Skrevet af Susanne Trudsø
Sidste weekend åbnede særudstillingen ”Jagten på Historien” med et udvalg af de bedste danefæ-fund fra 2016, og udstillingens fysisk, største genstand er en genfunden, men kløvet og fragmenteret runesten fra Thy; den såkaldte Ydby-sten.
Runestenen fra Ydby omtales første gang i 1741, og i 1767 blev den intakte runesten tegnet af tegneren Søren Abildgaard. Men da runestenen eftersøgtes i 1821, var den forsvunden.
Søren Abildgårds tegning fra 1767, hvor runestenen er intakt, og hele teksten kan læses.
Fragmenterne af Ydby-stenen blev i nogle få timer rejst på plænen foran findestedet. To af fragmenterne kom fra hullerne i terrassebelægningen i forgrunden. Foto: Nationalmuseet, Roberto Fortuna
I marts måned sidste år blev man hos gårdejer Anders Kappel i Thy opmærksom på, at bænken på græsplænen ikke bare var en almindelig kløvet sten. Når lyset faldt på en særlig måde, kunne en række indridsede streger ses. Det viste sig at være det øvre af en række runer. Museum Thy blev kontaktet og kort tid efter kom også Nationalmuseets runolog Lisbeth Imer til – og havebænken blev genkendt som et runestensfragment.
Stenen havde faderen, Ole Kappel, hentet på en gård, som han havde opkøbt og nedrevnet nogle årtier forinden. Ved ruinen lå en stor dynge sten, som han hentede hjem til sig selv. Den ene sten kom dog aldrig videre end til græsplænen, mens andre sten blev brugt til anlæggelse af en terrasse på gården. Da først havebænken var erklæret for at være et runestensfragment, blev der i terrassebelægningen genkendt yderligere to fragmenter fra samme runesten. Med rask foretagsomhed blev fragmenterne gravet op, og pludselig var godt halvdelen af Ydby-stenen, som dateres til yngre vikingetid, genfundet; dog i kløvet og fragmenteret tilstand.
Umiddelbart efter blev de tre genfundne fragmenter udstillet på museet i Heltborg, hvor de blot lå på hver sin palle, men kort før jul kom pallerne med fragmenter til Bevaring og Naturvidenskabs konserveringsværksteder i Brede med det formål at konservere og montere den fragmenterede runesten. Fragmenterne skulle sammenlimes, og vigtigt var derfor en meget grundig afrensning – særligt af brudfladerne. Al jord og smuds skulle væk. Denne afrensning blev udført med damp, hvorefter fragmenterne blev puslet sammen. Vigtigt i overvejelserne om sammenlimning var at klarlægge rækkefølgen i kløvningen, idet sammenlimningen skulle ske i den modsatte rækkefølge. Desuden skal de sidste fragmenter, hvis de en dag i fremtiden skulle dukke op af mulden, også kunne komme på plads samtidig med, at fragmenterne blev forsvarligt sammenlimet. At tumle med de tunge fragmenter og samtidig være helt præcis i sammenlimningen er selvsagt en udfordring, og trods slid på brudfladerne passede fragmenterne heldigvis fortsat perfekt sammen. Da limen først var påført, blev afstandsklodserne forsigtigt trukket ud, så sagde det heldigvis ”svub”, og brudfladerne gik fuldstændig i hak. Efter et par døgns afhærdning af de udførte limninger, kom næste udfordring, nemlig en montering. Løsningen blev en kasse af sammensvejsede stålplader, hvori der er udskåret en fordybning, og i denne står runestenen nu strunk, og formidler sit budskab: ”Troels satte sammen med Leves sønner på dette sted stenen efter Leve”.
I øvrigt er der gratis adgang til udstillingen, som står året ud, så enhver kan komme og se den smukke runesten med den noget specielle historie.
De to første fragmenter er ved at blive sammenlimet. Limen er lagt ud på brudfladen, og afstandsklodserne kan fjernes. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.
To dage senere er de to sammenlimede fragmenter vendt og det tredje fragment skal nu placeres korrekt. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.
Den sammenlimede runesten, hvor limen skal gennemhærde, inden den kan flyttes videre til montering. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.
Runestenen i monteret stand og placeret i udstillingen. På gulvet ses Danmarkskortet, og Ydby-stenen står selvfølgelig i Thy. Foto: Nationalmuseet, Susanne Trudsø.
Abbonér på feed