Plast udgør en stadigt stigende del af museernes kunst- og kulturhistoriske samlinger. For museernes konservatorer betyder det nye udfordringer. Opbevaring og konservering af plastmaterialer kræver nemlig en særlig hensyntagen, da plast på mange måder adskiller sig fra mere traditionelle materialer som fx sten og træ. Forskning i nedbrydning af plast er et relativt nyt fagområde, og hvad angår praktisk konservering er mange emner stadig uudforsket. De sidste mange måneder har vi, Yvonne Shashoua og Kathrine Segel, som en del af POPART renset og renset og renset en hel masse modelplast, for at finde den mest skånsomme metode, så vi kan give fremtidens generationer mulighed for at se materialet i bedst mulig stand. Som afslutning på den lange forsøgsrække vi har været igennem, var vi derfor meget interesseret i at efterprøve vores resultater på rigtige genstande.
Værket Lysskulptur uden lys blev lavet af danske Gunnar Aagaard Andersen i 1976. Skulpturen, som i dag tilhører Statens Mu-seum for Kunst, er lavet af hvid akrylplast. Overordnet set er skulpturen en aflang vertikal ku-be, hvor top og bund udgør to kvadratiske flader. Toppen af skulpturen er åben, hvorimod bunden er en lukket flade. Tre af skulpturens aflange sider er lukkede, mens den fjerde ligesom toppen er åben, så man kan kigge ind i værket. Inde i skulpturen findes fem lignende kuber af samme konstruktion. Man kan sammenligne konstruktionen med en minimalistisk udgave af en babushka dukke. De mange akrylflader er limet sammen. Da limningen har sluppet flere steder, var det som udgangspunkt ikke muligt at vende skulpturen, så den kunne fotograferes stående, men man kan se den yderst til højre på et arkivfoto fra 1977. Som det fremgår af billedet er skulpturen placeret foran et vindue, hvorved lyset skaber skyggevirkninger i de hvide akrylplader – deraf navnet.
Akrylplasten er dækket af et jævnt sort snavslag. Derudover ses en del ridser – særligt i bunden. I de fleste af ridserne sidder sort snavs, hvilket kunne tyde på, at skulpturen på et tidspunkt er blevet skubbet henover et gulv. Hovedparten af det sorte snavslag, som findes på Lysskulptur uden lys, blev identificeret som værende organisk museums snavs med partikler. Resultaterne fra POPART viste at både vandige og solventbaserede opløsningsmidler kan opløse organisk snavs. Generelt skal man dog være yderst påpasselig med brug af solventer til at rense plast. Desuden er Lysskulptur uden lys over 35 år gammel, hvilket kan betyde, at plastmaterialets opløselighed med tiden har ændret sig. Derfor blev det i første omgang besluttet, at teste effekten af de vandige opløsningsmidler.
Langs skulpturens bundplade blev der lavet renseprøver med seks forskellige vandbaserede produkter, bl.a. destilleret vand, syntetisk spyt samt an- og non-ioniske detergenter. En 1 % op-løsning af det anioniske deter-gent Orvus WA Paste viste et godt resultat, hvilket stemte overens med konklusionerne fra POPART. Det blev derfor besluttet, at rense skulpturen med dette produkt. Detergentet blev påført med mikrofiberklud – det redskab, der havde vist de bedste resultater i POPART. Overfladesnavset kunne fjernes forholdsvis nemt. Til gengæld var det svært at fjerne den snavs, som havde sat sig i de mange ridser og skrammer med mikrofiberkluden. I POPART var alle forsøg blevet udført på ren, ny plast uden ridser. At snavs i virkelighedens verden ofte findes i fordybninger, såsom ridser, betyder at resultaterne fra POPART ikke bare kan overføres til praktisk konservering. Den snavs, som havde sat sig i fordybningerne på Lysskulptur uden lys,blev i stedet forsøgt fjernet med Orvus WA Paste påført med vatpind. Det blev under rensningen registreret, at man for at fjerne snavset, blev nødt til at rense i samme retning som ridserne. Afslutningsvis blev akrylplasten efterrenset med demineraliseret vand, for at undgå sæberester på skulpturens overflade.
Lysskulptur uden lys set nedefra – før og efter rensning.
Rensningen af Gunnar Aagaard Andersens Lysskulptur uden lys skal ses som det første skridt på vejen til forståelsen af, hvordan man mest skånsomt renser museumsobjekter af plast. De rensningsforsøg der blev lavet under POPART, blev alle udført på ren, ny model plast, fordi det ville være etisk uforsvarligt at teste den lange række af produkter på rigtige genstande. Hypotesen var, at hvis et redskab eller et opløsningsmidler forvolder skade på den nye plast, skal vi end ikke overveje at anvende det på en ældet og mere skrøbelig genstand. Indtil videre har vi gennem POPART fået indsnævret de muligheder for rensning, som kan anvendes på plast, men før vi kan udstikke mere generelle retningslinjer, vil det være nødvendigt at afprøve vores resultater mere naturligt ældet materiale. Der er derfor masser af arbejde at tage fat på i fremtiden…
Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
Det russiske ægtepar, Julia Biryukova og Dimitri Biryukovy, døde i henholdsvis 1925 og 1928. Parret var formentlig bosatte her i Rom på daværende tidspunkt, og deres sidste hvilested blev derfor her i Rom på den ikke-katolske kirkegård, også kaldet den kristne kirkegård eller den protestantiske kirkegård. Kært barn, mange navne. Kirkegården ligger gemt bag den aureliske bymur og ved foden af Caius Cestius’ pyramide samt hen mod Testaccio, højen der i virkeligheden er en bunke af millionvis af antikke potteskår fra amforaer. Og vel at mærke en ganske stor bunke, da den er ikke mindre end 36 meter høj. På den fredfyldte og skyggefulde kirkegård er der tætpakket med gravsteder, og stedet er derfor opdelt i række zoner. I den sidste og fjerneste zone i forhold til indgangen er der ganske mange russiske gravsteder, og altså også dette for parret Biryukovy. Udformningen af parrets gravkors er typisk russisk med en skråtstillet ekstra tværarm på den nederste lodrette korsarm. Desuden er de øvre tre korsarme forbundet til en trekant, som yderligere er dækket af et tag. Det skal dog indskydes, at den ene halvdel af taget mangler, hvilket har haft betydning for gravstenens bevaringstilstand.
Al denne fortælling om dette russiske gravsted skyldes, at man forud for kurset har udvalgt seks gravsteder med et aktuelt konserveringsbehov, og disse seks gravsteder er i denne uge genstand for al vores opmærksomhed. Med andre ord skal vi arbejde, udføre praktisk konservering og nu omsætte teori til praksis på fem arbejdsdage. Min gruppe består af tre konservatorer, nemlig russiske Svetlana, belgiske Stefaan og så undertegnede. Sammen skal vi finde en konserveringsløsning, som vi alle tre kan stå inde for. Det er klart, at når man kommer med hver sin baggrund og mange års forskellig erfaring plus nu også med den fælles indhøstning af viden fra kurset, bliver det i dagenes løb til megen diskussion frem og tilbage omkring, hvordan vi eksakt løser opgaven. Og det går rigtigt, rigtig fint. Forskellige synspunkter diskuteres, og vi bliver enige. Vi nyder alle samarbejdet og diskussionerne, trækker på egne og hinandens erfaringer. Første tiltag er en behandling med et biocid, som her en uge senere skal det vaskes af igen. Men der er nu stadig meget begroning at se, så vi beslutter os for endnu en behandling. Denne gang et andet biocid og denne gang i en pakning af papirpulp.
Apropos det manglende tag, så har dette, som nævnt haft stor indflydelse på bevaringstilstanden. På den halvdel, hvor taget er væk, kan vi konstatere, at kalkstenen er begyndt at delaminere i dens naturlige lagdeling. Dette er selvsagt ikke specielt godt. Hvor taget er bevaret, er denne lagdeling ikke opstået, men til gengæld har taget virket som en slags paraply og forhindret stenens overflade mod at blive afvasket i regnvejr. Denne paraplyeffekt har tilladt sort hinder af gips og sorte gipsskorper i at opstå. Denne gipsdannelse vil vi selvfølgelig gerne have væk, dog uden at den underliggende patina påvirkes. Hvad vi også gerne ville have væk er en del grønlig misfarvning fra et bronzeelement, som antagelig er rester af en lille lampeholder. Vores valg bliver derfor et helt tag, hvilket vil sige, at vi hos en stenhugger bestiller en spejlvendt kopi af den eksisterende del i samme bjergart. Desuden andre pakninger af papirpulp, men tilsat ammoniumkarbonat. Nu vil nogle af mine kollegaer nok tænke, hvorfor lige det salt? Ja, det er det traditionelle her i Italien og det, som man derfor har indkøbt. Et er teori, noget andet er praksis. Der er således ikke et gigantisk batteri af muligheder og værktøjer, så vores valg måtte derfor også befinde sig indenfor disse rammer. Og testning af 117 forskellige metoder forud for det endelige metodevalg, er således ikke praktisk muligt. Men vi får fjernet gipshinder og gipsskorper, misfarvning fra bronzeelementet, behandet mod begroning og får afsaltet igen efter vores pakninger. Resultatet er blevet ganske tilfredsstillende, dog mangler vi lige den sidste hurdel med taget. Den gode stenhugger kommer nemlig først med taget fredag formiddag og har desuden ikke været helt præcist i sin kopiering, så vi skal have fiflet lidt mere med denne nye del i den kommende sidste uge, inden konserveringen af det russiske gravminde er helt i vinkel.
Som nævnt så ligger den ikke-katolske kirkegård tæt ved Testaccio, som i dag ikke bare er en bunke gamle kedelige potteskår, men derimod et sted fuld af liv og glade dage, nemlig masser af restauranter og natklubber. Og for at undgå at dette glade, muntre liv – og måske berusede liv – skal udfolde sig på kirkegården, aflåses stedet om aftenen og natten. Klokken 16.45 gjalder blød musik derfor ud over kirkegården, mens der på alverdens sprog fortælles, at nu er det tid til at forlade stedet. Det gælder turister, men også konservatorer, så for en gangs skyld er det muligt at slutte dagene tidligt og få kigget lidt mere på Rom. Som sagt, så gjort.
En sen eftermiddag springer jeg derfor på et tog til Monte Mario. Her ligger et hospitalsmuseum for psykisk syge a la det museum på Skt. Hans hospital, om hvilket min gode veninde Anne Dorthe har taget hånd om i mange år. På museet her i Rom afholder de til efteråret en konference om denne specielle museumsform, så jeg har lovet Anne Dorthe at sondere terrænet, hvis muligheden bød sig. Og det gjorde den så. Hospitalsområdet er som i Roskilde landskabeligt med spredte bygninger, og inden døre i museet er det topmoderne. I de første rum skubbes der til sanserne med synsbedrag, susen for ørene med mere. En del patientarbejder, så som malerier og andre kunstneriske udtryk, er ligeledes udstillet. Dertil er der traditionelle udstillingsrum med et apotek, et køkken, et lægeværelse, et værelse til behandling, hvilket vil sige med fikseringsbriks. Med meget er udstillet, ikke som kulturhistoriske genstande, men snarere som kunst. Der er ingen skilte med tekster, men derimod gør man brug af de nyeste digitale muligheder med bøger, der projekteres frem, så man kan bladre i dem. Fotos, der suser rundt, bliver til film og begynder at tale. Glasvægge, hvor skygger af mennesker bevæger sig rundt. Så mon ikke, at efterårets konference bliver ganske spændende.
En anden sen eftersmiddagsstund får jeg på Piazza del Popolo endelig efter flere forgæves forsøg kigget indenfor i tvillingekirkerne Santa Maria in Montesanto og Santa Maria del Miracoli. Det er efter min mening ikke de mest spændende kirker her i Rom, men der er dog en finesse. Kirkerne ligger på hver sit hjørne af Corsoen, og ser planlagt umiddelbar ens ud. Men den ene grund er smallere end den anden, og barokarkitekten Carlo Rainaldi løste det problem ved at gøre den ene kuppel rund (Miracoli) og gøre den anden kuppel (Montesanto) oval. Synsbedraget virker – alt ser ens ud og virker fuldstændig symmetrisk. Men indvendigt ses bedraget! På Popolo-pladsens modsatte side ligger endnu en kirke, nemlig Santa Maria di Popolo. Her er der mange fine sidekapeller med både Cavaggio og Rafael repræsenteret, så kirken en er bestemt et besøg værd.
Her i Rom synger man Sankt Hans-aften af gode grunde ikke Holger Drachmanns midsommervise, og man afbrænder ej heller hekse med det mål at sende dem til Bloksbjerg. Her afholdes Festa di San Giovanni. Med andre ord så fejrer man Johannes Døberens fødselsdag, og det gør med ved og i San Giovanni in Laterano. Det må jeg i mangel af en dansk sandstrand, en liflig kølig brise, et bål og en båltale samt fællessang se, hvad det nu er for noget. Ifølge min guidebog skulle helgenen fejres med snegle i tomatsovs, pattegris, marked og fyrværkeri. Jeg ser nu hverken snegle, tomatsovs, gris eller fyrværkeri, men kun et lukket marked. Men jeg ser Paven knælende foran alteret. Han kommer lige forbi i sit trappegående køretøj med mobilalter og flankerende kardinaler. Foran Paven er et langt syngende optog af præster, biskopper og kardinaler. Først var der gudstjeneste i kirken, dernæst denne procession, hvor man går til Santa Maria Maggiore, kirken med det mirakuløse snefald i august måned. Her skulle bønnen så foregå. Jeg nøjes dog med at se processionen og ser kirken San Giovanni in Laterano bagefter. Og den er stor skal jeg hilse at sige.
Hvad der også er stort, er jo Vatikanmuseet, også nærmest uoverskuelig stort, så man må jo på forhånd bare erkende, at man langt fra kan se alt. Lørdag morgen tropper jeg op iført mine gode travesandaler. Det bliver til den ægyptiske samling, nogle gallerier med klassiske marmorskulpturer og så selvfølgelig Rafael-salene og Det Sixtinske kapel med de rensede malerier. Og det er jo imponerende, men med alt for mange turister, så man står som sild i en tønde. Sidst jeg så det Sixtinske kapel er måske snart 30 år siden, så jeg husker ikke helt, hvor snavsede malerierne var, men for mig virker malerierne ingenlunde overrensede nu, som nogen ellers har hævdet. Og når jeg nu er indenfor i Vatikanstaten skal jeg da også lige indenfor i Peterskirken. Den er altså bare imponerende stor. Kuplen er ikke mindre end 136,5 meter høj, og udsigten fra kuplens top er absolut anstrengelserne værd. Og anstrengelserne er cirka 550 trin såvel op som ned.
I den lune sommeraften tager jeg til en koncert på det spanske akademi. I det åbne gårdrum omgivet af loggiaer er der opstillet en lille scene, og her udspillede musikken sig. Klassiske instrumenter med samtidig elektronisk bearbejdning. Det faldert ikke i alles smag, så nogle udvandrer undervejs. De havde nok forventet noget Mozart eller lignende, men sådan blev det ikke. Anderledes, men ikke så ringe endda.
På Celiohøjen er en ganske dejlig park, og i denne ligger Villa Celimontana, hvor det geografiske selskab holder til. Her får jeg søndag set en fotoudstilling om Romerriget i Tunis. Fotografen Francesco Cabras har haft sin linse rettet mod detaljer i romerske ruiner og med landskab, drivende skyer eller blå himmel som baggrund. Ganske flotte fotografier, og nogle af ruinerne kan jeg pludselig genkende fra Gionato Rizzis forelæsninger. Og genkende hans restaureringer med kulfiberarmering.
Jeg får desuden kigget indenfor til lidt gudstjeneste i Santa Maria in Domnica. Her er der desuden nogle ganske imponerende mosaikker fra 800-tallet; Maria med Kristusbarnet omgivet af disciplene og en knælende pave med firkantet glorie som tegn på, at han var levende. I hvert fald dengang mosaikken blev skabt.
Søndag eftermiddag tilbringer jeg indenfor i det dejligt svale museum Centrale Montemartini. Temperaturen er i disse dage 30-31 grader, så det er ved at være for meget. Museet var et kraftværk, men det lukkede i 1990’erne, hvor man samtidig havde planer om at ombygge de arkæologiske udstillinger på De Capitolinske Museer. Man søgte derfor et sted, hvor man kunne udstille de væsentligste skulpturer under ombygningen frem for blot at sætte alt på magasin. Så her mellem de enorme og kraftfulde generatorer stod så skulpturerne. Ikke uden grund blev dette meget besøgt og populært, hvorfor man valgte at fastholde stedet som museum. Også efter genåbningen af udstillingerne på Capitol. Denne kontrast mellem maskiner og skulpturer er meget effektfuld, så det er absolut et sted, der er værd at se.
Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
Nye emner betyder igen nye foredragsholdere, og fra Paris er Veronique Vergès-Belmin ankommet. Og der er gensidig gensynsglæde, da jeg har kendt hende i rigtig mange år efterhånden. Hun står os eksempelvis bi, da vi i sin tid havde behov for at indkalde international ekspertbistand vedrørende Ribes Kathoveddørs Trekantrelief. Og på et kursus som dette er hun selvfølgelig et must grundet sin store viden og erfaring. I to dage undervister hun os i pakninger til udtrækning af salte, pakninger til opløsning af gipsskorper og pakninger til påføring af biocider. Dertil kommer også en stribe af forsøg i laboratoriet med pakningers vandsindhold, evne til vedhæftning, tilsætningsstoffer og skrumpning ved tørring. Alt sammen faktorer man bør gennemtænke, inden man beslutter sig som for om en pakning skal være den ene eller anden type ler, den ene eller anden type papirpulp, med eller uden sand, opløsningsmiddel eller vand, blandinger eller sandtilsætning osv. osv. Absolut lærerige forelæsninger og forsøg.
Blandt turister er der jo også de turister, som helst befinder sig under vandets overflade og helst i længere tid. For dem er der i Italien ganske særlige attraktioner, nemlig undersøiske arkæologiske lokaliteter. De er ad naturens vej blevet undersøiske, men deres bevaring er også en form for konservering eller restaurering, som der må tages hånd om. Og det gælder både murværk, der skal fuges, væltede søjler, der skal rejses, mosaikker der skal kantsikres og begroning i stor stil, der skal fjernes. Dette meget specielle emne fortæller Barbara Davidde om, og det er bestemt en anderledes og meget udfordrende form for stenkonservering.
Fra Portugal kommer så José Delgado Rodriguers for at forelæse om granit, og de, som måtte tro, at granit er stensikkert, tager ganske fejl. I hvert fald, hvad angår de portugisiske granittyper, da de opfører sig akkurat som sandsten; de smuldrer, de flager, de revner og de sander. Når det er så galt med den portugisiske granit, så skyldes det i grove træk den omstændighed, at man i Portugal har brudt allerede ældet granit og bygget kirker og lignende af det. Man har ikke, som i den nordlige del af Europa haft en istid, der har skrællet det øverste og ældede lag af; altså det lag, som er ældet igennem millioner af år. Og da man i Portugal har brudt dette ældede lag og med glæde anvendt det i alverdens bygninger, såvel indvendigt som udvendigt til beklædning og byggemateriale har man således i dag nogle markante udfordringer og problemer konserveringsmæssigt. Så dette er meget spændende forelæsninger, og selvom situationen i Danmark ikke er tilsvarende, så er granit i danske kirker og monumenter da bestemt heller ikke uden problemer.
En aften hygger vi os ellers alle sammen i ICCROMs gård og langt de fleste medbriger en national ret til den fælles buffet. Jeg laver en lagkage – er det ikke nationalt? I hvert fald er der små flag i den, så ingen kan næppe være i tvivl om, hvem der er bagkvinden for den. Ellers masser af smagsoplevelser og super hyggelig sommervarm aften.
Sidst på ugen vender de to mikrobiologiske damer, Ornella Salvadori og Giulia Canava, tilbage, dels til auditoriet for at forelæse om højere planter samt bekæmpelse af begroning og dels til laboratoriet for, at vi kan se på vores prøver fra gravstederne. De er blevet præpareret og indstøbt til tværsnit. Giulia fortæller i øvrigt, at hun har skrevet en bog om Colosseums planteliv. Førhen syntes man, at det var både malerisk og yndigt, når der voksede alverdens planter i Colosseum, endda så meget, at ruinen nærmest var en jungle. Dette regnskovsagtige udtryk har Giulia fulgt igennem 400 år, dels via en stribe af systematiske botaniske optegnelser og dels via malerier. Spændende fortælling og heldigvis viste vores prøver fra kirkegården, da ikke tegn på regnskovsagtig begroning, men svampene har dog sat sig spor, også indvendigt i stenen.
Inspireret af al snakken om Colosseum synes jeg, at nu måtte det vist være på tide også at kigge indenfor i ruinen. Det regnskovsagtige er absolut pist borte, og kun lidt tør begroning skimtes her og der. I dag er det ikke højere planter, det myldrer med, men derimod turister. Mængden var enorm, både inde i ruinen, men også i køerne for at komme ind. Hvad mange turister ikke har opdaget er, at man kan forudbestille sine billetter, og til denne luge er der faktisk ingen kø. Herligt at kunne henvende sig der og blot afhente sin billet.
Selvom meget i Colosseum er gået tabt i tiden løb er det jo stadig et imponerende skue – så stort, så funktionelt og så smukt trods sin ruinerede tilstand. På kun 8 år er dette gigantiske teater bygget, endda på en delvist sumpet grund, som først måtte drænes. 80 buede indgange gav 55.000 publikummer adgang til cirkusnumre, gladiatorkampe og kampe med vilde dyr. Meget sved og blod må have flydt i tidens løb! I øvrigt så betød den uensartede undergrund – fast og drænet undergrund – at dele af Colosseum styrtede sammen ved et jordskælv i 1400-tallet. I dag er den sammenstyrtede del markeret udenfor ruinen i belægningen, som viser, hvor indgangsbuerne var. Og her kan man også møde drabelige gladiatorer og kejsere, som ønsker at blive fotograferet mod en klækkelig erkendtlighed. Der er mange måder at vride penge ud af turisterne på!
Fra dette turistinferno går min lørdagsudflugt videre til Villa Giulia. Der er aldeles roligt og kun ganske få turister, så der er rig mulighed for i ro og mag at kigge nærmere på dette etruskiske museum. Deres samlinger er først og fremmest genstande i keramik i enorme mængder, men der er også fine metalsager, glas og et par gravkamre. Selve museumsbygningen indrammer desuden flere små haver, hvoraf en have har et rekonstrueret etruskertempel samt et gårdrum med et nymphaeum, så det er absolut et dejligt sted med smukke udstillinger, og denne lørdag fyldt med ro og dvask sommerstemning.
Inden jeg drog af sted på denne min romerske færd pakkede jeg på Antiksamlingen et par genstande til udlån til en særudstilling på Capitol-museet. En udstilling, hvis omdrejningspunkt er udviklingen fra maske til portræt. Den må jeg jo bare se, og herligt er det at gense vores genstande i denne sammenhæng, selvom genstandene jo selvfølgelig også er savnet hjemme i vores udstilling på Nationalmuseet.
Og da jeg kom udenfor igen på Piazza del Campidoglio er der sørme koncert med søværnets orkester, og deres herlige underholdning må jeg da lige have med alt imens, at dagen sidste solstråler spiller hen over kopien af rytterstatuen af Marcus Aurelius, og mørket så småt falder på.
Søndag formiddag er det egentligt min mening at tage på Vatikanmuseet, men jeg må erfare, at det er deres lukkedag. Sådan kan det jo gå, men omvendt er det jo også let at finde andre seværdigheder, som jeg også gerne vil nå at se, mens jeg er her. Derfor af sted til Ara Pacis eller Augustus’ Fredens alter. Og det er jo i dag noget ganske andet, end det jeg husker fra min første rejse til Rom. Væk er Mussolinis bygning, og i stedet er der opført et supermoderne museum i glas, stål og travertin. Arkitekturen, der er tegnet af Richardt Meier, er markant, men den overrumpler eller kvæler nu ikke oplevelsen af det antikke og sammenstykkede marmormonument.
Monumentet er nemlig ikke fundet på en gang, men lidt efter lidt, og først hen ad vejen erkendte man, hvad man egentlig havde med at gøre, og da var visse dele af marmorbeklædningen allerede kommet til Villa Medici og indgik i facadeudsmykning af villaen mod haven. Andre dele var kommet til Paris, Wien og Firenze. Og derfor er visse dele af Ara Pacis-monumentet i dag blot afstøbninger, men disse indgår selvfølgelig i helheden med de øvrige originale marmorstykker. Hvad der også er specielt ved monumentet er, at det hele er blevet flyttet fra Marsmarken; det som i dag er Piazza San Lorenzo in Lucina. Alteret var oprindeligt placeret således, at soluret (en ægyptisk hidbragt obelisk) ramte alteret meget passende præcist på Augustus’ fødselsdag. Og beklædningen på monumentet hylder netop den fred, som Augustus skabte i kraft af sit sejrrige felttog i Spanien og Gallien. Som et notabene tror jeg nu nok, at der var en enkelt lille landsby i det nordvestlige hjørne af Gallien, der ikke sådan bare overgav til romerne. En landsby, hvor alle mænd drak trylledrik, såfremt de ikke var faldet i gryden fra barnsben af, og hvor man ved enhver given festlig anledning spiste vildsvin i hobetal. Nå, men alteret er ganske imponerende trods denne sammenstykkede karakter, øverst friser fra en procession og nederst en plantefrise. Alt hugget i Carraramarmor og hugget med meget smuk akkuratesse. Og så opdager jeg, at også her har Guilia Caneva været på spil. I museets boghandel sælger de hendes bog omhandlende alle planterne i den nederste frise. Guilia har således været i stand til at identificere de enkelte planter – og dem er der mange af – i plantefrisen og selvfølgelig så beskrive dem. Desværre for mig er bogen skrevet på italiensk, så derfor købte jeg den ikke, hvad der til gengæld så er godt for vægten på min kuffert. Dernæst lidt frokost på Piazza San Lorenzo in Lucina – det er jo her, at Ara Pacis i sin tid stod og så en slentetur forbi obelisken foran Parlamentet. Den er den af Roms mange obelisker, der agerede solur i sin tid.
Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
Efter den meget intense studietur er det lidt mærkeligt atter at være tilbage i auditoriet på ICCROM og sidde stille for at lytte til forelæsninger. Men sådan er det, og vi starter ugen med mosaikker som emne. Thomas Ruby, der er The Getty Conservation Intitutes ekspert i konservering af mosaikker, er kommet direkte fra Tunis, hvor han ellers er udsendt på en udgravning og i gang med nogle gulvmosaikker. Da han praktisk talt kommer direkte fra udgravningen og næsten kun lige har børstet ørkenstøvet af sig, er det en forelæsning med en meget praktisk tilgang til emnet, hvilket jeg synes er meget tiltalende. Et meget konkret og praktisk problem er tilgroning på ny efter fund, afdækning og konservering af mosaikker. Derfor bliver det mere og mere almindeligt at tildække mosaikkerne igen med et særligt tekstil og derpå sandsække. Måske med lov til for turister på et specifikt sted at åbne og lukke et lille kighul for trods alt at få et indtryk af herlighederne. Men inden da er der tit forskydninger i undergrunden, der må tages hånd om eller ødelæggelser efter græssende dyr. Hvis eksempelvis en flok får eller geder græsser på områder med mosaikker, trækker de bare til for at få en græstot eller en appetitlig plante fri, og med op rykker de så mosaikstifterne. Og en flok får eller geder kan således blive en udfordring for konservatorerne, der skal genetablere detaljerne. Man må da håbe, at dyrene ikke har tendens til også at spise nogle af mosaikstifterne, lade dem køre gennem deres indre system, og bagefter droppe dem både hist og pist!
Ugens helt store emne er imprægnering, hvilket i stenkonservering generelt også er et meget stort emne, pro et contra. Påføringsteknikker, midler, indtrængning, vejrbestandighed, farve, holdbarhed og sådan kan man blive ved. Og derfor er det også planlagt som et ping-pong mellem tre herrer: David Odgres, som tidligere har undervist på kurset, dertil også tyske Gottfried Hauff samt amerikanske George Wheeler.
Gottfried Hauff kommer fra Potsdam Universitet, hvor han er direktør på instituttet for stenkonservering og derfor også underviser i dette. George Wheeler er fra New York, hvor han har arbejdet i årevis på Metropolitan Museum of Art, men i de sidste fem år har han også været direktør på konserveringsinstitutet på Columbia Universite. Desuden har skrevet han flere bøger om imprægnering af sten og stenkonservering generelt. Med andre ord – en af de store kanoner i dette fag – og så har han også lige værtskabet for den næste internationale stenkonserveringskongres, som afholdes til næste år.
Med disse tre herrer bliver det til fire meget spændende dage i et ping-pong mellem teori, kemi og praktiske erfaringer. Også hvad man har anvendt til imprægnering i tiden løb og fået problemer med, hvilket derfor i dag giver problemer med fjernelse forud for genimprægnering. Egenskaber ved de enkelte produkter, deres samspil med bjergarterne i praksis, ulemper og fordele, kemiske egenskaber, uorganiske konsolidanter og reaktive konsolidanter og så sidste nye udvikling; nanokalkimprægnering. Det er noget, som jeg må teste derhjemme. Så summa summarum er det en meget lærerig uge med imprægneringens mange facetter.
Endelig oprinder pinsen. Min familie er kommet til Rom, og vi skal fejre min datters fødselsdag. Og det er bare så dejligt at se dem, dog må de finde sig i at blive fremvist – jeg har jo fortalt de øvrige kursister om mand og børn, så nu skal de også se dem live. Og så er der ellers dømt frokostpizzaer på et nærliggende pizzeria i Trastevere til alles fulde tilfredshed. Dernæst slentrer vi gennem de små gader, og jeg får fremvist små kuriositeter, så som fontæner, indmurede antikke sarkofagfragmenter og stemningsfulde piazzaer – nu skal jeg jo virkelig bevise, at jeg har lært det romerske gadenet at kende, også uden at skulle tjekke på kortet! Målet er Vittorio Emmanuele-monumentet. Ikke fordi at monumentet er specielt kønt, men fordi at udsigten derfra er famtastisk. Så op med elevatoren, bare kigge ud over hele. Dernæst videre slentretur forbi Pantheon og en isbutik.
Om aftenen fejrer vi fødselsdag i en ældre restaurant i den jødiske ghetto lige ved siden af Octavias søjlegang og Marcellus’ teater. Der sidder vi mellem romerske søjler, solen farver himmelen mere og mere lyserød, og da de øvrige gæster opdager, hvad vi fejrer, bliver der sunget fødselsdagssang på italiensk med tre brummere som kor! En herlig aften ovenpå en herlig dag. Aftenen slutter vi med et smut omkring Trevi-fontænen for at kaste en mønt i bassinet og sikre vores tilbagevenden til den evige stad.
For længst har vi aftalt, at jeg må bestemme, hvad vi skal se i løbet af pinsedagene. Jeg har jo forinden haft små otte uger til at sondere terrænet, og jeg har længe tænkt over, hvad jeg skal vælge at vise frem. Ud af de mange paladser, som jeg har set, har jeg mest nydt Palazzo Doria Pamphilj. Derfor ser vi se det. For mig blev det et glædeligt gensyn plus genhør med ejeren i audioguiden. Og der blev nikket og nydt, kigget og lyttet – også fra de to store teenagere – samt vandret igennem de store sale og lange gallerier fyldt med malerier.
Blandt alle de arkæologiske muligheder er det jo en udfordring at vælge den mest spændende. Da vi engang for flere år siden var i Rom på sommerferie, så vi såvel Colosseum som Forum Romanum, så derfor ville jeg vise et andet forum, nemlig Museo dei Fori Imperiali eller Trajans markeder. Og valget falder i god jord; ikke overrendt af turister, en meget autentisk oplevelse og så ikke alt for stort, hvilket gør det mere overskueligt i den meget bagende sol.
Dernæst et tiltrængt hvil i caféen bag Vittorio Emmanuele-monumentet, hvor der bliver drukket læskende drikke, spist frugtsalat og nydt udsigt til den trajanske markedsplads, inden turen går tilbage til residensen, hvor det lykkes at kreere aftensmad til fire personer på det minimalistiske køkkenbord med bare en kniv, en gryde, en ske osv.
Næste morgen drager vi til Celio-højen, hvor jeg gerne ville fremvise en kirke, nemlig Santo Stefano Rotondo. Uheldigvis for os er der bryllup og derfor ingen adgang, så vi nøjes med at besigtige udefra. Til gengæld kommer vi indenfor i Case Romana del Celio under Santa Giovanni et Paulo. Et par spændende romerske villaer med fine bevarede freskoer. Men så må jeg heller ikke bestemme mere. Min kære familie mener, at det ikke er en rigtig tur til Rom, hvis man ikke besøger Palatiner-højen og Forum Romanum. Og det kan de jo absolut have ret i. Som sagt, så gjort, og vi får kigget os godt mætte i ruiner, søjler og skulpturer.
Tutte le strade portano a Roma – det siges, at alle veje fører til Rom, men går man den anden vej må de jo føre fra Rom – i hvert fald er min lille familie atter draget hen ad vejen, ud til lufthavnen og er kommet godt hjem til København igen.
Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien rundt
I stenkonserveringskursets ottende uge er vi på rundrejse til en lang række spændende byer med unikke monumenter Der er derfor meget at fortælle, jeg må forsøge at fatte mig i korthed. Kort fortalt er det mere end 2800 kms rejse med besøg i seks byer på blot otte intense dage.
Søndag morgen kl. 7.45 er vi klar til afgang. Bagagen losses, humøret er i top og alle er spændte på den kommende uges oplevelser. Ved rattet i bussen sidder Roberto, vores rolige chauffør, der skal bringe os sikkert rundt ad såvel motorveje som kringlede småveje. Med os er selvfølgelig også kursuskoordinatoren Simon Warrack og Gettys udsendte medarbejder, Kecia Fong. Desuden også billedhuggeren Peter Rockwell, som dog efter et par dage vender tilbage til Rom, men i stedet kommer så David Odgers. Og til at tage sig af al det praktiske er der kursusassistenten Christina Briones og sekretæren Sonia Widmer, begge fra ICCROM.
Første mål på turen er Firenze, hvortil vi kommer ved frokosttid. Eftermiddagen er til fri disposition og jeg har, ligesom mange af de øvrige kursister på forhånd reserveret adgang til Uffizi Gallerierne. Ingen kø, bare hente fribilletten og så ind. Hvor svært kan det være! Når jeg tidligere har været i Firenze, har jeg hver gang lade mig skræmme af de timelange køer og valgt at gå andre steder hen. Men nu endelig for første gang – og forventningerne bliver til fulde indfriet: Botticelli, Leonardo da Vinci, Michelangelo, Raphael, Titian, Rubens, Rembrandt, Carravaggio, ….. ja, man kan blive ved og plus selve bygningen med de finurligste loftsmalerier. Den samling og det hus er jo en sand guldgrube af overdådighed, og mon ikke jeg lige skal gense filmen ”Te med Mussolini”, når jeg i næste måned atter er hjemme. De engelske damer, der fornøjer sig med akvarelmaleri og tedrikning i de selvsamme lokaler.
Efter Uffizierne må jeg en tur op i klokketårnet. Udsigten til kirkens kuppel, byen og landskabet med dets bløde toskanske bakker er ligeså mageløs, som jeg huskede den fra sidst, jeg var i denne skønne by. Kirken må jeg selvfølgelig også tage i nærmere øjesyn igen med al dens finurlige udsmykning. På en eller anden måde er det svært at se sig mæt på denne kirke. Der er bare så mange fine detaljer. Og ditto for dåbskapelets vedkommende, selvom det selvfølgelig lige så meget er dørene, der tiltrækker sig opmærksomheden der.
Firenze er selvfølgelig ikke kun mål for en søndag eftermiddag til fri disposition. Der er naturligvis tilrettelagt et program for os. Mandagens program er et besøg på Opificio della Pietre Dure og et besøg på Museo delle Opere del Duomo. Førstnævnte rummer to dele, nemlig et museum og en konservatorskole. I Firenze har man igennem århundreder haft en tradition for stenindlægninger. Det ligner intarsiearbejde, men er tynde stenplader i alverdens farver, der saves til i form og lægges som et puslespil og lægges i eksempelvis en skifferplade med et passende udsavet hul. Kunsten er, at arbejdet udføres bagfra, og præcisionen skal være fuldstændig. I Firenze har eksempelvis Mediciernes kapel masser af denne slags udsmykningerne, men jeg husker da også et par lignende borde på Rosenborg Slot. Samlingerne i Opificio della Pietre Dures museum rummer mængder af sådanne genstande, men også en stor stensamling i alverdens farver plus værktøj til fremstilling af kunstværkerne. Men som så ofte med virkelig håndværk og kunst, så bliver det sublime på et tidspunkt i stedet dekadent. Dette skete også for værkstedet i Firenze, men inden den helt store nedtur var de så kvikke at tænke i restaureringsbaner. Værkstedet gik fra at være producerende til at være konserverende af den tidligere produktion. Så nedturen blev vendt til en optur. Og en konservatorskole blev skabt.
På skolen vedtager man også uddannelse af andre former for konservering, og vi blev vist rundt og fortalt om både mosaikker og skulpturkonservering. Og her er skulptur vel at mærke i sten, hovedsagligt i marmor.
På Museo delle Opere del Duomo så vi en mængde udsmykningsdetaljer fra kirken, som i årenes løb er blevet erstattet med genhugninger. Man har således reddet originale udsmykninger, som var under nedbrydning udendørs og bragt den indendøre. Museet rummede også andre former for genstande, alle med relation til kirken, men vores fokus var kun stenene. Ikke fordi vi er specielt nørdede, kun lidt måske!
Skammeligt nok er vi kun i Firenze i godt et døgn, idet turen går videre til Pisa. Sidst på eftermiddagen når vi frem, og selvom vi for nogle uger siden har haft en forelæsning om det skæve tårn, er det nu alligevel overraskende, at det er så skævt. Og nu er det jo endda oprettet lidt, men selvfølgelig ikke helt, for hvorfor skulle turisterne ellers valfarte til Pisa? Inden vi blev lukket op i tårnet får vi en meget fin introduktion til tårnet af den lokale konservator. Det har været et utroligt projekt. Man har igennem mange årtier fulgt skævheden, og den blev større og større. Med andre ord blev situationen mere og mere kritisk. En sammenstyrtning kunne blive en kendsgerning. Derfor besluttede man sig for at lukke tårnet for besøg og for at rette det lidt op, fra næsten 7º til 5º i forhold til lodret. Som sagt, så gjort, men hvordan? En betonklods blev støbt ved tårnets fod for at sikre, at tårn og fundament hang godt sammen. Opretningen skulle jo først og fremmest være af fundamentet, og det ville være skidt, hvis man fik vredet fundamentet uden, at tårnet fulgte med. På betonklodsen stablede man så enorme mængder af blyklodser. Og man slog en stålwirekonstruktion om tårnet og sikrede den til et fundament langt borte og påførte en anelse træk i tårnet. Dernæst skød man en masse rør ned under fundamentet, nærmest en hær af sugerør. Og så begyndte man stille og roligt at suge tonsvis af jord væk under tårnets ene side samt trække rørene bort efterfølgende, mens wirerne trak lidt og blyet trykkede nedefter. Ganske langsomt fik man rettet så meget op, at tårnets tyndepunkt er flyttet væk fra det kritiske. Man udfordrer ikke længere tyngdekraften. Men det var kun første fase. En konservering var også nødvendig, dels en afrensning af facaden, og dels en styrkelse af specielt de kapitæler og søjler, som har skullet modstå ekstra meget tryk igennem århundreder grundet skævheden plus en afrensning indvendig. Med andre ord har konservatorerne kortlagt skaderne, testet afrensningsmetoder, har sammen med ingeniører fundet frem til, hvor der skulle armeres og hvordan plus gennemført hele konserveringen. Også under hensyntagen til turistindtægterne! Mens denne sidste fase af arbejdet stod på, var der nemlig atter adgang til tårnet. Dette betød, at et mindre stillads til den indvendige afrensning blev opsat hver aften og nedtaget igen den efterfølgende morgen. De stakkels konservatorer måtte arbejde om natten, mens turisterne lagde euro’erne i kasseapparaterne om dagen!
Næste dag går turen videre til Carrara. Først til en herlig værktøjsbutik med stenhuggerværktøj. Det er svært ikke at lade sig friste til indkøb af større mængder spartler, mejsler, file, pensler og børster, men det lykkedes mig at være barsk og kun købe ganske lidt af det allermest fristende og uundværlige håndværktøj. Og så videre op ad bjerget. Marmorbruddene i Carrara ligger nemlig højt på bjergene, ja nærmest på toppene. Roberto snor behændigt bussen op ad de kringlede smalle veje og undgår de enorme lastbiler på vej ned med deres last af enorme marmorblokke. En kubikmeter marmor vejer 2.800-2.900 kg, så det er vægtmæssigt ikke i småtingsafdelingen, når man møder en af disse lastbiler lastet med to store blokke. Oppe i et af bruddene møder vi ejeren, og han fortæller om brydningsteknik, efterbearbejdning og oprydning. Skærver kan nemlig også sælges, pulveriseres og anvendes til alverdens formål. Men målet er selvfølgelig at bryde mest muligt i så store blokke som muligt.
Ud over de mange åbne brud er der også de såkaldte gallerier. Det vil sige, at man også bryder sidelæns ind i bjerget uden nødvendigvis at fjerne bjerget ovenover. Derved opstår gallerierne.
Men ét galleri er ganske specielt. De åbne brud ligger spredt rundt i tre dale, og da togdrift blev opfundet, besluttede man sig for at lave en jernbane for at transportere marmorblokkene ned fra bjerget på denne måde. Men man måtte så etablere nogle tunneler mellem dalene. Da lastbiler sidenhen blev et alternativ til transporten med tog, ophørte togdriften selvsagt, men man opdagede så, at en af tunnelerne gik gennem marmor af meget høj kvalitet. Midtvej i tunnelen er der nu opstået endnu et gigantisk marmorbrud eller galleri. Og nu, hvor jeg er sluppet helskindet ud igen, kan jeg vel godt fortælle, at der over dette galleri er et åbent brud, hvor man også bryder på livet løs. I galleriet inde i bjerget ved man åbenbart, at man sagtens kan bryde 30 meter i længde, bredde og højde så længe, at man efterlader ”piller” på 20 x 20 meter.
Ligesom i Tivoli er der i Carrara endnu en facet af brydningen af sten, nemlig den efterfølgende bearbejdning. Derfor går turen atter ned ad bjerget, dog med et passende stop for frokost undervejs. Vi bænkes ved langborde og får den skønneste lokale menu; antipasta, grønsagsretter, omelet og meget andet plus en krydret skinke, der havde lagret i store marmortrug. Det smager bare godt. Og vel nede ad bjerget besøger vi en topmoderne fabrik til opskæring af marmor samt polering. Hele blokke opskæres samtidigt, og de kan opskære fire blokke om dagen. Det lyder måske ikke imponerende, i Tivoli kunne de også opskære fire travertinblokke om dagen pr. maskine, men marmor og granit er helt anderledes hårdt, så derfor er tempoet alligevel ganske imponerende. Og de nøjes ikke med at opskære blot deres egen lokale marmor, men opskærer også granit, kalksten samt andre marmortyper. Bjergarter fra alverdens lande. Ja, de importerer bjergarter til opskæring fra den halve jordklode, hvorefter det eksporteres igen. Det er da globalisering, når det kan svare sig at transportere en stenblok fra eksempelvis Brasilien, Indien eller Irak til Italien for at lade den opskære her, og derefter atter sende stenen, nu som bordplader, facadebeklædning eller lignende på endnu en langfart.
Og så går vi i kloster. Det kræver måske lige en forklaring. De følgende dage skulle vi tilbringe i og udenfor Parma, og man havde så fundet frem til at vi kunne overnatte i et nonnekloster udenfor Parma, nemlig Badia Benedettina Di Santa Maria della Neve ved Torrechiara. En ældre firlænget bygning med klostergård og en tilhørende have med en muret, åben pavillon. Fra denne er der udsigt til præstens vingård og en delvist indtørret flod. Til den anden side er udsigten over vidtstrakte kornmarker og en imponerende middelalderborg. Så der er ganske dejligt, langt ude på landet og langt væk fra Roms hektiske trafik og menneskemylder.
Næste morgen mødes vi i Parma med arkitekten Gionata Rizzi, som vi jo har haft adskillige forelæsninger med på ICCROM. Men her i Parma er han på hjemmebane og viser os dåbskapellet, kirken og klokketårnet. Med sig havde han også konservatorægteparret Sabine og Stefano Volta. De har konserveret på disse bygninger i årevis, både sten og freskoer, så der fortælles ivrigt om begge dele. I øjeblikket er målet for deres indsats klokketårnets øverste del. Og den indsats må vi se, så op på stilladset med os.
For et par år siden slog et lyn ned i tårnet, og der gik ild i tagkonstruktionen under det kobberbeklædte spidse tag. Brandfolkene kunne ikke stille meget op – de havde ikke stiger, der var lange nok! Så der stod klokketårnet og brændte længe som et andet stearinlys. Kobbertag og trækonstruktion gik selvfølgelig til, men herunder viste sig at gemme sig en teglkonstruktion opmuret af tegl med en rundet tunge. En del af disse tegl blev ødelagt ved branden, mens andre tegl kan reddes. Branden har visse steder været meget varm, så teglene er nærmest brændt igen, hvilket har betydet, at glasuren visse steder har forandret sig til et lustreagtigt udseende. Egentlig meget smukt. De ødelagte tegl må Sabine og Stefano selvfølgelig udskifte, mens de knap så ødelagte tegl udfyldes ved injektion af en tynd mørtel.
Eftermiddagen og hele den efterfølgende dag tilbringes på Sabina og Stefanos værksted, som ligger udenfor Parma. Og der skulle arbejdes praktisk. Revner skulle udfyldes, mangler skulle rekonstrueres, lagdelinger skulle forankres, begroninger skulle fjernes med afrensning ved sandblæsning med alverdens typer blæsemiddel, vandforstøvning, vandspray, børster og svampe samt JOS. Med andre ord typiske arbejdsmetoder for en stenkonservator, hvilke selvfølgelig ikke er banebrydende for os, som er konservatorer, men nok lærerige for andre på kurset, der har en baggrund som geolog eller arkitekt.
Efter endnu en nat i klosteret samler vi vores pakkenelliker og drager videre på vores færd til Venedig. Her bliver vi mødt af en lokal konservator, Paulo Pagnin. Han har gentagne gange arbejdet i en større kirke i hjertet af Venedig, nemlig Santa Maria du Frari. I denne kirke er adskillige og betydelige gravminder og epitafier, og Paulo har konserveret ganske mange af dem. I disse konserveringer har der ofte været ønske om afrensning, men igennem årtierne et meget varierende ønske om niveauet for afrensning. Det snakker vi en del om, etik og æstetik, da der ved årtiernes varierende ønsker er opstået nogle kontraster mellem ganske lidt afrensede overflader og ganske meget afrensede overflader, hvor der ydermere er retoucheret overalt, hvor guld manglede.
Vi besøgte også Santa Maria dei Miracoli, hvor der er meget konkrete problemer. Den ene langvæg i skibet står med fundamentet nærmest i en kanal, altså saltvand, mens den anden langvæg står på land. Dette giver en noget uens form for fugt samt opstigende salte. Derfor har man grebet til den meget konkrete løsning at skære væggen over lige over fundamentet og har skudt en plade af silikone ind for at hindre de opstigende salte. Dette er nu ikke ganske lykkedes, og der ses stadig en del saltproblemer på væggen langs kanalen. Men ellers imponerer kirken ved at være fuldstændig beklædt med marmor udvendigt som indvendigt.
Næste dag mødes vi atter med Paulo Pagnin og denne gang for at se hans nuværende opgave og tage denne i nærmere øjesyn. Og det er intet mindre end den nordlige 154 meter lange og 19 meter høje marmorbeklædte facade langs Markuspladsen. En fuldstændig ensartet facade, som naturligvis også skal fremstå fuldstændig ensartet. Dette har selvfølgelig medført enorme mængder af skadesregistrering, overvejelser om afrensning samt fremtidigt æstetisk udtryk. Beslutningen er, at facaden skal afrenses med biologiske pakninger samt en svag laserafrensning. Derved får de fjernet den sorte gipsskorpe, mens brun patina bevares. Nogle vil måske efterfølgende stille det spørgsmål, hvorvidt de overhovedet har afrenset facaden, da den langtfra bliver ren, altså hvidlig. Men meget gipsskorpe og smuds er absolut fjernet, fuger er repareret og smuldrende overflader er imprægneret, men der er altså stadig denne brune patina, som kan opfattes som et fremmed element på facaden.
Efter besøget på stilladset smutter jeg endnu engang i højden. Denne gang op i campanilen, hvortil man, i modsætning til Firenze, bringes i elevator. Og der oppe fra, i 100 meters højde er udsigten aldeles betagende; byen, Canal Grande og lagunen. Man forstår godt, at venezianerne bare måtte genopføre campanilen efter, at den i 1902 var styrtet sammen.
