Som en del af vores plastprojekt prøvede vi i går at rense med tøris. Tøris består af fast CO2 nedkølet til 80oC frost. Når tørisen kommer i kontakt med overfladen på en genstand ved stuetemperatur, damper den meget hurtigt af pga. temperaturforskellen. Fordelen ved denne metode sammenlignet med rensning med vand- eller solventbaserede midler er, at overfladen bliver tør med det samme efter rensning. Tørisen påføres med en ’pistol’ ved hjælp af tryk fra en kompressor. Den nedkølede CO2 rammer derfor overfalden med et temmelig højt tryk, hvilket kan være risikabelt når man har at gøre med en skrøbelig genstand.
Vi havde inviteret ansatte fra LTL Dry Ice APS på besøg, da Nationalmuseet ikke er i besiddelse af en tørisblæser. Tørisblæsningen bruges normalt til bl.a. afrensning af graffiti og rensning af industriprodukter, der ikke kan tåle vand eller solventer. Tøris kan også bruges til at lave falsk røg, hvilket man kender fra teatret. På Nationalmuseet var vi interesseret i at undersøge, hvorvidt denne behandling kunne anvendes på museumsgenstande, der ofte har meget følsomme overflader.
Resultaterne af de mange renseforsøg var af varierende karakter. På nogle plasttyper var der opstået meget synlige skader efter behandlingen, hvilket man kan se på fotografiet. På polyester, som bruges til at fremstille cola-flasker af, fremstod overfladen nærmest sandblæst efter behandlingen (prøve nr. 3 fra venstre). Polystyrenskum, der også kendes under navnet flamingo, blev helt ødelagt af trykket fra tørisblæseren (prøve nr. 6 fra venstre).
Den lille PVC figur fra 1950erne, som optrådte i sidste blogindlæg, blev også prøveafrenset med tøris. På fotografiet kan man se, at tørisen har fjernet en del af snavset i mandens ansigt. Selvom resultatet umiddelbart kan virke lovende, skal det selvfølgelig undersøges, om behandlingen har medført nogle usynlige ændringer på mikroskopisk eller kemisk niveau, som vi ikke er interesserede i.
Det skal for en god ordens skyld tilføjes, at den lille PVC figur ikke er nogen museumsgenstand!