Kalkmaleriet fra Ferring Kirke del 3

Skrevet af Susanne Ørum

Afrensningen af kalkmaleriaftrækket fra Ferring Kirke er nu afsluttet, og vi skal i gang med at retouchere, hvilket vil betyde udbedre manglerne i farvelaget.

De otte plader, som hele aftrækket består af, er blevet renset med vand for at opløse og fjerne resterne af gammel hudlim, som sad tilbage på overfladen. Limresterne stammede fra aftrækningsprocessen, fra dengang et lag af gaze blev limet fast til hele maleriets overflade for at holde sammen på det, mens det blev trukket af væggen. Dette skete tilbage i 1974, så der har været rig lejlighed for mikroorganismer til at tage bolig i limresterne i de mellemliggende år, og overfladen af aftrækket var da også meget støvet og tilsmudset.

Vådrensning

Den våde papirpulp blev holdt fugtig under et lag af plast.

Afrensningen har fokuseret på at fjerne alle rester af lim for at undgå, at problemet med mikroorganismer vender tilbage. Til det formål blev der lagt fugtige kompresser på overfladen, som kunne blødgøre lim og snavs. Kompresserne bestod af ”papirpulp” – findelt cellulosemasse – som blev lagt ovenpå et lag af meget tyndt papir, for at cellulosefibrene ikke skulle sætte sig fast i overfladen af maleriet. Kompresserne fik lov at ligge i op til en time, men vi skulle være påpasselige med ikke at lade dem ligge for længe for ikke også at blødgøre den syntetiske lim, der fastgør kalkmaleriet til underlaget.

Tørrensning

Efterfølgende blev overfladen renset omhyggeligt med en tæt svamp, og en lille blød børste til mere genstridigt snavs.

40 års snavs havde lagt sig som en jævn og udlignende grå hinde over maleriet. Efter afrensning kan man tydeligere se, hvor forskelligartet overfladen af aftrækket er. Det skyldes blandt andet, at kalkmaleriet er blevet konserveret/restaureret flere gange siden 1914, da det først blev fundet og sat i stand. Renseprocessen har også fjernet noget af farvekraften i den retouchering, der blev udført efter aftrækningen, så den næste store proces vi skal i gang med er at få aftrækkets overflade til at fremstå mere ensartet og maleriets motiver mere tydelige.

Efter rensning

Nærbillede af aftrækkets overflade efter afrensning. I midten af billedet ses et område med gammel, krakeleret kit.

Følg med hér på bloggen! 🙂

 

Om Anja Liss Petersen

Konservator på Natmus
Dette indlæg blev udgivet i Kalkmaleri og tagget , , , , , , , , , . Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til Kalkmaleriet fra Ferring Kirke del 3

  1. Ane Margrethe Bjerre skriver:

    Kære Anja Liss Pedersen Og Susanne Ørum

    Vi følger spændte med i processen. Og glæder os over det flotte stykke arbejde, som i laver.
    Vi glæder os også til at få kalkmalerierne tilbage i kirken
    Mange venlige hilsner fra menighedsrådet i Ferring
    V. Ane Margrethe

  2. Anja Liss Petersen skriver:

    Kære Ane Margrethe
    Det gælder os at høre 🙂
    Hilsen Anja

  3. Ane Margrethe Bjerre skriver:

    Hvor langt mon arbejdet er nået ?
    Kan der siges noget om hvornår vi kan forvente at kalkmaleriet er klar til genopsætning i kirken.
    Der er mange der spørger.
    Nogle tror, at vi har kalket dem over i forbindelse med renovering af kirken.:-)
    Kh.
    Ane Margrethe
    Ferring Menighedsråd

  4. Susanne Ørum skriver:

    Kære Ane Margrethe

    Vi er i gang med at retouchere, dvs. udbedre manglende farvelag på malerierne, og der skal nok snart komme et indlæg om denne del af arbejdsprocessen. Vi har unægtelig været lidt træge med opdateringen vedr. projektet her på bloggen.

    Med hensyn til opsætningsdatoen er det desværre endnu for tidligt at love noget helt præcist, men I hører fra os så snart vi har pejlet os ind på et tidspunkt.

    Jeg kan i øvrigt godt forstå, at folk tror, at maleriet er kalket over, når nu de bliver mødt af en hvid væg inde i kirken dér, hvor det plejede at hænge – det er jo også usædvanligt at man sådan kan flytte på et kalkmaleri!

    Med venlig hilsen,
    Susanne Ørum
    konserveringstekniker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *