To kejserinder i hvidt marmor

Skrevet af Susanne Trudsø. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø

Mellem Vesterbro, Frederiksberg og Valby ligger Carlsberg. I årtier har området været et aktivt bryggeri, men udflytning af store dele af produktionen har gjort, at området i dag er under en markant transformation; der rives ned og bygges nyt til såvel boliger og erhverv, men samtidig bevares også mange af de markante bygninger, herunder selve kernen i brygger Carl Jacobsens Ny Carlsberg i form af hans første Glyptotek.

Både brygger I.C. Jakobsen og sønnen brygger Carl Jacobsen tjente godt på deres respektive produktioner af øl på trods af en dyb konflikt far og søn imellem. Konflikten handlede ikke kun om uenighed om lagringstider og øllets kvalitet; konflikten gjaldt også positionen som mæcen. Mens I.C. Jacobsen fra 1878 koncentrerede sig om Frederiksborgmuseet, fokuserede Carl Jacobsen på kunst; særligt på fransk billedhuggerkunst. Om muligt tog han til Paris hvert år og købte ind på Salonen, og i løbet af et tiår købte han ind for henved 2 millioner kroner. Samtidig med samlingens vokseværk kunne mængden af kunst ikke rummes inden for hjemmets vægge, hvorfor Carl Jacobsen i 1882 fik opført en museumsbygning eller vinterhave i tilknytning til familiens hjem Bakkegården. Den 24. sep. 1882 kunne salen præsenteres ved en fest for en indbudt vennekreds, og fra den 5. nov. samme år var der offentlig adgang hver søndag i to timer. Tre år senere udvidede Carl Jacobsen byggeriet med en selvstændig fløj på 4 rum.

Men det var ikke kun færdigbearbejdet kunst, som Carl Jacobsen indkøbte. Han bestilte også kunst, og han var således opmærksom på det historiske tilfælde, at to danske kongedøtre, Christian IX’s og dronning Louises døtre Dagmar og Alexandra, var blevet gift med henholdsvis den russiske zar Alexander III og den engelske tronfølger Edvard, prins af Wales – to af Europas mest betydnings-fulde troner. Dette synes Carl Jacobsen var værd at mindes med mere end blot historiens årbøger, hvilket gav ham idéen til – med forventet kongelig tilladelse – at lade to statuer udføre af et par af datidens førende franske kunstnere; Jean Gautherin og Henri-Michel-Antoine Chapu. Skulpturerne blev bestilt i henholdsvis 1884 og 1885.

Dog skulle det vise sig ikke at være helt enkelt at få de to kongelige højheder til at sidde model for de to kunstnere. Carl Jacobsen har beskrevet forløbet med egne ord:

”Det er imidlertid ikke saa lige en Sag at komme i Forbindelse med keiserlige Majestæter. Begyndelsen var afskrækkende. Chapu kjendte den franske Gesandt i London M. Waddington, der ligesom han selv var Membre de l’Institut de France, en Værdighed, for hvilken en Grande af Spanien kan tage Hatten af. Han reiste til London, og Waddington skulde netop give en Soirée i Gesandtskabet, hvor Prindsessen af Wales kom tilstede, og hvortil han da indbød vor Kunstner. Men da denne nu om Aftenen anmodede Waddington om at introducere ham til Prindsessen, svarede Gesandten, at dette stred ganske imod Etiketten. Chapu havde faaet Leilighed til at see hende, men udover det kunde Waddington intet gjøre. I sin borgerlige Naivitet faldt det Chapu lidt vanskeligt at forstaae, at Frankrigs Gesandt i sit eget Hus ikke kunde forestille den Grande af Kunsten, som skulde med Hans Majestæt Kongen af Danmarks Samtykke udføre Prindsessens Monument, for denne selv; men herved var Intet at gjøre, og Chapu maatte slukøret reise tilbage til Paris og betragtede Sagen som opgiven. Men Glyptoteket havde sine Alfer, og de svigtede ikke her. En af dem paatog sig min Ven Maleren Professor Tuxens Skikkelse. Han arbeidede dengang i Foraaret 1885 paa det store Billede af Kongefamilien og skulde netop reise til London for at male Prindsesse Alexandra. Jeg bad nu Tuxen om at prøve sin Lykke før mig, og han forrettede sit Ærinde saa vel, og Prindsessen var saa elskværdig og naadig, at hun lovede ikke blot selv at sidde Model for Chapu, naar hun i Eftersommeren kom til Fredensborg, men ogsaa at formaa Keiserinde Dagmar til at give sit Samtykke til at sidde for Gautherin ved samme Leilighed. De to Kunstnere kom i September til Danmark og blev venligt modtagne ved Hoffet paa Fredensborg, hvor de i nogle Timer modellerede Skizzerne til Statuerne, som derefter bleve udførte i fuld Størrelse.”

Alt imens de to skulpturer blev færdigudformet og hugget i hvidt italiensk marmor voksede Carl Jacobsens samling fortsat, og rammerne for de to skulpturer skulle ligeledes skabes, så allerede i 1886 udbyggedes Glyptoteket på Carlsberg yderligere; herunder med den såkaldte Kejserindesal, hvor de to bestilte skulpturer skulle placeres. Skulpturen af Dagmar / kejserinde Marija Fjodorowna af Ruslandblev leveret i 1889, mens skulpturen af Alexandra, prinsesse af Wales blev leveret i 1891.

Året efter, i 1892, kunne det danske kongepar fejre deres guldbryllup, hvilket var anledningen til, at hele den royale familie igen var samlet i Danmark. Blot seks dage efter guldbrylluppet fik Carl Jacobsen den ære, at han kunne fremvise de to skulpturer for den royale familie på sit Glyptotek på Carlsberg. Besøget blev dokumenteret af Lauritz Tuxen i form af et maleri, mens Carl Jacobsen selv har beskrevet dagen med ordene:

”Den største Ære, som blev det gamle Glyptotek beviist, var dog, da Hans Majestæt Kong Christian IX imedens Kongehuset var samlet ved Guldbrylluppet, d. 1. Juni 1892 anmeldte sit og hele den kongelige Families Besøg. I et imponerende Optog af Vogne, Landauere og Char-a-bancs, malerisk med de røde Kudske og Lakaier under Pilealléens nysudsprungne Lindetræer, ankom et Selskab af Konger og Dronninger, Keisere og Keiserinder, Prindser og Prindsesser, repræsenterende alle de talrige Grene af den hoie Stamme, og fyldte Glyptotekets Sale.”

I 1887 får Carl Jacobsen dernæst kontakt med den tyske arkæolog Wolfgang Helbig, som er bosiddende i Rom. Helbig bliver agent og indkøber for bryggeren. Det første år blev det til 9 antikke værker, men sidenhen fik også denne samling markant vokseværk. Med tiden formidlede Helbig således indkøbet af 955 antikke værker, og selvsagt måtte Carl Jacobsen etablere nye rammer til sin samling. Dette blev til Ny Carlsberg Glyptotek på Dantes Plads. Museet blev indviet i 1897 og udvidet i 1906, men det er så en ganske anden historie, men konsekvensen blev selvfølgelig, at hovedparten af værkerne på Carlsberg blev overflyttet til det nyetablerede museum. Nogle malerier og nogle skulpturer forblev dog tilbage i dette oprindelige Glyptotek, og her iblandt de to kejserindeskulpturer (prinsesse Alexandra blev i 1901 efter dronning Victorias død endelig dronning af England og kejserinde af Indien), og skulpturerne er fortsat opstillet i Kejserindesalen. I de mellemliggende år og også i dag anvendes lokalerne til repræsentative formål og events.

Konserveringsbehandling

Dagmar / kejserinde Marija Fjodorowna af Rusland

Brugen af lokalerne og tidens tand havde derfor efterhånden sat sit præg på skulpturerne. De var blevet noget smudsige, der er givetvis også blevet røget nogle cigarer i lokalerne i årenes løb, så marmoren fremstod grågullig og trængte til en afrensning. For begge skulpturers vedkommende er den hvide marmor afrenset for smuds, først med latex og efterfølgende med damp. Latexen blev penslet på den ene dag og trukket af den efterfølgende dag efter afhærdning. Den anvendte latex er Arte Mundit.

Efter at latexen var trukket af, blev al overflade efterfølgende dampafrenset. En sådan afrensning tager noget tid, da begge skulpturer viser kejserinderne i meget folderige kjoler og med yderst detaljerede smykker med mange kringelkroge. Men samtidig er der også fascinerende at komme hele vejen rundt på en sådan overflade og opleve marmoren igen blive ren og hvid.

Alexandra, dronning af Storbritannien og kejserinde af Indien

Om Anja Liss Petersen

Konservator på Natmus
Dette indlæg blev udgivet i Bevaring, Skulptur og tagget , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.