Så blev restaureringen af Joakim Skovgaards fresker i Viborg Domkirke afsluttet

Skrevet af Birgitte Faurhøj Olsen

Torsdag den 29. oktober kravlede Nationalmuseets konservatorer for sidste gang ned af stilladset, og afsluttede 3. etape af den omfattende restaurering af Joakim Skovgaards fresker. Hermed blev der sat punktum for sammenlagt 4 måneders arbejde på Domkirkens vægge og hvælv, fordelt på 3 etaper afbrudt af både planlagte og ufrivillige pauser.

Opgaven har været stor på mange måder. Fysisk har den været omfangsrig, da vi har renset og istandsat ikke mindre end 2000 m2 fresker på hvælv og vægge. Det har været en stor oplevelse, fordi det ikke er hver dag, man får lov til at arbejde på så enestående og ikonisk et mesterværk, som Skovgaards fresker i Viborg Domkirke er. Endelig så har det været en stor tilfredsstillende og taknemmelig opgave, da resultatet af overfladerensningen af malerierne tydelig ses, malerierne står nu klarere og lysere end før istandsættelsen.

Stilladset i kirkens korsskæring og korsarme, som blev behandlet under etape 3, september til oktober 2020. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Faurhøj Olsen

Baggrunden for restaureringen var, at der, på grund af sætninger i bygningen, var fremkommet en del revner i apsis, på hvælvene i kor, korsskæring og korsarmene. I løbet af 2019 og 2020 blev Domkirkens murværk og hvælvinger stabiliseret, og derefter kunne revnerne i selve malerierne udbedres. I den forbindelse blev det besluttet også at rense freskerne, da disse for store deles vedkommende, ikke havde været renset siden malerierne var færdige i 1906. Efter en grundig forundersøgelse var Viborg Domkirke og Nationalmuseet klar til at gå i gang med den omfattende restaurering i januar 2020, en opgave der blev støttet økonomisk af Augustinus Fonden.

Malerierne i Viborg Domkirke er udført i freskoteknik, hvilket vil sige, at farven, der er oprørt i kalkvand, er påført i den våde puds og ved optørring fikseres pigmenterne i pudsen. Det betyder, at farverne er godt afbundne. Der var fra forundersøgelsen lagt op til en kombination af tør- og vådrens, men det viste sig hurtigt, at tørrensning med specialsvamp var mest effektiv, og bortset fra enkelte områder blev det den foretrukne metode.

Afrensningen af overfladesnavs, eksempelvis sod fra stearinlys og partikler fra den oprindelige varmluftsopvarmning af kirkerummet, var en tilfredsstillende proces. Ved hjælp af tørsvampen fjernede vi let den film af snavs, som siden maleriernes færdiggørelse i 1906 havde lagt sig på malerierne.  Især i hvælvene over alteret og den store syvarmede lysestage i korsskæringen var forskellen på rensede og urensede områder meget markant. Farverne blev lysnet, og konturer, der tidligere ikke var synlige fra kirkegulvet, blev nu tydelige.

Hvælvet i korsskæringen under afrensning af over 100 års overfladesnavs. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Faurhøj Olsen

I nordre sideskib var der områder, hvor kondensvand fra vinduerne i sin tid var løbet ned over malerierne. Vandet havde ført snavs med, der var trukket ind i pudsen, og derfor ikke kunne afrenses med tørsvamp. Det var derfor nødvendigt at foretage en grundigere rensning for at fjerne de mørke løbere. Her blev der renset med lille børste og vand tilsat en mild vaskeaktiv opløsning.

Revnerne i hvælvingerne var inden restaureringen blevet stabiliseret ovenfra, og det var med spænding vi gik i gang med udbedringen af disse. Ofte vil pudslaget omkring revner have løsnet sig, men her viste det sig, at der kun i enkelte områder var brug for at fastlægge pudsen, kun lige over revnen var pudsen opskallet og i nogle tilfælde afskallet. Revnerne blev renset op for løs puds, og derefter blev de udbedret med kulekalksmørtel. Var revnerne særligt dybe blev pudsreparationen lagt ad flere omgange, mens finere revner kunne udfyldes af en omgang. Overfladen af pudsreparationerne blev lagt i et niveau og med en overflade, der svarer til det omliggende maleri, og efterfølgende blev reparationerne retoucheret med akvarel og gouache.

Selv om malerierne er udført i freskoteknik, er enkelte detaljer f.eks. konturer, påført efterfølgende. Farven er sandsynligvis påført i et bindemiddel, og med tiden kan dette være nedbrudt, hvilket har betydet farvetab. En del af arbejdet med retouchering var derfor at eftergå disse mangler og genskabe konturerne.

Flittige hænder retoucherer hænder, hvor konturlinjer er afskallet. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Faurhøj Olsen

Gennem arbejdet med malerierne udviklede Skovgaard den anvendte freskoteknik, men især nogle af de tidligst udførte malerier måtte laves om på grund af problemer med bl.a. vedhæftningen af pudsen og forkert anvendte materialer. Ikke alle problemer blev løst, og derfor har malerierne både i 1940érne, 60érne og 90érne været genstand for restaureringer så som aftræk og genopsætning af problematiske områder. Lime fra de tidligste behandlinger har efterfølgende voldt problemer, da de ligger på overfladen og med tiden løfter sig og løsner farvelaget. I nordre korsarm var der i enkelte områder problemer med opskallet farvelag, hvilket nu er blevet fastlagt.

Nordre Korsarm, østvæg, tidligere behandlet område med markeringer af op- og afskallede farvelag. Foto: Nationalmuseet

Efter restaureringen er afsluttet, og de imponerende stilladser er nedtaget, fremstår malerierne tydeligt klarere og lysere, og de skæmmende revner i hvælvene er forsvundet. Mange har spurgt, hvornår malerierne så skal behandles igen, og uden at give garantier så er bygningen nu forsvarligt stabiliseret, hvilket gerne skulle forhindre yderligere revner. Med hensyn til den over 100 årige snavs, som malerierne er befriet for, så afsættes der forhåbentligt mindre snavs og sod de næste 100 år, da udefra kommende forurening er blevet mindre og opvarmning af kirken nu er mere skånsom.

I apsis, højt oppe i hvælvet bag apsisbuen, har vi efterladt et urenset område på størrelse med et A4-ark. Det er ikke synligt, medmindre man går så langt op, man kan mod alteret, vender sig om, lægger hovedet tilbage og kigger op til højre. Hermed kan man får et indtryk af, hvor snavset kalkmalerierne var inden restaureringen.

Holdet af konservatorer under etape 3, fra venstre Camilla Ipsen, Lina Gallo, Mette Humle Jørgensen, Birgitte Faurhøj Olsen og Signe Kokholm Eskildsen. Foto: Leif Holmstrøm.
Til sammenligning et maleri af Poul S. Christiansen fra 1902 af holdet bag malerierne foran samme væg. Foto: Nationalmuseet

Om Anja Liss Petersen

Konservator på Natmus
Dette indlæg blev udgivet i Bevaring, Ikke kategoriseret, Kalkmaleri og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *