Rejsebreve fra Rom – kapitel 4

Kursusdagene på ICCROM er ganske lange. Vi slutter først ved 18-tiden og måske endda lidt senere, men så har vi til gengæld også siesta eller frokostpause på rundt regnet 1½ time. Så myldrer vi ud og finder en café eller bar i nabolaget, hvor man kan købe en sandwich, en portion pastasalat, en stykke pizza eller lignende. Skinner solen er der ofte flere, som vælger at få frokosten som take-away for så at bringe den til den lokale kirke Santa Cæciliæ. Foran kirken er det skønneste gårdrum med en central lille fontæne med en kæmpe marmorvase. Omkring fontænen er græsplæner med blomstrende bellis, kløver, følfod, mælkebøtter og smørblomster. Og midt på plænerne er der frodige rosenbede og lavstammede palmer. At sidde her på kanten af fontænen, lytte til vandets plasken, gumle på sin sandwich og slikke solens stråler i sig, er lige til at klare.

Men nu er det jo ikke frokosttid hele tiden. Denne fjerde undervisningsuge står i mørtlernes tegn. Som underviser har vi engelske David Odgres, der er kemiker, konservator og konsulent hos blandt andet British Heritage. Det er både teoretisk undervisning og praktisk øvelser på laboratoriet, hvor vi både arbejder med kalkmørtler, mørtler med pozzolan og hydrauliske mørtler samt farvemæssigt tilpasning til de steneksempler, vi selv har haft med hjemmefra. Dette er gevaldig givende dage. Nogen tid er i øvrigt tilbragt på ICCROMs tagterrasse med skøn udsigt til Tiberen, Aventinerhøjen og byens tage mod nordøst. Her er såvel fugeskeen som murerskeen svunget og en prøvemur er fuget. Desuden bygger vi buer. Med blot 15 mursten til hvert hold rækker det dog ikke til en triumfbue, men vi får da muret en bue, som i teorien skulle være romansk, men nok bliver lidt mere gotisk i sit udtryk! Al begyndelse er jo svær. Og ved den store test – vores underviser David Odgres står ovenpå buerne – holder de alle, så det bliver alligevel for os til triumfbuer trods alt.

Fredag skifter vi til kursets næste emne, nemlig dokumentation og fra Spanien kommer Rand Eppich, der er arkitekt og i en lang årrække har arbejdet hos The Getty Conservation Institute på alverdens projekter med netop opmåling og dokumentation. Om eftermiddagen går vi derfor også en tur ud til den kristne kirkegård, for at udføre en første dokumentation på de gravminder, vi sidenhen skal konservere. Under skyggefulde pinjetræer og med udsigt til Cestios pyramide bliver der opmålt og fotograferet på livet løs. Jeg skal sammen med en russisk og en belgisk konservator, som også deltager i kurset, senere i kursusforløbet konservere en gravsten over et russisk ægtepar.

Lørdag formiddag har vi nogle timers opsamling på fredagens fotografering på kirkegården. Billederne skal manipuleres, så de bliver rettet op til vinkelret og målefaste forhold. Og endelig er det tid til weekend. Min vej går til Piccola Farnesina, som huser en afdeling af det kommunale bymuseum (de har 17 afdelinger rundt i byen), nemlig Museo di Scultura Antica Giovanni Barraco. Denne baron havde en passion for såvel ægyptisk, assyrisk, cypriotisk og græsk kunst plus lidt romersk også, hvilket han rundspredte i sine stuer i paladset ligesom en vis brygger i Valby, men i mindre og lidt mere overskuelig målestok. Samlingen blev overdraget til byen Rom i 1904, og i dag er sofaerne væk, men al nipsen er der stadig, og på væggene hænger fotografier af de gamle stuer. Jeg er den eneste besøgende, så opsynet springer op af stolen, da jeg kommer ind og lader et konstant vagtsomt øje hvile på mig. Trods denne overvågning fornemmede jeg alligevel en ganske særlig stemning i rummene med tunge mørke, bemalede trælofter i kassettemønster og småsprossede blyindfattede ruder, hvor igennem solens stråler tegnede mønstre på gulvet.

Efter et lille hvil over en kop cappucino på blomstretorvet Campo del Fiori er jeg ladet med ny energi og snor jeg mig via nogle smågader til Museo de Fori Imperiali, der er den del af det gamle Forum, der ligger på den anden side af Via de Fori Imperiali i forhold til Forum Romanum. Egentlig utroligt at sådan en mangesporet gade gennem hjertet af det gamle kejserrige fortsat får lov at bestå. Nå, men i denne del af Forum, hvor jeg aldrig har været før, er resterne af Trajans markeder. De er ikke helt små, men faktisk et ganske stort ruinkompleks, som man utrolig elegant har formået også at gøre musealt, altså indendørs til udstillingsbrug, ved brug af glas plus fået installeret praktiske foranstaltninger som toiletter, elevatorer og skraldespande i kuber af rustne jernplader. Og så var stedet ingenlunde overrendt af turister, hvilket også var aldeles tiltalende, så der kunne jeg spankulere rundt og føle mig hensat til fordum storhed. Og ordet storhed skal også tages helt seriøst i ordets egentlige betydning for Augustus må have syntes, at han skulle fejres – han havde jo sejret over Julius Cæsars mordere – med en gigantisk statue af sig selv i 5-6-dobbelt størrelsen.

Søndag er vi en flok kursister der fra morgenstunden tager afsted til Tivoli. En herlig tur på landet uden alt for mange biler og mennesker, og hvor vi først nyder Villa d’Este. Selve huset er bestemt spændende, men det som for alvor trækker, er de i hundredvis af fontæner. Vand, der blot pibler frem og vand, der sprøjtes op i enorme kaskader. Plus en frodig have. Fantasien har, hvad vand angår, ikke fejlet noget: vand ud af skibskanoner, vand ud af dyremunde, vand inde i grotter, vand ned ad klippevægge og vand, der sprutter ud af dragemunde plus meget mere. Dette usædvanlige sted er da også og ikke uden grund optaget på UNESCOs verdenskulturarvsliste.

Efter at have lappet havekunsten og sprøjtende vand i os i store mængder tager vi bussen til den anden del af Tivoli – byen er delt i to, nemlig en del oppe på bjerget og en del neden for bjerget. I denne nedre del er Hadrians Villa, som i øvrigt også er på UNESCOs verdenskulturarvsliste. Ordet villa synes jeg ikke er det mest rammende. Jeg har i hvert fald ikke set en villa i de dimensioner før. Efter min menig vil ordet frilandsmuseum være en mere passende term på de 120 hektar, som rummer ruiner af alverdens antikke highlights, som Hadrian bedst kunne lide, og derfor havde fået kopieret. Og der manglede intet; termer, et amfiteater, et par biblioteker, templer, et stykke af Nilen, et havteater og meget andet godt. Så maleriske ruiner var der nok af plus et lille museum med de originale skulpturer (skulpturerne udenfor var kopier). Så den gode Hadrian har da ikke manglet noget i sin villa, skulle jeg mene.

Og så efter en is plus tålmodig venten på en bus kom vi tilbage til det øvre Tivoli, hvor vi måtte sande at Villa Gregoriana var lukket, men vi fik da alligevel sneget os til at se det 160 meter høje vandfald plus et fint lille rundt tempel. Og guffet en portion spagetti i os inden turen atter gik tilbage til den italienske hovedstad.