Et af Danmarks største epitafier

Skrevet af Susanne Trudsø Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø

Nationalmuseets konservatorer har forskellige fagligheder, hvilket ofte giver en synergi og er en meget stor styrke, når genstande eller monumenter er sammensat af flere forskellige materialer. I Aarhus Domkirkes nordre tårnkapel er et af landets største epitafier, nemlig epitafiet over friherreinde Sophia Elisabeth Carisius, d. 1706, og hendes to ægtemænd, baron Constantin Marselis, d. 1699, og baron Peter Rodsteen, d. 1714. Monumentet er et af barokkens danske hovedværker, og det er udført 1702-04 af den flamsk-danske billedhugger Thomas Quellinus. Epitafiet er komposit i sin materialesammensætning og store dele af monumentet er opbygget af marmor, mens der over de tre mandshøje marmorskulpturer, visende de afdøde, er et halvkuppelhvælv. En konstruktion opbygget i træ, som er bemalet og forgyldt. Konserveringen af både sten, træ, farvelag samt forgyldning kræver konservatorer med forskellige specialer, og holdet, som skulle udføre opgaven i Aarhus, kom derfor til at bestå af tre stenkonservatorer, én møbelkonservator samt én farvekonservator. Der skulle løftes i flok for at opnå den optimale konserveringsbehandling.

Marmoren, både hvid, grålig, rødlig og sort, var tilsmudset, trækonstruktionen var svækket grundet udtørring, og farvelaget var derfor opskallet. At der nytårsnat ved årsskiftet 2019-2020 desuden trængte en vildfaren raket gennem kapellets vindue og antændte en brand gjorde ikke situationen bedre. Ilden udviklede en sodfyldt røg med fedtede partikler, som lagde sig tæt og uigennemtrængeligt overalt i rummet, og derved også på Det Marselis-Rodsteenske epitafiums billedhuggede figurer, arkitektur og bemalede træ. En gennemgribende konservering var således påkrævet.

Den hvide, grålige og rødlige marmor blev afrenset med latexaftræk samt minutiøs dampafrenset, kvadratmeter for kvadratmeter på den detaljerige overflade. De mange kvadratmeter sort marmor, som var påført en med tiden dekomponeret lak, måtte slibes og poleres op igen samt påføres et tyndt lag voks, således at epitafiet kunne få sit oprindelige udtryk med hvidt, mat marmor kontra sort glansfyldt marmor, som er så typisk et fællestræk for Quellinus’ værker.

Halvkuppelhvælvet er bygget af en lys, og let træsort, sandsynligvis lindetræ, som det har været let at udskære. Kuppelhvælvet består af 4 skaller og herimellem tre ribber. Skallerne er med udskæringer, med detaljer i gips samt stafferet med guld, blå og hvid, der skal imitere sten med kig til himmelen, mens ribberne skal imitere den rødlige marmor. Fiberretningen i trækonstruktionen er både lodret og vandret, og træstykkerne er sømmet sammen.

Før den restaureringsmæssige behandling af trækonstruktionen, var denne både deformeret, svundet i dimensionen, revnet samt flækket på kryds og tværs på grund af udtørring. Skaderne er opstået, fordi konstruktionen nærmest havde trukket sig selv i stykker. Større stykker var helt løse, og det øverste stykke i den midterste ribbe manglede fuldstændigt. Ved konserveringen blev revnede træstykker samlet igen, dels ved limning og dels ved at indsætte træbroer på bagsiderne. Hvor træstykker manglede samt i revner blev der tildannet nye stykker i fyrretræ eller balsatræ, og til erstatning for knækkede eller manglende søm blev der isat en del tynde rustfri monteringsskruer. Alle skruer er sat i under hensyntagen til, at der undgås spændinger, når træværket fremover vil arbejde. Udfyldninger blev udført med blår og lim.

Bemalingen og forgyldningen af trækonstruktionen var opskallet. Det var derfor nødvendigt, at farverne og forgyldningen blev renset og fastlagt. Hvor der var var mangler i farvelag og forgyldning, måtte der kittes ud og retoucheres, således at indtrykket blev samlet til en helhed, ikke kun for trækonstruktionen, men også for epitafiet som helhed, sådan at alt kunne se ud som om, at det var hugget i marmor. Men faktisk var al den anvendte sten ikke marmor. Højt placeret, hvor det er svært at se materialet, var der imitationer. Blomsterguirlanderne, der kanter halvkuppelhvælvet, er i sandsten, som var limfarvet, men denne limfarve var yderst mangelfuld trods genopmaling af flere omgange. Guirlanderne blev derfor først renset i bund og derpå genopmalet med limfarve, således at de nu ligner guirlander hugget i marmor.

Efter konserveringen fremstår epitafiet nu igen helstøbt, og man bemærker ikke umiddelbart, at materialerne ikke er de samme. Det bemalede og forgyldte træ samt den limfarvede sandsten glider ubemærket ind i indtrykket af et monument i marmor. Også for os konservatorer er det en fornøjelse at løfte i flok med vores respektive konserveringsmæssige faglighed og i fællesskab arbejde os frem til en velbalanceret helhed.

Om Anja Liss Petersen

Konservator på Natmus
Dette indlæg blev udgivet i Bevaring, Gravmonument, Kirkeinventar og tagget , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.