Livet som Getty Conservation Scholar – forskning og foredrag
Skrevet af Yvonne Shashoua
Tiden kører hurtigt her i Los Angeles, og lidt over halvdelen af mit ophold er allerede forbi. I slutningen af marts vendte en del af gæsteforskerne hjem, og en ny gruppe flyttede ind i Gettys gæstelejligheder. Det var trist at sige farvel til mange nye venner bl.a. Stephen Hackney fra Tate og hans kone Sue.
Jeg har haft travlt både med eksperimenter på laboratoriet og en rejse. For en måned siden lavede jeg nogle cellulose acetat (CA) film, der indeholder forskellige koncentrationer af blødgøreren dietylphthalat (DEP) og flammeinhibitor trifenylfosfat (TPP). Jeg har både lavet tynde (0,5mm) og tykke (4mm) udgaver, der lignede emballage, Disney cel og fotografisk filmbase. Jeg vil gerne identificere hvilke af de tre ingredienser, der er mindst kemisk stabilt, og derfor har mulighed for at accelerere nedbrydning af CA film som helhed. Jeg er også interesseret i at sammenligne nedbrydningshastigheden af tynde film med tykke film. En forsker har påstået, at det ikke gavner tykke film at opbevare dem med absorbenter, fordi eddikesyre fra nedbrydningsreaktionen ikke kan diffusere hurtig nok ud af materialet til at blive absorberet overhovedet.
Jeg har anvendt meget simpel teknologi for at finde ud af, hvor mange dage de forskellige film kræver under 70 °C og 100 % RF, inden de når det autokatalytiske punkt, hvor de danner eddikesyre nok til at begynde at spise sig selv.
Acid-Detection (A-D) striber, der indeholder bromocresol grøn som farvestof, skifter farve fra mørkt blå til lys grøn eller gul, når film danner syre. Ved siden af mine hjemmelavede film kom cellulose acetat fra Disney cel fremstillet mellem 1940 (Fantasia) og 1991 (Beauty and the Beast) ind i reagensglas og videre ind i ovnen.
Efter kun 3 dage var Fantasia allerede i autokatalytisk fase og lige efter kom Sleeping Beauty med 7 dage. Både tykke og tynde hjemmelavede film, der indeholdt cellulose acetat 20 % DEP og 20 % TPP var næst hurtigst til at nå det autokatalytiske punkt.
Jeg havde forventet, at film, der indeholder cellulose acetat og kun TPP, ville være mindre stabile end andre, fordi TPP let danner stærkt fosforsyre. Jeg tog fejl, og det antyder, at TPP ikke accelererer hydrolytisk nedbrydning. Cellulose acetat er meget stabilt, men kan ikke bruges alene i rullefilm.
Jeg er også i gang med at undersøge, hvad absorbenterne aktivt kul, silica gel og zeolit 4A absorberer efter eksponering for eddikesyre, cellulose acetat, phthalater og TPP samt hjemmelavet film og Disney cel. Absorbenterne undersøges i forskellige tilstande ved hjælp af Evolved Gas Analyse (EGA) og Termoanalyse.
Jeg finder det sjovt, at jeg brugte termoanalyse meget under mit bachelor studium i 80’erne til at undersøge, hvor meget giftig kulmonoxid der dannes af cigaretpapir. Den gang passede udstyret lige ind i et laboratorium på størrelse med ”Den Blå Lagune” på Bevaringsafdelingen. I dag står det på en bænk!
I sidste uge tog jeg en pause fra det praktiske arbejde for at tage til Winterthur Museum i Philadelphia. Jeg hjalp studerende Elena Torok med lidt råd om konservering af cellulose nitrat sidste år og blev inviteret til at holde Joanna Rowntree Memorial Lecture. Joanna Rowntree var konservator uddannet på Winterthur, men døde af kræft i 2006 i en alder af kun 38 år. Hvert år bliver en fra konserveringsprofessionen inviteret at holde foredrag foran Joannas forældre og inviterede gæster. Jeg var beæret over at få invitationen og blev godt modtaget af medarbejdere og studerende. Jeg holdt også workshop om præventiv konservering af plast for studerende.
Winterthur Museum og Have har tilhørt Du Pont familien, der var berømt for at fremstille kemikalier bl.a. eksplosivt cellulose nitrat og tekstiler. Haven indeholder mange flotte træer og blomster, der minder mig meget om England. Lige foran gæstehuset stod en hæk udformet som en hest, som reklame for en kommende hestekonkurrence i maj måned. Da jeg kom tættere på hækken, blev det klart, at hesten var fremstillet af det samme polyethylen plastgræs, som kunstner Søren Dahlgaard bad mig om at analysere for 6 måneder siden under POPART projektet!
Dagen efter Joanna Rowntree Lecture kørte jeg sammen med 20 af Winterthurs medarbejdere og studerende til New York for at deltage i d. 38 ANAGPIC (Association of North American Graduate Programs in the Conservation of Cultural Property). Omkring 16 anden-dels studerende præsenterede deres projekter. Det faglige niveau var meget højt og dækkede malerier, naturhistoriske samlinger, foto og moderne kunst. Marion Verborg fra Harvard Art Museums præsenterede undersøgelsen af Roy Lichtensteins screenprint på plast ”Sandwich and Soda, 1964”. Materialet er krympet og limet sammen med tape. Det lignede Disney cel, men var formentlig polyester og ikke cellulose acetat.
Udover foredraget kom jeg med på en omvisning i konserveringensafdelingen på Museum of Modern Art (MOMA). Vi fik vist genstande under behandling inklusiv et køkken fra 1920’rne, arkitektoniske modeller og malerier af Mondian. Jeg var også selv med på museet, hvor en udstilling der viste bandet ”Kraftværk”s musik og koncerter var i gang.
Med varme hilsner
Yvonne
Abbonér på feed