I Februar 2009 udbrød der brand i Herstedøster kirke. Lykkeligvis blev branden opdaget, før bygningen og dens interiør blev helt ødelagt. Tilbage sad der dog overalt et kraftigt lag sod, som der er brugt mange timer og midler på at fjerne fra vægge, lofter og inventar.
Ligeledes blev der på kirkens kalkmalerier fjernet et kraftigt sodlag. Grundet maleriernes meget forskelligartede overflader var denne rensning ikke tilstrækkelig til helt at fjerne sodlaget fra de uensartede overflader, der havde mange revner, huller og lignende.
Derfor er der igangsat en finrensning og konservering af malerierne, hvor der foretages en mere detaljeret og dybtgående rensning. Dernæst bliver der udført en udbedring af skader i overfladen, og slutteligt udføres en retouchering af de ødelagte bemalede partier.
Arbejdet står på i perioden fra februar til maj og udføres af Nationalmuseets Bevaringsafdeling.
De mange forskellige overfladetyper betyder, at man er nød til at anvende flere forskellige rensemetoder og midler. Rensningen udføres ved anvendelse af pensler – vatrondeller – vand – ethanol og acetone. Udfyldning af huller så som slid og revner udbedres med kulekalksmørtler og kulekalk. Retoucheringen laves med akvarelfarve, limfarve og pastelkridt.
Formålet med konserveringen er, at malerierne skal ende med at få det udseende, de havde før branden, så kirkerummet kan få sit helhedsudtryk tilbage.