Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom
Det russiske ægtepar, Julia Biryukova og Dimitri Biryukovy, døde i henholdsvis 1925 og 1928. Parret var formentlig bosatte her i Rom på daværende tidspunkt, og deres sidste hvilested blev derfor her i Rom på den ikke-katolske kirkegård, også kaldet den kristne kirkegård eller den protestantiske kirkegård. Kært barn, mange navne. Kirkegården ligger gemt bag den aureliske bymur og ved foden af Caius Cestius’ pyramide samt hen mod Testaccio, højen der i virkeligheden er en bunke af millionvis af antikke potteskår fra amforaer. Og vel at mærke en ganske stor bunke, da den er ikke mindre end 36 meter høj. På den fredfyldte og skyggefulde kirkegård er der tætpakket med gravsteder, og stedet er derfor opdelt i række zoner. I den sidste og fjerneste zone i forhold til indgangen er der ganske mange russiske gravsteder, og altså også dette for parret Biryukovy. Udformningen af parrets gravkors er typisk russisk med en skråtstillet ekstra tværarm på den nederste lodrette korsarm. Desuden er de øvre tre korsarme forbundet til en trekant, som yderligere er dækket af et tag. Det skal dog indskydes, at den ene halvdel af taget mangler, hvilket har haft betydning for gravstenens bevaringstilstand.
Al denne fortælling om dette russiske gravsted skyldes, at man forud for kurset har udvalgt seks gravsteder med et aktuelt konserveringsbehov, og disse seks gravsteder er i denne uge genstand for al vores opmærksomhed. Med andre ord skal vi arbejde, udføre praktisk konservering og nu omsætte teori til praksis på fem arbejdsdage. Min gruppe består af tre konservatorer, nemlig russiske Svetlana, belgiske Stefaan og så undertegnede. Sammen skal vi finde en konserveringsløsning, som vi alle tre kan stå inde for. Det er klart, at når man kommer med hver sin baggrund og mange års forskellig erfaring plus nu også med den fælles indhøstning af viden fra kurset, bliver det i dagenes løb til megen diskussion frem og tilbage omkring, hvordan vi eksakt løser opgaven. Og det går rigtigt, rigtig fint. Forskellige synspunkter diskuteres, og vi bliver enige. Vi nyder alle samarbejdet og diskussionerne, trækker på egne og hinandens erfaringer. Første tiltag er en behandling med et biocid, som her en uge senere skal det vaskes af igen. Men der er nu stadig meget begroning at se, så vi beslutter os for endnu en behandling. Denne gang et andet biocid og denne gang i en pakning af papirpulp.
Apropos det manglende tag, så har dette, som nævnt haft stor indflydelse på bevaringstilstanden. På den halvdel, hvor taget er væk, kan vi konstatere, at kalkstenen er begyndt at delaminere i dens naturlige lagdeling. Dette er selvsagt ikke specielt godt. Hvor taget er bevaret, er denne lagdeling ikke opstået, men til gengæld har taget virket som en slags paraply og forhindret stenens overflade mod at blive afvasket i regnvejr. Denne paraplyeffekt har tilladt sort hinder af gips og sorte gipsskorper i at opstå. Denne gipsdannelse vil vi selvfølgelig gerne have væk, dog uden at den underliggende patina påvirkes. Hvad vi også gerne ville have væk er en del grønlig misfarvning fra et bronzeelement, som antagelig er rester af en lille lampeholder. Vores valg bliver derfor et helt tag, hvilket vil sige, at vi hos en stenhugger bestiller en spejlvendt kopi af den eksisterende del i samme bjergart. Desuden andre pakninger af papirpulp, men tilsat ammoniumkarbonat. Nu vil nogle af mine kollegaer nok tænke, hvorfor lige det salt? Ja, det er det traditionelle her i Italien og det, som man derfor har indkøbt. Et er teori, noget andet er praksis. Der er således ikke et gigantisk batteri af muligheder og værktøjer, så vores valg måtte derfor også befinde sig indenfor disse rammer. Og testning af 117 forskellige metoder forud for det endelige metodevalg, er således ikke praktisk muligt. Men vi får fjernet gipshinder og gipsskorper, misfarvning fra bronzeelementet, behandet mod begroning og får afsaltet igen efter vores pakninger. Resultatet er blevet ganske tilfredsstillende, dog mangler vi lige den sidste hurdel med taget. Den gode stenhugger kommer nemlig først med taget fredag formiddag og har desuden ikke været helt præcist i sin kopiering, så vi skal have fiflet lidt mere med denne nye del i den kommende sidste uge, inden konserveringen af det russiske gravminde er helt i vinkel.
Som nævnt så ligger den ikke-katolske kirkegård tæt ved Testaccio, som i dag ikke bare er en bunke gamle kedelige potteskår, men derimod et sted fuld af liv og glade dage, nemlig masser af restauranter og natklubber. Og for at undgå at dette glade, muntre liv – og måske berusede liv – skal udfolde sig på kirkegården, aflåses stedet om aftenen og natten. Klokken 16.45 gjalder blød musik derfor ud over kirkegården, mens der på alverdens sprog fortælles, at nu er det tid til at forlade stedet. Det gælder turister, men også konservatorer, så for en gangs skyld er det muligt at slutte dagene tidligt og få kigget lidt mere på Rom. Som sagt, så gjort.
En sen eftermiddag springer jeg derfor på et tog til Monte Mario. Her ligger et hospitalsmuseum for psykisk syge a la det museum på Skt. Hans hospital, om hvilket min gode veninde Anne Dorthe har taget hånd om i mange år. På museet her i Rom afholder de til efteråret en konference om denne specielle museumsform, så jeg har lovet Anne Dorthe at sondere terrænet, hvis muligheden bød sig. Og det gjorde den så. Hospitalsområdet er som i Roskilde landskabeligt med spredte bygninger, og inden døre i museet er det topmoderne. I de første rum skubbes der til sanserne med synsbedrag, susen for ørene med mere. En del patientarbejder, så som malerier og andre kunstneriske udtryk, er ligeledes udstillet. Dertil er der traditionelle udstillingsrum med et apotek, et køkken, et lægeværelse, et værelse til behandling, hvilket vil sige med fikseringsbriks. Med meget er udstillet, ikke som kulturhistoriske genstande, men snarere som kunst. Der er ingen skilte med tekster, men derimod gør man brug af de nyeste digitale muligheder med bøger, der projekteres frem, så man kan bladre i dem. Fotos, der suser rundt, bliver til film og begynder at tale. Glasvægge, hvor skygger af mennesker bevæger sig rundt. Så mon ikke, at efterårets konference bliver ganske spændende.
En anden sen eftersmiddagsstund får jeg på Piazza del Popolo endelig efter flere forgæves forsøg kigget indenfor i tvillingekirkerne Santa Maria in Montesanto og Santa Maria del Miracoli. Det er efter min mening ikke de mest spændende kirker her i Rom, men der er dog en finesse. Kirkerne ligger på hver sit hjørne af Corsoen, og ser planlagt umiddelbar ens ud. Men den ene grund er smallere end den anden, og barokarkitekten Carlo Rainaldi løste det problem ved at gøre den ene kuppel rund (Miracoli) og gøre den anden kuppel (Montesanto) oval. Synsbedraget virker – alt ser ens ud og virker fuldstændig symmetrisk. Men indvendigt ses bedraget! På Popolo-pladsens modsatte side ligger endnu en kirke, nemlig Santa Maria di Popolo. Her er der mange fine sidekapeller med både Cavaggio og Rafael repræsenteret, så kirken en er bestemt et besøg værd.
Her i Rom synger man Sankt Hans-aften af gode grunde ikke Holger Drachmanns midsommervise, og man afbrænder ej heller hekse med det mål at sende dem til Bloksbjerg. Her afholdes Festa di San Giovanni. Med andre ord så fejrer man Johannes Døberens fødselsdag, og det gør med ved og i San Giovanni in Laterano. Det må jeg i mangel af en dansk sandstrand, en liflig kølig brise, et bål og en båltale samt fællessang se, hvad det nu er for noget. Ifølge min guidebog skulle helgenen fejres med snegle i tomatsovs, pattegris, marked og fyrværkeri. Jeg ser nu hverken snegle, tomatsovs, gris eller fyrværkeri, men kun et lukket marked. Men jeg ser Paven knælende foran alteret. Han kommer lige forbi i sit trappegående køretøj med mobilalter og flankerende kardinaler. Foran Paven er et langt syngende optog af præster, biskopper og kardinaler. Først var der gudstjeneste i kirken, dernæst denne procession, hvor man går til Santa Maria Maggiore, kirken med det mirakuløse snefald i august måned. Her skulle bønnen så foregå. Jeg nøjes dog med at se processionen og ser kirken San Giovanni in Laterano bagefter. Og den er stor skal jeg hilse at sige.
Hvad der også er stort, er jo Vatikanmuseet, også nærmest uoverskuelig stort, så man må jo på forhånd bare erkende, at man langt fra kan se alt. Lørdag morgen tropper jeg op iført mine gode travesandaler. Det bliver til den ægyptiske samling, nogle gallerier med klassiske marmorskulpturer og så selvfølgelig Rafael-salene og Det Sixtinske kapel med de rensede malerier. Og det er jo imponerende, men med alt for mange turister, så man står som sild i en tønde. Sidst jeg så det Sixtinske kapel er måske snart 30 år siden, så jeg husker ikke helt, hvor snavsede malerierne var, men for mig virker malerierne ingenlunde overrensede nu, som nogen ellers har hævdet. Og når jeg nu er indenfor i Vatikanstaten skal jeg da også lige indenfor i Peterskirken. Den er altså bare imponerende stor. Kuplen er ikke mindre end 136,5 meter høj, og udsigten fra kuplens top er absolut anstrengelserne værd. Og anstrengelserne er cirka 550 trin såvel op som ned.
I den lune sommeraften tager jeg til en koncert på det spanske akademi. I det åbne gårdrum omgivet af loggiaer er der opstillet en lille scene, og her udspillede musikken sig. Klassiske instrumenter med samtidig elektronisk bearbejdning. Det faldert ikke i alles smag, så nogle udvandrer undervejs. De havde nok forventet noget Mozart eller lignende, men sådan blev det ikke. Anderledes, men ikke så ringe endda.
På Celiohøjen er en ganske dejlig park, og i denne ligger Villa Celimontana, hvor det geografiske selskab holder til. Her får jeg søndag set en fotoudstilling om Romerriget i Tunis. Fotografen Francesco Cabras har haft sin linse rettet mod detaljer i romerske ruiner og med landskab, drivende skyer eller blå himmel som baggrund. Ganske flotte fotografier, og nogle af ruinerne kan jeg pludselig genkende fra Gionato Rizzis forelæsninger. Og genkende hans restaureringer med kulfiberarmering.
Jeg får desuden kigget indenfor til lidt gudstjeneste i Santa Maria in Domnica. Her er der desuden nogle ganske imponerende mosaikker fra 800-tallet; Maria med Kristusbarnet omgivet af disciplene og en knælende pave med firkantet glorie som tegn på, at han var levende. I hvert fald dengang mosaikken blev skabt.
Søndag eftermiddag tilbringer jeg indenfor i det dejligt svale museum Centrale Montemartini. Temperaturen er i disse dage 30-31 grader, så det er ved at være for meget. Museet var et kraftværk, men det lukkede i 1990’erne, hvor man samtidig havde planer om at ombygge de arkæologiske udstillinger på De Capitolinske Museer. Man søgte derfor et sted, hvor man kunne udstille de væsentligste skulpturer under ombygningen frem for blot at sætte alt på magasin. Så her mellem de enorme og kraftfulde generatorer stod så skulpturerne. Ikke uden grund blev dette meget besøgt og populært, hvorfor man valgte at fastholde stedet som museum. Også efter genåbningen af udstillingerne på Capitol. Denne kontrast mellem maskiner og skulpturer er meget effektfuld, så det er absolut et sted, der er værd at se.
Abbonér på feed