På trods af det vinteragtige og kolde vejr har der siden årsskiftet været fuld gang i Roskilde Havn. Her ligger Sluppen Ruth, ét af Nationalmuseets skibe i Fartøjssamling.
Vores 4 skibstømrere Morten, Martin, Claus og Niels skifter det nedslidte og ødelagte dæk ud, så skibslauget kan komme til at sejle med skibet ved sæsonens start. Bunker af tykke egeplanker ligger på kajen og bliver møjsommeligt bearbejdet med smukke samlinger, så de følger de stolte traditioner. Ved et besøg kan man lige nu se helt ned i bunden af skibet, men langsomt tager skibet form igen. Om kort tid lægges plankerne, men skibstømrerne har travlt, for skibet skal nå at være klar til maj.
Hvis I skulle komme forbi Holbæk i Pinsen, vil Sluppen Ruth befinde sig dér i fuld gang med at blive oprigget – selvfølgelig sammen med museets andet skib Galeasen Anna Møller.
Efter længere tids afdækning, konservering og restaurering på værkstedet i Brede er væglærrederne fra Odense med den smukke gule farve og den klassicistiske bort langs loftkanten, endelig kommet tilbage på deres rette plads i Odense Adelige Jomfrukloster. Siden oktober har Bevaringsafdelingen konstant været i gang med 4-5 konservatorer for at kunne nå at blive færdige til genopsætningen i klosteret i uge 8 dette år. Det har været en spændende, men også udfordrende opgave da lærrederne er meget store og ikke bare lige til at tage under armen. Det største måler 4,89 m x 2,20 m, så der skal planlægges en del, førend man flytter den fra en konserveringsbehandling til en anden.
Nationalmuseets Fyrskib Gedser Rev er på værft i Gilleleje for at få udskiftet sin 50 år gamle kobberforhudning. Monteringen af den nye kobberforhudning er nu i slutfasen og så snart højvande opstår, vil Fyrskibet blive søsat og en kalfatring af fribord påbegyndes. Herefter bugseres Fyrskibet i begyndelsen af april tilbage til Nyhavn. Det er skibstømrere fra Nationalmuseets Bevaringsafdeling, som står for den videre konservering og restaurering af fyrskibet.
Livet som Getty Conservation Scholar – resultater og sluteksamen
Skrevet af Yvonne Shashoua
Nu har jeg kun en måned tibage på Getty Conservation Institut og har travlt både med at runde eksperimenter af, skrive rapport over literatur og bearbejde resultaterne. Alle gæstforskere holder foredrag foran hindanden og andre fra Getty Museum som en form for sluteksamen, og det tages alvorlig. De fleste foredrag indtil nu har handlet om kunsthistorie og perioden mellem det 17. og det 19. århundrede. Det er min tur her på mandag, og jeg er spændt på at se, hvordan mine humanistiske kolleger vil tage imod polymerkemi og konservering af materialer fra nutiden.
Jeg har været i gang med at undersøge, hvad aktivt kul, silika gel og zeolit 4A (molekular si) adsorberer efter eksponering til edikke syre, cellulos acetat, phthalater og TPP samt hjemmelavet og Disney cel i forskellige tilstande. Jeg har andvendt to forskellige metoder til at afsorbere de tre materialer. Jeg har ekstraheret dem i etanol og indsprøjtet opløsningen ind i gaskromatogram-mass spectrometer. Jeg har også afsorberet dem med varme og analyseret afgasning ved hjælp af evolveret gas analyse (EGA). Resultaterne var overraskende. Ved siden af edikkesyre (ønsket resultet) “tiltrak” alle tre adsorbenter blødgører fra hjemmelavet film
samt Disney cel. Når mindst 5 % af blødgører bliver væk, så kan man tydeligt se med det blotte øje, at materialerne begynder at krympe (uønsket resultat). Zeolit 4A, der anbefales til præventiv konservering af fotonegativer adsorberede mere blødgører (dietylphthalat) end edikkesyre. Jeg har søgt i literturen for at finde en forklaring på resultatet og opdagede, at DEP molekyler har samme diameter som edikkesyre og derfor passer de begge to godt i zeolitternes mikroporer.
Jeg gentager analysen i næste uge for at kvantificere mængden edikkesyre, og DEP der afgasses i prøver og adsorberes af aktivt kul, silica gel og zeolit 4A. Jeg tilsætter Corrosion Inhibitor, baseret på kobber og arkiv kvalitet papkasse kort for at undersøge deres kapacitet for edikkesyre og DEP.
Ved siden af arbejdet deltog jeg også i sortering af mad ved en indsamling til familier, der mangler nok at spise. Omkring 15 % af amerikanske familier mangler mad, og derfor er der løbende nationale kampagner for at hjælpe. USA post service indsamler mad samt post lørdag d. 26. maj, og det bliver sorteret af frivillige som dåser, glas og pakker inden uddeling til familier senere samme dag. Jeg var med til Santa Monica Food Bank sammen med omkring 50 andre, de fleste var japanske studerende. Vi arbejdede hårdt, og fik allesammen ondt i ryggen, men havde det sjovt. Det var tydeligt at den type mad, der blev doneret at borgene i Santa Monica var både generøs og relative rig. Store æsker begisk chokolade og økologisk kattemad var ike udsædvanlig at finde blandt gaverne.
Sidste uge blev til “National Fitness at Work” ugeog Gettys fitness center organiserede en konkurrence hver dag. Man kunne få en billet til biografen, hvis man kørte på arbejde på cykel og fik et foto taget på fitnes centeret som bevis (udsædvanligt her især fordi Getty Museum ligger ved siden af en meget trafikkeret motorvej). Jeg deltog i “Hold planke stilling så længe som muligt” konkurrence. Øvelsen forsrækker skuldre, ryg og mave muskler. Jeg havde aldrig prøvet at holde en stilling før, men læst i et dansk blad at verdensrekorden er på 33 minutter. Vi skulle prøve hver for sig og jeg nåede 9 minutter og 30 sekkunder. Jeg var godt nok træt samt tilfreds, da jeg vendte tilbage til mit skrivebord. Så kom der en email fra fitness centerets manager, at all time rekorden for planken siden museet blev åbnet for 14 år siden var 10 minutter, og at der var mulighed for at prøve en gang til. Anden gang nåede jeg 12 minutter og kunne ikke en mikrosekkund mere. Heldigvis var det nok til at få første pladsen og rekkorden.
Super sejt og tillykke Yvonne 🙂
Det her er min sidste blog fra LA. Jeg har lært meget under mit ophold og har mødt mange, spændende og søde folk. Det glæder mig meget snart igen at færdes med mine spændende og søde kolleger på Nationalmuseet mandag d. 2. juli. Til dem der tager på ferie allerede i begyndelsen af juli, ønsker jeg jer en rigtig god sommer.
Livet som Getty Conservation Scholar – forskning og foredrag
Skrevet af Yvonne Shashoua
Tiden kører hurtigt her i Los Angeles, og lidt over halvdelen af mit ophold er allerede forbi. I slutningen af marts vendte en del af gæsteforskerne hjem, og en ny gruppe flyttede ind i Gettys gæstelejligheder. Det var trist at sige farvel til mange nye venner bl.a. Stephen Hackney fra Tate og hans kone Sue.
Jeg har haft travlt både med eksperimenter på laboratoriet og en rejse. For en måned siden lavede jeg nogle cellulose acetat (CA) film, der indeholder forskellige koncentrationer af blødgøreren dietylphthalat (DEP) og flammeinhibitor trifenylfosfat (TPP). Jeg har både lavet tynde (0,5mm) og tykke (4mm) udgaver, der lignede emballage, Disney cel og fotografisk filmbase. Jeg vil gerne identificere hvilke af de tre ingredienser, der er mindst kemisk stabilt, og derfor har mulighed for at accelerere nedbrydning af CA film som helhed. Jeg er også interesseret i at sammenligne nedbrydningshastigheden af tynde film med tykke film. En forsker har påstået, at det ikke gavner tykke film at opbevare dem med absorbenter, fordi eddikesyre fra nedbrydningsreaktionen ikke kan diffusere hurtig nok ud af materialet til at blive absorberet overhovedet.
Jeg har anvendt meget simpel teknologi for at finde ud af, hvor mange dage de forskellige film kræver under 70 °C og 100 % RF, inden de når det autokatalytiske punkt, hvor de danner eddikesyre nok til at begynde at spise sig selv.
Acid-Detection (A-D) striber, der indeholder bromocresol grøn som farvestof, skifter farve fra mørkt blå til lys grøn eller gul, når film danner syre. Ved siden af mine hjemmelavede film kom cellulose acetat fra Disney cel fremstillet mellem 1940 (Fantasia) og 1991 (Beauty and the Beast) ind i reagensglas og videre ind i ovnen.
Efter kun 3 dage var Fantasia allerede i autokatalytisk fase og lige efter kom Sleeping Beauty med 7 dage. Både tykke og tynde hjemmelavede film, der indeholdt cellulose acetat 20 % DEP og 20 % TPP var næst hurtigst til at nå det autokatalytiske punkt.
Jeg havde forventet, at film, der indeholder cellulose acetat og kun TPP, ville være mindre stabile end andre, fordi TPP let danner stærkt fosforsyre. Jeg tog fejl, og det antyder, at TPP ikke accelererer hydrolytisk nedbrydning. Cellulose acetat er meget stabilt, men kan ikke bruges alene i rullefilm.
Jeg er også i gang med at undersøge, hvad absorbenterne aktivt kul, silica gel og zeolit 4A absorberer efter eksponering for eddikesyre, cellulose acetat, phthalater og TPP samt hjemmelavet film og Disney cel. Absorbenterne undersøges i forskellige tilstande ved hjælp af Evolved Gas Analyse (EGA) og Termoanalyse.
Jeg finder det sjovt, at jeg brugte termoanalyse meget under mit bachelor studium i 80’erne til at undersøge, hvor meget giftig kulmonoxid der dannes af cigaretpapir. Den gang passede udstyret lige ind i et laboratorium på størrelse med ”Den Blå Lagune” på Bevaringsafdelingen. I dag står det på en bænk!
I sidste uge tog jeg en pause fra det praktiske arbejde for at tage til Winterthur Museum i Philadelphia. Jeg hjalp studerende Elena Torok med lidt råd om konservering af cellulose nitrat sidste år og blev inviteret til at holde Joanna Rowntree Memorial Lecture. Joanna Rowntree var konservator uddannet på Winterthur, men døde af kræft i 2006 i en alder af kun 38 år. Hvert år bliver en fra konserveringsprofessionen inviteret at holde foredrag foran Joannas forældre og inviterede gæster. Jeg var beæret over at få invitationen og blev godt modtaget af medarbejdere og studerende. Jeg holdt også workshop om præventiv konservering af plast for studerende.
Winterthur Museum og Have har tilhørt Du Pont familien, der var berømt for at fremstille kemikalier bl.a. eksplosivt cellulose nitrat og tekstiler. Haven indeholder mange flotte træer og blomster, der minder mig meget om England. Lige foran gæstehuset stod en hæk udformet som en hest, som reklame for en kommende hestekonkurrence i maj måned. Da jeg kom tættere på hækken, blev det klart, at hesten var fremstillet af det samme polyethylen plastgræs, som kunstner Søren Dahlgaard bad mig om at analysere for 6 måneder siden under POPART projektet!
Dagen efter Joanna Rowntree Lecture kørte jeg sammen med 20 af Winterthurs medarbejdere og studerende til New York for at deltage i d. 38 ANAGPIC (Association of North American Graduate Programs in the Conservation of Cultural Property). Omkring 16 anden-dels studerende præsenterede deres projekter. Det faglige niveau var meget højt og dækkede malerier, naturhistoriske samlinger, foto og moderne kunst. Marion Verborg fra Harvard Art Museums præsenterede undersøgelsen af Roy Lichtensteins screenprint på plast ”Sandwich and Soda, 1964”. Materialet er krympet og limet sammen med tape. Det lignede Disney cel, men var formentlig polyester og ikke cellulose acetat.
Udover foredraget kom jeg med på en omvisning i konserveringensafdelingen på Museum of Modern Art (MOMA). Vi fik vist genstande under behandling inklusiv et køkken fra 1920’rne, arkitektoniske modeller og malerier af Mondian. Jeg var også selv med på museet, hvor en udstilling der viste bandet ”Kraftværk”s musik og koncerter var i gang.
Livet som Getty Conservation Scholar – POPART kongres den 7. til 9. marts 2012, Paris
Skrevet af Yvonne Shashoua
I sidste uge vendte jeg tilbage til Europa for et kort besøg på BA og for at deltage i en kongres i Paris. Det var dejligt at få mulighed for at hilse på nogle kolleger under mandagens fælles morgenmad.
EU 7th Framework forskningsprojektet Preservation Of Plastic ARTefacts in Museums (POPART) slutter den 31. marts efter 42 måneder og både projektdesign, alle resultater og bogen fra projektet på 300 sider bliver præsenteret under kongressen i Paris. Kongressen foregik på Galerie Colbert med plads til 200 i nærheden af Louvre Museet og var udsolgt. Alle 11 POPART partnerinstitutioner præsenterede deres bidrag til projektet under temaerne: analyse af plastgenstande, tilstandsrapportering af plastgenstande, måling af nedbrydning og aktiv konservering af plastgenstande. Jeg præsenterede foredrag om udvikling og nedbrydning af Polly, en dukke der indeholdt 11 forskellige plasttyper i form af bl.a. polyester vandflaske, polyetylen pipetter og akryl tråd, designet af mig og lavet i omkring 30 eksemplar af Mette Humle og Vibeke Rask.
Alle partnere udstillede Polly i 18 måneder på kontorer eller værksteder for at undersøge, hvilker plasttyper der var mest sårbar overfor lys, varme og fugtighed. FTIR og Fiber Optic Reflectance Spektroskopi (FORS) og kemi-luminescens viste, at polyuretan skum, nylon, polystyren og polyetylen blev nedbrudt hurtigst. Man kunne endvidere se ændring i farver af disse plasttyper med det blotte øje. Jeg holdt et foredrag om rensning af plast og decision diagrammer, der er blevet udviklet af Kathrine Segel ud fra undersøgelser af rensning af både modelprøver af PVC, Plexiglas, polystyren, polyetylen og cellulose acetat og ægte museumsgenstande lavet af de samme plasttyper. Kathrine og jeg fik mulighed for at rense Science Museum, Londons PVC crash test dummies efter de havde været udstillet på museet siden 1975. Andre foredrag fokuserede på termoanalyse, py-GC-MS, evolved gas analyse, nær infrarød spektroskopi og coatninger til polyuretan skum.
Sammen med tre franske og en italiensk konservator kørte jeg en praktisk workshop om rensning til to grupper med 20 deltagere i hver. Deltagerne hørte lidt om teori af rensning af snavs og fik mulighed for at rense standard snavs fra forskellige plasttyper vha. forskellige klude, detergenter og solventer. Konklusionen var, at alle typer mikrofiberklude brugt til at påføre Orvus WA paste eller Dehyphon L45 skadede samtlige plasttyper mindre end tørre bomuld klude, vat eller svampe.
Kongressen blev rundet af med paneldiskussion og evaluering af projektet af EUs ekspert rådgiver Jan Wouters. Konklusionen fra paneldiskussionen var, at fremtiden for bevaring af plastgenstande skal få konservatorer, museum inspektører og forskere til at samarbejde. Mange museumsinspektører respekterer ikke, at nedbrydning af plast kan ikke stoppes, men kun bremses. Konservatorer kan have svært ved at forstå, hvorfor nogle kunstværker bliver købt af institutioner, når de er i dårlig stand. Forskere har god forståelse af plastmaterialers egenskaber, men ikke for betydningen af kunstværket, der skal tages i betragtning, inden man kan planlægge bevaringsstrategi. Samarbejdet skal begynde allerede på konservatorskolerne.
Jan Wouters var glad for de store fremskridt, der blev nået under POPARTs aktive konserveringsmetoder. Nationalmuseets indsats i forbindelse med både forskning i rensning af plast og rolle af Polly fik en særlig bemærkning. Behov for POPART 2 blev også nævnt, men man måtte erkende, at EU sjældent giver penge til det samme tema to gang i træk. Personlig synes jeg, at POPART har bidraget meget til aktive konserveringsteknikker af plast. Mange af de analytiske metoder, som blev undersøgt under projekt, vil imidlertid være utilgængelige for de fleste museer, og de vil derfor kun i begrænset omfang kunne finde praktisk anvendelse. Jeg synes også, at samarbejdet mellem universiteter, mindre firmaer og museer gavnede projektet pga. de forskellige udgangspunkter. Forskere fra universiteterne havde svært ved at forstå betydningen af nedbrydning af plast til kunsthistorikere, mens conservation scientists blev frustrerede over, at mindre firmaer gerne ville påføre coatninger til plast, lang tid inden det viste nedbrydningstegn.
Bogen om POPART projektet kommer snart på BAs Bibliotek.
Livet som Getty Conservation Scholar – den første måned
Skrevet af Yvonne Shashoua
Nu har jeg været på Getty Conservation Institute (GCI) i Los Angeles i præcis en måned, og jeg er begyndt at finde min vej rundt om museets bygninger samt litteratur om cellulose acetat film. Los Angeles selv er stadigvæk lidt af et mysterium for mig, fordi byen bare er kæmpestor.
Jeg har læst omkring 50 artikler, bøger og afhandlinger, inkl. en af vores egen Morten Ryhl-Svendsen om formulering, egenskaber og nedbrydning af cellulose acetat i film og 3 dimensionale genstande f.eks. de tidligste Legoklodser, og jeg har fundet frem til nogle aspekter af materialet, som jeg aldrig har forstået før.
Cellulose acetat (CA) erstattede cellulose nitrat i fotofilm, der var meget brandfarlig, og det kom til at hedde ”safety film”, fordi den ikke brændte. Hvorfor indeholder CA så altid flammeinhibitor trifenylfosfat, der er kendt for at accelerere nedbrydningsprocessen? Svaret læste jeg i en bog fra 1951 om udvikling af cellulose acetat. Ren CA brænder langsommere end papir og er derfor ikke brandfarligt, men ren CA kan ikke formes, fordi det er for ustabilt og stift under opvarmning. Derfor er man nødt til at tilsætte blødgørere til CA, og fordi blødgøre brænder hurtigt, så har man brug for flammeinhibitor trifenylfosfat!
Jeg har også lært, at den største kommercielle anvendelse af CA i dag er cigaretfiltre og de gennemsigtige vinduer i papirkuverter. Fordi CA er let bionedbrydelig i jorden, er der store interesser i at lave emballage og bæreposer i det materiale i fremtiden.
Jeg har også været heldig at få invitationer til at kigge på plastkunstværker både på Getty Museum og Los Angeles County Museum of Art (LACMA). Getty Museum ejer en samling af Fluxus kunstværker. Fluxus bevægelsen begyndte i 1950’erne og var en form for anti-kunst. Kunst skulle være enkel og noget alle kunne. Fluxus æsker blev først udviklet af George Maciunas, der indsamlede spillekort, dåsemad, nøgler og bortennis bolde og indrettede dem i en form for fiskeæske. Nu, hvor nogle komponenter, især dåsemaden, viser klare tegn og lugt fra nedbrydningsprocessen skal konservatorer verden over tage beslutning om behandling og i nogle tilfælde, samarbejde med kunstneren for at finde en løsning. Kunstværket, jeg blev inviteret til at se, indeholdt en dåse makrel i tomatsovs, nogle bordtennisbolde og et viskelæder. Viskelæderet er begyndt at blive klæbrigt, og bolden var brunfarvet. Heldigvis fik Getty konservatorerne lov til at skifte makreldåsen med en ny af slagsen – uden fisk, men med gips for at give den samme vægt som den oprindelige.
LACMA er et kæmpestort museum med mindst 4 midlertidige udstillinger på samme tid for at tiltrække publikum. Jeg besøgte konservatorer, der hver skal behandle keramik, tekstil og plast efter udstillingens behov. Jeg hørte også fra Laboratoriets chef Frank Preusser om deres forsøg med at udvikle coatings for at forhindre nedbrydningen af cellulose acetat. Coating blokerer for ild og vand. De viser mig nogle prøver med coating på, og jeg er interesseret i at se, hvordan de præsterer under termo-ældning. Åbenbart kræver plast med coating en tur på 180 °C i 24 timer bare for at coating bliver hærdet.
Livet her handler ikke kun om arbejde. Jeg var på tur i botanisk have i sidste weekend og så de flotteste eukalyptustræer og kaktusplanter med kæmpestore blomster. Det var mærkeligt at høre en gartner sige flere gange, at det nu er vinter, da haven var propfyldt med blomster og farver, og når jeg lider af høfeber 5 måneder tidligere, end det er normalt for mig!
Livet som Getty Conservation Scholar – første indtryk
Skrevet af Yvonne Shashoua
Jeg har været på Getty Conservation Institute (GCI) i Los Angeles i 14 dage, og nu begynder det at gå fremad med både arbejdsliv og fritid. Sidste uge var svær for mig, fordi alle GCI medarbejdere var væk på kursus, og jeg led af jetlag og savnede min kæreste, kolleger og løbekammerater meget. En stor del af tiden gik med at finde vej både rundt om GCI (fire identiske, hvide bygninger uden skilte efter arkitektens ønsker!) og Brentwood hvor ”scholar housing”, et lyserødt boligkompleks med lejligheder, ligger. Vi, omkring 38 af Getty Museums gæster, bor på Sunset Boulevard, hvor trafikken er helt vild døgnet rundt, og hvor man hurtigt kommer til at udløbe for fortov. Mængden af trafik er det største diskussionsemne i Los Angeles, fordi alle har mindst en bil. Huset ligger ca. 15 minutters gåtur fra arbejde, men man kan også køre med Getty shuttlebus kl. 8:20 eller kl. 9:55 på arbejde og kl. 17:00 eller kl. 18:30 hjem igen.
Fordi LA er designet kun for bilister ligger supermarkeder og butikker langt fra hinanden, og et af de mange kulturchok for mig har været, at jeg ikke kan kigge forbi Netto på vej hjem fra arbejde, fordi det ligger 5 km hjemmefra. Til gengæld holder mange åbent 24 timer også i weekenden. Et andet kulturchok er madpriser. Mange fødevarer koster det dobbelte sammenlignet med Irma. Riskiks koster 28 kr. pr. pakke. Frugt og grøntsager koster kun lidt mere end herhjemme og smager fantastisk godt. Om søndagen afholdes Farmers Market i Brentwood, hvor man kan få smagsprøver af mange forskellige eksotiske grøntsager og frugt, alle sammen økologiske.
Getty scholars er opdelt mellem Getty Research Institute (mest for museums inspektører og kunsthistorikere), Getty Museum (kunsthistorikere) og Getty Conservation Institute (naturvidenskabelige forskere) og opholdet er på enten 3 eller 6 måneder. Man søger med projektforslag et år i forvejen. Jeg begyndte mit ophold på samme tid som Stephen Hackney tidl. The Tate Gallery’s laboratorietschef, der forsker i anoxisk opbevaring af malerier.
Vi deler et ”kontor” (gang med flere skriveborde opdelt af Formica væg) og har fået en computer hver samt adgang til en fælles pc, hvor Skype og dyre programmer, som Getty ikke gider købe flere licenser til, er installeret. GCI bruger Skype til kongres og har webcam med. Scholars får også adgang til bibliotek og elektroniske publikationer. Anna, bibliotekar, kiggede lidt kritisk på min liste over vigtige publikationer om cellulose acetats nedbrydning, og hun har et mål om, at antallet skal stige fra 25 til over 100, inden jeg tager af sted i juni. Hun er allerede godt på vej, og jeg mangler ikke læsning til natbordet! Heldigvis betyder det ikke baggageovervægt på vej hjem, fordi alle referencer er opbevaret i programmet EndNote som pdf filer. Brugen af EndNote på GCI betyder også, at bibliotekaren ikke kommer til at bestille den samme publikation to gange.
I den kommende uge regner jeg med at komme med en plan over nogle praktiske undersøgelser af nedbrydningsprodukter fra cellulosacetat. Mit forslag er, at blødgørere har haft større indflydelse i cellulosacetats nedbrydningsmekanisme, end det har været anerkendt endnu. CA er kendt for at afgasse edikkesyre, men mange forskere har haft svært med at identificere syre i praksis. Det kan godt være, at blødgørere forstyrrer nedbrydningsprocessen. Hvis det er rigtig, så er det en forklaring på, hvorfor zeolitter og aktivt kul ikke har været så effektiv i at bremse CAs nedbrydningshastighed som håbet, og det vil jeg også gerne undersøge. Jeg regner med at fremstille CA film med forskellige mængde af de to blødgørere dietylftalat og difenylfosfat og undersøge afgasning fra dem.
Løb er lidt besværlig pga. manglende fortov, men jeg har fundet to flotte morgenture. En med mange bakker og en anden tur ned til Santa Monica strand, omkring 8 km væk hjemmefra og langs standvejen. Mange folk dyrker yoga, tai chi og vægttræning på stranden tidligt om morgenen. Jeg har også startet i Santa Monica Runners, der træner kl. 8 hver søndag langs Venice Beach. Getty Museum har også et fitness center, der er gratis for medarbejdere. Getty Spa, som det hedder, har to fuldtids trænere. Lisa er elite trappeklatrer og Michael er tidl. stuntmand. Begge underviser hold, samt hjælper medarbejdere med rygestop og vægttab. Ved siden af træning er fitnesscenteret et godt sted for mig at møde kolleger fra andre afdelinger. LA har ikke noget, der ligner DHL Stafetten, men har nogle høje bygninger, hvor hold fra firmaer, også Getty, konkurrerer i at klatre op af trapperne hvert år i april.
Jeg har ikke skrevet noget om vejret, fordi jeg havde forstillet mig, at LA fik sol hele tiden med temperaturer op i 30’erne hver dag. Sagen er, at fordi byen ligger i nærheden af ørkenen, bliver det koldt omkring 6°C om natten og formiddagen og omkring 17°C om dagen, når de fleste er på arbejde. I dag ligner LA vejret Danmark meget med tungt regn og dis, men landskabet er lidt anderledes.
Jeg glæder mig til at komme i gang med mit projekt og til at fortælle mere om laboratoriet og konservering på GCI.
I et par novemberdage har man kunnet se to af Bevaringsafdelingens konservatorer kravle ind og ud af montrens lille mandehul for at give runestenen et sidste finish, inden den officielle indvielse, der skal foregå den 4. december med kulturminister Uffe Elbæks (R) deltagelse.
De to unikke runesten i Jelling er netop kommet under tag i form af to montrer. Begge sten er dermed fremover beskyttet mod det omskiftelige danske klima og frostvejr ved vintertide. Men samtidigt er runestenene også blevet beskyttet mod hærværk og graffiti. Desværre blev den store runesten jo ramt af et graffitiangreb tidligere på året, hvor der blev skrevet ordet GELWANE, på såvel runesiden som på dyresiden. Som held i uheld var det i dagene efter 12. februar ganske koldt, så den grønne maling hærdede langsomt, og en hurtig indsats kunne fjerne hovedparten af malingen svarende til ca. 97 %. Men tilbage var pletvise rester, og disse var trængt dybt ind i stenens overflade. Stenens overflade er nemlig ganske åben i sin mineralkornsstruktur, hvilket skyldes vejrets påvirkning igennem mere end tusind år og mange afvaskninger igennem århundreder for lav og mos samt afformninger. Runestenen er nemlig afformet og kopieret mindst syv gange; første gang i 1889 til brug for Verdensudstillingen i Paris.
I sommerens løb har Bevaringsafdelingens laboratorium og konservatorer forsøgt at finde frem til en velegnet metode til fjernelse af farveresterne. Et tilsvarende forsøgsmateriale med tilsvarende farverester blev fremstillet og brugt til forsøgene. Det viste sig, at metoderne enten ikke var effektive nok eller for effektive, idet de ødelagde eller fjernede mineralkorn fra overfladen. Dette var selvfølgelig ikke acceptabelt, og tanken om at camouflere farveresterne opstod. Efter flere forsøg fandt Bevaringsafdelingens konservatorer frem til en passende farvetype samt teknik, nemlig retouchering med gouche. Farverne er vandbaserede og kan let vaskes væk igen hvis nødvendigt. Fordi farverne er vandopløselige kunne arbejdet først foregå efter, at montrerne var færdigetablerede, og klimareguleringen var justeret ind, sådan at hverken regn eller kondens kunne spolere arbejdet.
Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
Den sidste uge ud af i alt 12 ugers international stenkonserveringskursus er nået, så nu er det tid for evaluering. Både af det udførte arbejde på kirkegården, kursets moduler og den overordnede idé i hele kurset. Derfor starter vi mandag morgen på kirkegården, hvor de seks nu nykonserverede gravsteder bliver evalueret. Hver gruppe fremlægger gravstedets bevaringsmæssige problemstilling, overvejelser samt det praktiske arbejde og de indhøstede erfaringer. Meget lærerigt også at høre om de andres arbejde som en samlet præsentation – i ugen forinden havde vi jo blot ind imellem lidt tid til at kunne følge hinandens praktiske arbejde på sidelinjen.
Hvad angår det russiske gravkors synes jeg bestemt, at vi fik opnået et resultat, som vi kan være bekendt at overdrage. Taget er jo lige en sidste hurdel, som vi ikke fik afsluttet i den forgange uge, men torsdag ofrer vi vores biblioteksdag til fordel for at få afsluttet denne detalje. Og det skulle vise sig ikke at være så let endda, da målene ikke er så præcise som ønsket. Den øverste vinkel er ikke 90 grader, men blot 87 grader. Desuden 1-2 mm i difference både hist og pist, så der må tilsvarende slibes både hist og pist på den nye halvdel af taget. Men det kommer på, vi bliver færdige og gravkorset ser atter helstøbt ud. Dog må vi efterlade korset iført tapestrimler, da epoxyen, der holder tappene på plads, er et døgn om at gennemhærde, og så er det ellers tid til et lille gruppefoto. Og vi får afleveret fotodokumentation og skrevet vores rapport.
Ud over evalueringerne angående kurset er der også et par sidste foredrag. Et desværre temmelig relevant emne, nemlig graffiti. Australske Susan MacDonald, som arbejder for Getty og har fulgt os på kurset i en del uger, lægger ud med et eksempel fra sit hjemland. Graffiti på operahuset i Sydney hvilket kun kan få mig til at tænke på den store runesten i Jelling. Et helt tilsvarende eksempel – et angreb på nationens symbol nummer ét. Dernæst følger hendes fotos ellers slag i slag. Der er jo graffiti her og der og alle vegne, og desværre ses der også graffiti på historiske bygninger og kulturhistoriske mindesmærker, hvor udfordringen er at få afrenset igen, så det ikke kan ses efterfølgende. Og det er svært. Der er mange måder at lave graffiti på, mange malingstyper, og man ved sjældent hvilke opløsningsmidler, der har været i de pågældende malingstyper, så test må udføres fra gang til gang. Og skal jeg være ganske ærlig, så undgik jeg da gerne denne andel af stenkonserveringens facetter, men sådan er den virkelige verden jo desværre ikke. Så derfor et par meget relevante og informative foredrag.
I ugens program er der også en sidste udflugt, og denne går til Santa Maria delle Valle. For nyligt er hele kirkens facade blevet afrenset, og det er anden gang på 20 år, at facaden er blevet afrenset. Kritikere vil måske hævde, at kirken nu er for afrenset, men det er måske et spørgsmål om holdning. Arkitekten og konservatoren er i hvert fald meget fornøjet med resultatet, idet de ønskede et ensartet udtryk, og ikke en facade der var mørk forneden og lys forover grundet massiv trafik lige udenfor hoveddøren.
Fredag er det så sidste kursusdag med en formel afslutning i form af en lille højtidelighed. Endnu en medarbejder fra Getty, nemlig vicedirektør Jeanne Marie Teutonico, er med os hele ugen til evalueringerne, og til afslutningen holder hun ligesom direktøren for ICCROM-projekter Joseph King tale for os. Inden vi får overrakt vores fine kursuscertifikater holder også vores kursusledere, Simon Warrack og Kecia Fong, taler. Og dermed bliver vi – hold 17, der nu også har gennemført det internationale kursus i stenkonservering – en del af den store ICCROM-familie, og gruppefotoet af os kommer op på væggen at hænge. Dernæst den sidste fællesspisning, inden vi så småt må til at tage afsked med hinanden for atter at spredes ud til vores respektive 18 lande.
Mærkeligt at skulle skilles efter så intenst forløb. Heldigvis skal flere af os først hjem i morgen, så vi har mulighed for endnu en lun sommeraften i det romerske. Og for mit vedkommende også mulighed for det meste af endnu dag i Rom.
Senatet, som holder til i Palazzo Madame, kan man besøge den første lørdag i måneden, men man skal være tidlig på færde, da der kun uddeles 40 billetter pr. rundvisning. Jeg er heldig, at erhverve mig en billet og har forinden så god tid at daske rundt i hjertet af byen og tage afsked med diverse monumenter og bygninger. Derfor endnu et kig indenfor i Pantheon og se solens stråler strømme ned gennem hullet i loftet. Også en slentretur hen over Piazza Navona, et kig på Colosseum, en sidste cappuccino på ynglingscaféen, en smuttur indenfor i Palazzo Barberini for endnu engang se de smukke trapperum og så tilbage til Palazzo Madame for at få del i rundvisningen i dette spændende ældre palads, hvor senatet i dag har til huse.
Og så ciao Roma …. tilbage til residensen for at hente min bagage og så hjem til københavnsk skybrud, oversvømmelse i kælderen og et væltet træ, men også til min familie, venner, mine gode kollegaer i Brede og jobbet som stenkonservator på Nationalmuseet.
Abbonér på feed