Skrevet af Susanne Trudsø
En kopi af Haralds store runesten, der står i Friheden i Hvidovre, undergår i disse uger en markant forandring og bliver fremover en farverig oplevelse.
Haralds originale runesten står selvfølgelig fortsat på sin plads i Jelling, hvor den står godt beskyttet mod det danske, omskiftelige vejr i sin montre, ligesom at Gorms lille runesten også står godt og trygt i sin montre. Bevaringsforholdene for de to runesten er således optimale, og sådan har det været siden 2012, hvor de to montrer blev etableret. Men i årtierne forinden har man med mellemrum været bekymret for de to runestens bevaringstilstand, og derfor fik man tilbage i 1933 lavet en 1:1 kopi af Haralds runesten. Kopien blev støbt i beton og blev opstillet i Nationalmuseets palæhave. Også i 1983 fik museet udført kopier; denne gang af begge runesten og samtidig meget præcise kopier, så da Nationalmuseet blev ombygget først i 1990’erne, ville man gerne afhænde den ældre betonkopi. Derved kom den ældre runestenskopi til Hvidovre, hvor den står på en mindre græsplæne tilhørende Boligselskabet Friheden.
Mens kopien endnu stod på Nationalmuseet blev den bemalet af kunsthistorikeren Broby-Johansen, som tog udgangspunkt i de farvespor fra vikingetiden, som man dengang i 1940’erne kendte til via fundne arkæologiske genstande. Sidenhen er flere genstande med farvespor dukket op, og for et par år siden samlede Nationalmuseets laboratorium, hvad der findes af analyser af pigmenter og bindemidler fra alle de danske fundne, bemalede genstande fra vikingetiden. Resultaterne mundede ud i en rekonstruktion af vikingetidens farvepalet.
I Boligselskabet Friheden var man opmærksom på, at runestenskopien efterhånden var i en noget sørgelig tilstand. Farverne skallede af, graffiti var stødt til, og overfladen var grøn af mos og lav. Særlig begroningen betød, at det efterhånden var svært at aflæse både motiverne og teksten. Nationalmuseets konservatorer blev derfor bedt om at tage hånd om kopien og male den op på ny; og gerne i en ny farvesætning baseret på den nyeste forskning i vikingetidens farver.
På Haralds runesten i Jelling er der ingen spor af farver, så en ny farvesætning er et kvalificeret gæt. Først måtte betonoverfladen dog afrenses for begroningen. Et træ, som skyggede ind over kopien, blev fældet, og i løbet af sommeren er mossen tørret ind, hvorefter det meste mos og lav kunne børstes af med en stiv børste. Bagefter blev overfladen afrenset med 80°C varmt vand, og et latexaftræk fik de sidste rester af mos og lav trukket af.
I disse uger males kopien op påny, og den nye farvesætning tager udgangspunkt i de seneste forskningsresultater De enkelte farvers placering tager udgangspunkt i andre af vikingetidens genstande med farvespor. Udtrykket Hvide Krist har forbindelse til den hvide kjortel, som er knyttet til dåben. Derfor er Kristi kjortel i den nye farvesætning hvid. Da Kristus er placeret i livets træ, bliver dette rankeværk malet grønt. På enkelte runesten er der fundet farvespor i selve runerne, og da disse er røde, bliver alle runerne i farvesætningen derfor røde. Fra bl.a. Hørningplanken ved vi, at ormen er gul med røde øjne og ører, og at vikinger ofte malede en baggrund sort. Også dette har vi valgt at lade gå igen i vores farvesætning af runestenskopien i Friheden, Hvidovre.
Arbejdet ventes at være færdigt omkring efterårsferien 🙂