte steder. Butiksskodderne fremstår således fortsat med ”sår” i overfladen efter ridser, og områder hvor træet er trykket tilbage. Farven er heller ikke kompletteret alle steder, hvor den er gået tabt, da netop disse områder vidner om tidligere opmaling.

Til behandlingen blev der anvendt (nævnt i kronologisk rækkefølge)

  • Rensning for overfladesnavs: 2 ½ % Tri-ammoniumcitrat.
  • Fastlægning af løs farve: 4176 Medium für Konsolidierung fra Lascaux
  • Fastlægning af løst træ: PVAc.
  • Afrensning for gulnet fernis og overmalninger: Ethanol : acetone : ammoniak i forholdet 2:2:1 i kombination med mineralsk terpentin.
  • Kompletteret kitninger: 25 % Mowiol (polyvinylalkohol) 18.85 i vand : 75 % Airflex EP1 dispersion (polyvinylacetat) i vand i forholdet 1:1 og kridt.
  • Partiel glansjustering: 10 % Paraloid B72.
  • Undermaling af kitninger: Gouache fra Schmincke.
  • Håndfernisering: Laropal A-81 (aldehyd fernis) 1:5 opløst i Shellsol D40 og Shellsol A i forholdet 1:1.
  • Retouchering: GOLDEN Artist Colors (acrylfarver)

Konservering og restaurering blev udført Januar/februar 2018 af konservator Lis Sejr Eriksen, Nationalmuseet samt konservator Charlotte Eschen og praktikant Antje Verstraten.

De sjældent bevarede butiksskodder vil snarest blive udstillet i Nationalmuseets udstilling Danmarks-historier, tag på opdagelse i 1800-tallets eksotiske varesortiment…

Udgivet i Interiør, Maleri | Tagget , , , , , , , , , , , | En kommentar

ARTEFACTAs konference marts 2018

Skrevet af Karin Margarita Frei

Nationalmuseets forskningsprofessor, Karin Margarita Frei, blev inviteret til Helsinki for at afholde en Keynote-forelæsning, og dermed være med til at markere åbningen af ARTEFACTAs konference. ARTEFACTA står for ”The Finnish Network for Artefact Studies”, og er et tværfagligt netværk, som består af medlemmer fra forskellige institutioner, såsom museer og universiteter, og dækker over flere faglige felter bl.a. konservering og kunsthistorie.Keynote forelæsning af Nationalmuseets forskningsprofessor, Karin M. Frei

Keynote forelæsning af Nationalmuseets forskningsprofessor, Karin M. Frei, ved ARTEFACTA konferencen, i marts 2018, ved Videnskabernes hus i centrum af Helsinki. Foto: Emmi Halmesvirta

Årets konference blev afholdt den 2. og 3. marts 2018 i Videnskabernes hus i centrum af Helsinki. Konferencens tema var ”Objects biographies”, og i løbet af de to dage, som konferencen varede, var der rig mulighed for at høre foredragsholdere fra hele Europa og USA fortælle om mange forskellige emner, fra hvordan en stensamlings liv kan ændre sig gennem tiden, til hvordan det er – og føles – at konservere gamle, ikoniske skeletter.

Keynote forelæsning af Nationalmuseets forskningsprofessor, Karin M. Frei

Keynote forelæsning af Nationalmuseets forskningsprofessor, Karin M. Frei, ved ARTEFACTA konferencen, i marts 2018, ved Videnskabernes hus i centrum af Helsinki. Foto: Emmi Halmesvirta

Konferencen blev så populær, at man måtte lukke for tilmeldingerne. Dem, der ikke fik mulighed for at komme, kunne til gengæld følge med via live stream.

Konferencens aftensreception, ved den fantastisk flotte “Empire Hall” i Helsinkis Old Town Hall.

Konferencens aftensreception, ved den fantastisk flotte “Empire Hall” i Helsinkis Old Town Hall. Foto: Nationalmuseet, Karin Margarita Frei

Udgivet i Konference | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Konservering af et fantastisk gravmonument

Skrevet af Anders Ekstrøm Løkkegaard

På Nationalmuseet er konserveringen af et gravmonument bestående af sandsten og bronze i fuld gang.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Monumentets plint og søjle består af sandsten og nederst på søjlen sidder en rosenbusk af bronze. Over rosenbusken har der været noget skrift, men de fleste af bronzebogstaverne er nu forsvundet. Øverst på soklen er der indsat et rundt dobbeltportræt i relief.

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætrelieffet før konservering (tv) og under afrensning (th). Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Bronzekorrosionsprodukter indeholder potentielt skadelige salte, og afrensningen foregår ved en kombination af vask med vanddamp og mekanisk afrensning med forskellige svampe, børster, pensler m.m. Vanddampen fjerner letopløselige salte samt smuds og virker blødgørende på nogle korrosionsprodukter.

Portrætrelief efter overfladebehandling. Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard


Afrensning af sandstensplinten foregår blandt andet med damp. Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard


Sokkelstenen er nedbrudt og angrebet af algevækst, som visse steder er vokset op igennem grater i stenen. Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard


 

 

 

 

 

 

 

Søjlen før og efter afrensning med damp. Foto: Nationalmuseet, Anna K. Hansen

Efter afrensning med damp skal de sorte skorper fjernes. Det gøres ved, at påføre et ler-kompres med ammoniumhydrogenkarbonat på stenens overflade. Ammoniumhydrogenkarbonatet omdanner de sorte skorper bestående af Kalciumsulfat (gips) til et let opløseligt salt, og via kapillærer kræfter opsuges de opløste salte fra monumentet og bindes i kompresset. Kompresset tildækkes med folie for at forlænge tiden for udtørring.

Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Konservator Anna K. Hansen i færd med at påføre kompres, som fjerner dele af de sorte skorper samt korrosionsprodukter. Efterfølgende venter af-saltning og konsolidering af stendelene. Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Øverst på søjlen sidder en trane, som kan symbolisere årvågenhed, udødelighed og kontakt til højere magter. I tranen, som er hul, har en fugl bygget rede.



 

 

 

 

 

 

 

 

Tranen før konservering og med fuglerede inden i (tv). Til højre ses tranen efter afrensning og påføring af beskyttende vokslag. Bemærk det rustfri stålnet der medfører, at fugle ikke har fri adgang ind i tranen, samt hvordan detaljerne i bronzen træder bedre frem efter voksbehandlingen. (Den vil tørre lidt lysere op). Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard


 

 

 

 

Tranen set fra ryggen før konservering (tv). Til højre ses tranen efter afrensning og voksbehandling. Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Slut 🙂

 

Udgivet i Gravmonument, Skulptur | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

Ikke altid meget gamle skulpturer…

Skrevet af Susanne Trudsø

De konserveringsopgaver, som vi på Bevaring og Naturvidenskab får stillet, gælder ofte genstande, bygninger eller skulpturer, som har en vis alder, der tæller århundreder og ikke blot årtier. Men sådan er det så alligevel ikke altid.

For godt tre årtier siden blev Høje Tåstrup station bygget og et nyt kvarter tæt ved stationen blev ligeledes opført. Til bydelens krydspunkt blev multikunstneren Bjørn Nørgaard bedt om at opføre en skulptur, og denne monumentale udsmykningen af det centrale byrum blev til Torstårnet; Skandinaviens højeste skulptur.

Torstårnet udefra

Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø

Tårnets elementer er arkitektoniske og påminder om forskellige kulturers byggeskikke, mens hovedfigurerne er frugtbarhedssymboler, manden og kvinden. Materialerne er granit, beton, glaserede teglsten, stål, bronze, messing, indfarvet mørtel, glasmosaik og neonrør. Bygherre var Statens Kunstfond og Høje Tåstrup kommune, som sammen skabte det økonomiske grundlag på 2,7 millioner.

Indvendigt i skulpturen er en rundgang, og denne er udsmykket med malerier bestående af indfarvet mørtel. Malerierne er mere end dobbelt mandshøje. Over malerierne er en smal tagrende med ganske små udspyr, som måske kan bortlede nedbør, såfremt det er vindstille. Men lokaliteten er ganske vindblæst, og det har betydet, at nedbør igennem årtierne er blevet pisket ind på malerierne og har givet næring til markant begroning af grønalger, lav og mos i samtlige hjørner. At mænd så i de samme hjørner også har slået en streg med jævne mellemrum har ikke mindsket begroningens omfang. Tidligere har man forsøgt at hindre begroningen ved at påføre mørteloverfladen en lak, men denne er sidenhen dekomponeret og forsvundet på store flader, hvorfor begroningen efterhånden både var meget grøn og meget udbredt på maleriernes overflader.

