Skrevet af Rïkke Bjarnhof, Lykke L. Pedersen og Bodil Holstein
Et større forskningsprojekt og en gennemgribende istandsættelse løber frem til udgangen af 2016 og fornyer Brumleby Museum i Østerbros Husholdningsforenings lokaler
Nationalmuseets seniorforsker Lykke L. Pedersen, der gennem en årrække har forsket i Brumlebys kulturhistorie, står for et forskningsbaseret dokumentations- og restaureringsprojekt sammen med Bestyrelsen for Brumleby Museum, der forankres i Brumlebys aktive lokalmiljø.
Nationalmuseet har været en drivende kraft sammen med lokale beboere i oprettelsen af et museum i bebyggelsen i 1995, hvor den gamle brugsforening – oprettet i 1868 – står stort set urørt. Gennem dagligvarebutik, bibliotek og foreningsliv blev Østerbros Husholdningsforening et slagkraftigt hjælp-til-selvhjælpsprojekt, hvor beboerne hurtigt selv tog magten i foreningen. Foreningens butik lukkede i 1984, men foreningen findes stadig. Museumsprojektet har bidraget til at hørkramkælder, butik, bibliotek, kontor og uddelerlejlighed og karlekammer bevaret som det stod.
I Brumleby Brugsforening er Bjarne og Bodil i øjeblikket ved at nedtage inventaret. Alt er meget slidt efter mange års brug, hvilket også kan ses på denne skuffe og skuffegang.
Istandsættelsen af Brumleby Museum er nu begyndt, og kødmandsbutikkens inventar er blevet sirligt nedtaget, så en renovering af bl.a. de ødelagte gulve og vægge kan igangsættes. Under nedtagningen er konservatorerne gået på opdagelse og har registreret alle historiske farve- og bygningsspor, som kan bidrage til, hvordan husets historie har udviklet sig, og livet er blevet levet af beboerne. Både etnologi, bygningshistorie og konservering inddrages for at samle alle brikkerne til et tværfagligt billede af Brumlebys historie, hvor den forskningsbaserede restaurering vil genskabe og imødekomme, de krav Brumleby Museum stiller til et museums- og aktivitetshus, som ligger i et fredet kulturmiljø af international interesse.
Her ses skuffen med pengekassen… – der har været gang i butikken…
Brumleby er – efter en omskiftelig tilværelse – i dag fredet. Bebyggelsen er opført af arkitekterne Bindesbøll og Klein og er udpeget som et af Danmarks førende industrielle mindesmærker på internationalt niveau af organisationen The International Commitee on the Conservation of the Industrial Heritage og er et af de vigtigste danske industrielle kulturmiljøer. Bebyggelsen er ligeledes præmieret af Europa Nostra 1997, af Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse i 1994 og af Københavns Kommune i 1996. Arkitekten M.G.B. Bindesbøll har sat sit særpræg på Brumleby lige fra anlæggets grundplan til farvevalg inde i boligerne, og Brumleby blev en del af Kulturministeriets Kulturkanon i 2004.
Som én af de ældste og bedst bevarede brugsforeninger i Danmark var foreningens lokaler i fare for at blive nedlagt i forbindelse med renoveringen af Lægeforeningens Boliger i 1992. Et samarbejde mellem Brumleby, Skov- og Naturstyrelsen, Nationalmuseet Bevaring og Naturvidenskab og Nationalmuseet Nyere Tid mundede ud i at lokalerne i første omgang blev registreret. Senere lykkedes det at få taget lokalerne ud fra den generelle renovering – som Byfornyelsesselskabet stod for – hvorefter de overgik til et selvstændigt museumsprojekt i 1995, hvor den stiftende generalforsamling blev afholdt for Brumleby Museum.
Projektet er blevet til virkelighed takket være en generøs bevilling fra A. P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal.
Jeg glæder mig til at se resulteret efter 20 års vente tid. Håber det bliver et dejligt sted det kan bruges aktivt.
Med venlig hilsen Gitte, Brumleby
Kære Gitte
Det gør vi også.
God sommer 🙂