Skrevet af Johanne B. Mogensen
Nationalmuseets fyrskib Gedser Rev har de sidste halvandet års tid gennemgået en omfattende istandsættelse takket være en donation på 8.122.686 millioner kr. fra A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinny Møllers Fond til almene Formaal.Fyrskibet har i første etape af istandsættelsen været på værft i Gilleleje, hvor det har fået restaureret skrog og fribord samt udskiftet hele den gamle kobberforhudning på skroget.
Nu ligger skibet igen på sin vante plads i Nyhavn – dog helt dækket til af plastik. Det er Nationalmuseets skibstømrere, der har dækket det til, da de her i sommeren 2013 er gået i gang med at istandsætte alt træværk over vandlinien. Det er blevet en mere omfattende istandsættelse end forventet, da der uforudset er blevet fundet tre rådne tværgående og bærende bjælker. Dækket har gennem længere tid været utæt, og vand er sivet ned mellem plankerne og har forårsaget både synlige og usynlige skader. De rådne bjælker blev fundet, da man fjernede store dele af dæksplankerne, der også var nedbrudte og rådne. Nedefra var det rådne træ ligeledes usynligt, da bjælkerne mange steder var skjult bag anden træbeklædning.Ud over skader på træværket har vandet også skadet mange af de metalgenstande, der befinder sig over vandlinien som f.eks. maskincasingen, der er placeret over fyrskibets maskinrum. Maskincasingen, der består af metal, har kraftige vandrette plader, der fra selve den kubiske casing strækker sig ind under dækket på alle fire sider. Disse plader samt andre dele af maskincasingen var fuldstændig nedbrudte og er nu blevet udskiftet på smedeværksted hos Stege Skibsværft. Maskincasingen er vendt tilbage med en markant rød blymønjebemaling, der skal udsætte metallets nedbrydning. Senere vil maskincasingen få et afsluttende tonet hvidt farvelag. Det er vigtigt for historien omkring fyrskibet, at der i videst mulig omfang benyttes de historisk korrekte materialer og håndværksmæssige metoder til istandsættelsen. Derfor benytter Nationalmuseets håndværkere og eksterne håndværkere sig af traditionelle materialer så som rød blymønje, og derfor er maskincasingen også korrekt nittet sammen fremfor svejset.
De rådne egetræsplanker bliver erstattet med nye egetræsplanker, der nøje er udvalgt og indkøbt af Nationalmuseets skibstømrere. Der bliver ikke gået på kompromis med kvaliteten af træet. Det skal have lagret i adskillige år og være fuldstændig gennemtørt, før man kan bruge det på skibet. Ellers vil det ved optørring svinde og unødige skader og utætheder vil opstå. Skibstømrerne forarbejder selv alle bjælker, mens plankerne til dækket er bestilt og til dels forarbejdet på savværk. Plankerne består af fyrretræ, der som egetræet skal være godt tørt og af en høj kvalitet.Der tages mål efter de gamle bjælker, der saves ud og høvles til med de samme profiler som de originale bjælker. Da fribord er nykalfatret og nymalet på Gilleleje Skibs og Baadebyggeri i 2012/2013, ønsker skibstømrerne ikke at fjerne de gamle bjælker og sætte de nye bjælker herigennem, selvom det traditionelt bliver gjort på denne måde. Skibstømrerne har derfor været nødsaget til at fjerne de rådne bjælker i mindre dele, nedefra under dæk og ligeledes isætte de nye bjælker i to eller flere stykker og skarre dem sammen. Det vil sige, at enderne skæres skråt af og passes sammen. Dette besværliggør selvfølgelig arbejdsprocesserne, men går ikke ud over stabiliteten af bjælkerne.
Istandsættelsen med træværket over vandlinjen er planlagt til at slutte i februar 2014. På det tidspunkt vil alt råddent træ være udskiftet, og hele dækket vil stå nykalfatret. Det er derfor ikke muligt at komme ombord på fyrskibet ind til da. Til gengæld vil man her på bloggen kunne følge istandsættelsen løbende.