Rejsebreve fra Rom – kapitel 3

Udgivet den 1. juni 2011 af Anja Liss Petersen

Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom

 “Here in Rome nothing was created by chance, chance only destroyed. Everything that is standing is magnificent. Her ruins are venerable, for, even in their wreck, one can still perceive their ancient symmetry; and the great forms of her modern churches and palaces have re-embodied it”.

Citatet har jeg læst på udstillingen Roma e l’Antico, og ordrene blev skrevet i 1787 af J. W. Gothe. Og de virker så relevante for mig – at være i Rom for at blive efteruddannet på ICCROMs stenkonserveringskursus. Lærdom der helt sikkert vil komme mig til gavn fremover i jobbet derhjemme.

Denne uges undervisning deles mellem to ældre herrer, dels den engelske geolog David Jefferson og dels den amerikanske, men i Rom bosatte billedhugger Peter Rockwell. I de geologiske forelæsninger beriges vi med indsigt i, hvor forskelligt tilsyneladende næsten ens sten kan reagere. Det kan være et enkelt mineral mere eller mindre i sammensætningen, som gør hele forskellen. Billedhuggerens fokus er brydning, bearbejdning og hugning i sten samt værktøjsspor. Og med meget spændende eksempler, nemlig Påskeøen, hvor den oprindelige befolkning ikke har haft kontakt med nogen førend i 1700-tallet, da nogle hollændere ankom til øerne og kunne påvirke i kraft af medbragte metalredskaber. Med andre ord er de store hoveder hugget ud af den vulkanske tuf ved brug af hårdere sten som redskaber. Et andet spændende eksempel er fra Indien, hvor man har været i gang med at hugge et tempel ud af en sandstensformation – ikke ved at bygge et tempel, men ved at fjerne den del af bjerget, som ikke skulle indgå i templet. Og halvt henne i projektet var de stoppet, så derfor er der masser af halvgjort, hvor værktøjssporene endnu er ganske tydelige. 

Fredag går turen til Tivoli, altså byen Tivoli, hvor de store travertinbrud ligger. Det er ganske imponerende at se en skive af bjerget bliver frigjort og vælte ned i bruddet, og dernæst blive skåret i blokke og sidenhen på fabrikken i skiver som en salami. Ikke en skive ad gangen, men hele blokken skivet op samtidigt. Netop dette travertinbrud har faktisk leveret beklædningen til Københavns Universitets nye bygninger på Amager.

Travertin er ikke den bjergart jeg oftest møder på min vej rundt til danske kirker, men her i Rom er den aldeles almindelig, da rigtig mange af de arkæologiske bygninger og de senere kirker er beklædt med travertin. Med hensyn til kirkerne skal man dog lige have i mente, at travertinbrydningen ophørte i en længere periode, og først blev genoptaget sent i 1500-tallet, så den beklædning man eksempelvis ser på kirken Santa Agostina er faktisk genbrug af facadebeklædning fra Colosseum. En beklædning, der var skvattet ned ved et jordskælv. Sådan kan det jo gå, når genbrug er populært.

 Af andre detaljer vedrørende sten afsløres det også, hvordan romerne i sin tid på Panteon har kunnet hugge kanneleringerne på de ca. 12 meter høje marmorpilastre ganske lige. Det er såre enkelt, efter en udspændt snor og snorenes fastgøringspunkter ses stadig. Vi er også indenfor i en kirke, nemlig Santa Maria sopra Minerva, og i denne er et ganske spændende epitafium over den venetianske billedhugger Andrea Bregno. Modsat Jens Vejmand fik Bregno i døden et gravminde i sten, og på dette er afbilledet en serie af billedhugger-værktøjer så som mejsler, bor, hammer, vinkler, loddesnor m.m. Sådan et epitafium og den føromtalte kirkes beklædning ville jeg næppe have fået øje på, hvis jeg bare var i Rom som turist med en guidebog i hånden. Men nu er jeg jo her ikke som turist, men på netop dette kursus, hvor vores ekskursioner rundt i byen er ganske anderledes og øjenåbnende med disse kompetente undervisere. På Minerva-kirkens facade fik vi også udpeget en anden pudsig bemærkelsesværdig detalje, nemlig en stribe af tavler med markeringen af niveauet for adskillige oversvømmelser, ganske som stormflodssøjlen i Ribe.

Palazzo Altemps, der huser en afdeling af det nationale romerske museum, rummer en skulptursamling. Det ganske særlige og spændende ved denne skønne antikke samling er, at marmorskulpturerne er restaureret i 1700- og 1800-tallet, og man har valgt at lade restaureringerne forblive påsatte. Skulpturerne er derfor hverken næse-, arm- eller benløse. Og til almindelig orientering fremgår restaureringernes placering af tegninger ved den enkelte skulptur, hvilket selvfølgelig lige fik mig til at tænke på de imiterede brudflader, jeg selv har fremstillet i årenes løb, efter at gamle restaureringer er fjernet, og plane flader fra restaureringerne derved er blotlagt.

Endnu et skønt museum er beliggende i Palazzo Massimo. Designet er super moderne og så er der kun få, men unikke skulpturer i de enkelte rum i stueetagen. Det er bare kræs. Men det er også kræs at sætte sig på 2. salen midt imellem freskoerne fra Livias villas spisestue eller kigge nærmere på freskoerne fra værelserne i Villa Farnesina, som dukkede op i sin tid, da man byggede murene langs Tiberen for at undgå oversvømmelser. Alle disse freskoer er trukket af og overført til museet, som har designet rum til dem i akkurat samme mål.

 

Egentlig tænke jeg, at lørdagen allerede havde rummet nok af oplevelser, men ville alligevel tjekke, hvad der egentlig skulle ske på Circus Maximus. Overalt i byen er der mængder af nonner, rygsækturister plus plakater for weekendens saligkåring af den tidligere pave. Polakker er der enormt mange af, så man fornemmer, at Polen må være blevet tømt for mennesker. De synes at være her i stedet. Nå, men på Circus Maximus får jeg mig klemt ned på en bid græs og har ved indgangen fået udleveret to stearinlys med vindfang. Ceremonien er ganske mange bønner, der gentages og gentages i det uendelige på syv sprog, men der er også en række optrædende kor, et kæmpe symfoniorkester, en række talere og filmklip med den tidligere pave, som nu er kommet et trin nærmere sin helgenstatus. Det er meget stemningsfuldt at sidde der i aftenmørket blandt titusindsvis af mennesker med hver sit tændte stearinlys og med de oplyste ruiner på Palatin-højen som baggrund.

 

Søndag formiddag er jeg et smut forbi den ofte lukkede Sant’Ivo alla Sapienza i håbet om, at man kan komme op i det sneglede spir, som jo var inspirationen til Vor Frelser kirkes sneglede spir. Kirken er åben, men adgang til spiret er desværre ikke en mulighed, men det var da fint nok at kigge indenfor, når jeg nu selv har tilbragt så mange arbejdstimer i den christianshavnske pendant.

På lokalmuseet i Trastevere er jeg også et smut indenfor. Her var en lille udstilling med nogle sirlige akvareller fra 1880’erne og 1890’ernes Rom. Og nogle af stederne kan jeg genkende – jubii. Jeg kan virkelig nu mærke, at jeg har været rundt om mange gadehjørner, set små pladser, lagt mærke til detaljer og har fået en meget bedre fornemmelse af byen. Og kunne nu i disse akvareller se forskelle og forandringer, ruiner der er restaureret, søjler der er rejste og områder der er gravet ud. Og så et lille hvil ved foden af fontænen på Piazza di Santa Maria in Trastevere og et kig på folkelivet, inden turen går tilbage til residensen for at lave lektier.

Udgivet i Rejsebreve fra Rom | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Rejsebreve fra Rom – kapitel 2

Udgivet den 30. maj 2011 af Anja Liss Petersen

Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom

Min anden uge på stenkonserveringskurset i Rom er allerede gået. En uge præget af påsken, men selvfølgelig også undervisning samt præsentationer af vores respektive jobs hjemme. Alle kommer jo med forskellig baggrund og tradition, hvorfor viften er mangfoldig med spændende indblik i såvel konservering som restaurering af skulpturer og bygninger. Min fortælling er selvfølgelig om runestenene i Jelling, men også nogle opgaver i Roskilde Domkirke plus et par af de Thorvaldsen-genstande, som jeg i årenes løb har arbejdet med.

Undervisningens tema i disse dage er at forene teori med praksis. Arkitekt Gionata Rizzi fra Parma introducerer os til romersk byggeskik og konstruktionsprincipper, mens laboratoriechefen forelæser om porøse bygningsmaterialer samt vands og saltes vandring i disse. En lokal professor, Patrizio Pensabene, fortæller om typisk anvendte bjergarter her i Rom, og bagefter er vi på en såkaldt gåtur til to kirker. Det vil sige, at den noget ældre professor fører an på sin røde Vespa, har sin yndige assistent på bagsædet, mens vi halser bagefter til fods. Men vi kommer da frem og får set fantastiske cosmatiske gulvmosaikker i Santa Marie in Cosmedin og identificeret både porfyr, serpentin, africono, rosso antico, giallo antico og andre smukke bjergarter. Og videre til en ”pelset” triumfbue, Arco di Giano, hvor der dels ikke rigtigt er nogle marmorrelieffer tilbage, men heller ikke forankringer mellem stenblokkene. De er bare brutalt hugget ud, da man senere fandt på en bedre anvendelse for metallet!

Fontæner kigger vi også på. De har et problem her i byen – der er kalk i vandet! Man gør sig næsten aldrig nogen som helst anstrengelser for at afkalke vandet, hvilket må siges at være noget af en udfordring for de lokale stenkonservatorer. Meget vand løber endda fra den ene fontæne og videre til den næste, og kalkbelægningerne er enorme. 

Påsketid er også tid for påskekirkekoncerter. Måske er programmet i år ekstra omfangsrigt grundet 150 året for Italiens dannelse som helt land. I den store barokkirke, Santa Andrea della Valle, hvor første akt af operaen Tosca foregår, og hvor travertinfacaden i øvrigt netop er afrenset for grå belægninger, spiller et venezuelansk symfoniorkester både Shostakovich, Brahms og Mozart samt Mahlers meget stemningsfyldte adagio fra 5. symfoni. Eneste skår i glæden er, at uden for kirken er trafikken nærmest kaotisk, og to betjente søger at afvikle strømmen af biler med heftige pift i fløjterne, hvilket samtidigt kan høres inden døre. Man kan jo ikke få det hele.

  

Aftenen efter i Basilica di Santa Ignazio fremfører et symfoniorkester fra Firenze sammen med et kæmpekor og fire solister Verdis Requiem. Der er fuld tryk på såvel kor som trompeter, solister og orkesteret i det hele taget. En fornøjelse og samtidig en mulighed for i ro og mag at lade øjnene glide rundt og kigge sig mæt i ornamentik og boblende rokoko. Også det, som er snyd. Den planlagte kuppel blev aldrig bygget, og i stedet blev det til en illusionistisk, malet kuppel på det flade loft!

 

I 1600-tallet boede et par kardinalbrødre med efternavnet Spada i et fikst lille firlænget Palazzo, hvor de bestemt ikke holdt sig tilbage med udsmykninger og etablering af en omfattende malerisamling. Det kigger jeg på en travetur nærmere på, og i fire sale er der på det nærmeste tapetseret med malerier fra gulv til loft plus med rund hånd henstillet diverse antikke skulpturer og portrætbuster. En skøn have med palmer og citrontræer i potter er der også. Og den ene bror havde så åbenbart også ment, at en lille søljegang måtte der også være plads til og endda snydt med perspektivet.

 

Langfredag aften er der ved Colosseum en pavelig ceremoni, den såkaldte Procession. Jeg er ret heldig at få mig en god plads, endda en siddeplads på græsset, med udsigt til op til den pavelige festpavillon, som knejser på kanten af ruinerne af Venus og Romas tempel, og hvorfra der blev messet og læst højt. Stemningen er utrolig fin og venlig, uden skubben og masen, og med hånd-til-hånd-uddeling til nærmest alle af messehefter (italiensk for begyndere) og stearinlys med fiks lille silkepapirskurv omkring som vindfang. Og påskesøndag, ja, da er jeg atter på Peterspladsen til den helt store gudstjeneste.

  

Regnvejr hele formiddagen 2. påskedag giver mulighed for et langvarigt besøg i Palazzo Doria Pamphilj. Et aldeles overdådigt sted med den ene imponerende sal efter den anden, små saloner og et firlænget galleri med møbler, lysekroner, spejle, fresker i de kuplede lofter og rundt regnet 400 malerier. Paladset er i privat eje, og i audioguiden er det ejeren selv, der taler og kommer med små anekdoter, om f.eks. hvordan han og hans søster som børn har løbet på rulleskøjter gennem salene og lavet mærker i de voksbehandlede teglgulve.

Udgivet i Rejsebreve fra Rom | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Rejsebreve fra Rom – kapitel 1

Udgivet den 26. maj 2011 af Anja Liss Petersen

Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom

Stenkonservering er på Nationalmuseet og i Danmark i det hele taget et ganske smalt fagområde med kun få praktiserende konservatorer. Dette betyder selvsagt, at mulighederne for efteruddannelse hjemme er tilsvarende få. Men internationalt er det muligt at søge både kongresser og kurser. Den internationale bevaringsorganisation ICCROM og The Getty Conservation Institute afholder således hvert andet år et internationalt stenkonserveringskursus. Et kursus jeg flere gange havde tænkt på at søge, men undladt grundet mine børn. De er nu store teenagere, så tiden var dermed moden. Jeg søgte og opnåede én af de 18 eftertragtede pladser på kurset. 

Men 12 ugers kursus i en fremmed by er jo ikke uden omkostninger og kun takket økonomisk støtte fra Kulturministeriets Kompetencefond og Kulturarvstyrelsen samt Bevaringsafdelingen lykkedes det at skaffe de nødvendige midler for deltagelse. Derfor er jeg nu i Rom, den evige stad. Alle hverdage er der fire dobbeltlektioner på ICCROM, og kurset rummer alverdens aspekter i stenkonserveringens mangfoldige facetter. De øvrige deltagere er geologer, arkitekter eller stenkonservatorer ligesom jeg. Alle har adskillige års erfaring og kommer fra alverdens lande; eksempelvis Australien, Brasilien, Kina, Sudan, Holland, Korea, Palæstina, Rumænien, Rusland, Spanien og Sri Lanka.

Underviserne er en vifte af internationale kapaciteter, og i kursets første dage er det finske Jukka Jokilehto og amerikanske Joseph King der forelæser med fokus på etik, internationale chartre samt sten anvendt i arkitekturen. Dette er der jo så ganske mange eksempler på lige om hjørnet, når man er i Rom. Derfor kombineres forelæsningerne med traveture til bl.a. Teatro di Marcello og Forum Romanum samt diverse kirker. Og hold da lige op, hvor man får øjnene op for konserverings- og restaureringsprincipper, bjergarters oprindelse og byggematerialers genanvendelse, når man er på tur med så kompetente mennesker. Der er meget, som ikke står i guidebøgerne. Ved tidligere besøg i Rom har jeg ikke heftet mig ved at skelne mellem originalt materiale og rekonstruktion på eksempelvis Vestalindernes tempel. Reelt er kun lidt fragmenter hist og pist den oprindelige marmor, mens resten svarende til 90-95 % er rekonstruktion!

 

Ved siden af undervisningen må jeg selvfølgelig også benytte mig af, at Rom ligger lige foran mine fødder, se og opleve mest muligt. I Palazzo Farnese, som huser den franske ambassade, har man for en periode valgt at slå dørene op for publikum. Det er en imponerende bygning med både gårdrum og gårdhave, men man har altså også haft blandt andet Michelangelo som arkitekt. Fra en plads ved et cafébord kunne folkelivet på Piazza Farnese i al magelighed studeres inden min tur går videre via Campo de Fiori til Museo di Roma i Palazzo Brashi. Museets samlinger rummer malerier, tegninger og skulpturer af blandt andet udenlandske kunstnere, som i tidens løb har ladet sig drage af Rom for at tegne og male her. Meget pudsigt ad denne vej at se mange stadier af Piazza Navonas forskellige udformninger, når man samtidigt kan tjekke nutiden ved blot at kaste et blik ud af vinduet.

Palmesøndag må jeg af sted til Peterspladsen og får en ståplads midt på pladsen med udsigt til paven, et hav af kardinaler og fire storskærme, så man rigtig kunne følge med. Tre timers palmesøndagsmesse i bragende solskin med taler, musik, korsang, reciterende oplæsning, velsignelser samt altergang. At blive velsignet af paven på sin første søndag i Rom er vel en meget god begyndelse. Og altergang, ja, det lyder måske som en joke, men det store antal af kardinaler myldrede ifølge med hver en paraplybærer ud blandt alt folket bevæbnet med alterkalk og et fad med oblater. Og netop paraplyerne gjorde, at man hurtigt kunne spotte den nærmeste mulighed for altergang, smart system.

 

De capitolinske museer ville jeg også gerne se, så derfor af sted til Piazza del Campidoglio. Kopien af rytterstatuen af Marcus Aurelius virker for mig helt okay, men det er kun, indtil jeg ser originalen. Den er ganske enkelt betagende flot og elegant udstillet. Utroligt også, at hesten kun har to hove med fodfæste til underlaget. Og så har museet ellers antikke portrætter og skulpturer i lange baner plus en fantastisk udsigt over Forum Romanum fra senatets buegang. Og mens solen og dagen gik på hæld kunne jeg lige nå op i Vittorio Emmanuele-monumentet. Og derfra er udsigten altså ikke helt så ringe endda.

 

Fortsættelse følger…

Udgivet i Rejsebreve fra Rom | Tagget , , , , , | 2 kommentarer

Crash Test Dummies atter i farezonen

Udgivet den 12. maj 2011 af Anja Liss Petersen

Forskning i færdselssikkerhed, f.eks. konsekvenserne ved at bremse op med 100 km/t uden at have spændt sikkerhedsselen, kræver sine ofre. Frem til 1960’erne anvendtes enten menneskelig eller dyr, men i 1976 kom Hybrid I til verdenen. Hybrid I var en mannequindukke, der bestod af et metalskelet med et lag af plast udenpå. Dukkens højde, vægt og bevægelsesmønstre var designet så den lignede et menneske mest muligt. Disse mannequindukker, populært kaldet Crash Test Dummies, blev brugt af alle store bilfabrikanter bl.a. Volvo.

I 1979 donerede Volvo to Crash Test Dummies til Science Museum i London. De blev installeret i en tæt lukket glasmontre i History of Transport salen. Efter at have været udstillet i 10 år, begyndte mannequinernes overflader at blive klæbrige og skinne, som om de havde fået en omgang olie. 5 år senere begyndte en olieagtig væske at dryppe fra genstandenes hoveder, hofter og fødder. Med tiden klistrede støv fra montren sig fast i mannequinernes klæbrige overflade, hvorved de kom til at fremstå snavsede. Ydermere begyndte deres kroppe at kollapse og tabe form. Omkring 1995 stillede man petriskåle ind i montren for at opsamle overskydende væske, og et par år senere fik hver mannequin en absorberede pude under hofte og bag nakke, for at afhjælpe kollapset.

Konservatorerne på Science Museum havde gennem længere tid været bekymret over de unikke genstandes fysiske tilstand, og hvorvidt de ville fortsætte med at dryppe og kollapse. Derfor blev Yvonne Shashoua og Kathrine Segel i april måned inviteret til at kigge nærmere på museets Crash Test Dummies i håb om at kunne identificere nedbrydningsårsagen og for evt. at kunne udvikle en ’skønhedsbehandling’. I den forbindelse blev den mindste af de to mannequindukker, børneudgaven, flyttet fra montre til værksted. Analyser med infrarød spektroskopi viste, at dukken var lavet af rød PVC som yderst var dækket af et tyndt hudfarvet malingslag – ligeledes af PVC. Formålet med denne opbygning var, at alle skader/ ridser, som ville pågå dukken under et færdselssikkerhedseksperiment, ville få den røde farve til at skinne igennem. Duften antydede at blødgøreren i materialet var fthalat.

Science Museums Crash Test Dummies viser de mest hyppige nedbrydningstegn for PVC, som findes i museumssamlinger. Et kraftigt tab af blødgører medfører krympning og øget stivhed i genstanden. Dette sker fordi blødgøreren kun er fysisk og ikke kemisk bundet til de polymere kæder, som PVC består af. Når PVC ældes pakkes de polymere kæder tættere på hinanden, hvorved blødgøreren skubbes ud på overfladen og derefter diffunderer ud i luften. Fordi glasmontren på Science Museum er næsten lufttæt, blev luften inde i montren hurtigt mættet med fthalat. Da det punkt først var nået, begyndte blødgøreren at kondensere og dryppe fra mannequindukkernes overflader. Denne nedbrydningsreaktion kan ikke stoppes, men man kan bremse den ved at fjerne overskydende fthalat fra overfladen inden genstanden genplaceres i montren. Desuden vil en rensning af genstandene hjælpe publikum med at fortolke de to Crash Test Dummies, fordi huden kommer til at fremstå ren og mat. 

I POPART projektets sidste halvdel har vi på Nationalmuseet udelukkende fokuseret på afrensning af PMMA og PVC med henholdsvis vandige opløsninger (f.eks. sæber) og solventer. Vi har testet en lang række produkter på nye plastmaterialer for at undersøge, hvorvidt de havde en skadelig virkning. Men en ting er vores laboratorieforsøg på nyt, ufarvet plast, noget andet er virkeligheden. De plast genstande, man finder i museernes samlinger, er som regel både ældet og farvet. Faktorer som disse kan medføre ændringer i opløseligheden af både polymer, pigment, farvestof og andre additiver, samt have indflydelse på materialets fysiske egenskaber bl.a. stivhed. De resultater vi har fundet gennem vores forsøgsrække, kan derfor ikke ’bare’ overføres på rigtige genstande. Vi var derfor meget interesseret i at afprøve vores resultater på Science Museums Crash Test Dummies.

Fordi genstandene er for store til at behandle i stinkskabet, besluttede vi i første omgang at afprøve et vandbaseret rensemiddel, som havde vist positive resultater i vores forsøg. Rensemidlet bestod af en lav koncentration af anionisk detergent i destilleret vand. Opløsningen blev påført med mikrofiberklud. Vores forsøgsrække havde nemlig vist, at mikrofiberkluden i forhold til så mange andre materialer, havde en evne til at kunne opsuge og indeholde mere snavs. Efterfølgende afrensede vi med destilleret vand, for at sikre os, at alle sæberester var fjernet. Det testede rensningsprodukt virkede lovende, og nu venter der en forestående behandling af de to Crash Test Dummies.

Forhåbentlig fører vores undersøgelser til, at man kan redde de dukker, som oprindeligt har reddet så mange menneskeliv.

Udgivet i Plast | Tagget , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Nyt fra frilægning af kalkmalerier i Skibinge Kirke

Udgivet den 10. maj 2011 af Anja Liss Petersen

Skrevet af Ida Haslund

I 2008 blev der i Skibinge Kirke, i forbindelse med en indvendig kalkning, fundet spor af kalkmalerier i Skibinge kirkens hvælv. Mureren, som var i gang med afrensning overfladerne i kirken, opdagede, at der tilsyneladende var bevaret kalkmalerier under de mange gamle lag kalk. Malerierne er blevet kalket over en gang i 1500 eller 1600-tallet og er siden blevet glemt.

Frilægningsarbejdet og restaurering af maleriet forventes afsluttet i foråret 2012 – følg med i arbejdet her på Aktuel Bevaring.

Skibbinge Kirke nordkappe den 13. april 2011

Udgivet i Kalkmaleri | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Frilægning og restaurering af enestående kalkmalerier i Skibinge Kirke

Udgivet den 3. maj 2011 af Anja Liss Petersen

Skrevet af Ida Haslund

I 2008 blev der i Skibinge Kirke, i forbindelse med en indvendig kalkning, fundet spor af kalkmalerier i Skibinge kirkens hvælv. Mureren, som var i gang med afrensning overfladerne i kirken, opdagede, at der tilsyneladende var bevaret kalkmalerier under de mange gamle lag kalk. Malerierne er blevet kalket over en gang i 1500 eller 1600-tallet og er siden blevet glemt.

I første omgang blev Nationalmuseets kirkekonsulenter og kalkmalerikonservatorer tilkaldt for at udføre en nærmere undersøgelse af maleriets tilstand, udstrækning og datering. Undersøgelsen dannede grundlag for maleriets fremtidige behandling.

Det viste sig at dreje sig om et enestående nyfund.  Ud fra undersøgelser af overfladerne kunne det konstateres, at der var malerier i hele hvælvingen i skibets 1. fag.  Mindre områder af maleriet blev frilagt for at se nærmere på udsmykningen. Maleriet var usædvanligt velbevaret og så ud til at være udført med en høj kunstnerisk kvalitet. Som noget særligt kunne de områder, der foreløbig var frilagt, vise, at maleriet kan dateres til sidste halvdel af 1500 tallet. Dette er udsædvanligt for et dansk kalkmaleri, da langt de fleste danske kalkmalerier er udført i perioden før reformationen i 1536.

I samråd med kirkens menighedsråd blev det besluttet at forsøge at fremskaffe midler til en fuld frilægning og restaurering. Dette blev muliggjort i 2010 ved en generøs bevilling fra Augustinus Fonden.

I marts 2011 er der blevet rejst stillads i kirken og Nationalmuseets kalkmalerikonservatorer arbejder nu med at med at fjerne de mange tidligere tiders overkalkningslag, så kalkmaleriet igen kommer frem i Skibinge Kirke.

Frilægningsarbejdet og restaurering af maleriet forventes afsluttet i foråret 2012.

Følg med i frilægningsarbejdet  af kalkmaleriet her på Aktuel Bevaring

8. marts 2011. Nordkappen under frilægning.

Ind til videre er mænd og heste kommet til syne i nordkappen. En af mændene holder et løftet sværd, hvilke kunne tyde på, at der foregår et drab i scenens midte. Om dette holder stik, vil de næste ugers frilægning afsløre.

 Detalje af hest  og mand. Udsnit af nordkappen. 

 Detalje af mænd i nordkappen. Manden til højre holder et løftet sværd i hånden.

Udgivet i Kalkmaleri | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Konservering efter brand i Herstedøster Kirke

Udgivet den 28. april 2011 af Anja Liss Petersen

Skrevet af Conny Hansen

I Februar 2009 udbrød der brand i Herstedøster kirke. Lykkeligvis blev branden opdaget, før bygningen og dens interiør blev helt ødelagt. Tilbage sad der dog overalt et kraftigt lag sod, som der er brugt mange timer og midler på at fjerne fra vægge, lofter og inventar.

Ligeledes blev der på kirkens kalkmalerier fjernet et kraftigt sodlag. Grundet maleriernes meget forskelligartede overflader var denne rensning ikke tilstrækkelig til helt at fjerne sodlaget fra de uensartede overflader, der havde mange revner, huller og lignende.

Derfor er der igangsat en finrensning og konservering af malerierne, hvor der foretages en mere detaljeret og dybtgående rensning. Dernæst bliver der udført en udbedring af skader i overfladen, og slutteligt udføres en retouchering af de ødelagte bemalede partier.

Arbejdet står på i perioden fra februar til maj og udføres af Nationalmuseets Bevaringsafdeling.

De mange forskellige overfladetyper betyder, at man er nød til at anvende flere forskellige rensemetoder og midler. Rensningen udføres ved anvendelse af pensler – vatrondeller – vand – ethanol og acetone. Udfyldning af huller så som slid og revner udbedres med kulekalksmørtler og kulekalk. Retoucheringen laves med akvarelfarve, limfarve og pastelkridt.

Formålet med konserveringen er, at malerierne skal ende med at få det udseende, de havde før branden, så kirkerummet kan få sit helhedsudtryk tilbage.

Udgivet i Kalkmaleri | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Verdens længste vikingeskib – vi skynder os langsomt

Udgivet den 28. marts 2011 af Kristiane Straetkvern
 

We are moving slowly towards our goal.

Abstract. Although we have 4 years altogether from the starting pointin 2009, until our Viking Ship is ready for exhibition in 2013, there are several tasks to perform and we are busy. Fortunately, our plans and budget were given a very positive treatment by and full support from the Augustinusfonden last year. This enables us to focus on the conservation treatments and the design of the mobile support for the ship. A lot of work is carried out both in the conservation laboratory and in the design group. In both foras the tasks and decisions require discussions and evaluation. Some of them even require full scale trials. So – an important step is to produce a 1:1 mock up of one end of the ship support. We are exited…

 

Det er i disse dage to år siden vi fik grønt lys fra Nationalmuseets Direktion til at gå igang med vores projekt – selv om vi på det tidspunkt ikke havde nogen som helst garanti for at der ville komme de fornødne ekstra midler til. Vi havde en foreløbig projektbeskrivelse, en tidsplan og en tro på at det nok skulle lykkes.

Efter at vi fik grønt lys til at gå videre, er der mange underprojekter der er sat i søen og som løbende skal opfølges. Først skulle der udarbejdes et endeligt  budget og søges om penge. Og for et lille års tid siden fik vi den glade melding om at Augustinusfonden støttede projektet. På værkstedsniveau arbejdes nu på højtryk med imprægnering af alle skibets dele og de efterfølgende 6 processer hvor alle dele frysetørres i facon. Efter tørringen skal hvert enkelt stykke overfladerenses og limes. Ingen af disse opgaver er “bare lige” til at udføre – vi skal hele tiden være på det rene med, om vi nu har fundet den optimale fastholdelsesteknik i tørringen, den optimale afrensingsmetode, den optimale overlade, den bedste måde at håndtere og afmærke de enkelt stykker på etc. 

En del af kølen er afrenset og overfladens stabilitet og karakter vurderes.

 

Derudover ligger der en stor opgave med at designe et stativ til skibet. Der stilles mange krav til et sådant stativ. Dels skal alle originale trædele være understøttet og beskyttede, men de skal også være synlige og tilgængelige. Desuden skal stativet være håndterbart, fysisk stabilt, korrekt i hovedlinjerne – og det skal være smukt.

Der er stadig mere end to år til vores skib skal være parat til udstilling. Selv om det kan synes længe til, er der hele tiden små og store beslutninger der skal tages og opgaver der skal løses. Vi har jo både en tidsplan og et budget der skal overholdes. Så vi har travelt – men holder os for øje, at de beslutninger vi tager nu, får konsekvenser hele vejen i projektet. Det betyder for det første, at vi skal afsætte tid til nødvendige diskussioner og undersøgelser, men også at vi skal afprøve nogle af  vore ideer i praksis inden de endegyldige beslutninger tages.

Et vigtigt led i processen er derfor, at vi nu laver et udsnit af stativet til skibet – i fuld størrelse – en Mock-up. Så kan vi prøve hvordan stativet er at arbejde med, vurdere dets udtryk, dets funktion og herigennem finde ud af hvordan vi får det slutprodukt som vi alle ønsker os; verdens længste vikingeskib – med de originale dele sikkert monteret, med skibets fantastiske linjer trukket op og sat sammen på en måde der gør at skibet trygt kan sendes på rejse – fra København i 2013 – til London og derefter Berlin i 2014. Den lange rejse og udstillingen skibet skal indgå i kan følges på bloggen Vikings at Work.

Vi har travlt – men vi skynder os langsomt.

Udgivet i Vanddrukkent træ, Vragdel | Skriv en kommentar

Loftmaleri fra Frederiksberg Slot reddes efter vandskade

Udgivet den 25. marts 2011 af Anja Liss Petersen

Skrevet af Loa Ludvigsen

Hendrik Krock - Tiden afslører Sandheden 

I 2009 var der en vandskade på Frederiksberg Slot, der blev opdaget ved, at vand dryppede ned gennem et af loftmalerierne i slottets vestfløj. Da skaden blev opdaget, bar maleriet en masse vand, som var kommet fra en sprunget rørledning i etagen ovenpå.

Maleriet er malet af hofkunstneren Hendrik Krock i 1708-12 og forstiller allegorien Tiden afslører Sandheden. Det måler 3,72 x 4,14 m. Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, der forestår drift og vedligeholdelse af Frederiksberg Slot (ejet af forsvaret), tilkaldte Nationalmuseets malerikonservatorer efter rummet var blevet tømt for møbler og et stillads var sat op.

Det var ingen tvivl – maleriet skulle tages ned og konserveres, men inden nedtagningen måtte vi have et overblik over skadernes omfang og registrere dem. På dette tidspunkt var vandet løbet igennem maleriet, og det var forholdsvis tørt igen. Da vi kom tæt på, kunne vi se, at det ved en tidligere konservering var blevet behandlet med en voks-harpiksdublering. En voks-harpiksdublering vil sige, at man har limet et nyt lærred bagpå det gamle med en blanding af voks og harpiks. Denne behandling havde gjort maleriet mere modstandsdygtigt overfor vand, og farvetabene var ikke så store som frygtet. Farvelagene var dog mange steder løse, hvorfor vi måtte sikre maleriet, før det kunne nedtages og flyttes til konserveringsværkstedet.

Vi sikrede maleriets farvelag ved at sætte tyndt japanpapir på farvelaget med en svag vandig lim. Efter at limen var tørret, kunne vi afmontere maleriet fra loftet, hvilket viste sig at være sværere end forventet. Loftmalerierne på Frederiksberg Slot er, som i de fleste andre slotte fra denne tid, omgivet af en rigt ornamenteret stukkant. Ved sidste restaurering af stukkanten havde man besluttet at udfylde det lille mellemrum mellem maleri og stukkant med gips, hvilket resulterede i, at maleriet sad som støbt ind i loftet. Vi måttet derfor først fritlægge maleriet ved at fjerne al gipsen, før maleriets monteringsskruer kunne skrue ud. Da maleriet var kommet ned og lå på stilladset med forsiden nedad, blev det afmonteret fra den ramme, som bærer maleriet – kaldet blændrammen. Maleriet kunne derefter rulles op på et stor paprør og var nu klar til transport. Da maleriet er for stort til at kunne komme ud af rummets døre siddende på sin blændramme, er dette den eneste sikre måde at transportere et maleri af så stort format på.

Vi opdagede hurtigt, at maleriet var monteret på den originale blændramme, som blot var blevet styrket ved tidligere konserveringer. Blændrammen blev demonteret i to stykker, sådan som den oprindeligt var kommet ind i rummet, og sammen med maleriet blev den bragt til konserveringsværkstedet i Brede.

På værkstedet havde vi forberedt maleriets komme, og møbelkonservatorerne havde lavet en arbejdsramme til opspænding af maleriet. Arbejdsrammen var større end selve maleriet, og vi havde derfor været rundt på de forskellige værksteder for at måle, hvor maleriet overhovedet kunne stå i lodret position. Vi fandt en plads i kælderen, og et kraftigt lærred blev limet på maleriets kanter. Herefter blev det spændt op for at kunne tørre, efter at dubleringslærredet var blevet fjernet.

To be continued…

Udgivet i Maleri | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Verdens længste vikingeskib – vi frysetørrer og frysetørrer….

Udgivet den 9. marts 2011 af Kristiane Straetkvern
Abstract.
After vacuum freeze-drying of the keel, we are now working on the ribs and frame timbers. The condition of the 40 numbers varies in degree of fragmentation, dimension and degree of degradation. However, all of them are frozen and vacuum freeze-dried in the shape required for exhibition in the ship. The second drying process seems to proceed without problems – our next challenge will be the planks…..
 
Vi har omkring 40 bevarede stykker formtræ der også skal have et meget kontrolleret tørringsforløb. Disse stykker formtræ er først og fremmest spanter og mellemspanter der stiver skroget af på tværs. Derudover  har vi nogle rigtig fine T-formede stykker der har ligget langs med kølsvinet. Nogle stykker er relativt godt bevarede, andre er meget fragmenterede. Fælles for alle stykker er, at de skal lægges op i den facon vi ønsker de skal have når de er tørrede. For spanterne vil det sige at vi skal spænde dem op, så de ikke vrider i tørringsprocessen. Til det formål har vor smed lavet særlige stativer de kan spændes op i.
Montering af spant inden frysetørring
Montering af spant inden frysetørring

 Desuden skal alle fragmenter og små stykker sættes på plads mens træet stadig er vådt. Vi kan jo ikke lime, men bruger i stedet for kramper af rustfrit stål – så sidder alle stykker i deres helt rigtige posision når vi sidenhen kan komme til at lime.

Fiksering af fragmenter inden tørring Fiksering af fragmenter inden tørring

Den første frysetørringsproces med spanter og andre formstykker blev startet i efteråret og blev færdig i december og vi åbnede 2011 med at sætte den anden tørringsproces i gang. Næste gang er det planker der står for tur….

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar