Konservering af verdens længste vikingeskibsvrag til udstilling

 
 
1482-perspektiv-lille
 
Tegning af verdens længste vikingeskib, rekonstrueret af Morten Gøthche, Vikingeskibsmuseet

Abstract in English

In 1997, excavations in the harbor of Roskilde Fjord revealed several ship wrecks. One of these wrecks, wreck no. 6, was the remains of a 37 meter long warship dating to about 1025.  Being 7 meters longer than the Skuldelev 2 ship (The Sea Stallion of Glendalough), this is the longest Viking ship preserved. The ship could hold a crew of about 100 men. Although only 25% of the ship is preserved, many interesting features can be recognized in the wreck. The ship was dismantled upon excavation. Presently, the ship consists of approximately 200 pieces. All timbers are situated at the Danish National Museum, The Conservation Department.  The basic idea is that the individual ship parts are impregnated, freeze-dried and mounted in supports that allow easy and safe storage, transport, handling and mounting for exhibition – world wide.

Hvad går projektet ud på?

Verdens længste vikingeskibsvrag, Roskilde Havn, vrag 6, består af omkring 100 dele – en køl der er i 7 dele, ca. 40 planker, 30 spanter, kølsvin, kølsvinsknæ og andre mindre dele. Fordi flere af delene nu er i mange stykker efter det lange ophold i jorden, består selve fundet af omkring 200 større og mindre stykker. Alle delene skal konserveres og understøttes individuelt for at kunne indgå i det store puslespil vikingeskibsvraget udgør. Omkring de bevarede vragdele skal der rejses et stativ, der markerer det originale vikingeskibs fulde omfang – dets linjer, stævne og plankeforløb. Stativ og originale skibsdele skal kunne vises over hele verden. Det betyder, at alle puslespillets dele skal være stabile, lette og nemme at koble sammen – gang på gang på gang – uden at den originale genstand lider under det.

Om skibet: Roskilde Havn, vrag 6

I 1996 og 1997 skulle Vikingeskibsmuseet etablere en museumsø i Roskilde Havn. Under udgravningerne i området fandt man 9 større og mindre vikingeskibsvrag. Et af disse vrag var Roskilde Havn, vrag 6 der er fra begyndelsen af 1000-tallet. Med en køl på 37 meter er skibet verdens længste bevarede vikingeskib. Det er 7 meter længere end Skuldelev 2 skibet – det skib som var basis for rekonstruktionen af vikingeskibet Havhingsten. Roskilde Havn, vrag 6 har flere interessante træk, herunder en kompliceret udformning af samlingerne mellem de enkelte køldele, og et omhyggeligt udformet system af smukt udformede, horisontale T-formede kølsvinsknæ der holder kølsvinet fast. Skibet er øjensynligt ophugget på lavt vand nedenfor det middelalderlige Skt. Jørgensbjerg, centralt i Roskildes daværende havneområde. Ca. 25% af det oprindelige vikingeskib er bevaret. Halvanden meter tværs over den agterste tredjedel blev bortgravet i forbindelse med anlægsarbejdet. De dendrokronologiske undersøgelser viser, at træet stammer fra området omkring Oslofjorden i Norge. Vikingeskibet har flere reparationer og har tilsyneladende sejlet nogle år inden det endte sin færd i Roskilde.

Fakta

  • Datering: Sen vikingetid eller tidlige middelalder, bygget ca. 1025 e. Kr
  • Type: Langskib
  • Besætning: 39 sesser, 78 årer, i alt 100 mand

Rekonstruerede mål

  • Længde: 37 meter (bevaret længde: 32 meter)
  • Bredde: 3,4 meter (bevaret bredde: 3 meter)
  • Højde midtskibs: 1,65 meter (bevaret højde 0,7 meter)
  • Højde ved stævn: 5-5,5 meter

Hvad vil vi fortælle?

Denne blog vil følge skibsvraget på den lange rejse fra rekonstruktion og konservering til den endelige opstilling i museet. Der er mange beslutninger, der skal tages undervejs i processen – og selv om vi nu er begyndt at udvikle nye tørringsmetoder, skal der nytænkning til indenfor mange af delprocesserne. En forudsætning er dog, at vi får projektet fuldt financieret. Selve konserveringen af vikingeskibet er indtil videre financieret af A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og af Nationalmuseet. Men for at vikingeskibet skal kunne udstilles og håndteres med transport og opstilling kræves omkring 4 millioner kroner ekstra …

Dette indlæg blev udgivet i Vanddrukkent træ og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

4 Responses to Konservering af verdens længste vikingeskibsvrag til udstilling

  1. Stella Weber Bech skriver:

    Jeg er fasineret…. Læser Måne Fuglen for anden gang af Lars Bo. Hvor vikingeskibe er en del af historien…. Rigtig god fornøjelse… Glæder mig til at se det smukke Vikingeskib en skønde dag 🙂

  2. Kristiane Straetkvern skriver:

    Tak for det – det er jo et stykke vej endnu til skibet står klart. Men vi vil forsøge at give et indbik i den lange process her på bloggen.

  3. Wong Ling Tseng skriver:

    Under Anette Hjelm Petersens og Kristiane Strætkverns foredrag om Verdens længste vikingeskib i Nationalmuseets biograf tirsdag d. 28. september, gik det op for mig, hvad der egentlig skal til for at bevare vraget for eftertiden. Den måde foredraget blev gennemført, synes jeg var meget levende og interessant, tak for det.

  4. werner karrasch skriver:

    Kære Anette og Kristiane!
    Tak for jeres spændende fordrag om Roskilde 6.
    Jeg ville gerne meddele at jeres fordrag ligger som podcast på Vikingeskibsmuseets hjemmeside
    under:levende billeder/fordrag.Hvis i er interesseret i at linke filmen sammen med jeres hjemmeside så kontakt mig.
    Med venlig hilsen
    Werner

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *