Skrevet af Yvonne Shashoua
I 2012 var jeg gæsteforsker på Getty Conservation Institute (GCI), Los Angeles i 6 måneder, hvor jeg undersøgte om adsorbenter bl.a. aktivt kul, silika gel og zeolitter kan bruges til at bremse nedbrydning af celluloseacetat (CA) plastic. Celluloseacetat findes bl.a. i fotofilm base, gamle Lego klodser op til 60’erne, brillestel og rayon tekstiler. Brugen af CA i dag er meget mindre end tidligere, men alligevel fremstilles 800.000 tons årligt til filtre i cigaretter, tekstilfibre og bioplast film. CA fremstilles ud fra cellulose i form af papirfibre under medvirken af syrer. Fordi polymeren er meget sprød tilsættes der blødgørere i koncentrationer op til 30% af vægten. Med tiden og under indvirkning af lys og fugt vil sure produkter fra fremstillingen nedbryde polymeren til cellulose igen. I øvrigt bliver blødgørere presset ud på overflader, hvorfra de afdamper. Disse to nedbrydningsprocesser viser sig ved, at plastikken krymper og bølger, misfarves og lugter kraftigt af eddike – en proces der kaldes for “vinegar syndrome” . Hovedkonklusion af min forskning, der publiceres i den kommende ICOM-CC Triennial conference preprints til september er, at adsorbenter er meget ineffektive til at fjerne eddikesyre dannet under nedbrydning, delvis fordi de samtidig adsorberer dietylphthalat blødgører og bliver hurtigt mættet.
Disney Animation Research Library
Den 2. og 3. juni vendte jeg tilbage til Getty Conservation Institute for at deltage i et seminar om state of the art inden for nedbrydningsmekanismer og muligheder for at konservere CA. Vi var 6 direktører, forskere og konservator der var inviteret til at holde foredrag. En af de største udfordringer var, at vi skulle tage hensyn til bevaringen af de 200.000 animationcel tegninger, som var blevet lavet i Walt Disney Studio mellem 1920 og 1989.
Den første analoge Disney film var Snehvide i 1937, og den sidste var Den Lille Havfrue i 1989. Alle karaktererne i filmene blev håndtegnet og malet på et stykke gennemsigtig CA med vand-baseret akryl. Hver bevægelse af en karakter krævede mindst 100 celler. Celler var placeret ovenpå bemalede baggrunde og fotograferet i rækkefølge. Når filmen blev spillet, så fik seerne fornemmelsen af, at Mickey Mouse svømmede en tur i havet, eller at Bambi løb igennem skoven. Med fremkomsten af digitale film i 1990’erne blev alle celler samlet i Disney Animation Research Library (ARL) i Burbank, LA. De er brugt som referencer og er kopieret i hånden på nye polyester celler til samlere og Disney Studios medarbejdere. Vi tog på besøg.
Trods ARLs klimakontrollerede magasiner (16-18°C, 50% RF, høj luftskiftning og kul filtrering) er der mange celler, der har krympet og dannet bølger. I en del tilfælde har maling svært ved at blive siddende på de ujævne overflader og begynder at krakelere og flække af (se Figur 4). Under post doc perioden på GCI undersøgte Emma Richardson ved hjælp af Dynamic Vapour Sorption analyse (den har vi også på Nationalmuseet), om krympningen af celler kunne skyldes udtørring. Hun mener, at tab af vand samt afdampning af blødgørere kan ses i undersøgelsen af nedbrudte celler. Min forskning antyder, at der er ikke noget forhold mellem dannelsen af eddikesyre og tab af blødgørere, men at det er vigtig at fjerne syren fra CA for at bremse nedbrydningsprocessen. Den viser også, at fordi aktivt kul, silika gel og zeolitter tager både syren og blødgørere, skal de ikke være med i opbevarings strategien. Jean-Louis Bigourdan fra Image Permanence Institute, Rochester har fået resultater, der taler imod adsorbenter, men for nedkøling af CA. Hvis man sænker temperatur ca. 10°C halveres hastigheden af alle kemiske reaktioner.
Nedkøling lyder som om en ideal løsning for opbevaring af Mickey Mouse og sine mange venner, men inden alle celler flyttes til en kæmpe kummefryser, skal man også overveje, at alle plastikker bliver sprøde og krymper ved nedkøling. Der skal først måles krympning af malingslag, der sidder på samme CA celle, før end Bambi udsættes for flere farer.