Crash Test Dummies atter i farezonen

Forskning i færdselssikkerhed, f.eks. konsekvenserne ved at bremse op med 100 km/t uden at have spændt sikkerhedsselen, kræver sine ofre. Frem til 1960’erne anvendtes enten menneskelig eller dyr, men i 1976 kom Hybrid I til verdenen. Hybrid I var en mannequindukke, der bestod af et metalskelet med et lag af plast udenpå. Dukkens højde, vægt og bevægelsesmønstre var designet så den lignede et menneske mest muligt. Disse mannequindukker, populært kaldet Crash Test Dummies, blev brugt af alle store bilfabrikanter bl.a. Volvo.

I 1979 donerede Volvo to Crash Test Dummies til Science Museum i London. De blev installeret i en tæt lukket glasmontre i History of Transport salen. Efter at have været udstillet i 10 år, begyndte mannequinernes overflader at blive klæbrige og skinne, som om de havde fået en omgang olie. 5 år senere begyndte en olieagtig væske at dryppe fra genstandenes hoveder, hofter og fødder. Med tiden klistrede støv fra montren sig fast i mannequinernes klæbrige overflade, hvorved de kom til at fremstå snavsede. Ydermere begyndte deres kroppe at kollapse og tabe form. Omkring 1995 stillede man petriskåle ind i montren for at opsamle overskydende væske, og et par år senere fik hver mannequin en absorberede pude under hofte og bag nakke, for at afhjælpe kollapset.

Konservatorerne på Science Museum havde gennem længere tid været bekymret over de unikke genstandes fysiske tilstand, og hvorvidt de ville fortsætte med at dryppe og kollapse. Derfor blev Yvonne Shashoua og Kathrine Segel i april måned inviteret til at kigge nærmere på museets Crash Test Dummies i håb om at kunne identificere nedbrydningsårsagen og for evt. at kunne udvikle en ’skønhedsbehandling’. I den forbindelse blev den mindste af de to mannequindukker, børneudgaven, flyttet fra montre til værksted. Analyser med infrarød spektroskopi viste, at dukken var lavet af rød PVC som yderst var dækket af et tyndt hudfarvet malingslag – ligeledes af PVC. Formålet med denne opbygning var, at alle skader/ ridser, som ville pågå dukken under et færdselssikkerhedseksperiment, ville få den røde farve til at skinne igennem. Duften antydede at blødgøreren i materialet var fthalat.

Science Museums Crash Test Dummies viser de mest hyppige nedbrydningstegn for PVC, som findes i museumssamlinger. Et kraftigt tab af blødgører medfører krympning og øget stivhed i genstanden. Dette sker fordi blødgøreren kun er fysisk og ikke kemisk bundet til de polymere kæder, som PVC består af. Når PVC ældes pakkes de polymere kæder tættere på hinanden, hvorved blødgøreren skubbes ud på overfladen og derefter diffunderer ud i luften. Fordi glasmontren på Science Museum er næsten lufttæt, blev luften inde i montren hurtigt mættet med fthalat. Da det punkt først var nået, begyndte blødgøreren at kondensere og dryppe fra mannequindukkernes overflader. Denne nedbrydningsreaktion kan ikke stoppes, men man kan bremse den ved at fjerne overskydende fthalat fra overfladen inden genstanden genplaceres i montren. Desuden vil en rensning af genstandene hjælpe publikum med at fortolke de to Crash Test Dummies, fordi huden kommer til at fremstå ren og mat. 

I POPART projektets sidste halvdel har vi på Nationalmuseet udelukkende fokuseret på afrensning af PMMA og PVC med henholdsvis vandige opløsninger (f.eks. sæber) og solventer. Vi har testet en lang række produkter på nye plastmaterialer for at undersøge, hvorvidt de havde en skadelig virkning. Men en ting er vores laboratorieforsøg på nyt, ufarvet plast, noget andet er virkeligheden. De plast genstande, man finder i museernes samlinger, er som regel både ældet og farvet. Faktorer som disse kan medføre ændringer i opløseligheden af både polymer, pigment, farvestof og andre additiver, samt have indflydelse på materialets fysiske egenskaber bl.a. stivhed. De resultater vi har fundet gennem vores forsøgsrække, kan derfor ikke ’bare’ overføres på rigtige genstande. Vi var derfor meget interesseret i at afprøve vores resultater på Science Museums Crash Test Dummies.

Fordi genstandene er for store til at behandle i stinkskabet, besluttede vi i første omgang at afprøve et vandbaseret rensemiddel, som havde vist positive resultater i vores forsøg. Rensemidlet bestod af en lav koncentration af anionisk detergent i destilleret vand. Opløsningen blev påført med mikrofiberklud. Vores forsøgsrække havde nemlig vist, at mikrofiberkluden i forhold til så mange andre materialer, havde en evne til at kunne opsuge og indeholde mere snavs. Efterfølgende afrensede vi med destilleret vand, for at sikre os, at alle sæberester var fjernet. Det testede rensningsprodukt virkede lovende, og nu venter der en forestående behandling af de to Crash Test Dummies.

Forhåbentlig fører vores undersøgelser til, at man kan redde de dukker, som oprindeligt har reddet så mange menneskeliv.