Rejsebreve fra Rom – kapitel 6

Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom

Tiden flyver af sted, og vi er allerede halvvejs med kurset på ICCROM. Seks uger er gået, og foran os er blot endnu seks uger. Det er faktisk lidt svært at fatte. Både det, at kurset er så intenst – fuldt program med fire daglige dobbeltlektioner – får tiden til at flyve af sted, og så er der jo så meget at se og opleve her i Rom, hvilket jeg selvfølgelig må og skal benytte mig af nu, hvor jeg har chancen.

Efter dagens undervisning går jeg derfor gerne i dagens sidste solbeskinnede timer en slentretur i et eller andet område af byen for at indsnuse den, se på knækkede søjler, spredte ruiner og mennesker. En af mine slentreture i den forgangne uge gik op på Esquilino-højen igennem Trajans park. Betragtet som park er det ikke det mest spændende sted. Det hele er noget nedslidt, og der er en del skumle eksistenser. Men der er samtidig også mange ganske almindelige mennesker, der sidder og snakker, børn på legepladsen, hundeluftere og nogle der ligesom jeg bare slentrer af sted. Spredt rundt i parken er der en del ruinrester, som fremstår noget mistrøstige og er gemt bag indhegninger. Men det har jo også sin egen charme at se små børn gynge, rutsje og vippe med maleriske ruiner som baggrund. Blot må man prøve at abstrahere fra de uskønne, men nødvendige hegn. Blandt det afspærrede er Domus Aurea, Neros gyldne hus, som er lukket grundet massive fugtproblemer, trærødder og mug – i undervisningen kaldet biologisk nedbrydning eller biofilm – og nedfaldne fragmenter. Desværre har man ikke de nødvendige finansielle midler til en konservering/restaurering, så pragten atter kan gøres tilgængelig.

Fra parken går min tur videre til San Pietro in Vincoli. Kirkens navn refererer til to kæder, som opbevares i kirkens relikvieskrin. Det siges, at disse kæder blev brugt til at lænke Sankt Peter i sin tid, men kirken har også en anden attraktion. Nemlig Michelangelos imponerende flotte Moses-skulptur. Og så videre langs bagsiden af Augustus’ Forum og Trajans markeder. Det var som at være backstage, hvor der alligevel er huller hist og pist, hvor man så kan titte igennem og få øje på marmorstumper både her og der.

Apropos at titte så slentrede jeg også en dag op på Aventino-højen for at kigge igennem nøglehullet ind til de maltesiske riddere. Og synet er stadig fortryllende – den skærmende allé og der for enden Skt. Peters kuppel.

Denne uges undervisning byder på endnu et par forelæsninger af Marisa Laurenzi Tabasso, som forelæser om kriterier for diagnose, teknikker til prøvetagning samt tolkning af resultater fra sådanne undersøgelser. Og så har hun en klar holdning til, at man kun skal lave sådanne undersøgelser, hvis det har et formål – og ikke eksempelvis undersøge Michelangelos David på kryds og tværs i årevis, blot fordi det netop er denne David, og den i virkeligheden blot trænger til en let afrensning med en fugtig vatpind. En absolut brav dame med et målrettet fokus.

Ugens øvrige program byder på forelæsninger om nedbrydningsfaktorer; nemlig fugt, salt og begroning. I to dage har vi Ippolito Massari, som har affugtet bygninger alverdens steder i Italien og alverdens steder i øvrigt, f.eks. katedralen i Orvieto, Palazzo Farnese her i Rom, Guggenheim museerne i Venedig og New York for blot at nævne nogle få i flæng. Nogle steder har de savet bygningerne over lige over terræn og har indlagt en fugtspærrer der, andre steder har de blot skabt mere ventilation og dermed affugtningsmulighed. Og for at vi også selv kan få syn for sagen, er vi en tur i San Clemente. En kirke fra 1100-tallet, der ligger på en kirke fra 300-tallet, der ligger på antikke romerske bygninger, bl.a. et Mira-tempel. Og der i dybet, to etager nede i undergrunden springer der en kilde, hvilket ikke helt overraskende giver visse fugtproblemer i kirken og i forhold til en række freskomalerier. Så for at få fugt og dermed salte til at gå den rigtige vej igennem murværket og dermed freskerne, har de etableret nogle kamre med kontrollerede luftfugtig. Men den slags små staldfiduser kender jeg jo så udmærket til hjemmefra fra mine gode kollegaer på vores laboratorium og mine kollegaerne i kalkmalerigruppen.

Giulia Caneva forelæser en dag om begroning eller biofilm, som hun fortrækker, at vi skal kalde det. Bakterier, alger, lichener, mosser, højere planter og træer. Det er altså bare et stort emne og med mange aspekter, men hun kommer alligevel meget fint rundt om emnet og får givet os et ganske nuanceret syn på dette. Og ikke mindst relateret emnet til forskellige klimazoner.

En dag handler om salte, og som underviser har vi engelske Alison Heritage, der bl.a. har en PhD i saltnedbrydning af kalkmalerier, men også stor viden om salte i sten. Efter en meget spændende formiddag med teori udfordrer hun os om eftermiddagen i ICCROMs laboratorium, hvor vi skal finde frem til, hvilke fire hemmelige salte hun forinden har fyldt i en flok mursten. Og yes – vi afslører hende – også selv hun brugte tarvelige metoder og havde brugt blandinger. Men sådan er det jo selvfølgelig også i den virkelige verden.

Da tiden som nævnt flyver af sted, og det føles som om, at det hurtigt lakker mod enden med mængden af weekender og dermed fridage, må jeg også være bevist om, hvad jeg egentlig gerne vil nå at opleve her, mens jeg er her. Også fordi vi snart skal på studietur og denne rækker ind i to weekender, hvilket jeg ingenlunde skal beklage, men blot konstatere, at der dermed ikke er oceaner af tid til egen disposition. Med andre ord prøver jeg at planlægge mine weekender sådan nogenlunde og tjekker åbningstider på diverse museer, så jeg ikke bliver snydt af den slags.

Derfor tidligt af sted lørdag morgen for at nå se to attraktioner, inden dørene ville blive smækket i kl. 13. Dagens første mål er et besøg i Palazzo Colonna, hvor der er adgang til paladsets kunstgallerier. Her er væggene overstrøet med malerier og vinduer i to niveauer, hvilket giver et imponerende lysindfald. Familien Colonna har meget oplagt udtryk deres familienavn med tre imponerende gallerier en-suite og med imponerende store, gule marmorsøjler til markering af overgangen rummene imellem. Da jeg kom her til Rom, så jeg flere gange med forundring, at de ved mange billetsalg til diverse paladser sælger små teaterkikkerter. Nu ved jeg hvorfor, og også i Palazzo Colonna kunne man godt bruge en lille kikkert. Malerierne hænger i tre niveauer over hinanden og så er der jo loftsfreskerne. Vil man studere disse nærmere og se de øverste malerier ordentligt, behøver man faktisk en kikkert. Men selv uden kikkert opleves al denne overdådighed. Og deres fine billede af Bønnespiseren.

Min videre færd går til Villa Farnesina, som ligger nogenlunde, hvor den tidligere villa med samme navn lå. Den første villa dukkede op, da man for at undgå oversvømmelser byggede murene langs Tiberen. I den arkæologiske villa fandt man jo et antal freskoer. Disse blev aftrukket, og dem har jeg jo tidligere set på det nationale museum i Palazzo Massimo, hvilket var min anledning til at se den nuværende Villa Farnesina. Men i denne 1500-tals bygning mangler de nu bestemt heller ikke freskoer. Rafael og hans elever havde nemlig været forbi, og de havde muntret sig med at gøre nye billeder på væggene, for eksempel i den åbne loggia og blandt andet de tre gratier.

Varmen er efterhånden begyndt at tage ved på disse breddegrader, så jeg synes, det var nærliggende at gå over på den anden side af gaden og gennem Palazzo Corsini, som huser en afdeling af den nationale kunstsamling og så videre ind i den botaniske have. Men man kan bare ikke sådan uden videre gå i den botaniske have; man skal først have en billet til museet. Med billetten i hånden lader jeg mig lige lokke indenfor i museet. Her mellem togaklædte antikke skulpturer er vor tids togaer udstillet – Le creazioni di Roberto Capucci. Det er ganske overdådigt og absolut togaer, der ville være en nutidig Askepot værdig.

Og når jeg nu er der, kan jeg jo lige så godt se kunstsamlingen også. Den er ikke speciel stor. Disse her i Rom ikke overvældende store museer, er der nu noget herligt ved. Det virker så overkommeligt at snuppe et museum til, og dermed får jeg set endnu en Caravaggio samt meget andet godt. Plus nydt den botaniske have med alle dens skyggefulde pletter under palmerne samt set kandidaterne til årets romerske mesterskab i dyrkning af bonsai. Meget entusiastiske mennesker, der diskuterer, vurderer og fotograferer hinandens bonsais og i øvrigt ser ud til at hygge sig gevaldigt.

Om aftenen går turen ud til et nedlagt kraftværk; Centrale Montemartini. Her mellem store generatorer skal der spilles jazz. Men hvad, der også frister mig, er, at der mellem maskineriet også er udstillet antikke skulpturer. De Capitolinske Museer, har ganske enkelt valgt her at have en permanent udstilling af skulpturer og portrætter. Denne kontrast er utrolig virkningsfuld. At der så også er musik, gør da bestemt ikke oplevelsen mindre.

Min søndagsudflugt går til Villa Medici. Dels fra Louvre og dels fra det franske nationalbibliotek har man kreeret en udstilling om kunstneren Nicolas Poussin. Denne Poussin havde i sin tid, vistnok i 1640, hvis jeg husker rigtigt, fået til opgave at fortælle historien om Moses. Dette gjorde han igennem 54 billeder, der startede som tegninger som senere blev til akvareller og dernæst kobbertryk for til sidst at ende som gobeliner. Nogle detaljer blev fastholdt i alle stadier fra de første skitser til den endelige udformning, andre detaljer blev til noget ganske andet, men sjovt er det at se denne historie blive fortalt via disse så forskellige billeder. Og så har udstillingen en rød tråd eller rettere fire røde tråde og fire blå tråde. Fire røde nuancer og fire blå nuancer, som starter på hver sin side af indgangen og snor sig parallelt og gennem små papstykker monteret på væggene, omkring hjørner, igennem den nederste del af informationsskilte og videre som afskærmning foran gobelinerne og igen videre omkring næste hjørne. Ved udgangen ender de fire røde og fire blå tråde, og de viser sig at være udrullet gobelintråd. På udgangens trappetrin ligger otte paprør med stadig opvundet gobelintråd.

Med til besøget i Villa Medici er også en guidet tur i haven, og meget heldigt har de kl. 12 dagens engelske rundvisning. Og haven er da fin, geometrisk i sin opbygning og med et kig ind i deres afstøbningssamling og et atelier med vægmalerier med dyre- og blomstermotiver. Plus en betagende udsigt over byen ikke mindst. Det er herligt at kunne gå og lappe solen i sig, høre de skrigende papegøjer og se på de spredte skulpturer, men blomster er der ingen af, hvilket jeg klart anser som et savn i denne oase. Men sådan er stilen jo.

Efter en let frokost på Caffé Greco – en lille, men dyr og ikke særlig spændende sandwich – sådan er det jo, når et sted får status at være legendarisk og kan prale af besøg igennem 250 år af alverdens kuriositeter så som Frans Liszt, Richard Wagner, Buffalo Bill, Bertel Thorvaldsen og H. C. Andersen, så drager jeg af sted til Diokletians termer. Endnu en afdeling af det nationale museum, og hvor deres permanente udstilling er præget af skrift. Skrift stemplet vandrør i bly, skrift hugget i marmor, skrift presset i ler, skrift malet på glas osv. Information om i hvis tid disse vandrør var lagt, information om hvem der lå under en gravstele eller boede i et hus, information om hvem der havde produceret olien i en amfora osv. Og så skulle vi leve i et informationssamfund! Nå, men disse bade – jeg ved ikke, hvorfor det skal være sådan – sidste søndag, hvor jeg var i Caracallas termer begyndte det at regne for sidenhen at styrte ned og tordne – og denne søndag begyndte det at regne for sidenhen at styrte ned og tordne. Men disse termer er dog til gengæld ikke så ruinagtige, da de sidenhen er genbrugt. Her transformerede Michelangelo ruinerne til en kirke; Santa Maria degli Angeli og hans klostergårds buegang er i dag en del af museet. Så med en del tag over hovedet er det i disse ruiner alligevel muligt at holde sig temmelig tør.

I øvrigt – hver gang det regner, så dukker der en sværm af paraplysælgere op. Puf, hvor kommer de fra? Eller er de bare gengangere – de samme som en halv time før solgte såkaldte designertasker og ditto solbriller?

Mens jeg har siddet og skrevet disse linjer, er det blevet mørkt udenfor, duggen er faldet, og jasminen udenfor mit vindue dufter igen i aften utrolig stærkt og har fyldt værelset med kraftig velduft. Ville gerne medsende duften, men den må man altså tænke sig til.