De ofrer sig i videnskabens tjeneste

Disse 5 duer ofrer deres liv og fjer til fordel for en fugleskindsparka fra Nationalmuseets samling

På Bevaringsafdelingens skind- og læderværkstedet har vi for øjeblikket en praktikant, Vivian Harwart, som er konservatorstuderende fra Erfurt i Tyskland. Hun har ønsket at arbejde med en fugleskindsparka fra det nordlige Canada. Pelsen trænger til at blive renset, men da fugleskind er meget tyndt og nærmest perforeret, der hvor fjerene sidder fast i skindet,  går det meget nemt i stykker. Det er også meget svært at rengøre fjer, da de ikke tåler vand i større mængder.

I dag er det muligt at rense tekstil, pels og lignende materialer med flydende CO₂ på et renseri, og det vil vi gerne prøve. Vi kan ikke bruge Nationalmuseets originale genstand som prøvemateriale, da vi ikke ved, om rensningen vil rive fugleskindet i stykker, og derfor har vi ledt efter noget fugleskind som prøvemateriale.

Det er ikke sådan lige at købe fugleskind hos en skindhandler, så da en af vores kolleger jævnligt skyder duer her i Brede (når der bliver for mange af dem) bad vi om at få nogle til vores lille forsøg. Da vores kollega kun skyder duerne, skulle vi selv flå dem, og det viste sig at være sværere, end vi troede. Herunder ses vores fremgangsmåde.

Man brækker først vingerne, hovedet og benene af, og hvorefter man forsøger at trække skindet af i et helt stykke. Efter et par duer blev vi bedre, og nu ligger dueskindene og tørrer i Bevaringsafdelingens fryser, inden vi skal prøve at rense dem med CO₂.

Efter at duerne havde tørret et par dage i fryseren, tog vi af sted til renseriet Fred Butler i Skovlunde. Her findes 3 rensemaskiner, der kan rense med flydende CO₂, og en venlig mand, Jes Hansen, som gad at have os rendende hele formiddagen. Foruden duerne havde vi medbragt nogle andre skindtyper, som vi gerne ville teste. Vi havde et duntæppe af edderfugleskind, et kaninskind, en rævehale og noget tarmskind. Tarmskind fra især sæler, brugte man tidligere til at lave regntøj af i Grønland.

Til venstre ses vaskeriets mange maskiner, og til højre ses forsøgsgenstandende i rensemaskinen inden lågen lukkes og forsøget sættes i gang

Rensningen tog ca. en halv time, og vi ventede spændt imens. Desværre havde rensemaskinen ingen rude, så vi kunne ikke se, hvad der foregik derinde under rensningen. Derfor var spændingen stor, da vi åbnede lågen og kiggede ind. Umiddelbart så det godt ud, der var lidt løse fjer, men ikke de helt store ødelæggelser. Duerne havde klaret sig godt, og duntæppetvar sluppet med et mindre fjertab. Rævehalen og tarmskindet var også sluppet uskadt, men derimod var kaninskindet spaltet og gået i mange små stykker.

Når man renser med flydende CO_2, trækker man alle fedtstoffer ud af genstanden. Det er naturligvis derfor, man kan fjerne pletter, som man ikke kan fjerne på anden måde. For vores genstande er det ikke altid ønskværdigt, at de bliver så rene som her. Jes Hansen har forklaret, at når man renser eksempelvis skindjakker, tilfører man olie således, at de ikke tørrer helt ud. En af grundene til, at duerne har klaret sig godt, er sandsynligvis, at der er et relativt stort fedtindhold i skindet. Vores kaninskind har derimod været helt tørt og har derfor ikke kunne tåle at få fjernet det sidste fedt. Da Nationalmuseets genstande bruges til forskning, vil det ikke være en hensigtsmæssigt at fjerne alt originalt fedt og tilføre noget nyt, da det højst sandsynligt vil ødelægge fremtidige analysemuligheder.

Vores konklusion er derfor, at kun ret tykke og stærke skindgenstande tåler CO₂ rensning,  og derfor tør vi ikke bruge denne metode til rensning af Nationalmuseets fugleskindsparka fra Canada.