Skulpturer i Carls have

Skrevet af Susanne Trudsø Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø

I de seneste måneder har Nationalmuseets konservatorer haft til opgave at konservere 11 skulpturer i terracotta, som betyder brændt ler, og materialemæssigt svarer det til urtepotter. Disse skulpturer er opstillet på høje postamenter, ligeledes i terracotta, i brygger Carl Jacobsens private have på Carlsberg. Inden længe bliver der offentlig adgang til haven, men forud for åbningen af haven måtte der en flok meget kærlige konservatorhænder til for at afrense og stabilisere skulpturerne samt deres postamenter.

I juni 1883 afgav bryggeren en bestilling på 8 skulpturer til opstilling i sin private have bag Gl. Bakkegaard, som var familiens daværende hjem. Sidenhen kom yderligere tre skulpturer til. Senere blev Gl. Bakkegaard revet ned, og en ny villa tegnet af arkitekt Hack Kampmann (1856-1920) blev i 1892 opført på samme fundament og med skulpturerne i haven som tavse vidner til forandringen.

Terracottaskulpturerne, som faldt i bryggerens smag, er alle modelleret efter klassiske forlæg, og de blev indkøbt hos det østrigske teglværk Wienerberger. Skulpturerne viser fire kvinder i folderige dragter og fem nøgne mænd samt en lille faun og en lille vingud. Forlæggene for to af mændene – atleten Diadoumenos og spydbæreren Doroforos – er skabt af den græske billedhugger Polyklet, der arbejdede mellem 460 f.Kr. og 410 f.Kr.

Men terracotta og det danske klima er desværre ikke den optimale kombination. Efter mange år i vejr og vind var der sket en tydelig forandring, mest af alt på grund af nedbør, hvilket havde medført både frostsprængninger, nedslidning af overflade, delaminering, revner samt givet grobund for alger, lav og mos. Dog skal det tilføjes, at terracottaens brændingshud i store områder forsat var intakt, så meget overflade var absolut velbevaret. Den skulle blot fremdrages fra begroningen og tilsmudsningen.

Afrensningen for mos og lav kunne gøres tørt med små børster. For at fjerne algerne måtte der til gengæld noget fugt til, hvorefter at algerne plet for plet kunne skrabes af med spidse træværktøjer. Men stadig var der et lag generel smuds på overfladerne samt partielt et ukendt, påpenslet medie, som nu fremstod kulsort. Smudset og det sorte medie lod sig fjerne med laserlys.

Hvor overflader var nedslidt eller delamineret, blev der imprægneret, mens revner og mangler i overfladen blev lukket og udfyldt med en farvetilpasset mørtel. På postamenterne var en del tidligere udførte cementreparationer, og da disse farvemæssigt ikke harmonerede med postamenternes egne farver, blev reparationerne tonet med en farvetilpasset maling.

Når det regner på skulpturerne, løber vandet ikke jævnt ned over skulpturerne, men finder vej via draperifolderne og kroppenes former. Dette har betydet, at nogle partier på skulpturerne har været udsatte for nedslidning af nedbør på store flader, hvorfor disse fremstod temmelig rustikke, eksempelvis draperiet på det halve af en bagside eller et helt underben. Konservering er en balancegang, hvor der løbende må træffes valg efter grundige overvejelser. Valget blev at imprægnere de rustikke overflader og udfylde dem i alle fordybninger med en farvetilpasset mørtel, men ikke at rekonstruere hele flader på et underben i mørtel. Tidens tand skulle ikke skjules, og helhedsindtrykket er forsat terracotta, ikke store mørteludfyldninger, og samtidig er nedbørens effekt til yderligere nedbrydning af terracottaen reduceret mest muligt i kraft af imprægneringen.

I øvrigt er Doryphoros sammen med Diadoumenos de to mest berømte skulpturer, som den græske billedhugger Polyklet skabte. Polyklet, arbejdede hovedsagligt i bronze. Han stræbte efter at gengive mennesket præcist og som eksempler på den ideale mandskrop. Skulpturerne står i den stilling, man kalder kontrapost, dvs. hoften hælder til den ene side og skuldrene til den anden, så hele stillingen kommer til at have en svagt S-agtig form. Skulpturerne har også ved hofterne en markeret ‘atletfold’; og mavemuskulaturen er omhyggeligt gengivet, mens ansigterne er ret udtryksløse.

Doryphoros eller Spydbæreren blev meget populær i oldtiden og er kendt i omkring 50 kopier i marmor. Originalen, der blev skabt omkring 450 f. Kr., er som så mange andre bronzestatuer gået tabt. Desuden har skulpturen også dannet forbillede for mange senere værker.

Den unge atlet Diadoumenos, som Polyklet skabte senere i sin karriere, er knap så markant i muskulaturen. Skulpturen dateres til omkring 420 f. Kr. Diadoumenos, som er vinderen af en atletisk konkurrence, er stadig nøgen efter konkurrencen og løfter armene for at binde sejsbåndet, der identificerer vinderen, om sit hoved.

Om Anja Liss Petersen

Konservator på Natmus
Dette indlæg blev udgivet i Bevaring, Skulptur og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.