Peters jul – så bliver det alligevel jul i 2020

Skrevet af Mette Humle Jørgensen

På papirkonserveringen ligger julen nu på arbejdsbordet i form af en udgave af Peters jul.

Den første udgave af Peters jul blev udgivet anonymt i 1866. Det var dog kendt, at forfatteren var Johan Krohn, og at den var illustreret af hans bror Pietro Krohn og Otto Haslund. Da de så, hvad forlæggeren havde gjort ved bogen, nægtede de at få den udgivet. Senere da forlæggeren gik konkurs, tillod de udgivelse. I 1870 udkom 2. udgave derfor stærkt forarbejdet med Johan Krohn som forfatter og illustreret af Pietro Krohn. Den aktuelle bog er 3. udgave fra 1889, hvor Frants Henningsen har omarbejdet Pietros tegninger til tidens moderne tryk med farvelagte trykte tegninger.

Et meget kært eje som bruges hvert eneste år. Denne udgave er 3. udgave fra 1889. Foto: Nationalmuseet, Mette Humle Jørensen

Bogen har været en fast del af ejer familiens traditioner og er blevet læst højt i hjemmet hver jul i flere generationer. Den bærer præg af sliddet, men også af kærligheden til denne bog. Den er blevet lappet efter bedste evne flere gange. Revner i siderne er blevet sat sammen med forskellige klisterpapirer og tape og endt med at være klæbet op på blankt papir og hæftet om. Bindet er sandsynligvis udskiftet ved samme lejlighed. Nu er bogbindet revnet, bogblokken løs med nye revner i papiret, en side er næsten løs, og flere lapper er stærkt misfarvede.

Detalje af tape reparationer og lille Peter, Pjerrot og julemanden. Foto: Nationalmuseet, Mette Humle Jørgensen

Der kan vælges mange niveauer i konserveringen af denne bog. Sammen med ejeren er det besluttet at stabilisere alle revner i papiret, fjerne de misfarvede lapper og genbruge bogbindet. Den skal være en funktionel bog igen, men må samtidig stadig gerne vise sin egen historie.

Til jul skal den igen læses højt og fortsætte familietraditionen, måske tilføjet med en virtuel oplæsning?

Glædelig jul fra Nationalmuseets konservatorer og Bramming

Udgivet i Bevaring, Bøger | Tagget , , , , , | 2 kommentarer

Så blev restaureringen af Joakim Skovgaards fresker i Viborg Domkirke afsluttet

Skrevet af Birgitte Faurhøj Olsen

Torsdag den 29. oktober kravlede Nationalmuseets konservatorer for sidste gang ned af stilladset, og afsluttede 3. etape af den omfattende restaurering af Joakim Skovgaards fresker. Hermed blev der sat punktum for sammenlagt 4 måneders arbejde på Domkirkens vægge og hvælv, fordelt på 3 etaper afbrudt af både planlagte og ufrivillige pauser.

Opgaven har været stor på mange måder. Fysisk har den været omfangsrig, da vi har renset og istandsat ikke mindre end 2000 m2 fresker på hvælv og vægge. Det har været en stor oplevelse, fordi det ikke er hver dag, man får lov til at arbejde på så enestående og ikonisk et mesterværk, som Skovgaards fresker i Viborg Domkirke er. Endelig så har det været en stor tilfredsstillende og taknemmelig opgave, da resultatet af overfladerensningen af malerierne tydelig ses, malerierne står nu klarere og lysere end før istandsættelsen.

Stilladset i kirkens korsskæring og korsarme, som blev behandlet under etape 3, september til oktober 2020. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Faurhøj Olsen

Baggrunden for restaureringen var, at der, på grund af sætninger i bygningen, var fremkommet en del revner i apsis, på hvælvene i kor, korsskæring og korsarmene. I løbet af 2019 og 2020 blev Domkirkens murværk og hvælvinger stabiliseret, og derefter kunne revnerne i selve malerierne udbedres. I den forbindelse blev det besluttet også at rense freskerne, da disse for store deles vedkommende, ikke havde været renset siden malerierne var færdige i 1906. Efter en grundig forundersøgelse var Viborg Domkirke og Nationalmuseet klar til at gå i gang med den omfattende restaurering i januar 2020, en opgave der blev støttet økonomisk af Augustinus Fonden.

Malerierne i Viborg Domkirke er udført i freskoteknik, hvilket vil sige, at farven, der er oprørt i kalkvand, er påført i den våde puds og ved optørring fikseres pigmenterne i pudsen. Det betyder, at farverne er godt afbundne. Der var fra forundersøgelsen lagt op til en kombination af tør- og vådrens, men det viste sig hurtigt, at tørrensning med specialsvamp var mest effektiv, og bortset fra enkelte områder blev det den foretrukne metode.

Afrensningen af overfladesnavs, eksempelvis sod fra stearinlys og partikler fra den oprindelige varmluftsopvarmning af kirkerummet, var en tilfredsstillende proces. Ved hjælp af tørsvampen fjernede vi let den film af snavs, som siden maleriernes færdiggørelse i 1906 havde lagt sig på malerierne.  Især i hvælvene over alteret og den store syvarmede lysestage i korsskæringen var forskellen på rensede og urensede områder meget markant. Farverne blev lysnet, og konturer, der tidligere ikke var synlige fra kirkegulvet, blev nu tydelige.

Hvælvet i korsskæringen under afrensning af over 100 års overfladesnavs. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Faurhøj Olsen

I nordre sideskib var der områder, hvor kondensvand fra vinduerne i sin tid var løbet ned over malerierne. Vandet havde ført snavs med, der var trukket ind i pudsen, og derfor ikke kunne afrenses med tørsvamp. Det var derfor nødvendigt at foretage en grundigere rensning for at fjerne de mørke løbere. Her blev der renset med lille børste og vand tilsat en mild vaskeaktiv opløsning.

Revnerne i hvælvingerne var inden restaureringen blevet stabiliseret ovenfra, og det var med spænding vi gik i gang med udbedringen af disse. Ofte vil pudslaget omkring revner have løsnet sig, men her viste det sig, at der kun i enkelte områder var brug for at fastlægge pudsen, kun lige over revnen var pudsen opskallet og i nogle tilfælde afskallet. Revnerne blev renset op for løs puds, og derefter blev de udbedret med kulekalksmørtel. Var revnerne særligt dybe blev pudsreparationen lagt ad flere omgange, mens finere revner kunne udfyldes af en omgang. Overfladen af pudsreparationerne blev lagt i et niveau og med en overflade, der svarer til det omliggende maleri, og efterfølgende blev reparationerne retoucheret med akvarel og gouache.

Selv om malerierne er udført i freskoteknik, er enkelte detaljer f.eks. konturer, påført efterfølgende. Farven er sandsynligvis påført i et bindemiddel, og med tiden kan dette være nedbrudt, hvilket har betydet farvetab. En del af arbejdet med retouchering var derfor at eftergå disse mangler og genskabe konturerne.

Flittige hænder retoucherer hænder, hvor konturlinjer er afskallet. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Faurhøj Olsen

Gennem arbejdet med malerierne udviklede Skovgaard den anvendte freskoteknik, men især nogle af de tidligst udførte malerier måtte laves om på grund af problemer med bl.a. vedhæftningen af pudsen og forkert anvendte materialer. Ikke alle problemer blev løst, og derfor har malerierne både i 1940érne, 60érne og 90érne været genstand for restaureringer så som aftræk og genopsætning af problematiske områder. Lime fra de tidligste behandlinger har efterfølgende voldt problemer, da de ligger på overfladen og med tiden løfter sig og løsner farvelaget. I nordre korsarm var der i enkelte områder problemer med opskallet farvelag, hvilket nu er blevet fastlagt.

Nordre Korsarm, østvæg, tidligere behandlet område med markeringer af op- og afskallede farvelag. Foto: Nationalmuseet

Efter restaureringen er afsluttet, og de imponerende stilladser er nedtaget, fremstår malerierne tydeligt klarere og lysere, og de skæmmende revner i hvælvene er forsvundet. Mange har spurgt, hvornår malerierne så skal behandles igen, og uden at give garantier så er bygningen nu forsvarligt stabiliseret, hvilket gerne skulle forhindre yderligere revner. Med hensyn til den over 100 årige snavs, som malerierne er befriet for, så afsættes der forhåbentligt mindre snavs og sod de næste 100 år, da udefra kommende forurening er blevet mindre og opvarmning af kirken nu er mere skånsom.

I apsis, højt oppe i hvælvet bag apsisbuen, har vi efterladt et urenset område på størrelse med et A4-ark. Det er ikke synligt, medmindre man går så langt op, man kan mod alteret, vender sig om, lægger hovedet tilbage og kigger op til højre. Hermed kan man får et indtryk af, hvor snavset kalkmalerierne var inden restaureringen.

Holdet af konservatorer under etape 3, fra venstre Camilla Ipsen, Lina Gallo, Mette Humle Jørgensen, Birgitte Faurhøj Olsen og Signe Kokholm Eskildsen. Foto: Leif Holmstrøm.
Til sammenligning et maleri af Poul S. Christiansen fra 1902 af holdet bag malerierne foran samme væg. Foto: Nationalmuseet
Udgivet i Bevaring, Ikke kategoriseret, Kalkmaleri | Tagget , , , , , , , , | 2 kommentarer

Fra undselig bygningsornamentik til moderne kunst – Projektet Nyere Tids Vægmalerier i Danske Kirker

Skrevet af Ida Haslund og Susanne Ørum

To medarbejdere fra Nationalmuseet har i løbet af 2019 rejst rundt til knap 200 sognekirker for at registrere, fotografere og vurdere de vægmalede udsmykninger, der stammer fra slutningen af 1700-tallet og op til vor tid. På baggrund af endnu en generøs bevilling fra Augustinus Fonden har Nationalmuseet i 2018-2020 arbejdet med at udvide sin hjemmeside om kalkmalerier i danske kirker, https://natmus.dk/salg-og-ydelser/museumsfaglige-ydelser/kirker-og-kirkegaarde/kalkmalerier-i-danske-kirker/, til også at inkludere nyere tids vægmalerier i danske kirker.

Fig. 1: Korpartiet i Buerup Kirke, Vestsjælland, er et fint eksempel på interiørbemaling med imiteret panelværk og borter med planteornamentik. Kirkens udsmykning tilskrives kunstmaleren Victor Christian Johansen (1888-1967), som ellers primært er kendt for malerier med dyre- og fuglemotiver. Han var født og opvokset i Buerup og udførte udsmykningen af kirken i 1929 – måske i samarbejde med sin far, som var malermester i Buerup. Der er anvendt forskellige typer maling. Foto: Nationalmuseet, Susanne Ørum 2019.

I projektet har Nationalmuseet registreret vægmalerier, som er fra tiden efter, at den kalkmaleri-tradition, som vi især forbinder med middelalderen, og som efterhånden er velbelyst i mange sammenhænge, tager slut. Det er første gang, at man på den måde får et samlet overblik over, hvad der findes af muralmaleri i de danske kirker. Og det er enormt interessant at se, hvordan vægmalerierne i nyere tid både knytter an til tidligere traditioner, og præsenterer os for noget nyt i forhold til teknik, formsprog, indhold og sammenhæng samt ikke mindst et udvalg af nye malematerialer såsom limfarve, olie og silikatfarve.

Såvel den enkle murstensimitation, der smykker ribberne i Bråby Kirke (fig. 2), og rankeslynget i Balle Valgmenighedskirke (fig. 3) ligger for eksempel i forlængelse af en lang tradition for arkitektonisk ornamentik. De er malet på nogenlunde samme tidspunkt, men er meget forskellige. Hvor udsmykningen i Bråby Kirke kan siges at trække tråde tilbage til middelalderlig hvælvornamentik, er malerierne i Balle Valgmenighedskirke udført i tidstypisk sønvirkestil.

I forbindelse med 1800- og 1900-tallets store istandsættelser af middelalderlige kirker var det ikke usædvanligt, at disse blev forsynet, helt eller delvist, med nye malede væg- eller hvælvdekorationer. For eksempel blev Beldringe Kirke (fig. 4-5), som oprindeligt er fra middelalderen, omkring slutningen af 1800-tallet forsynet med en omfangsrig kalkmalet udsmykning, som fortsat fremstår meget helstøbt og velbevaret. Dette er imidlertid mere undtagelsen end reglen – den nære historie kan være svær at sætte pris på, og flere af disse udsmykninger er i dag kun fragmentarisk eller slet ikke bevaret. Netop derfor og fordi udsmykningen har andre kvaliteter, såsom f.eks. håndværksmæssig kunnen og interessante variationer i detaljegrad, må Beldringe Kirkes malerier i dag anses for særdeles bevaringsværdige.

Fig. 6: Vægmaleri som alterudsmykning, med et tidstypisk vinrankemotiv i skønvirkestil. Bethlehemskirken, Fyn. O. 1898-1910. Ukendt maler. Foto: Nationalmuseet, Susanne Ørum 2019.
Fig. 6: Vægmaleri som alterudsmykning, med et tidstypisk vinrankemotiv i skønvirkestil. Bethlehemskirken, Fyn. O. 1898-1910. Ukendt maler. Foto: Nationalmuseet, Susanne Ørum 2019.

Projektet har også budt på mange besøg i kirker af nyere dato på grund af det veritable boom i kirkebyggeri, som præger 1800- og 1900-tallet. For eksempel er flere valgmenighedskirker repræsenteret, ofte med en enkel, men alligevel vigtig arkitektonisk udsmykning, eller som i Bethlehemskirken (Fyn) med en vægmalet alterudsmykning (fig. 6).

Det synes ganske typisk for hele perioden at operere med relativt få figurative motiver, som fungerer enten som decideret alterbillede eller som visuelt hovedtema i kirkens primære akse, placeret bag alteret eller på triumfvæggen og/eller omkring kirkerummets ind-/udgang. Et andet eksempel herpå ses i Brædstrup Kirke (fig. 7). I et lidt usædvanligt valg af motiv til triumfvæggen vises i den ene side bebudelsen for hyrderne på marken, i den anden side de tre vise mænd/hellige tre konger på rejse, ledet af stjernen, som er malet lige over korbuens midte. Maleriet er et af de yngre, som vi har registreret, fra 1952/53 og udført af maleren Johan Vilhelm Andersen, der som mange andre af de malere, der er repræsenteret blandt de nyere tids vægmalerier, også arbejdede med andre typer af kirkekunst bl.a. glasmalerier.

Fig. 7: Julenat (1953) af Johan Vilhelm Andersen (1892-1971) på triumfvæggen i Brædstrup Kirke, mellem Horsens og Silkeborg. Foto: Nationalmuseet, Ida Haslund 2019.

Også mange bykirker blev bygget i denne periode; ikke mindst København er rigt repræsenteret f.eks. ved Brorsons Kirke på Nørrebro (fig. 8). Dens vægmalerier er udført af Mads Henriksen i 1900 i forbindelse med kirkens opførelse. Henriksen var en dekorationsmaler, som udførte flere historicistiske kirkeudsmykninger, og som også arbejdede med restaurering af kalkmalerier. En anden kunstner, som tilsvarende opererede som restaurator, er August Wilckens, som især arbejdede i det sønderjyske. I Brøns Kirke har han i 1907 således både istandsat kirkens middelalderlige kalkmalerier og suppleret rumudsmykningen med bl.a. det glansbilledagtige englemotiv på triumfvæggen (fig. 9).

Fig. 8: Kuppelmaleriet i Brorsons Kirke, København; én af de mange bykirker, der blev bygget i slutningen af 1800-tallet/begyndelsen af 1900-tallet. Kirkens udsmykning er en blanding af dekorationer i skønvirkestil samt hvad der må betegnes som historicisme, såsom i kuppelmaleriet, der i sit udtryk og sine mosaiklignende effekter formodentlig skal vække associationer til oldkristen kunst. Foto: Nationalmuseet, Susanne Ørum 2019.
Fig. 9: Brøns Kirke, triumfvæg. Udsmykningen omkring korbuen er fra 1907, den kalkmalede indskriftstavle bag døbefonten er fra første halvdel af 1500-tallet og restaureret af Wilckens 1907 (efterfølgende genrestaureret ad flere omgange). Foto: Nationalmuseet, Ida Haslund 2019.

Projektet har også budt på mere velkendte kunstnernavne som Skovgaard-dynastiet og kunstnere fra deres kreds, såvel som enkeltstående indslag fra moderne kunstnere som Niels Winkel og Carl-Henning Pedersen. På den måde spænder materialet fra undselige ribbedekorationer af ukendte malermestre til ambitiøst udførte religiøse motiver af høj kunstnerisk kvalitet (fig. 10).

Fig. 10: Lignelsen om den gode samaritaner, en fresko i Bramdrup Kirke nær Kolding, er et af Niels Skovgaards (1858-1938) hovedværker. Fresken er malet i 1917. Foto: Nationalmuseet, Ida Haslund 2019.

Mange af de ”nyere tids” vægmalerier har efterhånden rundet de hundrede år. Ifølge dansk lovgivning skal Nationalmuseet herefter inddrages som konsulenter i forhold til maleriernes bevaring. Mange af dem befinder sig også i middelalderkirker, som Nationalmuseet i forvejen løfter et stort ansvar for som konsulent for de kirkelige myndigheder. Det har derfor været vigtigt at få et overblik over, hvordan maleriernes bevaringstilstand er og få sat fokus på eventuelle indsatsområder. Heldigvis har de nyere tids vægmalerier det overordnet set udmærket; i denne forbindelse vil vi blot understrege, at malerierne udgør en del af dansk kulturarv, som under alle omstændigheder, og alle øvrige forpligtelser tilsidesat, fortjener at få projektørlyset rettet mod sig, ikke kun i forhold til bevaringstilstand men også i forhold til deres kunst- og kulturhistoriske værdi.

Lanceringen af hjemmesidens nye materiale er som så meget andet blevet forsinket grundet covid-19, men er nu fastsat til januar 2021. Det har været et privilegium at få lov at stifte bekendtskab med så mange nyere kirkeudsmykninger. Vi håber at have givet et indblik i, hvor forskelligartet og spændende et materiale, vi har været igennem – også selvom vi for overskuelighedens skyld har begrænset eksempelmaterialet til kirker, som starter med B = B for bevaringsværdig.

Udgivet i Bevaring, Kalkmaleri | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Haralds runesten ude i Friheden (Hvidovre)

Skrevet af Susanne Trudsø

En kopi af Haralds store runesten, der står i Friheden i Hvidovre, undergår i disse uger en markant forandring og bliver fremover en farverig oplevelse.

Haralds originale runesten står selvfølgelig fortsat på sin plads i Jelling, hvor den står godt beskyttet mod det danske, omskiftelige vejr i sin montre, ligesom at Gorms lille runesten også står godt og trygt i sin montre. Bevaringsforholdene for de to runesten er således optimale, og sådan har det været siden 2012, hvor de to montrer blev etableret. Men i årtierne forinden har man med mellemrum været bekymret for de to runestens bevaringstilstand, og derfor fik man tilbage i 1933 lavet en 1:1 kopi af Haralds runesten. Kopien blev støbt i beton og blev opstillet i Nationalmuseets palæhave. Også i 1983 fik museet udført kopier; denne gang af begge runesten og samtidig meget præcise kopier, så da Nationalmuseet blev ombygget først i 1990’erne, ville man gerne afhænde den ældre betonkopi. Derved kom den ældre runestenskopi til Hvidovre, hvor den står på en mindre græsplæne tilhørende Boligselskabet Friheden.

Mens kopien endnu stod på Nationalmuseet blev den bemalet af kunsthistorikeren Broby-Johansen, som tog udgangspunkt i de farvespor fra vikingetiden, som man dengang i 1940’erne kendte til via fundne arkæologiske genstande. Sidenhen er flere genstande med farvespor dukket op, og for et par år siden samlede Nationalmuseets laboratorium, hvad der findes af analyser af pigmenter og bindemidler fra alle de danske fundne, bemalede genstande fra vikingetiden. Resultaterne mundede ud i en rekonstruktion af vikingetidens farvepalet.

I Boligselskabet Friheden var man opmærksom på, at runestenskopien efterhånden var i en noget sørgelig tilstand. Farverne skallede af, graffiti var stødt til, og overfladen var grøn af mos og lav. Særlig begroningen betød, at det efterhånden var svært at aflæse både motiverne og teksten. Nationalmuseets konservatorer blev derfor bedt om at tage hånd om kopien og male den op på ny; og gerne i en ny farvesætning baseret på den nyeste forskning i vikingetidens farver.

På Haralds runesten i Jelling er der ingen spor af farver, så en ny farvesætning er et kvalificeret gæt. Først måtte betonoverfladen dog afrenses for begroningen. Et træ, som skyggede ind over kopien, blev fældet, og i løbet af sommeren er mossen tørret ind, hvorefter det meste mos og lav kunne børstes af med en stiv børste. Bagefter blev overfladen afrenset med 80°C varmt vand, og et latexaftræk fik de sidste rester af mos og lav trukket af.

I disse uger males kopien op påny, og den nye farvesætning tager udgangspunkt i de seneste forskningsresultater De enkelte farvers placering tager udgangspunkt i andre af vikingetidens genstande med farvespor. Udtrykket Hvide Krist har forbindelse til den hvide kjortel, som er knyttet til dåben. Derfor er Kristi kjortel i den nye farvesætning hvid. Da Kristus er placeret i livets træ, bliver dette rankeværk malet grønt. På enkelte runesten er der fundet farvespor i selve runerne, og da disse er røde, bliver alle runerne i farvesætningen derfor røde. Fra bl.a. Hørningplanken ved vi, at ormen er gul med røde øjne og ører, og at vikinger ofte malede en baggrund sort. Også dette har vi valgt at lade gå igen i vores farvesætning af runestenskopien i Friheden, Hvidovre.

Arbejdet ventes at være færdigt omkring efterårsferien 🙂

Udgivet i Bevaring, Jelling monumenter, Skulptur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Én udfordring kommer sjældent alene

Skrevet af Susanne Ørum.

Et lille nyhedsbrev fra stilladset i Kongsted Kirke

Nationalmuseet er i gang med en restaurering af enkelte af kalkmalerierne i Kongsted kirke. Formålet er bl.a. at teste et helt behandlingsforløb, så man kan tage erfaringerne med sig videre til en komplet istandsættelse af kirkens omfattende og særdeles bevaringsværdige udsmykning.

Vi er i gang i skibets 4. fag. Kalkmalerierne i dette fag er i stort omfang dækket af et tæt, slørende lag af støv indeholdende diverse skimmelsvampe. Heldigvis er laget ikke i sig selv svært at fjerne – men det gør det unægtelig vanskeligt at se, hvad det er for motiver man renser på.

Nedenfor ses den afdøde Marias hellige sjæl, som modtages af en apostelskare. Området er kun afbørstet med en blød pensel, som et indledende skridt i afrensningen, og viser den store kontrast til den snavsede overflade.

Der er en grund til denne forsigtige fremgangsmåde, udover at fjerne det tykke støvlag. Kalkmalerierne i skibets 2.- 4. fag er nemlig malet omkring år 1500 af Faxe-værkstedet en del årtier efter kirkens første kalkmalede udsmykning, fra første halvdel af 1400-tallet, som ses i koret og skibets 1. fag. Før Faxe-værkstedet malede sin udsmykning, blev bunden forberedt med et nyt kalklag, og det hænger desværre rigtig dårligt fast. Det er også en af grundene til, at kalkmalerierne i denne del af kirken nogle steder er meget fragmentarisk bevaret.

Ovenfor ses et par indledende forsøg med at afprøve hydrogeler som metode til at rense kalkmalerierne. Selvom de indledende forsøg var lovende, har gelerne bl.a. vist sig at udgøre en risiko for den dårligt vedhæftede overflade. De har en let klæbende effekt, som på de skrøbeligste steder kan trække overfladen med af, når de fjernes fra overfladen. Derudover har vi heller ikke været tilfredse med jævnheden i afrensningen. Lige nu er vi derfor i gang med at rense malerierne med forskellige rensesvampe, primært PU-svampe (kemisk inerte polyurethan-svampe), som i bund og grund er små make-up svampe. Vi kan lykkeligvis rapportere, at resultatet er både skånsomt og tilfredsstillende.

Behandlingen går altså i høj grad også ud på at sikre de resterende områder af oprindeligt kalkmaleri. Der eksperimenteres p.t. med forskellige måder til fastlægning og konsolidering.

Først herefter kan der renses helt færdig. Heller ikke den proces er lige ud ad landevejen, da overfladen flere steder fremstår meget uensartet efter afrensning. Bl.a. er den lim, der ved afdækningen af malerierne i 1961 blev brugt til at fæstne/sikre kanterne af det skrøbelige kalklag, blevet mørk med tiden, og fremstår derfor flere steder som brungrå rande langs brudkanterne. Limen fluorescerer tydeligt i ultraviolet lys, se de næste to fotos.

Ved hjælp af kompresser bestående af hydrogeler ladet med enzymer kan den misfarvede lim fjernes (se nedenfor). Vi tester tre forskellige enzymer, som venligst er givet til projektet af Novozymes.

Når malerierne er renset og sikret, skal nogle områder udbedres og styrkes med farve for at skabe en visuel sammenhæng i fragmenterne af originalmaleriet.

Kalkmalerierne i Kongsted Kirke blev sidst restaureret i 1961.

  • Ligger du inde med fotografier af kalkmalerierne i Kongsted Kirke fra 1960’erne, 1970’erne eller 1980’erne?
  • Og kunne du forestille dig at dele dem med Nationalmuseet?

Så skriv til Susanne Ørum på susanne.oerum@natmus.dk.

Det er særligt fotografier af Faxe-værkstedets kalkmalerier, vi søger (tidligere identificeret som Brarup-værkstedet).

Udgivet i Bevaring, Bygningsdekoration, Kalkmaleri | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Spændende indblik i maleren Jens Birkholms arbejde

Skrevet af Nina W. Køie. Foto: Nationalmuseet, Anja Liss Petersen og Nina W. Køie

På Nationalmuseets maleriværksted i Brede er vi for tiden i gang med et spændende projekt – vi skal restaurere 24 malerier for Faaborg Museum, alle af kunstneren Jens Birkholm. Malerierne skal udstilles på Faaborg Museum til november og skal i den forbindelse restaureres og klargøres til udstilling. Det er sjældent, at man har så mange malerier af den samme kunstner at arbejde med på samme tid, derfor er det en helt unik mulighed for at få et indgående kendskab og et godt indblik i Jens Birkholms arbejde.

Projektet er finansieret af Slots- og kulturstyrelsens pulje til museernes samlingsvaretagelse.

Jens Birkholm (1869-1915) er født i Faaborg og var med i den gruppe malere, der kaldes Fynboerne. Hans arbejde spænder over både lyse og mørke toner, og malerierne er meget forskelligartede i deres udtryk. Birkholms landskabsmalerier skildrer området omkring Faaborg, især Svanningeegnen, hvorimod mange af hans mest ansete malerier, hvor han skildrede mennesker i armod og social nød, blev udført, mens han boede i Berlin i 1890’erne.

Malerierne, som vi restaurerer denne sommer, er i meget forskellig stand, da de alle har hver deres historie. Der er således ikke to malerier, som skal have samme behandling – ved hvert maleri bliver det overvejet og besluttet, hvad der er den rigtige behandling for lige netop det værk.

’Sækkelappersker’ fra 1894 er et af de malerier, som har fået den mest omfattende restaurering, da maleriet bærer præg af at have haft en lidt hård historik. Maleriet har blandt andet ved en tidligere behandling fået en ny pryd- og blændramme, og var derfor blevet forstørret på en sådan måde, at maleriets tidligere ombukningskanter nu er blevet en integreret del af maleriets motiv. Lærredet er også ved en tidligere behandling blevet dubleret (dvs. fået et nyt, ekstra lærred limet fast bag på det originale lærred) med et lærred i polypropylenvæv. Dette lærred var allerede stærkt nedbrudt efter få årtier og måtte derfor fjernes og erstattes af et nyt lærred i hør, som vi har erfaring med kan holde i mange år. Maleriet er blevet renset for gamle udkitninger og overmalinger, nydubleret, opspændt på blændrammen og ferniseret – og skal nu retoucheres, før det er færdigt og kan monteres i sin prydramme.

’Sneklædt eng, Faaborg’ fra 1912, et af Jens Birkholms fine vinterlandskaber, er en helt anden type maleri, og har også budt på andre restaurerings-problematikker. Maleriet har på et tidspunkt fået nogle flænger i lærredet, som tidligere er blevet behandlet. Man har ved den lejlighed anvendt en kraftig lim til at lime nogle lærredslapper på bagsiden. Limen har imidlertid været påført i et ganske tykt lag, som har skabt nogle spændinger i lærred og farvelag. Derfor var det nødvendigt at fjerne de gamle reparationer, inden vi selv behandlede skaden.

Maleriets bagside og forside blev renset for gamle reparationer, overmalinger og gulnet fernis, hvorefter maleriet blev dubleret, således at maleriets lærred blev stabiliseret. Skaderne er bagefter blevet udkittet og fik en overfladestruktur, der ligner det omkringliggende farvelag, og efterfølgende retoucheret, så de ikke er synlige længere.

En stor del af vores arbejde med de mange Jens Birkholm-værker har også været at restaurere maleriernes prydrammer. Det har været vigtigt, fordi værkerne som et hele på den måde fremstår smukke og homogene. Beskadigede rammer kan nemt tage fokus fra malerierne, så det er vigtigt, at de også bliver sat i stand.

Projektet med Jens Birkholms værker er færdigt til oktober. Derefter kan man se dem indgå med andre af kunstnerens værker på udstillingen om Jens Birkholm på Faaborg Museum fra november. God fornøjelse 🙂

Udgivet i Bevaring, Maleri | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Herregårdenes dag

Nationalmuseets konservatorer arbejder jævnligt på de danske herregårde. Vi udfører farvearkæologiske undersøgelser for at finde frem til tidligere tiders farvesætning af facader og interiører, og vi konserverer og restaurerer eksempelvis malede og dekorerede interiører, inventar, malerier og gobeliner. Det er en stor glæde at være med til at bevare den levende kulturarv.

Ud over ovenstående, så udarbejder Nationalmuseet også bevaringsplaner for såvel store som små samlinger af kulturarv, og dette kan omfatte både interiør såvel som eksteriør.

De farvearkæologiske undersøgelser kan hjælpe med til at rekonstruere en tidligere periodes smukke måde at anvende kulører på, f.eks. ved en restaurering af facader eller interiører. De kan også være med til at fortælle om bygningers skiftende, farvemæssige udseender gennem tiden. De kan kort sagt være med til at fortælle herregårdenes farvehistorie. Og da netop herregårdene langt op i tid var de toneangivende i samfundet, kan deres historie være med til at fortælle om vores fælles historie, hvad angår skiftende tiders boligmode.

Nationalmuseets konservatorer restaurerer endvidere malede og dekorerede udsmykninger i de danske herregårdsinteriører. Vi kan reparere puds og lærred, rense malede overflader og lime farvelag fast, der gennem tiden har løsnet sig. Vi kan således være med til at passe på de eksisterende dekorationer, så de kan se velbevarede ud i flere generationer frem.

Ud over ovennævnte, så konserverer Nationalmuseets konservatorer malerier, som jo ofte også er en stor del af interiøret på en herregård.

Nyligt havde vi 8 portrætmalerier af Jens Juul på værkstedet i Brede. Malerierne kom fra en herregård på Sjælland, og både malerier og de forgyldte rammer blev konserveret og restaureret. Formålet med denne konservering var at få malerier og rammer til at fremstå med en ensartet fremtoning, hvorfor der blev foretaget en så minimal behandling som muligt af de forholdsvis uberørte malerier.

Gobeliner og vævede tapeter udgør endvidere ofte en del af de dekorative elementer på de danske herregårde. Navnet gobelin er egentlig knyttet til vævede tapeter fra værkstedet ”les Gobelins” i Paris. Vævede tapeter er især fremstillet i Frankrig, Flandern og Italien, men også i Danmark har der været en fornem tradition.

Vævede tapeter er som regel vævet på en trend af uld med det mønsterdannende islæt af uld og silke, men begge materialer er desværre også foretrukken føde for skadedyr som møl og klannere, så på Nationalmuseet konserverer vi derfor også vævede tapeter og gobeliner.

Vævede tapeter er ofte store og tunge, og den tråd, der er anvendt til sammensyning af de spalter, som opstår ved farveskift i vævningen i mønstret, kan være mørnet og bristet. Jo flere åbne spalter og jo flere partier der er spist af møl, jo mere bliver tyngden af tapetet fordelt skævt med yderligere nedbrydning til følge.

Mange vævede tapeter har en anseelig alder, og århundredes støv og røg fra opvarmning og cigarer sætter sig i tekstilfibrenes åbne struktur og ender med at skjule de fine farvernuancer og detaljer i tapetet. Derudover kan støv indeholde nedbrydende stoffer for tapeterne.

Ligeledes kan tapeternes egen vægt være en medvirkende årsag til nedbrydning, da tyngden, især foroven, belaster tekstilfibrene, så de kan briste over længere tid. En montering med velcrobånd i stedet for søm eller store trykknapper kan derfor anbefales. Herved bliver tapetets vægt fordelt, og tapetet vil kunne komme hurtigt ned fra væggen i tilfælde af vandskade, brand eller større mølangreb.

En typisk konservering indeholder frysning (for at stoppe et eventuelt skadedyrsangreb), afmontering af gammelt ophæng, en grundig støvsugning på for og bagside, en skånsom vask, en stabiliserende konservering på et nyt støttestof og en ny montering til ophæng.

En konservering af et vævet tapet vil, ved vask samt nedsyning til støttestof, sikre de svage partier, og sammen med et nyt ophæng vil det forbedre tapetets bevaringstilstand og dermed medvirke til forlængelse af tapetets levetid.

Herunder ses nogle konserveringseksempler fra gobelinerne fra Borreby Gods.

Udgivet i Bevaring, Bygningsbevaring, Bygningsdekoration, Interiør, Slotte og herregårde | Tagget , , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Genforening med Niels Lergaards smukke farvepalet

Skrevet af Mikala Bagge og Signe Kokholm Eskildsen

I perioden maj til juli måned 2020 arbejdede Nationalmuseets konservatorer Mikala Bagge, Lis Sejr Eriksen og Signe Kokholm Eskildsen på istandsættelsen af Niels Lergaards store vægmaleri i festsalen på UC Syd i Haderslev.

Maleriet dækker med sine 3 x 9 meter hele salens bagvæg og er rummets væsentligste dekorationselement, og på grund af sin størrelse er konserveringen udført på stedet.

Det farvestrålende maleri er udført i olie på lærred og har titlen: Familien, Oplysning, Forskning og Poesien. Maleriets titel og motiv refererer direkte til bygningens daværende brug som Statsseminarium.

Ny Carlsbergfondet har gennem hele 1900-tallet arbejdet på at bringe anerkendt dansk kunst ud til det danske folk, hvilket denne udsmykning i Haderslevs tidligere Statsseminarium, er et meget fornemt eksempel på.

Maleriets giver, Ny Carlsbergfondet, har i samarbejde med Nationalmuseet gennemgået og besigtiget en del af de stedsspecifikke kunstværker, som Ny Carlsbergfondet har givet til offentlige institutioner i perioden omkring 1920-1960. På baggrund af dette maleris høje kunstneriske kvalitet og dets bevaringstilstand besluttede Ny Carlsbergfondets bestyrelse, at den ville bevillige midler til en tiltrængt konservering af maleriet.

Bygningen hvor maleriet hænger er opført omkring 1920, lige inden Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Den 9. september 2020 afholdes der 100 års jubilæum for uddannelse på stedet, og derfor er Ny Carlsbergfondets donation til konserveringen af Niels Lergaards værk en endnu mere kærkommen gave.

Da konserveringen af maleriet blev påbegyndt i maj 2020, stod det hurtigt klart, at maleriets tilstand ikke var for god, lærredet hang i voldsomme buler, og farven var dækket af et markant gråligt snavslag, så det var svært at genkende Niels Lergaards farvestrålende palet.

Maleriet blev nedtaget fra væggen og lagt med forsiden nedad på et beskyttende underlag på gulvet, hvorefter lærredet blev afmonteret fra blændrammen. Denne blev stabiliseret, så maleriet igen kunne spændes på blændrammen uden at bule.

I juni og juli måned blev maleriet overfladerenset, og det viste sig, at farverne var mere end almindeligt snavsede. Rensningen af maleriet var derfor den primære opgave på dette maleri.

Da maleriet havde hængt i voldsomme buler, havde dette også påvirket farvelaget – primært på maleriets midte. Farvelaget måtte derfor sikres og fastlægges. Derudover havde maleriet buler i overfladen, som formentligt stammer fra stød i lærredet fra forsiden gennem tiden.

Kunstnerens regning på arbejdet, dateret 20/1-1954 er bevaret, og her kan man læse, at Niels Lergaard har malet maleriet i rummet i årene 1954-55, og at maleriets farver er afstemt efter rummets farver.

”Arbejdet vil tage mig ca. to aar at gennemføre, af hensyn til vurderingen af farven i rummet er det nødvendigt at arbejdet udføres paa stedet.”

En lille farveundersøgelse af festsalens vægge, træværk og loft afslørede, at væggene har stået i en lys okkergul farve, træpanelerne har været strøget med en rå umbra, og loftet har stået i en heftig rød farve svarende til moderens kjole i maleriets midte.

Niels Lergaard skriver ligeledes ” ..til udsmykning af Haderslev Statsseminarium, tænkes udført på lærred og blindramme i olie, indsat i fast ramme med paaskruet dækskåle i lyst egetræ i lighed med det øvrige træværk i rummet”.

Med dette menes, at rammelisterne omkring maleriet oprindeligt har fremstået i lyst egetræ, som er valgt af kunstneren, for at det skulle passe til det øvrige træværk i festsalen.

Da Nationalmuseets konservatorer så maleriet første gang, var rammelisterne omkring maleriet malet i en trist grå akrylfarve. Det blev derfor besluttet at føre rammelisterne tilbage til deres oprindelige udseende, så rammerne blev renset for den grå farve og behandlet med naturolie hos en lokal malermester.

Det færdigt restaurerede maleri er nu genmonteret på endevæggen i festsalen og fremstår igen med sin oprindelige klare og strålende farvepragt og med den originale indramning i egetræ, som kunstneren oprindeligt havde ønsket det.

Udgivet i Bevaring, Bygningsdekoration, Maleri | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

BLOGGEN HOLDER FERIE UGE 29 30 31

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Gislingebåden

Skrevet af Anne Moesgaard og Anette Hjelm Petersen

I 1993 fremkom der, ved gravning af vandhul på en privat mark på Gislinge Lammefjord, en båd med skroget næsten intakt – dog manglende den øverste bordgang og masten. Båden var klinkbygget af egetræ og samlet med både træ- og jernnagler, hvad der alt sammen kendetegner både fra 1000-tallet. Der er ingen jernnagler bevaret, men vi ser tydeligt korrosionerne fra dem. Ved en dendrokronologisk undersøgelse blev det bekræftet, at båden blev bygget omkring 1130 AD (tidlig middelalder), men båden har vikingetidens karakteristiske træk; klinkbygget, de trappeformede stævne, spor efter brug af sideror og råsejlsrigning. Udgravningen i 1993 blev foretaget af arkæologer fra det daværende ”Nationalmuseets marinarkæologiske undersøgelser”.

Båden viste sig at være meget slidt, den var lappet ad flere omgange med reparationslapper af bøgetræ. Reparationer fortæller en historie om det levede liv, noget vi holder meget af at se. Det var ikke en højstatus båd, men snarere en hverdagsbåd, som repræsenterede den almindelige befolkning i 1100-tallet. Der er intet der tyder på, at båden sank, men den er sandsynligvis bare efterladt på lavt vand efter ca. 50 års brug.

Fakta om Gislingebåden

  • Datering:        Tidlig middelalder, 1130-1150
  • Type:             Trerumsbåd
  • Ca. 75 % af den oprindelige båd er bevaret
  • Bevaret længde:                    7,50 m
  • Bevaret længde:                    7,50 m
  • Bevaret bredde:                    1,50 m
  • Bevaret højde:                      0,70 m
  • Dybgang:                              0,25 m
  • Lasteevne:                             1 ton (svarer til fire mænd og ti får)
  • Besætning:                            3 mand (ca. tre par årer)
  • Anvendelse:   sandsynligvis fiskeri og transport af mennesker såvel som gods

På Vikingeskibsmuseets (Roskilde) hjemmeside kan man finde alle oplysninger om bådens brug og anvendelse samt se de kopier af Gislingebåden, som deres bådebyggere har arbejdet med indtil videre. Vores viden om, hvordan Gislingebåden skal se ud i en fremtidig udstilling, bygger på deres store arbejde.

Vikingsskibemuseets fakta om Gislingebåden

I ca. 20 år har skibstræet ligget i imprægneringskar på Nationalmuseets konservering i Brede, så vandet, der før fyldte træets celler ud, nu er udskiftet med en vandopløselig voks kaldet PEG (polyethylenglycol). Imprægnering med PEG er nødvendigt, ellers vil træet kollapse og krympe og det oprindelige udseende og faconen på plankerne vil for altid være tabt. Grunden til den lange imprægneringstid skyldes, at der har været meget træ fra andre udgravninger, som var mere efterspurgt, så Gislingebåden er længe kommet bagerst i køen til frysetørring. I den ideelle verden ville imprægneringen kunne være færdig efter 2-4 år. Heldigvis er der ikke umiddelbart sket træet noget ved den usædvanligt lange imprægneringstid.

De sidste par år er plankerne blevet frysetørret i facon, Vikingeskibsmuseet har fremstillet tegninger til os, så vi kan lægge plankerne til tørring i den helt rigtige facon. Plankerne er ret fleksible efter imprægnering, men en hel del mindre efter frysetørring. Plankerne og spanterne fra Gislingebåden har taget 2 gange fyldte frysetørrere at få færdig. Hver frysetørring tager ca. 4-6 måneder.

Båden skal have en montering, et metalstativ som plankerne kan anbringes forsvarligt i. Selvom træet er konserveret, har det langtfra den styrke som frisk træ har, så der skal tages mange hensyn. Indtil nu er vi nået til at få lagt træet op, sådan som det skal ligge i en montering (fig. 3). Vi afrenser træet for overskydende imprægnering og limer alle de løse fragmenter fast, mens vi afventer besøg fra smeden. Han skal fremstille monteringer til plankerne og efterfølgende en montering, så man kan se, hvordan båden fremstod dengang, den var i brug, engang i 1130´erne. Vi glæder os til snart at kunne vise jer det færdige resultat.

Rigtig god sommer 🙂

Udgivet i Bevaring, Vanddrukkent træ | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar