Rejsebreve fra Rom – kapitel 9

Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom

Efter den meget intense studietur er det lidt mærkeligt atter at være tilbage i auditoriet på ICCROM og sidde stille for at lytte til forelæsninger. Men sådan er det, og vi starter ugen med mosaikker som emne. Thomas Ruby, der er The Getty Conservation Intitutes ekspert i konservering af mosaikker, er kommet direkte fra Tunis, hvor han ellers er udsendt på en udgravning og i gang med nogle gulvmosaikker. Da han praktisk talt kommer direkte fra udgravningen og næsten kun lige har børstet ørkenstøvet af sig, er det en forelæsning med en meget praktisk tilgang til emnet, hvilket jeg synes er meget tiltalende. Et meget konkret og praktisk problem er tilgroning på ny efter fund, afdækning og konservering af mosaikker. Derfor bliver det mere og mere almindeligt at tildække mosaikkerne igen med et særligt tekstil og derpå sandsække. Måske med lov til for turister på et specifikt sted at åbne og lukke et lille kighul for trods alt at få et indtryk af herlighederne. Men inden da er der tit forskydninger i undergrunden, der må tages hånd om eller ødelæggelser efter græssende dyr. Hvis eksempelvis en flok får eller geder græsser på områder med mosaikker, trækker de bare til for at få en græstot eller en appetitlig plante fri, og med op rykker de så mosaikstifterne. Og en flok får eller geder kan således blive en udfordring for konservatorerne, der skal genetablere detaljerne. Man må da håbe, at dyrene ikke har tendens til også at spise nogle af mosaikstifterne, lade dem køre gennem deres indre system, og bagefter droppe dem både hist og pist!

Ugens helt store emne er imprægnering, hvilket i stenkonservering generelt også er et meget stort emne, pro et contra. Påføringsteknikker, midler, indtrængning, vejrbestandighed, farve, holdbarhed og sådan kan man blive ved. Og derfor er det også planlagt som et ping-pong mellem tre herrer: David Odgres, som tidligere har undervist på kurset, dertil også tyske Gottfried Hauff samt amerikanske George Wheeler.

Gottfried Hauff kommer fra Potsdam Universitet, hvor han er direktør på instituttet for stenkonservering og derfor også underviser i dette. George Wheeler er fra New York, hvor han har arbejdet i årevis på Metropolitan Museum of Art, men i de sidste fem år har han også været direktør på konserveringsinstitutet på Columbia Universite. Desuden har skrevet han flere bøger om imprægnering af sten og stenkonservering generelt. Med andre ord – en af de store kanoner i dette fag – og så har han også lige værtskabet for den næste internationale stenkonserveringskongres, som afholdes til næste år.

Med disse tre herrer bliver det til fire meget spændende dage i et ping-pong mellem teori, kemi og praktiske erfaringer. Også hvad man har anvendt til imprægnering i tiden løb og fået problemer med, hvilket derfor i dag giver problemer med fjernelse forud for genimprægnering. Egenskaber ved de enkelte produkter, deres samspil med bjergarterne i praksis, ulemper og fordele, kemiske egenskaber, uorganiske konsolidanter og reaktive konsolidanter og så sidste nye udvikling; nanokalkimprægnering. Det er noget, som jeg må teste derhjemme. Så summa summarum er det en meget lærerig uge med imprægneringens mange facetter.

Endelig oprinder pinsen. Min familie er kommet til Rom, og vi skal fejre min datters fødselsdag. Og det er bare så dejligt at se dem, dog må de finde sig i at blive fremvist – jeg har jo fortalt de øvrige kursister om mand og børn, så nu skal de også se dem live. Og så er der ellers dømt frokostpizzaer på et nærliggende pizzeria i Trastevere til alles fulde tilfredshed. Dernæst slentrer vi gennem de små gader, og jeg får fremvist små kuriositeter, så som fontæner, indmurede antikke sarkofagfragmenter og stemningsfulde piazzaer – nu skal jeg jo virkelig bevise, at jeg har lært det romerske gadenet at kende, også uden at skulle tjekke på kortet! Målet er Vittorio Emmanuele-monumentet. Ikke fordi at monumentet er specielt kønt, men fordi at udsigten derfra er famtastisk. Så op med elevatoren, bare kigge ud over hele. Dernæst videre slentretur forbi Pantheon og en isbutik.

Om aftenen fejrer vi fødselsdag i en ældre restaurant i den jødiske ghetto lige ved siden af Octavias søjlegang og Marcellus’ teater. Der sidder vi mellem romerske søjler, solen farver himmelen mere og mere lyserød, og da de øvrige gæster opdager, hvad vi fejrer, bliver der sunget fødselsdagssang på italiensk med tre brummere som kor! En herlig aften ovenpå en herlig dag. Aftenen slutter vi med et smut omkring Trevi-fontænen for at kaste en mønt i bassinet og sikre vores tilbagevenden til den evige stad.

For længst har vi aftalt, at jeg må bestemme, hvad vi skal se i løbet af pinsedagene. Jeg har jo forinden haft små otte uger til at sondere terrænet, og jeg har længe tænkt over, hvad jeg skal vælge at vise frem. Ud af de mange paladser, som jeg har set, har jeg mest nydt Palazzo Doria Pamphilj. Derfor ser vi se det. For mig blev det et glædeligt gensyn plus genhør med ejeren i audioguiden. Og der blev nikket og nydt, kigget og lyttet – også fra de to store teenagere – samt vandret igennem de store sale og lange gallerier fyldt med malerier.

Blandt alle de arkæologiske muligheder er det jo en udfordring at vælge den mest spændende. Da vi engang for flere år siden var i Rom på sommerferie, så vi såvel Colosseum som Forum Romanum, så derfor ville jeg vise et andet forum, nemlig Museo dei Fori Imperiali eller Trajans markeder. Og valget falder i god jord; ikke overrendt af turister, en meget autentisk oplevelse og så ikke alt for stort, hvilket gør det mere overskueligt i den meget bagende sol.

Dernæst et tiltrængt hvil i caféen bag Vittorio Emmanuele-monumentet, hvor der bliver drukket læskende drikke, spist frugtsalat og nydt udsigt til den trajanske markedsplads, inden turen går tilbage til residensen, hvor det lykkes at kreere aftensmad til fire personer på det minimalistiske køkkenbord med bare en kniv, en gryde, en ske osv.

Næste morgen drager vi til Celio-højen, hvor jeg gerne ville fremvise en kirke, nemlig Santo Stefano Rotondo. Uheldigvis for os er der bryllup og derfor ingen adgang, så vi nøjes med at besigtige udefra. Til gengæld kommer vi indenfor i Case Romana del Celio under Santa Giovanni et Paulo. Et par spændende romerske villaer med fine bevarede freskoer. Men så må jeg heller ikke bestemme mere. Min kære familie mener, at det ikke er en rigtig tur til Rom, hvis man ikke besøger Palatiner-højen og Forum Romanum. Og det kan de jo absolut have ret i. Som sagt, så gjort, og vi får kigget os godt mætte i ruiner, søjler og skulpturer.

Tutte le strade portano a Roma – det siges, at alle veje fører til Rom, men går man den anden vej må de jo føre fra Rom – i hvert fald er min lille familie atter draget hen ad vejen, ud til lufthavnen og er kommet godt hjem til København igen.

Om Anja Liss Petersen

Konservator på Natmus
Dette indlæg blev udgivet i Rejsebreve fra Rom og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.