Dukken Polly er POPARTs maskot. Hun er fremstillet af 11 forskellige typer plast, som man ofte finder i museernes samlinger.
F.eks. er Pollys hat lavet af et målebæger i polystyren. Hendes tunge består af et lille stykke silikone-bageform. Tørklædet, som hun har om halsen, er af PVC, og kroppen er fremstillet af en almindelig vandflaske af polyethylene terephthalate.
Formålet med Polly er at undersøge, hvor hurtigt de forskellige typer plast nedbrydes i realtid i forskellige miljøer. Alle POPARTs partnere har derfor fået tilsendt en dukke, som de skal opbevare og passe på i de tre år, som projektet varer. I 2011, når de 3 år er gået, vil vi undersøge, hvordan Polly har ændret sig. Dette arbejde vil indgå som en del af den samlede undersøgelse.
Vi holder løbende øje med Polly rundt omkring i verden. Nationalmuseets egen dukke sidder udstillet i et skab i personalets kantine. Udover at tage fotografier af Polly med jævne mellemrum, for at dokumentere eventuelle forandringer, har vi placeret en datalogger ved siden af hende. Dataloggeren registrerer temperatur og relativ luftfugtighed i skabet. Vi har også placeret nogle A-D Strips i skabet. A-D står for Acid-Detection, og de små papirstrimler indikerer surhedsgraden af det omgivne miljø. Normalt bruges A-D Strip til at måle, hvorvidt der er eddikesyre til stede i gamle acetatfilm. Ved bestemte forhold kan acetatfilm nemlig udvikle det såkaldte eddikesyre-syndrom, hvor negativerne afgiver sure gasser, der nedbryder negativet selv.
På British Museum i London sidder Polly i laboratoriets vindueskarm sammen med en ældre skulptur af træ. Her får hun dagligt masser af lys. Allerede nu kan man se, at Polly har ændret sig. Hendes ene fod, som er lavet af polyuretan-ether skum, er gulnet meget, hvilket er et typisk nedbrydningstegn. Pollys anden fod er knap så gulnet. Den er lavet af polyuretan-ester skum.
På Victoria and Albert Museum i London er Polly kommet op at hænge i en lukket glasmontre. Her måles ligeledes temperatur og relativ luftfugtighed, for at man senere kan undersøge det klima, som plastdukken har været udsat for.
Når en vanddråbe ligger på en vandret at overfalde, er den i kontakt med underlaget og med luften. Kontaktvinklen θ er defineret som vinklen mellem underlaget og tangenten til vandoverfladen på det sted, hvor de tre faser (luft, vand, underlag) mødes.
Ved at måle kontaktvinklen før og efter rensning kan vi se, om rengøringsproduktet har ændret plastmaterialets overfladespænding fx ved at ridse. Rent praktisk har vi målt kontaktvinklen ved at placere en dråbe vand på plastoverfladen før og efter den blev renset. Derefter taget et fotografi af dråben fra set fra siden. I et computerprogram har vi efterfølgende målt vinklen mellem dråben og plastoverfalden. Mange af dråberne var utroligt flotte, og dem vil vi derfor gerne dele med Jer derude.
Som en del af vores plastprojekt prøvede vi i går at rense med tøris. Tøris består af fast CO2 nedkølet til 80oC frost. Når tørisen kommer i kontakt med overfladen på en genstand ved stuetemperatur, damper den meget hurtigt af pga. temperaturforskellen. Fordelen ved denne metode sammenlignet med rensning med vand- eller solventbaserede midler er, at overfladen bliver tør med det samme efter rensning. Tørisen påføres med en ’pistol’ ved hjælp af tryk fra en kompressor. Den nedkølede CO2 rammer derfor overfalden med et temmelig højt tryk, hvilket kan være risikabelt når man har at gøre med en skrøbelig genstand. 
Resultaterne af de mange renseforsøg var af varierende karakter. På nogle plasttyper var der opstået meget synlige skader efter behandlingen, hvilket man kan se på fotografiet. På polyester, som bruges til at fremstille cola-flasker af, fremstod overfladen nærmest sandblæst efter behandlingen (prøve nr. 3 fra venstre). Polystyrenskum, der også kendes under navnet flamingo, blev helt ødelagt af trykket fra tørisblæseren (prøve nr. 6 fra venstre).
Den lille PVC figur fra 1950erne, som optrådte i sidste 
Abbonér på feed