Torstårnet før afrensning

Torstårnet efter afrensning

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Før og efter afrensning. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Bevæbnet med stive nylonbørster, vandslange og dampafrensere måtte to af Bevaring og Naturvidenskabs konservatorer for nyligt trække i termodragter, varme støvler og lagvis af handsker. Og så blev der ellers skrubbet og skrubbet. Graffiti blev desuden fjernet, og motivernes opstregning måtte efterretoucherest. Grønalger, lav og mos er nu vasket væk, og overfladen blev afslutningsvis påført et biocid, for at holde ny begroning stangen så længe som muligt.

Den dobbelthovedede slange efter afrensning og retouchering af opstregningen. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Den dobbelthovedede slange efter afrensning og retouchering af opstregningen. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Afrensningsarbejdet er udført fra stillads og ved at komme op i højden, blev det samtidigt også muligt at se Bjørn Nørgaard i kortene vedrørende maleriernes teknik og udførelse. Malerierne er opbygget i gennemfarvet mørtel, og de farvede mørtler er anvendt med en vis systematik. På de tre af vægfladerne er der brune menneskefigurer på gul baggrund, og på de tre øvrige vægflader er der gule menneskefigurer på brun baggrund. Farverne er anvendt skiftevis, og mørtelen er ganske grov i sin struktur. I de gule menneskefigurer er der desuden indsat blå elementer så som spiraler, øjne, vinger, ører, næser, masker og torsoer. I de brune menneskefigurer er der indsat røde elementer så som stokke, hænder, tvedelte tunger, bryster, skeder og peniser. De indsatte elementer er udført i forholdsvis mere finkornede mørtler.

Over indgangspartierne er desuden firkantede felter i blå og lilla nuancer, og herover er grønne og turkise figurer. Flere af disse figurer har et dobbelthoved. De grønne figurer er en dobbelthovedet slange, en dobbelthovedet ørn samt et insekt, og disse motiver er på turkis baggrund, som igen er indfældet i den gule baggrund. De turkise figurer er en dobbelt grif, en dobbelthovedet blomst samt to fisk, og disse motiver er til gengæld på grøn baggrund, som igen er indfældet i den brune baggrund. Både den anvendte turkise og den grønne mørtel er meget finkornede, og tætte i deres struktur. Øverst og henover alle motiverne er en øvre vandret grå frise i en finkornet mørtel.

Og skulle turen en dag gå til Høje Tåstrup, så er det absolut værd at kigge nærmere på Torstårnet og særligt at se indenfor i tårnet og tage malerierne i nærmere øjesyn.

Torstårnet før afrensning

Torstårnet efter afrensning

 

 

 

 

 

 

 

 

Før og efter afrensning. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Udgivet i Bygningsbevaring, Maleri, Skulptur | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Brudstykker af en længe forsvundet runesten…

Skrevet af Susanne Trudsø

Sidste weekend åbnede særudstillingen ”Jagten på Historien” med et udvalg af de bedste danefæ-fund fra 2016, og udstillingens fysisk, største genstand er en genfunden, men kløvet og fragmenteret runesten fra Thy; den såkaldte Ydby-sten.

Runestenen fra Ydby omtales første gang i 1741, og i 1767 blev den intakte runesten tegnet af tegneren Søren Abildgaard. Men da runestenen eftersøgtes i 1821, var den forsvunden.

Søren Abildgårds tegning fra 1767, hvor runestenen er intakt, og hele teksten kan læses.

Søren Abildgårds tegning fra 1767, hvor runestenen er intakt, og hele teksten kan læses.

Fragmenterne af Ydby-stenen blev i nogle få timer rejst på plænen foran findestedet. To af fragmenterne kom fra hullerne i terrassebelægningen i forgrunden. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet.

Fragmenterne af Ydby-stenen blev i nogle få timer rejst på plænen foran findestedet. To af fragmenterne kom fra hullerne i terrassebelægningen i forgrunden. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna

I marts måned sidste år blev man hos gårdejer Anders Kappel i Thy opmærksom på, at bænken på græsplænen ikke bare var en almindelig kløvet sten. Når lyset faldt på en særlig måde, kunne en række indridsede streger ses. Det viste sig at være det øvre af en række runer. Museum Thy blev kontaktet og kort tid efter kom også Nationalmuseets runolog Lisbeth Imer til – og havebænken blev genkendt som et runestensfragment.

Stenen havde faderen, Ole Kappel, hentet på en gård, som han havde opkøbt og nedrevnet nogle årtier forinden. Ved ruinen lå en stor dynge sten, som han hentede hjem til sig selv. Den ene sten kom dog aldrig videre end til græsplænen, mens andre sten blev brugt til anlæggelse af en terrasse på gården. Da først havebænken var erklæret for at være et runestensfragment, blev der i terrassebelægningen genkendt yderligere to fragmenter fra samme runesten. Med rask foretagsomhed blev fragmenterne gravet op, og pludselig var godt halvdelen af Ydby-stenen, som dateres til yngre vikingetid, genfundet; dog i kløvet og fragmenteret tilstand.

Umiddelbart efter blev de tre genfundne fragmenter udstillet på museet i Heltborg, hvor de blot lå på hver sin palle, men kort før jul kom pallerne med fragmenter til Bevaring og Naturvidenskabs konserveringsværksteder i Brede med det formål at konservere og montere den fragmenterede runesten. Fragmenterne skulle sammenlimes, og vigtigt var derfor en meget grundig afrensning – særligt af brudfladerne. Al jord og smuds skulle væk. Denne afrensning blev udført med damp, hvorefter fragmenterne blev puslet sammen. Vigtigt i overvejelserne om sammenlimning var at klarlægge rækkefølgen i kløvningen, idet sammenlimningen skulle ske i den modsatte rækkefølge. Desuden skal de sidste fragmenter, hvis de en dag i fremtiden skulle dukke op af mulden, også kunne komme på plads samtidig med, at fragmenterne blev forsvarligt sammenlimet. At tumle med de tunge fragmenter og samtidig være helt præcis i sammenlimningen er selvsagt en udfordring, og trods slid på brudfladerne passede fragmenterne heldigvis fortsat perfekt sammen. Da limen først var påført, blev afstandsklodserne forsigtigt trukket ud, så sagde det heldigvis ”svub”, og brudfladerne gik fuldstændig i hak. Efter et par døgns afhærdning af de udførte limninger, kom næste udfordring, nemlig en montering. Løsningen blev en kasse af sammensvejsede stålplader, hvori der er udskåret en fordybning, og i denne står runestenen nu strunk, og formidler sit budskab: ”Troels satte sammen med Leves sønner på dette sted stenen efter Leve”.

I øvrigt er der gratis adgang til udstillingen, som står året ud, så enhver kan komme og se den smukke runesten med den noget specielle historie.

De to første fragmenter er ved at blive sammenlimet. Limen er lagt ud på brudfladen, og afstandsklodserne kan fjernes. Foto: Susanne Trudsø, Nationalmuseet.De to første fragmenter er ved at blive sammenlimet. Limen er lagt ud på brudfladen, og afstandsklodserne kan fjernes. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

To dage senere er de to sammenlimede fragmenter vendt og det tredje fragment skal nu placeres korrekt. Foto: Susanne Trudsø, Nationalmuseet.

To dage senere er de to sammenlimede fragmenter vendt og det tredje fragment skal nu placeres korrekt. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Den sammenlimede runesten, hvor limen skal gennemhærde, inden den kan flyttes videre til montering. Foto: Susanne Trudsø, Nationalmuseet.Den sammenlimede runesten, hvor limen skal gennemhærde, inden den kan flyttes videre til montering. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Runestenen i monteret stand og placeret i udstillingen. På gulvet ses Danmarkskortet, og Ydby-stenen står selvfølgelig i Thy. Foto: Susanne Trudsø, Nationalmuseet.

Runestenen i monteret stand og placeret i udstillingen. På gulvet ses Danmarkskortet, og Ydby-stenen står selvfølgelig i Thy. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Udgivet i Runesten | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Hellig tre konger tavlen på tur

Skrevet af Lis Sejr Eriksen

Nationalmuseets fine fløjtavle fra omkring 1520 med De Hellige tre Kongers tilbedelse af Jesusbarnet, er for tiden til konservering og restaurering på Bevaring og Naturvidenskab. Altertavlen tilskrives den anonyme maler, mesteren fra Frankfurt.

Hellig tre konger tavlen før konservaring
Hellig tre konger tavlen i åben stand. Gulnet fernis og eftermørkende retoucher skæmmer tavlen. Foto Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

I takt med forfald af de ældste dele af hospitalet i Nykøbing Falster, Helligåndshuset, blev tavlen 1822 sendt til Oldsagskommissionen, – en forløber for Nationalmuseet.

Nederst på tilbedelsestavlen ses Den danske kongeslægt Oldenborgernes våben og også to af de portrætterede konger: Den knælende Kong Hans på midtskabet, og Christian den II på den ene fløj vidner om tavlens værd. Netop portrættet af Christian den II er årsag til, at tavlen istandsættes. Sammen med en anden af museets tavler, – Helsingør-tavlen hvorpå Christian den II også er portrætteret, skal den udlånes til Statens Museum for Kunst i 2017.

Hellig tre konger tavlen i UV lys

I UV-lys ses den gulnede fernis, som et lysende lag og retoucher som sorte pletter. Foto Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

Tavlen har gennem en længere årrække synes som en lidt upåagtet genstand i Danmarks Middelalder og Renæssance, da den er skæmmet af et tykt gulnet lag fernis og eftermørknede retoucher. Dette har bevirket, at de portrætterede personer har fået et nærmest spedalsk udseende, mens himlen har været tung, og i det hele taget har tavlens maletekniske kvaliteter været skjult af tidernes ælde.

Detajle af Christian den II under rensning.

Detaljeoptagelse af fløjen med portrættet af Chr. II under rensning. Fernissen er afrenset og tydeliggør de eftermørknede retoucher, som har skjult såvel skader som sort-sværtningen af tavlen, der ikke tidligere har været muligt at fjerne. Foto Nationalmuseet, Lis Sejr Eriksen.

Tavlen beskrives som forrenset, og ja, der er en del slitage på farvelaget, men ikke skræmmende og ikke mere end en fin pensel med den rigtige farve kan lette. Tavlens store problem er en tidligere sort-sværtning.

I forbindelse med tavlens overdragelse til Oldsagskommissionen, omtales tavlen i Nationalmuseets Arbejdsmark fra 1970, som ”sværtet til af røg” og ”bag det tykke smudslag”. En tilstand der gjorde det nærmest umuligt at se motivet.

Forrensningen kan være sket i forbindelse med fjernelse af dette lag, og tavlen er da heller ikke renset helt. Flere steder ligger der store plamager. og i hvert et brud i farvelaget ses en sort masse. Dette er også årsagen til, at der er retoucheret meget på tavlen, retoucher som nu er eftermørkende, og giver tavlen en meget uæstetisk fremtoning.

Hellig tre konger tavlen under rensning

Detaljeoptagelse af tavlens midtfelt under rensning for gulnet fernis og retoucher. Slidte områder ses ligeledes eksempelvis i den blå himmel. Foto Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

Men det kan lade sig gøre at fjerne sort-sværtningen, og når den er fjernet, fremkommer de klareste, originale farver, og tavlen vil atter antage de kvaliteter, som kendetegner den håndværksmæssige kunnen i Middelalderen. Istandsættelsen vil således bidrage til, at tavlen igen kommer til at fremstå med den værdighed, som den rettelig tilkommer…

Udgivet i Kirkeinventar, Maleri, Prinsens Palæ | Tagget , , , , , | 2 kommentarer

Pæleormene slår til igen!

Af Anne Marie Eriksen & David Gregory

Et længerevarende forskningsprojekt, støttet af Kulturstyrelsen, omhandlende pæleorms selektive angrebsmønster lakker mod ende. Det der startede som et pilotforsøg i forbindelse med et specialeprojekt (samarbejde mellem Konservatorskolen og Nationalmuseet), er blevet videreundersøgt og er med de seneste resultater nærmere en afslutning.

Pæleormen er en almindelig beboer i de danske farvandes trækonstruktioner, og ikke mindst den marinekulturarv der består af træ. Muslingen lever af cellulosen i træet, som den får adgang til ved at grave gange i træet. Med en max. længde på 60 cm kan den mest almindelige art i Danmark udgøre en stor risiko for bevarelsen af de marinarkæologiske genstande på havbunden.

Projektets formål var at undersøge, hvor meget cellulose, der som minimum skal være bevaret i træet, før pæleorm angriber. Denne hypotese dækker over tidligere observationer af trægenstande liggende ved siden af hinanden på havbunden, hvor den ene har været stærkt angrebet og en anden slet ikke. Og da man ved pæleorm er i stand til at nedbryde cellulose (både selv og ved hjælp af en bakterie i dens gæller), satte vi os for at undersøge om dette selektive angrebsmønster og mængden af bevaret cellulose har en sammenhæng.

For at kunne holde styr på de mange prøver blev de monteret på fire rustfristål stativer (her ses et af disse) og placeret for enden af molen i Lynæs havn for let at kunne få dem op. Lynæs havn har tidligere vist sig at være et yndet pæleormsområde.

For at kunne holde styr på de mange prøver blev de monteret på fire rustfristål stativer (her ses et af disse) og placeret for enden af molen i Lynæs havn for let at kunne få dem op. Lynæs havn har tidligere vist sig at være et yndet pæleormsområde. Foto: Nationalmuseet, Anne Marie Eriksen

Vi satte en stor mængde test-træklodser ned i havet (figur 1) med forskellige densiteter (bevaringstilstande) og tog løbende ud og undersøgte prøverne for angreb. Efter ca. 6 måneder var der tydelige angreb på klodserne (figur 2A,B) og de blev derefter røntgenfotograferet, da pæleorm forer sin gang med en kalkholdigt sekret, som gør at gangene ses tydeligt på røntgenbilleder.

Røntgenfotografi af en prøve i dårlig bevaringstilstand med et lavt indhold af bevaret cellulose. De runde cirkler er rurer på overfladen, ellers kan der ikke ses nogle gange fra pæleorm

Røntgenfotografi af en prøve i dårlig bevaringstilstand med et lavt indhold af bevaret cellulose. De runde cirkler er rurer på overfladen, ellers kan der ikke ses nogle gange fra pæleorm. Foto: Nationalmuseet, Anne Marie Eriksen og Signe Nygaard

Sammen med kemiske undersøgelser af celluloseindholdet kunne vi se en sammenhæng mellem densitet og cellulose, hvor en lav densitet afspejledes i et lavt indhold af cellulose. Desuden kunne vi se, at i træprøver, som havde en lav densitet, var der få eller slet ingen angreb af pæleorm, hvorimod i de velbevarede prøver sås et meget stort angreb af pæleorm.

Røntgenfotografi af en velbevaret prøve hvor prøven er fyldt med gange fra pæleorme. De mindre rundecirkler i enden af gangene er pæleormens skal, som den bruger til at bore med.

Røntgenfotografi af en velbevaret prøve hvor prøven er fyldt med gange fra pæleorme. De mindre rundecirkler i enden af gangene er pæleormens skal, som den bruger til at bore med. Foto: Nationalmuseet, Anne Marie Eriksen og Signe Nygaard

Disse resultater kan have stor indflydelse, når det skal vurderes, i hvor høj grand en trægenstand på havbunden har brug for beskyttelse mod pæleorm eller ej.

Hvis man ønsker at læse mere om projektet og resultaterne se:

Eriksen, A.M.; Gregory, D.; Shashoua, Y. (2015) Selective attack of waterlogged archaeological wood by the shipworm, Teredo navalis and its implications for in situ preservation. Journal of Archaeological Science, 55 p. 9-15

God sommer B-)

Udgivet i Pæleorm, Vragdel | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar