Fantastisk nyt hus til Sigurd Swanes malerier fra Gl. Hjortespringskole – del 2

Dette indlæg er en fortsættelse af et tidligere indlæg (se Fantastisk nyt hus til Sigurd Swanes malerier fra Gl. Hjortespringskole – del 1)

Efter forsidesikringen var blevet fjernet, var det tid til at planere maleristykkerne. Planeringen tog cirka mellem en halv og en hel time. Temperaturen blev sat til 60 grader, og trykket blev sat til 0,8 bar. Derudover blev der lagt en termofolie over malerierne for at holde på varmen.

 

 

 

Da temperaturen havde nået 60 grader, masserede vi alle hammermærker fra bagsiden med varmespartel, således at de ikke kunne ses på forsiden efter planeringen. Afhængigt af hvordan hammermærkerne opførte sig under planeringen, blev det afgørende for, hvor lang tid malerierne lå på varmebordet. De fleste fik dog 30 min. efter endt varmespartelbehandling. Fotos: Nationalmuseet, Camilla Ipsen og Anja Liss Petersen.

For at maleristykkerne skulle opnå ens tykkelse, blev der lavet en anordning med to metalskinner – en på hver side af et maleristykke. Metalskinnerne blev derefter skruet ned i en jævn og plan plade, der fungerede som bord. Herefter kunne man spartle bagsiderne jævnt ved at trække en retteskinne langs metalskinnerne, så spartelmassen blev fordelt jævnt over det hele.


Vi havde besluttet, at maleriernes endelige tykkelse skulle være 3 mm, så metalskinnernes tykkelse var derfor også 3 mm. Retteskinnerne var af aluminium og blev købt i almindelige byggemarkeder. De var henholdsvis 100 cm og 120 cm lange, og vi valgte dem med spids, da vi skulle bruge dem til at spartle med.

Maleriernes nye vægge kom til at bestå af Honeycomb-plader. Da vi ikke kunne få pladerne i den ønskede størrelse, blev vi nødt til at samle/støbe dem sammen med epoxy og glasfiberdug. Dette har imidlertid været en fordel, da Honeycomb-pladerne nu er blevet forstærket væsentligt. Herunder ses  selve støbningen.

 

 

 

De to sider, der skal passe sammen med de øvrige dele af maleriet, skæres ren for Chiffon langs begge kanter. Derpå lægges de fire maleristykker på den tilhørende Honeycombplade. Der hvor maleristykkerne møder hinanden, måtte der ikke være niveauforskelle.


Fastsætning af malerier til Honeycomb og krydsfinerplader. Der stryges BEVA film på maleriernes bagside med et varmt strygejern. På vignetterme, der monteres på krydsfiner, sættes der også BEVA på krydsfineren. Malerierne lægges på Honeycomb og krydsfiner og fæstnes fra forsiden med et varmt strygejern i 30 sekunder.

De nu samlede malerier lægges på varmebord med forsiden nedad, og der lægges lister og sandsække langs kanterne. Dette gøres på grund af maleriernes tykkelse og for at sikre at melinexen, der kommer henover bliver tæt. Varmebordet tændes, og trykket sættes til 6 bar. Varmen sættes til 75 grader. Der lægges alufolie henover malerierne.


Efter omkring et kvarter har bordet nået 75 garder, og tiden sættes til en halv time. Herefter slukkes bordet og det hele køler af. Malerierne er nu monteret på henholdsvis Honeycombplader og krydsfiner.

Nu udhules Honeycombpladerne for at gøre plads til monteringstappen af træ. Disse limes efterfølgende i. Der fjernes cirka 2,5 cm materiale fra kanten og ind i honeycombpladen. Der blev brugt stemmejern og hammer til udhulningen.

Malerierne er blevet renset for overfladesnavs med vand og lokalt med 5 % triammonumcitrat. Derudover blev nogle, her særligt skriftfelterne, også renset med siedegrenz benzin og en opløsning af ethanol, acetone og terpentin i forhold 1:1:1.

Skærespor og afslag blev grundet med en hæftegrund for at sikre god vedhæftning for kitten. Første udkitning blev lavet med letfiller, hvorefter der blev modeleret struktur med “Fiber Paste” fra Golden.


 

 

 

 

 

Til de større rekonstruktioner er der lavet afstøbning af overfladen i silicone, som efterfølgende er blevet ”støbt” i Fiber Paste. Disse tapet lignende stykker blev limet på med Vinnapas EP1.

 

 

 

Der blev retoucheret med akrylfarver fra Winsor Newton, Lascaux og Golden. Til at justere glans er der brugt en akrylfernis fra Golden UV(satin) og Lascaux UV (mat) samt en 1:1 blanding af disse.

På ”Landbruget” var vi nødt til at lave en stor rekonstruktion midt i maleriet. Det skyldes, at der her oprindeligt havde siddet en dør fra indgangspartiet ind til selve skolen.

 

 

 

Opsætningen af malerierne forløb præcis som den skulle. Vi fik hjælp af to dygtige håndværkere, der havde målt malerierne op ved et besøg på vores værksted i Brede. Malerierne blev opsat fra et stillads, der stod langs ydervæggene. Ved monteringen blev malerierne skruet fast til væggene ved hjælp af monteringslisterne. De runde vignetter blev sat op med montagelim.

Til sidst blev malerierne ferniseret med en mat lak, så overflade glansen ikke blev forstyrret af rummets belysning.

Projektet blev afsluttet med en åbning af foreningshuset, hvor der var besøg af Herlevs borgmester.

The end 🙂

 

 

Udgivet i Bygningsbevaring, Interiør, Maleri, Sigurd Swane | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Fantastisk nyt hus til Sigurd Swanes malerier fra Gl. Hjortespringskole – del 1

Dette indlæg er en opfølgning på et tidligere indlæg, om Sigurd Swanes fantastiske malerier fra (den nu nedrevne ) Gl. Hjortespringskole i Herlev.

Kort resume: I foråret 2015 blev Nationalmuseet bedt om at nedtage nogle malerier fra en skole i Herlev, der skulle rives ned. Malerierne blev malet af Sigurd Swane i 1929 og er malet med oliemaling direkte oven på et oliegrundet pudslag. Dette var en omstændig proces, som man kan læse mere om i dette indlæg http://aktuelbevaring.natmus.dk/swanes-malerier-paa-gl-hjortespring-skole-bankes-ned.html Gartneriet

Billedet viser Gartneriet som var del af en billedeserie af forskellige værksteder i Hjortespringsområdet i 1920’erne og 30’erne. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

I efteråret 2016 modtog Nationalmuseets konservatorer så den fantastiske nyhed om, at Herlev Kommune ville bygge et helt nyt hus til Sigurds Swanes malerier. Konservatorerne jublede – dette var i sandhed en fantastisk nyhed 🙂

Konserveringsprocessen blev påbegyndt i januar 2017 med et team på 2-4 konservatorer. Første del af arbejdet bestod i at rense bagsiderne for grovpuds, så der kun var finpusdlaget tilbage. Dette blev udført med afdækningshamre og sandpapir korn 40, og da rensningen var færdig, så man kun bagsiden af det fine hvide pudslag.

Rensning af bagsider

Bagsiderne renses af for grovpuds (gråbrunt lag) så det kun er finpudslaget tilbage (hvidt lag). Foto: Nationalmuseet, Leonie van Dalen.

Spartling af mindre huller

Herefter blev bagsiderne grundet med Hydrogrund (Lascaux tyndet 1:4), som er et akryl-imprægneringsmiddel lavet til brug indenfor konservering. Småhuler og mindre revner blev kittet med en letfiller (Danalim 628). Foto: Nationalmuseet, Leonie van Dalen.

Næste trin var at sætte et støtte- og håndteringslag på maleriernes bagside. Til dette blev valgt en tynd polyester-chiffon, som blev fastsat med en tyndet letfiller (letfiller + Hydrogrund 1:4). Processen vises herunder.

Spartling og chiffon

 

 

Chiffonen trykkes ned i letfilleren, så vi var sikre på, at det blev siddende, når det var tørt. På den måde kunne vi efterfølgende håndtere malerierne i chiffonen uden at komme til at brække pudslaget i stykker. Fire foregående foto: Nationalmuseet, Leonie van Dalen.

Nu var tiden kommet til at fjerne den tykke forsidesikring, som vi havde limet på i forbindelse med nedtagningen af malerierne på den nu forhenværende Gl. Hjortespring Skole. Forsidesikringen bestod af 9 lag, som skiftevis var lim, japanpapir og yderst en polyesterlærred. Det var et meget nervepirrende øjeblik, da alle lagene blev fjernet, da vi jo faktisk talt havde slået på malerierne med en ganske almindelig hammer iført en tynd nitril gummihandske.

Forsidesikring fjernes

 

 

 

Maleriet blev lagt med forsiden opad, og der blev puttet rigelige mængder opløsningsmiddel på polyesterlærredet (forsidesikringens yderste lag). Efter et øjeblik kunne man trække polyesterlærredet af, så der nu “kun ” var x antal lim og japanpapir lag tilbage på maleriets forside. Fire foregående foto: Nationalmuseet, Camilla Ipsen.

Forsidesikring fjernes

 

 

 

Herefter blev der lagt et dobbeltlag kraftigt håndklædepapir på forsiden, som igen blev gennemvædet med opløsningsmiddel. Øverst blev der lagt en tynd plastfolie (Melinex) for at mindske opløsningsmidlets fordampning. Fire foregående foto: Nationalmuseet, Camilla Ipsen.

Efter 1 time kunne man let løfte forsidesikringen af, så man fik samtlige lag lim og japanpapir af på en gang. Og sikke et vidunderligt syn der mødte os 🙂 Malerienes forsider var næsten intakte, der var kun ganske få mærker fra de hamre, vi havde brugt til nedtagningen. Nu var sandhedens time kommet, og vi kunne konstatere, at det bestemt var en meget vellykket nedtagning, vi havde fortaget for 2 år siden 🙂

Fortsættelse følger… 🙂

Udgivet i Interiør, Maleri, Sigurd Swane | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Ikke altid meget gamle skulpturer…

Skrevet af Susanne Trudsø

De konserveringsopgaver, som vi på Bevaring og Naturvidenskab får stillet, gælder ofte genstande, bygninger eller skulpturer, som har en vis alder, der tæller århundreder og ikke blot årtier. Men sådan er det så alligevel ikke altid.

For godt tre årtier siden blev Høje Tåstrup station bygget og et nyt kvarter tæt ved stationen blev ligeledes opført. Til bydelens krydspunkt blev multikunstneren Bjørn Nørgaard bedt om at opføre en skulptur, og denne monumentale udsmykningen af det centrale byrum blev til Torstårnet; Skandinaviens højeste skulptur.

Torstårnet udefra

Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø

Tårnets elementer er arkitektoniske og påminder om forskellige kulturers byggeskikke, mens hovedfigurerne er frugtbarhedssymboler, manden og kvinden. Materialerne er granit, beton, glaserede teglsten, stål, bronze, messing, indfarvet mørtel, glasmosaik og neonrør. Bygherre var Statens Kunstfond og Høje Tåstrup kommune, som sammen skabte det økonomiske grundlag på 2,7 millioner.

Indvendigt i skulpturen er en rundgang, og denne er udsmykket med malerier bestående af indfarvet mørtel. Malerierne er mere end dobbelt mandshøje. Over malerierne er en smal tagrende med ganske små udspyr, som måske kan bortlede nedbør, såfremt det er vindstille. Men lokaliteten er ganske vindblæst, og det har betydet, at nedbør igennem årtierne er blevet pisket ind på malerierne og har givet næring til markant begroning af grønalger, lav og mos i samtlige hjørner. At mænd så i de samme hjørner også har slået en streg med jævne mellemrum har ikke mindsket begroningens omfang. Tidligere har man forsøgt at hindre begroningen ved at påføre mørteloverfladen en lak, men denne er sidenhen dekomponeret og forsvundet på store flader, hvorfor begroningen efterhånden både var meget grøn og meget udbredt på maleriernes overflader.

Torstårnet før afrensning

Torstårnet efter afrensning

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Før og efter afrensning. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Bevæbnet med stive nylonbørster, vandslange og dampafrensere måtte to af Bevaring og Naturvidenskabs konservatorer for nyligt trække i termodragter, varme støvler og lagvis af handsker. Og så blev der ellers skrubbet og skrubbet. Graffiti blev desuden fjernet, og motivernes opstregning måtte efterretoucherest. Grønalger, lav og mos er nu vasket væk, og overfladen blev afslutningsvis påført et biocid, for at holde ny begroning stangen så længe som muligt.

Den dobbelthovedede slange efter afrensning og retouchering af opstregningen. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Den dobbelthovedede slange efter afrensning og retouchering af opstregningen. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Afrensningsarbejdet er udført fra stillads og ved at komme op i højden, blev det samtidigt også muligt at se Bjørn Nørgaard i kortene vedrørende maleriernes teknik og udførelse. Malerierne er opbygget i gennemfarvet mørtel, og de farvede mørtler er anvendt med en vis systematik. På de tre af vægfladerne er der brune menneskefigurer på gul baggrund, og på de tre øvrige vægflader er der gule menneskefigurer på brun baggrund. Farverne er anvendt skiftevis, og mørtelen er ganske grov i sin struktur. I de gule menneskefigurer er der desuden indsat blå elementer så som spiraler, øjne, vinger, ører, næser, masker og torsoer. I de brune menneskefigurer er der indsat røde elementer så som stokke, hænder, tvedelte tunger, bryster, skeder og peniser. De indsatte elementer er udført i forholdsvis mere finkornede mørtler.

Over indgangspartierne er desuden firkantede felter i blå og lilla nuancer, og herover er grønne og turkise figurer. Flere af disse figurer har et dobbelthoved. De grønne figurer er en dobbelthovedet slange, en dobbelthovedet ørn samt et insekt, og disse motiver er på turkis baggrund, som igen er indfældet i den gule baggrund. De turkise figurer er en dobbelt grif, en dobbelthovedet blomst samt to fisk, og disse motiver er til gengæld på grøn baggrund, som igen er indfældet i den brune baggrund. Både den anvendte turkise og den grønne mørtel er meget finkornede, og tætte i deres struktur. Øverst og henover alle motiverne er en øvre vandret grå frise i en finkornet mørtel.

Og skulle turen en dag gå til Høje Tåstrup, så er det absolut værd at kigge nærmere på Torstårnet og særligt at se indenfor i tårnet og tage malerierne i nærmere øjesyn.

Torstårnet før afrensning

Torstårnet efter afrensning

 

 

 

 

 

 

 

 

Før og efter afrensning. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Udgivet i Bygningsbevaring, Maleri, Skulptur | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Brudstykker af en længe forsvundet runesten…

Skrevet af Susanne Trudsø

Sidste weekend åbnede særudstillingen ”Jagten på Historien” med et udvalg af de bedste danefæ-fund fra 2016, og udstillingens fysisk, største genstand er en genfunden, men kløvet og fragmenteret runesten fra Thy; den såkaldte Ydby-sten.

Runestenen fra Ydby omtales første gang i 1741, og i 1767 blev den intakte runesten tegnet af tegneren Søren Abildgaard. Men da runestenen eftersøgtes i 1821, var den forsvunden.

Søren Abildgårds tegning fra 1767, hvor runestenen er intakt, og hele teksten kan læses.

Søren Abildgårds tegning fra 1767, hvor runestenen er intakt, og hele teksten kan læses.

Fragmenterne af Ydby-stenen blev i nogle få timer rejst på plænen foran findestedet. To af fragmenterne kom fra hullerne i terrassebelægningen i forgrunden. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet.

Fragmenterne af Ydby-stenen blev i nogle få timer rejst på plænen foran findestedet. To af fragmenterne kom fra hullerne i terrassebelægningen i forgrunden. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna

I marts måned sidste år blev man hos gårdejer Anders Kappel i Thy opmærksom på, at bænken på græsplænen ikke bare var en almindelig kløvet sten. Når lyset faldt på en særlig måde, kunne en række indridsede streger ses. Det viste sig at være det øvre af en række runer. Museum Thy blev kontaktet og kort tid efter kom også Nationalmuseets runolog Lisbeth Imer til – og havebænken blev genkendt som et runestensfragment.

Stenen havde faderen, Ole Kappel, hentet på en gård, som han havde opkøbt og nedrevnet nogle årtier forinden. Ved ruinen lå en stor dynge sten, som han hentede hjem til sig selv. Den ene sten kom dog aldrig videre end til græsplænen, mens andre sten blev brugt til anlæggelse af en terrasse på gården. Da først havebænken var erklæret for at være et runestensfragment, blev der i terrassebelægningen genkendt yderligere to fragmenter fra samme runesten. Med rask foretagsomhed blev fragmenterne gravet op, og pludselig var godt halvdelen af Ydby-stenen, som dateres til yngre vikingetid, genfundet; dog i kløvet og fragmenteret tilstand.

Umiddelbart efter blev de tre genfundne fragmenter udstillet på museet i Heltborg, hvor de blot lå på hver sin palle, men kort før jul kom pallerne med fragmenter til Bevaring og Naturvidenskabs konserveringsværksteder i Brede med det formål at konservere og montere den fragmenterede runesten. Fragmenterne skulle sammenlimes, og vigtigt var derfor en meget grundig afrensning – særligt af brudfladerne. Al jord og smuds skulle væk. Denne afrensning blev udført med damp, hvorefter fragmenterne blev puslet sammen. Vigtigt i overvejelserne om sammenlimning var at klarlægge rækkefølgen i kløvningen, idet sammenlimningen skulle ske i den modsatte rækkefølge. Desuden skal de sidste fragmenter, hvis de en dag i fremtiden skulle dukke op af mulden, også kunne komme på plads samtidig med, at fragmenterne blev forsvarligt sammenlimet. At tumle med de tunge fragmenter og samtidig være helt præcis i sammenlimningen er selvsagt en udfordring, og trods slid på brudfladerne passede fragmenterne heldigvis fortsat perfekt sammen. Da limen først var påført, blev afstandsklodserne forsigtigt trukket ud, så sagde det heldigvis ”svub”, og brudfladerne gik fuldstændig i hak. Efter et par døgns afhærdning af de udførte limninger, kom næste udfordring, nemlig en montering. Løsningen blev en kasse af sammensvejsede stålplader, hvori der er udskåret en fordybning, og i denne står runestenen nu strunk, og formidler sit budskab: ”Troels satte sammen med Leves sønner på dette sted stenen efter Leve”.

I øvrigt er der gratis adgang til udstillingen, som står året ud, så enhver kan komme og se den smukke runesten med den noget specielle historie.

De to første fragmenter er ved at blive sammenlimet. Limen er lagt ud på brudfladen, og afstandsklodserne kan fjernes. Foto: Susanne Trudsø, Nationalmuseet.De to første fragmenter er ved at blive sammenlimet. Limen er lagt ud på brudfladen, og afstandsklodserne kan fjernes. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

To dage senere er de to sammenlimede fragmenter vendt og det tredje fragment skal nu placeres korrekt. Foto: Susanne Trudsø, Nationalmuseet.

To dage senere er de to sammenlimede fragmenter vendt og det tredje fragment skal nu placeres korrekt. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Den sammenlimede runesten, hvor limen skal gennemhærde, inden den kan flyttes videre til montering. Foto: Susanne Trudsø, Nationalmuseet.Den sammenlimede runesten, hvor limen skal gennemhærde, inden den kan flyttes videre til montering. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Runestenen i monteret stand og placeret i udstillingen. På gulvet ses Danmarkskortet, og Ydby-stenen står selvfølgelig i Thy. Foto: Susanne Trudsø, Nationalmuseet.

Runestenen i monteret stand og placeret i udstillingen. På gulvet ses Danmarkskortet, og Ydby-stenen står selvfølgelig i Thy. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Udgivet i Runesten | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Hellig tre konger tavlen på tur

Skrevet af Lis Sejr Eriksen

Nationalmuseets fine fløjtavle fra omkring 1520 med De Hellige tre Kongers tilbedelse af Jesusbarnet, er for tiden til konservering og restaurering på Bevaring og Naturvidenskab. Altertavlen tilskrives den anonyme maler, mesteren fra Frankfurt.

Hellig tre konger tavlen før konservaring
Hellig tre konger tavlen i åben stand. Gulnet fernis og eftermørkende retoucher skæmmer tavlen. Foto Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

I takt med forfald af de ældste dele af hospitalet i Nykøbing Falster, Helligåndshuset, blev tavlen 1822 sendt til Oldsagskommissionen, – en forløber for Nationalmuseet.

Nederst på tilbedelsestavlen ses Den danske kongeslægt Oldenborgernes våben og også to af de portrætterede konger: Den knælende Kong Hans på midtskabet, og Christian den II på den ene fløj vidner om tavlens værd. Netop portrættet af Christian den II er årsag til, at tavlen istandsættes. Sammen med en anden af museets tavler, – Helsingør-tavlen hvorpå Christian den II også er portrætteret, skal den udlånes til Statens Museum for Kunst i 2017.

Hellig tre konger tavlen i UV lys

I UV-lys ses den gulnede fernis, som et lysende lag og retoucher som sorte pletter. Foto Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

Tavlen har gennem en længere årrække synes som en lidt upåagtet genstand i Danmarks Middelalder og Renæssance, da den er skæmmet af et tykt gulnet lag fernis og eftermørknede retoucher. Dette har bevirket, at de portrætterede personer har fået et nærmest spedalsk udseende, mens himlen har været tung, og i det hele taget har tavlens maletekniske kvaliteter været skjult af tidernes ælde.

Detajle af Christian den II under rensning.

Detaljeoptagelse af fløjen med portrættet af Chr. II under rensning. Fernissen er afrenset og tydeliggør de eftermørknede retoucher, som har skjult såvel skader som sort-sværtningen af tavlen, der ikke tidligere har været muligt at fjerne. Foto Nationalmuseet, Lis Sejr Eriksen.

Tavlen beskrives som forrenset, og ja, der er en del slitage på farvelaget, men ikke skræmmende og ikke mere end en fin pensel med den rigtige farve kan lette. Tavlens store problem er en tidligere sort-sværtning.

I forbindelse med tavlens overdragelse til Oldsagskommissionen, omtales tavlen i Nationalmuseets Arbejdsmark fra 1970, som ”sværtet til af røg” og ”bag det tykke smudslag”. En tilstand der gjorde det nærmest umuligt at se motivet.

Forrensningen kan være sket i forbindelse med fjernelse af dette lag, og tavlen er da heller ikke renset helt. Flere steder ligger der store plamager. og i hvert et brud i farvelaget ses en sort masse. Dette er også årsagen til, at der er retoucheret meget på tavlen, retoucher som nu er eftermørkende, og giver tavlen en meget uæstetisk fremtoning.

Hellig tre konger tavlen under rensning

Detaljeoptagelse af tavlens midtfelt under rensning for gulnet fernis og retoucher. Slidte områder ses ligeledes eksempelvis i den blå himmel. Foto Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

Men det kan lade sig gøre at fjerne sort-sværtningen, og når den er fjernet, fremkommer de klareste, originale farver, og tavlen vil atter antage de kvaliteter, som kendetegner den håndværksmæssige kunnen i Middelalderen. Istandsættelsen vil således bidrage til, at tavlen igen kommer til at fremstå med den værdighed, som den rettelig tilkommer…

Udgivet i Kirkeinventar, Maleri, Prinsens Palæ | Tagget , , , , , | 2 kommentarer

Pæleormene slår til igen!

Af Anne Marie Eriksen & David Gregory

Et længerevarende forskningsprojekt, støttet af Kulturstyrelsen, omhandlende pæleorms selektive angrebsmønster lakker mod ende. Det der startede som et pilotforsøg i forbindelse med et specialeprojekt (samarbejde mellem Konservatorskolen og Nationalmuseet), er blevet videreundersøgt og er med de seneste resultater nærmere en afslutning.

Pæleormen er en almindelig beboer i de danske farvandes trækonstruktioner, og ikke mindst den marinekulturarv der består af træ. Muslingen lever af cellulosen i træet, som den får adgang til ved at grave gange i træet. Med en max. længde på 60 cm kan den mest almindelige art i Danmark udgøre en stor risiko for bevarelsen af de marinarkæologiske genstande på havbunden.

Projektets formål var at undersøge, hvor meget cellulose, der som minimum skal være bevaret i træet, før pæleorm angriber. Denne hypotese dækker over tidligere observationer af trægenstande liggende ved siden af hinanden på havbunden, hvor den ene har været stærkt angrebet og en anden slet ikke. Og da man ved pæleorm er i stand til at nedbryde cellulose (både selv og ved hjælp af en bakterie i dens gæller), satte vi os for at undersøge om dette selektive angrebsmønster og mængden af bevaret cellulose har en sammenhæng.

For at kunne holde styr på de mange prøver blev de monteret på fire rustfristål stativer (her ses et af disse) og placeret for enden af molen i Lynæs havn for let at kunne få dem op. Lynæs havn har tidligere vist sig at være et yndet pæleormsområde.

For at kunne holde styr på de mange prøver blev de monteret på fire rustfristål stativer (her ses et af disse) og placeret for enden af molen i Lynæs havn for let at kunne få dem op. Lynæs havn har tidligere vist sig at være et yndet pæleormsområde. Foto: Nationalmuseet, Anne Marie Eriksen

Vi satte en stor mængde test-træklodser ned i havet (figur 1) med forskellige densiteter (bevaringstilstande) og tog løbende ud og undersøgte prøverne for angreb. Efter ca. 6 måneder var der tydelige angreb på klodserne (figur 2A,B) og de blev derefter røntgenfotograferet, da pæleorm forer sin gang med en kalkholdigt sekret, som gør at gangene ses tydeligt på røntgenbilleder.

Røntgenfotografi af en prøve i dårlig bevaringstilstand med et lavt indhold af bevaret cellulose. De runde cirkler er rurer på overfladen, ellers kan der ikke ses nogle gange fra pæleorm

Røntgenfotografi af en prøve i dårlig bevaringstilstand med et lavt indhold af bevaret cellulose. De runde cirkler er rurer på overfladen, ellers kan der ikke ses nogle gange fra pæleorm. Foto: Nationalmuseet, Anne Marie Eriksen og Signe Nygaard

Sammen med kemiske undersøgelser af celluloseindholdet kunne vi se en sammenhæng mellem densitet og cellulose, hvor en lav densitet afspejledes i et lavt indhold af cellulose. Desuden kunne vi se, at i træprøver, som havde en lav densitet, var der få eller slet ingen angreb af pæleorm, hvorimod i de velbevarede prøver sås et meget stort angreb af pæleorm.

Røntgenfotografi af en velbevaret prøve hvor prøven er fyldt med gange fra pæleorme. De mindre rundecirkler i enden af gangene er pæleormens skal, som den bruger til at bore med.

Røntgenfotografi af en velbevaret prøve hvor prøven er fyldt med gange fra pæleorme. De mindre rundecirkler i enden af gangene er pæleormens skal, som den bruger til at bore med. Foto: Nationalmuseet, Anne Marie Eriksen og Signe Nygaard

Disse resultater kan have stor indflydelse, når det skal vurderes, i hvor høj grand en trægenstand på havbunden har brug for beskyttelse mod pæleorm eller ej.

Hvis man ønsker at læse mere om projektet og resultaterne se:

Eriksen, A.M.; Gregory, D.; Shashoua, Y. (2015) Selective attack of waterlogged archaeological wood by the shipworm, Teredo navalis and its implications for in situ preservation. Journal of Archaeological Science, 55 p. 9-15

God sommer B-)

Udgivet i Pæleorm, Vragdel | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Audienshuset på Frederiksborg Slot – råd, svamp og konservering af marmoreret træværk

Skrevet af Kim Hou Alberdi og Birgitte Larsen

Audienssalen og den lange audiensgang, som strækker sig over voldgraven på Frederiksborg Slot, er under gennemgribende istandsættelse. Bygningernes tag og fag samt de fine interiører tegnet af Lambert van Haven i 1680’erne bliver restaureret og konserveret under ledelse af Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Audiensgang før konservering

Frederiksborg Slots Audiensgang før restaureringsprojektet påbegyndes. Det kraftige sollys belaster de marmorerede paneler. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna

Under restaureringsarbejdet i Audiensgangen fandt man i forsommeren 2014 et uventet og omfattende svampeangreb af Ægte Hussvamp og Gul Tømmersvamp.  Angrebet strakte sig fra tagkonstruktion til bjælkekonstruktionerne i vinduesoverlæggere, men også bundremmene og gangens marmorerede paneler var angrebet.

Istandsættelsen af Audiensgangens raffinerede stuklofter og marmorerede panelværk måtte udvides, og gangen skulle forsegles, indpakkes og opvarmes som led i den omfattende svampebehandling.

For ikke at skade panelernes marmoreringer og træværk ved opvarmningen var det nødvendigt at nedtage og fjerne de i alt 82 brystpaneler, lysningspaneler og kraftige vinduesplader fra Audiensgangen. Nationalmuseets møbelkonservatorer stod for denne opgave, som begyndte med en grundig fotografisk registrering af hver enkelt panelstykke, så det kunne placeres på sin nøjagtige plads efter konserveringsbehandlingen.

De støvede og svampeinficerede paneler blev mærket og taget ned et for et. Før panelerne kunne komme ud af Audiensgangen, måtte de støvsuges og synlige svampeangreb behandles. Herefter kunne de stakkes inde i Audienssalen, hvor de har stået vinteren over.

Voldsomme nedbrydningsskader

Skader efter angreb af ægte hussvamp. Disse dele har været særligt hårdt angrebet, og de har derfor gennemgået varmedesinfektion foruden en standard behandling mod råd, svamp og insekter, som alle de resterende trædele også har fået. Valg af standardbehandling er blevet foretaget ud fra ønsket om, at der opnås en effektiv behandling, som også vil forebygge fremtidige angreb. Samtidig er der taget miljøvenlige hensyn i valget af bekæmpelsesmiddel. Der er blevet penslet i alt 4 gange – to gange mod råd og svamp og to gange mod insekter.  Foto: Nationalmuseet, Kim Hou Alberdi

Da temperaturen i den uopvarmede Audienssal steg en smule i løbet af marts måned, kunne vi begynde på selve konserveringen af panelernes træværk. Der blev oprettet et midlertidigt værksted inde i Audienssalen, hvor vi kunne arbejde i de smukkeste omgivelser med en vidunderlig udsigt over slottets fantastiske barokhave.

Audiensgangens klima har gennem århundrederne udgjort en voldsom belastning for panelernes træværk og deres skrøbelige farvelag. De marmorerede overflader er blevet opvarmet, udtørret og nedbrudt af det kraftige sollys fra gangens vinduer, og træet har været tæt placeret op mod de kolde og fugtige murstensvægge. Derfor har træet arbejdet og trukket sig sammen, hvilket har givet spændinger, som har medført flere brud og skader.

Panelerne var endvidere angrebet af borebiller, hvis angreb var aktive, så træet var under alvorlig nedbrydning.

Flere af panelerne havde omfattende skader efter råd og svamp i de nederste dele ind mod murværk og mod gulvet.

Der var slidskader, stødskader og store dele af panelværket havde tidligere gennemgået omfattende reparationer med gennemgribende udskiftning af træ.

Snedkeren konserverer

Snedkermæssig istandsættelse af lysningspanel fra audiensgangen. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Larsen

Panelernes træværk består derfor i dag af både originale dele fra 1680’erne udført af langsomt voksende, spejlskåret egetræ i god kvalitet og af store dele fyrretræ sikkert fra istandsættelsen efter slottets store brand i 1859. Disse dele er af en mindre god kvalitet. Fyrretræet er planskåret og langt mere modtageligt for ydervæggenes fugt.

Det var her, vi kunne se de mest alvorlige revnedannelser og borebilleangreb.

Panelernes træværk er nu blevet konserveret, og hvert enkelt panelstykke er blevet gennemgået. Revner i fyldninger er blevet limet sammen, og der er limet ekstra trælister på fyldninger. Skrøbelige samlinger og nedbrudt træ er blevet limet og stabiliseret. Korroderede og skadelige søm er blevet fjernet, og de omkring 100 løse profillister er blevet gennemgået, og revner og flækker er blevet limet.

I samarbejde med Hussvamp Laboratoriet ApS er der blevet fastsat en behandlingsprocedure, som skal sikre panelerne mod råd, svamp og borebilleangreb i fremtiden. Hvert enkelt panel og profilliste er herefter blevet behandlet imod de biologiske angreb.

Endelig har en systematisk gennemfotografering og registrering af træsorter, opskæringsmetoder og værktøjsspor på panelernes bagsider skabt overblik over hvilke istandsættelsesfaser panelerne har gennemgået.

Panelerne færdige og stakkede

Panelerne er færdigbehandlede og afventer nu, at der meldes klar til genopsætning. Foto: Nationalmuseet, Kim Hou Alberdi

De mange paneler er nu klar til, at vi kan begynde på genopsætning efter sommerferien, hvor opgaven med reparation af de mange stukarbejder i Audiensgangen afsluttes.

God weekend til alle 🙂

Udgivet i Bygningsbevaring, Interiør, Slotte og herregårde | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Absalons skriftplade i Sorø Klosterkirke

Skrevet af Karen Stemann Petersen

I det følgende berettes om behandling af en meget skrøbelig og fragmentarisk skriftplade af bly, som beskriver ærkebiskop Absalons liv og virke og er forfattet til hans gravlæggelse i år 1201. Absalon har haft stor betydning for Danmarkshistorien, og pladens skriftformer og latinske tekst er væsentlig for studier af skriftens udvikling. En tegning af pladen findes gengivet i Danmarks Kirker, Sorø amt, 1936, s. 81, som kan findes her.

Absalons guldring, sølvkalk med disk i tin, bispestav, gravpladen med indskrift m.m. blev i 1827 taget op af den murede grav i højkorets gulv bag alteret i Sorø Klosterkirke. Omkring 1973 blev der designet en informativ og præsentabel udstilling af fundene i kirken. De var samlet i en stor montre. Indskriftpladen af bly viste sig imidlertid at være ustabil og korroderende under disse forhold, hvorfor der i flere omgange blev undersøgt, behandlet og ændret på opstillingen. Luftfugtigheden i montren var som i øvrige omgivelser ret høj, og der var høje koncentrationer af dampe fra organiske materialer, som er skadelige for bly, så omfattende korrosion på pladen var igen at se i 2012.

Pladen før konservering

Billedet viser et udsnit af pladen før konservering med gråhvide løse korrosinsprodukter. Mulighederne for at skabe de rette udstillingsforhold for blypladen på stedet eksisterede, men det ville blive meget bekosteligt for Stiftelsen Sorø Akademi, som ejer og administrerer hele den gamle klostergrund ved Sorø Sø. I første omgang blev der derfor forhandlet om uddeponering af pladen til Nationalmuseets Middelalder og Renæssancesamling.

Stud.mag. Marie T. Laursen og undertegnede hentede pladen i forsommeren 2013. Ved afhentningen var der lokal pressedækning og snart henvendte en fondsbestyrelse sig til Stiftelsen Sorø Akademi og tilbød at bekoste en egnet montre. Stiftelsen kunne således stå for en ny montre og fandt også midler til konserveringen. Nationalmuseet, Bevaring og Naturvidenskab, foretog både konservering og rådgivning om specifikationer til montren. Pladens korrosion blev behandlet elektrokemisk og behandlingen styret via en referenceelektrode. Herunder ses nogle af fragmenterne under den elektrokemiske reduktion.

Elektrokemisk reduktion

Efter konservering

Helheden ses efter behandling, hvor vor fotograf, Roberto Fortuna har indstillet et sidelys, så pladens graverede tekst i syv linjer træder tydeligt frem.

Pladen kom retur til kirken i sommeren 2014. Grunden til berette om behandling og bevaring nu er, at montren siden har vist sin evne til at holde klimaet stabilt tørt, og at vi derved kan konstatere, at skriftpladen er reddet og samtidigt igen udstillet i tilknytning til gravens øvrige optagne fund.

Se dem i kirken, som er åbent daglig for besøgende.

Mvh. Karen Stemann Petersen, konservator

Udgivet i Kirkeinventar, Prinsens Palæ | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Swanes malerier på Gl. Hjortespringskole bankes ned…

Forside fra hæftet om Gl. Hjortespring Skole

Forside fra hæftet om Gl. Hjortespringskole. Foto Nationalmuseet, Anja Liss Petersen

Nationalmuseet enhed for Bygning og Inventar er i øjeblikket i gang med en omfattende nedtagning af Sigurd Swanes vægmalerier. Vægmalerierne er placeret i Gl. Hjortespringskoles oprindelige indgangsparti og i et gangareal. Grunden til at malerierne fjernes fra deres oprindelige plads er, at Herlev Kommune skal rive de gamle skolebygninger ned for at få plads til at bygge nye boliger med henblik på salg.

Byggeriet af Gl. hjortespring Skole var et lokalt prestigeprojekt. Det smukke skolebyggeri gjorde det muligt, at få både Sigurd Swane og Ny Carlsbergfondet interesseret og inddraget i udsmykningen af skolen – hvad der dengang, som nu, absolut ikke var nogen selvfølge. At det lykkedes Herlev, der i 1929 blot var en lille landkommune, at engagere og skaffe midler til en kunstner af Sigurd Swanes format, må betragtes som intet mindre end en sensation.

Sigurd Swane var en af de betydeligste danske malere i det 20. århundrede. Hans professionelle karriere strakte sig over mere end 70 år. Dermed er Swanes værk ligeledes blevet et af de mest omfattende i det 20. århundredes danske kunst.

Perioden fra slutningen af 1920’erne markerede Sigurd Swanes personlige gennembrud som maler. Her ændredes Swanes farvebrug sig for en periode til det mørkere, og hans værker antog en udpræget nordisk tone, som også kan aflæses i hans udsmykning af Gl. Hjortespring Skole.

Det særegne ved Sigurd Swanes udsmykning af Gl. Hjortespring Skole kan imidlertid ikke blot opsummeres i udsmykningens æstetiske værdi. Værdien af kunstværket består i lige så høj grad i Swanes motivvalg, der er af enestående lokalhistorisk betydning, ligesom Swanes evne til at få kunsten integreret i selve skolebyggeriet, nærmer sig det optimale.

(De fire ovenstående afsnit er direkte afskrevet fra hæftet om ”Gl. Hjortespring Skoles skatte” af Jette Hoffmeyer og Darius Monfared)

Metoden for nedtagning af maleri på puds bygger på den italienske Strappo metode. Der er tre metoder inden for dette begreb, og i den vi anvender, fjerner vi farvelag og det yderste finpudslag.

Det er en langsommelig proces, der går forud for selve nedtagningen af malerierne. Det kræver en helt bestemt opbygning af tyndt japanpapir og en syntetisk voks i pastaform og i filmform (BEVA 371).

Først renses malerioverfladen med en tynd sæbevand, som efterfølgende renses med rent vand. Herefter affedtes overfladen med en benzin (Siedegrenzbenzin 100/140), og når den er tør, pensles den syntetiske vokspasta på. Voksen (BEVA 371) er opløst i Siedegrenzbenzin 100/140 i forhold 1:1. Dagen efter kan man så varme BEVA 371 film på overfladen. Hertil bruges varmepistoler, falseben af silicone og små koste med stive børster.  Det er yderst vigtigt, at BEVA-filmen varmes og bankes helt ind til maleriets overflade. Man skal her huske, at det er en pudset overflade, som ikke er helt glat, hvorfor det er meget vigtigt af få BEVA-filmen til at hæfte over det hele. Det samme gælder for det efterfølgende lag, som er et tyndt japanpapir.

BEVA-film varmes på med varmepistol og en stiv kost/børste

BEVA-film varmes på med varmepistol og en stiv kost/børste. Foto Nationalmuseet, Conny Hansen

 

Japanpapir varmes på med en varmepistol og en stiv kost/børste

Japanpapir varmes på med en varmepistol og en stiv kost/børste. Foto Nationalmuseet, Conny Hansen

Herunder ses den endelige opbygning, inden vi kan banke malerierne ned:

BEVA pasta og Siedegrenzbenzin forhold 1:1

  1. BEVA film
  2. Japanpapir
  3. BEVA film
  4. Japanpapir
  5. BEVA film
  6. BEVA film
  7. BEVA film
  8. Polyester lærred/stof

Det sidste lag BEVA film samt polyesterstoffet kan nu stryges på med et strygejern. Når overfladen er kølet ned, altså dagen efter, kan selve nedtagningen påbegyndes.

Nedtagningen udføres med en almindelig hammer, hvor der er monteret en tynd gummihandske. Dette er for at udjævne hammerens eventuelle spidse kanter. Nu kan man så begynde at slå på maleriet med hammeren. Det skal helst være nogle små bestemte slag, således at man knuser den inderste grove puds, men bibeholder finpudslaget (yderst) og selve oliefarvelaget.

 

 

Det sidste lag er polyesterlærred

Det sidste lag er polyesterlærred. Foto Nationalmuseet, Conny Hansen

 

Maleriet bankes ned med hammer

Maleriet bankes ned med hammer. Foto Nationalmuseet, Conny Hansen

 

Malerier nedtaget og klar til transport

Malerier nedtaget og klar til transport. Malerierne ligger med forsiden nedad og bagsiden op. Foto Nationalmuseet, Conny Hansen

 

Udgivet i Bygningsbevaring, Interiør, Maleri, Sigurd Swane | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

Magisk trold får påskeæg af Nationalmuseets forskere i Brede

Skrevet af Yvonne Shashoua

I 1930’erne drejede fisker Thomas Dam den første trold i træ, og han designede den at ligne ham selv.  Thomas Dams familie var fattige og var glade for, at troldene fik meget opmærksomhed.

I 1950’erne erstattede naturgummi træstrukturen, og troldenes krop blev udfyldt med savsmuld.  Håret blev fremstillet af lammeskind, hvilket det også er den dag i dag.

Efter 10 år stiftede familien Dam en fabrik, The Troll Company i Gjøl, for at få salgstallene op i tusindvis.  Midt i 1960’erne blev naturgummi skiftet ud med syntetisk plastic for at benytte de nyeste sprøjtestøbningsmetoder, der gav mulighed for at fremstille hundredvis af troldekroppe dagligt.

Trold efter ophold i kælder med voks og snavs på overfalde

Trold efter ophold i kælder med voks og snavs på overfalde. Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Yvonne Shashoua

Bredes vagtmester Jørgens trold fra 1960’erne har boet i en fugtig kælder i en del år. Trolden var misfarvet, og der var aflejret et hårdt, ujævnt, hvidt lag på overfladen især på benene, på armene og i ansigtet. Trolden skulle ”shines up” til påske og heldigvis havde seniorforsker Yvonne Shashoua tid til at hjælpe Jørgens trold.

En hurtig test med en kobbertråd viste, at trolden var fremstillet af blødt PVC, og at det hvide lag på overfladen indeholdt paraffinvoks. Voksen har været tilsat PVC for at få trolden til at slippe formen under fabrikationen og har efterfølgende migreret ud til overfladen under det fugtige og kolde ophold i kælderen.

Trolden nyder bad på 60 °C med Orvus WA Paste

Trolden nyder bad på 60 °C med Orvus WA Paste. Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Yvonne Shashoua

Erfaring med andre PVC dukker med lignende symptomer viser, at løsningen i dette tilfælde var let – trolden skal tage et varmt bad inden påske! –  Ikke med almindelig skumbad, men Orvus WA Paste, som er et neutralt afspændingsmiddel der, ifølge POPART projektets resultater, ikke skader PVC og er meget effektiv til at rense snavs fra PVC overflader.

Troldens badevand var op til 60 °C, førend voks og snavs begynder at løsne sig fra overfladen.  Efter en times tid i bad fik trolden en skånsom afskrubning med en sminkesvamp, en overskylning med vand og en frottering med et håndklæde og var derefter klar til at fejre påske sammen med Jørgen!

 

Trolden og Jørgen klar til Påskeferie!

Trolden og Jørgen klar til Påskeferie! Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Yvonne Shashoua

Troldens forside efter en tur i bad

Troldens forside efter en tur i bad. Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Yvonne Shashoua

Udgivet i Gummi, Plast | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar