Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
Under mottoet ”Di notte è tutta un’ altra cosa” holder de romerske museer åbent denne lune lørdag aften og nat på det, som er deres museumsnat – en pendant til den københavnske kulturnat. Programmet er fyldigt, så der må vælges blandt et utal af muligheder. Efter et hurtigt kig ind i Pantheon, hvor dagens sidste solstråler akkurat strejfer tagets åbning falder mit valg på Palazzo Barberini, som huser en afdeling af det nationale kunstmuseum. Her er tilbuddet nemlig – ud over et gratis museumsbesøg – en også ganske gratis koncert med fire musikere fra operaens orkester. Disse fire herrer udgør tilsammen en herlig strygekvartet, der spiller som en lyst i knap en times tid i Gran Salone. Salonen er absolut stor og med en enorm højde til loftet, hvor der er en ligeledes enorm stor og flot illusionistisk loftsfresko. Og bagefter er der rig mulighed for at bese alle malerierne, bl.a. af El Grego og Caravaggio samt paladsets to unikke trapperum.
I øvrigt så havde Bertel Thorvaldsen ifølge H. C. Andersen sit værksted i staldbygningerne ved foden af Palazzo Barberini, hvilket får mig til at tænke på et maleri, hvor man ser Thorvaldsen i hans romerske værksted. Han er omgivet af sine kunstværker, og i forgrunden ses døbefonten, der nu står i Helligåndskirken i København. Den døbefont, som jeg konserverede for 11-12 år siden, og hvis forlæg jeg for et par år siden mødte i Jungshoved kirke, hvor jeg til gengæld konserverede alterbilledet, et relief af selvsamme Thorvaldsen. Nå, men i modsætningen til ham har jeg jo ikke tænkt mig at blive her i godt 40 år, men skal blot være her i 12 uger på ICCROMs internationale stenkonserveringskursus.
Som en del af kurset skal vi konservere en række gravminder på den kristne kirkegård ved foden af Cestius’ pyramide. Første skridt i konserveringsprocessen er en skadesregistrering samt research i kirkegårdens kontor, hvor de både har en informativ protokol samt en database. De sælger endvidere postkort, bøger sanmt meget andet. Og tænk, de har tre bøger på dansk, hvilket jeg lader mig friste af. I 1855-56 var teologen Johannes Knudsen i Rom. Som tuberkuloseramt trængte han til varmere himmelstrøg, og bogen er alle hans breve til forældrene i Gislev præstegård. I disse fortæller han om den 7 uger lange sørejse med en skonnert fra Helsingør via Kanalen til Malaga, dernæst en 2-ugers udflugt til Granada, den videre rejse til Gibraltar og endnu en længere sørejse med dampskib til Napoli. I Napoli indlogerer han sig på Albergo dei Fiori – det er vist selvsamme sted, hvor balletmester August Bournonville også var indlogeret, da han var landsforvist i 1841-42, og hvorfra han hentede sin inspiration til balletten Napoli. Nå, men Knudsen møder så i Napoli arkitekten Ferdinand Meldahl, som han hurtigt bliver gode venner med. De to tager på talrige udflugter. Det er ret pudsigt at læse om deres venskab og samtaler, og tænke på, at Meldahl blev den arkitekt, der sidenhen fik ændret Marmorkirkens status fra ruin til færdigbygget kirke, og hvor jeg flere gange har dokumenteret skader; for mange år siden forud for facadeafrensningen og for nyligt forud for Metrobyggeriet. For den brevskrivende Johannes Knudsen ender historien ikke godt – han dør og begraves på den kristne kirkegård i Rom – men forinden oplever han byen og beretter ivrigt om alt dette, hvilket giver et meget spændende og tydeligt tidsbillede af byen netop den vinter. Så jeg kommer lige til at sluge hele bogen i løbet af weekenden.
Blandt de mange oplevelser, som Knudsen beretter om, er en udflugt 2. juledag: ”Om Eftermiddagen gik jeg i deiligt Veir, som vi have hver Dag i denne Tid, sammen med Adskillige Andre ud til St. Stephans Kirken, en interessant gammel Bygning, helliget St. Stephan og alle Matyrer, nogle gyselige Billeder ere malede paa Væggene i den kredsrunde Kirke, den ligger paa det Salliske Bjerg, altsaa indenfor Roms gamle Mure, men det er dog en god Marsch der ud, den er heelt omgiven af Ruiiner, og der aabner sig derfra deilige Udsigter over Campagnen og de blaae Albanerbjerge”.
Dette inspirerer mig til også at besøge Santo Stefano Rotondo, som ikke just ligger i landlige omgivelser længere, og udsigten er svær at få øje på, men ruinerne er der stadig. Ganske uforvarende kommer jeg endda til globryllup i denne rundkirke. Gaetano og Anita får hinanden indenfor kredsen af de 22 joniske søjler, der bærer den høje tambur. Der er 22 meter til loftet, og bredden er den samme. Og 22 vinduer (nogle er dog tilmurede), hvor igennem der strømmer et utroligt smukt lys. En meget speciel kirke, hvor man har ladet forskellige tiders spor står fremme i deres aktuelle bevaringstilstand. I gulvet er således både rester af mure og rester af gulvmosaikker, som ligger lidt hulter til bulter grundet sætninger, og på murene rundt er der masser af freskomalerier med martyrier samt et helt moderne touch med enkelte nedhængende jernlamper og støbte gulvfliser med knækkede marmorstykker i. Virkelig raffineret samspil mellem mange perioder, og i midten er et helt simpelt alterbord omgivet af et ottekantet cantorum. Kirken er nærmest en romersk pendant til vores hjemlige Vrigsted kirke, som er restaureret efter samme principper. Og som et notabene må lige tilføjes, at der i kirken ikke er et orgel, så en strygekvartet spiller til bryllupsceremonien, blandt andet Mozarts Eine kleine Nachmusik og Gounods Ave Maria.
Min søndagsudflugt går videre til den nærliggende Santi Giovanni et Paolo, hvor der også netop har været bryllup. Her har Giancarlo og Sonia fået hinanden, og de har bestemt ikke sparet på størrelse af bil – en lang, hvid limousine – man kan undre sig over, hvordan man overhovedet kan krænge sådan et apparat rundt i den romerske trafik, og hvordan den overhovedet er ankommet til kirken, idet gaden er blind, ganske smal og har en stribe buer, hvilke er et levn fra nogle butikker der lå her i 200-tallet. Under kirken er en ganske anden attraktion, nemlig ruinerne af et par romerske huse i to etager og med nogle velbevarede fine, fine fresker fra 300-tallet samt et fint lille museum. Ruinerne blev fundet allerede tilbage i 1887 af den lokale pater, og mon ikke det sidenhen er støvet noget til. Tilstøvet er det absolut ikke længere, da alt i 2002 blev konserveret og restaureret, og hvor det lille museum også er indrettet i helt moderne design.
Ret så gamle freskoer har jeg også set tidligere på ugen. Med ICCROM er vi på endnu en lille spadseretur, først til det kejserlige palads på Palatin-højen og bagefter til Santa Maria Antiqua, godt gemt blandt Forum Romanums ruiner. Her møder vi en tysk konservator, som i øvrigt i årenes løb har undervist på adskillige kurser i kalkmalerikonservering på ICCROM. Men i Santa Maria Antiqua er det praktisk arbejde, som hans indsats gælder. For længe, længe siden havde kirken mistet sit tag i et jordskælv, og derved var den blevet ruin. Jord og andet var kommet til og havde fyldt både forgården og kirkerummet. Sidenhen blev området udgravet, hvilket således betød, at også freskerne blev opdaget, udgravet og restaureret. Nu er der tag henover kirkerummet igen, og indgangspartiet til dette er en stor glasfacade. Inde i kirkerummet er der stillads her og der plus fuld fart på en genkonservering – stilladset skal snart ned, da arbejdet inden længe skal afsluttes. Tanken er så, at kirken igen skal være tilgængelig, måske ikke konstant, men af og til, da man er bange for et alt for ustabilt et klima, såfremt man lukker horder af turister ind til de fine gamle malerier, hvoraf særligt den hellige jomfru med mand og barn er helt unik i sit byzantinske dress. Jeg tror, det er – trods den fragmentariske tilstand – de smukkeste freskomalerier, jeg nogensinde har set.
På Palatin-højen besøger vi en udgravning af det kejserlige palads. Den faglige baggrund for besøget er emnet: sætninger i bygninger, jordskælv og måleudstyr til kontrol af yderligere sætninger. Og man kan da også godt fra en lille platform spotte nogle revner igennem udgravningen, men på en eller anden måde virkede det umiddelbart en anelse overdrevet, når der fortælles om diverse udstyr, der online kan måle forandringer og automatisk sender en advarsel pr. sms til ingeniøren, hvis der sker noget markant. Men under udgravningen åbner en helt ny verden af højloftede kælderrum sig. Og her er gigantiske revner og forskydninger i de bærende konstruktioner. Revnerne er nu muret ud, så pludselig virket al måleudstyret alligevel meget relevant, specielt hvis der på sigt skal være åbent for publikum. Og så vil jeg undlade i detaljer at berette om, at der samme dag var advaret om jordskælv i Rom!
Uges emner er ud over sætninger også nedbrydningsmekanismer og andre nedbrydningsformer, der kan overgå sten. Det med sætninger tog ingeniør Giorgio Croci sig af at undervise om. Han har rejst den halve jordklode rundt og har reddet mange bygninger fra at kollapse grundet en ustabil undergrund. De øvrige for sten nedbrydende faktorer tog arkitekt John Fidler sig af. Indtil for nylig har han været den konserveringsmæssige direktør i English Heritage, men bor og arbejder i dag i USA. Men tiden i English Heritage har varet i årtier, hvorfor hans forelæsninger også tydeligt bærer præg af denne periode. Og jeg må jo nok sige, at han indenfor sit felt er en af de virkelig tunge drenge. Det er meget berigende dage med to engagerede herrer.
Den næste underviser, der gjorde sin entré i auditoriet var Marisa Laurenzi Tabasso, som taler om skadesregistrering og standarder om dette emne. Den spinkle dame er også netop på sit felt en af de virkelige tunge kapaciteter. Ugens sidste underviser, engelske Peter Brimblecombe, forelæser om luftforurening, klima og klimaændringer. Også han er yderst velanskrevet på sit felt. Det er meget specielt pludselig at stå ansigt til ansigt med de personer, hvis artikler jeg igennem årene har læst adskillige af, og derfor kender deres navne. Men nu kan der også sættes en ansigt på, og jeg får snakket direkte med dem. Det er en ret god fornemmelse.
Lørdag oprinder dagen, hvor jeg har min reservation til et besøg på Galleria Borghese. Ved selvsyn skal jeg nu endelig opleve nogle Bernini-skulpturer og nogle Caravaggio-malerier, som man ellers ser her og der og alle vegne på postkort. Så jeg er der i god tid før kl. 11 og er så alligevel ved at være sent på den, da jeg først skal stå i kø for at omsætte reservationen til en billet. Så til en ny kø for at vise billetten og dermed få lov at aflevere min taske og så endnu en kø for igen at vise billetten og dermed få lov til at leje en audioguide. Og endelig kommer jeg så kun let forsinket ind i de hellige haller. Og det er ventetiden værd. Det er helt utroligt, hvilke skulpturer Bernini har magtet at trylle ud af marmorblokkene; Apollo og Daphne, David, Pluto og Proserpina …. Og så er klokken pludselig 13, og alle museets gæster bliver smidt ud! Selvfølgelig er det rart nok, at museet ikke var stuvende fuldt af besøgende, men blot to timer er lidt i underkanten. Alligevel vil jeg da absolut anbefale andre at se denne perle af et museum. I øvrigt besøgte Johannes Knudsen også Villa Borghese i 1855-56, og han fortæller i brevene til forældrene, at villaen ligger en halv mils vej udenfor byen, og der er et stort dejligt haveanlæg med springvand. I selve slottet er der en stor samling af antikke statuer og også en del nyere sager af Canova. Bernini nævner han ikke – måske den unge teolog har været mere optaget af skulpturen af Napoleons søster, den smukke Pauline Bonaparte.
Weekenden afslutter jeg ellers med at gøre til store badedag ved at besøge Caracallas termer. Det er altså bare stort. Enorme omklædningsrum beregnet på 1600 badede gæster ad gangen, og bassiner, der har været omkring 100 meter lange og med forskellige temperaturer. Det skønnes, at det har taget 9.000 mand at bygge badeanlægget på 5 år. Og det har jo ikke bare været mursten, men også mosaikgulve, ornamenter og skulpturer i marmor plus et par biblioteker og masser af gymnastikrum. Det her er altså noget andet end den københavnske DGI-by. Og så trak skyerne ellers pludseligt sammen, og det blev et gevaldigt regnvejr, der blev akkompagneret af et langvarigt tordenvejr.
Abbonér på feed