Pæleorm spiser laboratoriet

Skrevet af David Gregory og Anne Marie Eriksen

I efteråret 2010 påbegyndtes et længerevarende projekt omkring pæleorm i in situ gruppen på enheden FA&R Nationalmuseet Bevaring. Det har været en del af Anne Marie Eriksens speciale, som hun afleverede i midten af juni. Projektet havde til hensigt at undersøge, om det var muligt at stoppe et aktivt angreb af pæleorm i vanddrukkent arkæologisk materiale. Til det formål nedsatte vi omkring 40 fyrretræsklodser ud for Lynæs havn i håbet om, at der ville komme et angreb af den borende musling, pæleorm. Vinteren blev lang og hård og først i sommeren 2011 kunne indgangshullerne på oversiden af træet anes. Indenfor halvanden måned var angrebet så godt i gang, at nogle af klodserne næsten var væk. På røntgenfotografiet kan man se, hvordan pæleormenes gange løber rundt i klodsen. Klodserne blev omviklet med TERRAM4000, en geotekstil, som har været brugt ved in situ bevaring under blandt andet EU projektet MOSS og til tildækning af Zankynthos vraget i Grækenland (project Mermaid, et samarbejde med universitetet i Athen) og Pæleormsdug, en plastfolie, som benyttes kommercielt på moler og bundgarnspæle. Igennem det næste årstid blev iltniveauet målt, mens klodserne blev undersøgt for, om pæleormene stadig var i live. Ved forsøgets afslutning, efter et år med omvikling, kunne det konkluderes at det almindeligt anvendte, i arkæologiske sammenhænge, materiale TERRAM4000 stadig havde levende pæleorme i træet, hvorimod pæleormsdugen havde stoppet angrebet indenfor en måned.

Det blev også undersøgt, hvorvidt pæleormene angriber træet, selvom det er meget nedbrudt. En tur til en 6000 år gammel undersøisk skov ud for Langelandskyst blev derfor planlagt og udført for at hente noget prøvemateriale i form af et stykke egetræsstamme. Stammen blev skåret op og sat ned sammen med de øvrige klodser ved Lynæs. På billedet kan man se, hvordan stykkerne så ud efter fire måneder ved Lynæs. En analyse af træets bevaringstilstand blev derfor foretaget for at undersøge grunden til dette selektive angrebsmønster. Svaret blev fundet i mængden af tilbageværende cellulose – pæleormen får en del af sin næring gennem nedbrydning af cellulose i træstukturen og er derfor afhængig af, at dette stadig er bevaret. Håbet er nu, at man ved at bestemme densiteten af træet vil kunne give en risikovurdering, om den pågældende genstand potentielt kan blive angrebet af pæleorm.

Hvis man skulle være interesseret i at se, hvordan en pæleorm ser ud, har vi for øjeblikket et akvarium med levende eksemplarer på laboratoriet. Man er velkommen til at se forbi.

 

Om Anja Liss Petersen

Konservator på Natmus
Dette indlæg blev udgivet i Pæleorm, Vanddrukkent træ og tagget , , , , , , . Bogmærk permalinket.

2 kommentarer til Pæleorm spiser laboratoriet

  1. alex skriver:

    Hvordan så den gamle prøve ud før?

  2. Anja Liss Petersen skriver:

    Hej Alex

    Jeg har vedhæftet et eksempel på hvordan prøverne så ud inden de blev angrebet af pæleorm. De kom alle fra den samme stamme, som blev skåret i skiver af ca. 5 cm’s tykkelse.

    Mvh. Anne Marie

    P.S.
    Der findes et billede af prøven, men jeg kan ikke sætte det ind her. Hvis det har interesse, så skriv igen. KH Anja

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *