Rejsebreve fra Rom – kapitel 1

Skrevet af vor udsendte stenkonservator Susanne Trudsø, Italien, Rom

Stenkonservering er på Nationalmuseet og i Danmark i det hele taget et ganske smalt fagområde med kun få praktiserende konservatorer. Dette betyder selvsagt, at mulighederne for efteruddannelse hjemme er tilsvarende få. Men internationalt er det muligt at søge både kongresser og kurser. Den internationale bevaringsorganisation ICCROM og The Getty Conservation Institute afholder således hvert andet år et internationalt stenkonserveringskursus. Et kursus jeg flere gange havde tænkt på at søge, men undladt grundet mine børn. De er nu store teenagere, så tiden var dermed moden. Jeg søgte og opnåede én af de 18 eftertragtede pladser på kurset. 

Men 12 ugers kursus i en fremmed by er jo ikke uden omkostninger og kun takket økonomisk støtte fra Kulturministeriets Kompetencefond og Kulturarvstyrelsen samt Bevaringsafdelingen lykkedes det at skaffe de nødvendige midler for deltagelse. Derfor er jeg nu i Rom, den evige stad. Alle hverdage er der fire dobbeltlektioner på ICCROM, og kurset rummer alverdens aspekter i stenkonserveringens mangfoldige facetter. De øvrige deltagere er geologer, arkitekter eller stenkonservatorer ligesom jeg. Alle har adskillige års erfaring og kommer fra alverdens lande; eksempelvis Australien, Brasilien, Kina, Sudan, Holland, Korea, Palæstina, Rumænien, Rusland, Spanien og Sri Lanka.

Underviserne er en vifte af internationale kapaciteter, og i kursets første dage er det finske Jukka Jokilehto og amerikanske Joseph King der forelæser med fokus på etik, internationale chartre samt sten anvendt i arkitekturen. Dette er der jo så ganske mange eksempler på lige om hjørnet, når man er i Rom. Derfor kombineres forelæsningerne med traveture til bl.a. Teatro di Marcello og Forum Romanum samt diverse kirker. Og hold da lige op, hvor man får øjnene op for konserverings- og restaureringsprincipper, bjergarters oprindelse og byggematerialers genanvendelse, når man er på tur med så kompetente mennesker. Der er meget, som ikke står i guidebøgerne. Ved tidligere besøg i Rom har jeg ikke heftet mig ved at skelne mellem originalt materiale og rekonstruktion på eksempelvis Vestalindernes tempel. Reelt er kun lidt fragmenter hist og pist den oprindelige marmor, mens resten svarende til 90-95 % er rekonstruktion!

Ved siden af undervisningen må jeg selvfølgelig også benytte mig af, at Rom ligger lige foran mine fødder, se og opleve mest muligt. I Palazzo Farnese, som huser den franske ambassade, har man for en periode valgt at slå dørene op for publikum. Det er en imponerende bygning med både gårdrum og gårdhave, men man har altså også haft blandt andet Michelangelo som arkitekt. Fra en plads ved et cafébord kunne folkelivet på Piazza Farnese i al magelighed studeres inden min tur går videre via Campo de Fiori til Museo di Roma i Palazzo Brashi. Museets samlinger rummer malerier, tegninger og skulpturer af blandt andet udenlandske kunstnere, som i tidens løb har ladet sig drage af Rom for at tegne og male her. Meget pudsigt ad denne vej at se mange stadier af Piazza Navonas forskellige udformninger, når man samtidigt kan tjekke nutiden ved blot at kaste et blik ud af vinduet.

Palmesøndag må jeg af sted til Peterspladsen og får en ståplads midt på pladsen med udsigt til paven, et hav af kardinaler og fire storskærme, så man rigtig kunne følge med. Tre timers palmesøndagsmesse i bragende solskin med taler, musik, korsang, reciterende oplæsning, velsignelser samt altergang. At blive velsignet af paven på sin første søndag i Rom er vel en meget god begyndelse. Og altergang, ja, det lyder måske som en joke, men det store antal af kardinaler myldrede ifølge med hver en paraplybærer ud blandt alt folket bevæbnet med alterkalk og et fad med oblater. Og netop paraplyerne gjorde, at man hurtigt kunne spotte den nærmeste mulighed for altergang, smart system.

De capitolinske museer ville jeg også gerne se, så derfor af sted til Piazza del Campidoglio. Kopien af rytterstatuen af Marcus Aurelius virker for mig helt okay, men det er kun, indtil jeg ser originalen. Den er ganske enkelt betagende flot og elegant udstillet. Utroligt også, at hesten kun har to hove med fodfæste til underlaget. Og så har museet ellers antikke portrætter og skulpturer i lange baner plus en fantastisk udsigt over Forum Romanum fra senatets buegang. Og mens solen og dagen gik på hæld kunne jeg lige nå op i Vittorio Emmanuele-monumentet. Og derfra er udsigten altså ikke helt så ringe endda.

Fortsættelse følger…