F16 fly i Brede…?

Udgivet den 29. januar 2011 af Anja Liss Petersen

Skrevet af Conny Hansen

I december måned fik Nationalmuseets Bevaringsafdeling en noget usædvanlig genstand ind til konservering: en vragdel fra et jagerfly, nærmere betegnet en næsehjulsklap fra et F16 fly. Næsehjulsklappen tilhører Statens Forsvarshistoriske Museum og har en speciel historie, som museumsinspektør Jørgen Walseth beretter til konservator Conny Hansen.

Næsehjulsklap fra F16 fly

Det specielle ved denne del er, at klappen har tilhørt et dansk F16 fly, der har været på mission i Afghanistan. Flyet havarerede under ”Operation Enduring Freedom” og nødlandede omkring 2002 / 2003 på Bagram basen lidt nord for Kabul. Piloten vidste godt, at banen var for kort, men han havde intet valg, da han havde fået motorproblemer. Banen var udstyret med stålwire til at ”fange” fly, der glider for langt, men banen var så ujævn, at flyet bumpede over wirerne og gled ud i et minefelt. Piloten blev siddende en time i cockpittet, før kontroltårnet sagde ok for, at han kunne udløse katapultsædet – Man skulle først sikre sig, at han blev blæst tilbage på landingsbanen og ikke havnede i det minefelt, der fandtes rundt om landingsbanen. Lykkeligvis landede piloten på landingsbanen.

Fastlægning af ørkensand

Formål med konservering

Efter den dramatiske afslutning på flyveturen besluttede man fra flyvevåbnets side at indsamle genstanden som et minde om den utrolige opbremsning – uden mennesketab. Næsehjulsklappen og dets lag af sand valgtes som repræsentant for flyveturen, da det var sandet, der var med til at bremse flyet, så det ikke fortsatte ud i minefeltet med piloten som offer.

Når man får et sådant objekt ind til konservering, er det vigtigt at forstå, i hvilken kontekst objektet skal forstås. Meningen med denne konservering var at bevare sandlaget så autentisk som muligt på flydelen, så man sikrede vedhæftning af sand, uden at det kom til at se behandlet ud- altså ingen spor af lim, farve eller lignende. Fastlægningen blev foretaget med en fortyndet akrylgrunder: hydrogrund fra Lascaux, der blev påført med en blød pensel str.3 i forholdet 1 del hydrogrund til 4 dele vand.

At sikre sandets vedhæftning var vigtigt, da det ellers med tiden på grund af udtørring ville falde af den glatte overflade, og da det jo netop var sandet, der havde stoppet flyets rutchetur ud over landingsbanen var det præcis det og historien i det, der var vigtigt at bevare. Det tankevækkende for mig ved fastlægningen af dette sand på et højteknologisk fartøj var, at jeg udførte nøjagtigt samme behandling for 2 år siden på en gammel anepæl fra Papua Ny guinea ( 6 meter høj træskulptur ”Mbispæl”). 

Conny Hansen i fuld gang med fastlægningen

Jeg kan efterfølgende kun konkludere, at vores arbejde som konservatorer ofte spænder vidt og bredt 🙂

Udgivet i Vragdel | Tagget , , , , , | 2 kommentarer

Afrensning af plast med RetrObright

Udgivet den 19. januar 2011 af Anja Liss Petersen

Dele af tastatur renset med RetrObrightHvis man interesserer sig for gamle computere, ved man formodentlig også at skærm, tastatur og andre dele med tiden gulner. Disse dele af computeren er lavet at af ABS plast, hvor ABS står for ”acrylonitril butadien styren”. Derudover er der tilsat brandhæmmere til plasten, så man undgår at der går ild i computeren, når den bliver varm. Det er bl.a. de tilsatte kemikalier, der gør at plasten med tiden gulner, men andre faktorer såsom oxidation spiller også ind.  

Det er ikke alle, som samler på gamle computerdele, der bryder sig og denne misfarvning. I 2008 satte en række fagfolk indenfor forskellige områder sig for at undersøge, om man kunne finde en løsning på problemet. Man ønskede en behandling som kunne fjerne gulfarvningen, men som ikke var skadelig for selve plastmaterialet. Resultatet blev RetrObright (læs mere om RetrObrights historie her). 

RetrObright er ikke et kommercielt produkt, men derimod en hjemmelavet gel. Gelen består af hydrogen peroxid (H2O2/ brintoverilte), xanthan gummi (fortykkelsesmiddel), glycerin og vaskepulver. Hydrogen peroxid kendes normalt fra hårafblegningsprodukter. Man tilsætter vaskepulver til blandingen, fordi stoffet tetra acetyl ethylen diamin (TAED) virker som en katalysator på den kemiske proces, der foregår når gelen påføres den gulnede plast. RetrObright er ikke et produkt som anbefales af konservatorer, da der på nuværende tidspunkt ikke foreligger nogle undersøgelser om gelens virkning på sigt. 

Det skal understreges, at RetrObright ikke er noget, man skal begynde at eksperimentere med hjemme i køkkenet uden først at have taget en række forholdsregler. Hydrogen peroxid er ætsende og man kan blive blind, hvis man får opløsningen i øjet.

Yvonne laver RetrObrightYvonne Shashoua og jeg har i denne uge testet, om man kan rense andre plast typer med RetrObright. De udvalgte plastmaterialer er dem vi har lavet renseprøver på gennem hele POPART-projektet, bl.a. polymethylmetakrylat (PMMA), polyvinylklorid (PVC), polyetylen, poly-styren og cellulose acetat. Fordi RetrObright er et blandingsprodukt, valgte vi også at teste rene opløsninger af henholdsvis hydrogen peroxid og vaskepulver.

Vores forsøg viste, at det absolut ikke er anbefalelsesværdigt at anvende RetrObright eller hydrogen peroxid på de plasttyper vi undersøgte. Som man kan se på fotografier taget gennem mikroskop medførte begge produkter en ætsning af overfladen, som også var synlig med det blotte øje. Efter rensning med hydrogen peroxid på polymethylmetakrylat (PMMA) kunne man se en tydelig revnedannelse i området hvor opløsningen havde været påført. Polyvinylklorid (PVC) var derimod blevet mat, og fotografiet viser hvordan den sæbeagtige gel har ætset et boblelignende mønster i materialets overflade.

PMMA renset med hydrogen peroxid (25 x forstørrelse)PVC renset med RetrObright (25 x forstørrelse)

 

Selvom RetrObright og hydrogen peroxid ikke efterlod lige synlige spor på alle de materialer vi testede, kunne vi dog i samtlige tilfælde konstatere en ændring af kontaktvinklen. Dette er en yderligere understregning af at materialet overfladespænding er blevet ændret som følge af behandlingen.

Udgivet i Plast | Tagget , , , , , , , , , , , , , , , | 7 kommentarer

Brand- og vandskade i Dehns Palæ

Udgivet den 3. januar 2011 af Anja Liss Petersen

Skrevet af Johanne Bornemann Mogensen

I maj måned opstod der brand i tagetagen i Dehns Palæ i Bredgade. Ilden bredte sig, og var svær at få bugt med, så palæet brændte i flere dage og fik derfor en masse vand. Vi har her i december arbejdet med at nedtage et vægmaleri i det delvist nedbrændte og vandskadede palæ. Der er tale om et grisaille maleri (maleri malet i gråtoner) udført i olie på puds. Det befinder sig i et lille rum, der oprindeligt har fungeret som badeværelse.

Dehns Palae1

Det er yderst sjældent, at man vælger at nedtage vægmalerier, da der meget let opstår skader ved en så voldsom proces. I dette tilfælde blev det imidlertid besluttet, at vægmaleriet skulle tages ned, da man opdagede, at der var kommet skimmelsvamp i den bagvedliggende forskalning og pudslag.

Væggen og maleriet er opbygget på følgende måde: En fyrretræsforskalning bestående af meget tykke planker, hvor der ligger et lag af en grovere puds på en bund af strå. Afsluttende ligger et finere pudslag, en grundering og øverst oliefarvelaget. Der er tale om et grisaille-maleri på 205 cm x 60 cm. Det er placeret omkring 3 meter over gulvhøjde, så det flugter med en tilsvarende grisaille, der har hængt som dørstykke over fløjdøren i samme rum. Dette dørstykke er taget ned tidligere, da det er udført på træ.

Når man vælger at nedtage et vægmaleri, er det meget vigtigt, at give den bemalede overflade en forsidesikring for at holde på farvelaget. Oftest er det et lærred, man limer på overfladen. Det har været noget af en udfordring at finde den rigtige metode, da indeklimaet i Dehns Palæ svarer nogenlunde til det for tiden meget kolde udendørs decembervejr – Hvilket jo er forventeligt i en bygning uden tag. Normalt ville man have brugt en animalsk hudlim til formålet, da den er let at opløse igen. Men en sådan limtype ville sandsynligvis have haft svært ved at tørre hurtigt nok ved ca. 0 grader, hvorfor vi valgte en syntetisk varmepåvirkelig limfilm, der blev strøget på med strygejern.

 Dehns Palae2

Det blev besluttet at tage maleriet ned med puds og forskalning. Derfor blev al puds omkring maleriet fjernet for at kunne komme til at save i forskalningen. Derefter blev der monteret en lægte over maleriet, hvor forsidesikringen blev spændt omkring. Dette havde to formål. 1) At holde sammen på forskalningsbrædderne og 2) For det tilfælde at forskalning eller puds skulle løsne sig fra det bemalede pudslag under nedtagningsprocessen. Derefter blev der oven på maleriet og forsidesikringen monteret en, til lejligheden fremstillet, beskyttende plade med kanter. Denne blev skruet ind i forskalningen omkring maleriet. Derefter var det nødvendigt at fjerne en stor del af forskalningen omkring maleriet for at kunne komme til de bagvedliggende bærende bjælker, der nødvendigvis også måtte saves over for at få maleriet ud i et stykke. Dette blev foretaget med en bajonetsav. Da der nu var frit tilgængeligt på bagsiden af forskalningen, var det muligt at spænde to gjorde omkring vægmaleriet og forskalningen på dets bagside, så vægmaleriet kunne hejses ned.

Den tykke sandwich var helt usandsynlig tung, så det var en kraftanstrengelse at få den sikkert ned til gulvet. Maleriet opbevares nu i en klimastyrret container, indtil det skal konserveres og sættes op igen.

Udgivet i Interiør | Tagget , , , , , , , , | En kommentar

Beboelsesvognen og De Farende Folk – del 2

Udgivet den 14. december 2010 af Anja Liss Petersen

Skrevet af Johanne B. Mogensen

Konserveringen

Konserveringsarbejdet har primært drejet sig om farvelaget, da det var her, vi fandt de største skader. Væggene i stuen var beklædt med træpaneler, som i Justus Langtofts tid var de dekoreret med malede blomster. Farvelaget var flere steder kraftigt opskallet og dryssede på grund af en tidligere vandskade. Det lykkedes os at rede det meste af farvelaget på panelerne og ligeledes at fastlægge de resterende opskalninger på de andre bemalede overflader på vognen. Der skulle bruges en del lim og varme, da man tydeligvis sjældent har fjernet de gamle farvelag, før man påførte et nyt. Mange af opskalningerne er entydigt opstået på grund af de mange spændinger farvelagene i mellem. I de fleste tilfælde opstår opskalninger og afskalninger i et farvelag, når træet trækker sig sammen, og farvelaget ikke kan følge med. Her gik opskalningerne på tværs af træets årer og havde sit eget liv uafhængigt af træet. Dette kunne tyde på, at der i nogle af lagene er brugt en malings type af ringe kvalitet. Vi ved for eksempel, at det under Anden verdenskrig var svært at skaffe oliefarve baseret på ren linolie, og at man blandt andet gjorde brug af fiskeolie.

Af andre sjove detaljer i vognen kan for eksempel nævnes, den måde man på et tidspunkt har lappet et hul i vægbeklædningen (et metalfolie) bag brændeovnen. Der hvor det var brudt, har man klistret et stykke Danish Blue Cheese papir op med bagsiden ud ad, således at det passede til væggens øvrige overflade. Dette viser, at vognens beboere har været nøjsomme og opfindsomme.

 

I soveværelset fandt vi tre lag tapet. Det ældste var et fint blomstret Scandiatapet, det næste er rosastribet tapet og det yderste et gult blankt tapet, der kunne tyde på, at der tale om hyldepapir. Hyldepapir er praktisk i et soveværelse, hvor hoveder og hænder sætter deres spor, når man ligger i køjesenge. Der var dog også sat ekstra gråt smudspapir op i de zoner, hvor der har været mest kontakt med f.eks. pomadiseret hår. Tapetet var løst flere steder, så det blev fæstnet forsigtigt og nænsomt, så man altid vil kunne skille lagene ad igen eller få adgang til træet bagved. Derudover blev løse trædele limet og fæstnet. Alle udvendige metaldele blev gennemgået og om nødvendigt overfladebehandlet. Fliserne i køkkenet blev taget ned renset og limet og opsat igen.

Vi er nu færdige med at konservere Beboelsesognen indvendigt samt det meste af det ydre. Vi vender tilbage og færdiggør resten til foråret, når varmen gør det tåleligt at opholde sig i et uopvarmet magasin.

Glædelig Jul til alle fra Johanne Bornemann Mogensen 🙂

Udgivet i ENB | Tagget , , , , , | 7 kommentarer

Beboelsesvognen og De Farende Folk – del 1

Udgivet den 7. december 2010 af Anja Liss Petersen
Skrevet af Johanne Bornemann Mogensen
Vi har fra august til oktober konserveret en gammel beboelsesvogn/cirkusvogn fra Nationalmuseets samling. Vognen er udnævnt som ENB-genstand – en genstand af Enestående National Betydning.
Den ene ende af beboelsesvognen, resten er skjult bag andre store museumsgenstande på magasinet

Den ene ende af beboelsesvognen, resten er skjult bag andre store museumsgenstande på magasinet.

Proveniens

Man mener, at vognen kom til Danmark ca. år 1900 med tyske artister i Cirkus Schumann. Det er en stor og tung vogn på ca.7,5 meter i længden, der derfor næppe har kørt særlig meget rundt på landevejene. Hvor den befandt sig de første år i Danmark står hen i det uvisse, men man ved, at den på et tidspunkt er blevet købt af en fiskehandler og en årrække stod på Valby Langgade. I 1949 blev den købt af den sidste ejer Justus Langtoft, der boede i den med sin familie i Blushøjlejren i Valby til ca. 1962, hvor Nationalmuseet inddrog den i sin samling.

Blushøjlejren var primært beboet af de såkaldte Farende Folk. Om vinteren boede man på pladsen, og om sommeren rejste man rundt i landet med tivoli, eller man var handlende og solgte diverse varer. Under vores konserveringsarbejde fik vi besøg af efterkommere til De Farende Folk og familie til Justus Langtoft og hans kone. Et par stykker af de ældre besøgende var sågar kommet i vognen som børn og unge og kunne huske, hvordan den var indrettet. De fortalte, at Justus Langtoft havde boet i vognen med kone og mellem 9 og 12 børn, hvilket er imponerende at tænke på. Man må formode, at det i stort omfang har været et udendørsliv, selv om vinteren. Der var hverken vand eller el i vognen, men der har været installeret gasledninger og et brændekomfur samt en brændeovn. Det at få besøg af levende mennesker, der har haft en relation til beboelsesvognen og dens beboere, har gjort den betydeligt mere interessant og historien omkring den mere levende.

De levende mennesker

Her ses efterkommere af Justus Langtoft.

Beboelsesvognen står i øjeblikket på et af Nationalmuseets magasiner, hvor vi også har konserveret den. Det er en stor og komposit genstand, hvor der indgår metal, papir, træ, fliser og glas i forskellige afskygninger. Det oprindelige snedkerarbejde og metalarbejde både inde og ude er elegant udført. Man kan se på interiøret, at det har været nøjsomme folk, der dog er gået meget op i deres hjem. Detalje af Villadiums persiske gulvtæppeDer er utrolig mange farvelag, der vidner om, at så snart inventaret og ydervognen har set lidt slidt ud, har de bemalede overflader fået et nyt lag maling. Ligeledes fandt vi flere lag tapeter i soveværelset og tre lag såkaldte Villadium gulvtæpper sandsynligvis fra Villadsens Fabrikker, der lå på Islandsbrygge. Villadiumtæpper er asfaltpap med påtrykt farvemønster, f.eks. her et imiteret persisktæppe.

Et blik gennem beboelsesvognen

Et blik gennem beboelsesvognen, som er indrettet med køkken (for), stue (midt) og soveværelse (bagerst).

Og hvis du vil høre mere om beboelsesvognen, så følg med her på Aktuel Bevaring i næste uge… Vi ses 🙂

Udgivet i ENB | Tagget , , , , , | 8 kommentarer

Kølen – fra imprægnering til frysetørring i facon

Udgivet den 29. november 2010 af Kristiane Straetkvern
Efter at vi fik lavet rekonstruktionen af skrogets form, kender vi kølens facon og arbejdet med at tørre den kan gå igang. Kølen er i 8 dele og delene har ligget til imprægnering en vandig opløsning af PEG 2000 siden vi modtog dem på Bevaringsafdelingen i Brede i 1999. PEG – polyethylenglycol – er et vandopløseligt, syntetisk  imprægneringsmiddel der kan minde lidt om voks. Det fremstilles med forskellige molekylestørrelser – PEG med høj molekylevægt er fast stof ved stuetemperatur og ikke særlig følsomt overfor varierende luftfugtighed. Omvendt er PEG med lille molekylevægt (for eksempel 200) helt flydende ved stuetemperatur og meget hygroskopisk. Vi bruger PEG 2000 der er fast stof ved stuetemperatur – det er stadig let at opløse i vand og det trenger relativt godt ind i det nedbrudte, arkæologiske træ. PEG’en har til opgave at erstatte noget af det materiale der er forsvundet fra det gamle træ i den periode det har ligget i jorden og blevet nedbrudt. Det tager lang tid at imprægnere træet – fra 3 til 10 år alt efter hvor tykt træet er og hvor åben/nedbrudt strukturen er. Kølene har ligget i næsten 9 år og har nået slutkoncentrationen på 40% PEG 2000. 
Et stykke køl skal findes i imprægneringskarret og gøres klar til montering. Et stykke køl skal findes i imprægneringskarret og gøres klar til montering.

 Lige siden vi fik målene for den korrekte facon på kølen, har Lotte, vores smed, været igang med at lave konstruktioner der kan fastholde kølene i tørringsprocessen. Selv om træet er nedbrudt, kan vi godt risikire at det arbejder eller slår sig i tørringsprocessen. Desuden skal vi sørge for at kølen får den lille krumning som rekonstruktionsarbejdet har vist at den har haft. Det kræver en solid opspænding – dels for at give og fastholde træet i den rigtige facon, men også for at undgå vridninger undervejs i tørringsprocessen. Samtidig skal vore spændanordninger ikke efterlade mærker i træoverfladen eller skygge for energioverførslen i tørringsprocessen. Det kræver god tilrættelægning – ikke mindst fordi vi skal arbejde relativt kort tid med det enkelte stykke. Når vi først har taget en køldel op af imprægneringsvæsken, skal den ret hurtigt på plads i sin understøtning, spændes op og alle løse fragmenter skal sættes på plads. Det er meget vigtigt at træet ikke begynder at tørre mens vi formgiver og spænder træet op, så vi hælder jævnligt PEG og vand over – og pakker køldelene ind i plastic så snart vi kan komme til.

Vi undersøger om køldelen ligger helt rigtigt i gaffelen inden den spændes fast.

Vi undersøger om køldelen ligger helt rigtigt i gaffelen inden den spændes fast.

Når alt sidder som det skal, løftes kølen op på en slæde og spændes fast. Når alle 8 dele er fastspændt på slæden og pakket ind i plastic, skubbes denne ind i det store frysetørringsanlæg. Temperaturen sættes til – 30°C. Vi har stukket temperaturfølere ind i træet, disse er koblet op på en datalogger, så vi kan se hvornår det hele er frosset ind og helt stivt. Så trækker vi slæden ud, tager plasticen af, skubber træet ind i tanken igen og lukker lågen forsvarligt. Nu går der omkring 5 måneder til vi igen skal have fat i træet – det er den tid det tager at frysetørre køldelene….

Alle køldele pakkes ind i plastic inden indfrysning Alle køldele pakkes ind i plastic inden indfrysning
Et kig gennem ruden ind til kølene i frysetørringsanlægget. det er ikke til at se, men temperaturen er -25 grader Celsius og trykket er o,1 mbar - altså fuldt vacuum. Et kig gennem ruden ind til kølene i frysetørringsanlægget. det er ikke til at se, men temperaturen er -25 grader Celsius og trykket er o,1 mbar – altså fuldt vacuum.
Udgivet i Vanddrukkent træ | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Ravperler fra Stenalderen genvinder farven

Udgivet den 11. november 2010 af Anja Liss Petersen
Skrevet af Siri Wahlstrøm, Natasa Pokupcic og Anne Moesgaard
 
Ravperlerne før konservering 

Nationalmuseet har en meget stor samling af rav fra Oldtiden, som spænder fra Stenalder til Vikingetid med alt fra rå ubearbejdede klumper til de fineste perler og ornamenterede vedhæng. En del genstande er i gamle dage blevet behandlet med bl.a. glycerin, der har været et utroligt populært middel hos daværende konservatorer. Glycerin er blevet brugt til mange forskellige materialer som træ, knogle, læder, tekstil og rav. 

Men glycerin-behandlede ravperler har det ikke for godt i dag. Gennem tiden har glycerinen tiltrukket støv og fugt, hvilket gør perlernes overflade meget klæbrig. Perlerne er blevet helt sorte og klistrer til hinanden.  
Vi er nu i gang med at omkonservere en række ravperler fra Stenalderen. De er fundet i 1926 i en jættestue ved Græse på Sjælland og har kort efter været konserveret med bl.a. glycerin. Perlerne er sorte og klistrede og ligger hulter til bulter i gamle laboratorieglas. 
 C598_1_inden udvask   En lille perle før udvaskning
  C598_2_efter udvask  Efter udvaskning
  C598_3_efter impr. Færdigkonserveret
Først fjerner vi glycerinen ved forsigtigt at udvaske ravet i flere hold demineraliseret vand, hvorefter perlerne genvinder deres flotte farver igen! Herefter lægger vi perlerne til tørre. Efter tørring er ravet stadig nedbrudt og overfladen ustabil og dryssende, hvorfor perlerne skal konserveres på ny. Vi har valgt et moderne og gennemtestet akryl-baseret konserveringsmiddel, Paraloid B67, opløst i benzin til imprægnering. Ravperlerne dyppes 10 til 15 minutter i badet, hvorefter de tørres på filterpapir. 
De konserverede perler pakkes adskilt fra hinanden i syrefrit silkepapir
 Som altid slutter konserveringsprocessen med en god pakning: Genstandende skal ligge hver for sig og ikke kunne rulle frem og tilbage. Og så er vi klar til den næste portion!
Udgivet i Rav | Tagget , , , | 3 kommentarer

De ofrer sig i videnskabens tjeneste

Udgivet den 7. oktober 2010 af Anja Liss Petersen

Duerne er klar til at blive flået

Forside af fugledragt

  

Disse 5 duer ofrer deres liv og fjer til fordel for en fugleskindsparka fra Nationalmuseets samling

På Bevaringsafdelingens skind- og læderværkstedet har vi for øjeblikket en praktikant, Vivian Harwart, som er konservatorstuderende fra Erfurt i Tyskland. Hun har ønsket at arbejde med en fugleskindsparka fra det nordlige Canada. Pelsen trænger til at blive renset, men da fugleskind er meget tyndt og nærmest perforeret, der hvor fjerene sidder fast i skindet,  går det meget nemt i stykker. Det er også meget svært at rengøre fjer, da de ikke tåler vand i større mængder.

I dag er det muligt at rense tekstil, pels og lignende materialer med flydende CO2 på et renseri, og det vil vi gerne prøve. Vi kan ikke bruge Nationalmuseets originale genstand som prøvemateriale, da vi ikke ved, om rensningen vil rive fugleskindet i stykker, og derfor har vi ledt efter noget fugleskind som prøvemateriale.

Det er ikke sådan lige at købe fugleskind hos en skindhandler, så da en af vores kolleger jævnligt skyder duer her i Brede (når der bliver for mange af dem) bad vi om at få nogle til vores lille forsøg. Da vores kollega kun skyder duerne, skulle vi selv flå dem, og det viste sig at være sværere, end vi troede. Herunder ses vores fremgangsmåde.

 

Man brækker først vingerne, hovedet og benene af, og hvorefter man forsøger at trække skindet af i et helt stykke. Efter et par duer blev vi bedre, og nu ligger dueskindene og tørrer i Bevaringsafdelingens fryser, inden vi skal prøve at rense dem med CO2.

Efter at duerne havde tørret et par dage i fryseren, tog vi af sted til renseriet Fred Butler i Skovlunde. Her findes 3 rensemaskiner, der kan rense med flydende CO2, og en venlig mand, Jes Hansen, som gad at have os rendende hele formiddagen. Foruden duerne havde vi medbragt nogle andre skindtyper, som vi gerne ville teste. Vi havde et duntæppe af edderfugleskind, et kaninskind, en rævehale og noget tarmskind. Tarmskind fra især sæler, brugte man tidligere til at lave regntøj af i Grønland.

C02rensning2010 002 copyForsøgsgenstandene

Til venstre ses vaskeriets mange maskiner, og til højre ses forsøgsgenstandende i rensemaskinen inden lågen lukkes og forsøget sættes i gang

Rensningen tog ca. en halv time, og vi ventede spændt imens. Desværre havde rensemaskinen ingen rude, så vi kunne ikke se, hvad der foregik derinde under rensningen. Derfor var spændingen stor, da vi åbnede lågen og kiggede ind. Umiddelbart så det godt ud, der var lidt løse fjer, men ikke de helt store ødelæggelser. Duerne havde klaret sig godt, og duntæppetvar sluppet med et mindre fjertab. Rævehalen og tarmskindet var også sluppet uskadt, men derimod var kaninskindet spaltet og gået i mange små stykker.

Når man renser med flydende CO2, trækker man alle fedtstoffer ud af genstanden. Det er naturligvis derfor, man kan fjerne pletter, som man ikke kan fjerne på anden måde. For vores genstande er det ikke altid ønskværdigt, at de bliver så rene som her. Jes Hansen har forklaret, at når man renser eksempelvis skindjakker, tilfører man olie således, at de ikke tørrer helt ud. En af grundene til, at duerne har klaret sig godt, er sandsynligvis, at der er et relativt stort fedtindhold i skindet. Vores kaninskind har derimod været helt tørt og har derfor ikke kunne tåle at få fjernet det sidste fedt. Da Nationalmuseets genstande bruges til forskning, vil det ikke være en hensigtsmæssigt at fjerne alt originalt fedt og tilføre noget nyt, da det højst sandsynligt vil ødelægge fremtidige analysemuligheder.

Vores konklusion er derfor, at kun ret tykke og stærke skindgenstande tåler CO2 rensning,  og derfor tør vi ikke bruge denne metode til rensning af Nationalmuseets fugleskindsparka fra Canada.

Udgivet i CO2 Rensning | Tagget , , , , , , | 2 kommentarer

Golden Days på Brede Værk den 19. september

Udgivet den 16. september 2010 af Anja Liss Petersen

Kinesisk the i parken søndag mellem kl. 12 – 15

Søndag den 19. september genoplives træk af borgerskabets sommertilværelse i det nordsjællandske landskab. Nyd en kinesisk kærligheds-the og en krydret søsterkage i parken bag Brede Værks hovedbygning.

I parken genskaber vi havestemningen fra 1797, og du kan samtidig benytte lejligheden til at se Det Kinesiske Lysthus, som nyligt er blevet sat i stand. Der sælges kinesisk the, leveret to go af Sing thehus samt kager efter opskrifter fra 1700-tallets slutning. I baggrunden lyder musik fra perioden bl.a. værker af J.A.P. Schulz indspillet på originalinstrumenter.

Klokken 12, 13 og 14 er der omvisning i Brede Hovedbygning og park med temaet ”Landliggerliv og naturromantik, Brede 1797”.

Det Kinesiske Lysthus

RekonstruktionstegningParkens kinesiske lysthus er blevet malet her i foråret. Inden maleren kunne begynde, har snedkeren gennemgået huset, og udskiftet træ der var angrebet af råd og fastgjort løse lister. Huset er malet med alkydoliemaling i de farver, den farvearkæologiske undersøgelse har vist. Husets nuværende farvesætning viser således, hvordan lysthuset har set ud i slutningen af 1700 tallet.

Her til højre ses en rekonstruktionstegning af lysthusets oprindelige farvesætning

Afdækning af de forskellige farvelag Afdækning af de forskellige farvelag

Rekonstruktionstegningen er lavet på baggrund af en farvearkæologisk undersøgelse. En farvearkæologisk undersøgelse kan f.eks. bestå af afdækning af farvelag, som billederne herover viser. Afdækningerne er lavet for at finde ud af, hvorledes lysthuset har set ud oprindeligt. Udover afdækninger er der også lavet farvesnit, som man kan undersøge i mikroskop.

Herunder vises et diasshow med før og efter billeder.

God fornøjelse 🙂

Udgivet i Golden Days | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Verdens længste vikingeskib – hvordan var skrogets facon?

Udgivet den 9. september 2010 af Kristiane Straetkvern

Første forudsætning for en korrekt opstilling af skibet: Rekonstruktion af skibets facon

Abstract.
The shape of the individual timbers has to be known before the  wood is dried. The dry shape of the individual timbers will be based upon the initial reconstruction of the ship torso. The reconstruction, made by the Viking Ship Museum in Roskilde,  is based upon the 1:1 documentation of the preserved parts of the ship after excavation. The 1:1 folio drawings of the timbers are reduced to 1:10, transferred to cardboard and cut out. The individual planks are connected by pins secured through the nail holes. When inserting the models of the frames into the flexible shell of planks, they reinforce the hull torso to an almost stiff construction. From this construction, the final shape of the hull can be created.

Rekonstruktionsarbejdet

Det første skridt for at gennemføre projektet,er en rekonstruktion af det originale skib. Vi kan ikke begynde at tørre skibsdelene uden at kende skibets originale facon. Når vanddrukkent arkæologisk træ tørrer, er der store chancer for at der opstår skader. Nogle af disse skader kan vi forhindre ved at imprægnere træet inden det tørrer, men tørringsprocessen er stadig den kritiske fase. Ved at frysetørre træet efter imprægnering undgår vi nogle af de skader som vi frygter – først og fremmest kollaps af de nedbrudte træceller. Frysetørringen foregår ved -25°til -28°C og ved vacuum, omkring 0,1 – 0,2 mbar.

Men til trods for at træet tørrer under disse betingelser er der stadig en risiko for at det kan slå sig og vride i løbet af tørringsfasen. Det gælder især når vi har egetræ, træstykker hvor der er marv bevaret og træ der har en relativt velbevaret kerne til trods for nedbrudt overflade. Vores Roskilde træ har det hele – navnligt kølen som er den første skibsdel vi vil frysetørre. Derfor må vi spænde den fast inden den tørrer – og den facon den spændes op i skal være helt korrekt – ellers kan vi ikke bagefter lægge de mange køldele sammen til én køl som de øvrige skibsdele skal passes ind i.

1:1 tegningerne af alle skibsdele er nedkopieret til 1:10 og klæbet op på pap

 1:1 tegningerne af alle skibsdele er nedkopieret til 1:10 og klæbet op på pap.

På grundlag af de opmålinger der i sin tid blev lavet alle skibets dele, er der bygget en papmodel i skala 1:10. Dette arbejde er udført af Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Formålet med modellen er, at man kan uddrage faconen af henholdsvis kølen og af plankerne med henblik på frysetørring i rigtig facon. Samtidig vil rekonstruktionen af de fundne partier af langskibet danne grundlag for en videre rekonstruktion af hovedlinjerne af skibet til et troværdigt og funktionsdygtigt fartøj.

Papmodellen bygges gradvist op. Plankerne sættes sammen med nåle der placeres i sømhullerne. Når spanterne kommer på plads, kan man begynde at se skrogets form.

 Papmodellen bygges gradvist op. Plankerne sættes sammen med nåle der placeres i sømhullerne. Når spanterne kommer på plads, kan man begynde at se skrogets form.

En særlig udfordring i modelbyggeriet er at få dækslinjen og linjen for årehullerne placeret i forhold til vandlinjen således at skibet ville kunne roes – ikke blot over midten af skibet, men også tilstrækkelig langt ud mod enderne af skibet. Disse linjer er afgørende for den endelige fastlæggelse af kølens facon.

Med rekonstruktionen af papmodellen i 1:10 ligger faconen fast på to tredjedele af skibets bund, mens den sidste tredjedel i forskibet endnu ikke er fastlagt. Endnu mangler rekonstruktionen af stykket fra dækket og op til rælingen og de to stævne. Men, vi har en model der giver os et godt indtryk af skrogets facon og placering af de bevarede skibsdele. Og – meget vigtigt for den næste fase i konserveringen; vi er nået så langt at vi kan udtrække den rigtige facon på kølen. 

Papmodellen 1:10 med de fleste skibsdele på plads. Stadig mangler placering af kølsvinet, flere af de fine, mindre dele samt optrækning af rælingskant og vandlinje, men skrogets form ligger fast.

 Papmodellen i 1:10 med de fleste skibsdele på plads. Stadig mangler placering af kølsvinet, flere af de fine, mindre dele samt optrækning af rælingskant og vandlinje, men skrogets form ligger fast.

 På følgende link kan i se og høre mere om modellen af skibet

http://www.youtube.com/watch?v=K_rzda2WrWI

 

 

 

 

 

Udgivet i Vanddrukkent træ | Tagget | 2 kommentarer