Med endnu et par timer til fri disposition var jeg i tvivl, hvorvidt jeg skulle se Galleria Accademia eller Palazzo Ducal. Jeg havde lyst til begge dele, men vidste også, at jeg måtte vælge. Tidligere på dagen havde jeg konstateret, at køen til Dogepaladset var skræmmende lang. Min beslutning bliver derfor at tjekke længden på køen til paladset, og da den er forsvundet som dug for solen, er det bare med at suse ind der. Og der er aldeles smukt, med albuerum og storladent. Bagsiden af medaljen befinder sig på den anden side af kanalen. Via Sukkenes bro kommer man til fængslet, og der er der til gengæld ikke meget albuerum eller noget storladent over cellerne. Trange rum med tykke jernbeslåede døre og hårde træsenge uden det mindste anstrøg af magelighed eller noget, der kan kaldes komfortabelt.
Sidst på eftermiddag tager vi en båd tilbage til bussernes P-plads for at møde Roberto, der dernæst bringer os sikkert fra Venedig til Ravenna, hvortil vi ankommer sent om aftenen.
Ravenna er ikke uden grund på UNESCOs verdensarvsliste grundet sine kirker med mosaikudsmykninger. Så vi snupper lige fire kirker på stribe samt et par kapeller: Basilica di Santa Vitale, Mausoleo di Galla Placidia, Battistero degli Ortodossi, Basilika di Santa Apollinare Nuuvo og Basilika di Santa Apollinare in Classe. Og disse glasmosaikker er helt utrolige: farverige, mængder af detaljer, dækkende store, store arealer og meget velbevarede.
Sent søndag aften er vi atter tilbage i Rom, trætte og mætte af indtryk efter mere end 2.800 km’s kørsel igennem det norditalienske. Aldeles suveræn og dejlig nørdet tur.
Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
På stenkonserveringskurset, der afholdes af ICCROM, afrundes temaet nedbrydningsmekanismer i denne uge, og et nyt tema, konkrete løsninger, påbegyndes. Således har vi nemlig endnu en undervisningsdag om mikrobiologisk nedbrydning, hvor det er Ornella Salvadori fra Venedig, der forelæser. I massivt regnvejr, hvilket vi godt kan være foruden, afsluttes dagen på den kristne kirkegård, hvor vi gennemgår begroningen på de seks gravminder, som vi sidenhen skal konservere. På det russiske gravkors finder vi, hvilket ingenlunde er overraskende, da der er en del skyggefulde cypresser på kirkegården, både bakterier, alger og svampe, og alle disse væmmelige begroninger bliver intenst studeret og mikrofotograferet.
Til at forlæse om de konkrete løsninger har vi på skift igen arkitekten Gionata Rizzi fra Parma, den engelske kemiker og konservator David Odgers og hans landsmand ingeniør Ian Hume, der for os kursister er ny som forelæser. Vi kommer omkring emner som eksempelvis vindpres på bygninger, armeringsjern, udskiftninger af fuger, kulfiberarmering, reparation af manglende detaljer og klimaafskærmning.
Torsdag formiddag besøger vi desuden Vatikanmuseets stenkonserveringsværksted. Det er rigtig lærerigt og spændende – de er seks stenkonservatorer og en stukkatør i et meget funktionelt værksted med stor flytbar kran i loftet. På værkstedet har de ansvaret for museets genstande af sten, hvilket rundt regnet er 20.000 styk. I øjeblikket er de eksempelvis i færd med at konservere en sarkofag, som manglede nogle partier. Disse mangler har de udfyldt med honeycomb-plader, hvorpå de har limet Leca-nødder og herpå er den indfarvede mørtel så påført. Alt sammen for at gøre konstruktionen let.
Desuden tager værkstedet del i vedligeholdelsen af statens bygninger, dog ikke selve Peterskirken, men til gengæld kolonnaden, som i øjeblikket er ved at blive afrenset. Og derfor er vi en tur på stilladset. Spændende både at se Peterspladsen fra den synsvinkel og spændende også komme op og se, hvor store skulpturerne, der er hugget i travertin, reelt er. Forud for afrensningen har man haft rigtig mange diskussioner om niveau for afrensning, etiske overvejelser om det endelige udtryk efter restaureringen samt tests for at nå frem til dette niveau. Spørgsmålet har været, hvor ren skal rent være, når det historiske udtryk ikke må sættes over styr. Og samtidig må beslutningerne alligevel modereres grundet variation; i travertinen, lagenes retning, tidligere behandlinger, tilsmudsningen med mere. Desuden har man besluttet sig for at give skulpturerne en form for overfladebehandling, hvor der kreeres en kunstig patina svarende til den naturlige patina.
Efter en intens uge med intens undervisning er det atter Rom på egen hånd. Så lørdag morgen drager jeg af sted til Santa Costanza, en rundkirke lidt i stil med Santo Stefano Rotondo, som jeg tidligere har besøgt. Og sørme, en gang mere render jeg ind i et bryllup. Denne gang er det Giorgia og Tiziano, der giver hinanden deres ja eller rettere giver hinanden deres si:
“Io, Tiziano, accolgo te, Giorgia, come mia sposa. Con la grazia di Christo. Prometto di esserti fedele sempre, nella gioia e nel dolore, nella salute a nella malattia, e di amarti e onorarti, tutti i giorni della mia vita.”
Men nu er det jo egentlig ikke brylluppet jeg kommer for at se, men derimod selve kirken. Dens kuppel bæres af 12 granitsøjlepar, og rundt om koret er en tøndehvælvet rundgang. Hvælvet er udsmykket med de fineste mosaikker, som viser druehøst, frugter, blomster, dyr og fugle. En meget fin kirke med et smukt lys ind gennem vinduerne under kuplen. Men sarkofagen for den mere eller mindre fromme Constantia – ifølge min guidebog var hun noget af en pulverheks – er nu blot en skrammet og ikke specielt vellykket kopi. Originalen har i flere hundred år stået på Vatikanmuseet og er altså blandt de ca. 20.000 museumsgenstande, som har konservatorernes bevågenhed der. Så den er i gode hænder.
Efterfølgende går min tur til Palazzo Venezia, dels for at se særudstillingen om Caravaggios maleteknik og dels for at se selve paladset og de permanente udstillinger i rummene der. Caravaggios maleteknik har man kendskab til via flere kilder, bl.a. en liste fra en beslaglæggelse af hans egendele. Caravaggio blev arresteret flere gange. Den gode maler var vist noget af en ballademager og endte da også med at blive morder. Nå, men på listen fra beslaglæggelsen kan man læse, at der var forskellige spejle, linser og optiske mekanismer imellem, og man gætter så på, at disse har været med til at skabe det lys, som er så unikt på hans malerier. I udstillingen har man opstillet spejle, linser osv. omkring voksfigurer af Caravaggios personer og dermed skabt en 3D-illusion af motiverne samt opstillet staffelier med tomme lærreder. Altså skabt en optakt til flere malerier lige, inden de blev påbegyndt. Det virker meget illustrativt, men mine kundskaber udi det italienske sprog rækker desværre ingenlunde til, at jeg kan få det fulde udbytte ud af udstillingen, surt nok, men jeg tror, at jeg fatter hovedtrækkene i udstillingens idé.
Selve Palazzo Venezia er et stort palads og med to gårdhaver. Det var i sin tid et hovedkvarter for fascisterne, hvor Mussolini flere gange holdt taler til al folket fra balkonen midt på bygningen. Men i dag er det som sagt museum med store samlinger af malerier, bronzegenstande, keramik og bedst af alt, synes jeg i hvert fald, en herlig balustrade med antikke marmorskulpturer, sarkofager, kapitæler, fragmenter og søjlestumper.
Men kulturel føde er jo trods alt ikke nok, der må jo også andet til, så derfor smutter jeg over på det store Vittorio Emmanuele-monument, hvor jeg lige får set vagtskiftet, så bagom monumentet, forbi elevatoren til monumentets top og til terrassen bag. Her gemt bagved ligger en cafe, ikke den billigste men dog til at betale og med den allerskønneste udsigt over Forum Romanum. Det er lige til at klare at spise en skål salat, drikke en forfriskende juice og lade blikket glide hen over ruiner, tempelrester og søjler efter det, som engang var centrum i gigantisk imperium i hundredvis af år.
Og så går turen ellers retur med sporvognen til residensen for at pakke og gøre mig klar til den kommende uge; en studietur og rundrejse til Firenze, Pisa, Carrara, Parma, Venedig og Ravenna.
Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
Tiden flyver af sted, og vi er allerede halvvejs med kurset på ICCROM. Seks uger er gået, og foran os er blot endnu seks uger. Det er faktisk lidt svært at fatte. Både det, at kurset er så intenst – fuldt program med fire daglige dobbeltlektioner – får tiden til at flyve af sted, og så er der jo så meget at se og opleve her i Rom, hvilket jeg selvfølgelig må og skal benytte mig af nu, hvor jeg har chancen.
Efter dagens undervisning går jeg derfor gerne i dagens sidste solbeskinnede timer en slentretur i et eller andet område af byen for at indsnuse den, se på knækkede søjler, spredte ruiner og mennesker. En af mine slentreture i den forgangne uge gik op på Esquilino-højen igennem Trajans park. Betragtet som park er det ikke det mest spændende sted. Det hele er noget nedslidt, og der er en del skumle eksistenser. Men der er samtidig også mange ganske almindelige mennesker, der sidder og snakker, børn på legepladsen, hundeluftere og nogle der ligesom jeg bare slentrer af sted. Spredt rundt i parken er der en del ruinrester, som fremstår noget mistrøstige og er gemt bag indhegninger. Men det har jo også sin egen charme at se små børn gynge, rutsje og vippe med maleriske ruiner som baggrund. Blot må man prøve at abstrahere fra de uskønne, men nødvendige hegn. Blandt det afspærrede er Domus Aurea, Neros gyldne hus, som er lukket grundet massive fugtproblemer, trærødder og mug – i undervisningen kaldet biologisk nedbrydning eller biofilm – og nedfaldne fragmenter. Desværre har man ikke de nødvendige finansielle midler til en konservering/restaurering, så pragten atter kan gøres tilgængelig.
Fra parken går min tur videre til San Pietro in Vincoli. Kirkens navn refererer til to kæder, som opbevares i kirkens relikvieskrin. Det siges, at disse kæder blev brugt til at lænke Sankt Peter i sin tid, men kirken har også en anden attraktion. Nemlig Michelangelos imponerende flotte Moses-skulptur. Og så videre langs bagsiden af Augustus’ Forum og Trajans markeder. Det var som at være backstage, hvor der alligevel er huller hist og pist, hvor man så kan titte igennem og få øje på marmorstumper både her og der.
Apropos at titte så slentrede jeg også en dag op på Aventino-højen for at kigge igennem nøglehullet ind til de maltesiske riddere. Og synet er stadig fortryllende – den skærmende allé og der for enden Skt. Peters kuppel.
Denne uges undervisning byder på endnu et par forelæsninger af Marisa Laurenzi Tabasso, som forelæser om kriterier for diagnose, teknikker til prøvetagning samt tolkning af resultater fra sådanne undersøgelser. Og så har hun en klar holdning til, at man kun skal lave sådanne undersøgelser, hvis det har et formål – og ikke eksempelvis undersøge Michelangelos David på kryds og tværs i årevis, blot fordi det netop er denne David, og den i virkeligheden blot trænger til en let afrensning med en fugtig vatpind. En absolut brav dame med et målrettet fokus.
Ugens øvrige program byder på forelæsninger om nedbrydningsfaktorer; nemlig fugt, salt og begroning. I to dage har vi Ippolito Massari, som har affugtet bygninger alverdens steder i Italien og alverdens steder i øvrigt, f.eks. katedralen i Orvieto, Palazzo Farnese her i Rom, Guggenheim museerne i Venedig og New York for blot at nævne nogle få i flæng. Nogle steder har de savet bygningerne over lige over terræn og har indlagt en fugtspærrer der, andre steder har de blot skabt mere ventilation og dermed affugtningsmulighed. Og for at vi også selv kan få syn for sagen, er vi en tur i San Clemente. En kirke fra 1100-tallet, der ligger på en kirke fra 300-tallet, der ligger på antikke romerske bygninger, bl.a. et Mira-tempel. Og der i dybet, to etager nede i undergrunden springer der en kilde, hvilket ikke helt overraskende giver visse fugtproblemer i kirken og i forhold til en række freskomalerier. Så for at få fugt og dermed salte til at gå den rigtige vej igennem murværket og dermed freskerne, har de etableret nogle kamre med kontrollerede luftfugtig. Men den slags små staldfiduser kender jeg jo så udmærket til hjemmefra fra mine gode kollegaer på vores laboratorium og mine kollegaerne i kalkmalerigruppen.
Giulia Caneva forelæser en dag om begroning eller biofilm, som hun fortrækker, at vi skal kalde det. Bakterier, alger, lichener, mosser, højere planter og træer. Det er altså bare et stort emne og med mange aspekter, men hun kommer alligevel meget fint rundt om emnet og får givet os et ganske nuanceret syn på dette. Og ikke mindst relateret emnet til forskellige klimazoner.
En dag handler om salte, og som underviser har vi engelske Alison Heritage, der bl.a. har en PhD i saltnedbrydning af kalkmalerier, men også stor viden om salte i sten. Efter en meget spændende formiddag med teori udfordrer hun os om eftermiddagen i ICCROMs laboratorium, hvor vi skal finde frem til, hvilke fire hemmelige salte hun forinden har fyldt i en flok mursten. Og yes – vi afslører hende – også selv hun brugte tarvelige metoder og havde brugt blandinger. Men sådan er det jo selvfølgelig også i den virkelige verden.
Da tiden som nævnt flyver af sted, og det føles som om, at det hurtigt lakker mod enden med mængden af weekender og dermed fridage, må jeg også være bevist om, hvad jeg egentlig gerne vil nå at opleve her, mens jeg er her. Også fordi vi snart skal på studietur og denne rækker ind i to weekender, hvilket jeg ingenlunde skal beklage, men blot konstatere, at der dermed ikke er oceaner af tid til egen disposition. Med andre ord prøver jeg at planlægge mine weekender sådan nogenlunde og tjekker åbningstider på diverse museer, så jeg ikke bliver snydt af den slags.
Derfor tidligt af sted lørdag morgen for at nå se to attraktioner, inden dørene ville blive smækket i kl. 13. Dagens første mål er et besøg i Palazzo Colonna, hvor der er adgang til paladsets kunstgallerier. Her er væggene overstrøet med malerier og vinduer i to niveauer, hvilket giver et imponerende lysindfald. Familien Colonna har meget oplagt udtryk deres familienavn med tre imponerende gallerier en-suite og med imponerende store, gule marmorsøjler til markering af overgangen rummene imellem. Da jeg kom her til Rom, så jeg flere gange med forundring, at de ved mange billetsalg til diverse paladser sælger små teaterkikkerter. Nu ved jeg hvorfor, og også i Palazzo Colonna kunne man godt bruge en lille kikkert. Malerierne hænger i tre niveauer over hinanden og så er der jo loftsfreskerne. Vil man studere disse nærmere og se de øverste malerier ordentligt, behøver man faktisk en kikkert. Men selv uden kikkert opleves al denne overdådighed. Og deres fine billede af Bønnespiseren.
Min videre færd går til Villa Farnesina, som ligger nogenlunde, hvor den tidligere villa med samme navn lå. Den første villa dukkede op, da man for at undgå oversvømmelser byggede murene langs Tiberen. I den arkæologiske villa fandt man jo et antal freskoer. Disse blev aftrukket, og dem har jeg jo tidligere set på det nationale museum i Palazzo Massimo, hvilket var min anledning til at se den nuværende Villa Farnesina. Men i denne 1500-tals bygning mangler de nu bestemt heller ikke freskoer. Rafael og hans elever havde nemlig været forbi, og de havde muntret sig med at gøre nye billeder på væggene, for eksempel i den åbne loggia og blandt andet de tre gratier.
Varmen er efterhånden begyndt at tage ved på disse breddegrader, så jeg synes, det var nærliggende at gå over på den anden side af gaden og gennem Palazzo Corsini, som huser en afdeling af den nationale kunstsamling og så videre ind i den botaniske have. Men man kan bare ikke sådan uden videre gå i den botaniske have; man skal først have en billet til museet. Med billetten i hånden lader jeg mig lige lokke indenfor i museet. Her mellem togaklædte antikke skulpturer er vor tids togaer udstillet – Le creazioni di Roberto Capucci. Det er ganske overdådigt og absolut togaer, der ville være en nutidig Askepot værdig.
Og når jeg nu er der, kan jeg jo lige så godt se kunstsamlingen også. Den er ikke speciel stor. Disse her i Rom ikke overvældende store museer, er der nu noget herligt ved. Det virker så overkommeligt at snuppe et museum til, og dermed får jeg set endnu en Caravaggio samt meget andet godt. Plus nydt den botaniske have med alle dens skyggefulde pletter under palmerne samt set kandidaterne til årets romerske mesterskab i dyrkning af bonsai. Meget entusiastiske mennesker, der diskuterer, vurderer og fotograferer hinandens bonsais og i øvrigt ser ud til at hygge sig gevaldigt.
Om aftenen går turen ud til et nedlagt kraftværk; Centrale Montemartini. Her mellem store generatorer skal der spilles jazz. Men hvad, der også frister mig, er, at der mellem maskineriet også er udstillet antikke skulpturer. De Capitolinske Museer, har ganske enkelt valgt her at have en permanent udstilling af skulpturer og portrætter. Denne kontrast er utrolig virkningsfuld. At der så også er musik, gør da bestemt ikke oplevelsen mindre.
Min søndagsudflugt går til Villa Medici. Dels fra Louvre og dels fra det franske nationalbibliotek har man kreeret en udstilling om kunstneren Nicolas Poussin. Denne Poussin havde i sin tid, vistnok i 1640, hvis jeg husker rigtigt, fået til opgave at fortælle historien om Moses. Dette gjorde han igennem 54 billeder, der startede som tegninger som senere blev til akvareller og dernæst kobbertryk for til sidst at ende som gobeliner. Nogle detaljer blev fastholdt i alle stadier fra de første skitser til den endelige udformning, andre detaljer blev til noget ganske andet, men sjovt er det at se denne historie blive fortalt via disse så forskellige billeder. Og så har udstillingen en rød tråd eller rettere fire røde tråde og fire blå tråde. Fire røde nuancer og fire blå nuancer, som starter på hver sin side af indgangen og snor sig parallelt og gennem små papstykker monteret på væggene, omkring hjørner, igennem den nederste del af informationsskilte og videre som afskærmning foran gobelinerne og igen videre omkring næste hjørne. Ved udgangen ender de fire røde og fire blå tråde, og de viser sig at være udrullet gobelintråd. På udgangens trappetrin ligger otte paprør med stadig opvundet gobelintråd.
Med til besøget i Villa Medici er også en guidet tur i haven, og meget heldigt har de kl. 12 dagens engelske rundvisning. Og haven er da fin, geometrisk i sin opbygning og med et kig ind i deres afstøbningssamling og et atelier med vægmalerier med dyre- og blomstermotiver. Plus en betagende udsigt over byen ikke mindst. Det er herligt at kunne gå og lappe solen i sig, høre de skrigende papegøjer og se på de spredte skulpturer, men blomster er der ingen af, hvilket jeg klart anser som et savn i denne oase. Men sådan er stilen jo.
Efter en let frokost på Caffé Greco – en lille, men dyr og ikke særlig spændende sandwich – sådan er det jo, når et sted får status at være legendarisk og kan prale af besøg igennem 250 år af alverdens kuriositeter så som Frans Liszt, Richard Wagner, Buffalo Bill, Bertel Thorvaldsen og H. C. Andersen, så drager jeg af sted til Diokletians termer. Endnu en afdeling af det nationale museum, og hvor deres permanente udstilling er præget af skrift. Skrift stemplet vandrør i bly, skrift hugget i marmor, skrift presset i ler, skrift malet på glas osv. Information om i hvis tid disse vandrør var lagt, information om hvem der lå under en gravstele eller boede i et hus, information om hvem der havde produceret olien i en amfora osv. Og så skulle vi leve i et informationssamfund! Nå, men disse bade – jeg ved ikke, hvorfor det skal være sådan – sidste søndag, hvor jeg var i Caracallas termer begyndte det at regne for sidenhen at styrte ned og tordne – og denne søndag begyndte det at regne for sidenhen at styrte ned og tordne. Men disse termer er dog til gengæld ikke så ruinagtige, da de sidenhen er genbrugt. Her transformerede Michelangelo ruinerne til en kirke; Santa Maria degli Angeli og hans klostergårds buegang er i dag en del af museet. Så med en del tag over hovedet er det i disse ruiner alligevel muligt at holde sig temmelig tør.
I øvrigt – hver gang det regner, så dukker der en sværm af paraplysælgere op. Puf, hvor kommer de fra? Eller er de bare gengangere – de samme som en halv time før solgte såkaldte designertasker og ditto solbriller?
Mens jeg har siddet og skrevet disse linjer, er det blevet mørkt udenfor, duggen er faldet, og jasminen udenfor mit vindue dufter igen i aften utrolig stærkt og har fyldt værelset med kraftig velduft. Ville gerne medsende duften, men den må man altså tænke sig til.
Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
Under mottoet ”Di notte è tutta un’ altra cosa” holder de romerske museer åbent denne lune lørdag aften og nat på det, som er deres museumsnat – en pendant til den københavnske kulturnat. Programmet er fyldigt, så der må vælges blandt et utal af muligheder. Efter et hurtigt kig ind i Pantheon, hvor dagens sidste solstråler akkurat strejfer tagets åbning falder mit valg på Palazzo Barberini, som huser en afdeling af det nationale kunstmuseum. Her er tilbuddet nemlig – ud over et gratis museumsbesøg – en også ganske gratis koncert med fire musikere fra operaens orkester. Disse fire herrer udgør tilsammen en herlig strygekvartet, der spiller som en lyst i knap en times tid i Gran Salone. Salonen er absolut stor og med en enorm højde til loftet, hvor der er en ligeledes enorm stor og flot illusionistisk loftsfresko. Og bagefter er der rig mulighed for at bese alle malerierne, bl.a. af El Grego og Caravaggio samt paladsets to unikke trapperum.
I øvrigt så havde Bertel Thorvaldsen ifølge H. C. Andersen sit værksted i staldbygningerne ved foden af Palazzo Barberini, hvilket får mig til at tænke på et maleri, hvor man ser Thorvaldsen i hans romerske værksted. Han er omgivet af sine kunstværker, og i forgrunden ses døbefonten, der nu står i Helligåndskirken i København. Den døbefont, som jeg konserverede for 11-12 år siden, og hvis forlæg jeg for et par år siden mødte i Jungshoved kirke, hvor jeg til gengæld konserverede alterbilledet, et relief af selvsamme Thorvaldsen. Nå, men i modsætningen til ham har jeg jo ikke tænkt mig at blive her i godt 40 år, men skal blot være her i 12 uger på ICCROMs internationale stenkonserveringskursus.
Som en del af kurset skal vi konservere en række gravminder på den kristne kirkegård ved foden af Cestius’ pyramide. Første skridt i konserveringsprocessen er en skadesregistrering samt research i kirkegårdens kontor, hvor de både har en informativ protokol samt en database. De sælger endvidere postkort, bøger sanmt meget andet. Og tænk, de har tre bøger på dansk, hvilket jeg lader mig friste af. I 1855-56 var teologen Johannes Knudsen i Rom. Som tuberkuloseramt trængte han til varmere himmelstrøg, og bogen er alle hans breve til forældrene i Gislev præstegård. I disse fortæller han om den 7 uger lange sørejse med en skonnert fra Helsingør via Kanalen til Malaga, dernæst en 2-ugers udflugt til Granada, den videre rejse til Gibraltar og endnu en længere sørejse med dampskib til Napoli. I Napoli indlogerer han sig på Albergo dei Fiori – det er vist selvsamme sted, hvor balletmester August Bournonville også var indlogeret, da han var landsforvist i 1841-42, og hvorfra han hentede sin inspiration til balletten Napoli. Nå, men Knudsen møder så i Napoli arkitekten Ferdinand Meldahl, som han hurtigt bliver gode venner med. De to tager på talrige udflugter. Det er ret pudsigt at læse om deres venskab og samtaler, og tænke på, at Meldahl blev den arkitekt, der sidenhen fik ændret Marmorkirkens status fra ruin til færdigbygget kirke, og hvor jeg flere gange har dokumenteret skader; for mange år siden forud for facadeafrensningen og for nyligt forud for Metrobyggeriet. For den brevskrivende Johannes Knudsen ender historien ikke godt – han dør og begraves på den kristne kirkegård i Rom – men forinden oplever han byen og beretter ivrigt om alt dette, hvilket giver et meget spændende og tydeligt tidsbillede af byen netop den vinter. Så jeg kommer lige til at sluge hele bogen i løbet af weekenden.
Blandt de mange oplevelser, som Knudsen beretter om, er en udflugt 2. juledag: ”Om Eftermiddagen gik jeg i deiligt Veir, som vi have hver Dag i denne Tid, sammen med Adskillige Andre ud til St. Stephans Kirken, en interessant gammel Bygning, helliget St. Stephan og alle Matyrer, nogle gyselige Billeder ere malede paa Væggene i den kredsrunde Kirke, den ligger paa det Salliske Bjerg, altsaa indenfor Roms gamle Mure, men det er dog en god Marsch der ud, den er heelt omgiven af Ruiiner, og der aabner sig derfra deilige Udsigter over Campagnen og de blaae Albanerbjerge”.
Dette inspirerer mig til også at besøge Santo Stefano Rotondo, som ikke just ligger i landlige omgivelser længere, og udsigten er svær at få øje på, men ruinerne er der stadig. Ganske uforvarende kommer jeg endda til globryllup i denne rundkirke. Gaetano og Anita får hinanden indenfor kredsen af de 22 joniske søjler, der bærer den høje tambur. Der er 22 meter til loftet, og bredden er den samme. Og 22 vinduer (nogle er dog tilmurede), hvor igennem der strømmer et utroligt smukt lys. En meget speciel kirke, hvor man har ladet forskellige tiders spor står fremme i deres aktuelle bevaringstilstand. I gulvet er således både rester af mure og rester af gulvmosaikker, som ligger lidt hulter til bulter grundet sætninger, og på murene rundt er der masser af freskomalerier med martyrier samt et helt moderne touch med enkelte nedhængende jernlamper og støbte gulvfliser med knækkede marmorstykker i. Virkelig raffineret samspil mellem mange perioder, og i midten er et helt simpelt alterbord omgivet af et ottekantet cantorum. Kirken er nærmest en romersk pendant til vores hjemlige Vrigsted kirke, som er restaureret efter samme principper. Og som et notabene må lige tilføjes, at der i kirken ikke er et orgel, så en strygekvartet spiller til bryllupsceremonien, blandt andet Mozarts Eine kleine Nachmusik og Gounods Ave Maria.
Min søndagsudflugt går videre til den nærliggende Santi Giovanni et Paolo, hvor der også netop har været bryllup. Her har Giancarlo og Sonia fået hinanden, og de har bestemt ikke sparet på størrelse af bil – en lang, hvid limousine – man kan undre sig over, hvordan man overhovedet kan krænge sådan et apparat rundt i den romerske trafik, og hvordan den overhovedet er ankommet til kirken, idet gaden er blind, ganske smal og har en stribe buer, hvilke er et levn fra nogle butikker der lå her i 200-tallet. Under kirken er en ganske anden attraktion, nemlig ruinerne af et par romerske huse i to etager og med nogle velbevarede fine, fine fresker fra 300-tallet samt et fint lille museum. Ruinerne blev fundet allerede tilbage i 1887 af den lokale pater, og mon ikke det sidenhen er støvet noget til. Tilstøvet er det absolut ikke længere, da alt i 2002 blev konserveret og restaureret, og hvor det lille museum også er indrettet i helt moderne design.
Ret så gamle freskoer har jeg også set tidligere på ugen. Med ICCROM er vi på endnu en lille spadseretur, først til det kejserlige palads på Palatin-højen og bagefter til Santa Maria Antiqua, godt gemt blandt Forum Romanums ruiner. Her møder vi en tysk konservator, som i øvrigt i årenes løb har undervist på adskillige kurser i kalkmalerikonservering på ICCROM. Men i Santa Maria Antiqua er det praktisk arbejde, som hans indsats gælder. For længe, længe siden havde kirken mistet sit tag i et jordskælv, og derved var den blevet ruin. Jord og andet var kommet til og havde fyldt både forgården og kirkerummet. Sidenhen blev området udgravet, hvilket således betød, at også freskerne blev opdaget, udgravet og restaureret. Nu er der tag henover kirkerummet igen, og indgangspartiet til dette er en stor glasfacade. Inde i kirkerummet er der stillads her og der plus fuld fart på en genkonservering – stilladset skal snart ned, da arbejdet inden længe skal afsluttes. Tanken er så, at kirken igen skal være tilgængelig, måske ikke konstant, men af og til, da man er bange for et alt for ustabilt et klima, såfremt man lukker horder af turister ind til de fine gamle malerier, hvoraf særligt den hellige jomfru med mand og barn er helt unik i sit byzantinske dress. Jeg tror, det er – trods den fragmentariske tilstand – de smukkeste freskomalerier, jeg nogensinde har set.
På Palatin-højen besøger vi en udgravning af det kejserlige palads. Den faglige baggrund for besøget er emnet: sætninger i bygninger, jordskælv og måleudstyr til kontrol af yderligere sætninger. Og man kan da også godt fra en lille platform spotte nogle revner igennem udgravningen, men på en eller anden måde virkede det umiddelbart en anelse overdrevet, når der fortælles om diverse udstyr, der online kan måle forandringer og automatisk sender en advarsel pr. sms til ingeniøren, hvis der sker noget markant. Men under udgravningen åbner en helt ny verden af højloftede kælderrum sig. Og her er gigantiske revner og forskydninger i de bærende konstruktioner. Revnerne er nu muret ud, så pludselig virket al måleudstyret alligevel meget relevant, specielt hvis der på sigt skal være åbent for publikum. Og så vil jeg undlade i detaljer at berette om, at der samme dag var advaret om jordskælv i Rom!
Uges emner er ud over sætninger også nedbrydningsmekanismer og andre nedbrydningsformer, der kan overgå sten. Det med sætninger tog ingeniør Giorgio Croci sig af at undervise om. Han har rejst den halve jordklode rundt og har reddet mange bygninger fra at kollapse grundet en ustabil undergrund. De øvrige for sten nedbrydende faktorer tog arkitekt John Fidler sig af. Indtil for nylig har han været den konserveringsmæssige direktør i English Heritage, men bor og arbejder i dag i USA. Men tiden i English Heritage har varet i årtier, hvorfor hans forelæsninger også tydeligt bærer præg af denne periode. Og jeg må jo nok sige, at han indenfor sit felt er en af de virkelig tunge drenge. Det er meget berigende dage med to engagerede herrer.
Den næste underviser, der gjorde sin entré i auditoriet var Marisa Laurenzi Tabasso, som taler om skadesregistrering og standarder om dette emne. Den spinkle dame er også netop på sit felt en af de virkelige tunge kapaciteter. Ugens sidste underviser, engelske Peter Brimblecombe, forelæser om luftforurening, klima og klimaændringer. Også han er yderst velanskrevet på sit felt. Det er meget specielt pludselig at stå ansigt til ansigt med de personer, hvis artikler jeg igennem årene har læst adskillige af, og derfor kender deres navne. Men nu kan der også sættes en ansigt på, og jeg får snakket direkte med dem. Det er en ret god fornemmelse.
Lørdag oprinder dagen, hvor jeg har min reservation til et besøg på Galleria Borghese. Ved selvsyn skal jeg nu endelig opleve nogle Bernini-skulpturer og nogle Caravaggio-malerier, som man ellers ser her og der og alle vegne på postkort. Så jeg er der i god tid før kl. 11 og er så alligevel ved at være sent på den, da jeg først skal stå i kø for at omsætte reservationen til en billet. Så til en ny kø for at vise billetten og dermed få lov at aflevere min taske og så endnu en kø for igen at vise billetten og dermed få lov til at leje en audioguide. Og endelig kommer jeg så kun let forsinket ind i de hellige haller. Og det er ventetiden værd. Det er helt utroligt, hvilke skulpturer Bernini har magtet at trylle ud af marmorblokkene; Apollo og Daphne, David, Pluto og Proserpina …. Og så er klokken pludselig 13, og alle museets gæster bliver smidt ud! Selvfølgelig er det rart nok, at museet ikke var stuvende fuldt af besøgende, men blot to timer er lidt i underkanten. Alligevel vil jeg da absolut anbefale andre at se denne perle af et museum. I øvrigt besøgte Johannes Knudsen også Villa Borghese i 1855-56, og han fortæller i brevene til forældrene, at villaen ligger en halv mils vej udenfor byen, og der er et stort dejligt haveanlæg med springvand. I selve slottet er der en stor samling af antikke statuer og også en del nyere sager af Canova. Bernini nævner han ikke – måske den unge teolog har været mere optaget af skulpturen af Napoleons søster, den smukke Pauline Bonaparte.
Weekenden afslutter jeg ellers med at gøre til store badedag ved at besøge Caracallas termer. Det er altså bare stort. Enorme omklædningsrum beregnet på 1600 badede gæster ad gangen, og bassiner, der har været omkring 100 meter lange og med forskellige temperaturer. Det skønnes, at det har taget 9.000 mand at bygge badeanlægget på 5 år. Og det har jo ikke bare været mursten, men også mosaikgulve, ornamenter og skulpturer i marmor plus et par biblioteker og masser af gymnastikrum. Det her er altså noget andet end den københavnske DGI-by. Og så trak skyerne ellers pludseligt sammen, og det blev et gevaldigt regnvejr, der blev akkompagneret af et langvarigt tordenvejr.
Alle fire hvælvkapper er nu fuldt frilagt, så motiverne kan ses i deres helhed. Hver kappe gengiver et apostel martyrium: I østkappen ses apostlen Bartholomæus martyrium, i sydkappen ses apostlen Filips martyrium, i vestkappen ses apostlen Johannes Evangelistens martyrium og i nordkappen ses apostlen Jacob den Ældres martyrium.
Ifølge Nationalmuseets kirkekonsulent Martin Jürgensens tolkning af billederne, er malerierne udført efter tryk af Lukas Cranachs apostelserie, som blev udført c. 1512, men udgivet i 1548 i Martin Luthers Das Symbolum der Heiligen Aposteln i Wittenberg hos Georg Rhau.
Ved sammenligning mellem tryk og de nyfundne malerier i kirken er det tydeligt, at malerierne i Skibinge Kirke i komposition og indhold er udført efter Lukas Cranachs tryk. Hvorfor disse malerier netop er placeret i Skibinge Kirke, samt spørgsmålet om hvem der har udført dem, er endnu ikke afklaret. Den høje kunstneriske kvalitet i udførelsen af malerierne vidner dog om, at der er tale om en udsædvanlig dygtig og rutineret maler.
Motivet i den nu frilagte nordkappe i Skibinge Kirke forestiller apostlen Jacob den Ældres martyrium. Jacob blev halshugget, og det er netop denne scene som maleriet gengiver.
Lukas Cranachs tryk af apostlen Jacob den Ældre.
Sådanne motiver er ikke tidligere set i danske kalkmalerier og må derfor regnes for noget ganske enestående – set i sammenhæng med den efterreformatoriske periode i Danmark. Tolkningen er endnu ikke fuldt afklaret, og der arbejdes i øjeblikket på at aflæse så meget som muligt af de fire tekstbånd, der ses nedenfor hver scene.
På nuværende tidspunkt fortsætter konservatorerne med at finrense malerierne for kalkslør samt udbedre skader i farve- kalk- og pudslag.
Torsdag d. 16. juni 2011 vil der være mulighed for at se malerierne på nært hold, da kirken holder åbent hus fra kl. 18:30 til 21:00. I dette tidsrum er det muligt at komme op på stilladset og se malerierne med egne øjne.
Læs pressemeddelelsen:
Se de unikke kalkmalerier på tæt hold i Skibinge Kirke
Den 16. juni 2011indbyder Skibinge Menighedsråd til åbent hus fra kl. 18.30-21.00, hvor der bliver en enestående mulighed for at se de unikke kalkmalerier, som Nationalmuseet i øjeblikket arbejder på at fritlægge og restaurere højt oppe under kirkens hvælvinger. Her kan folk fra nær og fjern komme op på stilladset i Skibinge Kirke og se Nationalmuseet konservatorer arbejde og få hele historien bag og se det fantastiske nyfundne kalkmaleri fra år ca. 1575. Der vil aftenen igennem være hold af 10 personer, som vil få en ca. 15 minutters præsentation på stilladset. Af sikkerhedsmæssige grunde kan der ikke være flere end 10 personer på stilladset af gangen og derfor kan der opstå ventetid i løbet af aftenen, men bare rolig alle skal nok komme til. Der vil aftenen igennem også være små foredrag i Skibinge Kirkehus om arbejdsmetoder, historier om andre kalkmalerier m.v. Der vil blive serveret kaffe og kage. Arrangementet er gratis, og alle er velkomne.
Kalkmalerierne blev for ca. 3 år siden fundet under en indvendig kalkning af Skibinge Kirke. De blev dateret til omkring 1575, og blev hurtigt vurderet som meget unikke og det flotteste fund, der er gjort i Danmark til dato fra den tid.
Efter en række forundersøgelser af kalkmaleriernes tilstand, stod det helt klart, at det eneste rigtige var at fritlægge og restaurere kalkmalerierne. Projektet med dette arbejde blev budgetteret til ca. 3,2 mio. kr. Skibinge Menighedsråd ansøgte Augustinus Fonden, som fandt projektet så enestående, at de valgte at fuldfinansiere hele projektet. Nationalmuseet blev efterfølgende valgt, som dem der skulle udfører arbejdet. Arbejdet gik i gang 1. marts 2011 og vil vare ca. 1 år.
Kalkmalerierne som er at finde i kirkens hvælving nærmest koret har flere forskellige scener, som stort set er fritlagt nu, og vil blive afsløret i løbet af aftenen.
Ida Haslund, Konservator ved Nationalmuseet, og daglig leder af projektet udtaler:
“Malerierne er udsædvanligt godt bevaret og udført med en meget høj kunstnerisk kvalitet. Ydermere er maleriernes billedindhold meget interessant, set i et efterreformatorisk perspektiv. Noget lignende er ikke tidligere set herhjemme. Samlet set gør det malerierne til et helt enestående fund inden for dansk kalkmaleri.”
“Skibinge Menighedsråd er naturligvis stolte over at kunne præsentere et så unikt fund af kalkmalerier. Vi er dybt taknemmelige for, at Augustinus Fonden gjorde det muligt, at vi kunne gennemføre dette for vores kirke så vigtige arbejde. Ligesom det er en fornøjelse at samarbejde med konservatorerne fra Nationalmuseet om dette projekt. I forvejen er Skibinge Kirke meget smuk og har nogle flotte perler i form af altertavle, prædikestol og orgel, men disse kalkmalerier sætter prikken over i-et” fortæller menighedsrådsformand i Skibinge Peter Ole Sørensen
Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
Kursusdagene på ICCROM er ganske lange. Vi slutter først ved 18-tiden og måske endda lidt senere, men så har vi til gengæld også siesta eller frokostpause på rundt regnet 1½ time. Så myldrer vi ud og finder en café eller bar i nabolaget, hvor man kan købe en sandwich, en portion pastasalat, en stykke pizza eller lignende. Skinner solen er der ofte flere, som vælger at få frokosten som take-away for så at bringe den til den lokale kirke Santa Cæciliæ. Foran kirken er det skønneste gårdrum med en central lille fontæne med en kæmpe marmorvase. Omkring fontænen er græsplæner med blomstrende bellis, kløver, følfod, mælkebøtter og smørblomster. Og midt på plænerne er der frodige rosenbede og lavstammede palmer. At sidde her på kanten af fontænen, lytte til vandets plasken, gumle på sin sandwich og slikke solens stråler i sig, er lige til at klare.
Men nu er det jo ikke frokosttid hele tiden. Denne fjerde undervisningsuge står i mørtlernes tegn. Som underviser har vi engelske David Odgres, der er kemiker, konservator og konsulent hos blandt andet British Heritage. Det er både teoretisk undervisning og praktisk øvelser på laboratoriet, hvor vi både arbejder med kalkmørtler, mørtler med pozzolan og hydrauliske mørtler samt farvemæssigt tilpasning til de steneksempler, vi selv har haft med hjemmefra. Dette er gevaldig givende dage. Nogen tid er i øvrigt tilbragt på ICCROMs tagterrasse med skøn udsigt til Tiberen, Aventinerhøjen og byens tage mod nordøst. Her er såvel fugeskeen som murerskeen svunget og en prøvemur er fuget. Desuden bygger vi buer. Med blot 15 mursten til hvert hold rækker det dog ikke til en triumfbue, men vi får da muret en bue, som i teorien skulle være romansk, men nok bliver lidt mere gotisk i sit udtryk! Al begyndelse er jo svær. Og ved den store test – vores underviser David Odgres står ovenpå buerne – holder de alle, så det bliver alligevel for os til triumfbuer trods alt.
Fredag skifter vi til kursets næste emne, nemlig dokumentation og fra Spanien kommer Rand Eppich, der er arkitekt og i en lang årrække har arbejdet hos The Getty Conservation Institute på alverdens projekter med netop opmåling og dokumentation. Om eftermiddagen går vi derfor også en tur ud til den kristne kirkegård, for at udføre en første dokumentation på de gravminder, vi sidenhen skal konservere. Under skyggefulde pinjetræer og med udsigt til Cestios pyramide bliver der opmålt og fotograferet på livet løs. Jeg skal sammen med en russisk og en belgisk konservator, som også deltager i kurset, senere i kursusforløbet konservere en gravsten over et russisk ægtepar.
Lørdag formiddag har vi nogle timers opsamling på fredagens fotografering på kirkegården. Billederne skal manipuleres, så de bliver rettet op til vinkelret og målefaste forhold. Og endelig er det tid til weekend. Min vej går til Piccola Farnesina, som huser en afdeling af det kommunale bymuseum (de har 17 afdelinger rundt i byen), nemlig Museo di Scultura Antica Giovanni Barraco. Denne baron havde en passion for såvel ægyptisk, assyrisk, cypriotisk og græsk kunst plus lidt romersk også, hvilket han rundspredte i sine stuer i paladset ligesom en vis brygger i Valby, men i mindre og lidt mere overskuelig målestok. Samlingen blev overdraget til byen Rom i 1904, og i dag er sofaerne væk, men al nipsen er der stadig, og på væggene hænger fotografier af de gamle stuer. Jeg er den eneste besøgende, så opsynet springer op af stolen, da jeg kommer ind og lader et konstant vagtsomt øje hvile på mig. Trods denne overvågning fornemmede jeg alligevel en ganske særlig stemning i rummene med tunge mørke, bemalede trælofter i kassettemønster og småsprossede blyindfattede ruder, hvor igennem solens stråler tegnede mønstre på gulvet.
Efter et lille hvil over en kop cappucino på blomstretorvet Campo del Fiori er jeg ladet med ny energi og snor jeg mig via nogle smågader til Museo de Fori Imperiali, der er den del af det gamle Forum, der ligger på den anden side af Via de Fori Imperiali i forhold til Forum Romanum. Egentlig utroligt at sådan en mangesporet gade gennem hjertet af det gamle kejserrige fortsat får lov at bestå. Nå, men i denne del af Forum, hvor jeg aldrig har været før, er resterne af Trajans markeder. De er ikke helt små, men faktisk et ganske stort ruinkompleks, som man utrolig elegant har formået også at gøre musealt, altså indendørs til udstillingsbrug, ved brug af glas plus fået installeret praktiske foranstaltninger som toiletter, elevatorer og skraldespande i kuber af rustne jernplader. Og så var stedet ingenlunde overrendt af turister, hvilket også var aldeles tiltalende, så der kunne jeg spankulere rundt og føle mig hensat til fordum storhed. Og ordet storhed skal også tages helt seriøst i ordets egentlige betydning for Augustus må have syntes, at han skulle fejres – han havde jo sejret over Julius Cæsars mordere – med en gigantisk statue af sig selv i 5-6-dobbelt størrelsen.
Søndag er vi en flok kursister der fra morgenstunden tager afsted til Tivoli. En herlig tur på landet uden alt for mange biler og mennesker, og hvor vi først nyder Villa d’Este. Selve huset er bestemt spændende, men det som for alvor trækker, er de i hundredvis af fontæner. Vand, der blot pibler frem og vand, der sprøjtes op i enorme kaskader. Plus en frodig have. Fantasien har, hvad vand angår, ikke fejlet noget: vand ud af skibskanoner, vand ud af dyremunde, vand inde i grotter, vand ned ad klippevægge og vand, der sprutter ud af dragemunde plus meget mere. Dette usædvanlige sted er da også og ikke uden grund optaget på UNESCOs verdenskulturarvsliste.
Efter at have lappet havekunsten og sprøjtende vand i os i store mængder tager vi bussen til den anden del af Tivoli – byen er delt i to, nemlig en del oppe på bjerget og en del neden for bjerget. I denne nedre del er Hadrians Villa, som i øvrigt også er på UNESCOs verdenskulturarvsliste. Ordet villa synes jeg ikke er det mest rammende. Jeg har i hvert fald ikke set en villa i de dimensioner før. Efter min menig vil ordet frilandsmuseum være en mere passende term på de 120 hektar, som rummer ruiner af alverdens antikke highlights, som Hadrian bedst kunne lide, og derfor havde fået kopieret. Og der manglede intet; termer, et amfiteater, et par biblioteker, templer, et stykke af Nilen, et havteater og meget andet godt. Så maleriske ruiner var der nok af plus et lille museum med de originale skulpturer (skulpturerne udenfor var kopier). Så den gode Hadrian har da ikke manglet noget i sin villa, skulle jeg mene.
Og så efter en is plus tålmodig venten på en bus kom vi tilbage til det øvre Tivoli, hvor vi måtte sande at Villa Gregoriana var lukket, men vi fik da alligevel sneget os til at se det 160 meter høje vandfald plus et fint lille rundt tempel. Og guffet en portion spagetti i os inden turen atter gik tilbage til den italienske hovedstad.
Værket Lysskulptur uden lys blev lavet af danske Gunnar Aagaard Andersen i 1976. Skulpturen, som i dag tilhører Statens Mu-seum for Kunst, er lavet af hvid akrylplast. Overordnet set er skulpturen en aflang vertikal ku-be, hvor top og bund udgør to kvadratiske flader. Toppen af skulpturen er åben, hvorimod bunden er en lukket flade. Tre af skulpturens aflange sider er lukkede, mens den fjerde ligesom toppen er åben, så man kan kigge ind i værket. Inde i skulpturen findes fem lignende kuber af samme konstruktion. Man kan sammenligne konstruktionen med en minimalistisk udgave af en babushka dukke. De mange akrylflader er limet sammen. Da limningen har sluppet flere steder, var det som udgangspunkt ikke muligt at vende skulpturen, så den kunne fotograferes stående, men man kan se den yderst til højre på et arkivfoto fra 1977. Som det fremgår af billedet er skulpturen placeret foran et vindue, hvorved lyset skaber skyggevirkninger i de hvide akrylplader – deraf navnet.
Langs skulpturens bundplade blev der lavet renseprøver med seks forskellige vandbaserede produkter, bl.a. destilleret vand, syntetisk spyt samt an- og non-ioniske detergenter. En 1 % op-løsning af det anioniske deter-gent Orvus WA Paste viste et godt resultat, hvilket stemte overens med konklusionerne fra POPART. Det blev derfor besluttet, at rense skulpturen med dette produkt. Detergentet blev påført med mikrofiberklud – det redskab, der havde vist de bedste resultater i POPART. Overfladesnavset kunne fjernes forholdsvis nemt. Til gengæld var det svært at fjerne den snavs, som havde sat sig i de mange ridser og skrammer med mikrofiberkluden. I POPART var alle forsøg blevet udført på ren, ny plast uden ridser. At snavs i virkelighedens verden ofte findes i fordybninger, såsom ridser, betyder at resultaterne fra POPART ikke bare kan overføres til praktisk konservering. Den snavs, som havde sat sig i fordybningerne på Lysskulptur uden lys, blev i stedet forsøgt fjernet med Orvus WA Paste påført med vatpind. Det blev under rensningen registreret, at man for at fjerne snavset, blev nødt til at rense i samme retning som ridserne. Afslutningsvis blev akrylplasten efterrenset med demineraliseret vand, for at undgå sæberester på skulpturens overflade.
Kursusdagene på ICCROM er ganske lange. Vi slutter først ved 18-tiden og måske endda lidt senere, men så har vi til gengæld også siesta eller frokostpause på rundt regnet 1½ time. Så myldrer vi ud og finder en café eller bar i nabolaget, hvor man kan købe en sandwich, en portion pastasalat, en stykke pizza eller lignende. Skinner solen er der ofte flere, som vælger at få frokosten som take-away for så at bringe den til den lokale kirke Santa Cæciliæ. Foran kirken er det skønneste gårdrum med en central lille fontæne med en kæmpe marmorvase. Omkring fontænen er græsplæner med blomstrende bellis, kløver, følfod, mælkebøtter og smørblomster. Og midt på plænerne er der frodige rosenbede og lavstammede palmer. At sidde her på kanten af fontænen, lytte til vandets plasken, gumle på sin sandwich og slikke solens stråler i sig, er lige til at klare.
Abbonér på feed
