Plast udgør en stadigt stigende del af museernes kunst- og kulturhistoriske samlinger. For museernes konservatorer betyder det nye udfordringer. Opbevaring og konservering af plastmaterialer kræver nemlig en særlig hensyntagen, da plast på mange måder adskiller sig fra mere traditionelle materialer som fx sten og træ. Forskning i nedbrydning af plast er et relativt nyt fagområde, og hvad angår praktisk konservering er mange emner stadig uudforsket. De sidste mange måneder har vi, Yvonne Shashoua og Kathrine Segel, som en del af POPART renset og renset og renset en hel masse modelplast, for at finde den mest skånsomme metode, så vi kan give fremtidens generationer mulighed for at se materialet i bedst mulig stand. Som afslutning på den lange forsøgsrække vi har været igennem, var vi derfor meget interesseret i at efterprøve vores resultater på rigtige genstande.
Værket Lysskulptur uden lys blev lavet af danske Gunnar Aagaard Andersen i 1976. Skulpturen, som i dag tilhører Statens Mu-seum for Kunst, er lavet af hvid akrylplast. Overordnet set er skulpturen en aflang vertikal ku-be, hvor top og bund udgør to kvadratiske flader. Toppen af skulpturen er åben, hvorimod bunden er en lukket flade. Tre af skulpturens aflange sider er lukkede, mens den fjerde ligesom toppen er åben, så man kan kigge ind i værket. Inde i skulpturen findes fem lignende kuber af samme konstruktion. Man kan sammenligne konstruktionen med en minimalistisk udgave af en babushka dukke. De mange akrylflader er limet sammen. Da limningen har sluppet flere steder, var det som udgangspunkt ikke muligt at vende skulpturen, så den kunne fotograferes stående, men man kan se den yderst til højre på et arkivfoto fra 1977. Som det fremgår af billedet er skulpturen placeret foran et vindue, hvorved lyset skaber skyggevirkninger i de hvide akrylplader – deraf navnet.
Akrylplasten er dækket af et jævnt sort snavslag. Derudover ses en del ridser – særligt i bunden. I de fleste af ridserne sidder sort snavs, hvilket kunne tyde på, at skulpturen på et tidspunkt er blevet skubbet henover et gulv. Hovedparten af det sorte snavslag, som findes på Lysskulptur uden lys, blev identificeret som værende organisk museums snavs med partikler. Resultaterne fra POPART viste at både vandige og solventbaserede opløsningsmidler kan opløse organisk snavs. Generelt skal man dog være yderst påpasselig med brug af solventer til at rense plast. Desuden er Lysskulptur uden lys over 35 år gammel, hvilket kan betyde, at plastmaterialets opløselighed med tiden har ændret sig. Derfor blev det i første omgang besluttet, at teste effekten af de vandige opløsningsmidler.
Langs skulpturens bundplade blev der lavet renseprøver med seks forskellige vandbaserede produkter, bl.a. destilleret vand, syntetisk spyt samt an- og non-ioniske detergenter. En 1 % op-løsning af det anioniske deter-gent Orvus WA Paste viste et godt resultat, hvilket stemte overens med konklusionerne fra POPART. Det blev derfor besluttet, at rense skulpturen med dette produkt. Detergentet blev påført med mikrofiberklud – det redskab, der havde vist de bedste resultater i POPART. Overfladesnavset kunne fjernes forholdsvis nemt. Til gengæld var det svært at fjerne den snavs, som havde sat sig i de mange ridser og skrammer med mikrofiberkluden. I POPART var alle forsøg blevet udført på ren, ny plast uden ridser. At snavs i virkelighedens verden ofte findes i fordybninger, såsom ridser, betyder at resultaterne fra POPART ikke bare kan overføres til praktisk konservering. Den snavs, som havde sat sig i fordybningerne på Lysskulptur uden lys, blev i stedet forsøgt fjernet med Orvus WA Paste påført med vatpind. Det blev under rensningen registreret, at man for at fjerne snavset, blev nødt til at rense i samme retning som ridserne. Afslutningsvis blev akrylplasten efterrenset med demineraliseret vand, for at undgå sæberester på skulpturens overflade.
Lysskulptur uden lys set nedefra – før og efter rensning.
Rensningen af Gunnar Aagaard Andersens Lysskulptur uden lys skal ses som det første skridt på vejen til forståelsen af, hvordan man mest skånsomt renser museumsobjekter af plast. De rensningsforsøg der blev lavet under POPART, blev alle udført på ren, ny model plast, fordi det ville være etisk uforsvarligt at teste den lange række af produkter på rigtige genstande. Hypotesen var, at hvis et redskab eller et opløsningsmidler forvolder skade på den nye plast, skal vi end ikke overveje at anvende det på en ældet og mere skrøbelig genstand. Indtil videre har vi gennem POPART fået indsnævret de muligheder for rensning, som kan anvendes på plast, men før vi kan udstikke mere generelle retningslinjer, vil det være nødvendigt at afprøve vores resultater mere naturligt ældet materiale. Der er derfor masser af arbejde at tage fat på i fremtiden…
Abbonér på feed