Følg med når Norske Røros får besøg af konservatorer fra Danmark

http://www.flickr.com/photos/sigkyrre/3486047271/

Røros uge 16

Fra slutningen af april til midten juli tager et hold konservatorer fra Nationalmuseets Bevaringsafdeling til Norge – nærmere bestemt Røros Kirke i Røros. Røros er en mineby, som for alvor blev udviklet omkring 1646 af blandt andre Christian den 4, som på daværende tidspunkt var konge af Danmark og Norge. Røros Kirke, som ligger i byens centrum, er fra 1784 og har stort set stået uberørt siden dengang. De danske konservatorers opgave vil være at lave en nænsom konservering og restaurering af kirkens smukke 1700-tals inventar. Projektet er et af Bevaringsafdelingens største i nyere tid, og det vil holde mellem 8 og 12 konservatorer beskæftiget i de kommende 12 uger. Røros Kirke og Røros by er begge optaget på UNESCOs Verdenskulturarvliste (World Heritage List), så det er en speciel opgave de danske konservatorer står for at skulle udføre.

”Bergstadens Ziir” eller bedre kendt som Røros Kirke blev bygget i Kobberværkets storhedstid ”til Guds ære og bergstadens pryd”. Kirken, som stod færdig i 1784, bærer navnet med rette, da den troner majestætisk over samtlige træhuse. Kirkens inventar er unikt, da det står næsten uberørt, siden det blev malet. Bemalingen består hovedsagligt af en blålig marmorering med enkelte forgyldte profiler og ornamenter, som passer smukt ind i det kølige norske kirkerum. Norges Rigsantikvar regner kirken for at være en af de ti mest profilerede kirker i Norge, og den er samtidig en af landets største med plads 1.600 sognebørn. Det er denne forholdsvis urørte kirke Nationalmuseets konservatorer dags dato er påbegyndt konserveringen og restaureringen af. 

Den norske forfatter, journalist og politiker Johan Falkberget har givet kirken kælenavnet ”Fjeldets Katedral”. Falkberget blev født i Røros, og har fra han var 7, til han var 27 arbejdet i kobberminerne.

 Historien om bjergbyen Røros er tæt forbundet med kobberminedrift. Minedriften i Røros blev udviklet i det 17. århundrede og udnyttedes i over 300 år indtil 1977. Det hele begyndte med en prøvemine i “Rauhåmmåren” i 1644 under ledelse af forvalteren ved “Kvinke Kobberværk”, Lorentz Lossius, og efter 1646 voksede minebyen i hastigt tempo. Eksperter fra Danmark og Tyskland kom med deres viden og erfaringer om minedrift, og de fik afgørende betydning for udviklingen af Røros og regionen. Bygninger skød op omkring “Malmplassen” med to parallelle hovedgader og rektangulære blokke, der var typisk for byplanlægningen i tiden omkring minedriftkongen Christian den fjerde. Indbyggerne i Røros kombinerede minedrift med landbrug, og gennem sin 333 år lange historie spillede “Røros Kobberværk” en dominerende rolle i økonomisk og social henseende i både region og i kongeriget Danmark/Norge.

I 1679 blev byen fuldstændig genopbygget efter svenske troppers ødelæggelse, og i dag har byen cirka 80 velbevarede træhuse fra den tid. Mange af disse træhuse har en karakteristisk mørk ”tømmerplanke” facade, der giver byen et historisk udseende og en speciel atmosfære. Røros er en af Europas ældste byer med træhuse og en af de få minebyer i verden, som er opført på UNESCOs liste over verdenskulturarv. Byens centrum har en sjælden stor mængde velbevarede træhuse, og det ægte og autentiske forstærkes ved at nutidens moderne mennesker bor og arbejder i de gamle huse.