Plastmaterialernes overflader er generelt yderst modtagelige overfor diverse påvirkninger, hvilket betyder, at der let kan opstå ridser og skrammer. Udover at sådanne skader forårsager glans- og farveændringer, nedsætter de desuden plastmaterialets kemiske stabilitet.
Hvordan kan vi måle, om der er sket ændringer med vores plastmateriale, efter at vi har renset det? Udover at måle kontaktvinklen før og efter rensning, har vi valgt at undersøge, hvor ridset overfladen er blevet som følge af behandlingen.
Nogle af de udvalgte rengøringsprodukter (svampe, klude, pensler og støvkoste) efterlader små korte ridser på plastoverfladen, mens andre produkter efterlader lange. Eftersom en kort ridse ikke har forvoldt nær så stor skade på materialet som en lang, vil det ikke give et helt realistisk billede, at tælle antallet af ridser. I stedet har vi valgt at udregne, hvor mange ridser der er per areal.
For at lave denne udregning har vi igennem et mikroskop taget et fotografi af vores plastoverflade før og efter rensning. Efterfølgende har vi manipuleret fotografiet i et billedbehandlingsprogram. Ridserne, der er opstået som følge af behandlingen, er blevet gjort tydeligere, ved at trække dem op med hvid farve. Omvendt er baggrunden farvet sort, så de støvkorn, der sidder på plastoverfladen, ikke tæller med i den senere udregning.
Ved hjælp af det gratis software ImageJ har vi herefter lavet et histogram af det manipulede fotografi. Histogrammet fortæller os, hvor mange sorte og hvide pixels der er til stede. Således kan vi udregne, hvor mange ridser der er per areal.
Billedet yderst til venstre viser et fotografi af en polyetylenplade efter rensning med en almindelig papirsserviet. Ridserne på dette billede fremgår ikke tydeligt. Billedet i midten viser samme fotografi, efter at ridserne er blevet gjort tydeligere i et billedbehand-lingsprogram. På billedet til højre er baggrunden farvet sort, så eventuelle støvkon ikke tæller med i den senere beregning.
Når en vanddråbe ligger på en vandret at overfalde, er den i kontakt med underlaget og med luften. Kontaktvinklen θ er defineret som vinklen mellem underlaget og tangenten til vandoverfladen på det sted, hvor de tre faser (luft, vand, underlag) mødes.
Ved at måle kontaktvinklen før og efter rensning kan vi se, om rengøringsproduktet har ændret plastmaterialets overfladespænding fx ved at ridse. Rent praktisk har vi målt kontaktvinklen ved at placere en dråbe vand på plastoverfladen før og efter den blev renset. Derefter taget et fotografi af dråben fra set fra siden. I et computerprogram har vi efterfølgende målt vinklen mellem dråben og plastoverfalden. Mange af dråberne var utroligt flotte, og dem vil vi derfor gerne dele med Jer derude.
Som en del af vores plastprojekt prøvede vi i går at rense med tøris. Tøris består af fast CO2 nedkølet til 80oC frost. Når tørisen kommer i kontakt med overfladen på en genstand ved stuetemperatur, damper den meget hurtigt af pga. temperaturforskellen. Fordelen ved denne metode sammenlignet med rensning med vand- eller solventbaserede midler er, at overfladen bliver tør med det samme efter rensning. Tørisen påføres med en ’pistol’ ved hjælp af tryk fra en kompressor. Den nedkølede CO2 rammer derfor overfalden med et temmelig højt tryk, hvilket kan være risikabelt når man har at gøre med en skrøbelig genstand. 
Resultaterne af de mange renseforsøg var af varierende karakter. På nogle plasttyper var der opstået meget synlige skader efter behandlingen, hvilket man kan se på fotografiet. På polyester, som bruges til at fremstille cola-flasker af, fremstod overfladen nærmest sandblæst efter behandlingen (prøve nr. 3 fra venstre). Polystyrenskum, der også kendes under navnet flamingo, blev helt ødelagt af trykket fra tørisblæseren (prøve nr. 6 fra venstre).
Den lille PVC figur fra 1950erne, som optrådte i sidste 
Abbonér på feed