To kejserinder i hvidt marmor

Skrevet af Susanne Trudsø. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø

Mellem Vesterbro, Frederiksberg og Valby ligger Carlsberg. I årtier har området været et aktivt bryggeri, men udflytning af store dele af produktionen har gjort, at området i dag er under en markant transformation; der rives ned og bygges nyt til såvel boliger og erhverv, men samtidig bevares også mange af de markante bygninger, herunder selve kernen i brygger Carl Jacobsens Ny Carlsberg i form af hans første Glyptotek.

Både brygger I.C. Jakobsen og sønnen brygger Carl Jacobsen tjente godt på deres respektive produktioner af øl på trods af en dyb konflikt far og søn imellem. Konflikten handlede ikke kun om uenighed om lagringstider og øllets kvalitet; konflikten gjaldt også positionen som mæcen. Mens I.C. Jacobsen fra 1878 koncentrerede sig om Frederiksborgmuseet, fokuserede Carl Jacobsen på kunst; særligt på fransk billedhuggerkunst. Om muligt tog han til Paris hvert år og købte ind på Salonen, og i løbet af et tiår købte han ind for henved 2 millioner kroner. Samtidig med samlingens vokseværk kunne mængden af kunst ikke rummes inden for hjemmets vægge, hvorfor Carl Jacobsen i 1882 fik opført en museumsbygning eller vinterhave i tilknytning til familiens hjem Bakkegården. Den 24. sep. 1882 kunne salen præsenteres ved en fest for en indbudt vennekreds, og fra den 5. nov. samme år var der offentlig adgang hver søndag i to timer. Tre år senere udvidede Carl Jacobsen byggeriet med en selvstændig fløj på 4 rum.

Men det var ikke kun færdigbearbejdet kunst, som Carl Jacobsen indkøbte. Han bestilte også kunst, og han var således opmærksom på det historiske tilfælde, at to danske kongedøtre, Christian IX’s og dronning Louises døtre Dagmar og Alexandra, var blevet gift med henholdsvis den russiske zar Alexander III og den engelske tronfølger Edvard, prins af Wales – to af Europas mest betydnings-fulde troner. Dette synes Carl Jacobsen var værd at mindes med mere end blot historiens årbøger, hvilket gav ham idéen til – med forventet kongelig tilladelse – at lade to statuer udføre af et par af datidens førende franske kunstnere; Jean Gautherin og Henri-Michel-Antoine Chapu. Skulpturerne blev bestilt i henholdsvis 1884 og 1885.

Dog skulle det vise sig ikke at være helt enkelt at få de to kongelige højheder til at sidde model for de to kunstnere. Carl Jacobsen har beskrevet forløbet med egne ord:

”Det er imidlertid ikke saa lige en Sag at komme i Forbindelse med keiserlige Majestæter. Begyndelsen var afskrækkende. Chapu kjendte den franske Gesandt i London M. Waddington, der ligesom han selv var Membre de l’Institut de France, en Værdighed, for hvilken en Grande af Spanien kan tage Hatten af. Han reiste til London, og Waddington skulde netop give en Soirée i Gesandtskabet, hvor Prindsessen af Wales kom tilstede, og hvortil han da indbød vor Kunstner. Men da denne nu om Aftenen anmodede Waddington om at introducere ham til Prindsessen, svarede Gesandten, at dette stred ganske imod Etiketten. Chapu havde faaet Leilighed til at see hende, men udover det kunde Waddington intet gjøre. I sin borgerlige Naivitet faldt det Chapu lidt vanskeligt at forstaae, at Frankrigs Gesandt i sit eget Hus ikke kunde forestille den Grande af Kunsten, som skulde med Hans Majestæt Kongen af Danmarks Samtykke udføre Prindsessens Monument, for denne selv; men herved var Intet at gjøre, og Chapu maatte slukøret reise tilbage til Paris og betragtede Sagen som opgiven. Men Glyptoteket havde sine Alfer, og de svigtede ikke her. En af dem paatog sig min Ven Maleren Professor Tuxens Skikkelse. Han arbeidede dengang i Foraaret 1885 paa det store Billede af Kongefamilien og skulde netop reise til London for at male Prindsesse Alexandra. Jeg bad nu Tuxen om at prøve sin Lykke før mig, og han forrettede sit Ærinde saa vel, og Prindsessen var saa elskværdig og naadig, at hun lovede ikke blot selv at sidde Model for Chapu, naar hun i Eftersommeren kom til Fredensborg, men ogsaa at formaa Keiserinde Dagmar til at give sit Samtykke til at sidde for Gautherin ved samme Leilighed. De to Kunstnere kom i September til Danmark og blev venligt modtagne ved Hoffet paa Fredensborg, hvor de i nogle Timer modellerede Skizzerne til Statuerne, som derefter bleve udførte i fuld Størrelse.”

Alt imens de to skulpturer blev færdigudformet og hugget i hvidt italiensk marmor voksede Carl Jacobsens samling fortsat, og rammerne for de to skulpturer skulle ligeledes skabes, så allerede i 1886 udbyggedes Glyptoteket på Carlsberg yderligere; herunder med den såkaldte Kejserindesal, hvor de to bestilte skulpturer skulle placeres. Skulpturen af Dagmar / kejserinde Marija Fjodorowna af Ruslandblev leveret i 1889, mens skulpturen af Alexandra, prinsesse af Wales blev leveret i 1891.

Året efter, i 1892, kunne det danske kongepar fejre deres guldbryllup, hvilket var anledningen til, at hele den royale familie igen var samlet i Danmark. Blot seks dage efter guldbrylluppet fik Carl Jacobsen den ære, at han kunne fremvise de to skulpturer for den royale familie på sit Glyptotek på Carlsberg. Besøget blev dokumenteret af Lauritz Tuxen i form af et maleri, mens Carl Jacobsen selv har beskrevet dagen med ordene:

”Den største Ære, som blev det gamle Glyptotek beviist, var dog, da Hans Majestæt Kong Christian IX imedens Kongehuset var samlet ved Guldbrylluppet, d. 1. Juni 1892 anmeldte sit og hele den kongelige Families Besøg. I et imponerende Optog af Vogne, Landauere og Char-a-bancs, malerisk med de røde Kudske og Lakaier under Pilealléens nysudsprungne Lindetræer, ankom et Selskab af Konger og Dronninger, Keisere og Keiserinder, Prindser og Prindsesser, repræsenterende alle de talrige Grene af den hoie Stamme, og fyldte Glyptotekets Sale.”

I 1887 får Carl Jacobsen dernæst kontakt med den tyske arkæolog Wolfgang Helbig, som er bosiddende i Rom. Helbig bliver agent og indkøber for bryggeren. Det første år blev det til 9 antikke værker, men sidenhen fik også denne samling markant vokseværk. Med tiden formidlede Helbig således indkøbet af 955 antikke værker, og selvsagt måtte Carl Jacobsen etablere nye rammer til sin samling. Dette blev til Ny Carlsberg Glyptotek på Dantes Plads. Museet blev indviet i 1897 og udvidet i 1906, men det er så en ganske anden historie, men konsekvensen blev selvfølgelig, at hovedparten af værkerne på Carlsberg blev overflyttet til det nyetablerede museum. Nogle malerier og nogle skulpturer forblev dog tilbage i dette oprindelige Glyptotek, og her iblandt de to kejserindeskulpturer (prinsesse Alexandra blev i 1901 efter dronning Victorias død endelig dronning af England og kejserinde af Indien), og skulpturerne er fortsat opstillet i Kejserindesalen. I de mellemliggende år og også i dag anvendes lokalerne til repræsentative formål og events.

Konserveringsbehandling

Dagmar / kejserinde Marija Fjodorowna af Rusland

Brugen af lokalerne og tidens tand havde derfor efterhånden sat sit præg på skulpturerne. De var blevet noget smudsige, der er givetvis også blevet røget nogle cigarer i lokalerne i årenes løb, så marmoren fremstod grågullig og trængte til en afrensning. For begge skulpturers vedkommende er den hvide marmor afrenset for smuds, først med latex og efterfølgende med damp. Latexen blev penslet på den ene dag og trukket af den efterfølgende dag efter afhærdning. Den anvendte latex er Arte Mundit.

Efter at latexen var trukket af, blev al overflade efterfølgende dampafrenset. En sådan afrensning tager noget tid, da begge skulpturer viser kejserinderne i meget folderige kjoler og med yderst detaljerede smykker med mange kringelkroge. Men samtidig er der også fascinerende at komme hele vejen rundt på en sådan overflade og opleve marmoren igen blive ren og hvid.

Alexandra, dronning af Storbritannien og kejserinde af Indien

Udgivet i Bevaring, Skulptur | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Farvearkæologisk undersøgelse af arkitekten Viggo Møller-Jensens eget hus

Skrevet af Line Bregnhøi

Lige inden Corona-pandemien ramte os alle, nåede Nationalmuseet at udføre en farvearkæologisk undersøgelse af ejendommen Borrekrattet 7 i Kongens Lyngby, nord for København. Undersøgelsen er udført for Realdania By og Byg, der har erhvervet ejendommen fra Møller-Jensens familie. Arkitekten Viggo Møller-Jensen (1907-2003) tegnede og fik opført huset i 1939, til egen bolig samt tegnestue. Enkelt udført som en bo-maskine, dog også indrettet med plads til hygge.

Den farvearkæologiske undersøgelse viste, at husets interiører oprindeligt er farvesat i den lyse ende af farveskalaen med rosa, lyseblå og hvide limfarvede vægge. Hertil er udvalgte elementer, som eksempelvis radiatorer, rør og døre, gjort til farvemarkører i kraftige kulører som ren okker, mørk blå og mørk rosa. Endvidere blev der opsat blomstrede tapeter i enkelte rum. Husets farvesætning må opfattes som en del af sin tid, med de lyse kulører og tapeter, samtidig med at der er tilføjet modernistiske træk med klare farvemarkører.

Realdania By & Byg ønsker at føre huset tilbage til dets oprindelige udseende og har engageret arkitektfirmaet Fogh og Følner som rådgivere på opgaven. Al maling er oprindeligt udført i limfarve og linoliemaling, som stadig var almindeligt på den tid, og disse materialer vil man anvende igen ved genskabelsen af husets oprindelige farvesætning.

Udgivet i Bevaring, Bygningsbevaring | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

’Plastic Anniversary’

Skrevet af Yvonne Sashoua, seniorforsker på Nationalmuseet med speciale i plast og nedbrydning af plast

I anledning af den amerikanske musiker Matmos’ seneste album ’Plastic Anniversary’, blev jeg interviewet til programmet Kulturen på P1.  Her fortalte jeg, om min forskning  i nedbrydning af plastik indenfor kunst, miljø og plastgenstande generelt.  Værten var rigtig sød mod mig selvom jeg snublede over nogle danske ord, og oplevelsen var meget positiv .

Hør Yvonne i programmet Kulturen på P1 

Senere samme dag holdt jeg et oplæg foran 200 gæster fra Matmos’ koncert. Matmos spiller på plastikinstrumenter herunder vandrør, silikone brystimplantater og Margrete skåle.

Hvem er Matmos…

Der var ret vildt at vise et Powerpoint show  i den kæmpe  store Copenhagen Contemporary hal, samt mærke den intense interesse, der er omkring forskning i plastik i kunst og design. Efterfølgende talte jeg med Matmos’ musikere,  og vi overvejer at lave en undersøgelse af, hvordan plastens vibrationer ændrer sig under nedbrydningsprocesser. Dette kan munde ud i en non destruktiv metode til at måle nedbrydning i plastmaterialer…

Herunder ses nogle billeder af eventen som blev taget af Louise Cone, Statens Museum for Kunst.

Udgivet i Plast | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

En varm hilsen fra Oslo – del 2

skrevet af Louis Lange Wollesen

Arbejdet med overfladerensning og efterfølgende voksbehandling på bronzeskulpturgruppen på det ene hjørne af hovedfontænen i Vigelandsparken, er nu kommet ind i den afsluttende fase. Overfladerensningen er næsten færdig, og vi skal så småt til at påføre voks. Der voksbehandles med to lag voks for at give bronzeoverfladen en god beskyttelse mod vejr og vind.

Før overfladerensningEfter mekanisk rensningEfter konservering

 

 

 

 

 

 

Billedet til venstre viser en detalje fra en af skulpturerne, inden der er blevet overfladerenset. Billede i midten viser stadiet efter mekanisk afrensning. Billedet til højre viser samme detalje, hvor der er påført første lag voks. Foto: Nationalmuseet, Anders E. Løkkegaard

Overfladerensningen foregår ved mekanisk bearbejdning. Der arbejdes fortrinsvis med håndbørster og roterende værktøj. Der anvendes ikke kemikalier til afrensningen.

