Mariestad: Byggnadsvårdens konvent 2013

Skrevet af Rikke Bjarnhof

I disse dage deltager Poul Klenz og jeg (Rikke Bjarnhof) fra Nationalmuseet Bevaring på det svenske Byggnadsvårdens konvent 2013 i Mariestad. På kanten af Vänneren – Europas tredje største sø – er der samlet 250 deltagere med stort engagement indenfor bygningsbevaring. En god blanding af riksantikvarer, museumsfolk, håndværkere og fagfolk er kommet fra hele Sverige og fra de nordiske lande for at dele erfaringer og mødes med hinanden for at få gode ideer samt finde fælles fodslag i måden at bevare historiske bygninger. Temaet er restaureringsprojekter, energi og håndværk. Fælles er ønsket om en bedre håndværksmæssig indsats samtidig med søgen efter at imødekomme de energi-effektiviseringskrav som stilles til gamle bygninger på lige fod med nybyggeri.

Konventet består af foredrag, workshops, udstilling og “fika”, hvor der diskuteres på kryds og tværs og udveksles visitkort til fremtidige samarbejde. I workshops tester håndværkere limfarver, tapetserer og prøver snedker-færdigheder.

Både Poul og jeg har bidraget med oplæg og kommer hver dag i snak med mange interesserede deltagere på vores stand.

Første aften blev tilbragt over en festlig middag på det smukke Marieholm. En bygning, der snyder ved at være lavet af træ i 1700-tallet, men pudset i 1800-tallet og derfor fremstår som en muret bygning – ikke usædvanligt på disse kanter. Som bordherre havde jeg den galante og humoristiske borgmester for Mariestad, som i sin tale ikke kunne dy sig for at omtale forgangne hærgende danskere og pege på mig.

I morgen eftermiddag slutter konventet, og så vender vi bilen mod syd til Danmark med rygsækken fuld af engageret stemning for bygningsbevaring og nye bekendtskaber.

 

Om Anja Liss Petersen

Konservator på Natmus
Dette indlæg blev udgivet i Bygningsbevaring, Interiør, Slotte og herregårde og tagget , , , , , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *