Århundredets farve og kirkens formsprog

Uge 22 og 23

Jon Brænne skriver i sin tilstandsrapport fra Norsk Institutt for Kulturminneforskning (NIKU) i 2003, at Røros Kirke er Norges femte største kirke og rangerer blandt de 10 vigtigste og mest værdifulde kirkerefter reformationen. Med 20-25000 besøgende om året er kirken et vigtigt nationalt kulturminde for den norske befolkning, og som konservatorer stræber vi efter at være nænsomme,ydmyge og tilbageholdende, når vi restaurerer interiørets farvelag. Men hvorfor siges kirken at være så vigtig og værdifuld, og hvorfor er de danske konservatorer så glade for at få lov til at arbejde med et interiører af denne slags?

Der er flere årsager hertil, hvilket blandt andet kan forklares ud fra kirkens kulturhistoriske værdi, interiørets eksemplariske formsprog og den unikke bevaringstilstand af farvelaget. Da kirken blev bygget i 1784 var dens størrelse og inventar et prægtigt forbillede for de omkringliggende kirker. Dette så vi på vores weekendudflugt til Tolga og Tynset Kirke. Det er især formmæssigt, at kirken er et pragteksemplar og særdeles gennemført set i lyset af den sene rokoko/barokke stilperiode.

Fantasifulde dekorationer i Tolga Kirke. Her er anvendt mange forskellige farver og variationer af marmoreringer.

Kongen og kobberværkets magt og præg på kirken

De Kulturhistoriske aspekter ses tydeligt i Røros Kirkes form og dekorationer. Kongen var efter reformationen kirkens overhoved i den dansk-norske stat og blev i 1700-tallet anset som den næstbedste repræsentant efter gud her på jorden. Kirken var en vigtig manifestering af staten, og lokalsamfundet brugte dermed kirken som et naturligt omdrejningspunkt. Kirken er indrettet med gallerier, der retter tankerne hen på oplysningstidens læsesale, mens udsmykningen giver sindet ro og leder tankerne mod et himmelsk rum med luftige skyer. Symbolsk ser vi Christian 7.’s monogram over indgangsdøren på tårnets sydøstlige væg, men det ses også øverst på alterfacaden inde i kirken. Også den statsdrevne minedrift, handel og vækst afspejles i opførelsen af Røros kirke, som blev rejst som prestigebyggeri af Røros Kobberværk, hvorfor minedriftens monogram pryder kirken. Yderligere kan også nævnes anlægningen af Hjorts kapel (Peder Hjort var direktør for Kobberværket under opførelsen af Røros Kirke – se foto, som blev taget for et par uger siden og derfor er fuld af vinterstemning).

Form og elementer

Hvis vi skal sammenligne med danske kirker kan der kun nævnes få fra den senbarokke og rokoko periode i Danmark. Ved overgangen til det 18. århundrede foregik der efter svenskerkrigene en almindelig nedgang af velstand. Forholdet har haft en afgørende betydning for rokokoens udbredelse i de danske kirkers indre, hvilket gør Røros Kirke endnu mere interessant. Dog kan nævnes Møgeltønder Kirke og Clausholms Slotskirke, som tidstypisk viser, hvordan inventar i dette århundrede ofte blev malet som immitation af f.eks. marmor. Antallet af nybyggede kirker fra tiden er få. Hvis man vil se nogle eksempler kan man besøge Christianskirken, der stod færdig 1759 i København, har også marmorerede gallerier – dog med mere enkle rektangulære fyldninger samt søjler og marmorerede profillister. Her er der en lignende alterside med prædikestol og lydhimmel samt kongeloge. Det er egentlig ikke særlig almindeligt med ottekantede kirker i Danmark. Her hersker oftest korsformen, men en parallel kan drages til Frederiksberg Kirke, som også er ottekantet og bygget i 1732-34 af arkitekt Felix Dusart et par årtier før Røros Kirke. Man kan bemærke, at Frederiksberg Kirke er rød med hvide hjørnelisener ligesom den oprindelige pudsning på Røros Kirke. 

Model af Tolga Kirke og konfirmationsgæster udenfor Tynset Kirke

Kirken i Tynset kan ca. rumme halvt så mange mennesker som Røros Kirke og blev bygget efter, at den første kirke fra 1708 brændte i 1792. Billedet til venstre viser mange ligheder i interiøret. Ligesom Røros Kirke er Tynset ottekantet. Forskellen er dog, at Røros Kirke er en mellemting mellem korsform og ottekantet samt, at man i Røros havde penge til at bygge en murstenskirke, men kun en kirke af tømmer i Tynset. Begge kirker har oprindeligt været rødmalet og er stadig prydet med Chr. 7’s monogram. Tynset Kirke er opført blot et par år efter Røros Kirke, nemlig i 1793-1795 af bygmester Peder Ellingsen, der selv var fra Røros, og som var jævnaldrende med bygmester Svend Aspaas, som byggede kirken i Røros. Yderligere er det relevant at nævne Ellingsen da det er ham der har udført en del af inventaret i Røros Kirke. Røros Kirke var indtil 1870erne, ligesom størstedelen af norske kirker, rødpudset med hvide hjørnelisener, men er nu hvid med sorte hjørnelisener. Alterpartiet i Tynset Kirke er en forenkling, af det vi ser i Røros Kirke, men man kan sagtens sammenligne både stafferinger og elementer (se foto ovenfor). I 1880’erne blev interiøret i Tynset Kirke desværre overmalet, og den smukke blå marmorering forsvandt under en brun maling. Derfor besluttede man i 1924 at føre altersiden tilbage ved en restaurering, og den gamle dekoration blev dermed rekonstrueret. De blå marmoreringer på alter og gesimser ligner dem i Røros, men er mere kraftfulde og uden samme detaljerigdom og lethed som i Røros. Derfor er vi særdeles glade for bevaringstilstanden af den oprindelige marmorering i Røros Kirke.

Tolga og Tynset ligger lige i nærheden af Røros, så det var oplagt at tage på ekskursion dertil i weekenden, især fordi konservator Winnie Odder (til venstre) er kendt i nærområdet og derfor kunne guide os på turen. Enhedsleder på bevaringsafdelingens Bygning & Inventar Rikke Bjarnhof har husket hjelmen!

Den blå farve genvinder sin dybde

Det er ikke kun den stilmæssige form, som gør det særligt at restaurere kirken – det er også de valgte farver. Her er interiøret igen eksemplarisk, fordi der er brugt blå og rosa farver på lys bund i samspil med rene blågrønne flader. Særligt den blå farve (med variation) er gennemgående i hele kirkens interiør. Den blå farve består blandt andet af berlinerblåt, også kaldet pariserblåt eller preussiskblåt. Pigmentet har fordele som meget stor farvekraft, hvilket skyldes dens indhold af jerncyanid. Farven blev første gang fremstillet i 1704 i Berlin, og hvis vi sammenligner med de dengang eksisterende blå pigmenter var denne nye farve overlegen både mht. tekniske egenskaber og pris. Berlinerblåt blev derfor det mest anvendte blå farvepigment fra midten af 1700-tallet, og vi ser begejstringen for dens anvendelse sprede sig til kirkebygningerne i provinser som Røros, Tynset og Tolga. Kirkens farver kan sammenlignes med perlemor, når lyset skinner i en muslingeskal, hvor der frembringes elegante og lette farver som perlegrå, mælkehvid, rosa, lyseblå eller lys blågrøn. Derudover ser vi også, at samtiden anvender guld, som i Røros Kirke er placeret på fikspunkter som kongeloge, prædikestol, bladranker og krukker placeret over orglet. Se mere om kirkens nuværende restaureringsfase i TV Røros’ filmklip. Her fortæller Riksantikvarens sagsansvarlige Iver Schonhowd og projektleder Mikala Bagge blandt andet om restaureringen af guldet. 

Guld i Røros kirke fra TV Røros

Retoucheringspalet og Lis med pensel på lyseblå fyldning 

Hvis du vil læse mere om malede interiører, kan vi anbefale Line Bregnhøis “Det malede rum – materialer, teknikker og dekorationer 1790-1900”.

Våren er kommet!

Mikala har fanget den flotte natur i frokostpausen udenfor Tynset Kirke 

Her ses bemandingen på Rørosprojektet i uge 23. Af nyankomne som ikke hidtil er blevet præsenteret er Anja Liss Petersen (siddende yderst til højre). I vil fremover høre mere om og fra hende her på bloggen. Og så har vi glæden af at have malerikonservator Natalie Jacqueminet med på projektet i de næste 3 uger.