Mon du bemærket har, hvad der på loftet var…

Registrering af kalkmalerier over hvælv i Vejlby Kirke,Vends Herred, Odense amt.

Skrevet af Anna K. Hansen. Foto: Nationalmuseet, Ida Haslund og Anna K. Hansen

I forbindelse med planlægning af nyt tag på Vejlby Kirke i Middelfart, opdagede man i 2019 rester af kalkmaleri på væggene over kirkens hvælvinger.

Malerierne var ikke registreret i Nationalmuseets database over kalkmalerier i danske kirker og kom derfor som lidt af en overraskelse. De bidrager med væsentlig viden om kirkens tidlige historie og viser blandt andet, at kirken har haft to forskellige kalkmalede udsmykninger på væggene, før hvælvene blev bygget.

Det er en del af Nationalmuseets arbejde at registrere og dokumentere kalkmalerier i danske kirker. Udover at registrere fundet blev fragmenterne i Vejlby Kirke også forsigtigt lagt fast og sikret, så de kan bevares for eftertiden. Arbejdet blev udført af konservatorer fra Nationalmuseets Kalkningstjeneste.

Malerierne i Vejlby Kirke
Den indledende registrering viste, at der var bevaret puds fra fire perioder, med fragmenter af maleri på de to yngste. Der var fragmenter af maleri på væggene over hvælvene i både kor og skib, men kun på nordvæggen og på triumfvæggen mellem kor og skib. Endvidere var der mellem skibets 1. og 2. fag bevaret et oprindelig romansk vindue, hvis smige ligeledes var bemalet.

Ved at undersøge de bevarede fragmenter kunne man bl.a. konstatere, at der var bevaret maleri fra to forskellige perioder. Da det yngste pudslag ikke kunne findes i og omkring vinduessmigen var det som noget særligt sandsynligt, at de to udsmykninger havde stået fremme samtidigt.

Fordi malerierne er fragmentarisk bevaret er det uvist, hvilke motiver der er afbilledet, men der kan bl.a. anes et ansigt, en klædedragt og en del af en indskrift – muligvis et skriftbånd.

Malerier over hvælv.
Mange middelalderkirker er oprindeligt bygget uden hvælv. Hvælvene er bygget til senere. De kalkmalerier, der er bevaret over hvælv, er altså malet før kirkerummet blev overhvælvet og har været en del af udsmykningen af kirkens vægge.

Det formodes, at Vejlby Kirke fik hvælvinger mellem år 1250-1500: http://pastorat.dk/om-kirkerne/vejlby-kirke

Maleriernes behandling
Størstedelen af de kalkmalerier, der udsmykker kirkerummene i de danske kirker, har løbende været restaureret i større eller mindre omfang, i den tid de har stået fremme.  Malerier over hvælv er derfor værdifulde, fordi de som regel hverken har været restaureret eller kalket over, hvilket vil sige, at de kan indeholde en masse information om f.eks. oprindelig maleteknik og malestil.

Til gengæld er de ofte akut behandlingskrævende, primært fordi de befinder sig på et udsat og overset sted. I tilfældet Vejlby kirke havde puds og kalklag løsnet sig så meget fra væggen, at det flere steder var nødvendigt at fastlægge dem. Dette blev gjort punktvist ved hjælp af kanyle med et kalkbaseret fastlægningsmateriale. Der var også nødvendigt at fæstne og sikre løse og ustabile områder langs med fragmenternes kanter med en kalkmørtel.

Når der arbejdes over hvælv er det ofte et beskidt arbejde, med ganske lidt plads, begrænset belysning og besværlig adgang. For eksempel var den eneste adgang til oversiden af korets hvælv gennem en lille åbning midt i triumfvæggen. Foto: Ida Haslund og Anna K. Hansen, 2019.

Kalkmalerier i danske kirker
Registrering og information om alle væg- og hvælvudsmykninger i danske kirker kan findes på Nationalmuseets hjemmeside Kalkmalerier i danske kirker: https://natmus.dk/salg-og-ydelser/museumsfaglige-ydelser/kirker-og-kirkegaarde/kalkmalerier-i-danske-kirker/

Om Anja Liss Petersen

Konservator på Natmus
Dette indlæg blev udgivet i Bevaring, Kalkmaleri og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *