Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
Nye emner betyder igen nye foredragsholdere, og fra Paris er Veronique Vergès-Belmin ankommet. Og der er gensidig gensynsglæde, da jeg har kendt hende i rigtig mange år efterhånden. Hun står os eksempelvis bi, da vi i sin tid havde behov for at indkalde international ekspertbistand vedrørende Ribes Kathoveddørs Trekantrelief. Og på et kursus som dette er hun selvfølgelig et must grundet sin store viden og erfaring. I to dage undervister hun os i pakninger til udtrækning af salte, pakninger til opløsning af gipsskorper og pakninger til påføring af biocider. Dertil kommer også en stribe af forsøg i laboratoriet med pakningers vandsindhold, evne til vedhæftning, tilsætningsstoffer og skrumpning ved tørring. Alt sammen faktorer man bør gennemtænke, inden man beslutter sig som for om en pakning skal være den ene eller anden type ler, den ene eller anden type papirpulp, med eller uden sand, opløsningsmiddel eller vand, blandinger eller sandtilsætning osv. osv. Absolut lærerige forelæsninger og forsøg.
Blandt turister er der jo også de turister, som helst befinder sig under vandets overflade og helst i længere tid. For dem er der i Italien ganske særlige attraktioner, nemlig undersøiske arkæologiske lokaliteter. De er ad naturens vej blevet undersøiske, men deres bevaring er også en form for konservering eller restaurering, som der må tages hånd om. Og det gælder både murværk, der skal fuges, væltede søjler, der skal rejses, mosaikker der skal kantsikres og begroning i stor stil, der skal fjernes. Dette meget specielle emne fortæller Barbara Davidde om, og det er bestemt en anderledes og meget udfordrende form for stenkonservering.
Fra Portugal kommer så José Delgado Rodriguers for at forelæse om granit, og de, som måtte tro, at granit er stensikkert, tager ganske fejl. I hvert fald, hvad angår de portugisiske granittyper, da de opfører sig akkurat som sandsten; de smuldrer, de flager, de revner og de sander. Når det er så galt med den portugisiske granit, så skyldes det i grove træk den omstændighed, at man i Portugal har brudt allerede ældet granit og bygget kirker og lignende af det. Man har ikke, som i den nordlige del af Europa haft en istid, der har skrællet det øverste og ældede lag af; altså det lag, som er ældet igennem millioner af år. Og da man i Portugal har brudt dette ældede lag og med glæde anvendt det i alverdens bygninger, såvel indvendigt som udvendigt til beklædning og byggemateriale har man således i dag nogle markante udfordringer og problemer konserveringsmæssigt. Så dette er meget spændende forelæsninger, og selvom situationen i Danmark ikke er tilsvarende, så er granit i danske kirker og monumenter da bestemt heller ikke uden problemer.
En aften hygger vi os ellers alle sammen i ICCROMs gård og langt de fleste medbriger en national ret til den fælles buffet. Jeg laver en lagkage – er det ikke nationalt? I hvert fald er der små flag i den, så ingen kan næppe være i tvivl om, hvem der er bagkvinden for den. Ellers masser af smagsoplevelser og super hyggelig sommervarm aften.
Sidst på ugen vender de to mikrobiologiske damer, Ornella Salvadori og Giulia Canava, tilbage, dels til auditoriet for at forelæse om højere planter samt bekæmpelse af begroning og dels til laboratoriet for, at vi kan se på vores prøver fra gravstederne. De er blevet præpareret og indstøbt til tværsnit. Giulia fortæller i øvrigt, at hun har skrevet en bog om Colosseums planteliv. Førhen syntes man, at det var både malerisk og yndigt, når der voksede alverdens planter i Colosseum, endda så meget, at ruinen nærmest var en jungle. Dette regnskovsagtige udtryk har Giulia fulgt igennem 400 år, dels via en stribe af systematiske botaniske optegnelser og dels via malerier. Spændende fortælling og heldigvis viste vores prøver fra kirkegården, da ikke tegn på regnskovsagtig begroning, men svampene har dog sat sig spor, også indvendigt i stenen.
Inspireret af al snakken om Colosseum synes jeg, at nu måtte det vist være på tide også at kigge indenfor i ruinen. Det regnskovsagtige er absolut pist borte, og kun lidt tør begroning skimtes her og der. I dag er det ikke højere planter, det myldrer med, men derimod turister. Mængden var enorm, både inde i ruinen, men også i køerne for at komme ind. Hvad mange turister ikke har opdaget er, at man kan forudbestille sine billetter, og til denne luge er der faktisk ingen kø. Herligt at kunne henvende sig der og blot afhente sin billet.
Selvom meget i Colosseum er gået tabt i tiden løb er det jo stadig et imponerende skue – så stort, så funktionelt og så smukt trods sin ruinerede tilstand. På kun 8 år er dette gigantiske teater bygget, endda på en delvist sumpet grund, som først måtte drænes. 80 buede indgange gav 55.000 publikummer adgang til cirkusnumre, gladiatorkampe og kampe med vilde dyr. Meget sved og blod må have flydt i tidens løb! I øvrigt så betød den uensartede undergrund – fast og drænet undergrund – at dele af Colosseum styrtede sammen ved et jordskælv i 1400-tallet. I dag er den sammenstyrtede del markeret udenfor ruinen i belægningen, som viser, hvor indgangsbuerne var. Og her kan man også møde drabelige gladiatorer og kejsere, som ønsker at blive fotograferet mod en klækkelig erkendtlighed. Der er mange måder at vride penge ud af turisterne på!
Fra dette turistinferno går min lørdagsudflugt videre til Villa Giulia. Der er aldeles roligt og kun ganske få turister, så der er rig mulighed for i ro og mag at kigge nærmere på dette etruskiske museum. Deres samlinger er først og fremmest genstande i keramik i enorme mængder, men der er også fine metalsager, glas og et par gravkamre. Selve museumsbygningen indrammer desuden flere små haver, hvoraf en have har et rekonstrueret etruskertempel samt et gårdrum med et nymphaeum, så det er absolut et dejligt sted med smukke udstillinger, og denne lørdag fyldt med ro og dvask sommerstemning.
Inden jeg drog af sted på denne min romerske færd pakkede jeg på Antiksamlingen et par genstande til udlån til en særudstilling på Capitol-museet. En udstilling, hvis omdrejningspunkt er udviklingen fra maske til portræt. Den må jeg jo bare se, og herligt er det at gense vores genstande i denne sammenhæng, selvom genstandene jo selvfølgelig også er savnet hjemme i vores udstilling på Nationalmuseet.
Og da jeg kom udenfor igen på Piazza del Campidoglio er der sørme koncert med søværnets orkester, og deres herlige underholdning må jeg da lige have med alt imens, at dagen sidste solstråler spiller hen over kopien af rytterstatuen af Marcus Aurelius, og mørket så småt falder på.
Søndag formiddag er det egentligt min mening at tage på Vatikanmuseet, men jeg må erfare, at det er deres lukkedag. Sådan kan det jo gå, men omvendt er det jo også let at finde andre seværdigheder, som jeg også gerne vil nå at se, mens jeg er her. Derfor af sted til Ara Pacis eller Augustus’ Fredens alter. Og det er jo i dag noget ganske andet, end det jeg husker fra min første rejse til Rom. Væk er Mussolinis bygning, og i stedet er der opført et supermoderne museum i glas, stål og travertin. Arkitekturen, der er tegnet af Richardt Meier, er markant, men den overrumpler eller kvæler nu ikke oplevelsen af det antikke og sammenstykkede marmormonument.
Monumentet er nemlig ikke fundet på en gang, men lidt efter lidt, og først hen ad vejen erkendte man, hvad man egentlig havde med at gøre, og da var visse dele af marmorbeklædningen allerede kommet til Villa Medici og indgik i facadeudsmykning af villaen mod haven. Andre dele var kommet til Paris, Wien og Firenze. Og derfor er visse dele af Ara Pacis-monumentet i dag blot afstøbninger, men disse indgår selvfølgelig i helheden med de øvrige originale marmorstykker. Hvad der også er specielt ved monumentet er, at det hele er blevet flyttet fra Marsmarken; det som i dag er Piazza San Lorenzo in Lucina. Alteret var oprindeligt placeret således, at soluret (en ægyptisk hidbragt obelisk) ramte alteret meget passende præcist på Augustus’ fødselsdag. Og beklædningen på monumentet hylder netop den fred, som Augustus skabte i kraft af sit sejrrige felttog i Spanien og Gallien. Som et notabene tror jeg nu nok, at der var en enkelt lille landsby i det nordvestlige hjørne af Gallien, der ikke sådan bare overgav til romerne. En landsby, hvor alle mænd drak trylledrik, såfremt de ikke var faldet i gryden fra barnsben af, og hvor man ved enhver given festlig anledning spiste vildsvin i hobetal. Nå, men alteret er ganske imponerende trods denne sammenstykkede karakter, øverst friser fra en procession og nederst en plantefrise. Alt hugget i Carraramarmor og hugget med meget smuk akkuratesse. Og så opdager jeg, at også her har Guilia Caneva været på spil. I museets boghandel sælger de hendes bog omhandlende alle planterne i den nederste frise. Guilia har således været i stand til at identificere de enkelte planter – og dem er der mange af – i plantefrisen og selvfølgelig så beskrive dem. Desværre for mig er bogen skrevet på italiensk, så derfor købte jeg den ikke, hvad der til gengæld så er godt for vægten på min kuffert. Dernæst lidt frokost på Piazza San Lorenzo in Lucina – det er jo her, at Ara Pacis i sin tid stod og så en slentetur forbi obelisken foran Parlamentet. Den er den af Roms mange obelisker, der agerede solur i sin tid.
Abbonér på feed