Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
“Here in Rome nothing was created by chance, chance only destroyed. Everything that is standing is magnificent. Her ruins are venerable, for, even in their wreck, one can still perceive their ancient symmetry; and the great forms of her modern churches and palaces have re-embodied it”.
Citatet har jeg læst på udstillingen Roma e l’Antico, og ordrene blev skrevet i 1787 af J. W. Gothe. Og de virker så relevante for mig – at være i Rom for at blive efteruddannet på ICCROMs stenkonserveringskursus. Lærdom der helt sikkert vil komme mig til gavn fremover i jobbet derhjemme.
Denne uges undervisning deles mellem to ældre herrer, dels den engelske geolog David Jefferson og dels den amerikanske, men i Rom bosatte billedhugger Peter Rockwell. I de geologiske forelæsninger beriges vi med indsigt i, hvor forskelligt tilsyneladende næsten ens sten kan reagere. Det kan være et enkelt mineral mere eller mindre i sammensætningen, som gør hele forskellen. Billedhuggerens fokus er brydning, bearbejdning og hugning i sten samt værktøjsspor. Og med meget spændende eksempler, nemlig Påskeøen, hvor den oprindelige befolkning ikke har haft kontakt med nogen førend i 1700-tallet, da nogle hollændere ankom til øerne og kunne påvirke i kraft af medbragte metalredskaber. Med andre ord er de store hoveder hugget ud af den vulkanske tuf ved brug af hårdere sten som redskaber. Et andet spændende eksempel er fra Indien, hvor man har været i gang med at hugge et tempel ud af en sandstensformation – ikke ved at bygge et tempel, men ved at fjerne den del af bjerget, som ikke skulle indgå i templet. Og halvt henne i projektet var de stoppet, så derfor er der masser af halvgjort, hvor værktøjssporene endnu er ganske tydelige.
Fredag går turen til Tivoli, altså byen Tivoli, hvor de store travertinbrud ligger. Det er ganske imponerende at se en skive af bjerget bliver frigjort og vælte ned i bruddet, og dernæst blive skåret i blokke og sidenhen på fabrikken i skiver som en salami. Ikke en skive ad gangen, men hele blokken skivet op samtidigt. Netop dette travertinbrud har faktisk leveret beklædningen til Københavns Universitets nye bygninger på Amager.
Travertin er ikke den bjergart jeg oftest møder på min vej rundt til danske kirker, men her i Rom er den aldeles almindelig, da rigtig mange af de arkæologiske bygninger og de senere kirker er beklædt med travertin. Med hensyn til kirkerne skal man dog lige have i mente, at travertinbrydningen ophørte i en længere periode, og først blev genoptaget sent i 1500-tallet, så den beklædning man eksempelvis ser på kirken Santa Agostina er faktisk genbrug af facadebeklædning fra Colosseum. En beklædning, der var skvattet ned ved et jordskælv. Sådan kan det jo gå, når genbrug er populært.
Af andre detaljer vedrørende sten afsløres det også, hvordan romerne i sin tid på Panteon har kunnet hugge kanneleringerne på de ca. 12 meter høje marmorpilastre ganske lige. Det er såre enkelt, efter en udspændt snor og snorenes fastgøringspunkter ses stadig. Vi er også indenfor i en kirke, nemlig Santa Maria sopra Minerva, og i denne er et ganske spændende epitafium over den venetianske billedhugger Andrea Bregno. Modsat Jens Vejmand fik Bregno i døden et gravminde i sten, og på dette er afbilledet en serie af billedhugger-værktøjer så som mejsler, bor, hammer, vinkler, loddesnor m.m. Sådan et epitafium og den føromtalte kirkes beklædning ville jeg næppe have fået øje på, hvis jeg bare var i Rom som turist med en guidebog i hånden. Men nu er jeg jo her ikke som turist, men på netop dette kursus, hvor vores ekskursioner rundt i byen er ganske anderledes og øjenåbnende med disse kompetente undervisere. På Minerva-kirkens facade fik vi også udpeget en anden pudsig bemærkelsesværdig detalje, nemlig en stribe af tavler med markeringen af niveauet for adskillige oversvømmelser, ganske som stormflodssøjlen i Ribe.
Palazzo Altemps, der huser en afdeling af det nationale romerske museum, rummer en skulptursamling. Det ganske særlige og spændende ved denne skønne antikke samling er, at marmorskulpturerne er restaureret i 1700- og 1800-tallet, og man har valgt at lade restaureringerne forblive påsatte. Skulpturerne er derfor hverken næse-, arm- eller benløse. Og til almindelig orientering fremgår restaureringernes placering af tegninger ved den enkelte skulptur, hvilket selvfølgelig lige fik mig til at tænke på de imiterede brudflader, jeg selv har fremstillet i årenes løb, efter at gamle restaureringer er fjernet, og plane flader fra restaureringerne derved er blotlagt.
Endnu et skønt museum er beliggende i Palazzo Massimo. Designet er super moderne og så er der kun få, men unikke skulpturer i de enkelte rum i stueetagen. Det er bare kræs. Men det er også kræs at sætte sig på 2. salen midt imellem freskoerne fra Livias villas spisestue eller kigge nærmere på freskoerne fra værelserne i Villa Farnesina, som dukkede op i sin tid, da man byggede murene langs Tiberen for at undgå oversvømmelser. Alle disse freskoer er trukket af og overført til museet, som har designet rum til dem i akkurat samme mål.
Egentlig tænke jeg, at lørdagen allerede havde rummet nok af oplevelser, men ville alligevel tjekke, hvad der egentlig skulle ske på Circus Maximus. Overalt i byen er der mængder af nonner, rygsækturister plus plakater for weekendens saligkåring af den tidligere pave. Polakker er der enormt mange af, så man fornemmer, at Polen må være blevet tømt for mennesker. De synes at være her i stedet. Nå, men på Circus Maximus får jeg mig klemt ned på en bid græs og har ved indgangen fået udleveret to stearinlys med vindfang. Ceremonien er ganske mange bønner, der gentages og gentages i det uendelige på syv sprog, men der er også en række optrædende kor, et kæmpe symfoniorkester, en række talere og filmklip med den tidligere pave, som nu er kommet et trin nærmere sin helgenstatus. Det er meget stemningsfuldt at sidde der i aftenmørket blandt titusindsvis af mennesker med hver sit tændte stearinlys og med de oplyste ruiner på Palatin-højen som baggrund.
Søndag formiddag er jeg et smut forbi den ofte lukkede Sant’Ivo alla Sapienza i håbet om, at man kan komme op i det sneglede spir, som jo var inspirationen til Vor Frelser kirkes sneglede spir. Kirken er åben, men adgang til spiret er desværre ikke en mulighed, men det var da fint nok at kigge indenfor, når jeg nu selv har tilbragt så mange arbejdstimer i den christianshavnske pendant.
På lokalmuseet i Trastevere er jeg også et smut indenfor. Her var en lille udstilling med nogle sirlige akvareller fra 1880’erne og 1890’ernes Rom. Og nogle af stederne kan jeg genkende – jubii. Jeg kan virkelig nu mærke, at jeg har været rundt om mange gadehjørner, set små pladser, lagt mærke til detaljer og har fået en meget bedre fornemmelse af byen. Og kunne nu i disse akvareller se forskelle og forandringer, ruiner der er restaureret, søjler der er rejste og områder der er gravet ud. Og så et lille hvil ved foden af fontænen på Piazza di Santa Maria in Trastevere og et kig på folkelivet, inden turen går tilbage til residensen for at lave lektier.
Abbonér på feed