Arbejdet med skulpturerne på fontænen er som tidligere nævnt et samarbejde mellem Vigelandsmuseets konservatorer og Nationalmuseets konservatorer. Vi har med denne opgave derfor fået mulighed for at udveksle erfaringer indenfor konservering af udendørsbronzer. Til eksempel kan nævnes, at vi i fællesskab har besluttet at anvende forskellige typer afsluttende voksbehandling, som begge institutioner benytter til sådanne opgaver. Så kan man ved at sammenligne dem om nogle år bedre udvælge, hvilken type voks der egner sig bedst til overfladebehandlingen af udendørs bronzeskulpturer.

Konservatorerne

Konservatorerne fra Vigelandsmuseet og Nationalmuseet på stilladset som er bygget op omkring Gustav Vigelands bronzeskulpturer, mens vi arbejder med dem. Vi er iført masker med hjælpemotor, idet støvet, der udvikles fra afrensningen, indeholder forskellige giftige partikler. Foto: Gæst på stilladset, Martin Mogstad.

Vigelandsparken er meget besøgt, og der kommer ustandseligt grupper af turister fra hele verdenen forbi for at se på parken. De kommer også forbi vores stillads, som på grund af varmen står med delvis åbne sider. Det giver parkens gæster mulighed for at se, hvad der foregår, og jeg tror denne opgave, er den, hvor vi er blevet fotograferet flest gange.

Stilladset omkring fontænen

Her ses det delvist åbne stillads med en forbipasserende gruppe af turister. Foto: Nationalmuseet, Anders E. Løkkegaard.

Opgaven i Vigelandsparken afsluttes onsdag den 13. juni 2018, hvorefter stilladset fjernes, og der påfyldes vand i fontænen. Så hvis man er i Oslo i sommerens løb, så er Vigelandsparken bestemt et Must see 🙂

Udgivet i Bronzeskulptur, Oslo, Skulptur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

En varm hilsen fra Oslo

Skrevet af Louis Lange Wollesen

Fontæne i Vigelandsparken i OsloFoto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Nationalmuseets skulpturværksted arbejder i øjeblikket med konservering af en bronzeskulpturgruppe på hjørnet af den store fontæne i Vigelandsparken i Oslo. Arbejdet er første del af et større konserveringsprojekt med at konservere Vigelandsparkens fontæne.

Skulpturgruppen, der skal konserveres denne sommer, består af fem mandshøje bronzeskulpturer. Springvandet er, som alle andre kunstværker i Vigelandsparken, skabt af Gustav Vigeland. I perioden 1906-1914 skabte han gipsforlægget til fontænens skulpturer. Fontænen blev færdiggjort og tilført vand i 1947.

Vigelandsparken er Norges mest besøgte turistattraktion med mere end 1 million gæster om året, hvilket vi mærker, idet der hele dagen igennem kommer hobevis af turister forbi og kigger på vores arbejde. Arbejdet var egentlig planlagt til at foregå på et indpakket stillads, men fordi der i øjeblikket er 30 grader i Oslo, har vi været nød til at åbne flere af sider på stilladset, så der kan komme lidt luft ind. Det har derfor også givet mulighed for at turisterne kan se, hvad der foregår.

Mandshøje skulpturer i Vigelandsparken i OsloFoto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Konserveringsarbejdet er et samarbejde mellem Vigelandsmuseet i Oslo og Nationalmuseet i København, hvor konservatorerne fra Nationalmuseet har budt ind på denne opgave og vundet den. Konserveringsopgaven består i mekanisk overfladerensning af bronzeskulpturenes overflader samt efterfølgende overfladebeskyttelse i form af flere lag voks.

To be continued… 🙂

Udgivet i Bronzeskulptur, Oslo, Skulptur | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Plastik workshop on tour to Canada

Skrevet af Yvonne Shashoua

Plastics_Science_Museum_Ottawa

Plastics Science Museum Ottawa (Edison, HIS MASTER’S VOICE). Foto: Nationalmuseet: Yvonne Shashoua

Der er bred opfattelse af, at plastik holder evigt, men det er langt fra tilfældet. Undersøgelser viser, at i løbet af 1 til 30 år efter fremstilling begynder en irreversibel nedbrydning, der viser sig ved, at materialet bliver klæbrigt, gulligt og begynder at fragmentere. Den allerførste internationale konference, der fokuserede på de mange udfordringer, der er forbundet med bevaring af museums genstande og kunstværker fremstillet af plastik, foregik på Canadian Conservation Institute i Ottawa, Canada i 1991. Postprints af ‘Saving the Twentieth Century’: the conservation of modern materials’ betragtes den dag i dag som et vigtigt referenceværk.

I januar blev seniorforsker Yvonne Shashoua fra Nationalmuseet Miljøarkæologi og Materialeforskning, inviteret af Canadian Conservation Institute til at undervise på en fire dages ”Advanced Professional Development workshop,Conservation of Plastics”. Invitationen, som var en betalt opgave, kom på baggrund af Yvonnes forskning i nedbrydning, konservering og bevaring af plastik, som har stået på siden 2001. Da de 20 pladser til workshoppen hurtigt blev udsolgt, udbød man endnu en workshop. Begge workshops foregik mellem den 11. og 21. juni med 38 deltagere fra Canada, USA, Australien, Brasilien, Argentina, Kina, Japan, Italien, Spanien og England.

Plastik workshop

Plastik workshop, Canada den 11. og 21. juni 2018. Foto: Nationalmuseet: Yvonne Shashoua

Yvonne undervidste i plastiks historie, identifikation af de forskellige plastmaterialer, årsager til nedbrydning og teknikker til at bremse processerne.

Da tilstandsrapporter fra museer i Europa viser at 75 % af alle plastgenstande har brug for rensning, blev deltagerene glade at kunne afprøve og evaluere forskellige rensningsprodukter, mikrofiberklude og kuldioxid i form af iskrystaller som slibemiddel til hård og blød plastik.

Deltagerene undersøger klistret nedbrydning af PVC

Deltagerene undersøger klistret nedbrydning af PVC. Foto: Nationalmuseet: Yvonne Shashoua

De fleste plastiktyper bliver ætset eller opløst, når de kommer i kontakt med organiske opløsningsmidler, så det var også vigtig at afprøve både vandbaseret lim, som fiskelim og trælim og sammenligne deres effektivitet med epoxy og superlim.

Det var utroligt lærerigt at høre om de forskellige udfordringer, deltagerne var oppe imod på deres forskellige museer.  Langtidsopbevaring af plastikgenstande ved indendørs temperaturer, der svinger fra 10°C til 40°C på museer i ørkenen og ved relativ fugtighed på op til 90 % i regneskov, forkorter plastikkens levetid kraftigt.

Nedbrudt skumNedbrudt polyurethanskum. Foto: Nationalmuseet, Yvonne Shashoua

Evalueringsskemaer udfyldt af deltagerne efter begge workshops indikerer, at de efter workshoppen har fulgt sig bedre rustet til at tackle udfordringerne med at bevare plastgenstande for fremtiden!

Derudover blev Yvonne inviteret til at gentage workshoppen i Lissabon og Tokyo i 2019.

Udgivet i Bevaring, Gummi, Plast | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

Sjældne, nyerhververede butiksskodder fra 1800-tallet klar til at blive udstillet

Skrevet af museumsinspektør Anne-Mette Marchen Andersen og konservator Lis Sejr Eriksen,  Nationalmuseet 

Butiksskodde_EB_SalomonButiksskodde_EB_Salomon

Butiksskodde med butiksinteriør og gadebillede før istandsættelse. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

Butiksskodderne, der viser varer, butiksinteriør, gadebillede og bærer navnet E.B. Salomon, er malet i 1845 og er tilskrevet den jødiske maler og kobberstikker Joel Ballin (1822-1885). Fra skodderne kan læses fantastiske historier om varer og handel i midten af 1800-tallet. Her er en overflod af druer, citroner, ost, the, sæbe, spændende glas, hvor man kan ane indhold, og flasker og tønder med alskens herligheder. I butikken fristes en ung kvinde med en appelsin, mens andre kunder ser på og får vejet varer på butikkens vægt. I gaden er der liv med flere herrer, der spadserer, og en rytter, og dertil kommer illustrationen af kunder, der kommer ud af the-handlen med de flotte skodder. I baggrunden anes kirketårnet fra Nikolaj Kirke.

Emanuel Bendix Salomon grundlagde i 1841 en forretning, der handlede med kolonialvarer en detail, og etablerede i 1845 en thehandel. Forretningen lå på Vimmelskaftet 34, på et tidspunkt hvor gaden så meget anderledes ud end den gør nu. – Skodderne er senere blevet flyttet med forretningen til Adelgade 113, hvor ”Vimmelskaftets Thehus” fik en filial. Allerede i 1889 holdt man op med at sælge kolonialvarer, men fokuserede på salg af the. Firmaet blev i familien Salomon til 1927, hvorefter forretningen blev solgt flere gange. I 1971 lukkede thehandelen.

Nationalmuseet fik i 2017 mulighed for at erhverve skoddene ved hjælp fra Robert og Erna Nielsens Fond.

Butiksskodderne er generelt meget velbevarede, men bærer naturligvis præg af de mange års brug og at have været udsat for al slags vind og vejr. Således er der svindrevner mellem plankerne, sår efter mekaniske skader i træet og optørringsskader i farvelaget. Desuden har skodderne været ferniseret og malet delvis op flere gange… Alt sammen vidnesbyrd, der beretter om butiksskoddernes alder.

Lis Sejr Eriksen konserverer

Butiksskodde med gadebillede under rensning for gulnet fernis og genererende overmalinger. Foto: Nationalmuseet, Anna Kathrine Hansen.

Det har ved istandsættelsen været vigtigt at synliggøre de fremmedartede varer, der var at købe hos Salomon, og samtidig bevare informationer om butiksskoddernes alder og brug samt at fremhæve de malemæssige kvaliteter de exceptionelle gamle skodder har…

Butiksskodde_EB_SalomonButiksskodde_EB_Salomon

Butiksskodde med butiksinteriør og gadebillede efter istandsættelse. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

Skæmmende gulnet fernis er derfor renset af, mens svindrevner mellem plankerne ikke er samlet, og lige-ledes er optørringsskader og skader efter sollys bevaret. Gamle, stabile kitninger er bevaret – kun suppleret enkelte steder. Butiksskodderne fremstår således fortsat med ”sår” i overfladen efter ridser, og områder hvor træet er trykket tilbage. Farven er heller ikke kompletteret alle steder, hvor den er gået tabt, da netop disse områder vidner om tidligere opmaling.

Til behandlingen blev der anvendt (nævnt i kronologisk rækkefølge)

  • Rensning for overfladesnavs: 2 ½ % Tri-ammoniumcitrat.
  • Fastlægning af løs farve: 4176 Medium für Konsolidierung fra Lascaux
  • Fastlægning af løst træ: PVAc.
  • Afrensning for gulnet fernis og overmalninger: Ethanol : acetone : ammoniak i forholdet 2:2:1 i kombination med mineralsk terpentin.
  • Kompletteret kitninger: 25 % Mowiol (polyvinylalkohol) 18.85 i vand : 75 % Airflex EP1 dispersion (polyvinylacetat) i vand i forholdet 1:1 og kridt.
  • Partiel glansjustering: 10 % Paraloid B72.
  • Undermaling af kitninger: Gouache fra Schmincke.
  • Håndfernisering: Laropal A-81 (aldehyd fernis) 1:5 opløst i Shellsol D40 og Shellsol A i forholdet 1:1.
  • Retouchering: GOLDEN Artist Colors (acrylfarver)

Konservering og restaurering blev udført Januar/februar 2018 af konservator Lis Sejr Eriksen, Nationalmuseet samt konservator Charlotte Eschen og praktikant Antje Verstraten.

De sjældent bevarede butiksskodder vil snarest blive udstillet i Nationalmuseets udstilling Danmarks-historier, tag på opdagelse i 1800-tallets eksotiske varesortiment…

Udgivet i Interiør, Maleri | Tagget , , , , , , , , , , , | 3 kommentarer

ARTEFACTAs konference marts 2018

Skrevet af Karin Margarita Frei

Nationalmuseets forskningsprofessor, Karin Margarita Frei, blev inviteret til Helsinki for at afholde en Keynote-forelæsning, og dermed være med til at markere åbningen af ARTEFACTAs konference. ARTEFACTA står for ”The Finnish Network for Artefact Studies”, og er et tværfagligt netværk, som består af medlemmer fra forskellige institutioner, såsom museer og universiteter, og dækker over flere faglige felter bl.a. konservering og kunsthistorie.Keynote forelæsning af Nationalmuseets forskningsprofessor, Karin M. Frei

Keynote forelæsning af Nationalmuseets forskningsprofessor, Karin M. Frei, ved ARTEFACTA konferencen, i marts 2018, ved Videnskabernes hus i centrum af Helsinki. Foto: Emmi Halmesvirta

Årets konference blev afholdt den 2. og 3. marts 2018 i Videnskabernes hus i centrum af Helsinki. Konferencens tema var ”Objects biographies”, og i løbet af de to dage, som konferencen varede, var der rig mulighed for at høre foredragsholdere fra hele Europa og USA fortælle om mange forskellige emner, fra hvordan en stensamlings liv kan ændre sig gennem tiden, til hvordan det er – og føles – at konservere gamle, ikoniske skeletter.

Keynote forelæsning af Nationalmuseets forskningsprofessor, Karin M. Frei

Keynote forelæsning af Nationalmuseets forskningsprofessor, Karin M. Frei, ved ARTEFACTA konferencen, i marts 2018, ved Videnskabernes hus i centrum af Helsinki. Foto: Emmi Halmesvirta

Konferencen blev så populær, at man måtte lukke for tilmeldingerne. Dem, der ikke fik mulighed for at komme, kunne til gengæld følge med via live stream.

Konferencens aftensreception, ved den fantastisk flotte “Empire Hall” i Helsinkis Old Town Hall.

Konferencens aftensreception, ved den fantastisk flotte “Empire Hall” i Helsinkis Old Town Hall. Foto: Nationalmuseet, Karin Margarita Frei

Udgivet i Konference | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Konservering af et fantastisk gravmonument

Skrevet af Anders Ekstrøm Løkkegaard

På Nationalmuseet er konserveringen af et gravmonument bestående af sandsten og bronze i fuld gang.


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Monumentets plint og søjle består af sandsten og nederst på søjlen sidder en rosenbusk af bronze. Over rosenbusken har der været noget skrift, men de fleste af bronzebogstaverne er nu forsvundet. Øverst på soklen er der indsat et rundt dobbeltportræt i relief.

 

 

 

 

 

 

 

 

Portrætrelieffet før konservering (tv) og under afrensning (th). Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Bronzekorrosionsprodukter indeholder potentielt skadelige salte, og afrensningen foregår ved en kombination af vask med vanddamp og mekanisk afrensning med forskellige svampe, børster, pensler m.m. Vanddampen fjerner letopløselige salte samt smuds og virker blødgørende på nogle korrosionsprodukter.

Portrætrelief efter overfladebehandling. Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard


Afrensning af sandstensplinten foregår blandt andet med damp. Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard


Sokkelstenen er nedbrudt og angrebet af algevækst, som visse steder er vokset op igennem grater i stenen. Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard


 

 

 

 

 

 

 

Søjlen før og efter afrensning med damp. Foto: Nationalmuseet, Anna K. Hansen

Efter afrensning med damp skal de sorte skorper fjernes. Det gøres ved, at påføre et ler-kompres med ammoniumhydrogenkarbonat på stenens overflade. Ammoniumhydrogenkarbonatet omdanner de sorte skorper bestående af Kalciumsulfat (gips) til et let opløseligt salt, og via kapillærer kræfter opsuges de opløste salte fra monumentet og bindes i kompresset. Kompresset tildækkes med folie for at forlænge tiden for udtørring.

Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Konservator Anna K. Hansen i færd med at påføre kompres, som fjerner dele af de sorte skorper samt korrosionsprodukter. Efterfølgende venter af-saltning og konsolidering af stendelene. Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Øverst på søjlen sidder en trane, som kan symbolisere årvågenhed, udødelighed og kontakt til højere magter. I tranen, som er hul, har en fugl bygget rede.



 

 

 

 

 

 

 

 

Tranen før konservering og med fuglerede inden i (tv). Til højre ses tranen efter afrensning og påføring af beskyttende vokslag. Bemærk det rustfri stålnet der medfører, at fugle ikke har fri adgang ind i tranen, samt hvordan detaljerne i bronzen træder bedre frem efter voksbehandlingen. (Den vil tørre lidt lysere op). Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard


 

 

 

 

Tranen set fra ryggen før konservering (tv). Til højre ses tranen efter afrensning og voksbehandling. Foto: Nationalmuseet, Anders Ekstrøm Løkkegaard

Slut 🙂

 

Udgivet i Gravmonument, Skulptur | Tagget , , , , , , , | 2 kommentarer

Ikke altid meget gamle skulpturer…

Skrevet af Susanne Trudsø

De konserveringsopgaver, som vi på Bevaring og Naturvidenskab får stillet, gælder ofte genstande, bygninger eller skulpturer, som har en vis alder, der tæller århundreder og ikke blot årtier. Men sådan er det så alligevel ikke altid.

For godt tre årtier siden blev Høje Tåstrup station bygget og et nyt kvarter tæt ved stationen blev ligeledes opført. Til bydelens krydspunkt blev multikunstneren Bjørn Nørgaard bedt om at opføre en skulptur, og denne monumentale udsmykningen af det centrale byrum blev til Torstårnet; Skandinaviens højeste skulptur.

Torstårnet udefra

Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø

Tårnets elementer er arkitektoniske og påminder om forskellige kulturers byggeskikke, mens hovedfigurerne er frugtbarhedssymboler, manden og kvinden. Materialerne er granit, beton, glaserede teglsten, stål, bronze, messing, indfarvet mørtel, glasmosaik og neonrør. Bygherre var Statens Kunstfond og Høje Tåstrup kommune, som sammen skabte det økonomiske grundlag på 2,7 millioner.

Indvendigt i skulpturen er en rundgang, og denne er udsmykket med malerier bestående af indfarvet mørtel. Malerierne er mere end dobbelt mandshøje. Over malerierne er en smal tagrende med ganske små udspyr, som måske kan bortlede nedbør, såfremt det er vindstille. Men lokaliteten er ganske vindblæst, og det har betydet, at nedbør igennem årtierne er blevet pisket ind på malerierne og har givet næring til markant begroning af grønalger, lav og mos i samtlige hjørner. At mænd så i de samme hjørner også har slået en streg med jævne mellemrum har ikke mindsket begroningens omfang. Tidligere har man forsøgt at hindre begroningen ved at påføre mørteloverfladen en lak, men denne er sidenhen dekomponeret og forsvundet på store flader, hvorfor begroningen efterhånden både var meget grøn og meget udbredt på maleriernes overflader.

Torstårnet før afrensning

Torstårnet efter afrensning

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Før og efter afrensning. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Bevæbnet med stive nylonbørster, vandslange og dampafrensere måtte to af Bevaring og Naturvidenskabs konservatorer for nyligt trække i termodragter, varme støvler og lagvis af handsker. Og så blev der ellers skrubbet og skrubbet. Graffiti blev desuden fjernet, og motivernes opstregning måtte efterretoucherest. Grønalger, lav og mos er nu vasket væk, og overfladen blev afslutningsvis påført et biocid, for at holde ny begroning stangen så længe som muligt.

Den dobbelthovedede slange efter afrensning og retouchering af opstregningen. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Den dobbelthovedede slange efter afrensning og retouchering af opstregningen. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Afrensningsarbejdet er udført fra stillads og ved at komme op i højden, blev det samtidigt også muligt at se Bjørn Nørgaard i kortene vedrørende maleriernes teknik og udførelse. Malerierne er opbygget i gennemfarvet mørtel, og de farvede mørtler er anvendt med en vis systematik. På de tre af vægfladerne er der brune menneskefigurer på gul baggrund, og på de tre øvrige vægflader er der gule menneskefigurer på brun baggrund. Farverne er anvendt skiftevis, og mørtelen er ganske grov i sin struktur. I de gule menneskefigurer er der desuden indsat blå elementer så som spiraler, øjne, vinger, ører, næser, masker og torsoer. I de brune menneskefigurer er der indsat røde elementer så som stokke, hænder, tvedelte tunger, bryster, skeder og peniser. De indsatte elementer er udført i forholdsvis mere finkornede mørtler.

Over indgangspartierne er desuden firkantede felter i blå og lilla nuancer, og herover er grønne og turkise figurer. Flere af disse figurer har et dobbelthoved. De grønne figurer er en dobbelthovedet slange, en dobbelthovedet ørn samt et insekt, og disse motiver er på turkis baggrund, som igen er indfældet i den gule baggrund. De turkise figurer er en dobbelt grif, en dobbelthovedet blomst samt to fisk, og disse motiver er til gengæld på grøn baggrund, som igen er indfældet i den brune baggrund. Både den anvendte turkise og den grønne mørtel er meget finkornede, og tætte i deres struktur. Øverst og henover alle motiverne er en øvre vandret grå frise i en finkornet mørtel.

Og skulle turen en dag gå til Høje Tåstrup, så er det absolut værd at kigge nærmere på Torstårnet og særligt at se indenfor i tårnet og tage malerierne i nærmere øjesyn.

Torstårnet før afrensning

Torstårnet efter afrensning

 

 

 

 

 

 

 

 

Før og efter afrensning. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Udgivet i Bygningsbevaring, Maleri, Skulptur | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar