Brudstykker af en længe forsvundet runesten…

Skrevet af Susanne Trudsø

Sidste weekend åbnede særudstillingen ”Jagten på Historien” med et udvalg af de bedste danefæ-fund fra 2016, og udstillingens fysisk, største genstand er en genfunden, men kløvet og fragmenteret runesten fra Thy; den såkaldte Ydby-sten.

Runestenen fra Ydby omtales første gang i 1741, og i 1767 blev den intakte runesten tegnet af tegneren Søren Abildgaard. Men da runestenen eftersøgtes i 1821, var den forsvunden.

Søren Abildgårds tegning fra 1767, hvor runestenen er intakt, og hele teksten kan læses.

Søren Abildgårds tegning fra 1767, hvor runestenen er intakt, og hele teksten kan læses.

Fragmenterne af Ydby-stenen blev i nogle få timer rejst på plænen foran findestedet. To af fragmenterne kom fra hullerne i terrassebelægningen i forgrunden. Foto: Roberto Fortuna, Nationalmuseet.

Fragmenterne af Ydby-stenen blev i nogle få timer rejst på plænen foran findestedet. To af fragmenterne kom fra hullerne i terrassebelægningen i forgrunden. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna

I marts måned sidste år blev man hos gårdejer Anders Kappel i Thy opmærksom på, at bænken på græsplænen ikke bare var en almindelig kløvet sten. Når lyset faldt på en særlig måde, kunne en række indridsede streger ses. Det viste sig at være det øvre af en række runer. Museum Thy blev kontaktet og kort tid efter kom også Nationalmuseets runolog Lisbeth Imer til – og havebænken blev genkendt som et runestensfragment.

Stenen havde faderen, Ole Kappel, hentet på en gård, som han havde opkøbt og nedrevnet nogle årtier forinden. Ved ruinen lå en stor dynge sten, som han hentede hjem til sig selv. Den ene sten kom dog aldrig videre end til græsplænen, mens andre sten blev brugt til anlæggelse af en terrasse på gården. Da først havebænken var erklæret for at være et runestensfragment, blev der i terrassebelægningen genkendt yderligere to fragmenter fra samme runesten. Med rask foretagsomhed blev fragmenterne gravet op, og pludselig var godt halvdelen af Ydby-stenen, som dateres til yngre vikingetid, genfundet; dog i kløvet og fragmenteret tilstand.

Umiddelbart efter blev de tre genfundne fragmenter udstillet på museet i Heltborg, hvor de blot lå på hver sin palle, men kort før jul kom pallerne med fragmenter til Bevaring og Naturvidenskabs konserveringsværksteder i Brede med det formål at konservere og montere den fragmenterede runesten. Fragmenterne skulle sammenlimes, og vigtigt var derfor en meget grundig afrensning – særligt af brudfladerne. Al jord og smuds skulle væk. Denne afrensning blev udført med damp, hvorefter fragmenterne blev puslet sammen. Vigtigt i overvejelserne om sammenlimning var at klarlægge rækkefølgen i kløvningen, idet sammenlimningen skulle ske i den modsatte rækkefølge. Desuden skal de sidste fragmenter, hvis de en dag i fremtiden skulle dukke op af mulden, også kunne komme på plads samtidig med, at fragmenterne blev forsvarligt sammenlimet. At tumle med de tunge fragmenter og samtidig være helt præcis i sammenlimningen er selvsagt en udfordring, og trods slid på brudfladerne passede fragmenterne heldigvis fortsat perfekt sammen. Da limen først var påført, blev afstandsklodserne forsigtigt trukket ud, så sagde det heldigvis ”svub”, og brudfladerne gik fuldstændig i hak. Efter et par døgns afhærdning af de udførte limninger, kom næste udfordring, nemlig en montering. Løsningen blev en kasse af sammensvejsede stålplader, hvori der er udskåret en fordybning, og i denne står runestenen nu strunk, og formidler sit budskab: ”Troels satte sammen med Leves sønner på dette sted stenen efter Leve”.

I øvrigt er der gratis adgang til udstillingen, som står året ud, så enhver kan komme og se den smukke runesten med den noget specielle historie.

De to første fragmenter er ved at blive sammenlimet. Limen er lagt ud på brudfladen, og afstandsklodserne kan fjernes. Foto: Susanne Trudsø, Nationalmuseet.De to første fragmenter er ved at blive sammenlimet. Limen er lagt ud på brudfladen, og afstandsklodserne kan fjernes. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

To dage senere er de to sammenlimede fragmenter vendt og det tredje fragment skal nu placeres korrekt. Foto: Susanne Trudsø, Nationalmuseet.

To dage senere er de to sammenlimede fragmenter vendt og det tredje fragment skal nu placeres korrekt. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Den sammenlimede runesten, hvor limen skal gennemhærde, inden den kan flyttes videre til montering. Foto: Susanne Trudsø, Nationalmuseet.Den sammenlimede runesten, hvor limen skal gennemhærde, inden den kan flyttes videre til montering. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Runestenen i monteret stand og placeret i udstillingen. På gulvet ses Danmarkskortet, og Ydby-stenen står selvfølgelig i Thy. Foto: Susanne Trudsø, Nationalmuseet.

Runestenen i monteret stand og placeret i udstillingen. På gulvet ses Danmarkskortet, og Ydby-stenen står selvfølgelig i Thy. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.

Udgivet i Runesten | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Hellig tre konger tavlen på tur

Skrevet af Lis Sejr Eriksen

Nationalmuseets fine fløjtavle fra omkring 1520 med De Hellige tre Kongers tilbedelse af Jesusbarnet, er for tiden til konservering og restaurering på Bevaring og Naturvidenskab. Altertavlen tilskrives den anonyme maler, mesteren fra Frankfurt.

Hellig tre konger tavlen før konservaring
Hellig tre konger tavlen i åben stand. Gulnet fernis og eftermørkende retoucher skæmmer tavlen. Foto Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

I takt med forfald af de ældste dele af hospitalet i Nykøbing Falster, Helligåndshuset, blev tavlen 1822 sendt til Oldsagskommissionen, – en forløber for Nationalmuseet.

Nederst på tilbedelsestavlen ses Den danske kongeslægt Oldenborgernes våben og også to af de portrætterede konger: Den knælende Kong Hans på midtskabet, og Christian den II på den ene fløj vidner om tavlens værd. Netop portrættet af Christian den II er årsag til, at tavlen istandsættes. Sammen med en anden af museets tavler, – Helsingør-tavlen hvorpå Christian den II også er portrætteret, skal den udlånes til Statens Museum for Kunst i 2017.

Hellig tre konger tavlen i UV lys

I UV-lys ses den gulnede fernis, som et lysende lag og retoucher som sorte pletter. Foto Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

Tavlen har gennem en længere årrække synes som en lidt upåagtet genstand i Danmarks Middelalder og Renæssance, da den er skæmmet af et tykt gulnet lag fernis og eftermørknede retoucher. Dette har bevirket, at de portrætterede personer har fået et nærmest spedalsk udseende, mens himlen har været tung, og i det hele taget har tavlens maletekniske kvaliteter været skjult af tidernes ælde.

Detajle af Christian den II under rensning.

Detaljeoptagelse af fløjen med portrættet af Chr. II under rensning. Fernissen er afrenset og tydeliggør de eftermørknede retoucher, som har skjult såvel skader som sort-sværtningen af tavlen, der ikke tidligere har været muligt at fjerne. Foto Nationalmuseet, Lis Sejr Eriksen.

Tavlen beskrives som forrenset, og ja, der er en del slitage på farvelaget, men ikke skræmmende og ikke mere end en fin pensel med den rigtige farve kan lette. Tavlens store problem er en tidligere sort-sværtning.

I forbindelse med tavlens overdragelse til Oldsagskommissionen, omtales tavlen i Nationalmuseets Arbejdsmark fra 1970, som ”sværtet til af røg” og ”bag det tykke smudslag”. En tilstand der gjorde det nærmest umuligt at se motivet.

Forrensningen kan være sket i forbindelse med fjernelse af dette lag, og tavlen er da heller ikke renset helt. Flere steder ligger der store plamager. og i hvert et brud i farvelaget ses en sort masse. Dette er også årsagen til, at der er retoucheret meget på tavlen, retoucher som nu er eftermørkende, og giver tavlen en meget uæstetisk fremtoning.

Hellig tre konger tavlen under rensning

Detaljeoptagelse af tavlens midtfelt under rensning for gulnet fernis og retoucher. Slidte områder ses ligeledes eksempelvis i den blå himmel. Foto Nationalmuseet, Roberto Fortuna.

Men det kan lade sig gøre at fjerne sort-sværtningen, og når den er fjernet, fremkommer de klareste, originale farver, og tavlen vil atter antage de kvaliteter, som kendetegner den håndværksmæssige kunnen i Middelalderen. Istandsættelsen vil således bidrage til, at tavlen igen kommer til at fremstå med den værdighed, som den rettelig tilkommer…

Udgivet i Kirkeinventar, Maleri, Prinsens Palæ | Tagget , , , , , | 2 kommentarer

Pæleormene slår til igen!

Af Anne Marie Eriksen & David Gregory

Et længerevarende forskningsprojekt, støttet af Kulturstyrelsen, omhandlende pæleorms selektive angrebsmønster lakker mod ende. Det der startede som et pilotforsøg i forbindelse med et specialeprojekt (samarbejde mellem Konservatorskolen og Nationalmuseet), er blevet videreundersøgt og er med de seneste resultater nærmere en afslutning.

Pæleormen er en almindelig beboer i de danske farvandes trækonstruktioner, og ikke mindst den marinekulturarv der består af træ. Muslingen lever af cellulosen i træet, som den får adgang til ved at grave gange i træet. Med en max. længde på 60 cm kan den mest almindelige art i Danmark udgøre en stor risiko for bevarelsen af de marinarkæologiske genstande på havbunden.

Projektets formål var at undersøge, hvor meget cellulose, der som minimum skal være bevaret i træet, før pæleorm angriber. Denne hypotese dækker over tidligere observationer af trægenstande liggende ved siden af hinanden på havbunden, hvor den ene har været stærkt angrebet og en anden slet ikke. Og da man ved pæleorm er i stand til at nedbryde cellulose (både selv og ved hjælp af en bakterie i dens gæller), satte vi os for at undersøge om dette selektive angrebsmønster og mængden af bevaret cellulose har en sammenhæng.

For at kunne holde styr på de mange prøver blev de monteret på fire rustfristål stativer (her ses et af disse) og placeret for enden af molen i Lynæs havn for let at kunne få dem op. Lynæs havn har tidligere vist sig at være et yndet pæleormsområde.

For at kunne holde styr på de mange prøver blev de monteret på fire rustfristål stativer (her ses et af disse) og placeret for enden af molen i Lynæs havn for let at kunne få dem op. Lynæs havn har tidligere vist sig at være et yndet pæleormsområde. Foto: Nationalmuseet, Anne Marie Eriksen

Vi satte en stor mængde test-træklodser ned i havet (figur 1) med forskellige densiteter (bevaringstilstande) og tog løbende ud og undersøgte prøverne for angreb. Efter ca. 6 måneder var der tydelige angreb på klodserne (figur 2A,B) og de blev derefter røntgenfotograferet, da pæleorm forer sin gang med en kalkholdigt sekret, som gør at gangene ses tydeligt på røntgenbilleder.

Røntgenfotografi af en prøve i dårlig bevaringstilstand med et lavt indhold af bevaret cellulose. De runde cirkler er rurer på overfladen, ellers kan der ikke ses nogle gange fra pæleorm

Røntgenfotografi af en prøve i dårlig bevaringstilstand med et lavt indhold af bevaret cellulose. De runde cirkler er rurer på overfladen, ellers kan der ikke ses nogle gange fra pæleorm. Foto: Nationalmuseet, Anne Marie Eriksen og Signe Nygaard

Sammen med kemiske undersøgelser af celluloseindholdet kunne vi se en sammenhæng mellem densitet og cellulose, hvor en lav densitet afspejledes i et lavt indhold af cellulose. Desuden kunne vi se, at i træprøver, som havde en lav densitet, var der få eller slet ingen angreb af pæleorm, hvorimod i de velbevarede prøver sås et meget stort angreb af pæleorm.

Røntgenfotografi af en velbevaret prøve hvor prøven er fyldt med gange fra pæleorme. De mindre rundecirkler i enden af gangene er pæleormens skal, som den bruger til at bore med.

Røntgenfotografi af en velbevaret prøve hvor prøven er fyldt med gange fra pæleorme. De mindre rundecirkler i enden af gangene er pæleormens skal, som den bruger til at bore med. Foto: Nationalmuseet, Anne Marie Eriksen og Signe Nygaard

Disse resultater kan have stor indflydelse, når det skal vurderes, i hvor høj grand en trægenstand på havbunden har brug for beskyttelse mod pæleorm eller ej.

Hvis man ønsker at læse mere om projektet og resultaterne se:

Eriksen, A.M.; Gregory, D.; Shashoua, Y. (2015) Selective attack of waterlogged archaeological wood by the shipworm, Teredo navalis and its implications for in situ preservation. Journal of Archaeological Science, 55 p. 9-15

God sommer B-)

Udgivet i Pæleorm, Vragdel | Tagget , , , , , , , | Skriv en kommentar

Audienshuset på Frederiksborg Slot – råd, svamp og konservering af marmoreret træværk

Skrevet af Kim Hou Alberdi og Birgitte Larsen

Audienssalen og den lange audiensgang, som strækker sig over voldgraven på Frederiksborg Slot, er under gennemgribende istandsættelse. Bygningernes tag og fag samt de fine interiører tegnet af Lambert van Haven i 1680’erne bliver restaureret og konserveret under ledelse af Styrelsen for Slotte og Kulturejendomme og Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg.

Audiensgang før konservering

Frederiksborg Slots Audiensgang før restaureringsprojektet påbegyndes. Det kraftige sollys belaster de marmorerede paneler. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna

Under restaureringsarbejdet i Audiensgangen fandt man i forsommeren 2014 et uventet og omfattende svampeangreb af Ægte Hussvamp og Gul Tømmersvamp.  Angrebet strakte sig fra tagkonstruktion til bjælkekonstruktionerne i vinduesoverlæggere, men også bundremmene og gangens marmorerede paneler var angrebet.

Istandsættelsen af Audiensgangens raffinerede stuklofter og marmorerede panelværk måtte udvides, og gangen skulle forsegles, indpakkes og opvarmes som led i den omfattende svampebehandling.

For ikke at skade panelernes marmoreringer og træværk ved opvarmningen var det nødvendigt at nedtage og fjerne de i alt 82 brystpaneler, lysningspaneler og kraftige vinduesplader fra Audiensgangen. Nationalmuseets møbelkonservatorer stod for denne opgave, som begyndte med en grundig fotografisk registrering af hver enkelt panelstykke, så det kunne placeres på sin nøjagtige plads efter konserveringsbehandlingen.

De støvede og svampeinficerede paneler blev mærket og taget ned et for et. Før panelerne kunne komme ud af Audiensgangen, måtte de støvsuges og synlige svampeangreb behandles. Herefter kunne de stakkes inde i Audienssalen, hvor de har stået vinteren over.

Voldsomme nedbrydningsskader

Skader efter angreb af ægte hussvamp. Disse dele har været særligt hårdt angrebet, og de har derfor gennemgået varmedesinfektion foruden en standard behandling mod råd, svamp og insekter, som alle de resterende trædele også har fået. Valg af standardbehandling er blevet foretaget ud fra ønsket om, at der opnås en effektiv behandling, som også vil forebygge fremtidige angreb. Samtidig er der taget miljøvenlige hensyn i valget af bekæmpelsesmiddel. Der er blevet penslet i alt 4 gange – to gange mod råd og svamp og to gange mod insekter.  Foto: Nationalmuseet, Kim Hou Alberdi

Da temperaturen i den uopvarmede Audienssal steg en smule i løbet af marts måned, kunne vi begynde på selve konserveringen af panelernes træværk. Der blev oprettet et midlertidigt værksted inde i Audienssalen, hvor vi kunne arbejde i de smukkeste omgivelser med en vidunderlig udsigt over slottets fantastiske barokhave.

Audiensgangens klima har gennem århundrederne udgjort en voldsom belastning for panelernes træværk og deres skrøbelige farvelag. De marmorerede overflader er blevet opvarmet, udtørret og nedbrudt af det kraftige sollys fra gangens vinduer, og træet har været tæt placeret op mod de kolde og fugtige murstensvægge. Derfor har træet arbejdet og trukket sig sammen, hvilket har givet spændinger, som har medført flere brud og skader.

Panelerne var endvidere angrebet af borebiller, hvis angreb var aktive, så træet var under alvorlig nedbrydning.

Flere af panelerne havde omfattende skader efter råd og svamp i de nederste dele ind mod murværk og mod gulvet.

Der var slidskader, stødskader og store dele af panelværket havde tidligere gennemgået omfattende reparationer med gennemgribende udskiftning af træ.

Snedkeren konserverer

Snedkermæssig istandsættelse af lysningspanel fra audiensgangen. Foto: Nationalmuseet, Birgitte Larsen

Panelernes træværk består derfor i dag af både originale dele fra 1680’erne udført af langsomt voksende, spejlskåret egetræ i god kvalitet og af store dele fyrretræ sikkert fra istandsættelsen efter slottets store brand i 1859. Disse dele er af en mindre god kvalitet. Fyrretræet er planskåret og langt mere modtageligt for ydervæggenes fugt.

Det var her, vi kunne se de mest alvorlige revnedannelser og borebilleangreb.

Panelernes træværk er nu blevet konserveret, og hvert enkelt panelstykke er blevet gennemgået. Revner i fyldninger er blevet limet sammen, og der er limet ekstra trælister på fyldninger. Skrøbelige samlinger og nedbrudt træ er blevet limet og stabiliseret. Korroderede og skadelige søm er blevet fjernet, og de omkring 100 løse profillister er blevet gennemgået, og revner og flækker er blevet limet.

I samarbejde med Hussvamp Laboratoriet ApS er der blevet fastsat en behandlingsprocedure, som skal sikre panelerne mod råd, svamp og borebilleangreb i fremtiden. Hvert enkelt panel og profilliste er herefter blevet behandlet imod de biologiske angreb.

Endelig har en systematisk gennemfotografering og registrering af træsorter, opskæringsmetoder og værktøjsspor på panelernes bagsider skabt overblik over hvilke istandsættelsesfaser panelerne har gennemgået.

Panelerne færdige og stakkede

Panelerne er færdigbehandlede og afventer nu, at der meldes klar til genopsætning. Foto: Nationalmuseet, Kim Hou Alberdi

De mange paneler er nu klar til, at vi kan begynde på genopsætning efter sommerferien, hvor opgaven med reparation af de mange stukarbejder i Audiensgangen afsluttes.

God weekend til alle 🙂

Udgivet i Bygningsbevaring, Interiør, Slotte og herregårde | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Absalons skriftplade i Sorø Klosterkirke

Skrevet af Karen Stemann Petersen

I det følgende berettes om behandling af en meget skrøbelig og fragmentarisk skriftplade af bly, som beskriver ærkebiskop Absalons liv og virke og er forfattet til hans gravlæggelse i år 1201. Absalon har haft stor betydning for Danmarkshistorien, og pladens skriftformer og latinske tekst er væsentlig for studier af skriftens udvikling. En tegning af pladen findes gengivet i Danmarks Kirker, Sorø amt, 1936, s. 81, som kan findes her.

Absalons guldring, sølvkalk med disk i tin, bispestav, gravpladen med indskrift m.m. blev i 1827 taget op af den murede grav i højkorets gulv bag alteret i Sorø Klosterkirke. Omkring 1973 blev der designet en informativ og præsentabel udstilling af fundene i kirken. De var samlet i en stor montre. Indskriftpladen af bly viste sig imidlertid at være ustabil og korroderende under disse forhold, hvorfor der i flere omgange blev undersøgt, behandlet og ændret på opstillingen. Luftfugtigheden i montren var som i øvrige omgivelser ret høj, og der var høje koncentrationer af dampe fra organiske materialer, som er skadelige for bly, så omfattende korrosion på pladen var igen at se i 2012.

Pladen før konservering

Billedet viser et udsnit af pladen før konservering med gråhvide løse korrosinsprodukter. Mulighederne for at skabe de rette udstillingsforhold for blypladen på stedet eksisterede, men det ville blive meget bekosteligt for Stiftelsen Sorø Akademi, som ejer og administrerer hele den gamle klostergrund ved Sorø Sø. I første omgang blev der derfor forhandlet om uddeponering af pladen til Nationalmuseets Middelalder og Renæssancesamling.

Stud.mag. Marie T. Laursen og undertegnede hentede pladen i forsommeren 2013. Ved afhentningen var der lokal pressedækning og snart henvendte en fondsbestyrelse sig til Stiftelsen Sorø Akademi og tilbød at bekoste en egnet montre. Stiftelsen kunne således stå for en ny montre og fandt også midler til konserveringen. Nationalmuseet, Bevaring og Naturvidenskab, foretog både konservering og rådgivning om specifikationer til montren. Pladens korrosion blev behandlet elektrokemisk og behandlingen styret via en referenceelektrode. Herunder ses nogle af fragmenterne under den elektrokemiske reduktion.

Elektrokemisk reduktion

Efter konservering

Helheden ses efter behandling, hvor vor fotograf, Roberto Fortuna har indstillet et sidelys, så pladens graverede tekst i syv linjer træder tydeligt frem.

Pladen kom retur til kirken i sommeren 2014. Grunden til berette om behandling og bevaring nu er, at montren siden har vist sin evne til at holde klimaet stabilt tørt, og at vi derved kan konstatere, at skriftpladen er reddet og samtidigt igen udstillet i tilknytning til gravens øvrige optagne fund.

Se dem i kirken, som er åbent daglig for besøgende.

Mvh. Karen Stemann Petersen, konservator

Udgivet i Kirkeinventar, Prinsens Palæ | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

Magisk trold får påskeæg af Nationalmuseets forskere i Brede

Skrevet af Yvonne Shashoua

I 1930’erne drejede fisker Thomas Dam den første trold i træ, og han designede den at ligne ham selv.  Thomas Dams familie var fattige og var glade for, at troldene fik meget opmærksomhed.

I 1950’erne erstattede naturgummi træstrukturen, og troldenes krop blev udfyldt med savsmuld.  Håret blev fremstillet af lammeskind, hvilket det også er den dag i dag.

Efter 10 år stiftede familien Dam en fabrik, The Troll Company i Gjøl, for at få salgstallene op i tusindvis.  Midt i 1960’erne blev naturgummi skiftet ud med syntetisk plastic for at benytte de nyeste sprøjtestøbningsmetoder, der gav mulighed for at fremstille hundredvis af troldekroppe dagligt.

Trold efter ophold i kælder med voks og snavs på overfalde

Trold efter ophold i kælder med voks og snavs på overfalde. Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Yvonne Shashoua

Bredes vagtmester Jørgens trold fra 1960’erne har boet i en fugtig kælder i en del år. Trolden var misfarvet, og der var aflejret et hårdt, ujævnt, hvidt lag på overfladen især på benene, på armene og i ansigtet. Trolden skulle ”shines up” til påske og heldigvis havde seniorforsker Yvonne Shashoua tid til at hjælpe Jørgens trold.

En hurtig test med en kobbertråd viste, at trolden var fremstillet af blødt PVC, og at det hvide lag på overfladen indeholdt paraffinvoks. Voksen har været tilsat PVC for at få trolden til at slippe formen under fabrikationen og har efterfølgende migreret ud til overfladen under det fugtige og kolde ophold i kælderen.

Trolden nyder bad på 60 °C med Orvus WA Paste

Trolden nyder bad på 60 °C med Orvus WA Paste. Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Yvonne Shashoua

Erfaring med andre PVC dukker med lignende symptomer viser, at løsningen i dette tilfælde var let – trolden skal tage et varmt bad inden påske! –  Ikke med almindelig skumbad, men Orvus WA Paste, som er et neutralt afspændingsmiddel der, ifølge POPART projektets resultater, ikke skader PVC og er meget effektiv til at rense snavs fra PVC overflader.

Troldens badevand var op til 60 °C, førend voks og snavs begynder at løsne sig fra overfladen.  Efter en times tid i bad fik trolden en skånsom afskrubning med en sminkesvamp, en overskylning med vand og en frottering med et håndklæde og var derefter klar til at fejre påske sammen med Jørgen!

 

Trolden og Jørgen klar til Påskeferie!

Trolden og Jørgen klar til Påskeferie! Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Yvonne Shashoua

Troldens forside efter en tur i bad

Troldens forside efter en tur i bad. Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Yvonne Shashoua

Udgivet i Gummi, Plast | Tagget , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Nursing the Dollhouses

Skrevet af Lis Sejr Eriksen

Rengøring af dukkehuse i Prinsens Palæ

Billedet tilhører Nationalmuseet og er taget af Lis Sejr Eriksen.

Så er der gjort hovedrent i Dukkehusene i Prinsens Palæ takket være vore to dygtige og arbejdsomme praktikanter. Hver lille genstand har været taget ud og efter forsigtig afstøvning genplaceret på sin plads. De er blevet befriet for nullermænd, og limet hvor det var nødvendigt – og der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet!

God dag 🙂

Udgivet i Interiør, Prinsens Palæ | Tagget , , , , , , | Skriv en kommentar

Brumleby – Lægeforeningens Boliger – som kulturarv i storbyen

Skrevet af Rïkke Bjarnhof, Lykke L. Pedersen og Bodil Holstein

Et større forskningsprojekt og en gennemgribende istandsættelse løber frem til udgangen af 2016 og fornyer Brumleby Museum i Østerbros Husholdningsforenings lokaler

Nationalmuseets seniorforsker Lykke L. Pedersen, der gennem en årrække har forsket i Brumlebys kulturhistorie, står for et forskningsbaseret dokumentations- og restaureringsprojekt sammen med Bestyrelsen for Brumleby Museum, der forankres i Brumlebys aktive lokalmiljø.

Nationalmuseet har været en drivende kraft sammen med lokale beboere i oprettelsen af et museum i bebyggelsen i 1995, hvor den gamle brugsforening – oprettet i 1868 – står stort set urørt. Gennem dagligvarebutik, bibliotek og foreningsliv blev Østerbros Husholdningsforening et slagkraftigt hjælp-til-selvhjælpsprojekt, hvor beboerne hurtigt selv tog magten i foreningen. Foreningens butik lukkede i 1984, men foreningen findes stadig. Museumsprojektet har bidraget til at hørkramkælder, butik, bibliotek, kontor og uddelerlejlighed og karlekammer bevaret som det stod.

Skuffe fra brugsforeningenSkuffedarium fra brugsforeningenI Brumleby Brugsforening er Bjarne og Bodil i øjeblikket ved at nedtage inventaret. Alt er meget slidt efter mange års brug, hvilket også kan ses på denne skuffe og skuffegang.

Istandsættelsen af Brumleby Museum er nu begyndt, og kødmandsbutikkens inventar er blevet sirligt nedtaget, så en renovering af bl.a. de ødelagte gulve og vægge kan igangsættes. Under nedtagningen er konservatorerne gået på opdagelse og har registreret alle historiske farve- og bygningsspor, som kan bidrage til, hvordan husets historie har udviklet sig, og livet er blevet levet af beboerne. Både etnologi, bygningshistorie og konservering inddrages for at samle alle brikkerne til et tværfagligt billede af Brumlebys historie, hvor den forskningsbaserede restaurering vil genskabe og imødekomme, de krav Brumleby Museum stiller til et museums- og aktivitetshus, som ligger i et fredet kulturmiljø af international interesse.

Skuffe med pengekasse

Her ses skuffen med pengekassen… – der har været gang i butikken…

Brumleby er – efter en omskiftelig tilværelse – i dag fredet. Bebyggelsen er opført af arkitekterne Bindesbøll og Klein og er udpeget som et af Danmarks førende industrielle mindesmærker på internationalt niveau af organisationen The International Commitee on the Conservation of the Industrial Heritage og er et af de vigtigste danske industrielle kulturmiljøer. Bebyggelsen er ligeledes præmieret af Europa Nostra 1997, af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse i 1994 og af Københavns Kommune i 1996. Arkitekten M.G.B. Bindesbøll har sat sit særpræg på Brumleby lige fra anlæggets grundplan til farvevalg inde i boligerne, og Brumleby blev en del af Kulturministeriets Kulturkanon i 2004.

Som én af de ældste og bedst bevarede brugsforeninger i Danmark var foreningens lokaler i fare for at blive nedlagt i forbindelse med renoveringen af Lægeforeningens Boliger i 1992. Et samarbejde mellem Brumleby, Skov- og Naturstyrelsen, Nationalmuseet Bevaring og Naturvidenskab og Nationalmuseet Nyere Tid mundede ud i at lokalerne i første omgang blev registreret. Senere lykkedes det at få taget lokalerne ud fra den generelle renovering – som Byfornyelsesselskabet stod for – hvorefter de overgik til et selvstændigt museumsprojekt i 1995, hvor den stiftende generalforsamling blev afholdt for Brumleby Museum.

Projektet er blevet til virkelighed takket være en generøs bevilling fra A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal.

Udgivet i Bygningsbevaring, Interiør | Tagget , , , , , , , , , , , , , , | 2 kommentarer

Klimaændringer og kulturminder

Skrevet af Jørgen Hollesen

Klimændringer påvirker i disse år store dele af klodens natur- og kulturarvsområder – desværre ofte med stor negativ effekt. Fra den 12.-19. november var 5000 fagfolk fra mere end 160 nationer samlet i Sydney til den store IUCN World Parks Congres for at sætte fokus på problemet. Jeg selv var med for at præsentere, det arbejde vi udfører i Grønland med at undersøge konsekvensen af klimaændringer for bevaringen af de mange arkæologiske lag og genstande, der stadig ligger in-situ.

IUCN konferencen afholdes kun hvert tiende år, og sidste gang var i Durban Sydafrika, hvor selveste Nelson Mandela var hovedtaler og protektor. Nu ti år senere gav Mandelas oldebarn faklen videre til de australske værter, hvorefter konferencen blev skudt i gang, og de mere end 900 præsentationer og events kunne begynde.

1.1

Figur 1: Konferencen blev afholdt i den Olympiske by i Sydney og var et kæmpe arrangement. Det viste billede er fra åbningsceremonien, hvor både den australske miljøminister samt en repræsentant for områdets aboriginals bød velkommen. Foto: Jørgen Hollesen

Min præsentation var en del af temaet ”Responding to Climate Change”. Her fortalte jeg om vores arbejde i Grønland, og om hvordan klimaændringer påvirker bevaringsforholdende i Grønland. Præsentationen fokuserede især på, det arbejde vi har lavet på Qajaa køkkenmøddingen i verdensarvs området ved Ilulissat isfjord. Vores forskning viser kort fortalt, at hvis de nuværende temperaturstigninger fortsætter, så vil permafrosten tø inden for det næste hundrede år og medføre en markant nedbrydning af de organiske lag, der ellers har ligget beskyttet i permafrosten i mere end 4000 år. Herudover viste jeg eksempler på nogle af de andre trusler vi i øjeblikket ser i Grønland i form af kysterosion, jordskred samt øget vegetationsdække og dybere rødder.

Flere af de andre indlæg på konferencen viste tydeligt, at klimaændringer ikke kun er et problem for bevaringsforholdende i de kolde egne. I USA giver et tørre og varmere klima anledning til flere og større skovbrande, der i første omgang afsvider de arkæologiske konstruktioner og materialer og på længere sigt, på grund af manglen på træer, fører til øget erosion og skredaktivitet, der helt får arkæologien til at forsvinde. Skovbrandende er kun en af mange klimarelaterede trusler man i øjeblikket oplever i USA, og derfor har man nu for første gang lavet en national strategi for klimændringer og kulturminder (se link nedenfor).

I England er antallet af skadedyr eksploderet de senere år – nye arter introduceres og flere arter rykker længere og længere mod nord i trit med at klimaet bliver varmere. Dette ses som en stor trussel mod landets mange historiske bygninger og kulturhistoriske samlinger.

I Skotland har de på grund af flere og kraftigere storme store problemer med kysterosion, der eksponerer og ofte får arkæologiske lokaliteter til helt at styrte i havet. Derfor har man iværksat projektet Scotlands Coastal Heritage at Risk, hvor man især fokuserer på at involvere lokalbefolkningen i arbejdet med at finde nyligt eksponerede lokaliteter, så mest muligt information kan redes inden det helt forsvinder i havet.

Undersøgelser af jordlag

Figur 2: Qajaa er en såkaldt køkkenmødding med op til 4000 år gamle lag af knogler, madrester, opslidt værktøj og andet affald. Forskning fra Nationalmuseet viser, at store dele af disse lag vil kunne gå til inden for de næste 100 år, hvis klimaet i Grønland ændrer sig som forudsagt. Foto: Jesper Stub Johnsen.

De mange interessante mundtlige præsentationer og diskussioner jeg overværede i Sydney giver anledning til en række refleksioner. Hvad end det gælder konservering af natur eller kulturminder, så er det nødvendigt at få overblik over, hvilke trusler der eksisterer, og hvor truslen er størst. I områder som Grønland, hvor nedbrydningen ser ud til at kunne gå meget hurtigt, kan det desuden blive nødvendigt at prioritere mellem truede lokaliteter, så de mest værdifulde områder tilføres midler først. Spørgsmålet er imidlertid, hvordan en sådan prioritering foretages?

I Danmark har vi allerede lært, at skybrud og vandfyldte kældre er en del af virkeligheden, og vi har set, hvordan den rekordhøje vandstand i Roskilde Fjord sidste år truede med at oversvømme vikingeskibsmuseet. Vi er gradvist ved at vende os til tanken om, at klimændringer ikke kun er noget, der foregår ude i fjerne egne af verden – men er vi klar til at håndtere en fremtid, der udover regn og oversvømmelser også byder på varmere temperaturer, flere stormskader, erosion, jordskred, flere og nye arter af skadedyr, ændret vegetation, algedannelse og øget svampevækst og råd? Der er selvfølgelig ingen grund til at tage sorgerne på forskud, men ud fra det der kom frem på konferencen i Sydney, tror jeg, vi gør klogest i at forberede os på, at vi går en fremtid i møde, hvor det vil kræve en ekstra indsats at sikre fremtidige generationer den samme rige mulighed for at opleve fortiden, som vi har i dag.

Link til USA strategi for klimaændringer og kulturminder

http://www.nps.gov/history/Cultural-Resource-Challenge-Report-Part-I-Nov-8-2013.pdf

http://www.nps.gov/history/Cultural-Resource-Challenge-Action-Plan-Part-II-Dec-3-2013.pdf

Link til Scotlands Coastal Heritage at Risk

http://www.scharp.co.uk/

Udgivet i Konference | Tagget , , , , , , , , , , | Skriv en kommentar

Loftmaleri i Kongeværelset 1888

LoftmaleriMalerikonservatorerne fra Nationalmuseet Bevaring og Naturvidenskab har netop afsluttet en rensnings- og sikringsopgave af et maleri fra Nyere Tids Samling. Maleriet blev lavet til Kongeværelset  i “Den nordiske industri-, landbrugs- og kunstudstilling i kjøbenhavn 1888”.

Herunder ses en akvarel af I. T. Hansen fra 1890, hvor man tydeligt kan se “vores” maleri i loftet.Kongevaerelset med loftmaleri

Udstillingens hovedbygning blev tegnet af Martin Nyrup og lå fra hjørnet af Vesterbrogade/H. C. Andersens Boulevard og helt ned til Glyptoteket ved Tietgensgade. Martin Nyrup har med disse bygninger ladet sig inspirere af J. D. Heroldts lette støbejernekonstruktion, som vi i dag stadig kan se, på det der før var Københavns Universitets Bibliotek. I dag er Kunstudstillingens bygninger for længst revet ned, og Tivoli benytter pladsen ud til H. C. Andersens Boulevard.

Maleriet er malet med en rask og sikker hånd, og malestilen er let, men præcis med mange fine detaljer i blomster, fugle og værktøjsgrupper. Af værktøjsgrupper ses i alt 6 stk., som hver repræsenterer til et håndværk.

Det er formodentligt dekorationsmaler Carl Frederik Aagaard (1833-95), der har malet billedet, da han nævnes i forbindelse med beskrivelsen af Kongeværelserne i udstillingskataloget på side 21 (oplysning fra registrator Mona Rasmussen, Nationalmuseet).

Den kvindelige hovedfigur henler tankerne til Moder Danmark-figuren, som er et symbol på den danske Nation. Hun fremstilles traditionelt i antik klædedragt med sværd og kranse.

Maleriets farvelag er blevet fastlagt og flænger og huller er limet og planeret. På begge sider af maleriet var der ualmindeligt meget sort snavs. Dette er blevet fjernet ved en støvsugning af bagsiden og en grundig rensning af maleriets farvelag på forsiden. På nedenstående billede ses vores to praktikanter (Signe i brunt og Astrid i sort) i fuld gang med at fjerne skidt og snavs fra maleriets forside.

Astrid og Signe

Nu er maleriet rullet op på et langt paprør med en diameter på 60 cm, og blindrammen er skilt ad og lagt inden i røret, så loftmaleriet er klar til at komme på magasin.

God sommer 🙂

 

 

Udgivet i Interiør, Maleri | Tagget , , , , , , , , , | Skriv en kommentar