Rejsebreve fra Rom – kapitel 2

Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom

Min anden uge på stenkonserveringskurset i Rom er allerede gået. En uge præget af påsken, men selvfølgelig også undervisning samt præsentationer af vores respektive jobs hjemme. Alle kommer jo med forskellig baggrund og tradition, hvorfor viften er mangfoldig med spændende indblik i såvel konservering som restaurering af skulpturer og bygninger. Min fortælling er selvfølgelig om runestenene i Jelling, men også nogle opgaver i Roskilde Domkirke plus et par af de Thorvaldsen-genstande, som jeg i årenes løb har arbejdet med.

Undervisningens tema i disse dage er at forene teori med praksis. Arkitekt Gionata Rizzi fra Parma introducerer os til romersk byggeskik og konstruktionsprincipper, mens laboratoriechefen forelæser om porøse bygningsmaterialer samt vands og saltes vandring i disse. En lokal professor, Patrizio Pensabene, fortæller om typisk anvendte bjergarter her i Rom, og bagefter er vi på en såkaldt gåtur til to kirker. Det vil sige, at den noget ældre professor fører an på sin røde Vespa, har sin yndige assistent på bagsædet, mens vi halser bagefter til fods. Men vi kommer da frem og får set fantastiske cosmatiske gulvmosaikker i Santa Marie in Cosmedin og identificeret både porfyr, serpentin, africono, rosso antico, giallo antico og andre smukke bjergarter. Og videre til en ”pelset” triumfbue, Arco di Giano, hvor der dels ikke rigtigt er nogle marmorrelieffer tilbage, men heller ikke forankringer mellem stenblokkene. De er bare brutalt hugget ud, da man senere fandt på en bedre anvendelse for metallet!

Fontæner kigger vi også på. De har et problem her i byen – der er kalk i vandet! Man gør sig næsten aldrig nogen som helst anstrengelser for at afkalke vandet, hvilket må siges at være noget af en udfordring for de lokale stenkonservatorer. Meget vand løber endda fra den ene fontæne og videre til den næste, og kalkbelægningerne er enorme. 

Påsketid er også tid for påskekirkekoncerter. Måske er programmet i år ekstra omfangsrigt grundet 150 året for Italiens dannelse som helt land. I den store barokkirke, Santa Andrea della Valle, hvor første akt af operaen Tosca foregår, og hvor travertinfacaden i øvrigt netop er afrenset for grå belægninger, spiller et venezuelansk symfoniorkester både Shostakovich, Brahms og Mozart samt Mahlers meget stemningsfyldte adagio fra 5. symfoni. Eneste skår i glæden er, at uden for kirken er trafikken nærmest kaotisk, og to betjente søger at afvikle strømmen af biler med heftige pift i fløjterne, hvilket samtidigt kan høres inden døre. Man kan jo ikke få det hele.

  

Aftenen efter i Basilica di Santa Ignazio fremfører et symfoniorkester fra Firenze sammen med et kæmpekor og fire solister Verdis Requiem. Der er fuld tryk på såvel kor som trompeter, solister og orkesteret i det hele taget. En fornøjelse og samtidig en mulighed for i ro og mag at lade øjnene glide rundt og kigge sig mæt i ornamentik og boblende rokoko. Også det, som er snyd. Den planlagte kuppel blev aldrig bygget, og i stedet blev det til en illusionistisk, malet kuppel på det flade loft!

 

I 1600-tallet boede et par kardinalbrødre med efternavnet Spada i et fikst lille firlænget Palazzo, hvor de bestemt ikke holdt sig tilbage med udsmykninger og etablering af en omfattende malerisamling. Det kigger jeg på en travetur nærmere på, og i fire sale er der på det nærmeste tapetseret med malerier fra gulv til loft plus med rund hånd henstillet diverse antikke skulpturer og portrætbuster. En skøn have med palmer og citrontræer i potter er der også. Og den ene bror havde så åbenbart også ment, at en lille søljegang måtte der også være plads til og endda snydt med perspektivet.

 

Langfredag aften er der ved Colosseum en pavelig ceremoni, den såkaldte Procession. Jeg er ret heldig at få mig en god plads, endda en siddeplads på græsset, med udsigt til op til den pavelige festpavillon, som knejser på kanten af ruinerne af Venus og Romas tempel, og hvorfra der blev messet og læst højt. Stemningen er utrolig fin og venlig, uden skubben og masen, og med hånd-til-hånd-uddeling til nærmest alle af messehefter (italiensk for begyndere) og stearinlys med fiks lille silkepapirskurv omkring som vindfang. Og påskesøndag, ja, da er jeg atter på Peterspladsen til den helt store gudstjeneste.

  

Regnvejr hele formiddagen 2. påskedag giver mulighed for et langvarigt besøg i Palazzo Doria Pamphilj. Et aldeles overdådigt sted med den ene imponerende sal efter den anden, små saloner og et firlænget galleri med møbler, lysekroner, spejle, fresker i de kuplede lofter og rundt regnet 400 malerier. Paladset er i privat eje, og i audioguiden er det ejeren selv, der taler og kommer med små anekdoter, om f.eks. hvordan han og hans søster som børn har løbet på rulleskøjter gennem salene og lavet mærker i de voksbehandlede teglgulve.

Om Anja Liss Petersen

Konservator på Natmus
Dette indlæg blev udgivet i Rejsebreve fra Rom og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.