Restaurering af en Christian den IV bibel

Skrevet af Mette Humle Jørgensen og Susanne Trudsø. Alle foto: Nationalmuseet, Mette Humle Jørgensen

Mange af Nationalmuseets konservatorer har ikke blot én, men faktisk hele to uddannelser bag sig. Museets papirkonservator har således gennemført både sin akademiske uddannelse på Kunstakademiets Konservatorskole og er uddannet bogbinder. Denne kombination af to uddannelser kom Døllefjelde Kirkes Christian IV-bibel godt til gavn.

Da en Christian IV-bibel var en brugsgenstand, som blev anvendt igen og igen ved gudstjenester og andre kirkelige handlinger, skete der selvsagt også et slid på bogen. Gennem århundreders brug i Døllefjelde Kirke var sider i deres eksemplar af Biblen uundgåeligt blevet krøllet, bogbindet revnet og opspændingssnore til perme var slidt over. Derudover var en del af forperm og fire sider gået tabt. Der var sågar gået insekter i såvel bogbindet som papiret. Konserveringen måtte derfor begynde med en frysedesinficering for at sikre, at der ikke længere var liv i skadedyrene.

Permen, hvilket er de træstykker, der udgør bogbindets indre struktur i forside og bagside, er i bøgetræ. Særligt på bagpermen var borebillerne gået til angreb. Det blev derfor nødvendigt at aftage de fleste af hjørnernes metalbeslag samt løsne indbindingen i kalveskind. På de blotlagte perme blev de smuldrende områder skåret væk og erstattet af nye stykker bøgetræ. Forpermen var desuden flækket på langs ved opspændingshullerne – de huller, hvortil at den hæftede bogbloks opspændingssnore fæstnes – og permens fragmenter manglede. Så også hertil måtte et nyt stykke bøgetræ tildannes.

Kapitælerne, som er ryggens øverste og nederste dele, manglede. Ydermere var kalveskindsbindet i tidens løb krympet, hvilket betød, at Biblen ikke længere kunne lukkes fuldstændigt. Bindet måtte derfor skæres op langs ryggens bagkant, hvorefter at nyt kalveskind blev skærfet til, dels som udfyldning og dels som supplement grundet krympningen. Med en skum af sæbe blev det originale skind afrenset, og efterfølgende blev et blødgørende smørremiddel påført. Desuden blev det nye skind indfarvet med en narvsværte, således at skindets farve fik et ensartet udtryk.

Papiret skulle der også tages hånd om. Revner måtte stabiliseres ved, at kozopapir, der er tyndt, stærkt og transparent, blev klæbet på henover revnerne. Egentlige huller i papiret blev udfyldt med en blanding af kozopapir og papirpulp, ligesom æselører blev rettet ud.

Som nævnt indledningsvis, manglede der også sider i denne Christian IV-bibel. Da Det Kongelige Bibliotek har affotograferet en af deres Christian IV-bibler side for side, var det muligt at rekvirere de manglende fire sider i en printet version, og printet på nyt håndgjort papir, som lignende Biblens øvrige folieark. De nye sider blev hæftet ind i resten af bogblokken, hvor hæftningen og opspændingen ligeledes blev eftergået med nye, bløde hørtråde. Afslutningsvis kunne indbinding og bogblok atter samles ved ansætning til den restaurerede forperm samt indklæbning af nye forsats af håndgjort europæisk papir. Endelig kunne hjørnernes metalbeslag atter sømmes på.

Døllefjelde Kirkes Christian IV-bibel er atter blevet en brugbar bog, hvor det lykkedes at bevare alle de originale dele. Det er dog fortsat en sårbar bog, der skal anvendes med omtanke, og som kun fremtages ved særlige lejligheder. Men det er jo trods alt en snart 400 år gammel bog, som Nationalmuseets papirkonservator med bogbinder-baggrund har haft mellem hænderne.

Såfremt man ikke er helt fortrolig med bogbinderfagets fagtermer, kan det tilføjes, at helbind betyder, at omslaget/bogbindet udgøres af ét stykke skind. Blindtryk betyder, at bogbindets dekoration er presset ind i skindet med stempler og uden anvendelse af guld. Ægte bind betyder, at opspændingssnore ligger oven på bogens ryg. Ansætning er permens fastgørelse på bogblokken. Forsats er de blade, som ved indbindingen hæftes foran og bag i bogen.

Udgivet i Bevaring, Bøger | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Et pragtværk fra barokken

Skrevet af Birgitte Larsen

Nationalmuseets konservatorer har afsluttet konserveringen af billedskæreren Abel Scrøder den Yngres næsten 10 m høje altertavle, der dateres omkring 1664, i Sankt Mortens Kirke i Næstved.

Altertavlen er et pragtværk i rigt udskåret egetræ, og den er et af tidens fornemmeste billedskærerarbejder.

Den komplicerede trækonstruktion var med tiden blevet ustabil i flere bærende samlinger. Derudover var træværkets overflade udtørret, revnet, bleget og skæmmet af nedgroet snavs.

Under den to måneder lange periode, hvor konserveringsarbejdet stod på, blev den bærende konstruktion sikret, så der ikke mere er risiko for udskridning af alteravlen.

Derudover forestod et stort rensningsarbejde af det udpinte og snavsede træværk, før træet igen kunne få en supplerende og beskyttende overfladebehandling.

Filmen er lavet af Birgitte Larsen og mikala Bagge.

Udgivet i Bevaring, Kirkeinventar | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Christian den 9. og den Glücksborgske kongefamilie i Fredensborgsalen på Christiansborg Slot

Skrevet af Mikala Bagge.

I de første måneder af 2020 har Nationalmuseets malerikonservatorer arbejdet på konserveringen af Laurits Tuxens mesterværk, der måler 458 x 666 cm. Det er malet med oliefarver på et grunderet lærred uden sammensyninger og er spændt op på en blændramme.

Slottets opmærksomme rundvisere havde bemærket, at farven var begyndt at skalle af i meget små stykker, så man kunne se maleriets lyse grundering, som små hvide prikker i maleriets farvelag.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at der var mange steder, hvor farvelaget havde løsnet sig fra lærredet. Farven var desuden blændet flere steder, og fernissen oven på farvelaget var blevet mat og nedbrudt. Den meget ujævne påføring af fernis var særdeles tydelig, når maleriet blev eksponeret i UV-belysning.

Filmen er lavet af Christiansborg Slots formidlere i samarbejde med Nationalmuseets fotografer.

Maleriet er ejet af Staten og forvaltes af Slots- og Kulturstyrelsen, og på baggrund af de fundne skader besluttede de i 2019 at lade maleriet konservere.

Konserveringsarbejdet er udført i rummet på Christiansborg Slot, hvor maleriet hænger, for ikke at udsætte det store lærredsmaleri for et anderledes klima under behandlingen. For at mindske bevægelser i lærredet blev det besluttet, at behandlingen skulle udføres i lodret position. Det var imidlertid nødvendigt, at komme til maleriets bagside for at fastlægge farven, hvorfor maleriet blev nedtaget fra bagvæggen, hvor det var monteret over panelerne. Det blev herefter placeret på et stativ foran væggen, således at arbejdet på forsiden kunne udføres fra 2 store rullestilladser. Konserveringsarbejdet på bagsiden kunne udføres fra stige.

Konservatorerne nåede næsten af lægge sidste hånd på værket, inden Coronakrisen gjorde sit indtog.

Udgivet i Bevaring, Maleri, Slotte og herregårde | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Restaurering af Joakim Skovgaards fresker i Viborg Domkirke

Skrevet af Birgitte Faurhøj Olsen. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Faurhøj Olsen

Lige efter nytår gik Nationalmuseet i gang med restaurering af freskerne i Viborg Domkirke. Projektet er støttet økonomisk af Augustinusfonden og er planlagt med 3 etaper løbende over hen året med afslutning før efterårsferien 2020.

Heldigvis blev vi færdige med 1. etape, kort før vi blev sendt hjem på grund af Corona-pandemien. Og det indledende arbejde har givet os en god arbejdsrutine, hvor vi har fået metoderne på plads og forhåbentligt kan komme videre med næste etape i løbet af maj måned.

Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke blev afsluttet i 1906 efter mange års arbejde og endnu flere års forberedelser.

Siden færdiggørelsen af den enestående udsmykning har malerierne, der dækker et areal på ikke mindre end 2000 m2 på kirkens vægge og hvælv, ikke været genstand for en samlet istandsættelse, som den der er i gang nu. Enkelte dele af udsmykningen har tidligere været behandlet på grund af lokale skader.

Baggrunden for den nu igangværende istandsættelse er, at der gennem mange år er opstået revner i kirkerummets hvælvinger på grund af sætninger i murværket. Nu er murværket blevet stabiliseret, og skaderne på hvælvenes malerier kan derfor udbederes.

Ud over disse sikringsarbejder bliver samtlige malerier overfladerenset for at fjerne årtiers snavs, støv og sod fra stearinlys, der har lagt sig som en hinde på malerierne. Endvidere vil skader i og slitage af farvelag og puds blive udbedret og misfarvninger retoucheret.

I 1. etape er malerierne i hovedskibet og de to sideskibe blevet behandlet. Her har vi afrenset alle overflader med tørsvamp, mens enkelte områder er blevet vådafrenset med triamoniumcitrat. Malerierne er for størstedelens vedkommende udført i ren freskoteknik, og indtil videre har afrensningen været forholdsvis uproblematisk. Der er imidlertid enkelte farver, som ikke er så velafbundne, så her er afrensningen foretaget med en blød gedehårspensel.

Under vinduerne i sideskibene har der tidligere løbet kondensvand ned af væggene, og snavs er trukket ind i freskernes overflade. I disse områder har vi måtte arbejde med en mere dybdegående rensning og efterfølgende retouchere de misfarvninger, som ikke kunne fjernes uden at skade det oprindelige farvelag.

De farver, der er påført i freskoteknik, er godt afbundne. Man kan derimod se afskallet farvelag, der hvor konturerne er trukket op med en tykkere streg. Her har det været nødvendigt at trække stregerne op på ny.

På nogle af vægfladerne er der med tiden opstået revner i puds- og farvelag. Dette ses f.eks. over norddøren, hvor en sætningsrevne gennem tiden har voldt problemer. Den er tidligere blevet udbedret, men det var nødvendigt atter at åbne revnen, lægge ny puds i den, og afsluttende retouchere området.

I forbindelse med arbejdet har vi fået en enestående mulighed for at komme helt tæt på kunstnernes arbejdsmetoder. Ud over den nærmest akvarellignende maleteknik og udtryk, som f.eks. at fuglene i paradisets have er malet med ganske få penslestrøg, ses også fortegninger med blyant, indridsninger og fine punseprikker efterladt på malerierne, nærmest usynlige fra gulvet, men helt tydelige, når man kommer tæt på.

Arbejdet i kirken sker under stor bevågenhed fra menighed og besøgende, som der er mange af. Stilladserne er afskærmet, men vi har allerede haft menighedsråd, kolleger fra Skovgårdmuseet og kirkens egne guider på besøg. Senere i forløbet vil vi afholde et eller flere Åbent Hus arrangementer, da interessen er stor, og samarbejdet med Domkirken og dens personale er rigtig godt.

Nåh ja, og så er der musik til arbejdet – Orgelmusik, så på nogle tidspunkter er det godt, at der er indkøbt 1. klasses høreværn 🙂

Udgivet i Bevaring, Kalkmaleri | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Ny bog: Abildgaard som arkitekt

Skrevet af Line Bregnhøi

Konservator Line Bregnhøi har i efteråret fået udgivet bogen Abildgaard som arkitekt – former og farver. Bogen er skrevet i samarbejde med arkitekturhistoriker Hanne Raabyemagle og beskriver billedkunstneren Nicolai Abildgaards arbejde som arkitekt og interiørdesigner. Konservator og arkitekturhistoriker beskriver fra hver sin synsvinkel Abildgaards raffinerede tilgang til arkitekturen samtidig med at hans sammensætning af kraftige kulører på interiører og tekstiler var enestående i en tid, der anvendte sarte pasteller og florlette stoffer.

Bogen er udkommet på Gads forlag

Udgivet i Bygningsdekoration | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Haderslev Kasernes vægmalerier

Skrevet af Conny Hansen. Foto: Nationalmuseet, Conny Hansen og Anna K. Hansen

Den 3. marts 2020 tog konservator Anna Katrine Hansen og undertegnede til Haderslev kaserne, hvor vi de kommende tre uger skulle konservere to vægmalerier i kasernens østvendte portrum. Pengene til istandsættelse af såvel malerier som portrummets vægge og lofter er indsamlet af Haderslev kasernes venner, og indsamlingen har fået stor lokal støtte.

Malerierne var udformet som dels en mindetavle for fire soldater, der faldt den 9 april 1940, og dels som et rigsvåbenskjold. De to malerier var opført i to forskellige perioder.

Våbenskjoldet må være lavet efter 1920, idet Haderslev var tysk indtil 1920. Udformningen af våbenskjoldet viser, at det må være fra Christian den X´s regeringsperiode. I våbenskjoldet indgår også den islandske falk, da Island har hørt til det danske kongerige indtil 1944, hvor de blev selvstændige. Christian den X valgte dog at beholde falken i sit våbenskjold, og først efter hans død i 1948 blev falken fjernet fra våbenskjoldet. (Wikimedia Commens, Det danske rigsvåben- Salomonsen 1916)

Ud over dette synlige våbenskjold, har der tidligere været malede våbenskjolde i alle portens nicher. Disse våbenskjolde har været by-våbenskjolde fra de omkringliggende byer. Flere steder fandt vi rester af disse tidligere kalkmalerier under den nuværende dekoration. Grundet forfald og mangel på økonomiske midler til vedligehold blev alle byvåben overmalet ved en renovering i 1980´erne.

Via oplysninger fra en tidligere udført forundersøgelse vidste vi, at det var muligt at fastlægge de løse farvelag med en akryllim og varme. Det lykkedes os derfor at sikre stort set al løs farve, hvorefter vi rensede malerierne med en svag syre-baseholdig væske.

Det interessante under vores arbejde fra to rullestilladser i portrummet var observationen af rummets klima. Allerede efter de første dage var det tydeligt, hvorfor skaderne var opstået og deres placering. Årsagen var det mikroklima af vindturbulens, der nærmest konstant blæser ind fra den åbne port fra østsiden. Vinden samles i maleri nichens vestside, hvor det kører rundt på overfladen og forårsager udtørring. Dertil kommer sollysets påvirkning på maleriets farver, da solen, når den er fremme, lyser direkte ind på dette maleri. Her var det tydeligt, at det var den store mængde sollys, der var skyld i udblegningen af farverne.

Næste skridt er at retouchere revner, krakeleringer og misfarvninger, og vi glæder os til at komme tilbage for at færdiggøre opgaven, når Coronakrisen er overstået

Udgivet i Bevaring, Bygningsdekoration | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

To kejserinder i hvidt marmor

Skrevet af Susanne Trudsø. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø

Mellem Vesterbro, Frederiksberg og Valby ligger Carlsberg. I årtier har området været et aktivt bryggeri, men udflytning af store dele af produktionen har gjort, at området i dag er under en markant transformation; der rives ned og bygges nyt til såvel boliger og erhverv, men samtidig bevares også mange af de markante bygninger, herunder selve kernen i brygger Carl Jacobsens Ny Carlsberg i form af hans første Glyptotek.

Både brygger I.C. Jakobsen og sønnen brygger Carl Jacobsen tjente godt på deres respektive produktioner af øl på trods af en dyb konflikt far og søn imellem. Konflikten handlede ikke kun om uenighed om lagringstider og øllets kvalitet; konflikten gjaldt også positionen som mæcen. Mens I.C. Jacobsen fra 1878 koncentrerede sig om Frederiksborgmuseet, fokuserede Carl Jacobsen på kunst; særligt på fransk billedhuggerkunst. Om muligt tog han til Paris hvert år og købte ind på Salonen, og i løbet af et tiår købte han ind for henved 2 millioner kroner. Samtidig med samlingens vokseværk kunne mængden af kunst ikke rummes inden for hjemmets vægge, hvorfor Carl Jacobsen i 1882 fik opført en museumsbygning eller vinterhave i tilknytning til familiens hjem Bakkegården. Den 24. sep. 1882 kunne salen præsenteres ved en fest for en indbudt vennekreds, og fra den 5. nov. samme år var der offentlig adgang hver søndag i to timer. Tre år senere udvidede Carl Jacobsen byggeriet med en selvstændig fløj på 4 rum.

Men det var ikke kun færdigbearbejdet kunst, som Carl Jacobsen indkøbte. Han bestilte også kunst, og han var således opmærksom på det historiske tilfælde, at to danske kongedøtre, Christian IX’s og dronning Louises døtre Dagmar og Alexandra, var blevet gift med henholdsvis den russiske zar Alexander III og den engelske tronfølger Edvard, prins af Wales – to af Europas mest betydnings-fulde troner. Dette synes Carl Jacobsen var værd at mindes med mere end blot historiens årbøger, hvilket gav ham idéen til – med forventet kongelig tilladelse – at lade to statuer udføre af et par af datidens førende franske kunstnere; Jean Gautherin og Henri-Michel-Antoine Chapu. Skulpturerne blev bestilt i henholdsvis 1884 og 1885.

Dog skulle det vise sig ikke at være helt enkelt at få de to kongelige højheder til at sidde model for de to kunstnere. Carl Jacobsen har beskrevet forløbet med egne ord:

”Det er imidlertid ikke saa lige en Sag at komme i Forbindelse med keiserlige Majestæter. Begyndelsen var afskrækkende. Chapu kjendte den franske Gesandt i London M. Waddington, der ligesom han selv var Membre de l’Institut de France, en Værdighed, for hvilken en Grande af Spanien kan tage Hatten af. Han reiste til London, og Waddington skulde netop give en Soirée i Gesandtskabet, hvor Prindsessen af Wales kom tilstede, og hvortil han da indbød vor Kunstner. Men da denne nu om Aftenen anmodede Waddington om at introducere ham til Prindsessen, svarede Gesandten, at dette stred ganske imod Etiketten. Chapu havde faaet Leilighed til at see hende, men udover det kunde Waddington intet gjøre. I sin borgerlige Naivitet faldt det Chapu lidt vanskeligt at forstaae, at Frankrigs Gesandt i sit eget Hus ikke kunde forestille den Grande af Kunsten, som skulde med Hans Majestæt Kongen af Danmarks Samtykke udføre Prindsessens Monument, for denne selv; men herved var Intet at gjøre, og Chapu maatte slukøret reise tilbage til Paris og betragtede Sagen som opgiven. Men Glyptoteket havde sine Alfer, og de svigtede ikke her. En af dem paatog sig min Ven Maleren Professor Tuxens Skikkelse. Han arbeidede dengang i Foraaret 1885 paa det store Billede af Kongefamilien og skulde netop reise til London for at male Prindsesse Alexandra. Jeg bad nu Tuxen om at prøve sin Lykke før mig, og han forrettede sit Ærinde saa vel, og Prindsessen var saa elskværdig og naadig, at hun lovede ikke blot selv at sidde Model for Chapu, naar hun i Eftersommeren kom til Fredensborg, men ogsaa at formaa Keiserinde Dagmar til at give sit Samtykke til at sidde for Gautherin ved samme Leilighed. De to Kunstnere kom i September til Danmark og blev venligt modtagne ved Hoffet paa Fredensborg, hvor de i nogle Timer modellerede Skizzerne til Statuerne, som derefter bleve udførte i fuld Størrelse.”

Alt imens de to skulpturer blev færdigudformet og hugget i hvidt italiensk marmor voksede Carl Jacobsens samling fortsat, og rammerne for de to skulpturer skulle ligeledes skabes, så allerede i 1886 udbyggedes Glyptoteket på Carlsberg yderligere; herunder med den såkaldte Kejserindesal, hvor de to bestilte skulpturer skulle placeres. Skulpturen af Dagmar / kejserinde Marija Fjodorowna af Ruslandblev leveret i 1889, mens skulpturen af Alexandra, prinsesse af Wales blev leveret i 1891.

Året efter, i 1892, kunne det danske kongepar fejre deres guldbryllup, hvilket var anledningen til, at hele den royale familie igen var samlet i Danmark. Blot seks dage efter guldbrylluppet fik Carl Jacobsen den ære, at han kunne fremvise de to skulpturer for den royale familie på sit Glyptotek på Carlsberg. Besøget blev dokumenteret af Lauritz Tuxen i form af et maleri, mens Carl Jacobsen selv har beskrevet dagen med ordene:

”Den største Ære, som blev det gamle Glyptotek beviist, var dog, da Hans Majestæt Kong Christian IX imedens Kongehuset var samlet ved Guldbrylluppet, d. 1. Juni 1892 anmeldte sit og hele den kongelige Families Besøg. I et imponerende Optog af Vogne, Landauere og Char-a-bancs, malerisk med de røde Kudske og Lakaier under Pilealléens nysudsprungne Lindetræer, ankom et Selskab af Konger og Dronninger, Keisere og Keiserinder, Prindser og Prindsesser, repræsenterende alle de talrige Grene af den hoie Stamme, og fyldte Glyptotekets Sale.”

I 1887 får Carl Jacobsen dernæst kontakt med den tyske arkæolog Wolfgang Helbig, som er bosiddende i Rom. Helbig bliver agent og indkøber for bryggeren. Det første år blev det til 9 antikke værker, men sidenhen fik også denne samling markant vokseværk. Med tiden formidlede Helbig således indkøbet af 955 antikke værker, og selvsagt måtte Carl Jacobsen etablere nye rammer til sin samling. Dette blev til Ny Carlsberg Glyptotek på Dantes Plads. Museet blev indviet i 1897 og udvidet i 1906, men det er så en ganske anden historie, men konsekvensen blev selvfølgelig, at hovedparten af værkerne på Carlsberg blev overflyttet til det nyetablerede museum. Nogle malerier og nogle skulpturer forblev dog tilbage i dette oprindelige Glyptotek, og her iblandt de to kejserindeskulpturer (prinsesse Alexandra blev i 1901 efter dronning Victorias død endelig dronning af England og kejserinde af Indien), og skulpturerne er fortsat opstillet i Kejserindesalen. I de mellemliggende år og også i dag anvendes lokalerne til repræsentative formål og events.

Konserveringsbehandling

Dagmar / kejserinde Marija Fjodorowna af Rusland

Brugen af lokalerne og tidens tand havde derfor efterhånden sat sit præg på skulpturerne. De var blevet noget smudsige, der er givetvis også blevet røget nogle cigarer i lokalerne i årenes løb, så marmoren fremstod grågullig og trængte til en afrensning. For begge skulpturers vedkommende er den hvide marmor afrenset for smuds, først med latex og efterfølgende med damp. Latexen blev penslet på den ene dag og trukket af den efterfølgende dag efter afhærdning. Den anvendte latex er Arte Mundit.

Efter at latexen var trukket af, blev al overflade efterfølgende dampafrenset. En sådan afrensning tager noget tid, da begge skulpturer viser kejserinderne i meget folderige kjoler og med yderst detaljerede smykker med mange kringelkroge. Men samtidig er der også fascinerende at komme hele vejen rundt på en sådan overflade og opleve marmoren igen blive ren og hvid.

Alexandra, dronning af Storbritannien og kejserinde af Indien

Udgivet i Bevaring, Skulptur | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Farvearkæologisk undersøgelse af arkitekten Viggo Møller-Jensens eget hus

Skrevet af Line Bregnhøi

Lige inden Corona-pandemien ramte os alle, nåede Nationalmuseet at udføre en farvearkæologisk undersøgelse af ejendommen Borrekrattet 7 i Kongens Lyngby, nord for København. Undersøgelsen er udført for Realdania By og Byg, der har erhvervet ejendommen fra Møller-Jensens familie. Arkitekten Viggo Møller-Jensen (1907-2003) tegnede og fik opført huset i 1939, til egen bolig samt tegnestue. Enkelt udført som en bo-maskine, dog også indrettet med plads til hygge.

Den farvearkæologiske undersøgelse viste, at husets interiører oprindeligt er farvesat i den lyse ende af farveskalaen med rosa, lyseblå og hvide limfarvede vægge. Hertil er udvalgte elementer, som eksempelvis radiatorer, rør og døre, gjort til farvemarkører i kraftige kulører som ren okker, mørk blå og mørk rosa. Endvidere blev der opsat blomstrede tapeter i enkelte rum. Husets farvesætning må opfattes som en del af sin tid, med de lyse kulører og tapeter, samtidig med at der er tilføjet modernistiske træk med klare farvemarkører.

Realdania By & Byg ønsker at føre huset tilbage til dets oprindelige udseende og har engageret arkitektfirmaet Fogh og Følner som rådgivere på opgaven. Al maling er oprindeligt udført i limfarve og linoliemaling, som stadig var almindeligt på den tid, og disse materialer vil man anvende igen ved genskabelsen af husets oprindelige farvesætning.

Udgivet i Bevaring, Bygningsbevaring | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

’Plastic Anniversary’

Skrevet af Yvonne Sashoua, seniorforsker på Nationalmuseet med speciale i plast og nedbrydning af plast

I anledning af den amerikanske musiker Matmos’ seneste album ’Plastic Anniversary’, blev jeg interviewet til programmet Kulturen på P1.  Her fortalte jeg, om min forskning  i nedbrydning af plastik indenfor kunst, miljø og plastgenstande generelt.  Værten var rigtig sød mod mig selvom jeg snublede over nogle danske ord, og oplevelsen var meget positiv .

Hør Yvonne i programmet Kulturen på P1 

Senere samme dag holdt jeg et oplæg foran 200 gæster fra Matmos’ koncert. Matmos spiller på plastikinstrumenter herunder vandrør, silikone brystimplantater og Margrete skåle.

Hvem er Matmos…

Der var ret vildt at vise et Powerpoint show  i den kæmpe  store Copenhagen Contemporary hal, samt mærke den intense interesse, der er omkring forskning i plastik i kunst og design. Efterfølgende talte jeg med Matmos’ musikere,  og vi overvejer at lave en undersøgelse af, hvordan plastens vibrationer ændrer sig under nedbrydningsprocesser. Dette kan munde ud i en non destruktiv metode til at måle nedbrydning i plastmaterialer…

Herunder ses nogle billeder af eventen som blev taget af Louise Cone, Statens Museum for Kunst.

Udgivet i Plast | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

En varm hilsen fra Oslo – del 2

skrevet af Louis Lange Wollesen

Arbejdet med overfladerensning og efterfølgende voksbehandling på bronzeskulpturgruppen på det ene hjørne af hovedfontænen i Vigelandsparken, er nu kommet ind i den afsluttende fase. Overfladerensningen er næsten færdig, og vi skal så småt til at påføre voks. Der voksbehandles med to lag voks for at give bronzeoverfladen en god beskyttelse mod vejr og vind.

Før overfladerensningEfter mekanisk rensningEfter konservering

 

 

 

 

 

 

Billedet til venstre viser en detalje fra en af skulpturerne, inden der er blevet overfladerenset. Billede i midten viser stadiet efter mekanisk afrensning. Billedet til højre viser samme detalje, hvor der er påført første lag voks. Foto: Nationalmuseet, Anders E. Løkkegaard

Overfladerensningen foregår ved mekanisk bearbejdning. Der arbejdes fortrinsvis med håndbørster og roterende værktøj. Der anvendes ikke kemikalier til afrensningen.

Arbejdet med skulpturerne på fontænen er som tidligere nævnt et samarbejde mellem Vigelandsmuseets konservatorer og Nationalmuseets konservatorer. Vi har med denne opgave derfor fået mulighed for at udveksle erfaringer indenfor konservering af udendørsbronzer. Til eksempel kan nævnes, at vi i fællesskab har besluttet at anvende forskellige typer afsluttende voksbehandling, som begge institutioner benytter til sådanne opgaver. Så kan man ved at sammenligne dem om nogle år bedre udvælge, hvilken type voks der egner sig bedst til overfladebehandlingen af udendørs bronzeskulpturer.

Konservatorerne

Konservatorerne fra Vigelandsmuseet og Nationalmuseet på stilladset som er bygget op omkring Gustav Vigelands bronzeskulpturer, mens vi arbejder med dem. Vi er iført masker med hjælpemotor, idet støvet, der udvikles fra afrensningen, indeholder forskellige giftige partikler. Foto: Gæst på stilladset, Martin Mogstad.

Vigelandsparken er meget besøgt, og der kommer ustandseligt grupper af turister fra hele verdenen forbi for at se på parken. De kommer også forbi vores stillads, som på grund af varmen står med delvis åbne sider. Det giver parkens gæster mulighed for at se, hvad der foregår, og jeg tror denne opgave, er den, hvor vi er blevet fotograferet flest gange.

Stilladset omkring fontænen

Her ses det delvist åbne stillads med en forbipasserende gruppe af turister. Foto: Nationalmuseet, Anders E. Løkkegaard.

Opgaven i Vigelandsparken afsluttes onsdag den 13. juni 2018, hvorefter stilladset fjernes, og der påfyldes vand i fontænen. Så hvis man er i Oslo i sommerens løb, så er Vigelandsparken bestemt et Must see 🙂

Udgivet i Bronzeskulptur, Oslo, Skulptur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar