Prædikestol og altertavle i Hoven Kirke

Skrevet af Anja Liss Petersen. Foto: Nationalmuseet Anja Liss Petersen og Henriette Cathrine Hovidsen

I efteråret 2021 var Nationalmuseets konservatorer taget en tur til Hoven Kirke i Jylland for at restaurere prædikestolen og hjemtage altertavlen til konservering.

Prædikestolen er fra omkring 1600, og den omtales i De danske Kirker som værende stærkt restaureret i 1874-75.

I en undersøgelsesrapport dateret 16. december 1971 oplyses det, at stolens oprindelige dele er forarbejdet af egetræ, mens senere tilføjelser er forarbejdet af fyrretræ. På daværende tidspunkt blev der lavet en undersøgelse af prædikestolens underliggende farvelag, og på kurvens østre fag ses farvetrapper, der har dannet grundlag for undersøgelsens konklusion.

I 2021 fremstod prædikestolen flere steder med partiel op- og afskalninger i farvelaget. Hvor sollyset ramte, var farvelaget meget bleget og udpint. Prædikestolen lod ikke til at være synderligt snavset.

Løst farvelag blev fastlagt med lim, varme, silikonepapir og silikonefalseben. Herefter blev prædikestolen renset med et salt, der var opløst i vand, og efterrenset med rent vand. På indersiden blev prædikestolen kun renset med vand. Under kurven var der flere steder, hvor der var blevet kalket ud på prædikestolens farvelag. Disse kalkpletter blev fjernet med en fugtet papirklud og skalpel. Huller og revner blev kittet med en akrylspartel, og udkitningerne blev filset til niveau med fugtet papirklud og vatpind. Særligt store eller dybe huller blev lukket med epoxy.

Prædikestolens farvelag var flere steder udpint og gråt i farvetonen, så der var behov for en mætning af farvelaget. Dette var gældende for hele stolen, men specielt i området tæt ved vinduet, hvor lysets Uv-stråling var/er størst. Prædikestolen blev mættet med fernis i forskellige opløsninger afhængigt af området. Fernissen blev strøget meget tørt på med pensel og bomuldsklud, og overskydende fernis blev tørret bort med en helt ren bomuldsklud.

Til sidst blev prædikestolen retoucheret med akryltubefarver, og glansen blev justeret med en akryllak. Alle forgyldte områder blev retoucheret med voksguld tyndet med mineralsk terpentin.

Altertavlen er fra slutningen af 1400-tallet og er en fløjaltertavle med ét sæt bevægelige fløje (triptych). I tavlens midterskab er en fremstilling af Kristi Himmelfart. Felterne i tavlens midterskab og fløjenes scener krones af buer med korsblomster. Øverst afsluttes altertavlen af en kamtak lignende frise. Tavlen er forarbejdet af egetræ, og den kan oprindelig have været en ren Mariatavle.

Det fremgår af kildematerialet, at Kristusfiguren skal være nyskåret, efter tegning af Julius Magnus-Petersen, i forbindelse med kirkens restaurering i 1874-76. I 1875 blev altertavlen totalt afrenset for bemaling, og restaureringen blev foretaget af konservator H. F. Steffensen, som lægger navn til den nuværende staffering fra 1905 under ledelse af arkitekt V. Ahlmann. Ifølge det arkivalske materiale er altertavlen senest istandsat 1931.

Altertavlen fremstod med adskillige opskalninger, og flere steder var stafferingen gået tabt ned til træet. Der var rigtig mange op- og afskalninger i figurernes hår og skæg samt på hænder. Tavlen var ikke voldsomt snavset, men det var helt tydeligt, at der var tilsodning i midterskabets nederste del fra afbrænding af alterlys. Derudover var der overordentligt mange stearinstænk på predellaen og den nederste del af altertavlen efter udblæsning af lys.

I venstre fløjs nederste felt manglede der noget af en udskåret korsblomst på en af buerne, og på bagsiden var der to mindre trælister, som var løse. Mange steder var der gamle eftermørknede retoucher, hvilket var meget tydeligt på predellaen.

Løst farvelag blev fastlagt, og alle stearinstænk blev fjernet forsigtigt med skalpel. Herefter blev prædikestolen renset, og lister i højre og venstre side bag på tavlens midterskab blev fastlimet. Den manglende korsblomst blev skåret i egetræ og pålimet. Efterfølgende blev samlingen mellem nyskæring og oprindeligt materialet kittet og retoucheret med akrylguld tubefarve. Guldretouchen blev nedtonet med en rå umbra. Huller og mindre afskalninger i farvelaget blev kittet, og på bagsiden af fløjdørene blev der lukket nogle enkelte huller med epoxy.

Flere steder havde altertavlens farvelag et gråligt slør efter rensningen, så der var behov for en mætning af farvelaget. Dette var gældende for store dele af altertavlen, så den blev mættet med en fernis i forskellige opløsninger. Fremgangsmåden er beskrevet tidligere. Der blev retoucheret med akryltubefarver, og glansen blev justeret med en akryllak. Alle forgyldte områder blev retoucheret med akrylguld tubefarve og med voksguld tyndet med mineralsk terpentin.

I december 2021 kørte konservatorerne tilbage med altertavlen til Hoven Kirke, og satte den tilbage på alterbordet. Her kan den så igen stå og stråle smukt i de næste mange år.

Udgivet i Bevaring, Kirkeinventar | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Skulpturer i Carls have

Skrevet af Susanne Trudsø Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø

I de seneste måneder har Nationalmuseets konservatorer haft til opgave at konservere 11 skulpturer i terracotta, som betyder brændt ler, og materialemæssigt svarer det til urtepotter. Disse skulpturer er opstillet på høje postamenter, ligeledes i terracotta, i brygger Carl Jacobsens private have på Carlsberg. Inden længe bliver der offentlig adgang til haven, men forud for åbningen af haven måtte der en flok meget kærlige konservatorhænder til for at afrense og stabilisere skulpturerne samt deres postamenter.

I juni 1883 afgav bryggeren en bestilling på 8 skulpturer til opstilling i sin private have bag Gl. Bakkegaard, som var familiens daværende hjem. Sidenhen kom yderligere tre skulpturer til. Senere blev Gl. Bakkegaard revet ned, og en ny villa tegnet af arkitekt Hack Kampmann (1856-1920) blev i 1892 opført på samme fundament og med skulpturerne i haven som tavse vidner til forandringen.

Terracottaskulpturerne, som faldt i bryggerens smag, er alle modelleret efter klassiske forlæg, og de blev indkøbt hos det østrigske teglværk Wienerberger. Skulpturerne viser fire kvinder i folderige dragter og fem nøgne mænd samt en lille faun og en lille vingud. Forlæggene for to af mændene – atleten Diadoumenos og spydbæreren Doroforos – er skabt af den græske billedhugger Polyklet, der arbejdede mellem 460 f.Kr. og 410 f.Kr.

Men terracotta og det danske klima er desværre ikke den optimale kombination. Efter mange år i vejr og vind var der sket en tydelig forandring, mest af alt på grund af nedbør, hvilket havde medført både frostsprængninger, nedslidning af overflade, delaminering, revner samt givet grobund for alger, lav og mos. Dog skal det tilføjes, at terracottaens brændingshud i store områder forsat var intakt, så meget overflade var absolut velbevaret. Den skulle blot fremdrages fra begroningen og tilsmudsningen.

Afrensningen for mos og lav kunne gøres tørt med små børster. For at fjerne algerne måtte der til gengæld noget fugt til, hvorefter at algerne plet for plet kunne skrabes af med spidse træværktøjer. Men stadig var der et lag generel smuds på overfladerne samt partielt et ukendt, påpenslet medie, som nu fremstod kulsort. Smudset og det sorte medie lod sig fjerne med laserlys.

Hvor overflader var nedslidt eller delamineret, blev der imprægneret, mens revner og mangler i overfladen blev lukket og udfyldt med en farvetilpasset mørtel. På postamenterne var en del tidligere udførte cementreparationer, og da disse farvemæssigt ikke harmonerede med postamenternes egne farver, blev reparationerne tonet med en farvetilpasset maling.

Når det regner på skulpturerne, løber vandet ikke jævnt ned over skulpturerne, men finder vej via draperifolderne og kroppenes former. Dette har betydet, at nogle partier på skulpturerne har været udsatte for nedslidning af nedbør på store flader, hvorfor disse fremstod temmelig rustikke, eksempelvis draperiet på det halve af en bagside eller et helt underben. Konservering er en balancegang, hvor der løbende må træffes valg efter grundige overvejelser. Valget blev at imprægnere de rustikke overflader og udfylde dem i alle fordybninger med en farvetilpasset mørtel, men ikke at rekonstruere hele flader på et underben i mørtel. Tidens tand skulle ikke skjules, og helhedsindtrykket er forsat terracotta, ikke store mørteludfyldninger, og samtidig er nedbørens effekt til yderligere nedbrydning af terracottaen reduceret mest muligt i kraft af imprægneringen.

I øvrigt er Doryphoros sammen med Diadoumenos de to mest berømte skulpturer, som den græske billedhugger Polyklet skabte. Polyklet, arbejdede hovedsagligt i bronze. Han stræbte efter at gengive mennesket præcist og som eksempler på den ideale mandskrop. Skulpturerne står i den stilling, man kalder kontrapost, dvs. hoften hælder til den ene side og skuldrene til den anden, så hele stillingen kommer til at have en svagt S-agtig form. Skulpturerne har også ved hofterne en markeret ‘atletfold’; og mavemuskulaturen er omhyggeligt gengivet, mens ansigterne er ret udtryksløse.

Doryphoros eller Spydbæreren blev meget populær i oldtiden og er kendt i omkring 50 kopier i marmor. Originalen, der blev skabt omkring 450 f. Kr., er som så mange andre bronzestatuer gået tabt. Desuden har skulpturen også dannet forbillede for mange senere værker.

Den unge atlet Diadoumenos, som Polyklet skabte senere i sin karriere, er knap så markant i muskulaturen. Skulpturen dateres til omkring 420 f. Kr. Diadoumenos, som er vinderen af en atletisk konkurrence, er stadig nøgen efter konkurrencen og løfter armene for at binde sejsbåndet, der identificerer vinderen, om sit hoved.

Udgivet i Bevaring, Skulptur | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Et af Danmarks største epitafier

Skrevet af Susanne Trudsø Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø

Nationalmuseets konservatorer har forskellige fagligheder, hvilket ofte giver en synergi og er en meget stor styrke, når genstande eller monumenter er sammensat af flere forskellige materialer. I Aarhus Domkirkes nordre tårnkapel er et af landets største epitafier, nemlig epitafiet over friherreinde Sophia Elisabeth Carisius, d. 1706, og hendes to ægtemænd, baron Constantin Marselis, d. 1699, og baron Peter Rodsteen, d. 1714. Monumentet er et af barokkens danske hovedværker, og det er udført 1702-04 af den flamsk-danske billedhugger Thomas Quellinus. Epitafiet er komposit i sin materialesammensætning og store dele af monumentet er opbygget af marmor, mens der over de tre mandshøje marmorskulpturer, visende de afdøde, er et halvkuppelhvælv. En konstruktion opbygget i træ, som er bemalet og forgyldt. Konserveringen af både sten, træ, farvelag samt forgyldning kræver konservatorer med forskellige specialer, og holdet, som skulle udføre opgaven i Aarhus, kom derfor til at bestå af tre stenkonservatorer, én møbelkonservator samt én farvekonservator. Der skulle løftes i flok for at opnå den optimale konserveringsbehandling.

Marmoren, både hvid, grålig, rødlig og sort, var tilsmudset, trækonstruktionen var svækket grundet udtørring, og farvelaget var derfor opskallet. At der nytårsnat ved årsskiftet 2019-2020 desuden trængte en vildfaren raket gennem kapellets vindue og antændte en brand gjorde ikke situationen bedre. Ilden udviklede en sodfyldt røg med fedtede partikler, som lagde sig tæt og uigennemtrængeligt overalt i rummet, og derved også på Det Marselis-Rodsteenske epitafiums billedhuggede figurer, arkitektur og bemalede træ. En gennemgribende konservering var således påkrævet.

Den hvide, grålige og rødlige marmor blev afrenset med latexaftræk samt minutiøs dampafrenset, kvadratmeter for kvadratmeter på den detaljerige overflade. De mange kvadratmeter sort marmor, som var påført en med tiden dekomponeret lak, måtte slibes og poleres op igen samt påføres et tyndt lag voks, således at epitafiet kunne få sit oprindelige udtryk med hvidt, mat marmor kontra sort glansfyldt marmor, som er så typisk et fællestræk for Quellinus’ værker.

Halvkuppelhvælvet er bygget af en lys, og let træsort, sandsynligvis lindetræ, som det har været let at udskære. Kuppelhvælvet består af 4 skaller og herimellem tre ribber. Skallerne er med udskæringer, med detaljer i gips samt stafferet med guld, blå og hvid, der skal imitere sten med kig til himmelen, mens ribberne skal imitere den rødlige marmor. Fiberretningen i trækonstruktionen er både lodret og vandret, og træstykkerne er sømmet sammen.

Før den restaureringsmæssige behandling af trækonstruktionen, var denne både deformeret, svundet i dimensionen, revnet samt flækket på kryds og tværs på grund af udtørring. Skaderne er opstået, fordi konstruktionen nærmest havde trukket sig selv i stykker. Større stykker var helt løse, og det øverste stykke i den midterste ribbe manglede fuldstændigt. Ved konserveringen blev revnede træstykker samlet igen, dels ved limning og dels ved at indsætte træbroer på bagsiderne. Hvor træstykker manglede samt i revner blev der tildannet nye stykker i fyrretræ eller balsatræ, og til erstatning for knækkede eller manglende søm blev der isat en del tynde rustfri monteringsskruer. Alle skruer er sat i under hensyntagen til, at der undgås spændinger, når træværket fremover vil arbejde. Udfyldninger blev udført med blår og lim.

Bemalingen og forgyldningen af trækonstruktionen var opskallet. Det var derfor nødvendigt, at farverne og forgyldningen blev renset og fastlagt. Hvor der var var mangler i farvelag og forgyldning, måtte der kittes ud og retoucheres, således at indtrykket blev samlet til en helhed, ikke kun for trækonstruktionen, men også for epitafiet som helhed, sådan at alt kunne se ud som om, at det var hugget i marmor. Men faktisk var al den anvendte sten ikke marmor. Højt placeret, hvor det er svært at se materialet, var der imitationer. Blomsterguirlanderne, der kanter halvkuppelhvælvet, er i sandsten, som var limfarvet, men denne limfarve var yderst mangelfuld trods genopmaling af flere omgange. Guirlanderne blev derfor først renset i bund og derpå genopmalet med limfarve, således at de nu ligner guirlander hugget i marmor.

Efter konserveringen fremstår epitafiet nu igen helstøbt, og man bemærker ikke umiddelbart, at materialerne ikke er de samme. Det bemalede og forgyldte træ samt den limfarvede sandsten glider ubemærket ind i indtrykket af et monument i marmor. Også for os konservatorer er det en fornøjelse at løfte i flok med vores respektive konserveringsmæssige faglighed og i fællesskab arbejde os frem til en velbalanceret helhed.

Udgivet i Bevaring, Gravmonument, Kirkeinventar | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Trold bliver shinet op til nytår!

Skrevet af Yvonne Shashoua Foto: Nationalmuseet, Yvonne Shashoua

I 1930’erne drejede fisker Thomas Dam den første trold i træ og designede den efter sig selv. Thomas Dams familie var fattig, og de var derfor glade for, at troldene fik så meget opmærksomhed.

Naturgummi erstattede træ i 50’erne, og troldenes kroppe blev udfyldt med savsmuld. For at øge salgstallene stiftede Dam 10 år senere fabrikken ”The Troll Company”.  Midt i 60’erne blev naturgummi skiftet ud med syntetisk plastik, hvilket man gjorde for at kunne benytte de nyeste sprøjtestøbningsmetoder, der ligeledes gjorde det muligt at fremstille hundredvis af troldekroppe dagligt.

En af Nationalmuseets vagter i Brede har en trold fra 1962, der har levet et hårdt liv i en fugtig kælder. Trolden var misfarvet og havde aflejret et hårdt, ujævnt, hvidt lag på overfladen – især på ben, arme og ansigt. Trolden skulle derfor ”shines up” til nytår, og heldigvis var der en forsker i plastik på Nationalmuseet!

En hurtig test med en kobbertråd viste, at trolden var fremstillet af blødt PVC, og at det hvide lag på overfladen var paraffinvoks. Voksen har været tilsat PVC for at få trolden til at slippe formen under fabrikationen, og denne har migreret til overfladen i løbet af de sidste 60 år.

Erfaring fra PVC dukker med lignende symptomer viste, at der fandtes en simpel løsning. Trolden skulle slappe af i et varmt bad i en times tid – ikke i et almindeligt skumbad, men et med Orvus WA Paste, et neutralt afspændingsmiddel, der ifølge forskningsresultater fra Nationalmuseet afdeling for Miljøarkæologi og Materialeforskning ikke skader PVC, men er meget effektivt til at rense snavs af PVC. Badevandet nåede op på 60 grader, før voksen og snavset begyndte at løsne sig. Efter en time i badet fik trolden en skånsom skrubning med en sminkesvamp, blev skyllet og frotteret og var nu klar til at fejre nytåret 2022!

Udgivet i Bevaring, Gummi, Plast | Tagget , , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Originale farver fundet på romansk døbefont

Skrevet af Line Bregnhøi

I dag står de romanske granit-døbefonte i danske kirker umalede, i den rå sten. Men da de blev skabt i årene fra ca. 1050-1240, så de helt anderledes og farverige ud. Det ved vi i dag, men i løbet af 1800-tallet mente man, at de ikke var malet oprindeligt, og derfor blev de beordret afrenset for maling. Dette har dog efterladt ganske små malingsrester på mange døbefonte, og i Herringe Kirke på Fyn var vi så heldige, at afrensningen har efterladt en hel del malingsrester. Arbejdet var med andre ord sjusket udført, og døbefonten menes derfor at udgøre et af Danmarks bedst bevarede eksempler på bemaling af døbefonte. Vi udførte en farvearkæologisk undersøgelse af de bevarede malingslag, og det viste sig muligt at kunne rekonstruere, hvordan fonten har været malet i 1100-tallet.

Døbefonten, som den er placeret i kirken. Foto Roberto Fortuna
På ca. ½ m af døbefonten er der stadig bevaret malelag. Foto Roberto Fortuna

Der er fundet spor af, at hele fonten først har fået en lys grundering, og derefter er blevet malet sort. På denne bund er de udhuggede slyngværk og friser blevet dekoreret i lys gul og lys grøn. Pigmenterne er endnu ikke analyseret, men der kunne være tale om pigmenterne blytingul og et grønt kobberpigment, f.eks. pigmentet malakit. Den gule og grønne farve har stået lysende frem på den sorte bund.

Rekonstruktion af døbefontens oprindelige farvesætning, udført med farveblyanter på foto. Foto Roberto Fortuna

Når man forestiller sig en romansk kirke, med små højtsiddende vinduer og ganske lidt lysindfald, må der også skulle have været lysende farver til, for at man kunne se mønstret i den stenhugne udsmykning. Det var alligevel en overraskelse, at døbefonten var malet med så lysende farver.

Her ses døbefontens oprindelige farver, tolket med NCS-farvekort. Foto Line Bregnhøi

Vi håber at kunne fortsætte med flere undersøgelser af middelalderlige døbefonte i de kommende år.

Udgivet i Bevaring, Kirkeinventar | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Peter nåede, trods Corona, hjem til jul!

Skrevet af Mette Humle Jørgensen, papirkonservator Nationalmuseet

I december fortalte vi om konserveringen af en 3. udgave af Peters Jul fra 1889. Eventyret endte godt, og en solrig dag lige før jul trodsede vi Corona med mundbind og sprit, og bogen blev afleveret udenfor på parkeringspladsen til en meget glad ejer.

Ved konservering af bøger er der flere løsninger og konserveringsniveauer at vælge imellem. Nogle gange bør man gøre så lidt som muligt, og andre gange skal man gøre noget mere. Før konserveringen påbegyndes afklarer man med kunden, hvorfor de ønsker konservering, og hvad der vil og kan opnås efter konservering. Derudover skal man overveje, om materialet kan tåle behandlingerne, og om indgrebet gavner mere end det skader? Til sidst er der naturligvis også det økonomiske aspekt, som skal afstemmes.

For ejeren af Peters Jul var det vigtigste, ønsket om at kunne læse den højt eller få den læst højt juleaften uden at skade bogen mere end højst nødvendigt. Bogen var i en stand, hvor den tog skade af håndtering, og fragmenter af papiret knækkede af – selv ved forsigtig brug. Derfor skulle der gøres noget – den skulle være hel og kunne tåle håndtering, dog uden at fjerne bogens historie.

Ved konserveringen er flere misfarvede lapper blevet fjernet, og revner i papiret er stabiliseret med indfarvet kozo papir fra bagsiden. Flere sider er sat fast igen, og bogbindet er samlet med en ny lærredsstrimmel, som er skjult under det gamle lærred. Bogblokken er endvidere blevet hængt ind i bogbindet igen.

Bogens konstruktion er bibeholdt, da det er et stort indgreb i bogen at lave det om. Ved en tidligere behandling er alle siderne skåret i ryggen og hæftet på tværs af bogblokken. Det betyder, at siderne kan knække af langs falsen ved gentagne åbninger af bogen til 180 grader. Hvis bogen skal bruges meget, bør konstruktionen laves om, men til oplæsningsbrug 1-2 gange hver jul, vil bogen nu holde i rigtig mange år.

Peter før konservering
Peter før konservering

Ejerfamiliens tradition med oplæsning af Peters Jul juleaften kan nu fortsættes, og denne lille historie har desuden inspireret en kollega til også at læse Peters Jul højt i juledagene (dog i en nyere digital version).

Peter efter konservering og næsten færdigretoucheret
Peter efter konservering og næsten færdigretoucheret

Udgivet i Bevaring, Bøger, Ikke kategoriseret | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

Peters jul – så bliver det alligevel jul i 2020

Skrevet af Mette Humle Jørgensen

På papirkonserveringen ligger julen nu på arbejdsbordet i form af en udgave af Peters jul.

Den første udgave af Peters jul blev udgivet anonymt i 1866. Det var dog kendt, at forfatteren var Johan Krohn, og at den var illustreret af hans bror Pietro Krohn og Otto Haslund. Da de så, hvad forlæggeren havde gjort ved bogen, nægtede de at få den udgivet. Senere da forlæggeren gik konkurs, tillod de udgivelse. I 1870 udkom 2. udgave derfor stærkt forarbejdet med Johan Krohn som forfatter og illustreret af Pietro Krohn. Den aktuelle bog er 3. udgave fra 1889, hvor Frants Henningsen har omarbejdet Pietros tegninger til tidens moderne tryk med farvelagte trykte tegninger.

Et meget kært eje som bruges hvert eneste år. Denne udgave er 3. udgave fra 1889. Foto: Nationalmuseet, Mette Humle Jørensen

Bogen har været en fast del af ejer familiens traditioner og er blevet læst højt i hjemmet hver jul i flere generationer. Den bærer præg af sliddet, men også af kærligheden til denne bog. Den er blevet lappet efter bedste evne flere gange. Revner i siderne er blevet sat sammen med forskellige klisterpapirer og tape og endt med at være klæbet op på blankt papir og hæftet om. Bindet er sandsynligvis udskiftet ved samme lejlighed. Nu er bogbindet revnet, bogblokken løs med nye revner i papiret, en side er næsten løs, og flere lapper er stærkt misfarvede.

Detalje af tape reparationer og lille Peter, Pjerrot og julemanden. Foto: Nationalmuseet, Mette Humle Jørgensen

Der kan vælges mange niveauer i konserveringen af denne bog. Sammen med ejeren er det besluttet at stabilisere alle revner i papiret, fjerne de misfarvede lapper og genbruge bogbindet. Den skal være en funktionel bog igen, men må samtidig stadig gerne vise sin egen historie.

Til jul skal den igen læses højt og fortsætte familietraditionen, måske tilføjet med en virtuel oplæsning?

Glædelig jul fra Nationalmuseets konservatorer og Bramming

Udgivet i Bevaring, Bøger | Tagget , , , , , | 2 kommentarer

Så blev restaureringen af Joakim Skovgaards fresker i Viborg Domkirke afsluttet

Skrevet af Birgitte Faurhøj Olsen

Torsdag den 29. oktober kravlede Nationalmuseets konservatorer for sidste gang ned af stilladset, og afsluttede 3. etape af den omfattende restaurering af Joakim Skovgaards fresker. Hermed blev der sat punktum for sammenlagt 4 måneders arbejde på Domkirkens vægge og hvælv, fordelt på 3 etaper afbrudt af både planlagte og ufrivillige pauser.

Opgaven har været stor på mange måder. Fysisk har den været omfangsrig, da vi har renset og istandsat ikke mindre end 2000 m2 fresker på hvælv og vægge. Det har været en stor oplevelse, fordi det ikke er hver dag, man får lov til at arbejde på så enestående og ikonisk et mesterværk, som Skovgaards fresker i Viborg Domkirke er. Endelig så har det været en stor tilfredsstillende og taknemmelig opgave, da resultatet af overfladerensningen af malerierne tydelig ses, malerierne står nu klarere og lysere end før istandsættelsen.

Stilladset i kirkens korsskæring og korsarme, som blev behandlet under etape 3, september til oktober 2020. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Faurhøj Olsen

Baggrunden for restaureringen var, at der, på grund af sætninger i bygningen, var fremkommet en del revner i apsis, på hvælvene i kor, korsskæring og korsarmene. I løbet af 2019 og 2020 blev Domkirkens murværk og hvælvinger stabiliseret, og derefter kunne revnerne i selve malerierne udbedres. I den forbindelse blev det besluttet også at rense freskerne, da disse for store deles vedkommende, ikke havde været renset siden malerierne var færdige i 1906. Efter en grundig forundersøgelse var Viborg Domkirke og Nationalmuseet klar til at gå i gang med den omfattende restaurering i januar 2020, en opgave der blev støttet økonomisk af Augustinus Fonden.

Malerierne i Viborg Domkirke er udført i freskoteknik, hvilket vil sige, at farven, der er oprørt i kalkvand, er påført i den våde puds og ved optørring fikseres pigmenterne i pudsen. Det betyder, at farverne er godt afbundne. Der var fra forundersøgelsen lagt op til en kombination af tør- og vådrens, men det viste sig hurtigt, at tørrensning med specialsvamp var mest effektiv, og bortset fra enkelte områder blev det den foretrukne metode.

Afrensningen af overfladesnavs, eksempelvis sod fra stearinlys og partikler fra den oprindelige varmluftsopvarmning af kirkerummet, var en tilfredsstillende proces. Ved hjælp af tørsvampen fjernede vi let den film af snavs, som siden maleriernes færdiggørelse i 1906 havde lagt sig på malerierne.  Især i hvælvene over alteret og den store syvarmede lysestage i korsskæringen var forskellen på rensede og urensede områder meget markant. Farverne blev lysnet, og konturer, der tidligere ikke var synlige fra kirkegulvet, blev nu tydelige.

Hvælvet i korsskæringen under afrensning af over 100 års overfladesnavs. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Faurhøj Olsen

I nordre sideskib var der områder, hvor kondensvand fra vinduerne i sin tid var løbet ned over malerierne. Vandet havde ført snavs med, der var trukket ind i pudsen, og derfor ikke kunne afrenses med tørsvamp. Det var derfor nødvendigt at foretage en grundigere rensning for at fjerne de mørke løbere. Her blev der renset med lille børste og vand tilsat en mild vaskeaktiv opløsning.

Revnerne i hvælvingerne var inden restaureringen blevet stabiliseret ovenfra, og det var med spænding vi gik i gang med udbedringen af disse. Ofte vil pudslaget omkring revner have løsnet sig, men her viste det sig, at der kun i enkelte områder var brug for at fastlægge pudsen, kun lige over revnen var pudsen opskallet og i nogle tilfælde afskallet. Revnerne blev renset op for løs puds, og derefter blev de udbedret med kulekalksmørtel. Var revnerne særligt dybe blev pudsreparationen lagt ad flere omgange, mens finere revner kunne udfyldes af en omgang. Overfladen af pudsreparationerne blev lagt i et niveau og med en overflade, der svarer til det omliggende maleri, og efterfølgende blev reparationerne retoucheret med akvarel og gouache.

Selv om malerierne er udført i freskoteknik, er enkelte detaljer f.eks. konturer, påført efterfølgende. Farven er sandsynligvis påført i et bindemiddel, og med tiden kan dette være nedbrudt, hvilket har betydet farvetab. En del af arbejdet med retouchering var derfor at eftergå disse mangler og genskabe konturerne.

Flittige hænder retoucherer hænder, hvor konturlinjer er afskallet. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Faurhøj Olsen

Gennem arbejdet med malerierne udviklede Skovgaard den anvendte freskoteknik, men især nogle af de tidligst udførte malerier måtte laves om på grund af problemer med bl.a. vedhæftningen af pudsen og forkert anvendte materialer. Ikke alle problemer blev løst, og derfor har malerierne både i 1940érne, 60érne og 90érne været genstand for restaureringer så som aftræk og genopsætning af problematiske områder. Lime fra de tidligste behandlinger har efterfølgende voldt problemer, da de ligger på overfladen og med tiden løfter sig og løsner farvelaget. I nordre korsarm var der i enkelte områder problemer med opskallet farvelag, hvilket nu er blevet fastlagt.

Nordre Korsarm, østvæg, tidligere behandlet område med markeringer af op- og afskallede farvelag. Foto: Nationalmuseet

Efter restaureringen er afsluttet, og de imponerende stilladser er nedtaget, fremstår malerierne tydeligt klarere og lysere, og de skæmmende revner i hvælvene er forsvundet. Mange har spurgt, hvornår malerierne så skal behandles igen, og uden at give garantier så er bygningen nu forsvarligt stabiliseret, hvilket gerne skulle forhindre yderligere revner. Med hensyn til den over 100 årige snavs, som malerierne er befriet for, så afsættes der forhåbentligt mindre snavs og sod de næste 100 år, da udefra kommende forurening er blevet mindre og opvarmning af kirken nu er mere skånsom.

I apsis, højt oppe i hvælvet bag apsisbuen, har vi efterladt et urenset område på størrelse med et A4-ark. Det er ikke synligt, medmindre man går så langt op, man kan mod alteret, vender sig om, lægger hovedet tilbage og kigger op til højre. Hermed kan man får et indtryk af, hvor snavset kalkmalerierne var inden restaureringen.

Holdet af konservatorer under etape 3, fra venstre Camilla Ipsen, Lina Gallo, Mette Humle Jørgensen, Birgitte Faurhøj Olsen og Signe Kokholm Eskildsen. Foto: Leif Holmstrøm.
Til sammenligning et maleri af Poul S. Christiansen fra 1902 af holdet bag malerierne foran samme væg. Foto: Nationalmuseet
Udgivet i Bevaring, Ikke kategoriseret, Kalkmaleri | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

Fra undselig bygningsornamentik til moderne kunst – Projektet Nyere Tids Vægmalerier i Danske Kirker

Skrevet af Ida Haslund og Susanne Ørum

To medarbejdere fra Nationalmuseet har i løbet af 2019 rejst rundt til knap 200 sognekirker for at registrere, fotografere og vurdere de vægmalede udsmykninger, der stammer fra slutningen af 1700-tallet og op til vor tid. På baggrund af endnu en generøs bevilling fra Augustinus Fonden har Nationalmuseet i 2018-2020 arbejdet med at udvide sin hjemmeside om kalkmalerier i danske kirker, https://natmus.dk/salg-og-ydelser/museumsfaglige-ydelser/kirker-og-kirkegaarde/kalkmalerier-i-danske-kirker/, til også at inkludere nyere tids vægmalerier i danske kirker.

Fig. 1: Korpartiet i Buerup Kirke, Vestsjælland, er et fint eksempel på interiørbemaling med imiteret panelværk og borter med planteornamentik. Kirkens udsmykning tilskrives kunstmaleren Victor Christian Johansen (1888-1967), som ellers primært er kendt for malerier med dyre- og fuglemotiver. Han var født og opvokset i Buerup og udførte udsmykningen af kirken i 1929 – måske i samarbejde med sin far, som var malermester i Buerup. Der er anvendt forskellige typer maling. Foto: Nationalmuseet, Susanne Ørum 2019.

I projektet har Nationalmuseet registreret vægmalerier, som er fra tiden efter, at den kalkmaleri-tradition, som vi især forbinder med middelalderen, og som efterhånden er velbelyst i mange sammenhænge, tager slut. Det er første gang, at man på den måde får et samlet overblik over, hvad der findes af muralmaleri i de danske kirker. Og det er enormt interessant at se, hvordan vægmalerierne i nyere tid både knytter an til tidligere traditioner, og præsenterer os for noget nyt i forhold til teknik, formsprog, indhold og sammenhæng samt ikke mindst et udvalg af nye malematerialer såsom limfarve, olie og silikatfarve.

Såvel den enkle murstensimitation, der smykker ribberne i Bråby Kirke (fig. 2), og rankeslynget i Balle Valgmenighedskirke (fig. 3) ligger for eksempel i forlængelse af en lang tradition for arkitektonisk ornamentik. De er malet på nogenlunde samme tidspunkt, men er meget forskellige. Hvor udsmykningen i Bråby Kirke kan siges at trække tråde tilbage til middelalderlig hvælvornamentik, er malerierne i Balle Valgmenighedskirke udført i tidstypisk sønvirkestil.

I forbindelse med 1800- og 1900-tallets store istandsættelser af middelalderlige kirker var det ikke usædvanligt, at disse blev forsynet, helt eller delvist, med nye malede væg- eller hvælvdekorationer. For eksempel blev Beldringe Kirke (fig. 4-5), som oprindeligt er fra middelalderen, omkring slutningen af 1800-tallet forsynet med en omfangsrig kalkmalet udsmykning, som fortsat fremstår meget helstøbt og velbevaret. Dette er imidlertid mere undtagelsen end reglen – den nære historie kan være svær at sætte pris på, og flere af disse udsmykninger er i dag kun fragmentarisk eller slet ikke bevaret. Netop derfor og fordi udsmykningen har andre kvaliteter, såsom f.eks. håndværksmæssig kunnen og interessante variationer i detaljegrad, må Beldringe Kirkes malerier i dag anses for særdeles bevaringsværdige.

Fig. 6: Vægmaleri som alterudsmykning, med et tidstypisk vinrankemotiv i skønvirkestil. Bethlehemskirken, Fyn. O. 1898-1910. Ukendt maler. Foto: Nationalmuseet, Susanne Ørum 2019.
Fig. 6: Vægmaleri som alterudsmykning, med et tidstypisk vinrankemotiv i skønvirkestil. Bethlehemskirken, Fyn. O. 1898-1910. Ukendt maler. Foto: Nationalmuseet, Susanne Ørum 2019.

Projektet har også budt på mange besøg i kirker af nyere dato på grund af det veritable boom i kirkebyggeri, som præger 1800- og 1900-tallet. For eksempel er flere valgmenighedskirker repræsenteret, ofte med en enkel, men alligevel vigtig arkitektonisk udsmykning, eller som i Bethlehemskirken (Fyn) med en vægmalet alterudsmykning (fig. 6).

Det synes ganske typisk for hele perioden at operere med relativt få figurative motiver, som fungerer enten som decideret alterbillede eller som visuelt hovedtema i kirkens primære akse, placeret bag alteret eller på triumfvæggen og/eller omkring kirkerummets ind-/udgang. Et andet eksempel herpå ses i Brædstrup Kirke (fig. 7). I et lidt usædvanligt valg af motiv til triumfvæggen vises i den ene side bebudelsen for hyrderne på marken, i den anden side de tre vise mænd/hellige tre konger på rejse, ledet af stjernen, som er malet lige over korbuens midte. Maleriet er et af de yngre, som vi har registreret, fra 1952/53 og udført af maleren Johan Vilhelm Andersen, der som mange andre af de malere, der er repræsenteret blandt de nyere tids vægmalerier, også arbejdede med andre typer af kirkekunst bl.a. glasmalerier.

Fig. 7: Julenat (1953) af Johan Vilhelm Andersen (1892-1971) på triumfvæggen i Brædstrup Kirke, mellem Horsens og Silkeborg. Foto: Nationalmuseet, Ida Haslund 2019.

Også mange bykirker blev bygget i denne periode; ikke mindst København er rigt repræsenteret f.eks. ved Brorsons Kirke på Nørrebro (fig. 8). Dens vægmalerier er udført af Mads Henriksen i 1900 i forbindelse med kirkens opførelse. Henriksen var en dekorationsmaler, som udførte flere historicistiske kirkeudsmykninger, og som også arbejdede med restaurering af kalkmalerier. En anden kunstner, som tilsvarende opererede som restaurator, er August Wilckens, som især arbejdede i det sønderjyske. I Brøns Kirke har han i 1907 således både istandsat kirkens middelalderlige kalkmalerier og suppleret rumudsmykningen med bl.a. det glansbilledagtige englemotiv på triumfvæggen (fig. 9).

Fig. 8: Kuppelmaleriet i Brorsons Kirke, København; én af de mange bykirker, der blev bygget i slutningen af 1800-tallet/begyndelsen af 1900-tallet. Kirkens udsmykning er en blanding af dekorationer i skønvirkestil samt hvad der må betegnes som historicisme, såsom i kuppelmaleriet, der i sit udtryk og sine mosaiklignende effekter formodentlig skal vække associationer til oldkristen kunst. Foto: Nationalmuseet, Susanne Ørum 2019.
Fig. 9: Brøns Kirke, triumfvæg. Udsmykningen omkring korbuen er fra 1907, den kalkmalede indskriftstavle bag døbefonten er fra første halvdel af 1500-tallet og restaureret af Wilckens 1907 (efterfølgende genrestaureret ad flere omgange). Foto: Nationalmuseet, Ida Haslund 2019.

Projektet har også budt på mere velkendte kunstnernavne som Skovgaard-dynastiet og kunstnere fra deres kreds, såvel som enkeltstående indslag fra moderne kunstnere som Niels Winkel og Carl-Henning Pedersen. På den måde spænder materialet fra undselige ribbedekorationer af ukendte malermestre til ambitiøst udførte religiøse motiver af høj kunstnerisk kvalitet (fig. 10).

Fig. 10: Lignelsen om den gode samaritaner, en fresko i Bramdrup Kirke nær Kolding, er et af Niels Skovgaards (1858-1938) hovedværker. Fresken er malet i 1917. Foto: Nationalmuseet, Ida Haslund 2019.

Mange af de ”nyere tids” vægmalerier har efterhånden rundet de hundrede år. Ifølge dansk lovgivning skal Nationalmuseet herefter inddrages som konsulenter i forhold til maleriernes bevaring. Mange af dem befinder sig også i middelalderkirker, som Nationalmuseet i forvejen løfter et stort ansvar for som konsulent for de kirkelige myndigheder. Det har derfor været vigtigt at få et overblik over, hvordan maleriernes bevaringstilstand er og få sat fokus på eventuelle indsatsområder. Heldigvis har de nyere tids vægmalerier det overordnet set udmærket; i denne forbindelse vil vi blot understrege, at malerierne udgør en del af dansk kulturarv, som under alle omstændigheder, og alle øvrige forpligtelser tilsidesat, fortjener at få projektørlyset rettet mod sig, ikke kun i forhold til bevaringstilstand men også i forhold til deres kunst- og kulturhistoriske værdi.

Lanceringen af hjemmesidens nye materiale er som så meget andet blevet forsinket grundet covid-19, men er nu fastsat til januar 2021. Det har været et privilegium at få lov at stifte bekendtskab med så mange nyere kirkeudsmykninger. Vi håber at have givet et indblik i, hvor forskelligartet og spændende et materiale, vi har været igennem – også selvom vi for overskuelighedens skyld har begrænset eksempelmaterialet til kirker, som starter med B = B for bevaringsværdig.

Udgivet i Bevaring, Kalkmaleri | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Haralds runesten ude i Friheden (Hvidovre)

Skrevet af Susanne Trudsø

En kopi af Haralds store runesten, der står i Friheden i Hvidovre, undergår i disse uger en markant forandring og bliver fremover en farverig oplevelse.

Haralds originale runesten står selvfølgelig fortsat på sin plads i Jelling, hvor den står godt beskyttet mod det danske, omskiftelige vejr i sin montre, ligesom at Gorms lille runesten også står godt og trygt i sin montre. Bevaringsforholdene for de to runesten er således optimale, og sådan har det været siden 2012, hvor de to montrer blev etableret. Men i årtierne forinden har man med mellemrum været bekymret for de to runestens bevaringstilstand, og derfor fik man tilbage i 1933 lavet en 1:1 kopi af Haralds runesten. Kopien blev støbt i beton og blev opstillet i Nationalmuseets palæhave. Også i 1983 fik museet udført kopier; denne gang af begge runesten og samtidig meget præcise kopier, så da Nationalmuseet blev ombygget først i 1990’erne, ville man gerne afhænde den ældre betonkopi. Derved kom den ældre runestenskopi til Hvidovre, hvor den står på en mindre græsplæne tilhørende Boligselskabet Friheden.

Mens kopien endnu stod på Nationalmuseet blev den bemalet af kunsthistorikeren Broby-Johansen, som tog udgangspunkt i de farvespor fra vikingetiden, som man dengang i 1940’erne kendte til via fundne arkæologiske genstande. Sidenhen er flere genstande med farvespor dukket op, og for et par år siden samlede Nationalmuseets laboratorium, hvad der findes af analyser af pigmenter og bindemidler fra alle de danske fundne, bemalede genstande fra vikingetiden. Resultaterne mundede ud i en rekonstruktion af vikingetidens farvepalet.

I Boligselskabet Friheden var man opmærksom på, at runestenskopien efterhånden var i en noget sørgelig tilstand. Farverne skallede af, graffiti var stødt til, og overfladen var grøn af mos og lav. Særlig begroningen betød, at det efterhånden var svært at aflæse både motiverne og teksten. Nationalmuseets konservatorer blev derfor bedt om at tage hånd om kopien og male den op på ny; og gerne i en ny farvesætning baseret på den nyeste forskning i vikingetidens farver.

På Haralds runesten i Jelling er der ingen spor af farver, så en ny farvesætning er et kvalificeret gæt. Først måtte betonoverfladen dog afrenses for begroningen. Et træ, som skyggede ind over kopien, blev fældet, og i løbet af sommeren er mossen tørret ind, hvorefter det meste mos og lav kunne børstes af med en stiv børste. Bagefter blev overfladen afrenset med 80°C varmt vand, og et latexaftræk fik de sidste rester af mos og lav trukket af.

I disse uger males kopien op påny, og den nye farvesætning tager udgangspunkt i de seneste forskningsresultater De enkelte farvers placering tager udgangspunkt i andre af vikingetidens genstande med farvespor. Udtrykket Hvide Krist har forbindelse til den hvide kjortel, som er knyttet til dåben. Derfor er Kristi kjortel i den nye farvesætning hvid. Da Kristus er placeret i livets træ, bliver dette rankeværk malet grønt. På enkelte runesten er der fundet farvespor i selve runerne, og da disse er røde, bliver alle runerne i farvesætningen derfor røde. Fra bl.a. Hørningplanken ved vi, at ormen er gul med røde øjne og ører, og at vikinger ofte malede en baggrund sort. Også dette har vi valgt at lade gå igen i vores farvesætning af runestenskopien i Friheden, Hvidovre.

Arbejdet ventes at være færdigt omkring efterårsferien 🙂

Udgivet i Bevaring, Jelling monumenter, Skulptur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar