Tegning af verdens længste vikingeskib, rekonstrueret af Morten Gøthche, Vikingeskibsmuseet
Abstract in English
In 1997, excavations in the harbor of Roskilde Fjord revealed several ship wrecks. One of these wrecks, wreck no. 6, was the remains of a 37 meter long warship dating to about 1025. Being 7 meters longer than the Skuldelev 2 ship (The Sea Stallion of Glendalough), this is the longest Viking ship preserved. The ship could hold a crew of about 100 men. Although only 25% of the ship is preserved, many interesting features can be recognized in the wreck. The ship was dismantled upon excavation. Presently, the ship consists of approximately 200 pieces. All timbers are situated at the Danish National Museum, The Conservation Department. The basic idea is that the individual ship parts are impregnated, freeze-dried and mounted in supports that allow easy and safe storage, transport, handling and mounting for exhibition – world wide.
Hvad går projektet ud på?
Verdens længste vikingeskibsvrag, Roskilde Havn, vrag 6, består af omkring 100 dele – en køl der er i 7 dele, ca. 40 planker, 30 spanter, kølsvin, kølsvinsknæ og andre mindre dele. Fordi flere af delene nu er i mange stykker efter det lange ophold i jorden, består selve fundet af omkring 200 større og mindre stykker. Alle delene skal konserveres og understøttes individuelt for at kunne indgå i det store puslespil vikingeskibsvraget udgør. Omkring de bevarede vragdele skal der rejses et stativ, der markerer det originale vikingeskibs fulde omfang – dets linjer, stævne og plankeforløb. Stativ og originale skibsdele skal kunne vises over hele verden. Det betyder, at alle puslespillets dele skal være stabile, lette og nemme at koble sammen – gang på gang på gang – uden at den originale genstand lider under det.
Om skibet: Roskilde Havn, vrag 6
I 1996 og 1997 skulle Vikingeskibsmuseet etablere en museumsø i Roskilde Havn. Under udgravningerne i området fandt man 9 større og mindre vikingeskibsvrag. Et af disse vrag var Roskilde Havn, vrag 6 der er fra begyndelsen af 1000-tallet. Med en køl på 37 meter er skibet verdens længste bevarede vikingeskib. Det er 7 meter længere end Skuldelev 2 skibet – det skib som var basis for rekonstruktionen af vikingeskibet Havhingsten. Roskilde Havn, vrag 6 har flere interessante træk, herunder en kompliceret udformning af samlingerne mellem de enkelte køldele, og et omhyggeligt udformet system af smukt udformede, horisontale T-formede kølsvinsknæ der holder kølsvinet fast. Skibet er øjensynligt ophugget på lavt vand nedenfor det middelalderlige Skt. Jørgensbjerg, centralt i Roskildes daværende havneområde. Ca. 25% af det oprindelige vikingeskib er bevaret. Halvanden meter tværs over den agterste tredjedel blev bortgravet i forbindelse med anlægsarbejdet. De dendrokronologiske undersøgelser viser, at træet stammer fra området omkring Oslofjorden i Norge. Vikingeskibet har flere reparationer og har tilsyneladende sejlet nogle år inden det endte sin færd i Roskilde.
Fakta
- Datering: Sen vikingetid eller tidlige middelalder, bygget ca. 1025 e. Kr
- Type: Langskib
- Besætning: 39 sesser, 78 årer, i alt 100 mand
Rekonstruerede mål
- Længde: 37 meter (bevaret længde: 32 meter)
- Bredde: 3,4 meter (bevaret bredde: 3 meter)
- Højde midtskibs: 1,65 meter (bevaret højde 0,7 meter)
- Højde ved stævn: 5-5,5 meter
Hvad vil vi fortælle?
Denne blog vil følge skibsvraget på den lange rejse fra rekonstruktion og konservering til den endelige opstilling i museet. Der er mange beslutninger, der skal tages undervejs i processen – og selv om vi nu er begyndt at udvikle nye tørringsmetoder, skal der nytænkning til indenfor mange af delprocesserne. En forudsætning er dog, at vi får projektet fuldt financieret. Selve konserveringen af vikingeskibet er indtil videre financieret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og af Nationalmuseet. Men for at vikingeskibet skal kunne udstilles og håndteres med transport og opstilling kræves omkring 4 millioner kroner ekstra …
Det er fredag eftermiddag, og der er præcis en uge til deadline. Anja står på stigen med lak på penslen. Varmen er endelig kommet til Røros, men der er ikke tid til at nyde solens stråler i dagstimerne. På billederne ses Johanne M. og Conny retouchere i hver sin ende af kirken gemt bag stilladser. Vi må huske at få alle konservatorerne ud af krogene og hjem til Danmark om en uge.
Der kan nævnes mange lokale værksteder, men vi har særligt vist vores købelyst hos 
Som den traditionelle Trønderkeramik er der andre håndværk i byen, som trækker tråde tilbage til fortiden. Lokalsamfundet har formået at bevare sin kulturarv både gennem museumsformidling, men også ved eksisterende værksteder og fødevareproduktion. Det er netop en af grundene til, at Røros er et bemærkelsesværdigt sted. Vores kendskab til Rørosmuseets Bygningsvern blev etableret gennem sideløbende opgaver og samarbejde i kirken, hvilket har gjort det muligt for os at få en rundvisning i deres værksteder af leder Jon Holm Lillegjelten. Vi har i kirken nydt godt af Olaf Piekarskis snedkerarbejde, og på billedet nedenfor får vi både set hans værksted og nogle træspåner fra kirkens tag.
Men vi kan selvfølgelig ikke komme udenom, at vi har en særegen interesse i maleteknikker og farver, hvorfor vi har planlagt ture specielt med det formål at få bedre kendskab til de lokale dekorationsteknikker.
tjekket. Det er typisk Mikala eller Lis der tjekker arbejdet efter, og som sørger for at mangler bliver udbedret og retoucher bliver rettet. I denne uge har vi færddiggjort hele nordøst sidens to gallerier. 
Det er måske ikke helt nemt at forestille sig, hvilken betydning retoucherne har for interiøret, hvis man ikke har set kirkens tilstand, før vi gik igang. Men det er nu vi ser at helheden skabes, og at interiørets mange elementer kommer til sin ret igen. De mange skrammer fra forskellige tekniske installationer i kirken og de mange lange lodrette svindrevner i træet bliver retoucheret bort. Ikke alle arbejdsstillinger er lige bekvemme, men Susanne formår alligevel her på billedet til venstre at se fornøjet ud, mens hun i øvrigt ene kvinde retoucherer kanterne på samtlige 22 søjler, der står op mod væggen på de fire gallerier.
De to fotografier til venstre er før og efter retouchering. Til venstre er der lagt kit i de lodrette svindrevner, og til højre er der retoucheret på kitten, så søjlen igen ser hel ud, og øjets fokus ikke bliver forstyrret af den lange revne.
Når arbejdsdagen er omme, er det lige før, vi ser blå og grønne prikker, så der skal afveksling til for at få ny energi til endnu flere arbejdsdage med retouchering. De mest populære aktiviteter er vandring i lokalområdet og strikkeklub om aftenen. Til venstre ses Johanne M. på vandretur med hendes datter Anna-Agnes. Habile strikkere som Mikala, Lis og Susanne har lært 
nybegyndere at strikke trøjer, håndledsvarmere og vanter, men også mere atypiske interesser som hesteridning og køer får opmærksomhed – dog mest til ære for Mikala. Til højre ses den lokale hesterace dølehesten, mens den græsser på en mark i Røros. Vi bringer her afslutningsvis på ugens blogindlæg nogle af de fif Mikala deler med os andre, når hun ser efter gode egenskaber hos Røros-koen.
De Kulturhistoriske aspekter ses tydeligt i Røros Kirkes form og dekorationer. Kongen var efter reformationen kirkens overhoved i den dansk-norske stat og blev i 1700-tallet anset som den næstbedste repræsentant efter gud her på jorden. Kirken var en vigtig manifestering af staten, og lokalsamfundet brugte dermed kirken som et naturligt omdrejningspunkt. Kirken er indrettet med gallerier, der retter tankerne hen på oplysningstidens læsesale, mens udsmykningen giver sindet ro og leder tankerne mod et himmelsk rum med luftige skyer. Symbolsk ser vi Christian 7.’s monogram over indgangsdøren på tårnets sydøstlige væg, men det ses også øverst på alterfacaden inde i kirken. Også den statsdrevne minedrift, handel og vækst afspejles i opførelsen af Røros kirke, som blev rejst som prestigebyggeri af Røros Kobberværk, hvorfor minedriftens monogram pryder kirken. Yderligere kan også nævnes anlægningen af Hjorts kapel (Peder Hjort var direktør for Kobberværket under opførelsen af Røros Kirke – se foto, som blev taget for et par uger siden og derfor er fuld af vinterstemning).
Kirken i Tynset kan ca. rumme halvt så mange mennesker som Røros Kirke og blev bygget efter, at den første kirke fra 1708 brændte i 1792. Billedet til venstre viser mange ligheder i interiøret. Ligesom Røros Kirke er Tynset ottekantet. Forskellen er dog, at Røros Kirke er en mellemting mellem korsform og ottekantet samt, at man i Røros havde penge til at bygge en murstenskirke, men kun en kirke af tømmer i Tynset. Begge kirker har oprindeligt været rødmalet og er stadig prydet med Chr. 7’s monogram. Tynset Kirke er opført blot et par år efter Røros Kirke, nemlig i 1793-1795 af bygmester Peder Ellingsen, der selv var fra Røros, og som var jævnaldrende med bygmester Svend Aspaas, som byggede kirken i Røros. Yderligere er det relevant at nævne Ellingsen da det er ham der har udført en del af inventaret i Røros Kirke. Røros Kirke var indtil 1870erne, ligesom størstedelen af norske kirker, rødpudset med hvide hjørnelisener, men er nu hvid med sorte hjørnelisener. Alterpartiet i Tynset Kirke er en forenkling, af det vi ser i Røros Kirke, men man kan sagtens sammenligne både stafferinger og elementer (se foto ovenfor). I 1880’erne blev interiøret i Tynset Kirke desværre overmalet, og den smukke blå marmorering forsvandt under en brun maling. Derfor besluttede man i 1924 at føre altersiden tilbage ved en restaurering, og den gamle dekoration blev dermed rekonstrueret. De blå marmoreringer på alter og gesimser ligner dem i Røros, men er mere kraftfulde og uden samme detaljerigdom og lethed som i Røros. Derfor er vi særdeles glade for bevaringstilstanden af den oprindelige marmorering i Røros Kirke.
Nationalmuseet kan dog langt fra tage hele æren for restaureringen af kirkens interiør. Projektets gennemgribende istandsættelse behøver håndværksmæssig ekspertise inden for mange faggrene, som indebærer elektrikere, malere, snedkere, tømrere, Rørosmuseets personale og magasiner samt Rørosmuseets 
Som eksempel kan nævnes den faglige diskussion, som opstod omkring ferniseringen af kirkens bemalede flader. Skal niveauet af glans og mathed i fernissen variere, alt efter om beskuerne ser på søjlerne, de marmorede profilelister eller de ensfarvede blå fyldninger? Svaret blev ja – Selvom kirkens blå marmorering er en fantasimarmor skal den immitere forskellige stenarter eller poleringsgrader i stentyperne. Robert, som har set masser af kirker, kunne argumenterer for, at de lyse blå fyldninger skulle stå mere matte end de marmorerede søjler og profilelister. Glansniveauet er det, der giver det sidste “spil” i interiørets forskellige elementer og er en raffineret detalje, som betyder, at forskellige dele får lov at træde mere eller mindre frem. Og som stenkonservator Susanne kunne bekræfte, skulle dette stemme fuldstændig overens med opbygningen af et epitafie. På billedet til venstre viser Mikala sine prøver med forskellige fernisopstrøg. Forslagene blev vist til arkitekt Jon Hauge og Ivar Schonhoud fra Riksantikvaren ved byggemødet igår, og her blev de enige om de forskellige glans- og mat niveauer i fernisserne. Dette er en vigtig detalje for det videre forløb, som vi er glade for at have på plads.
Vores næste store pejlemærke har i et stykke tid været mætning af malingslaget. Mætningen foretages med fernis/lak, som bliver påført inden retoucheringen, så farvelaget genvinder sin dybde. I mandags fik vi gjort siden med kongestolen helt klar til mætning og Mikala og Søren gik igang med at stryge fernissen/lakken på. Rersultatet er meget tilfredsstillende, og vi glæder os over at få afsluttet den del af processen, så vi kan påbegynde retoucheringen. I den næste tid vil de resterende sider af kirken blive mættet.
Abbonér på feed