Skrevet af Loa Ludvigsen
I 2009 var der en vandskade på Frederiksberg Slot, der blev opdaget ved, at vand dryppede ned gennem et af loftmalerierne i slottets vestfløj. Da skaden blev opdaget, bar maleriet en masse vand, som var kommet fra en sprunget rørledning i etagen ovenpå.
Maleriet er malet af hofkunstneren Hendrik Krock i 1708-12 og forstiller allegorien Tiden afslører Sandheden. Det måler 3,72 x 4,14 m. Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, der forestår drift og vedligeholdelse af Frederiksberg Slot (ejet af forsvaret), tilkaldte Nationalmuseets malerikonservatorer efter rummet var blevet tømt for møbler og et stillads var sat op.
Det var ingen tvivl – maleriet skulle tages ned og konserveres, men inden nedtagningen måtte vi have et overblik over skadernes omfang og registrere dem. På dette tidspunkt var vandet løbet igennem maleriet, og det var forholdsvis tørt igen. Da vi kom tæt på, kunne vi se, at det ved en tidligere konservering var blevet behandlet med en voks-harpiksdublering. En voks-harpiksdublering vil sige, at man har limet et nyt lærred bagpå det gamle med en blanding af voks og harpiks. Denne behandling havde gjort maleriet mere modstandsdygtigt overfor vand, og farvetabene var ikke så store som frygtet. Farvelagene var dog mange steder løse, hvorfor vi måtte sikre maleriet, før det kunne nedtages og flyttes til konserveringsværkstedet.
Vi sikrede maleriets farvelag ved at sætte tyndt japanpapir på farvelaget med en svag vandig lim. Efter at limen var tørret, kunne vi afmontere maleriet fra loftet, hvilket viste sig at være sværere end forventet. Loftmalerierne på Frederiksberg Slot er, som i de fleste andre slotte fra denne tid, omgivet af en rigt ornamenteret stukkant. Ved sidste restaurering af stukkanten havde man besluttet at udfylde det lille mellemrum mellem maleri og stukkant med gips, hvilket resulterede i, at maleriet sad som støbt ind i loftet. Vi måttet derfor først fritlægge maleriet ved at fjerne al gipsen, før maleriets monteringsskruer kunne skrue ud. Da maleriet var kommet ned og lå på stilladset med forsiden nedad, blev det afmonteret fra den ramme, som bærer maleriet – kaldet blændrammen. Maleriet kunne derefter rulles op på et stor paprør og var nu klar til transport. Da maleriet er for stort til at kunne komme ud af rummets døre siddende på sin blændramme, er dette den eneste sikre måde at transportere et maleri af så stort format på.
Vi opdagede hurtigt, at maleriet var monteret på den originale blændramme, som blot var blevet styrket ved tidligere konserveringer. Blændrammen blev demonteret i to stykker, sådan som den oprindeligt var kommet ind i rummet, og sammen med maleriet blev den bragt til konserveringsværkstedet i Brede.
På værkstedet havde vi forberedt maleriets komme, og møbelkonservatorerne havde lavet en arbejdsramme til opspænding af maleriet. Arbejdsrammen var større end selve maleriet, og vi havde derfor været rundt på de forskellige værksteder for at måle, hvor maleriet overhovedet kunne stå i lodret position. Vi fandt en plads i kælderen, og et kraftigt lærred blev limet på maleriets kanter. Herefter blev det spændt op for at kunne tørre, efter at dubleringslærredet var blevet fjernet.
To be continued…
Abbonér på feed