Nationalmuseets konservatorer arbejder jævnligt på de danske herregårde. Vi udfører farvearkæologiske undersøgelser for at finde frem til tidligere tiders farvesætning af facader og interiører, og vi konserverer og restaurerer eksempelvis malede og dekorerede interiører, inventar, malerier og gobeliner. Det er en stor glæde at være med til at bevare den levende kulturarv.
Ud over ovenstående, så udarbejder Nationalmuseet også bevaringsplaner for såvel store som små samlinger af kulturarv, og dette kan omfatte både interiør såvel som eksteriør.
De farvearkæologiske undersøgelser kan hjælpe med til at rekonstruere en tidligere periodes smukke måde at anvende kulører på, f.eks. ved en restaurering af facader eller interiører. De kan også være med til at fortælle om bygningers skiftende, farvemæssige udseender gennem tiden. De kan kort sagt være med til at fortælle herregårdenes farvehistorie. Og da netop herregårdene langt op i tid var de toneangivende i samfundet, kan deres historie være med til at fortælle om vores fælles historie, hvad angår skiftende tiders boligmode.
Lindholm gods, opført o. 1730 for Scheel-Plessen slægten, tegnet af arkitekt J.C. Krieger. Foto: Nationalmuseet, Line Bregnhøi Den farvearkæologiske undersøgelse viste, at træværket i stueetagens rum oprindeligt var farvesat efter en nøje udtænkt plan
Farvepaletten, der er anvendt til Lindholms træværk; berlinerblå, spanskgrøn, brændt umbra, jernoxydrød (2 nuancer), cinnoberrød samt okker. Alle gængse anvendte pigmenter i barokken
Nationalmuseets konservatorer restaurerer endvidere malede og dekorerede udsmykninger i de danske herregårdsinteriører. Vi kan reparere puds og lærred, rense malede overflader og lime farvelag fast, der gennem tiden har løsnet sig. Vi kan således være med til at passe på de eksisterende dekorationer, så de kan se velbevarede ud i flere generationer frem.
Turebyholm. Nationalmuseets konservatorer har restaureret de rokoko-dekorerede væglærreder i kabinettet. Begge fotos: Nationalmuseet, Roberto Fortuna Gjorslev. Nationalmuseet restaurerede en pompejansk havestue. Der er tale om et limfarvedekoreret loft samt oliemalede vægdekorationer
Ud over ovennævnte, så konserverer Nationalmuseets konservatorer malerier, som jo ofte også er en stor del af interiøret på en herregård.
Nyligt havde vi 8 portrætmalerier af Jens Juul på værkstedet i Brede. Malerierne kom fra en herregård på Sjælland, og både malerier og de forgyldte rammer blev konserveret og restaureret. Formålet med denne konservering var at få malerier og rammer til at fremstå med en ensartet fremtoning, hvorfor der blev foretaget en så minimal behandling som muligt af de forholdsvis uberørte malerier.
Portræt af Jens Bruun Neergaard før konservering. Alle fotos: Nationalmuseet, Mikala Bagge Detalje af Jens Bruun Neergaard. Maleriet efter rensning. Detalje af Jens Bruun Neergaard. Maleriet før rensning.
En af de forgyldte rammer manglede sin perlestaf og havde derudover en del op-og afskalninger. Begge fotos: Nationalmuseet, Mikala Bagge Her ses, hvordan man laver en afstøbning (en form) af den eksisterende perlestaf, så man kan støbe en ny, der limes på, hvor perlestaffen mangler, og slutteligt retoucheres.
Ramme efter komplementering af perlestaf. Foto: Nationalmuseet, Mikala Bagge
Gobeliner og vævede tapeter udgør endvidere ofte en del af de dekorative elementer på de danske herregårde. Navnet gobelin er egentlig knyttet til vævede tapeter fra værkstedet ”les Gobelins” i Paris. Vævede tapeter er især fremstillet i Frankrig, Flandern og Italien, men også i Danmark har der været en fornem tradition.
Vævede tapeter er som regel vævet på en trend af uld med det mønsterdannende islæt af uld og silke, men begge materialer er desværre også foretrukken føde for skadedyr som møl og klannere, så på Nationalmuseet konserverer vi derfor også vævede tapeter og gobeliner.
Vævede tapeter er ofte store og tunge, og den tråd, der er anvendt til sammensyning af de spalter, som opstår ved farveskift i vævningen i mønstret, kan være mørnet og bristet. Jo flere åbne spalter og jo flere partier der er spist af møl, jo mere bliver tyngden af tapetet fordelt skævt med yderligere nedbrydning til følge.
Mange vævede tapeter har en anseelig alder, og århundredes støv og røg fra opvarmning og cigarer sætter sig i tekstilfibrenes åbne struktur og ender med at skjule de fine farvernuancer og detaljer i tapetet. Derudover kan støv indeholde nedbrydende stoffer for tapeterne.
Ligeledes kan tapeternes egen vægt være en medvirkende årsag til nedbrydning, da tyngden, især foroven, belaster tekstilfibrene, så de kan briste over længere tid. En montering med velcrobånd i stedet for søm eller store trykknapper kan derfor anbefales. Herved bliver tapetets vægt fordelt, og tapetet vil kunne komme hurtigt ned fra væggen i tilfælde af vandskade, brand eller større mølangreb.
En typisk konservering indeholder frysning (for at stoppe et eventuelt skadedyrsangreb), afmontering af gammelt ophæng, en grundig støvsugning på for og bagside, en skånsom vask, en stabiliserende konservering på et nyt støttestof og en ny montering til ophæng.
En konservering af et vævet tapet vil, ved vask samt nedsyning til støttestof, sikre de svage partier, og sammen med et nyt ophæng vil det forbedre tapetets bevaringstilstand og dermed medvirke til forlængelse af tapetets levetid.
Herunder ses nogle konserveringseksempler fra gobelinerne fra Borreby Gods.
Vævet tapet med en skade i form af en åben spalte. Foto: Nationalmuseet, Annemarie Juul. Montering af blå kant og velcrobånd til ophæng. Foto: Nationalmuseet, Marie-Louise Jacobsen
Borreby Phallas Athene efter vask og konservering. Foto: Nationalmuseet, Annemarie Juul.
Abbonér på feed