Uge 26
Nationalmuseet har ikke meget tid tilbage i Røros Kirke, og vi arbejder på højtryk for at få alle retoucher færdige og al inventaret ferniseret – lige om lidt skal alting stå færdigt, og konservatorerne skal pakke sammen og atter vende tilbage til Danmark. Men vi kan finde mange årsager til at skulle vende tilbage til Røros. Hvis man som os fascineres af hændernes arbejde, kan man roligt få tiden til at gå i Røros. Farver, dekorationer og håndværk lever videre gennem bevarede interiører, men også gennem eksisterende værksteder, som har etableret sig i Røros.
Der kan nævnes mange lokale værksteder, men vi har særligt vist vores købelyst hos Røros Tweed, der laver raffinerede uldtæpper af høj kvalitet. Flere har også besøgt sølvsmeden og fået nye øreringe og perlekæder. Hos Potteriet Røros producerer de keramik, som er særligt for området. Keramikken kaldes Trønderkeramik og form og farver stemmer overens med originale museumsgenstande. Måske er mange af os blevet grebet af denne særlige kreative stemning, hvilket kan forklare strikketrangen efter arbejde. De strikkeproducerende konservatorer har besøgt Husfliden utallige gange på vej hjem fra kirken, og nu er vores ansigter så velkendte, at de ofte spørger til, hvordan det går i kirken.
Som den traditionelle Trønderkeramik er der andre håndværk i byen, som trækker tråde tilbage til fortiden. Lokalsamfundet har formået at bevare sin kulturarv både gennem museumsformidling, men også ved eksisterende værksteder og fødevareproduktion. Det er netop en af grundene til, at Røros er et bemærkelsesværdigt sted. Vores kendskab til Rørosmuseets Bygningsvern blev etableret gennem sideløbende opgaver og samarbejde i kirken, hvilket har gjort det muligt for os at få en rundvisning i deres værksteder af leder Jon Holm Lillegjelten. Vi har i kirken nydt godt af Olaf Piekarskis snedkerarbejde, og på billedet nedenfor får vi både set hans værksted og nogle træspåner fra kirkens tag.
Men vi kan selvfølgelig ikke komme udenom, at vi har en særegen interesse i maleteknikker og farver, hvorfor vi har planlagt ture specielt med det formål at få bedre kendskab til de lokale dekorationsteknikker.
Ovenstående billeder viser, at der ikke er blevet sparret på dekorationsteknikker og immitationer i huse og bygninger omkring Røros og omegn. Billederne er taget på gården Holm i Os. Her er et virkeligt godt eksempel på den høje kvalitet, arbejdet er udført i. Til venstre ses et dørparti, hvor dørfyldning og spejl er marmoreret i en lys grå marmor, og rammetræet er ådret i en rødbrun nuance. Døren indarmmes af en meget smuk marmorering i røde, hvide og blå farver. Dekorationerne er lavet med sikker og øvet hånd, og ophavsmændene var da også kendte ansigter i dette område.
Billedet til højre ovenfor er også fra Gården Holm og viser, hvordan man ofte kombinerede de forskellige dekorationsteknikker. Her ses en birketræs-ådring på dørens rammetræ, der omkranser klassiske blå/hvide kineserier på dørfyldning og spejl. Kineseriernes motiver er tilpasset norsk stil og gengiver som her tit omgivelser i den norske natur. Nederste del af væggene prydes af et ådret brystpanel i rødbrune farver, mens overvæggene består af en sart lyserød bundfarve dekoreret med natur- og landskabsmotiver.
Oddentunet er hovedanlægget i Os museum. Det er et godt bevaret gårdanlæg, som ligger på sit oprindelige sted i Narjordet. Hovedbygningen er fra begyndelsen af 1800-tallet og er inspireret af trøndersk byarkitektur med tilbygget østerdalsstue med udvendige paneler og karakteristisk dørportal og vinduesindramninger. Både udvendige og indvendige snedkerdekorationer samt en del af møblerne er lavet af den lokale snekdermester “Høs-Lars” fra Nøra. Indvendig er bygningen rigt dekoreret i 1822 og 1826 af sambygdingen Sønvis O. Holemoen og Ole A. Beitdokken fra Gudbrandsdalen. Disse to herrer er også ophavsmænd til dekorationerne på gården Holm i Os.
Kære alle,
Hjertelig velkommen tilbage fra det koldere Norge til det nu meget varme Danmark! Det er godt at erfare om jeres integrering i det Røroske samfund – de vil måske sidde tilbage med gode erindringer om dengang, de danske konservatorer fra Nationalmuseet var hos dem, og det kan vi være rigtig godt tjent med.
Der er sikkert ferie på vej til mange af jer – selv ha rjeg sidste arbejdsdag i dag, og så går det mod sommerhus, have og græske strande. En lille opgave på vejen har jeg taget med, nemlig et besøg i det gravkammer i en af Odsherreds bronzealderhøje, hvor dne forlængst afdøde filmmagnat Ole Olsen hviler sammen med sin kone.
Der er konstateret fugt- og mugproblemer, forstår jeg, så derfor henvendelsen til Nationalmuseet, og jeg skal huske at henvise til kompetente fagfolk.
Mvh
Per
Kære Per
Tak for dine sommerferiehilsner til den sidste gruppe konservatorer i Røros. Vi har arbejdet intensivt i kirken for at færdiggøre opgaven til deadline på fredag d. 9. juli. Imorgen afholdes sidste byggemøde hvor Rikantikvaren sammen med projektleder og fællesråd skal gennemgå og godkende resultatet af vore mange ugers konserveringsarbejde. De har løbende været yderst tilfredse og vi forventer at det bliver tilfredsstillende møde for alle parter. Torsdagen er helliget oprydning og så går det hjemad for os alle. Stemningen er høj og resultatet er som altid godt når Nationalmuseet løfter en opgave i fællesskab.
Venlig hilsen Rikke