Forsker fra Nationalmuseet i LA – 2. del

Livet som Getty Conservation Scholar – den første måned

Skrevet af Yvonne Shashoua

Nu har jeg været på Getty Conservation Institute (GCI) i Los Angeles i præcis en måned, og jeg er begyndt at finde min vej rundt om museets bygninger samt litteratur om cellulose acetat film. Los Angeles selv er stadigvæk lidt af et mysterium for mig, fordi byen bare er kæmpestor.

Jeg har læst omkring 50 artikler, bøger og afhandlinger, inkl. en af vores egen Morten Ryhl-Svendsen om formulering, egenskaber og nedbrydning af cellulose acetat i film og 3 dimensionale genstande f.eks. de tidligste Legoklodser, og jeg har fundet frem til nogle aspekter af materialet, som jeg aldrig har forstået før.

Cellulose acetat (CA) erstattede cellulose nitrat i fotofilm, der var meget brandfarlig, og det kom til at hedde ”safety film”, fordi den ikke brændte. Hvorfor indeholder CA så altid flammeinhibitor trifenylfosfat, der er kendt for at accelerere nedbrydningsprocessen? Svaret læste jeg i en bog fra 1951 om udvikling af cellulose acetat. Ren CA brænder langsommere end papir og er derfor ikke brandfarligt, men ren CA kan ikke formes, fordi det er for ustabilt og stift under opvarmning. Derfor er man nødt til at tilsætte blødgørere til CA, og fordi blødgøre brænder hurtigt, så har man brug for flammeinhibitor trifenylfosfat!

Jeg har også lært, at den største kommercielle anvendelse af CA i dag er cigaretfiltre og de gennemsigtige vinduer i papirkuverter. Fordi CA er let bionedbrydelig i jorden, er der store interesser i at lave emballage og bæreposer i det materiale i fremtiden.

Jeg har også været heldig at få invitationer til at kigge på plastkunstværker både på Getty Museum og Los Angeles County Museum of Art (LACMA). Getty Museum ejer en samling af Fluxus kunstværker. Fluxus bevægelsen begyndte i 1950’erne og var en form for anti-kunst. Kunst skulle være enkel og noget alle kunne. Fluxus æsker blev først udviklet af George Maciunas, der indsamlede spillekort, dåsemad, nøgler og bortennis bolde og indrettede dem i en form for fiskeæske. Nu, hvor nogle komponenter, især dåsemaden, viser klare tegn og lugt fra nedbrydningsprocessen skal konservatorer verden over tage beslutning om behandling og i nogle tilfælde, samarbejde med kunstneren for at finde en løsning. Kunstværket, jeg blev inviteret til at se, indeholdt en dåse makrel i tomatsovs, nogle bordtennisbolde og et viskelæder. Viskelæderet er begyndt at blive klæbrigt, og bolden var brunfarvet. Heldigvis fik Getty konservatorerne lov til at skifte makreldåsen med en ny af slagsen – uden fisk, men med gips for at give den samme vægt som den oprindelige.

LACMA er et kæmpestort museum med mindst 4 midlertidige udstillinger på samme tid for at tiltrække publikum. Jeg besøgte konservatorer, der hver skal behandle keramik, tekstil og plast efter udstillingens behov. Jeg hørte også fra Laboratoriets chef Frank Preusser om deres forsøg med at udvikle coatings for at forhindre nedbrydningen af cellulose acetat. Coating blokerer for ild og vand. De viser mig nogle prøver med coating på, og jeg er interesseret i at se, hvordan de præsterer under termo-ældning. Åbenbart kræver plast med coating en tur på 180 °C i 24 timer bare for at coating bliver hærdet.

Livet her handler ikke kun om arbejde. Jeg var på tur i botanisk have i sidste weekend og så de flotteste eukalyptustræer og kaktusplanter med kæmpestore blomster. Det var mærkeligt at høre en gartner sige flere gange, at det nu er vinter, da haven var propfyldt med blomster og farver, og når jeg lider af høfeber 5 måneder tidligere, end det er normalt for mig!

med varme hilsener

Yvonne